Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - joernlund

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.09.10.


Jørn Lund, sproget og virkeligheden

Den indflydelsesrige sprogmand

Erindringer fra 1950'erne ('Hørt')
      Provinsbyen - Skolen - Andeby - Jul og tradition -
      Radio og tv - Tidens temaer - 

Erindringer 1960-90 ('Lært')
      Bagsværd gymnasium - Familielivet - Universitetet -
      Lærerhøjskolen - Andre engagementer - Rekreation

Livsindstilling
Sprogfilosofi og begrænsning
Helhedsrealistisk vurdering
Henvisninger



Den indflydelsesrige sprogmand    
Til toppen  Næste

Sprogforskeren, -underviseren, -rådgiveren, encyklopædisten og direktøren Jørn Lund (født 1946) er vel den mest indflydelsesrige af alle danske sprogforskere i og med at han uden nogensinde at svigte sin forskning og formidling har påtaget sig et væld af opgaver lige fra universitetsundervisning og formandsskab for ministerielle udvalg til chefredaktionen for Den store Danske Encyklopædi (1991-2001), direktionspost i Gyldendal (1995-2002) og allersidst i Det danske Sprog og Litteraturselskab (fra 2002). Ugentligt delagtiggør han Politikens læsere i sine sproglige iagttagelser og funderinger. Overalt i landet - foruden i radioen - har han holdt foredrag om sprogligt-kulturelle problemer. Han har udgivet to-bindsværket Dansk Rigsmål (1975) og Den Store Danske Udtaleordbog (1991) - begge sammen med vennen og studiekammeraten Lars Brink. Desuden flere essaysamlinger som 'Med sproget som indsats' (1993), 'Sidste udkald. Om dannelse og uddannelse' (1998), 'Kampen om opmærksomhed' (2000), 'Sproglig status' (2001), 'Den sproglige dagsorden' (2003), 'Sprog til salg' (2005) og 'Det faglige løft - om greb og misgreb i uddannelse og forskning' (2007). Og på opfordring fra Gyldendal har han skrevet to erindringsbøger 'Hørt. Erindringer fra 1950-erne' og 'Lært. Erindringer fra 1960-90'. Egentligt lidt utidigt, skriver Lund selv, for han var endnu ikke fyldt 60, og desuden har karriereerindringer med namedropping altid kedet ham. Man skal begynde et helt andet sted, fortsætter han, nemlig med opvæksten, og dette skete konkret med erindringer fra opvæksten i Grenå fra han var fire til tretten år. Fortsættelsen fra han var 14 til han var 44 går selvsagt ikke uden om karrieren, men bliver alligevel usædvanlig, ikke blot fordi karrieren er usædvanlig, men fordi Jørn Lund kan fortælle kort og koncist og naturligvis altid med sikre sprogiagttagelser som omdrejningspunkt. Han er ikke for ingenting cand.mag. i både dansk og sprogpsykologi.

Allerede opremsningen af alt hvad Jørn Lund har overkommet gennem årene - fra den første videnskabelige sprogundersøgelse fra ham og Brink der kom i studieårene til den store udtalebog samme år han påtog sig chefredaktionen af den store encyklopædi - viser en myreflittig forsker og skribent og en eminent dygtig organisator og leder. Han er hvad man sædvanligvis kalder en arbejdsnarkoman - ligesom universitetslærere som Billeskov Jansen eller kolleger på Lærerhøjskolen (senere Danmarks Pædogogiske Universitet) som Torben Brostrøm og Niels Birger Wamberg. Men det slående er at han har bevaret sin fulde, varme og åbne menneskelighed og gennem denne formået at vinde en indflydelse der går langt ud over den snævre faglige kompetence. Det sidste man kan kalde Jørn Lund er fagidiot, men omvendt gælder også at han aldrig har svigtet sine høje faglige ambitioner. Han gjorde allerede på universitetet, men først og fremmest sammen med de tre nævnte og flere andre kolleger på Lærerhøjskolen åbent front mod den faglige forringelse der fulgte på studenteroprørets fatale politisering af universitetsmiljøerne. Og dette kan man kun 'bøje hatten for' som Leo Mathiesen sagde.

Er man daglig bruger af Encyklopædien kan man også kun beundre den måde dette leksikalske storværk er redigeret på og som først og fremmest er præget af at alle medarbejdere uanset fag og speciale har måtte skrive på et forståeligt dansk, uden hensyn til om de var vant til det eller - som det er tilfældet for mange naturvidenskabsfolk - havde lettere ved at skrive på engelsk. Valget af medarbejdere og konsulenter har været sikkert - og de mange store essays som præger encyklopædien (til forskel fra et decideret leksikon) er af meget høj og inspirerende kvalitet. Næppe nogen anden end Jørn Lund ville som chefredaktør af værket kunne have sikret denne høje kvalitet.



Når undertegnede nu indlader sig på en omtale af de to erindringsbind, skyldes det imidlertid selve sprogvinklen, ikke i snæver forstand Jørn Lunds evne til at formulere sig kort og rammende - for den er uovertruffen. Ej heller i betydningen Jørn Lunds kamp for fagligheden i uddannelserne - for her er der heller intet at komme efter. Men derimod i betydningen Jørn Lunds opfattelse af sprogets betydning for kulturudviklingen i videste forstand. Her kan hans intentioner ikke drages i tvivl, men måske findes der en begrænsning i hans tilgang til sproget som bevirker at han ikke fuldtud forstår hvad der er på spil i den sprogudvikling vi oplever og som går ud over selve de ændringer han selv så nøgternt registrerer og kommenterer.

Helt konkret ønsker jeg at fokusere på det aspekt af sprogforståelsen der hænger sammen med den interdependens, der knytter sig til sprogets mange begreber, og som har langt større betydning for vores eksistentielle forståelse og kulturkamp end de fleste véd og vil være ved. Begrebet har filosoffen og psykologen David Favrholdt i sin bog 'Filosofisk codex' på fremragende vis trukket frem som helt vitalt for vores erkendelse og virkelighedssans. Den består kort sagt i at der mellem en lang række fundamentalbegreber i vores sprog findes en så tæt indbyrdes afhængighed, at man ikke kan forstå dem hver for sig uden at forstå afhængigheden. Dermed danner de et sprogligt net for hele vores virkelighedsopfattelse som bliver afgørende for alle vores tanker og handlinger.

I modsætning til Favrholdt mener undertegnede med andre ord at denne interdependens ikke blot gælder vores praktiske sprogbrug, der i vid udstrækning er en forfinelse af 'tingssproget' (det sprog vi bruger til beskrivelse af håndgribelige ting), men også vores mere eksistentielle sprogbrug der i højere grad betjener sig af 'åndssproget' (det sprog vi bruger til beskrivelse af sjælelige eller åndelige fænomener). Ja, jeg mener endda at det er helt afgørende at forstå at vort dagligsprog ikke er fuldstændigt hvis det indsnævres til det relativt præcise tingssprog og videnskabelige sprog, men for vores eksistens' skyld må omfatte både tingsproget og åndssproget som lige nødvendige, komplementære fænomener.

Det interessante kunne være at se hvordan en så kompetent sprogforsker som Jørn Lund ser på dette spørgsmål. Det må man imidlertid selv forsøge at pejle sig ind på, for Lund beskæftiger sig ikke med problemet explicit. Han er ikke filosof - og synes ikke at interessere sig synderligt for filosofi - selvom han faktisk har haft Favrholdt som lærer ved filosofikum, da en prøve heri endnu krævedes ved universitetet.

Men først skal vi se på Jørn Lunds opvækst, fordi denne i høj grad har været bestemmende for hans livsindstilling og forskning.



Erindringer fra 1950'erne ('Hørt')    
Til toppen  Næste

Jørn Lund blev født i Viborg i 1946, men voksede sammen med sin storebror op i Grenå hvor hans far i 1950 nedsatte sig som praktiserede læge, og hans begavede mor var hjemmegående hustru. Den usnobbede fader trivedes i den lille provinsby, men den kulturhungrende moder fandt den klaustrofobisk provinsiel. Forholdet mellem ægtefællerne var ikke godt. De passede ikke sammen, og der var derfor ingen glæde i hjemmet. Faderen brød sig heller ikke om folk der udfoldede sig - og derfor heller ikke om børn. Men moderen gav begge børn masser af kærlighed og omsorg. Hun var dog psykisk hårdt medtaget da parret i 1960 flyttede til hovedstaden i et forsøg på at redde ægteskabet. I stedet for blev det til seks rædsomme år. Jørn Lund taler direkte om neurotiske træk hos moderen, men bemærker også at hun kunne være hylende morsom til det sidste. Hun fulgte levende med i litteratur og kultur - og hun havde formidable kontaktevner. Men konversere kunne hun ikke. Hun ville snakke rigtigt med folk - om alvorlige emner.

Hun tyranniserede Jørn barndommen igennem ved at genne ham i seng tidligt året rundt - uden hensyn til at han ikke havde 'appetit på søvn'. Og efter skilsmissen gjorde hun sig afhængig af sine børn. Fra Jørn var 18 blev det hans opgave at betrygge hendes liv, ja være far for sin mor.

At indtage mad var og er for Jørn nærmest et nødvendigt onde. Det drejer sig kun om at få det overstået - måske som reaktion på tavsheden ved bordet i hjemmet. Men det forblev spild af tid og kræfter at spendere et avanceret måltid på ham som voksen. Ja, han røber, at han da han var blevet gift og havde fået børn, effektiviserede madpakningen på den måde at han smurte madpakker til sig selv for en måned ad gangen og frøs dem ned.

Som dreng samlede Jørn på frimærker fra han var ni til han var 13, og på den måde lærte han at registrere, samle, systematisere, bytte og rangordne, en kunst han siden opdyrkede som sprogforsker og registrant af konsonanter, vokaler, stød og tryk.

Han og broderen fik naturligvis tidligt deres cykler, og den repræsenterede for dem som mange andre børn simpelthen en frihed og en radiusforlængelse der oplevedes som ganske afgørende. At få sin egen cykel det var sagen. Det førte til mange cykelture i omegnen. Som andre drenge fandt han alt med biler spændende. Han kunne alle modellers specifikationer udenad og samlede på bilbrochurer. Kørekort fik han som 18-årig.



Vestre skole blev Jørns første møde med en institution. Han befandt sig straks godt og klarede sig hæderligt. Dansk og regning, historie og geografi var gode fag, men religion var det bedste. Historierne var umiddelbart fængende; de blev formidlet mundtligt og skulle genfortælles. Jørn Lund slog siden et slag for fortælling og oplæsning i skolen. Og så var der salmerne, skriver han. Udenadslæren og paratviden var ikke lagt for had, og "vi der havde let ved det, fik en ordentlig portion med i bagagen". De salmer der terpedes dengang, er for ham stadig de egentlige salmer, de rigtige og de vigtige. Det gælder fx "Blomstre som en rosengård". Selve den teologiske tankegang bag salmen var lukket land. Men religionslæreren blev en af de mange fadererstatninger Jørn i sin barndom havde stor brug for.

Jørn Lund pointerer at undervisningen i det hele taget var stærkt holdsningspåvirket. Skolen var national og nordisk orienteret, kristen af observans, og undervisningen undertiden direkte forkyndende. Mange af de andre timer blev også indledt med sange.

Men Jørn Lund konstaterer at det faglige niveau alt i alt var tilfredsstillende. "Og så var Vestre skole en rigtig almindelig dansk skole i en provinsby som gav mig et varigt indtryk af normer, værdier og holdninger der har præget det danske samfund fra 1880'erne og 80-90 år frem". Lidenlund, Korsbæk, Jante og Tummelumsens købstad er ikke konstruktioner i hans sind, men "livs- og tidsbilleder hvis ægthed vi har baggrund for at vurdere". Stille og roligt udviklede man i den periode forudsætninger for den senere velfærdsstat, og værdigrundlaget var ikke så uoverskueligt som det senere blev. Ordet 'fremmedgjort' passede ikke på skolebørnenes forhold.

Jørn Lund undrer sig over at mange af hans skolekammerater ikke udfoldede de stærke anlæg de faktisk havde, selvom man taler så meget om selvværdets betydning. "men sådan et skal opbygges, og det sker lettest i barndommen. Der skal være nogen der tror på én, går ind for én og holder af én - men uden at pace en frem". Han har lært meget af at gå i klasse med forskellige mennesker. Diversitet er ikke kun vigtigt, hvor det drejer sig om planter og dyr, fastslår han.



Med den gode hørelse Jørn Lund var i besiddelse af, er det ikke sært at han registrerer lyde - og i sine erindringer omtaler nogle af de mange lyde der nu er forsvundet. Det gælder fx lydene af mælkemandens hest, af smørret fra dritlerne, af datidens bilhorn og lydpotter, lyden af tæppebankning, gruekedel og vaskebræt. Hver lørdag lød sirenenere, og af og til kom Zonen eller Falck susende. Det ringede også ofte på døren. Postbuddet kom tre gange om dagen. Og i køkkenet var der en evig strygen tændstikker over gasblusset, ligesom kakkelovnen skulle fyres op.

Jørn husker tydeligt lyden af sin mors skrivemaskine, af Radioens pausesignaler, og af opsprætning af bøger. Familien læste Panduros 'Rend mig i Traditionerne' straks da den kom, og alle fire lå undertiden flade af grin, så oplæsningen måtte afbrydes.

Faderen tog ham ofte med på sygebesøg på gårdene, og her hørte Jørn mange forskellige dialekter.

Hunde hørte med til familielivet. Jørn Lund må indrømme, at familiehunden egentlig ikke hører hjemme i et rationelt univers, men også at et sådant slet ikke eksisterer. Problemet er at lige så snart man får en hund ind over dørtærskelen, bliver man glad for den, "og det gælder også mig, sagde hunden. Jeg har oven i købet et vist hundetække, så de kære firbenede kliner sig ofte tæt op ad mig". Fugle lærte han også grundigt at kende. Storebroderen havde på et tidspunkt ikke mindre end 60 undulater.



Men Andeby er et kapitel for sig.

Jørn Lund lægger ikke skjul på at det var med nogen skepsis hans mor så sine sønner kaste sig over Ander And-bladet hver fjortende dag, det kom i Danmark fra 1949. "Men vi smed os på gulvet i stuen og læste det hurtigt igennem en første gang, senere langsommere og med større fordybelse. Til sidst kunne vi faktisk bladet udenad og kunne høre hinanden i de gamle numre".

Det karakteristiske var at alt i Andeby var velkendt, men også vendt på hovedet. Det var børnene der var de kloge. Joakim And var en dårlig reklame for kapitalismen; den gamle koleriker går rundt i konstant rædsel for at hans penge skal blive røvet fra ham, og tit går det da også galt. Men det har givet mange børn en samfundsøkonomisk lektion.

Bedstemor And er reaktionen selv, den personificerede konservatisme, men af den rummelige og fredsommelige art.

Og så er der jo det med sproget.



Man var dengang så bekymret for at børn skulle tage skade af at læse tegeneserier, at der blev nedsat et ministerielt udvalg til at kigge på sagen. Det man frygtede mest var en forråelse og forsimpling af sproget. Man frygtede at kommende generationer skulle komme til at betjene sig af et boblesprog. Men, kan Jørn Lund nøgternt konstatere, Anders And har faktisk trukket i den modsatte retning. Og en af grundene var at man havde alliereret sig med den begavede og stilsikre oversætter Sonja Rindom, og som pædagogisk garant fundet frem til en universitetslektor og velanskrevet forfatter som Aksel Heltoft.

Sproget var ikke alene korrekt, det var også varieret og fuldt af underfundighed - og derfor en perfekt brobygger mellem barnets gehør og den stilsikre voksnes brede register. og tilmed fremmede Anders And mange børns læselyst.

De bedste historier er med rette blevet klassikere, og de har været en del af en hel generations fiktionsdannelse. Ikke desto mindre har Anders And skaffet Jørn Lund en del modstand senere i livet. Da der skulle tages stilling til hvilke fiktive personer der skulle omtale i Den Store Danske Encyklopædi medtog redaktionen blandt mange andre Gyldenspjæt og Anders And. Og dette fik mange til at reagere med kritik - "især personer der var vokset op i en præ-donalistisk verden", som Lund skriver.

Siden kom Anders And også med i den såkaldte 'kanon for børnekultur', ja, kanonudvalget formulerede med Jørn Lunds ord en fin begrundelse for at vælge Anders And og Den gyldne hjelm (begge af amerikaneren Carl Barks). Udvalget var ikke med fra starten, men blev oprettet efterhånden som de øvrige udvalgs arbejde skred frem. Lunds slag for denne populære tegneserie er et meget godt eksempel på at han kan acceptere det folkelige behov for triviallitteratur og -kunst som led i dannelsespolitikken.



Derfor kan det i og for sig ikke undre at Lund i sine erindringer vier et helt kapitel til den gamle danske film 'Jul i Købmandsgaarden' eller 'Fra den gamle Købmandsgaard' fra 1951.

Jørn Lund glædede sig vildt til jul, og allerede fra november sad han tidligt om morgenen og bladede i salmebogen for at finde frem til de gode salmer. Børn afstår som regel fra en egentlig indholdsanalyse af de tekster der synges, påpeger han; og mange kender som voksne den sære fornemmelse der på et senere tidspunkt indtræffer, når man opdager teksternes vidt forskellige budskab - og kvalitet. Men for barnet bæres teksten igennem af melodier og nogle kerneord; om den end er nok så episk, tolkes den som lyrisk. Hvis der i teksten er centrale julebegreber og en stemingsfuld melodi er det alt nok. Og det er slet ikke afgørende om man forbinder noget med 'patriarkers håb', med 'solhverv', med 'forblommet' og 'fornummet', med 'røgelse og myrra skær' og med 'hvad David dunkelt så og sang'. Allerbedst i Jørns øren var 'Velkommen igen, guds engle små' - uanset melodi. Teksten er konkret og sanseligt anskuelig. Til gengæld brød han sig ikke om den monotone 'Et barn er født i Bethlehem'.

I julen søger man bag om nutiden i flere henseender, funderer han, og det gav sig udtryk på bl.a. følgende måde: "Julekortene henter motiv i landbrugssamfundet, ikke i industri- eller informationssamfundet, og den mere raffinerede æstetiske sans sættes uden for parentesen. Selv mennesker med smag omgiver sig i julen med det skrækkeligste flitterstads, med isenkræmmerdesignede engle, med hæsligt dekorerede paraffinlys, med overlæssede nissepanoramer, med glimmer, guld- og sølvimitationer, med syntetisk englehår, med glaskugler og marci-pankonfekt i de værst tænkelige farvenuancer, med landsbykirke-attrapper a la Morten Korch, med essensforurenet og sødet, overophedet rødvin, med sentimentalt fremstillede krybbe-scenerier osv."

Pointen er at "det er traditionen og ikke smagen der i julen bestemmer hvad vi omgiver os med, og sproget stiller en række smukke udrangerede gloser til rådighed for julen, fx knas, godter og stads. Traditionen er ikke alene fortidsrettet, som traditioner må være, den er ukritisk i sin begejstring for næsten hvad som helst, blot det er fra tiden før verden gik af lave: Gamle opskrifter på fed bondemad fortrænger for en tid selv det nye franske køkken, Carlsberg finder sin ældste ølopskrift frem og reklamerer for sin 47-bajer i en nostalgisk kulisse, De Danske Spritfabrikker benytter de gamle flaskemodeller…. DSB laver postkort med sin gamle storebæltsfærge, Danmarks Radio henter sine gamle medarbejdere frem foran mikrofonerne og kameraerne, kort sagt: Vi sætter nutiden uden for en parentes, udskifter neonlyset med stearinlys og fortidens gaslamper, og vi drømmer et par dage om året om at gøre Frilandsmuseet og Den gamle By til rammerne om vores tilværelse.....".



Og så kommer Jørn Lund til filmen

'Fra den gamle Købmandsgaard' udspillede sig ikke i fortiden, men i samtiden, bemærker han. Men det var vel at mærke ikke et storbymiljø der dannede rammen, men et lille overskueligt bysamfund på en ø i nærheden af Fyn. Filmen er således "et meget fint udtryk for de tidlige 50'ernes værdier og for den længsel mod det overskuelige liv der prægede efterkrigstiden". Jørn så den hvert år, ofte alene. Hans mor og far fandt den slags film Morten Korch-agtige, og værre kunne det ikke blive. "Men de havde jo overhovedet ikke sans for filmens værdier". Jørn åd som 6-til 12-årig filmen råt. Dens værdisystem er såre enkelt. Storbylivet er fælt. Slynglerne i filmen har selv fortjent deres skæbne. Godsejerens søn er en skidt fyr. Rullekonen er heller ikke sympatisk, hun løber med sladder. Ellers er det lille samfund befolket af flinke mennesker der ikke gør en kat fortræd og som kender deres plads. Overskueligheden omfatter også det sociale liv, autoritetsforholdene og følelseslivet. Samfundets spilleregler er klare som dagen.

Filmen er for Jørn Lund blevet et ritual på linje med mange andre menneskers kirkebesøg. Han sammenligner sig her kun med dem der går i kirke juleaften "for hyggens og stemningens skyld", og fordi de mener "at have godt af at få pirket lidt til nogle uafklarede religiøse forestillinger", altså dem for hvem kirkebesøget udmærket kunne indgå i et Arte-abonnement! Men han må erkende at hans længe hemmeligholdte last har nedkaldt de mest bespottelige ytringer fra hans filmkyndige venners side; han dristede sig specielt til at invitere sin gamle tysklærer Marguerite Engberg, en af landets førende filmhistorikere og landets første doktor i filmvidenskab, i biografen "for at se dette lille mesterværk. Forsøget faldt ikke heldigt ud - vi har ikke berørt det siden."



En julefilm? spørger Lund. Egentlig ikke. Kun de allersidste minutter udspiller sig juleaften. Men filmen rummer essensen af det der ligger bag mange menneskers juleforestillinger. "Det nytter jo ikke at nægte det: Julen er på mange måder inderligt forbundet med en længsel tilbage i tiden. Mange ritualer og traditioner knytter sig til længst forsvundne livsformer, til den tid da danskerne boede på landet i selskab med nisser og gårdboer". Julekirkerne er landsbykirker, landskaberne er snelandskaber, dyrene er gedebukke, svin, gæs og ænder....

Lunds endelige dom er derfor: 'Fra den gamle Købmandsgaard' er "en velspillet, underholdende film, fuld af gedigen hygge - og indrømmet, på grænsen til trivialfilmen. Det gør den til et spændende analyseobjekt, navnlig ved juletid, netop fordi den rummer nogle værdier der er uløseligt forbundet med de fleste menneskers inderste følelser og længsler - ved juletid."

Som i tilfældet med Jørn Lunds forhold til Anders And kan man kun give ham medhold i at kulturprodukter af denne art i allerhøjeste grad tilfredsstiller almindelige børns og voksnes sunde behov for bekræftelse af det normale livs værdier og de sociale relationers overskuelighed samt livsbefordrende hygge og stemning. Det man helt må savne er Lunds overvejelser om såvel de rent psykologiske som de sprogpsykologiske og sprogfilosofiske mekanismer. Han kommer slet ikke ind på dem, og han røber intetsteds i sine to erindringsbøger at han overhovedet aner nogetsomhelst om dybdepsykologi. Men lytte kan han og gør han.



Noget lignende afsløres i kapitelt om 'Radio og tv', hvor der er mange gode betragtninger om datidens største massemedium, radioen. Den kværnede ikke uafladeligt i 1950'erne som den gjorde siden. For 'Radioen' (dvs ledelsen i 'Danmarks Radio' eller 'Statsradiofonien' som den hed dengang) så det ikke som sin opgave at hjælpe folk med at få livet til at gå, men som den at bringe indhold ind i dette liv. Folkeoplysning var en central opgave.

Børneudsendelserne brød Jørn sig ikke om. De voksne talte underligt ned til børnene med pussenussede stemmer, sommer tider med belærende pointer og docerende tonefald. Langt bedre syntes han om dramatiseringen af fx 'Kejserens nye klæder'. Forestillingen var spækket med morsomme og underfundige replikker.

Men han lyttede med når de voksne hørte radio. Faderen skulle høre 'Pressens Radioavis', og Jørn registrerede at denne blev læst op af myndige, principielt anonyme stemmer. Der var tale om "skinbarlige sandheder uden afsender". En meget populær udsendelse hed 'Tyve spørgsmål til professoren' (alias Mogens Lind). 'Den sociale brevkasse' med Lena Vedel Pedersen var så selvfølgelig at Jørn Lund påstår at han selv kunne have redigeret den. Da han havde hørt et par udsendelser, kunne han parodiere både hendes let melankolske stemme og levere spørgsmål og svar. Han kunne også byde på morgengymnastik for kvinder, og Gunnar Nu kunne enhver efterligne. - Og her ser vi Jørn Lunds tidlige evne til at lytte til sprog og gengive det han hørte. Den samme evne brugte han overalt hvor han mødte mennesker, også når de talte dialekt.



Tv kom til. Hans hjem var et af de første i Grenå der fik tv. Og her så Jørn 'Horisont' hver gang. Som de fleste andre blev han "lettere hypnotiseret af John Danstrups velformede talestrøm, kun afbrudt af disse underlige ultrakorte latterhulk som jeg ikke har mødt hos andre. Nej, hvor kunne han fortælle, og altid den rene og skære sandhed".

Tv-teatret så han også og nævner specielt 'Kærlighed' af Kaj Munk. 'Præsten i Vejlby' efter Blicher, Nathansens 'Indenfor murene' og Soyas 'Parasitterne'. 'Kærlighed' med Ingeborg Brams og ikke mindst Søren Elung Jensen i sit livs rolle gjorde så stort indtryk at han og skolekammeraten Lars Brink lærte stykket og udenad kunne gengive alle replikker (men dette hører vi dog først om i 'Lært').

Jørn Lund må konstatere, at tv-apparatet ændrede familielivet. "Hvor man før læste, snakkede lidt og drak te, sad man nu og lod sig underholde af det samme". I hans egen familie var det ikke bare negativt, for det hjalp lidt på den disharmoniske stemning der bredte sig. Jørn led under fornemmelsen af at der var noget ravruskende galt med familielivet, netop fordi der var så meget usagt. Specielt de lange, tavse samvær var han usikker overfor. Han er godt klar over at tavshed mellem mennesker kan være et tegn på tryghed og velbefindende, men tavshed kan også skjule det modsatte - og det gjorde den i hans eget hjem.



1950'erne var jo en politisk bevæget tid, selv om en eftertid har villet gøre tiåret gråt og trist. Der var voldsomme arbejdskampe, strejker og lock'outer. Udenrigspolitisk var tiåret præget af den kolde krig og de varme krige i Korea, på Formosa, i Algier og om Suez-kanalen.

Jørn fulgte godt med, hørte efter hvad de sagde i Pressens Radioavis, og orienterede mig også i aviserne. Og så kunne han altid spørge og få svar. Det opdagede han at flere at hans kammerater ikke fik, når de spurgte deres forældre om noget der havde med politik og samfundsforhold at gøre. "Det var ikke noget børn skulle interesserer sig for". Men det gjorde Jørn altså - og i hans tilfælde ses klart, hvor vigtigt det er at forældre tager børns spørgsmål alvorligt. Det er faktisk den bedste måde at få børn ledet ind i en egentlig dannelsesproces.

Forældrene holdt tidsskriftet 'Perspektiv', mest af hensyn til moderen. Tidsskriftet fik senere ry for at være delvis finansieret af CIA, og blev fx af en journalist karakteriseret som "et borgerligt talerør for kritik af kommunisme og kulturradikale synspunkter". Men, bemærker Jørn Lund, tidsskriftet var ikke meninghedsblad for en bestemt politisk fløj (underforstået som visse andre var dengang). Hans mor holdt også 'Selvsyn'. Men det var lidt for avanceret for Jørn. Her skrev bl.a. hans senere nære ven og kollega Torben Brostrøm, men i mange år opfattede Jørn denne Brostrøm som inkarnationen af det uforståelige.



Året 1955 bragte et vendepunkt i storpolitikkken, idet den kolde krig afløstes af venskabelige forhandlinger mellem øst og vest, fremfor alt mødet i Genéve mellem Eisenhower og Bulganin. Den danske statsminister H.C. Hansen mødtes også med Bulganin og Khrusjtjov. Jørn havde en plakat af H.C. Hansen hængende i sit værelse, men han skynder sig at tilføje, at dette ikke betød at han her i niårsalderen drømte om at opfatte sig som politisk placeret. "Den slags bliver man først for alvor senere, og de fleste bliver det aldrig." Underligt nok står der ikke noget om året 1956, der faktisk med Sovjetunionens overgreb på Ungarn fuldstændigt torperede det begyndende 'tøbrud'.

Jørn Lund konstaterer til gengæld med tilfredshed at politikerne dengang ikke var genstand for nærsynet interesse. Pressen beskæftigede sig ikke med deres private forhold, deres kærlighedsliv eller deres økonomi. Og samme armslængdeprincip holdt den til øvrighedspersoner. Politiet kritiserede man heller ikke. Og måske ikke mindst: lærerne kunne være i fred.



Erindringer 1960-90 ('Lært')    
Til toppen  Næste

Jørn Lunds forældre flyttede fra Grenå til Lyngby, fordi moderen ikke kunne holde provinsbyen ud længere. Lyngby var ganske vist også en provinsby dengang, men der var jo ikke langt til kulturen i København: teatre og kunst.

Jørn kom på Bagsværd Kostskole og Gymnasium (BK), og det var "en skole der ville noget med sine elever". Eleverne kom således ofte i lærernes hjem til musikklub, studiekredse og uskyldig tedrikning. Og lærerne kom i det hele taget til at betyde meget. Musiklæreren var en udmærket korleder og musiker. Han blev kaldt Jazz-P, men førte også eleverne ind i den klassiske musik og til forestilling på Det kgl. Teater. Religionslæreren - en forhenværende, afskediget præst - tog eksistentielle emner op med eleverne.

Men den lærer der kom til at fylde mest i Jørns skoleliv var historielæreren Ernst Petersen som Jørn i gymnasiet også fik som lærer i latin og oldtidskundskab. Han var en højt begavet underviser - ja, ifølge ministeriets undervisningsspektør Danmarks bedste latinlærer. Han tog i mange år sin 2.g-klasse med på en tur til Rom. Og det var for alle en uforglemmelig oplevelse. Jørn Lund tog med tre gange. Første gang i 2.g, to år efter for at følges med sin kæreste Marianne der gik i 2.g. og tredje gang i 1974 da han selv var blevet dansklærer på gymnasiet. Ernst Petersen stod også for den årlige skolekomedie som Jørn ivrigt var med i.



Kammeraterne betød også meget. Der holdtes en del fester (med et minimum af alkohol), og de holdtes ofte i Jørns gæstfrie hjem. Men en enkelt klassekammerat kom til at betyde særligt meget, og det var Lars Brink der blev sprogforsker som Jørn. Da han kom ind i billedet, var der næsten ikke plads til andre, hedder det. For de to fandt ud af at de havde mange fælles interesser, bl.a. den at orientere sig i verden. De talte og talte og talte om skolen og livet, om politik og samfund, om litteratur - og om piger. De lavede skæg og ballede med stilparodier på kammerater og lærere. De lyttede til og indspillede dramatiske værker på båndoptager, denne gave til store børn omkring 1960 som Lund kalder den.

Et særligt forhold havde de som allerede nævnt til lydsiden af en tv-teaterforestilling de begge havde set, Kaj Munks 'Kærlighed'. Men også Dirch Passers numre kunne de udenad. Brink boede alene med sin mor i et rækkehus, og han rørte - modsat Jørn - ikke en finger i hjemmet. Jørns mor var meget glad for at tale med den nye kammerat; de kunne tale sammen i timevis. Jørn og Lars redigerede skolebladet sammen og fik derigennem relationer til deres lærere der rakte ud over timerne. De gik fx på nattergaleture i Bistrup Hegn med Ernst Petersen og en anden lærer. Og de var til te hos tysklæreren, den senere filmdoktor Marguerite Engberg og hendes mand Jørgen Engberg.

Jørn Lund kom med i elevrådet og nævner, at BK vistnok var landets første skole med elevråd. Skolen havde naturligvis også et skoleblad, og det redigerede Jørn en del år sammen med Brink. Han skrev selv satiriske fortællinger under pseudonymet Cornelius og mere seriøse indlæg under eget navn.

Jørn Lund gør opmærksom på at Lars ikke var nogen tilhænger af ligestilling, han fandt ligefrem mænd med forklæde latterlige. Men Jørn var selv en varm tilhænger af ligestilling, lige ret til uddannelse - og fordeling af det huslige arbejde mellem kønnene. Og det fik han hurtigt brug for. Han var i 3.g blevet ør af forelskelse i Marianne i 1.g. - og de blev gift allerede i begyndelsen af 1968, da Jørn Lund var knap 22, i gang med universitetsstudierne, men også allerede havde fået ansættelse som undervisningsassistent.



Jørn Lund kom altså tidligt på arbejdsmarkedet. Arbejdslivet var nødvendigt, men blev også centralt i Lunds hele liv. Og det krævede ikke så lidt, pointerer han, nemlig som basis et familieliv i trygge rammer. Han og Marianne ville være familie på en anden måde end deres forældre, og det har aldrig faldet dem svært.

Ved giftermålet fik parret udleveret 'Bryllupsbogen', en bog med gode råd om traditionelt ægteskab så som: "Den første søndagsmiddag som den unge frue skal komponere til gemalen, er en af ægteskabets små ildprøver". Og den gør Jørn Lund sig af gode grunde lystig over. Den gik stadig væk ud fra det gamle mønster, hvor det for kvinden drejer sig om at stille manden tilfreds og tiltrække ham. Sådan ønskede han og Marianne ikke at indrette sig. Marianne manglede to år af sin uddannelse på Jonstrup Seminarium. Hun gik til lærereksamen som højgravid. Det første barn så dagens lys i 1970, det andet 2½ år senere. Familien havde først et hus i Måløv, men flyttede derefter til Bagsværd.

Jørn Lund understreger det alle forældre ved af personlig erfaring, at det mest indgribende i ens tilværelse er at få børn. Han tør godt kalde sig en omsorgsfuld far, men han indrømmer at Marianne var den bærende kraft i familielivet. Hun havde og har et usædvanligt talent for børn og et stort hjerte for dem - og desuden en noget større tålmodighed end Jørn selv. De kom godt ud af det sammen; der skal meget til at fremkalde et skænderi imellem dem, men "da børnene var små kunne der komme voldsomme udladninger".

Egentlig forstår Jørn Lund ikke at de kunne nå det alt sammen. Han indrømmer at han i perioder havde det vanskeligt, og han tillægger barndommens utryghed en væsentlig del af skylden for at der kan komme irrationel angst og bekymringer op, specielt i stressede peroder. "Så selv om det udefra kunne se ud som om vi var privilegerede, må jeg nok sige, at der også var belastninger. Jeg kom ind i en arbejdsspiral som jeg har haft svært ved at komme ud af. Senere var de personlige belastninger langt mindre, men jeg har altid arbejdet mere og bekymret mig mere, end godt er. Det kan også være for meget af det gode, og jeg var ikke god til bare at nyde livet. Der skulle præsteres. Og sådan har det været lige siden."



Dette fremgår også af beretningen om studietiden på Københavns Universitet.

Jørn Lund valgte efter lidt vaklen dansk som fag. Men der var mange på holdene. Så professor Paul Diderichsen kastede et bekymret blik på den store menneskemængde i Studiegårdens anneks B og holdt en afskrækkelsesforelæsning. Studenterne blev fra den første dag pisket med store doser oldnordisk grammatik, med fonetik og grammatik på et ret højt niveau, og de fleste dumpede til forprøven.

Der var endnu noget der hed filosofikum, en obligatorisk prøve i almen filosofi, og her fik Lund uventet inspiration gennem forelæsninger hos den unge
David Favrholdt, som havde et kritisk forhold til en del af det stof der stod i den dominerende professor Jørgen Jørgensens lærebøger. Det virkede stimulerende, fordi han på den måde lærte at læse kritisk og vurderende.

Andre auditorier var fyldte ved semestrets begyndelse, men nærmest mennesketomme mod slutningen. Det gjaldt fx forelæsningerne i metrik og foredragslære ved professor Arthur Arnholtz, som havde det med at postulere en dyb indre sammenhæng mellem rytme og indhold. Det gjorde medstuderende Lars Brink tykt nar ad.

Både Jørn og Lars blev meget interesserede i oldislandsk, og meget karakteristisk for disse to forskerspirer, så udarbejdede de en bog som kunne lette de studerendes arbejde med teksterne i Wimmers læsebog.

Fonetik læste de hos Poul Levin, der underviste godt og systematisk, men desværre ikke som Lund og Brink havde noget veludviklet øre for nuancerne i fonetikken. Han foretrak transkriptioner som blot fulgte den klassiske notationspraksis. Desuden var han også et offer for den strukturalistisk orienterede lingvistik som har hærget Københavns Universitet i årtier, og som Lund bestemt ikke brød sig om. Det var formen, systemet bag det man hører der var det vigtigste. Og jo mere abstrakt og fortænkt det kunne beskrives, jo ædlere blev lingvistikken.

Erik Hansen underviste i grammatik. Han var en dynamisk og skarphjernet sprogmand af den yngre generation og havde ikke meget til overs for Levins traditionelle grammatikundervisning. Noget af det gode ved Hansens undervisning var for Lund at man hele tiden kunne drøfte beskrivelsesgrundlaget. Det var ikke facitlisteundervisning. Dette var væsentligt for Jørn Lund der da også senere fik Erik Hansen som både ven og samarbejdspartner.



Noget anderledes så Jørn Lund på professor Aage Henriksen der varetog undervisningen i litterær periode, hvad der egentlig ikke ligefrem interesserede ham. Han var ikke helt almindelig. Han var og blev guru for mange, men ikke for Jørn Lund. "Hans vinkler på litteraturen var måske nok i en vis forstand raffinerede og udsøgte, men på mig virkede de søgte, han virkede som en astral, fortænkt mystiker med sit helt eget projekt". Han hæftede sig ved mange forhold som Lund fandt helt perifere, og han kunne få folk til at føle sig underlegne. "Der sidder måske en eller to i dette lokale som kan skrive", sagde han efter holdets første skriveøvelse, omfattende 35 personer.

Men Jørn Lund går videre i sin kritik, for på holdet var også hvad Lund kalder "et enkelt tågehorn, som indimellem fik lov til at sige noget i timerne, og ham fandt Henriksen yderst interessant, måske netop fordi han kunne være uklar". Hverken pænt eller klogt sagt. For nok havde Henriksen - som udpræget Goethe- og Blixen-forsker og -kender - en stærk og uimodståelig hældning til mystikken, men det er en komplet misforståelse at mystik er uklar for de indviede!

Derfor er der mere ræson i at Jørn Lund bemærker at "Vi vidste jo godt at vi ikke var i nærheden af hans dannelsesniveau og belæsthed, men hans skråsikkerhed over for folk med andre synspunkter virkede ikke inspirerende på mig. De to andre professorer i faget, Billeskov Jansen og Sven Møller Kristensen, opfattede Henriksen tydeligvis som flade ånder. Og Johs. V. Jensen var stærkt overvurderet mente han, mens Jakob Knudsen var undervurderet. Jeg er stadig ikke enig med dr. Henriksen. Men jeg erkender at han har haft afgørende betydning for en lang række højt begavede litteraturforskere".

Så kunne Lund bedre lide Sven Møller Kristensens forelæsninger. Denne mand var ganske vist ikke nogen forførende underviser, men "jeg gik heller ikke på universitetet for at blive forført". Underforstået: sådan som Henriksen forsøgte.



Yderst karakteristisk for Jørn Lunds ambitionsniveau, flid og arbejdsevne er at han på 2. del af studiet fandt på at skrive speciale om udtalen af dansk i de senere århundreder - og det skete sammen med Lars Brink, den nære skolekammerat og ven, der var 'sproglig maksimist' (helt koncentreret om de ikke-litterære sider af sproget). Samtidigt var han en decideret 'nørd' og havde evnen til vedholdende fordybelse i lange perioder uden hensyn til andet. Han faldt engang omkuld og måtte bringes på hospitalet, og grunden var at han havde glemt at få noget at spise!

Specialet blev en kæmpemæssig afhandling om Dansk Rigsmål, som i 1975 udkom i to bind og gjort de to forfattere til autoritative eksperter på området.



1968 blev ikke alene et vigtigt år i Jørn Lunds personlige liv, men var jo også året hvor studenteroprøret brød ud. Jf. artiklen Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys.

Oprøret tvang med Lunds ord "enhver til at gøre sig klart, hvorfor man brugte livstid til bestemte aktiviteter, og fremmede dermed på mange måder mere reflekterede holdninger både til samfundsanliggende og familiestrukturer". Den udbredte underkastelse over for ideologier, over for skikkelse som Che Guevara, Ho Chi Minh, formand Mao, albanske folkeførere osv bød ham i den grad imod. Og "mange af de mest højtråbende studerende var det svært at tage alvorligt. De havde en opsparet aggression i sig, var kun sjældent styret af idealisme, og jeg havde lidt svært ved at tage ledende, forkælede og Hellerup-dansktalende høvdinges solidaritet med arbejdere på den yderste venstrefløj alvorligt". Men først og fremmest var Lund indigneret over hvor ukritisk de red på en bestemt tidsånd der kunne føre ikke så få af dem ud i en ekstremisme som først senere er afdækket, bl.a. gennem sagen om Blekingegadebanden.

Der var generelt tale om en politisering der også ramte humaniora som i mange år blev præget af noget som kunne minde om den kinesiske kulturrevolution. Mange af lærerne i studienævnene var måske selv bærere af de alternative ideologier, så de humanistiske studier blev for manges vedkommende ændret til ukendelighed. Der kunne eksempelvis skrives specialer i faget dansk om 'Lystfiskeren i det kapitalistiske samfund'. Det var en mærkelig tid, konstaterer Lund, og mange fag er ikke rigtig kommet sig. Mod alle odds blev han i selve den politisk varme periode fastansat i august 1971 sammen med Klaus P. Mortensen og John Chr. Jørgensen. Senere kom der politiske fortegn på de fleste opslag…

Hvad Jørn Lund kunne bruge af tidens nye takter var først og fremmest synet på kønsrollerne. "Min generation af fædre fik mulighed for at blive fædre på en langt mere forpligtende og givtig måde end vores egne fædre."



Jørn Lund blev undervisningsassistent ved universitetet, men måtte konstatere, at hans discipliner ikke stod højt i de toneangivende studerendes fagopfattelse. Hans første undervisningsemne, grammatik, kunne eksempelvis "ikke helt tilfredsstille de revolutionære studerendes forestillinger om hvad der skulle til for at underminere det kapitalistiske samfund, men der kom flere og flere i auditoriet, så jeg fik en flyvende start".

Jørn lagde dog ikke skjul på sin indstilling, men udarbejdede en semesterplan efter sit eget hovede, og i første time sagde han at hvis nogen i auditoriet opfattede dette som en manipulation ville han henvise dem til parallelholdene. Så vidste de besked.

Lund fik samme hold i grammatik og fonetik, og netop fonetik finder han særlig sjovt at undervise i, navnlig fordi de studerende skal begynde helt forfra. De skal lære lydskrift, og "det er en mageløs oplevelse".

I 1970 blev Lund ansat som amanuensis på Institut for Nordisk filologi, og i 1975 som universitetslektor. I starten var det ledet af et triumvirat af sprogfolk, men senere af en professor der var en kyndig organisator og stor politicus. En gang rykkede den utålmodige Lund ham for en afgørelse, men svaret lød: "Unge Lund, du vil erfare at der er meget få ting her i tilværelsen der haster".

Klimaet på instituttet karakteriserer Lund som elendigt og stærkt politiseret, og han lægger ikke fingrene imellem: "Institutrådsmøderne var pinagtigt langtrukne, og studenterrepræsentanterne var ret ligeglade med faget; de havde vigtigere samfundsanliggende på dagsordenen. Vi spildte tiden på endeløse møder med endeløse drøftelser af procedure og dagsordensspørgsmål, af valgregler.... altid i en ubehagelig, politisk presset atmosfære. Rædselsfuldt!" - Lund havde det fint med de mange studerende på sine hold, men ikke med livet på Instituttet.



I 1980 blev Jørn Lund professor i dansk sprog på Danmarks Lærerhøjskole (nu Danmarks Pædagogiske Universitet), indstillet af et enigt bedømmelsesudvalg. Og de knap 12 år han fik på DLH betegner han som forrygende - og det af gode grunde. "Jeg skulle jo undervise lærere der ville vide mere eller tage en akademisk grad; de var kvikke, følte sig priviligerede og gav feed back, hvis de havde haft nogle gode timer. Og på DLH var der ikke krig, men sammenhold mellem sprogfolk og litterater; vi var otte-ti stykker af hver slags, følte os som kolleger, lavede fælles projekter og spiste frokost sammen.... Midt i alt tumulten, et fint fagligt miljø hvor de fleste arbejdede dagligt."

Tidligt så Lund imidlertid bukkefoden fra studenteroprøret. Han ville gerne gøre læseforskning til en del af instittuttets revir og bad et lysende talent søge et kandidatstipendium. Det gjorde han så, men blev prioriteret så lavt, at han ikke fik muligheden. Forskningsudvalget fandt ham 'for faglig'. "Hvis man interesserede sig for vokaler, konsonanter, fonemer og grafemer, hvad man bør som læseforsker, var man i de dage ikke stueren, og da slet ikke hvis man var empiriker", dvs baserede sin forskning på erfaringer og ikke på teorier. Lund tænkte sit og konstaterede meget karakteristisk at "der på DLH blev udkæmpet en kamp mellem fagfolk (kaldet fag-fagfolk) og pædagogiske generalister, og at den var ulige, fordi de studerende.... helt rutinemæssigt holdt med generalisterne mod fagfolkene: fagfolk var fagidioter; så heller uspecificerede idioter."

Det er stærke ord, indrømmer han, men efter hans mening har DLH, også da det blev til DPU, diskvalificeret sig afgørende i forhold til skolens behov for efteruddannelse. Man skal nemlig efter Lunds mening altid ajourføres og 'opgraderes'. Men pædagogerne førte kamp mod det faglige og foretrak mærkesagspædagogiske aktiviteter frem for de faglige. Hellere "piger og fysik" end kurser i elementarpartikler, som han skriver. Men da han selv kom til i 1980 var det et godt sted at lægge sine kræfter, selvom han måtte høre en studerende efter en fonetiktime stille ham spørgsmålet: "Hvordan kan vi forsvare at vi arbejder med grammatik og fonetik? Det gavner ikke arbejdernes kamp mod kapitalen"



Jørn Lund slog et slag for fortællingen som en slags modstykke til alt det der passivt tilbyder sig for 'transistorgenerationen' der nu voksede op til konstant akkompagnement af musik og - snak. Han fremhævede betydningen af oplæsning og af selve det at lære at skrive som et personligt udtryk. Og så gik han til angreb på førsteårsfaget dansk på lærerseminarierne, hvor man dengang på politisk vis opdelte værkerne i konfirmative eller emancipatoriske.

Lund var med til at skrive rapporter fra Det Centrale Uddannelsesråd, men må konstatere at de blev fejet af bordet efter det politiske systemskifte i begyndelsen af 1980'erne da venstremanden Bertel Haarder blev undervisningsminister. Lund havde mange møder med skoleledere, men har sjældent oplevet "så megen tykmavet selvglæde i noget miljø som når jeg var sammen med topfolkene blandt skolens interessenter i de dage". Nu kom så "den unge vilde venstremand" og tog fat på sine udfordringer af systemet: Folkeskolens formålsparagraf var kulturløs, de kulturbærende fag dansk og historie skulle have nye læseplaner, eksperter skulle inddrages i det faglige arbejde osv. "De fleste af systemets folk opførte sig om argentinske køer på pampassen, de vender rumpen til stormen - og venter med at reagere til den har lagt sig. Men manden blev siddende [han var undervisningsminister under Schlütter 11 år i træk], og han tog fat alle vegne". Om Haarder hedder det iøvrigt at han viser stor opfindsomhed, når han bemander et udvalg, ofte til systemets bekymring. "Han var blevet et vilkår, og det endte faktisk med at han blev respekteret i ministeriet og i store dele af uddannelsessektoren, netop fordi han havde tvunget systemet til at tænke nyt. Han talte om grundlæggende kundskaber og værdier 15 år før den slags blev udbredt til ulidelige klicheeer."



Et særligt projekt gjaldt dialektens styrke eller svaghed for de børn der kommer i skole, og det kom i gang efter en henvendelse fra skoledirektøren i Hirtshals. Resultatet af undersøgelsen blev at det ikke var et problem at vokse op med dialekt i Hirtshals kommune. For sagen var - lidt overraskende for alle - at dialekten var forsvundet som brugssprog i skolen, helt uden at lærerne havde bemærket det. Når eleverne hængte deres overtøj på knagen, aflagde de også dialekten og gik over til skolesproget, det lokale standardsprog.

I DLHs retorikafdeling samarbejdede Lund nært med lektor Vagn Rehling, der havde et helt usædvanligt gehør for udtale og navnlig intonationen, sætningsmelodien. Og det er selvfølgelig noget der virkeligt tæller for Lund. Han og Lars Brink var ikke forvænte med kolleger med sikker høreopfattelse; "selv blandt lingvister og fonetikere kan det stå skralt til, og der er ikke rigtigt noget at gøre ved det, for har man ikke gehør for sprog, ved man ikke hvad det er."

En anden lektor på Lærerhøjskolen som Jørn Lund fik et nært samarbejde og venskab med var litteraturhistorikeren Niels Birger Wamberg, der med Lunds egne ord havde og har en bred indsigt og smagshorisont, selv om stemmen kunne lyde finkulturel. Lund lyttede allerede som 10-årig til hans radioudsendelser og kunne efterligne hans stemme. Wambergs sprogøre er eminent, og ingen har som voksen kunnet fået Lund til at le så inderligt. Hans komiske sans er uovertruffen [og viser sig også i en stor interesse for
Storm P.]. "Han ser os alle sammen, også de naragtige sider, som vi jo alle har". Han er som person en forsigtig mand der ikke krænger ud med ret meget. Ingen skal omklamre ham eller forsyne hans hoved med en hue han ikke har bedt om. "Wamberg er en ener; dannelsen og begavelsen er stimulerende og den bundne lidenskab fascinerende. Jeg har aldrig været ude for noget lignende".

Selv om politisering og modepædagogik kunne kaste skygger over Jørn Lunds glæde ved at være ansat ved DLH, befandt han sig glimrende mellem sympatiske kolleger og interesserede studenter. Det var derfor ikke let for ham i 1991 at sige ja til en ny stor opgave, ledelsen af Gyldendals store encyklopædi. Men han bøjede sig for direktør Frombergs argument: "Alle kompasnåle peger på dig!".



Kryptonordmand - er Jørn Lund blevet kaldt af en kollega, og ikke uden grund, for han har haft nær kontakt med Norge og nordmænd gennem hele mit liv.

På universitetets danskstudium læste Lund norsk med stor interesse. Men det blev kontakten med 'Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde' og generalsekretæren, forfatteren Aksel Heltoft, der blev afgørende. Hvert år afholdt fondet nemlig et intensivt og meriterende 5-ugers kursus i dansk sprog og litteratur på 'Schæffergården' i Gentofte. Her gav Lund i mange år også norske lærere og lærerstuderende en status over det danske sprog og sprogsamfund som er fundamentalt forskelligt fra det norske. Og det var altid stimulerende og gensidig inspirerende - samt fornøjeligt med masser af kram.

Fondets daværende formand, en advokat med ret ensidige erhvervsinteresser, ville have generalsekretæren fjernet og sørgede for at få Jørn Lund som næstformand, men det skulle han aldrig have gjort, som Lund noterer. For denne bakkede Heltoft fuldstændigt op - og alt endte med at advokaten måtte gå som formand og tage sin bankforbindelse med sig. Men også dette klarede Lund resolut ved en henvendelse til direktøren for Andelsbanken, den senere nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen.



Jørn Lund blev i 1980 indvalgt i Dansk Sprognævn, hvor man mødtes en gang om måneden - med møde fra morgen til aften. Flere af medarbejderne satte ifølge Lund køns- og klassekamp højere end filologien, som i realiteten blev afskaffet. Der var tale om en ideologisk besættelse, og den strakte sig over lang tid. Man underkendte rask væk uafhængige bedømmelsesudvalg hvis ikke de indstillede kandidater med den ønskede politiske holdning.

Da det kom til offentlighedens kundskab at nævnet overvejede at stille en valgfri dansk form af franske låneord til rådighed, så man fremover ville kunne vælge mellem fx mayonnaise og majonæse, brød et uvejr lynhurtigt løs. Det påduttedes nævnet at ville skænde det danske skriftsprog og gøre det fonetisk. Men Jørn Lund er også her liberalt og pragmatisk indstillet. Det samme gælder væksten af låneord fra engelsk. Det er i og for sig et "domænetab", men det forskrækkede ikke Lund. Der er nemlig i længden ikke noget at stille op mod disse utilsigtede og ukontrollable ændringer i sproget.



I 1989 blev Jørn Lund indvalgt i Det danske akademi, som blev grundlagt i 1960, og bl.a. uddeler en større litteraturpris. Lund bemærker en passant at forfatteren Karl Bjarnhof næppe var kommet med i Akademiet, hvis ikke det var ham der havde taget initiativet til dets oprettelse. Og dette er ubestrideligt, men det hører med til historien at Bjarnhofs initiativ skyldtes at man ville undgå at Den danske Forfatterforening med forfatteren Hans Lyngy Jepsen som formand skulle oprette et akademi og dermed gøre et sådant fagforeningsorienteret. Nu blev det i stedet et fuldstændigt uafhængigt, selvbestaltet og selvsupplerende råd, og også et klart elitært råd med højtagtede ældre professorer og forfattere som Hans Brix, Chr. Elling, Tom Kristensen og Karen Blixen i spidsen. Og de gjorde såmænd også sig selv til nar fra første færd - ved at møde op i en særlig vest. Det går Lund helt udenom - måske fordi han ikke umiddelbart erindrer det.

Lund understreger til gengæld at akademiprisen fylder langt mindre i medierne end Boghandlernes 'Gyldne Laurbær'. Men det er nok stadig sådan, forklarer han, at en forfatter vil foretrække fremtrædende kollegers anerkendelse fremfor kortvarig eksponering i pressen. "Akademiets opgave er sådan set ikke at være kendt, men at være anerkendt".

Lund kendte en del af medlemmerne, men slet ikke dem alle, og da slet ikke personligt. Interessant var det efter studietiden af gense professor Billeskov Jansen i denne kreds; "han befandt sig som en fisk i vandet hvad han ikke gjorde sine sidste år på Universitetet" (på grund af studenteroprøret). Professor Torben Brostrøm kendte Lund i forvejen, "hans evne til at vurdere og karakterisere litteratur er suveræn".

Lund pointerer at Akademiet udgør et godt samtaleforum; drøftelserne er præget af åbenhed og fortrolighed. Mødeledelsen skal være musikalsk, og der skal være plads til ekskurser, appropos'er, små flippeture og hurtige bemærkninger. Men da akademiet består af individualister oplader det ikke rigtigt sin røst i den offentlige debat, og det beklager Lund, for det har jo en god sag i sprog, litteratur og kultur.

Akademiet er imidlertid fattigt, og mulighederne for at udvide aktiviteterne begrænsede. Ikke desto mindre gør Lund gældende, at "samfundet aldrig nogensinde har haft mere brug for et akademi end nu, hvor markedskræfterne har placeret sport og letbenet underholdning så magtfuldt, hvor oplevelsesøkonomi er gjort til universitetsfag, hvor begrebet human kapital er blevet upåfaldende, og hvor kun få tager sig af dansk sprog og ånd. Sproget har lidt domænetab til engelsk og er truet som fagsprog, og ånden er erstattet af værdier og værdikamp". Men dette må vi vende tilbage til.



Som det ses havde Jørn Lund nok at se til, men det blev trods alt til ferier med familie og venner med jævne mellemrum, først og fremmest i sommerhuset ved Jammerbugten.

Tidligt ønskede Jørn Lund og hans kone en naturgrund i et andet landskab, et andet lys, i et andet miljø og omgivet af et andet sprog. Det blev til en tønde land - eller 'ej tøjje laj' som det hedder på det lokale sprog - ved Tranum klitplantage, og bebygget med et norsk bjælkehus.

For Lund var ugerne deroppe særlig værdifulde, fordi familielivet havde bedre rammer end hjemme i hverdagen. Der var tid til samvær, ikke kun et par timer hver dag. Og parret havde held til at indføre en stille time hver dag mellem 13 og 14. Dejligt at have børnene om sig hele døgnet, konstaterer han. Ofte kom flere hold venner forbi med deres børn, så der var et leben en stor del af tiden. Men Lund er og bliver arbejdsnarkoman: hver dag i mange år reserverede han mindst to timer til udarbejdelse af ordbogssedler til Udtaleordbogen. Og den rytme har han videreført efter projektets afslutning. "Jeg er tydeligvis hyggeligere at være sammn med, hvis jeg kan få to timer om dagen til at samle tankerne og skrive".

I starten havde familien hverken tv eller telefon, men da børnene begyndte at følge med i tv-serier som den om Pippi Langstrømpe lod forældrene sig overtale til at anskaffe et tv, og nu kan familien såmænd også koble sig på internettet.

Lund sætter turene oppe på klinten eller langs klinten højt. Ja, han er oppe i området næsten hver dag, "ganske vist kun virtuelt, i tanken", nemlig hvis der er ansatser til stress. Så kan han finde på at forestille sig, at han går en tur deroppe et af de gode steder, i solskin og svag vind med duften af porse i næseborene.

Stress er en trussel for alle arbejdsnarkomaner, men Jørn Lund har altså fundet en af de effektive måder at forebygge den på.



Livsindstilling    
Til toppen  Næste

I sidste kapitel af 'Læst' gør Jørn Lund sig nogle ganske sigende 'Eftertanker'

Vi er alle produkter af alt det der er hændt os, siger han og han kan for sit eget vedkommende fra de tidlige år genkende sig selve livsfornemmelsen, temperamentet og en lang række personlighedstræk, herunder en mærkelig blanding af utålmodighed og langmodighed.

Utålmodigheden er noget af en byrde, både for ham selv og hans omgivelser, men også en drivkraft. Og den bliver ikke mindre med årene. "Man bliver i stigende grad bevidst om at man udløber, tiden er ikke længere uendelig, og jeg gider ikke opbevares. Lange køer er en vederstyggelighed, ventetid irriterende, forsinkelser generende". Utålmodigheden kan antage absurde former, som da han engang læste at der kunne gå flere dage, undertiden uger, før man efter bisættelsen kunne blive brændt, og hans spontane reaktion var: "Det holder jeg ikke ud! Det bliver over mit lig!"

Et personlighedstræk der har været stabilt gennem de skildrede 40 år er lysten til at anfægte magtmennesker der er tyranniske og/eller udygtige. Allerede som skoleelev gav han en korrekserende stedfortræder for rektor ren besked: "Jeg vil ikke høre mere snak fra Jeppe i baronens seng."

Temperamentet er stærkt, men under stigende kontrol, fortæller han. Midt i fyrrerne er han for længst blevet i stand til at beherske det, selv om kendere straks ser når det udfordres. "Og selve livsfølelsen, hvad den end er, er også den samme. Jeg er i stabilt godt humør, medmindre noget gør mig ked af det; det kan lyde trivielt, men mange kan sige det modsatte: De er triste, medmindre noget gør dem glade. Forskellen er mærkbar."



Men der hvor der for alvor sker noget, er efter Jørn Lunds mening når man overtager sit eget liv. Det er sjældent en bevidst proces, men for ham var den heller ikke helt ubevidst. Og det hænger sammen med hans forældres skilsmisse. "Hvad gør man, når rammerne for ens tilværelse styrter sammen? Jeg kan jo sagtens sidde nu og skrive, som jeg har gjort, at mine forældre burde været gået fra hinanden meget tidligere, sådan rationelt set. Men det var præcis det der dengang var mit skrækscenario. Og så skete det."

Det hedder sig, fortsætter han, at forældrenes skilsmisse er en katastrofe for et mindreårigt barn, men i Lunds tilfælde var den - og navnlig det lange forspil årene forinden - også en jordrystelse for ham som "en 18-årig, der siden sin tidlige barndom havde forsøgt at føre lidt humør ind i et familieliv på krykker. Og så nyttede det alligevel ikke". Han fandt efterhånden ud af at man må lære at stå på egne ben og etablere sit eget rygstød sammen med andre. Det er vel også en del af baggrunden for tosomheden. "Men familien var der jo, og jeg måtte på mange måder skifte rolle fra at være søn til at være far for min mor - og fra at være søn til at være principielt kærligt anlagt, men stærkt udfordret iagttager af min fars liv". Moderen fik Alzheimer på sin gamle dage, og faderen sløsede mere og mere med sit alkoholiserede liv.



Livsformerne har ændret sig i de 40 år fra 1950 til 1990, konstaterer Lund, og det samme gjaldt familie- og kønsrollemønstret samt autoritetsbegrebet. Børn og voksne levede ikke på samme måde som før i forskellige verdener. Men det blev samtidigt en kendsgerning at de ikke var så meget sammen som tidligere. Jørn Lunds eget liv blev på mange måde lettere omkring 1990 end det havde været tidligere, "jeg var mindre bekymret, børnene udviklede sig godt, vennekredsen var stor, og bekendtskabskredsen endnu større".

Værdsatte jeg det? spørger han, og svaret lyder: Nok ikke i tilstrækkeligt omfang. "Jeg havde også i fyrrerne svært ved bare at glæde mig over at være til. Det kan måske kaldes et luksusproblem, men livet er jo en gave, vi ikke har bedt om, men har fået, og for mig var det først og fremmest - en række forpligtelser og opgaver der skulle løses. At læne sig tilbage og nyde kunne kun lade sig gøre momentvis".

Og denne bemærkning forstår man til fulde, når man har læst hans to bind erindringer og konstateret hans store åbenhed og nysgerrighed, videbegær og indsamlingslyst, flid og systematiseringssans samt hårde arbejdsmoral, målrettethed og utålmodighed.



Det er derfor godt at kunne sammenholde de sluttelige eftertanker med prologen til første bind, for her får Jørn Lund påpeget nogle helt centrale og bestemmende personegenskaber i og med at han funderer over selve fænomenet erindring.

Det kan virke helt tilfældigt hvad man kan huske fra de tidlige år, bemærker han og fortsætter: "Man bestemmer det i hvert fald ikke selv, hvad man skal have med videre - eller hvad man kan trække ud af erindringen. Hvad der kan træde frem i anskuelighed, plejer ikke at være det man beslutter sig for at huske. Det kommer selv, det vil ej gribes efter. Oplevelser kan indskrive sig i hukommelsen som forestillingsbilleder man ikke kan slippe af med igen - men de kan ikke skaffe sig adgang som resultat af en beslutning. Andre indtryk kan tage sig bagatelagtige ud, når man vurderer dem bagefter. Hvorfor har lige dét synsindtryk fæstnet sig, hvorfor husker du lige dén drøm, hvorfor forbinder du Rom med lige dét gadebillede?"

Her slår Lund ned på noget helt fundamentalt at hvert eneste menneske i sjælen rummer en lang række erindringsbilleder og forestillinger som lever deres eget liv så dybt nede, at den viljestyrede forstand ikke hersker over dem. Men tilsyneladende er Lund ikke klar over, at dette simpelthen skyldes den fundamentale forskel mellem de psykiske primær- og sekundærprocesser. Og det får konsekvenser. Lund er gennem bøger af Klaus Rifbjerg kommet på sporet af noget han kan genspejle, og "som altså må ligge under et lag aske i den blanding af hard disc og vulkan, man kalder erindringen", nemlig sådan noget som temperaturindtryk og duftspor. Men tyde det kan han ikke.

Vi læser ham fortælle at han som otte-tolv-årig havde et særligt frit leverum, en lille lysning i en klitplantage han kunne cykle hen til og hvor han slet og ret satte sig ned og kiggede hen foran og omkrig sig. "Bestemt ikke hensunken i dybe overvejelser eller stum naturbetagelse. Jeg lyttede til fuglene, så på myrerne, de sorte og de store røde, iagttog den farlige og sært dragende røde fluesvamp, mærkede den krydrede duft fra den gule snerre og det indtørrede mos, men det faldt mig ikke ind at overveje, hvad jeg egentlig ville dér eller skulle foretage mig".

Nu hvor han skriver erindringer undrer han sig endnu mere over denne spontane falden i staver - som det jo vitterligt er - "for jeg var ellers altid i gang med så meget. Men udflugterne her var mine egne, ingen vidste om dem - hvorfor ved jeg ikke". Og han spørger sig selv om det var hans første erkendelse af behovet for at være helt alene indimellem, et behov som han dengang måske oplevede som suspekt? Han aner det ikke. Men han var der - i al slags vejr.... "Tidsfornemmelsen var anderledes dér, jeg vidste ikke, om jeg var der et kvarter eller en halv time - eller måske kun et par minutter. Det kunne være lige meget, og det kan stadig være lige meget [min fremhævelse]. En skov er ligesom det øvrige landskab en sjælstilstand. Det kan ikke være andet. Der er ikke den skov jeg ikke har et stemningspræget forhold til...."

Men hvorfor kan det stadig være ligemeget, og hvorfor skyder Lund det hele ind under et så overfladisk begreb som stemning?



Jørn Lund gør sig nemlig faktisk tanker om forholdet mellem tidsfornennemnlsen og vore mest intense oplevelser, og han erkender at de sidste har den særlige kvalitet at de kan ophæve tidsfornemmelsen - men også at vi ikke altid har mod på at erindre dem.

Han citerer PH for bemærkningen, at "Man er egentlig kun sig selv, når man er fra den af", men bruger selv udtrykket at tidsfornemmelsen bliver en anden, når man er i sit rette element. Der er med andre ord tale om selvforglemmelse, og denne indebærer just "tabet af tid, af tidens vidløse opdeling af tilværelsen".

Lund associerer med musikkens fænomen. Tempo og tid er jo afgørende i musikkens verden, fordi den i modsætning til fx billedkunst forløber i tid, men det centrale er at "den der har tabt sig i en musikoplevelse er uden for sin egen tid. Man genfinder netop sig selv på den måde. Den der sluger en bog og glemmer alt omkring sig, trodser tidens tyranni og hæver sig over den". Og Lund påpeger at dette gælder kunstoplevelser af enhver art: "de har det særlige ved sig, at de kan løfte os ud over det ellers uomgængelige vilkår at tiden går".

Men også mindre kan gøre det, fortsætter han, som om man ikke må stille alt for store forventninger til kunsten. Leg, fordybelse, hengivelse rummer de samme muligheder, og dette gælder også sport af alle slag, fx den svømning han selv dyrkede og nød. Tidsfornemmelsen bliver anderledes, skriver han forsigtigt, hvor han burde være skarp og præcis: Tidsfornemmelsen bliver i de allerbedste stunder helt suspenderet, og igen hænger dette samme med de psykiske grundprocesser. Det der suspenderes er de tillærte sekundærprocesser med deres stabile, men relativt vage tidsbegreber, logik og sondringer mellem subjekt og objekt m.m. Vi bliver så at sige først os selv ved at få suspenderet det kontrollerende jeg.


Dette er Jørn Lund ikke klar over, men tilbage står erindringen om den ellers kærlighedsøsende moders tyranni på ét punkt: det ubønhørligt krav om at Jørn skulle i seng på et bestemt tidspunkt hver eneste aften - uanset hvad. Der var ingen nåde. Han skulle have sin nattesøvn. "Jeg kunne en sommeraften være nok så opslugt, i seng skulle jeg. Det føltes som et kølleslag, for der var ikke forbundet tid med de bordtenniskampe, de rundboldturneringer, de fodboldspil, jeg var midt i. Min tidstavle var funklende ubeskrevet. Men tiden var åbenbart gået. De voksnes tid.

Let at forklare dybdepsykologisk - og en sådan forklaring er ikke blot af teoretisk interesse, den er en afgørende påpegning af forskellen mellem det nordmanden Jon-Roar Bjørkvold i sin fortræffelige bog om "Det musiske menneske" kalder 'børnekulturen' og 'skolekulturen', men som lige så godt kunne kaldes vore frie eksistens kontra vores samfunds- og kulturliv.

Alt for sjældent oplever man denne opslugthed eller tidsforglemmelse som voksen, konstaterer Jørn Lund. Jo, indrømmer han: Når man er 100 procent nærværende i godt selskab, når man bliver talt varm eller taler sig varm, når man ikke bare morer sig, men er tabt i latter - så kaster man igen åget af sig [min fremhævelse]. Og også elskoven kan på samme måde bringe os uden for tiden. Morsomt fortæller Lund at han som debutant på dette felt gjorde sig mange forestillinger om, hvor lang tid den slags mon tog. Han fik nu aldrig set efter for der var kun et før og et efter. Tiden imellem var en ikke-tid, den lod sig ikke udmåle.

Det nærmeste Jørn Lund kommer på at forstå dette eksistentielt vitale fænomen er når han bestemmer den hemmelighed der er knyttet til myterne eller mytisk tænkning og dermed også til litteratur som Johs. V. Jensens myter som værende energier der knytter til modsætningsparrene før-nu, her-der, liv-død. Måske er Johs. V. Jensen, hedder det, på sporet af noget som er liv og død, puls og åndedræt i tilværelsen for her og nu - som det var for dem vi gør os til ét med, når vi ikke længere har noget at erindre. Og her har sproget sin store force: "I sproget kan vi give erindring og tid varighed. Digtere er sådan nogen der ikke kan lade være. Men vi andre kan også have glæde af det".

Ja, mon ikke? Det er blot slet ikke en rent æstetisk glæde, men en fundamental livserfaring der desværre i vore dage forståes ringere og ringere. Måske netop fordi selve sproget er blevet indsnævret. Man har mere eller mindre glemt den del af dagligsproget der er i stand til at føre os til den sprogløse kilde til alt liv og al energi og dermed til os selv, vores inderste kerne.



Sprogfilosofi og begrænsning    
Til toppen  Næste

Sproget blev Jørn Lunds professionelle element, men jo ikke nok med det, pointerer han. Sproget er generelt noget der kun slipper os yderst sjældent. Vi er bundet til det - eller som Niels Bohr altid sagde: "Vi hænger i sproget".

Dette betyder bl.a. at "når man udtrykker sig gennem sproget, siger man mere, end det man har på hjerte. Og jo mere vi hører efter, jo mere får vi ud af det". Vi kan sagtens underholde os med hinanden uden at få det hele med; somme tider kan det ligefrem være en fordel. "Men alle kender vel til den fornøjelse det er at tale med én der hører ordentligt efter, ikke bare står på spring for selv at komme til, ikke utålmodigt udfylder hullerne i det man siger, men er med, giver sig tid - og er til stede".

Nogle kan ikke lytte, andre vil ikke, for de vil selv have grebet om ordene. Monologfolket kalder Lund dem - og de har et problem, og det får vi andre så også. Men "det bærer lønnen i sig selv at høre efter, at bruge ørerne, at åbne sig for nuancerne i det talte sprog, i tonegang, vejrtrækning, stemmeklang, i vokaler og konsonanter, i den klangbund, ord og sætninger har i sindet".



Og det kan naturligvis ikke undre, at manden med den medfødte gode hørelse påpeger at høresansen er tidligt udviklet. Det lille barns gehør er i virkeligheden imponerende, det reagerer tidligere på tonefald end på ord, og det opfatter med diagnostisk sikkerhed tonebevægelserne som barometer på den talendes sindstilstand. Livet igennem bliver vi ved med at tro mere på tonefaldet end på ordene. Og det bekræfter jo kun den opfattelse der vedholdende gøres gældende her på siderne: Den før-sproglige erkendelse er dybere end den sproglige, for ordene kommer til senere end evnen til at fange talens nuancer. Derfor kan man kommunikere særdeles effektivt med hunde, der netop er blevet menneskets bedste ven ved sikker evne til at tyde tonefald.

Videre frem er og bliver det auditive og det musiske for børnene lige så selvfølgeligt en genvej til forståelse af sprogets natur og sprogets muligheder. Barnet udbygger, påpeger Lund, sine indsigter når den mere differentierede forståelse af sproget som symbolsystem er udviklet [via sekundærprocesserne!]. Det iagttager de fremmede sprogs tonegang og fortolker dem. Men i virkeligheden fortsætter den voksne jo også med denne kunst, selvom evnen i mange tilfælde forringes på grund af for stærkt opdyrkning af det rationelle (min pointe].

Jørn Lund har altid selv brugt ørerne som et vigtigt pejlemærke og aflæst bedsteforældres, tanters, venners, forretningsfolks og radio- og tv-medarbejderes udtalesærtræk og særlige vendinger, og han har øvet sig i at efterligne dem præcist. Ja, han påstår at han sjældent keder sig i andres selskab. Sproget er der jo og tilbyder et eldorado af iagttagelsesmuligheder. Det gør selv kaffeslabberads og smalltalk, for slet ikke at tale om "det blandede sproglige samvær som et parforhold udgør".

Selvfølgelig har en sprogmand særlig mulighed for ubesværet glæde ved at iagttage de sproglige nuancer omkring sig. Men Lund indrømmer at det er svært at dele glæden med dem der giver anledning til den, for hans erfaring er at hvis man kommenterer et andet menneskes sproglige form, føler vedkommende sig uvilkårligt iagttaget, vurderet og placeret på en værdiskala. "Men det er der ingen grund til", tilføjer Lund. Og den bemærkning kan man nu godt undre sig lidt over. For langt de fleste mennesker reagerer umiddelbart negativt, hvis de føler sig objektivt iagttaget, det være sig sprogligt, moralsk, politisk, religiøst eller adfærdsmæssigt. Det føles som kold vurdering, hvad det jo også vil være i mange tilfælde. Og derfor er det ikke foreneligt med almindelig selskabelig omgang.



Jørn Lund har naturligvis opdaget, at alle mennesker har synspunkter på sprog og sprogudvikling, og at de fleste opfatter sprogudvikling som sprogdegeneration.

Lund er endda kommet til det resultat at danskerne nærmest har et hadforhold til deres eget sprog, og dette dansk-sproglige selvhad er et stort problem, for det gør os til en nation af sprogskumlere. Unge menneskers sprog opfattes som groft, og udtalen kaldes utydelig, fordi den ikke er som ældre generationers. Og mange tror at det hele begyndte i 1968, men historien er meget længere. Sproget har nemlig altid være under forandring, både det talte og det skrevne sprog. Og særligt det talte sprog kan stort ikke reguleres.

Men de fleste mennesker har hvad Lund kalder 'et instrumentelt forhold til sproget'; de tror naivt at man kan regulere det uden større besvær. Og ganske rigtigt kan i hvert fald stavning og bøjning til en vis grad reguleres i skriftsproget, men "ordenes liv og død står uden for regulerende magters indflydelse, ligesom indgroede sprogvaner er vanskelige at ændre". Og det kan slet ikke reguleres fra en lille institution i København som Dansk Sprognævn.



Jørn Lund gør opmærksom på at hans interesse for relationen mellem sprog, psykologi og neurologi i studietiden førte ham til det nyoprettede fag sprogpsykologi, oprettet på professor Diderichsens initiativ. Men denne mand døde kort efter, og sorteper blev sendte videre til psykologiprofessorerne Franz From, Tranekjær-Rasmussen og til sidst Lise Østergaard. Og resultatet synes ikke overbevisende for den der skriver disse linjer.

Men efter Lunds mening har denne psykologiske vinkel ind i sproget for hans eget vedkommende suppleret den mere lingvistiske og filologiske og endnu en gang "konsolideret den centrale opfattelse af sproget som meget mere end information og kommunikation". Sproget er dybest set "en integreret del af personligheden og kulturen". Og dette forhold blev det centrale i Lunds udvalgsliv i den livsfase der fulgte efter udtaleordbogen.

Dette skal naturligvis ikke bestrides, da det - som tidligere skildret - er en kendsgerning at den vidtfavnende Jørn Lund efterfølgende gav sig i kast med uddannelsespolitik, nordisk sprogsamarbejde, litteraturen i akademiet og sprognævnet samt det store projekt der hedder Encyklopædien. Men alligevel må det siges, at den psykologiske vinkel fra starten havde en yderst uheldig begrænsning: den kom nemlig aldrig ind på dybdepsykologiens domæne, skønt dette kunne have øget Lunds forståelse for ganske mange af de ting han stødte på som sprogforsker.



Jørn Lund og flere af hans kolleger var jo åbne mennesker - og de holdt god afstand til såvel de strukturalistiske som de politiserende teoretikere. På en sprogkonference på Oslo-båden blev der efter en middag afsunget en vise Lund havde skrevet til lejligheden. Det var en Strukturalistvise på melodien "Sådan er kapitalismen", og første vers fortjener at blive gengivet: "Form, substans og prosodemer/Hjelmslev, Eli og Poul A./ Morf, morfem og urfonemer/ vi sir nej, uha dada! Sådan er strukturalismen/ Heger, Harry, Lund og Brink siger: det er noget fis, men nu skyder vi den i sænk!". Og det var jo herligt at deltagerne i afslappet stemning kunne trække vejret uden for det politiserende universitetsliv og etablere et arbejdende fællesskab uden metodetvang. Ligesom det er en lise at læse Jørn Lunds opgør med både strukturalisismen og politiseringen. Men jeg synes der manglede og stadig mangler noget væsentligt. Nemlig en fuld bevidstgørelse af alle de fine iagttagelser Jørn Lund gjorde om barnets sprog og erindring, om erindring i det hele taget og om forholdet mellem intensitet og tidsfornemmelse.



Helhedsrealistisk vurdering    
Til toppen  Næste

Lad det være slået fast med syvtommersøm: Sprogforskeren, -underviseren, -rådgiveren, encyklopædisten og direktøren Jørn Lund er en af de mest kompetente og indflydelsesrige kulturpersonligheder vi har her i landet - og han er tilmed et umådeligt sympatisk menneske og sprogbruger.

Hans store styrke ligger naturligvis i evnerne til sikker og neutral opfattelse og registrering af sine medmenneskers adfærd og sprog og en lige så sikker systematisk indsamling og bearbejdelse af det iagttagne og ikke mindst hørte. Ordenssansen er ekstremt veludviklet. Selve organisationstalentet er ubestrideligt, og det samme gælder den sociale kompetence.

Hvad han arbejdsmæssigt har været i stand til at overkomme og vist stadig overkommer er utroligt og til allerstørste gavn for en uhyre bred kreds af såvel fagfolk som almindelige mennesker, men den af ham selv erkendte arbejdspuritanisme - den store flid og koncentrerede indsats i lange perioder - har naturligvis kostet i form af den psykiske belastning vi nu om dage kalder 'stress' og som først og fremmest går ud over personens egen rekreation og eget familieliv.

Men trods ar på sjælen fra sine forældres dårlige samliv og endelige skilsmisse har Jørn Lund bevaret en grundliggende evne til med regelmæssige mellemrum at etablere føling med de livgivende og rekreerende kilde som al tidsforglemmende aktivitet i leg, sport, elskov, kunst og arbejde kan give - og som ikke mindst findes i den spontane falden i staver og den umiddelbare naturkontakt han ofte har erfaret.



Svaghederne og begrænsningerne er imidlertid ikke svære at se, for de hænger sammen med den allerede påpegede mangel på indsigt i de dybdepsykologiske mekanismer. Om disse gælder jo at de af gode grunde er determinerende for alle menneskers liv fra først til sidst, men at de ikke er erkendt af ret mange - og endda ligefrem skyes af det store flertal. Ja, det forholder sig endda sådan at folk umiddelbart reagerer negativt, blot de bringes på bane. Al tale om dem afvises som tågesnak, mystik eller dogmatisk, indoktrinerende religion, selvom den er det modsatte. Grunden er i og for sig ligetil. Den er selve den ensidige optræning i og brug af de nyttige rationelle redskaber vi i stigende tal har fået stillet til rådighed gennem naturvidenskabens og teknologiens fremskridt og som uheldigvis - delvis tilsigtet, delvis utilsigtet - har medført en stigende marginalisering af alle de grundliggende irrationelle erfaringer vi ikke alene har fra gammel tid i almindelighed og fra 1800-tallets folkelige og religiøse vækkelser i særdeleshed, men hver især også kender - eller burde kende - fra vores egen barndom. Men tidsånden har skubbet erfaringerne væk - og det er i virkeligheden katatrofalt for samfunds- og kulturudviklingen.

Desværre er Jørn Lund slet ikke opmærksom på denne problematik, skønt han gang på gang tangerer den. Han fremhæver som allerede belyst betydningen af fortælling af den verdslige historie og bibelshistorien og betydningen af at lære salmer og sange der går på tværs af alle nyttehensyn og politiske divergenser. Men stort set alt henføres til klicheerne 'tradition' og 'nostalgi'. Lund synes end ikke klar over at der er noget der hedder arketypiske forestillinger og at det er disse såvel de mytiske fortællinger som salmedigtningen og megen anden digtning hviler på.



Lund forsvarer med fuld musik tegneserien 'Anders And' for både den underfundige humor og det varierede sprog og afviser blankt at den skulle være skadelig for børns læselyst; de fleste går jo videre til noget andet, når de bliver 14. Og Lund går tilsvarende varmt ind for alt det traditionelle, men smagløse danske julehalløj og en trivialfilm som 'Fra den gamle Købmandsgaard' og dens overskuelige univers. Men han henfører ingen af delene til et helt selvfølgeligt, dybdepsykologisk let forståeligt behov for at blive bekræftet i alt det man i forvejen tror på i helt ubevidst forstand og som grundliggende er livsbekræftende - uanset hvad alle finkulturelle folk med smag måtte mene.

Mennesket har jo ganske vist i tidernes mytiske morgen forladt immanensens paradisiske og tidløse have og er trådt ind i transcendensens uafladelige og tidsbestemte kulturskabelse - hele den pragtfulde historie man kalder 'syndefaldsmyten'. Men det kommer jo aldrig fri af drømmen om paradis eller af behovet for bekræftelse og rekreation. Det må regelmæssigt koble af fra arbejdets åg og forbandelse, for at lade op gennem direkte kontakt med urkilden. - Jf. artiklen Er der en idé med at holde hviledag?

Underligt er det derfor at Jørn Lund i Aage Henriksens litteraturfortolkning kun kan se noget negativt, foruden det arrogante navnlig det esoteriske, og altså slet ikke forstår at Henriksen trods alt havde fat på dybdepsykologiske sammenhænge alle i princippet har mulighed for at stifte bekendtskab med, særligt hvis de tør suspendere den rationalitet de møjsommeligt har lært i skole og opdragelse, men som oftest svigter barnets fundamentale erfaring.



Påfaldende er derfor også at Lund viser endda meget stor forståelse for barnets psykologi, men intetsteds forbinder den med lovene for de psykiske primærprocesser og disses manglende sondringer mellem subjekt og objekt, mellem fantasi og virkelighed og mellem fortid, nutid og fremtid. Lund kender udmærket godt fra sig selv hvad det vil sige at falde i staver og at få givende og intensiv, men umiddelbar kontakt med naturen. Men han standser så at sige ved konstateringen.

Bemærkelsesværdig er også at den musikalske Lund kan tale rammende om musikalitet når det gælder fx mødeledelse, dvs at have gehør for andres fortællinger og synspunkter. Og han røber at han mest er til klassisk musik. Men det er jo et vidt begreb. Ikke et eneste sted får vi at vide, hvilken musik der siger ham noget særligt og eventuelt giver ham mere end den rent æstetiske nydelse. Ikke en eneste gang hører vi ham fortælle at han har fået en aha-oplevelse ved at høre et stykke musik. Og det samme gælder filmen. Man tager til efterretning at han ikke kan stå for 'Fra den gamle købmandsgård', men man spørger uvilkårligt om han da aldrig som musisk menneske med stor iagttagelsesevne har set en film der har rykket hans virkelighedsopfattelse.



Jørn Lund mødte både i sin studietid og i sin tid som lærer modstand fra folk der var grebet af politiseringens afsky for faglig indsigt og forskning. Han gør grin med de pædagoger på Lærerhøjskolen der skelnede mellem generalisterne (dem selv) og fagidioterne som de ovenikøbet kaldte 'fag-fagfolk' (da de jo ikke alene af uddannelse var fagfolk, men altså stod for faglighed). Men når han skal sætte dem på plads tyer han til en vittighed: de foretrak åbenbart uspecificerede idioter frem for fagidioter. Det er morsomt sagt, men det er altså også et billigt argument!

Med den specialisering vi i stigende grad har haft gennem flere århundreder er det indlysende, at intet samfund, heller ikke det mest moderne, kan undvære fagfolk. Vi skylder dygtige fagfolk virkeligt meget, men dette modsiger da ikke, at fagfolk bliver fagidioter hvis de lukker af for alt der ikke direkte vedkommer deres fag, og at dette er dybt skadeligt, ja kan være katastrofalt for samfunds- og kulturudviklingen. Det er galt nok, at der kan opstå kløfter mellem klasser, og speciel en dyb kløft mellem eliten og folket. Men vi kan ikke som folk eller nation ledes af specialister der er blevet fagidioter.

Modvægten hedder ikke uspecificerede idioter, men realister med gode faglige kompetencer som også har visioner og kan tænke i de store og langsigtede baner. Og dette kan realister ikke uden at være det der på disse sider kaldes 'helhedsrealister': de skal have føling med det irrationelle - i sidste ende det kollektivt ubevidste - ved siden af at have begge ben på jorden og kende forskel på utopi og virkelighed.



Det må derfor også påpeges at Jørn Lunds forestillinger om at fx Det danske Akademi skulle kunne blive en modvægt mod den tidsånd "hvor markedskræfterne har placeret sport og letbenet underholdning så magtfuldt, hvor oplevelsesøkonomi er gjort til universitetsfag, hvor begrebet human kapital er blevet upåfaldende, og hvor kun få tager sig af dansk sprog og ånd.....", at de forekommer meget naive. For det første er akademiet litterært og består af individualister. Det er slet ikke dets opgave at tage têten i et virkeligt kulturopgør med tidsånden. Det vil blive til grin, hvis det prøvede. For det andet er det slet ikke en etableret institution der i givet fald ville kunne tage et sådant initiativ. Dette har Lund jo selv en klar fornemmelse af generelt når det gælder sprog. Initiativet må naturligvis komme fra folk der har indset hvad sagen drejer sig om og som tør 'bestalte' den nødvendige organisation helt på egen hånd. Men problemet hænger faktisk sammen med sproget, helt præcist med den indsnævring af dagligsproget som kan konstateres - og lige en passant er blevet berørt ovenfor.

Sagen er at dagligsproget er det sprog der i modsætning til alle fagsprog alene er i stand til - som Werner Heisenberg har påpeget - at have umiddelbar føling med den fulde og hele virkelighed, og derfor dette der aldrig må indsnævres, hvis et folk skal kunne forblive i det biologen Holger Møllgaard engang kaldte 'vedvarende eksistentiel tilblivelse'. Men dagligsproget er vitterligt blevet systematisk indsnævret i mere end hundrede år som følge af den almindelige, teknologisk baserede fremskridttro.

Men som påpeget af David Favrholdt i 'Filosofisk codex' - jf. artikel - så er der en klar og uomgængelig indbyrdes afhængighed - interdependens - mellem mange af sprogets fundamentale begreber. Favrholdt selv har koncentreret sig om det videnskabelige sprog, og det er beklageligt, for afgørende interdependens findes også i æstetikken, etikken, politikken og religionen.

Jørn Lunds to erindringsbøger - 'Hørt' og 'Lært' - er gode at få forstand af. Man lærer en sympatisk og bredtfavnende forsker og formidler at kende, men ser også tydeligt hans begrænsninger - og derigennem i grunden også dansk sprog- og litteraturforsknings og-formidlings begrænsning anno 2010. I den for samfundsudviklingen nødvendige sprogfornyelse kan vi derfor ikke nøjes med Jørn Lunds iøvrigt beundringsværdige livsværk og sunde livsindstilling.

Målet for en virkelig sproglig fornyelse eller opdatering i bred og dyb folkelig forstand hedder en generobring af det fulde og ubeskårne dagligsprog. Men her kommer vi langt uden for snæver faglighed - og over i en helhedsrealisme der fastholder den fulde komplementaritet mellem det rationelle og det irrationelle.

Jan Jernewicz



Henvisninger    
Til toppen  Næste

Links til:

Det danske Sprog- og Litteraturselskab

Litteratur:

Jørn Lund: Hørt. Erindringer fra 1950'erne. (Gyldendal. 2008)
Jørn Lund: Lært. Erindringer fra 1960-90. (Gyldendal. 2010)



Relevante artikler på Jernesalt:

'Jernesalts 2009-filosofi'  med bl.a. følgende kapitler om 'Sjælen' og 'Sproget'

Sjælen  med afsnittene:
Sjæl og bevidsthed
Primær- og sekundærprocesserne
Det snævre jeg og totalpsyken
Det kollektivt ubevidste
Åndslivet i højeste potens
De store religioner i og omkring Europa
Modernitetens problemer med det overordnede
Konsistensetikken



Sproget  med afsnittene:
Bevidsthed og erkendelse
Dagligsprog kontra specialsprog
Samtale, debat og medier
Sprogregler
Det dybe sprog og det høje sprog



Menneskets virkelighedsopfattelse I-VII  artikelserie med bl.a. følgende to kapitler:

Ånd og virkelighed  med afsnittene:
Dagligsprogets udtryk om det åndelige
Spiritualitetens former
Ordet ånd
Metafysiske forestillinger
Ånd kontra stof
Ånd som eksistentiel føling med virkeligheden



Sproget og virkeligheden  med afsnittene:
Sproget bryder situationsafhængigheden
Tungemål og skriftsprog
Sprogets dimensioner
Sprogets barrierer
Dagligsprog og modersmål
Jargon og slang
Dagligsprogets stabilitet
Sprogets musik



Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'
Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse  (2.6.10.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (24.12.09.)
Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)
Erkendelsens forudsætninger (12 afsnit
Erkendelsen  (5. afsnit af Værdimanifestet - 13.8.04.)
Sprog, naturvidenskab og eksistensfilosofi



De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)



Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud   (Ti moderne vejledende principper for det sekulariserede samfund)

Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi
En alternativ, helhedsrealistisk æstetik
Ind i musikken om Peter Bastians bog om musik og bevidsthed.
Det musiske menneske om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring



Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Litteratur
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal