utils prefix normal JERNESALT - islamytring13

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.2.10.


Politiken lefler for Profetens efterkommere

Dagbladet Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden har i London indgået et højst besynderligt forlig med den saudiske advokat Faisal A.Z. Yamani som repræsentant for syv mellemøstlige og en australsk organisation, der hævdes at repræsentere "94.923 af profeten Muhammeds efterkommere". Forliget drejer sig om den krænkelse som genoptrykningen af Muhammed-tegningerne i 2008 gav muslimerme, og det er ifølge den ellers sygemeldte chefredaktør Tøger Seidenfaden et eksempel på at dialog nytter. "Forliget ser fremad og udtrykker meget fornuftige synspunkter. Det kan måske være med til at mindske nogle af de spændinger som har vist sig at være meget sejlivede. Det giver udtryk for et håb om at Danmark - og ikke mindst danske mediers - forhold til den muslimske verden kan forbedres".

Seidenfaden understreger samtidigt at Politiken ikke sælger ud af ytringsfriheden, for bladet fraskriver sig ikke retten til at bringe tegningerne igen, og undskylder ikke for at have bragt dem. Undskyldningen gælder alene den krænkelse som en række muslimer har følt.

Den saudiske advokat for de otte organisationer, Faisal A.Z. Yamani, kalder forliget et godt forlig. "Det vil være forkert at tale om en sejr. Begge parter er nået frem til at forstå baggrunden for det der er sket. Det er modigt af Politiken at undskylde, også selvom det aldrig var deres intention at fornærme nogen." - Advokatens udtalelse skal ses på baggrund af at Yamani repræsenterer klienter med store midler, og at forliget forebygger en retssag som var underforstået i den henvendelse Yamani i august sidste år sendte til 11 danske dagblade.

Forklaringerne er så mærkværdige at det er nødvendigt at bringe Politikens erklæring i fuld ordlyd som den stod at læse på både dansk og engelsk i bladet fredag den 26.2. på side 3 i 1. sektion:

"Som led i nyhedsdækning af Kurt Westergaards karikaturtegning af Profeten Muhammed ("Karikaturtegningen"), der første gang blev trykt i Jyllands-Posten i september 2005, har Politiken genoptrykt Karikaturtegningen. - Politiken har aldrig haft til hensigt at genoptrykke Karikaturtegningen som udtryk for redaktionelle holdninger eller værdier, men udelukkende som led i avisens nyhedsdækning. Det har aldrig været Politikens hensigt med genoptrykningen af Karikaturtegningen at krænke muslimer i Danmark eller andre steder. - Imidlertid anerkender og beklager Politiken, at vores genoptrykning af Karikaturtegningen af Profeten Muhammed har krænket muslimer i Danmark og i andre lande rundt om i verden. Vi undskylder over for alle der er blevet krænket af vores beslutninger om at genoptrykke Karikaturtegningen."



Det man særligt må hæfte sig ved er, at Politiken ikke undskylder selve genoptrykningen af Karikaturtegningen eller lover ikke at bringe den senere [hvad man nu nok aldrig vil få at se!], men undskylder at genoptrykningen de facto har krænket visse muslimer, selvom det slet ikke var Politikens hensigt med genoptrykningen. Politiken undskylder med andre ord at muslimer er blevet krænket over at bladet som led i sin selvfølgelige nyhedsdækning genoptrykte Karikaturtegningen. Forstå det hvo der kan. For naturligvis måtte Politiken som alle andre medier og alle der har fulgt med i hele Muhammedsagen nøgternt (eller for nogles vedkommende opskræmt) konstatere at både den oprindelige trykning af tegningen i Jyllands-Posten i 2005 og alle senere genoptrykninger i forskellige medier ikke alene faktisk har krænket mange muslimer, men bragt dem til hadske trusler mod og direkte angreb på tegneren Kurt Westergaard, Jyllands-Postens redaktører, den fhv. danske statsminister, danske erhvervsinteresser og danske symboler. Men hvordan i al verden skulle en dansk avis kunne undskylde disse følelser af krænkelse? Hvordan kan det være et frisindet dansk dagblads opgave at tage sig af dogmatiske og fanatiske menneskers religiøse følelser?

Der er noget der halter i Seidenfadens argumentation - og så kan han iøvrigt lige så meget han vil gøre gældende at parterne nu skal se fremad og overlade konflikten til de fanatikere der nægter at slippe den. Det gør de muslimske fanatikere netop ikke. Det er endda dem der vil hævde at de gennem Politikens forlig med den saudiske advokat har fået blod på tanden og kun kan blive inspireret til at forfølge den yderligere med såvel retssager som mere primitive metoder. Led i Dialog kalder Seidenfaden sit forlig. Men det er jo blændværk. Og det er latterligt af en frisindet dansk avis overhovedet at tillægge 94.293 efterkommere af Profeten Muhammed nogensomhelst betydning i relation til dialog.



Afstandtagende eller direkte fordømmende reaktioner mod Politikens forlig er da heller ikke udeblevet fra danske medier og kommentatorer eller politikere, men har tværtimod været mange og stærke.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen siger bl.a. "Indtil nu har jeg haft det indtryk at de danske medier har stået skulder ved skulder i denne sag, og hvis det her er udtryk for opbrud i den sammenhæng, så synes jeg det er bekymrende. Hvis det er et udtryk for at man bøjer af på trusler for at imødegå en kommende retssag, så bekymrer det mig også."

Den nye kulturminister, fhv. udenrigsminister Per Stig Møller finder at forliget falder dansk udenrigspolitik i ryggen. Forliget "kan få den triste betydning, at retten til religionskritik undermineres. Politiken bøjer sig for andres opfattelse af vores ytringsfrihed, og det kan give lyst til yderligere angreb på den danske ytringsfrihed".

Integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech mener at Politikens chefredaktør "sætter hele det officielle Danmark i en utrolig farlig situation, fordi han efterlader det indtryk at det var noget man ikke måtte."

Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt kalder forliget vanvittigt. Der er krænkelser i medierne hver eneste dag. Sådan er det med ytringsfriheden. Og SF's formand Villy Søvndal understreger at der ikke kan forhandles om ytringsfriheden. DF's leder Pia Kjærsgaard finder det "dybt, dybt pinligt, at Tøger Seidenfaden sælger ud af Danmarks og Vestens ytringsfrihed".



Den tidligere landsformand for Det Radikale Venstre, Søren Bald, føler sig svigtet af Politiken. Forliget skulle angiveligt handle om krænkelser, "men når min avis, Politiken, indgår forlig der gør ytringsfriheden til et såre relativt fænomen, så følger jeg mig krænket. Så er der solgt ud af kulturradikalismen. Det næste bliver vel at avisens egne karikaturtegnere må lede efter nye job. Jeg græmmes!"

Tilsvarende kunne forfatteren og tv-redaktøren Klaus Rothstein i Deadline fredag aften kalde forliget i strid med Politikens hidtidige - fra Brandes stammende - klare holdning om at religion ikke under nogen omstændigheder kan være undtaget fra kritik eller karikering.

Forfatteren Peter Øvig Knudsen troede først Politikens udmelding var en aprilsnar. Og han håber stadig han drømmer, for han kan ikke finde ord der er stærke nok: "Et frygtindgydende knæfald, en livsfarlig fejltagelse af historiske dimensioner, en sorgens dag for avisen og ytringsfriheden".



Men det hører med til billedet, at den radikale leder Margrethe Vestager kalder det "modigt af Politiken at vælge dialogen frem for konfrontation. Det er netop dialogen, de mest ekstreme muslimer er så bange for. Desværre reagerer hele det danske etablissmenet automatisk med forfærdelse...."

Imam Abdul Wahid Pedersen roser også Politiken: "Det er hævet over enhver tvivl at de [karikaturtegningerne] har krænket nogle mennesket. Det er et fint og menneskeligt træk at avisen siger undskyld". - Talskvinden for Kritiske Muslimer Sherin Khankan er af samme mening: "Det at man er i stand til at sige undskyld, det kræver mod. Politikens undskyldning er et kærkomment skridt mod dialog og sameksistens."

Fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann mener heller ikke der går noget skår af Politiken når den undskylder. "I en konfliktfyldt verden, hvor for mange maler sig op i en krog, ville det være rart med flere af den slags forsøg på at finde frem til fælles forståelse."



Den centrale person i hele den gamle "Muhammedsag" tegneren Kurt Westergaard, der nytårsdag blev udsat for attentatforsøg af en somalisk muslim, kan naturligvis kun fordømme Politikens undskyldning: "Politiken er bange for terror. Det er ærligt nok, og jeg har fuld forståelse for det. Men det er en glidebane, det er der ingen tvivl om...... Politiken giver afkald på ytringsfriheden".

Jyllands-Postens chefredaktør Jørn Mikkelsen beklager at Politiken svigter kampen om ytringsfriheden. Man giver op, og man bøjer sig for trusler. Det er selvfølgelig beskæmmende. Politikken 'lægger sig ned' i stedet for at køre retssagen sammen med øvrige aviser. Nogenlunde det samme mener Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen. Berlingske Tidende er som Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad blandt de aviser der risikerer en retssag fra Profetens 94.923 efterkommere og deres velbeslåede organisation.

Endelig bør det nævnes, at Politikens forlig også er faldet norske medier for brystet. Chefredaktør Lars Helle for 'Dagbladet', der nylig blev udsat for hetz fordi det bragte en karikaturtegning af Muhammed som gris, kalder Politikens undskyldning mærkelig og tror ikke andre aviser følger efter. Og formanden for det norske presseforbund, Per Edgar Kokkvold hørte også til dem der først troede undskyldningen var en spøg, for "det krænkende og uønskede er også en del af ytringsfriheden". Og dette er jo lige præcis problemet i en nøddeskal.



Ytringsfriheden er en absolut betingelse for demokrati og sekularisering - og den kan ikke relativiseres ved at forpligte nogen til at tage specielle hensyn til følelser af nogen art. Religiøse mennesker må som alle andre mennesker finde sig i at blive kritiseret og krænket, ja, om galt skal være direkte latterliggjort på grund af bestemte opfattelser, normer og vaner.

Det er ikke alene en betingelse for demokratiet. Det er også en betingelse for sekulariseringen - og disse to ting hænger meget nøje sammen. Der er simpelthen ikke ægte eller fuldstændigt demokrati i et land medmindre det er blevet sekulariseret, således at den religiøse magt er blevet definitivt skilt fra den politiske magt. For adskillelsen betyder at intet præsteskab kan fastsætte love for det almindelige samfund. Dette tilkommer alene den politiske magt: parlamentet eller her i landet Folketinget.

Derfor er der dyb modsætning mellem den moderne vestlige og den primitive muslimske opfattelse af religionens rolle i samfunds- og kulturlivet. I den frie vestlige verden (i modsætning til den totalitære østeuropæiske verden op til 1990) har religionerne lov til at eksistere, udfolde sig i teologi og menighedsliv og gøre deres meninger gældende i den almindelige offentlige debat. Og religion skal aldeles ikke - som visse mennesker, heriblandt den fhv danske statsminsiter, ønsker - betragtes som en privatsag der bør holdes uden for det offentlige rum. Men religionerne skal afholde sig fra ideologiske forsøg på at blive magtfaktorer i samfundet og i sidste ende skaffe sig absolut herredømme.

Derfor er såvel præstedømmet i Iran som islamisterne kamp for at indføre sharia som gældende ret forkastelige set med Vestens øjne. Begge er i strid med demokratiet. Og vil altid hvor de får magt føre til begrænsninger af demokratiske rettigheder.



Man kan sagtens i debatten tage hensyn til såkaldte religiøse følelser - ligesom man kan gøre det i den almindelige omgang mellem folk. Der er jo ingen grund til at gå og krænke folk blot for at krænke dem. Det fremmer i hvert fald aldrig et fornuftigt og konstruktivt forhold til den. Men ligesom der er privatpersoner der er så sarte, at man slet ikke kan ytre sin egen mening om vigtige anliggender uden at risikere at støde dem, så er der religiøse mennesker der er så sarte at dialog med dem er komplet umulig, fordi de gemmer sig bag absolutte dogmer og råber krænkelse hver gang frisindede mennesker kritiserer eller så meget som stiller spørgsmålstegn ved deres dogmer. Følsomhed af denne art er simpelthen uforenelig med demokrati og fri debat. Jf. artiklen Religiøse følelser ikke uantastelige.

Dialog med mennesker der uafladeligt påberåber sig religiøs følsomhed er i realiteten udelukket, for al ægte dialog forudsætter at man tør sige sin ærlige mening uden frygt for represalier, hvad der igen betyder at ingen af dialogens parter kan påberåbe sig specielle hensyn under henvisning til religion, ideologi, 'følsomhed' eller 'mangel på humor' - eller profeten og hans pumpestok.

Det er en total misforståelse af begrebet dialog at omgærde det med begrænsninger i ytringsfriheden. For lige så snart man indlader sig på en sådan begrænsning, så udelukker man det helt centrale i ægte dialog: at man frit kan drøfte det eksistentielt allervigtigste, det mest personlige og mest betydningsfulde for Ún selv. Som den jødiske filosofi Martin Buber meget rammende har sagt, så gælder det at alt virkelig liv er møde. Men man mødes jo netop først, når man er åben og tør høre på hvad modparten har at sige. I en sådan åbenhed findes den ægte dialog, og når den i vore dage mangler i alt for høj grad i sammenstødet mellem den vestlige og den muslimske kultur, så skyldes det at den ene part er lukket og med både profetens og djævelens vold og magt gør alt hvad den kan for at forblive lukket. Man laver organisationer og ligaer for at sikre lukketheden, og man hyrer advokater til at pudse på fjenden, de frisindede og de vantro.

At gå på forlig med disse kræfter, det er virkelig topmålet af naivitet og moralsk forvirring.



Naiviteten og forvirringen er imidlertid ikke helt tilfældig. Den kommer af en manglende sondring mellem religion som dogmatisk/ideologisk system og religion som spontant opstået kollektivt fænomen.

Som bl.a. påpeget i essayet om Religion som emergent fænomen i biologien så er der god mening i at antage at religion simpelthen er dukket op i evolutionen samtidigt med mennesket - og samtidigt med sproget, samfundet og humoren. Religion, sprog, humor og samfund er ikke produkter af den menneskelige intelligens, men spontant opdukkede fænomener der skyldes at det højst besynderlige samspil eller modspil mellem de to slags psykiske grundprocesser springer op på et nyt og højere udviklingstrin. Religion er her først og fremmest udtryk for de psykiske fænomener der knytter sig til det kollektivt ubevidste og dets arketypiske forestillinger, om hvilke gælder at de overvejende er ikke-sproglige, billedlige - og derfor meget fortolkelige, ja, nærmest frit associationsgivende.

Først senere kommer begreberne (sekundærprocessernes stabile grundelementer) stærkt ind i billedet og giver anledning til bevidste forestillinger og synspunkter som igen kan hævdes som rigtige over for urigtige. Der dannes mere eller mindre dogmatiske synspunkter og systemer - og dogmerne bliver redskaber i magtkampen. Her dukker religionerne op som det de fleste forbinder med betegnelsen, nemlig religionssystemer som jødedom, hinduisme og kristendom samt islam - med alle mulige hinanden bekæmpende fraktionsdannelser, retninger eller skoler sådan som vi også kender dem i nyere tids ideologier.



Denne sondring mellem religion som dogmatisk system og religion som spontant opstået kollektivt fænomen er helt afgørende for at forstå såvel dialogens som humorens rolle i kulturen. For mens alle dogmatiske systemer pukker på deres dogmatiske sandheder som absolutte sandheder der skal accepteres af tilhængerne og kan bruges til dom over modstanderne som vantro hedninger, så gælder det for de fortolkelige arketypiske forestillinger at de unddrager sig patentering eller monopolisering. De muliggør derfor altid dialog - og ægte møder mellem mennesker.

Humoren - menneskets måske største prærogativ - må i sagens natur forholde sig helt forskelligt til de to former for religion. Den kan karikere og latterliggøre den dogmatiske indstilling og alle dens påstået ukrænkelige værdier. Det er det der er sket med Muhammedtegningerne der som bekendt karikerer selve den forbindelse mellem Profeten Muhammed og nutidens islamistiske terror som er et politisk faktum i dag. Og dette har præcis den meget værdifulde demokratiske funktion at påpege hvor katastrofalt det er for vore dages mere eller mindre globaliserede kulturliv at sammenblande åndelig magt med verdslig, politisk magt. Denne form for humor angriber med andre ord selve den store grundrisiko ved sammenstødet mellem den vestlige og den muslimske verden.

Over for religion som spontant kollektivt fænomen får humoren imidlertid en helt anden funktion. Den kan overhovedet ikke ramme de arketypiske forestillinger med hån og latterliggørelse, for de optræder aldrig som dogmer der er blevet monopoliseret af bestemte grupper der ligefrem identificerer sig med dem. Humoren får derimod frit slag til at spille med forestillingerne som sprælsk som den nu vil - sådan som det typisk sker i de forskellige religioners myter, der af samme grund forbliver inspirerende for nyfortolkning efter nyfortolkning.

Set ud fra denne sondring kan der ikke herske tvivl om at det sekulariserede demokrati har brug for humoren til at holde de grundliggende arketypiske forestillinger fri for dogmatisk eller ideologisk indskrænkning og monopolisering. Det er simpelthen nødvendigt at sikre en ytringsfrihed der ikke skåner den dogmatiske eller ideologiske religionsindsnævring. Og det er derfor direkte latterligt at en frisindet avis som Politiken - der i sin 125 årige eksistens hidtil ikke har skånet den hjemlige kristendom for kritik og latterliggørelse - nu på sine gamle dage sender chefredaktøren i kloster for at lave forlig med fremmede, muslimske fanatikere der ønsker al humor om religion hen hvor peberet gror.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Politiken
Jyllands-Posten
Berlingske Tidende



Relevante artikler på Jernesalt:

Muhammed-sagen (oversigt over artiklerne fra og med 20.10.05.)
Politiken mod Politiken
- 125 års slag for oplysning og modernitet eller hvad?
  (14.10.09.)

Pia Kjærsgaard truet på livet af fremmedelementer  (19.2.10.)

Mohammad truer norsk ytringsfrihed  (16.2.10.)
Terror mod humor og sekularisering  (5.1.10.)

Behovet for spring i udviklingen  (IV - 12.2.06.)
Fornuftens afmagt over for ufornuften  (III - 10.2.06.)
Symboler er værdikampens omdrejningspunkt  (II - 9.2.06.)
Loven om utilsigtede virkninger  (I - 8.2.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)

Paven og Profeten  (17.9.06.)
DF og ytringsfriheden  (9.10.06.)
Dansk Folkeparti og den nationalistiske ekstremisme  (22.8.06)
Fogh, religion og sammenhængskraft  (24.5.06.)
Religion ude af Danmark?  (11.4.06.)
Uholdbar indskrænkning af åndsfriheden  (16.3.06.)
Fogh Rasmussens position  (1.3.06.)  
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)



Artikler om Danmark
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal