utils prefix normal JERNESALT - ida - polsk film

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.12.14.

From polsk-jødisk klosternovice fravælger det verdslige

Den polske filminstruktør Pawel Pawlikowski (1958) har for første gang lavet en spillefilm i sit hjemland efter at have boet i England siden 1974. Og det er blevet en meget polsk film der direkte har haft til formål at bringe instruktørens fattige barndomsland til live igen, men samtidigt fortælle en historie med visse selvbiografiske træk. Den handler nemlig om den jødiske pige Ida Lebenstein, der er født under krigen og skjult i et kloster, hvor hun fik en katolsk opdragelse og navnet Anna. Pawlowski selv havde jødiske bedsteforældre på faderens side (farmoderen døde i Auschwitz), men blev døbt og voksede op som katolik. Hans film er blevet en helt usædvanlig smuk film med fornemt skuespil og fornem fotografering og musik. Og det er en sort-hvid-film dvs en film uden farver, men det sort-hvide er i virkeligheden hele gråtoneskalaen i så fine nuancer at de bringer den danske maler Vilh. Hammershøi i tankerne, ikke mindst fordi alt afspejler en sjælden ro og stilhed. Richard Lenczewskis fotografering er udsøgt - med billedbeskæring der fremhæver gråtonerne i både interiører og eksteriører, fordi personerne ofte anbringes i de nederste hjørner.

Gråtonerne er i høj grad også med til at fremhæve den polske fattigdom, det polske landbrug og det polske landskab i begyndelsen af 1960'erne. Og det samme gælder det kloster. hvor Ida lever en grå og kedsommelig hverdag som novice, og hvis bygninger trænger til en kærlig hånd.

I starten ser vi Ida (Agata Trzebuchowska) i sin grå novicedragt forsigtigt børste snavs af en landets utallige Madonna-figurer som bagefter af Ida og to andre novicer bæres ud til en fordybning foran hovedindgangen - med efterfølgende rituel bøn. Ellers hjælper hun til i køkkenet, og vi ser de relativt få nonner og novicer spise deres simple middagsmad i fuld stilhed. Ida er til samtale hos forstanderinden (abbedissen), hvor hun får at vide at hun nu - inden hun skal aflægge det endelige klosterløfte - skal tage til byen og besøge sin moster Wanda Gruz, som hun ellers ikke har haft nogen kontakt med, men som er hendes eneste slægtning. Ida spørger om det er nødvendigt. Og svaret er et kort, men bestemt ja. Og det må hun blot tage til efterretning.



Ida tager toget til provinsbyen og finder mosterens bopæl i en gammel herskabsbebyggelse. Hun ringer på døren og præsenterer sig. Mosteren (Agata Kulesza) kigger lidt på hende, men byder hende indenfor. Ida kan konstatere at mosteren har herrebesøg. Men den velklædte moster går lige til sagen: Niecen hedder ikke Anna, men Ida Lebenstein og er jøde, men overlevede nazisternes jøde-udryddelse. Wanda viser hende et enkelt billede, hvor hun ses som spæd med sin mor og far samt en dreng. Moderen hed Rza Herz, og Wanda finder Ida lige så smuk som sin søster. Og de havde samme røde hårfarve. Wanda vil gerne se Idas hår, men fr hende ikke til at tage sløret af. - Vi ser en scene fra et retslokale, hvor Wanda Gruc residerer som dommer.

Næste dag viser Wanda Ida nogle flere familiebilleder, og da Ida spørger om drengen er hendes storebror, er svaret nej. Det er Wandas barn som ikke overlevede krigen. Wanda og Ida kører ud til den landsby hvor familien levede under krigen. Først drikker hun dog en halv flaske vodka - og da Ida fraråder det, får hun blot som svar at det sker der ikke noget ved i det øde Polen. De havner ved en fattig gård, og spørger om nogen kender familien Herz. Konen gør ikke og påstår at hendes mand ikke er hjemme. De kan komme igen næste dag. Men hun benytter Idas besøg til at bede hende velsigne det barn hun tager op af vuggen. Og det gør Ida selvfølgelig. - På vejen tilbage samler de en musiker op som Wanda straks begynder at flirte med. Han er saxofonist og skal give koncert om aftenen på stedets hotel. Der indlogerer de sig selv. I cafeen får Wanda sig igen nogle genstande og forhører sig hos bartenderen om han kender den jødiske familie fra krigens tid, men det gør han ikke. - De spiser senere i cafeen, hvor det lille jazz-band spiller. Og Wanda lægger straks mærke til saxofonisten og hans gode bagdel. Ida kan heller ikke holde øjnene fra ham, og hun hilser senere på ham. Han viser sig at være en venlig og imødekommende mand. Han spørger om hun kan lide musikken, der er af Coltrane. Og det kan hun. - Oppe på værelset tager Ida sløret af for at se sig selv i spejlet med sit smukke røde hår.

De kører igen ud til gården og hilser på manden, der er meget kold og afvisende. Gården er hans og de skal ikke begynde at rode op i noget. Han har faktisk tilkaldte to af sine 'venner' og beder Wanda og Ida om at forføje sig. De får dog at vide at ejerens far ligger på hospitalet. De opsøger ham, og han bekræfter at han holdt den jødiske familie skjult i skoven - og leverede mad til dem. Men han vil ikke svare på hvem der myrdede dem - eller hvordan det skete.



På vejen tilbage til byen, kører Wanda galt med vognen. De kommer på politistationen, hvor chefen spørger hvorfor hun drikker så meget. Hun påberåber sig sin immunitet som dommer, men bliver ikke desto mindre varetægtsfængslet, mens Ida kan tage hjem. Om aftenen opsøger husmanden Ida på hotellet. Og han beder hende udtrykkeligt om at lade faderen i ro. Men han har også et tilbud til hende: Hvis hun vil love at lade ham beholde gården og iøvrigt lade ham og faderen i ro, så vil han vise Ida og Wanda hvor i skoven deres familie ligger begravet. Hun accepterer, men da han rækker hånden frem til aftalens bekræftelse, rækker hun ikke sin frem. Han siger dog at han stoler på hende.

Igen er Wanda og Ida til koncert i cafeen, og saxofonisten går i en pause hen til Ida og fortæller hende at han synes hun er smuk. De kører nu ud til gården og føres af husmanden ud til et sted i skoven, hvor han uden nærmere forklaring giver sig til at grave et dybt hul. Han fremdrager først et lille barnekranium, som Wanda tager sig af og svøber i sit halstørklæde. Derefter kommer skeletdelene fra de voksne frem - og Ida samler dem i en bylt. Husmanden røber nu at det var ham personligt der dræbte familien og altså ikke faderen. Hun spørger ham, hvorfor hun ikke selv fik samme skæbne som sine forældre - og han svarer at det var fordi hun var ganske lille - og fordi ingen kunne se at hun var jøde. Så hun blev overladt til stedets sognepræst. Drengen derimod var mørkhåret og omskåren.



Wanda og Ida tager til Lubljin for at begrave deres slægtninges jordiske rester på den jødiske kirkegård, hvis den ellers stadig er der. Om aftenen drikker Wanda tæt på en caf i byen, men får løfte om at bliver kørt hjem. Dagen efter kører hun Ida tilbage til klosteret. Og her ser vi forberedelserne til novicernes højtidelige afgivelse af deres klosterløfte. Ved aftenspisningen, der som sædvanligt foregår i stilhed, kan Ida på et tidspunkt ikke lade være med at grine af noget hun ser for sit indre, og det bemærkes. Og om aftenen går hun ud til Madonna-figuren og siger med beklagelse - at hun ikke er parat til af aflægge løftet. - Hjemme i sin lejlighed tager Wanda bad, lukker vinduet op på fuld gab, skruer op for musikken af Mozarts Jupiter-symfoni - og springer ud af vinduet. Musikken skifter fra førstesatsens dur til andensatsens mol-toneart.

I klosteret finder højtideligheden sted for de to novicer der skal aflægge løfte, mens Ida blot er en del af følget. - Wanda bliver begravet under stor ceremoni med byens honoratiores der roser afdøde for at have været en trofast støtte for socialismens sag. Og Internationale bliver afspillet. Saxofonisten iagttager forløbet. - Tilbage i mosterens lejlighed klæder Ida sig i en af Wandas røde kjoler og tager også mosteren højhælede sko på, som hun lige må øve sig i at gå i. Hun drikker nogle ordentlige slurke af en af Wandas flasker, tænder en cigaret - og hoster. Og så går hun ned og lytter til jazz-bandet, hvor saxofonisten rigtigt ruller sig ud med smægtende Coltrane-toner. Efter koncerten danser hun med ham i bare tæer - og går i seng med ham oppe i lejligheden. De er helt afklædte, og Ida lader ham kysse sig og lægge sig over hende. Hun lader ham gøre hvad han vil - men uden at fortrække en mine. Hun ser faktisk tomt ud i rummet. Bagefter spørger hun ham hvad de nu skal gøre. Han foreslår at hun tager med til Gdansk hvor bandet skal spille nogle dage - så kan de også gå på stranden. Og hvad så bagefter? - Så kan vi købe en hund, gifte os, få børn og et hus. - Og hvad så bagefter? bliver hun ved. - Så begynder hverdagen, lyder svaret. - Men da han er faldet i søvn, står hun op, klæder sig i sine novicegevandter og tager toget hjem til klosteret.

Og filmen slutter med Bachs smukke orgelkoral "Ich ruf zu dir, Herr Jesu Krist". Ringen er så at sige sluttet.



Vi forstår at Ida mod sin vilje, men efter abbedissens krav måtte lære den depraverede moster og hendes verdslige byliv med drikkeri, mænd og håbløshed at kende - inden hun for alvor kunne afgive klosterløftet der går på streng fattigdom, kyskhed og lydighed (mod ordenens autoriteter). Vi må konstatere at Ida undervejs blev tiltrukket af den sympatiske saxonist, hans musik og dans, og således langt hen ad vejen erfarede verdslighedens gode sider, men også at mosterens levned frastødte hende, og at seksualiteten ikke sagde hende noget som helst. Det udslaggivende synes at blive at saxofonisten heller ikke kunne tilbyde hende noget som helst der gik ud over verdsligheden og som ville kunne give hende fortsat tilknytning til en spirituel dimension i tilværelsen. Hun er på en måde blevet vænnet af med menneskelig varme - og kan fx heller ikke få sig til at række hånden til husmanden eller ved graven sige et forsonende ord til denne, skønt han vel havde hårdt brug for det.

Det spiller naturligvis en meget stor rolle for hendes valg at hun er vokset op i et koster uden tilknytning til virkeligheden udenfor, og i og for sig har levet en meget farveløs og glædeløs hverdag med faste gøremål og ritualer - og at hun efter mosterens selvmord ikke har nogen slægtning tilbage. Men vi må også nøgternt konstatere, at den sympatiske unge saxofonist efter alt at dømme nok var en anstændig og velmenende mandsperson, der følte sig tiltrukket af hende, men helt og holdent levede for musikken og ikke for noget derudover. Og her bliver det afgørende at det fromme menneske vil noget mere, og at dette ikke mindst for en gudhengiven og Madonnahengiven kvinde som Anna betyder at hun ikke vil kunne give afkald på det indre liv som gudhengivent menneske og dermed miste sin identitet og sin indre konsistens.

Dette kan synes ganske besynderligt for verdsligt indstillede mennesker der ikke kender noget til det spirituelle liv, men det er i realiteten ikke dybdepsykologisk svært at forstå, når man blot tager i betragtning at det fromme, gudhengivne liv nok i det ydre kræver fattigdom, kyskhed og lydighed, men i det indre kan give en rigdom der ligger uden for verdslige menneskers rækkevidde.



Som anført i min artikel om det fromme menneske er Mariadyrkelsen kolossalt stærk i de katolske lande, herunder ikke mindst i Polen. Og der er ikke tvivl om, at grunden er, at kristendommen i den katolske udgave på denne specielle, dybt folkeligt forankrede måde får den ægte komplementaritet ind i sin lære, sit sprog, sine ritualer og sin kunst og sin liturgi - komplementariteten mellem de ellers uforenelige størrelser faderautoriteten og moderkærligheden. Kreativiteten hvad angår fadersiden giver sig - som i den protestantiske kirke (og i islam) - udslag i en frodig, skarpsindig og systematisk teologi, der som al teoretiseren har tendens til at ende i dogmatik, opstilling af urokkelige eller absolutte sandheder med tilsvarende tendens til skånselsløs bekæmpelse af alle former for vranglære. Men kreativiteten på modersiden giver sig - i dybeste kontrast til den protestantiske kirke (og islam) - udslag i en frodig, varm og hjertelig billeddyrkelse og bønspraksis, som ingen teologi - endsige sekulær teori eller politisk ideologi kan få bugt med; det måtte kommunisterne i Polen efterhånden nødtvungent sande. Den griber fat i de arketypiske forestillinger og dermed de dybeste lag i menneskesjælen. Den kan ikke dogmatiseres, men bevarer billedets kraft til frie associationer og nyskabelser. Jf. artiklen om Myte, ord og billede.

Dette sås også hos den polskfødte pave Johannes Paul II der som ung fik en bog i hænde som fik den allerstørste indflydelse på ham, nemlig Marie-Louis Grignion de Montforts afhandling fra 1843 om "Den Sande Hengivelse til Den Hellige Jomfru Marie". I et interview i 1982 sagde paven: "Læsningen af den hellige Montforts bog om den ægte Maria-fromhed har ført til et vendepunkt i mit liv, selvom det drejer sig om en lang, indre vej! Det var ved min hemmelige forberedelse til præstevielsen, at jeg fik dette enestående skrift i hænderne. Jeg husker, at jeg i lang tid bar bogen på mig - selv på fabrikken, hvor jeg arbejdede, så dens pæne omslag efterhånden blev helt plettet af kalk..... Den forandrede min barndoms og ungdoms Maria-forståelse og gav mig en ny holdning, en kærlighed til Maria, som kom fra dybet af min tro.... Den ægte Maria-fromhed udfolder sig henimod Kristi mysterium, mod det menneskevordne Ord, mod den hellige Treenighed. Denne fromhedsform, som består i at man gør sig selv total afhængig af Jomfru Maria, er nødvendig for enhver, der betingelsesløs vil give sig selv til Jesus Kristus og hans forløsergerning...."

Pawel Pawlikowskis film om den jødisk fødte Ida der voksede op i et katolsk kloster er endnu et smukt eksempal på den polske Mariadyrkelses enorme styrke. Idas sluttelige fravalg af verdsligheden og seksualiteten er et klart fravalg af den dobbelte virkelighed med dens komplemetære modsætning mellem det åndelige og det verdslige, og den er følgelig et klart eksempel på en kvinde der på dyb katolsk vis opfatter seksualiteten som syndig og ikke - trods dens fristelser - vil indlade sig på den og dermed acceptere det bevidste 'syndefalds' vej til den fulde og hele virkelighed med alle dens udfordringer. Det fromme mennesker fravælger seksualiteten for at kunne forblive i uskyldigheden - og det må vi andre acceptere. Men Pawlowskis smukke film gør det nærværende uden nogen form for afstandtagen.

Ejvind Riisgård



Relevante artikler på Jernesalt:

Det fromme menneskeom uskyld, hellighed og jomfruelighed
Mariadyrkelsen - en katolsk specialitet der vidner om kønsulighed i de religiøse grundforestillinger
Hvad skal præster stille op med kødets lyst?  (16.3.10.)
Katolicismens inderste væsen
Pave Johannes Paul II  (Religion - 19.11.02.)
Den hellige Frans af Assisi  (30.6.07.)

Myte ord og billede  (13.7.02.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Artikler om Film
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal