Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - humaniora

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.10.14.

Humanioras eksistenskrise er selvforskyldt

Uddannelsesministerens bebudede nedskæring af studiepladser på universiteterne - især af pladser på humaniora - har naturligvis vakt debat og stor modstand fra humanisternes side. I første omgang drejer det sig om 2300 pladser, men flere kan komme til i de kommende år - og der er vel at mærke ikke bare tale om en trend, men om en helt nødvendig justering som primært skyldes de begrænsede offentlige midler, men sekundært også den simple kendsgerning at der i årtier har været alt for stor søgning til de humanistiske studier. Man har simpelthen uddannet til arbejdsløshed, fordi politikerne ikke har vovet at sætte de grænser der giver passende tilpasning mellem markedets behov og de studerendes ønsker og prioriteringer.

Politikerne har opretholdt et principielt frit studievalg ud fra det gamle ideal om fri forskning - uanset at dette ideal dybest set angår de etablerede forskernes ret til frit at vælge de emner de gerne vil udforske og ikke nogen som helst ret for de studerende til at vælge studium. Og det skal i den forbindelse ikke glemmes at problemet først er dukket op for alvor efter studenteroprøret i 1968, der som bekendt var en følge af at studentertallet i 1960'erne steg eksplosivt i alle velfærdssamfund. De højere læreanstalter uddannede ikke som hidtil det antal kandidater der var brug for uden for anstalterne plus det lille antal særligt kvalificerede kandidater de selv skulle bruge for at kunne besætte forskerstillingerne. Universiteterne masseproducerede akademikere i større og større stil - og havde længe ingen problemer med at tiltrække studerende, fordi studieformerne, studenterydelserne og akademikerlønningerne var særdeles attraktive.

Samfundsmæssigt set er resultatet blevet en stigende ulighed mellem akademikerstanden og almindelige mennesker. De nyeste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd godtgør at overklassen her i landet siden 1985 er vokset fra 396.000 personer til 1.065.000 i 2012, mens arbejderklassen (faglærte og ufaglærte) og underklassen tilsammen er vokset fra 254.000 til 386.000 i samme periode - og middelklassen og den højere middelklasse (selvstændige og topledere under ét) er vokset fra 359.000 til 612.000.

Den økonomiske krise har ikke forhalet udviklingen, og den synes nu stort set også overvundet, men den ønskede vækst lader vente på sig - og derfor er regeringen nødsaget til en justering. Der er simpelthen ikke ressourcer til opfyldelse af alle mulige politiske ønsker på uddannelsesområdet eller noget andet område.



Det sjove og karakteristiske ved den nye situation er dog slet ikke den stigende ulighed, men protesterne mod universiteternes hidtidige forfordeling. Ingen kan se et ideal i uddannelse til arbejdsløhed, og universiteterne og akademikerorganisationerne kan sagtens fremlægge mange gode eksempler på at folk med humanistiske uddannelser kan få job i erhvervslivet der ikke direkte har noget med deres fag at gøre, men alene skyldes den grunderfaring om systematisk og metodisk arbejde som et universitetsstudium giver.

Men selve forslaget om nedskæring af studiepladser på humaniora rejser uundgåeligt det principielle spørgsmål om samfundsværdien af de humanistiske uddannelser. Det grelle eksempel på overproduktion af kandidater kom faktisk allerede få år efter studenteroprøret, da det viste sig at det mest populære studium på universiteterne i København og Århus var psykologistudiet. Det var oplagt at mange studenter valgte det, fordi det var vanvittigt interessant for folk fra ikke-akademiske miljøer at beskæftige sig med sig selv - især hvis man havde psykiske eller sociale problemer. Men også i dag kan man let få mistanken om at fag ikke vælges på grund af speciel dyb forskningsinteresse, men på grund af alle mulige sekundære præferencer. Og derfor kan det også siges med sikkerhed, at en kraftig nedskæring af studiepladser ikke i sig selv medfører en ødelæggelse af et fag, medmindre det ligefrem bliver helt nedlagt.

Problemet er derimod at man ved at bruge den såkaldte grønthøstermetode, tvinger universiteterne til at skære ned på en sådan måde at man rammer fag der i øjeblikket er små - uden at kunne vide om der ikke fremover bliver større brug for dem end i dag. Dette gælder typisk sprogfag, hvor fx tysk i mange år har været ramt af reduktioner, skønt beherskelse af tysk er nødvendig for den store del af eksporterhvervene der har Tyskland som hovedmarked.

Men det store, afgørende problem ligger ikke desto mindre et helt andet sted, nemlig i det forhold at de humanistiske videnskaber grundlæggende har misforstået deres hovedopgave.



I det gamle Grækenland havde universiteterne fire fakulteter: medicin, jura, teologi og filosofi. Medicin dækkede kroppen, sundheden og sygdommene; juraen den praktiske viden om politik, lov og ret; teologien det der lå uden for det fysiske og praktiske, mens filosofien drejede sig om almen erkendelsteori, matematik, naturvidenskab, sprog, historie, kultur. - Ordet 'humaniora' dukkede først op i renæssancen som betegnelse for de fag der var 'mere menneskelige' end de naturvidenskabelige og de teologiske (eller 'guddommelige'). Og senere blev betegnelsen tæt knyttet til den humanistiske bevægelse der som sådan satte mennesket i centrum - i dets modsætning til naturen og det overnaturlige.

I 1800-tallet blev humaniora stærkt præget af den romantiske bevægelse der satte folket og nationen i centrum, og det blev et decideret forskningsfelt der omfattede sprog, historie, antropologi, filosofi, kunst, psykologi og etik. Og efterhånden blev feltet splittet i et hav af fagdiscipliner der i dag gør det vanskeligt at definere begrebet humaniora. Nogle af fagdisciplinerne placeres således i dag under samfundsvidenskaberne. Ja, på Aarhus Universitetet har man - for stordriftens og effektivitetens skyld - slået Det Humanistiske Fakultet, Det teologiske Fakultet og Danmarks Pædagogiske Universitet sammen til fakultetet 'Arts'! Og så har man jo nået en fuldkommen uigennemskuelig forvirring, der skaber association til Storm P.'s flue: Noget må gøres for at bevare forvirringen!

Men når spørgsmålet om humanioras nytteværdi dukker op, skyldes det naturligvis ikke at der er nogle der betvivler nytten af sprogforskning eller historieforskning, men det forhold at de humanistiske videnskaber adskiller sig markant fra det naturvidenskabelige ved ikke at være eksakte. Den engelske nyttefilosof og samfundsvidenskabsmand John Stuart Mill (1806-73) var empiriker om en hals - og gjorde gældende at de humanistiske videnskaber slet ikke kunne blive rigtige videnskaber uden at efterligne fysikkens metoder. Denne indstilling gik i 1900-tallet igen hos de såkaldte logiske empirister eller positivister (med danske Jørgen Jørgensen som engageret forkæmper). De gjorde gældende at der var en rangorden inden for videnskaben, der betød at sociologien skulle reduceres til psykologi, denne til biologi, denne til kemi, og kemien til fysik, fordi det var et ubetinget krav at det man ville undersøge skulle kunne måles eksakt. Det dogmatiske synspunkt blev forfægtet langt ind i 1930'erne skønt kvantemekanikken dokumenterede at der i denne verden skam fandtes reelle ting og fænomener der ikke kunne måles og vejes efter de regler der gælder i Newtons fysik. De logiske positivister snyder på vægten allerede ved at sætte lighedstegn mellem det positive og det målelige og vejelige.

Sagen er jo, at psykologiske fænomener - og dermed alt der har med sprog, historie, kunst, etik, politik og samfund at gøre - i sidste ende uden undtagelse beror på subjektive forhold der alene kan iagttages, benævnes, undersøges, beskrives og formidles af enkeltpersoner. Det udelukker bestemt ikke udveksling af iagttagelser og vurderinger mellem mennesker, endsige forståelse mellem mennesker, men det udelukker fuldstændigt den rendyrkede objektivitet man tilstræber i naturvidenskaben. Der er en principielt og uoverstigelig forskel mellem humanistisk forskning og naturvidenskabelige forskning. Og det er vel at mærke ikke alene umuligt at reducerer den humanistiske forskning til naturvidenskab, det er en total misforståelse.



Når uvidenhed herom er tyk både inden for og uden for naturvidenskaben, hænger det nøje sammen med naturvidenskabens ubestridelige succes i det tætte samarbejde med den teknologiske forskning. Successen er grundlaget for hele den økonomiske vækst vi alle nyder gavn af og hylder. Og mange forledes altså til at tro at successen skulle kunne overføres til humaniora og samfundsvidenskaber, bare forskerne efteraber fysikkens metoder. Der er eksempelvis mange hjerneforskere der tror på at sjælelivet kan reduceres til kemiske og fysiske processer i hjernen og ved tilbundsgående forskning ville kunne resultere i at vi kan nå frem til en eksakt beskrivelse og vurdering af sjælelivet. Det er naturligvis en kæmpeillusion, fordi man totalt abstraherer fra selve den ejendommelighed ved biologien at der hos mennesket er opstået en bevidsthed, hvis særkende er det fuldstændigt uforklarlige forhold at materien så at sige reflekterer over sig selv. Da man fra kvantemekanikken véd at der er fænomener i naturen der på grund af deres hastighed i forhold til lys ikke kan måles eksakt hvad angår både lokalitet og impuls samtidigt og at man derfor må give afkald på den årsags-virknings-forklaring man har i faststoffysikken og ty til sandsynlighedsberegning, så burde man kunne forstå at der også i hjernen må være processer så hurtige at de er umulige at måle eksakt uden derved at påvirke dem. Man må derfor give afkald på eksakt indsigt i processerne og tage til takke med den indirekte indsigt man har brugt i årtusinder med største succes og fortsat kan bruge med største succes i den praktiske omgang mellem mennesker, nemlig udveksling af sjælelige indtryk, fornemmelser og nydannelse gennem sprog, lyd, tegn, mimik, gestik, fortælling, musik og kunst.

Det forudsætter alt sammen ingen som helst tro på noget overnaturligt eller guddommeligt, men simpelthen en nøgtern erkendelse af at vi mennesker har to tilgange til virkeligheden som er umulige at have kørende samtidigt, nemlig den ydre tilgang gennem sansningen og den indre tilgang gennem introspektion og intuition. Dem må vi veksle mellem, og heldigvis er den sammenhæng mellem de to vidt forskellige tilgange til virkeligheden at de begge kan referere til den almindelige dagligdags virkelighed vi kalder sædvanevirkelighed, forudsat at vi acceptere sprogreglen der siger at alle udsagn om sjælelige fænomener fremsættes af mennesker af kød og blod. Dette princip hedder korrespondensprincippet.

Man skulle tro at der er så megen sund fornuft i synspunktet om de to tilgange til virkeligheden og det tilhørende korrespondensprincip, at de humanistiske videnskaber ville acceptere det fuldtud og skrinlægge enhver forestilling om eksakte målinger eller objektivitet. Men det gør de ikke, for de søger i vid udstrækning fred og frelse i en fagdisciplinær metodik der er præget af en relativt stor grad af objektiv beskrivelse uden nogen indblanding af decideret subjektive eller eksistentille hensyn. Eksempelvis forfalder den mest almindelige kunsthistorie til beskrivelse og analyser af objektive data som biografiske forhold, periodevis placering eller værkanalyse omkring struktur, farvevalg og lign. Men udelukker stor set alle de subjektive forhold der har med kunstnerens eksistens og sjæleliv at gøre - og analyserne bliver derfor så kedelige og ligegyldige som tilfældet er.

Den dybere grund er i virkeligheden at fagfolkene gennem deres specialiserede og forfinede metodik abstraherer fra al eksistentiel helhed, skønt netop helhed, sammenhæng, mening og livskvalitet er bærende kategorier i al eksistens og derfor også i al kunstnerisk eller politisk skabelse, ja i virkeligheden også i den naturvidenskabelige skabelse af store teorier om sammenhæng af den art eksempelvis Darwin eller Bohr og Einstein lancerede. Og det er just her at den moderne humanistiske videnskab svigter katastrofalt.



I stedet for at indlade sig på en forskning af det afgørende og spændende subjektive element i historien, politikken, etikken, kunsten, kulten og religionen, som berører alle mennesker, så graver fagdisciplinerne sig ned i hver sit forskningshul hvor de uforstyrret af den offentlige debat og mening kan skrive afhandlinger for fagfæller. Og den slags er der ingen ende på, så fagene vil altid kunne plædere for flere bevillinger. Og de gør det efter bedste evne. Ja, de benytter enhver tale om nedskæringer i bevillingerne til at tale om undergravning af fagene.

I virkeligheden har fagene selv årti efter årti medvirket flittigt til lige netop den form for fagidioti som undergraver fagenes relevans for det ægte folkeliv og det ægte eksistentielle liv mellem enkeltmennesker. Man har systematisk medvirket til en fatal dualisme mellem naturvidenskab, teknologi og økonomisk vækst på den ene side og humanistisk videnskab, horisontudvidelse og forståelse mellem mennesker samt eksistentiel vækst i helhederne på den anden side.

Det har nu for alvor ført humaniora frem til en dyb eksistentiel krise, men det er selvforskyldt, og krisen kan kun vendes ved at forskerne begynder at acceptere at der findes to komplementære tilgange til virkeligheden som skal bruges i al deres dynamiske modsætning ved siden af hinanden til berigelse for kulturen som sådan.

Ejvind Riisgård



Relevante artikler på Jernesalt:

Dannelse er alt andet end at leve op til krav om kompetencer  (8.7.14.)
Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse  (2.6.10.)
Gives der slet ikke nutidig og progressiv eksistensfilosofi?  (16.10.13.)
Den irrationelle uvilje mod det irrationelle  (29.05.13.)
Kierkegaard og Karl Marx hang fast i dualismen mellem ånd og materie  (09.5.13.)
Dynamisk komplementaritet  (23.8.12.)
Livskvalitet og erkendelse - 3. artikel i ny serie om livskvalitet  (24.1.12.)
Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)
Hvad skal vi med rationalitet og videnskab  (5.4.11.)

Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11)

Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt  (23.12.10.)
Platon - europæisk filosofis problemskabende grundlægger  (6.12.10.)
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger
- kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'
  (27.8.10.) Erkendelsens forudsætninger
(12 afsnit af hovedartiklen om 'Den komplementære helhedsrealisme')


Religion som emergent fænomen i biologien  (24.12.09.)
Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)

Erkendelsen  (5. afsnit af Værdimanifestet - 13.8.04.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Konrad Lorenz' kulturopgør  (biologen Konrad Lorenz' filosofi)
Vilh. Grønbechs kulturopgør  (religionshistorikeren Vilh. Grønbechs eksistensforståelse)



Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Samfund
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal