Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Højskolen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.1.04.


Højskole uden Grundtvig?

Højskolerne er i krise og har været det i mange år. Elevtilgangen har været støt faldende - navnlig til de lange vinterkurser. Disse har af gode grunde ikke længere den tiltrækning de tidligere havde på unge lavtuddannede (bl.a. fra landbruget) der havde behov for almen dannelse og tid til fordybelse i samvær og samtale med jævnaldrende mennesker og inspirerende lærere.

Og det har betydet større konkurrence mellem højskolerne indbyrdes og større opfindsomhed med hensyn til nye tilbud - især til de korte kurser der kan målrettes specielle alders- og interessegrupper. Det almendannende viger for det kompetencegivende og giver bl.a. ønsker om muligheden for indførelse af eksamen i visse fag. Men det kan også vige for det rent underholdende og modebestemte. Og så dukker der specialiteter som fedmekurser, golfkurser og scorekurser op på tilbudslisten.

Men krisen har også betydet debat om selve højskolernes værdigrundlag. Oplysning og almen dannelse som sådanne kan man ikke være uenige om. Det ligger i sagens natur. Men begreberne er jo flertydige og derfor fortolkelige. Det giver bl.a. basis for uenigheden om den kompetencegivende undervisning og eksamen. Det nyttebetonede og målrettede kan blive for dominerende, mener mange.



Men uenigheden bliver først alvorlig, når det gælder skolesynet i forhold til menneskesynet og eksistensen. Og her skiller Grundtvig. Vel at mærke ikke så meget hans idé om en fri og levende folkeoplysning for voksne, en 'skole for livet' til forskel fra en skole for erhvervsliv og universitet. Men derimod den grundtvigske kobling til kirke og kristendom.

Grundtvigs betydning for den brede folkelige vækkelse i sidste halvdel af det 19. århundrede skal ikke forklejnes, men nægtes kan det ikke, at han som de fleste andre var bestemt af sin tid og sin personlige dogmatik. Det tidsbestemte ligger i det nationalromantiske, som vi i dag ikke rigtigt kan bruge til noget, fordi det i for høj grad var præget af nederlaget i 1864. Men det værste er og bliver hans snævre kristne dogmatik.

Trods den store inspiration fra de tre rejser til England i årene 1829-31 og navnlig fra hans beskæftigelse med den nordiske mytologi fastholdt han vedblivende en meget bogstavtro, fundamentalistisk fortolkning af bibelen. Og han gik så vidt, at han i sit store læredigt 'Christenhedens Syvstjerne' (1860) skildrede den kristne menigheds historie ud fra Johannes Åbenbaring, og bl.a. kom til det resultat, at den nordiske menighed var forudsagt dér. Læredigtet er uhyre afslørende for mandens utrolige hang til at finde 'mageløse' og ubetvivlelige sandheder i gamle skrifter - og kan i dag kun læses med humorens barmhjertige briller.

Grundtvigs behov for beviselige sandheder står i grel kontrast til hans rige skabende evner til i sine salmer at formulere en mytologisk forståelse af eksistensen som er inspirerende den dag i dag, fordi den netop viser væk fra rationalitetens misforståelser.

Men urokkeligheden i hans dogmatik er ikke til at tage fejl af - og den gik igen i hele den dogmatiske grundtvigianisme, der fra sin start allerede i 1830'erne blev en aggressiv kirkelig-nyortodoks bevægelse, der førte til oprettelse af frimenigheder over hele landet, men også over årene til stadig mere snæversyn. Efter 2. verdenskrig har bevægelsen mistet sin betydning.



Det kan på denne baggrund fastslås med stor sikkerhed, at det i dag ikke fører nogen vegne for højskolerne at drøfte om de skal være grundtvigske eller ej. Det er i forvejen de færreste højskoler i landet der overhovedet kalder sig grundtvigske og vedkender sig arven. Men først og fremmest vil det være en afsporing af den nødvendige afklaringsproces for højskolerne, hvis Grundtvig bliver omdrejningspunkt for debatten.

Det fremgik med allerstørste klarhed, at den kortvarige debat i Deadline 7.1. mellem højskolelærer Philip Sales fra Ourø Idrætshøjskole og lederen af højskolernes fællessekretariat, forstander Louis Mogensen fra Egå Ungdomshøjskole.

Sales skar det ud i pap, så det ikke kunne misforstås: Grundtvig formulerede nogle værdier som Sales og hans meningsfæller er fundamentale modstandere af, nemlig udover det nationale folkelighedssyn og skolesyn det kristne syn. Grundtvig repræsenterer en særlig dansk udgave af et teocentrisk (gudscentreret) teologisk sæt af værdier som er i modsætning til en antropocentrisk (menneskecentreret), sekulær, verdslig oplysningstanke.

Louis Mogensen påpegede, at Grundtvig ændrede opfattelse efter opholdet i England, og at han siden mente, at folkehøjskolen skulle handle om tre ting, nemlig 1) det åndelige, 2) det der er anvendeligt i hverdagen, og 3) det som eleverne iøvrigt kan more sig med.

Christina Antorini fulgte ikke disse vigtige punkter op, men mindede Mogensen om, at Tidehvervsbevægelsen med præster som Søren Krarup og Jesper Langballe havde taget Grundtvig til sig som væsentlig for det danske værdigrundlag. Hertil måtte Mogensen svare, at Grundtvig er så kompliceret og så bredt favnende, at man kan tage ham til indtægt for hvad som helst, men ikke bør misbruge ham på denne måde.

Sales på sin side fastholdt, at han og ligesindede ikke nødvendigvis havde problemer med Grundtvigs skolesyn om almendannelsen. Det afgørende er, at hele hans skolesyn skal ses i lyset af hans kristensyn, og dette tager udgangspunkt i en bogstavelig fortolkning af det Gamle Testamente: at skabelsesberetningen, syndefaldet, syndfloden osv er kendsgerninger, og at Noahs sønner var stamfædre til de euroæpæiske folk og danskerne som følge heraf et guddommeligt folk.

Sales udlægning af Grundtvigs fortolkning er ensidig, og tager slet ikke højde for mandens vitterlige dybe forståelse for mytologien som sådan, men Louis Mogensen prøvede slet ikke at forklare sagen bedre. Og Antorini lod desværre diskussionen munde ud i en meningsudveksling om den kompetencegivende undervisning og indførelsen af eksamen. Sales stod ubetinget som vinder af diskussionen.



Og det var synd, for så vidt spørgsmålet om den nødvendige fornyelse af højskolerne - uanset hvad man måtte mene om Grundtvig - ikke kan komme uden om en stillingtagen til det åndelige, irrationelle og mytologiske i forhold til det praktiske, rationelle og videnskabelige.

Det praktiske, rationelle og videnskabelige hører naturligvis hjemme på højskolerne, fordi det kommer ind under det almendannende, ja i videre forstand ind under al nødvendig realitetsprøvelse.

Det åndelige, irrationelle og mytologiske hører lige så naturligt hjemme på højskolerne, fordi det står for hele den evighedsdimension i tilværelsen som er fundamental for alle mennesker lige fra barnsben og som livet igennem giver sig udslag i enhver form for skabende og legende aktivitet der står i kontrast til det nyttebetonede, praktiske, moralske, politiske og magtmæssige.

At stille det op, således som Sales forsøgte, ved at sige, at der er principiel modsætning mellem det teocentriske og det antropocentriske er en typisk dualistisk måde at se sagen på. For irrationalitetens faktum betyder at mennesket aldrig kan have sit centrum i sin rationalitet, praktiske hensyntagen, moralske og viljemæssige indstilling, men tværtimod i en ansvarlighed der tager hensyn til såvel det irrationelle - det åndelige eller evige - som det rationelle.

Moderne sekularitet forkaster enhver dogmatisk og fundamentalistisk fortolkning af tilværelsen, men ikke den mytologiske fortolkning der netop dybest set altid er en fortolkning af og påpegning af evighedsdimensionen i tilværelsen.

Den verdslige oplysningstanke ville være ilde stedt, hvis den var fuldstændigt fokuseret på det nyttige og praktiske. Den ville aldrig nå sit egentlige mål uden at fastholde spændingsfeltet og spillet i enhvert menneskes sjæl mellem det rationelle og irrationelle - eller mellem det bevidste og det ubevidste, således som dette netop afspejler sig i dagligsproget og dets mange tvetydige begreber.

I virkeligheden kan højskolerne ikke komme definitivt ud af deres krise, medmindre de fornyer sig ved at påtage sig det fulde ansvar for en ny folkelig vækkelse i form af udbredelsen i den brede befolkning af et nyt og højere oplysningsniveau der kombinerer hele den moderne erkendelse, naturvidenskab og teknologi med en dyb psykologisk forståelse for irrationalitetens centrale rolle for al værdiskabelse i tilværelsen, herunder al moral, politik, kunst, erotik og morskab.

Dybest set er der ingen uoverstigelig modsætning mellem den elitære, akademiske, nyttebetonde, praktiske og besværlige dannelse og udvikling der beror på de psykiske sekundærprocesser, dvs de svage, men stabile mindsteenheder af følelse og tanker, og den folkelige, grænsesprængende, skabende, kunstneriske og religiøse oplysning og vækkelse der beror på de psykiske primærprocesser og disses intense, men ustabile enheder af følelse og tanker. Der er tværtimod et klart komplementært forhold mellem dem.

Og denne komplementaritet bør være udgangspunktet for højskolernes tanker om fornyelse.



Henvisninger:

Værdier i etisk, politisk, religiøs og psykologisk belysning
- en skitsering af det for vor tid nødvendige værdigrundlag

De psykiske grundprocesser



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal