Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Henrik Gade

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.12.03.


Er en pressesekretær blot en pressesekretær?

om Henrik Gade Jensen som ideologisk pressesekretær for kirkeministeren.

af Jens Vrængmose

Set fra en fredelig og tæmmet vildmose i det nørrejyske er det en bittesmule påfaldende at kirkeminister Tove Fergo med Politikens udtryk "ofrer sin spindoktor", pressesekretær Henrik Gade Jensen, blot fordi dagbladet Information stempler ham som højreekstremist og TV2 følger op med udokumenteret at snakke om ‘naziforbindelse'. For ingen af delene er dækkende.

Den 43-årige Henrik Gade Jensen er magister i filosofi og har som sådan i 12-14 år deltaget med stor flid i den offentlige debat (også i en klumme i Politiken) med synspunkter der var politisk ukorrekte, fordi de kritiserede indvandring, ulandshjælp og EU og meget andet. Han har endvidere også været pressemedarbejder hos først Fremskridtspartiet og siden Dansk Folkeparti, ligesom han har været bidragyder til Den Danske Forenings blad, Danskeren. Desforuden skal han have været tilknyttet den tidehvervske bevægelse og her arbejdet tæt sammen med Søren Kraup og Jesper Langballe, der som bekendt er meget udfarende folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti.

Endelig er det kommet frem, at Gade Jensen er medlem af den udsøgte studiekreds der kalder sig "Giordano Bruno Selskabet" efter manden der i sin tid blev brændt for sine meninger. Selskabet tæller medlemmer som Karen Jespersen, Lars Hedegaard, Lone Nørgaard og Poul E. Andersen og har så vidt vides specialiseret sig i kampen mod fundamentalistisk islam. Om de ligefrem venter eller ønsker at blive brændt på bålet som Bruno, vides dog ikke, men meningen er ikke til at tage fejl af. Og brænde eller brændbart tørvesmuld har vi nok af.

Ingen af de nævnte tilhørsforhold eller holdninger gør i sig selv en mand til nazist eller nazisympatisør. Tværtimod er uforbeholden modstand mod fundamentalisme også en uforbeholden modstand mod nazisme og racisme. Og med hensyn til det højreekstremistiske turde det være klart, at modstanden mod EU kan have fornuftige nationale grunde af selvsamme art som dem man kan finde på venstrefløjen, og hvad angår indvendingerne mod indvandringen, så er de som bekendt i dag blevet alment accepterede langt ind i socialdemokraternes rækker. De er med andre ord slet ikke højreekstremistiske, men udtryk for ganske almindelige sunde holdninger blandt jævne mennesker, der holder af deres land og derfor nødigt ser det totalt forandret. Faktisk viser opbruddet i dansk og europæisk politik på dette område netop, at det gamle højre/venstre-skel er utidssvarende. Det tjener mest som skalkeskjul for den gamle venstrefløjs stædige forsøg på at fastholde det forældede skel og stemple al nytænkning som politisk ukorrekt.

Dette afslører overbevisende, at de psykiske primærprocesser stadig gør sig uimodståeligt gældende hos alle mennesker, og altså også hos de mest intellektuelle, mest moraliserende og mest politisk korrekte. Dette viser sig først og fremmest på den måde, at disse mennesker i deres forsøg på at sværte deres politiske modstandere mest nederdrægtigt gør flittig brug af den primitive tænknings allervigtigste lov, loven om at to ting eller to personer der har blot en lille ting til fælles er af samme skuffe og skal bedømmes derefter. Er man eksempelvis imod indvandrerne er man både racist og nazist, for racister og nazister er også imod indvandrere.

En sådan logisk slutning er fuldstændig tåbelig og uholdbar, men det generer aldrig propagandister, manipulatorer eller demagoger. Tværtimod. For den slags pseudoargumentation er meget lettere at komme igennem med end ordentlig og nuanceret argumentation. Især blandt meningsfæller, der helst vil have bekræftet egne fordomme.

Det ville selvfølgelig være en smal sag for en begavet magister i filosofi at påvise dette i alle enkeltheder, tilfælde for tilfælde, men når der i medierne med de nævnte primitive metoder føres decideret hetz mod en mand, så bliver det uoverkommeligt at tage til genmæle i hvert enkelt tilfælde.

Henrik Gade Jensen har flere gange klogeligt sagt nej til at deltage i de korte interviews i TV2, DR1 og DR2-Deadline, hvor tv-journalister og -redaktører suverænt bestemmer spørgsmålenes art, formulering og præsentation, for han har ganske enkelt ikke tillid til dem. Men på ét punkt går han dog videre: han vil specielt renses for de beskyldninger TV2 har rettet mod ham den 25. november og som var en ukritisk viderebringelse af påstandene i Information, der igen skal havde dem fra de autonomes hjemmeside, der så vidt vides er det nærmeste man på den ortodokse venstrefløj kommer det man kalder et ‘sandhedsvidne'.

Kommer det til sagsanlæg mod TV2 for produktion af løgne mod Henrik Gade Jensen, bliver det ganske interessant at følge forløbet. Gade Jensen siger, at han vil renses for det mudder han blev ramt af, da medierne gik efter ministeren, som igen åbenbart - til Krarups og Langballes store fortrydelse - foretrak at blive befriet for sin pressesekretær for ikke selv at blive ramt af mudderet. 'Offer' kalder man ganske rigtigt den slags i religionsvidenskaben.

Længe leve demokratiet og den demokratiske debatkultur!



Noget andet er om det var klogt af kirkeminister Tove Fergo i sin tid at ansætte Henrik Gade Jensen som pressesekretær, når hun kendte til hans tilknytning til Tidehverv, Danskeren, Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti, og burde kunne have regnet ud, at denne tilknytning på et eller andet tidspunkt ville blive brugt imod først Henrik Gade Jensen selv og derefter mod Tove Fergo.

Lederne i Politiken er ikke altid lige forudsigelige, velskrevne eller gennemtænkte, men at Politiken ikke kan døje VK-regeringen, ej heller nogensomhelst kirkeminister, og slet ikke en kirkeminister i en VK-regering, det turde være en selvfølge. Og det er blevet smukt bekræftet i lederen den 28. november der igen er et skoleeksempel på brug af den nævnte primitive lov for psykiske grundprocesser, også kaldet "guilt by association"-loven.

Det påstås, at Tove Fergo kendte Gade Jensens holdninger, men åbenbart ikke havde noget imod at "have ham som skriftefader i sager, hvor hun skulle kommunikere med offentligheden". - Hvor morsomme de kan være på den redaktion! Ikke sandt! For selvfølgelig må et godt gammelt brandesiansk foretagende pr. automatik gøre en pressesekretær i et kirkeministerium til en skriftefader og således behændigt give de gode, fordomsfulde læsere det indtryk, at den stærkeste magt i dette ministerium ligger hos en ideolog med autorisation til at tilgive - og ikke hos en ansvarlig minister.

Det fremføres dernæst behændigt, at man udmærket kunne forestille sig, at de to DF-præster Krarup og Langballe har hjulpet Fergo med at finde frem til deres gode ven og åndsfælle Gade Jensen som velegnet til jobbet som pressesekretær. For i forvejen ligger hendes kirkepolitiske holdning angiveligt langt fra hvad der er konsensus om inden for folkekirken!

Helt bortset fra Brandes-organets meget beundringsværdige omsorg for den danske folkekirke, så er det sidste led i argumentation det skinbarlige, udokumenterbare vrøvl, men forestillingen om kirkeministerens modtagelighed for venneråd fra Krarup & Co. er virkelig effektiv. For den kan egentlig også være vrøvl. Det er komplet ligegyldigt. Bare den bliver nævnt, virker den blandt Politikens højt begavede, intellektuelle og politisk korrekte gennemsnitslæsere som en sandhed hævet over enhver tvivl, nemlig ud fra den gode gamle mytologiske regel som også Politiken lever højt på, at ordet skaber hvad det nævner.

Med andre ord så er enhver kirkeminister i dette land, og især en kirkeminister i en borgerlig regering, rigtigt godt på spanden - som vi stadig siger heroppe, hvor der har været langt til 'træk og slip' - ligegyldigt hvad hun siger og foretager sig. For Politiken, Information, TV2 og alle de andre herlige medier, som vort demokrati og vor debatkultur er så forbandet afhængige af, bestemmer hvem der skal sværtes og hvornår.

Klogt eller ej af kirkeministeren at ansætte en ideolog som pressesekretær, så var det ikke en sejr for demokratiet at bede ham gå, fordi de indre svinehunde i landet giver sig til at glamme ubehersket.

Henrik Gade Jensen skal derfor have det sidste ord i sagen med et citat fra et indlæg i Politiken den 25.3.00: "Hvad vi har brug for i dag er ikke kulturradikalisme, men en ægte åndens radikalisme, hvor det onde ikke tillægges hoben, som en priviligeret og progressiv skare er udvalgt til at pege på og advare imod, men en selvvendt kritik. Al sand kritik må hele tiden rette kritikken mod kritikeren selv. Hvad hjælper erkendelse, hvis den ikke ledsages af selverkendelse?"

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Andre artikler af Jens Vrængmose:

Færdigt arbejde?
om Tøger Seidenfadens dom over finanslovsfadæsen

Ulla Dahlerups kulturkamp
om hendes heroiske kulturkamp mod Rifbjerg og konsorter

Kulturministerens drabelige kamp mod vejrmøller
om den konservative kulturkamp mod spøgelserne på venstrefløjen

Folkekirken under pres
om røret omkring borgerlig registrering af partnerskab i kirker
forud for den kirkelige velsignelse

Forrykt hetz mod Bjørn Nørgaards gobeliner
om angreb i Weekendavisen 1.8.

Se iøvrigt Jens Vrængmoses rubrik

Læse også artiklen om De psykiske grundprocesser og

artiklen om Værdier i etisk, politisk, religiøs og psykologisk belysning
- en skitsering af det for vor tid nødvendige værdigrundlag



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal