Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Helsingør-topmødet

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.9.02.


Helsingør-topmødet

EU's udenrigsministre var 30.-31. august samlet til møde i Helsingør under udenrigsminister Per Stig Møllers formandskab. Vi fik de sædvanlige - efterhånden mere og mere trættende - billeder af ankommende ministre, ministre stillet op til ‘familiefoto' (med ryggen til Øresund) og enkelte ministres presseudtalelser, afgivet i det frie (da vejret jo var godt). Lidt gratis reklame for Elsinore skulle det jo gerne give. Demonstranterne blev holdt på stor afstand, så de ikke forstyrrede billedet.

Om udvidelsen af EU blev primært fastslået, at tidsplanen ønskes og forventes overholdt, således at de ti ansøgerlande kan optages på det store møde til december i København. Men der kom intet frem om problemerne med landbrugspolitikken som heller ikke vil kunne afgøres på denne side af det tyske valg 22.9. Meldingen fra tysk side er dog, at man under alle omstændigheder vil gøre alt, hvad man kan for at sikre udvidelsen. Den er heldigvis ikke blevet tema i valgkampen.

Til gengæld opnåede Tyrkiet ikke som ønsket nogen dato for påbegyndelsen af forhandlingerne om optagelse. EU vil af gode grunde afvente realiseringen af de reformer det tyrkiske parlament har vedtaget og som EU har sat som betingelse for forhandlinger. Det huer ikke den tyrkiske regering, som står over for et valg der kan vende op og ned på forholdene i landet.

At EU overhovedet på noget tidspunkt har stillet forhandlinger om optagelse i udsigt for Tyrkiet er et af mange eksempler på, at bordet fanger når man ikke tør melde klart ud med sandheden, at Tyrkiet ikke hører til i Europa, og derfor heller ikke burde kunne komme på tale som medlemsland. Den Europæiske Union bør selvfølgelig have alle de gode forbindelser og praktiske aftaler med Tyrkiet (og alle andre nabolande), som tænkes kan, men medlem bør dette islamiske land aldrig blive. Det er sekulariseringsgraden slet ikke høj nok til i øjeblikket, og selvom den eventuelt vil blive det ad åre, er tyrkisk kultur fortsat en fremmed kultur i Europa. Det Europæiske Fællesskab som andet end et økonomisk fællesskab vil lide varig skade, hvis et islamisk land lukkes ind.

Det andet islamiske land på tapetet var Irak, ikke fordi forholdene i dette land har ændret sig stort på det sidste, men fordi USA i stadig stærkere toner truer landet med krig. Irak vil ikke tillade FN's våbeninspektører at vende tilbage til landet for at sikre sig, at Irak overholder forbuddet mod fremstilling af atomvåben og midler til kemisk krigsførelse. Irak beskylder - ikke helt grundløst - våbeninspektørerne, der overvejende er amerikanske eksperter, for at spionere til fordel for USA, og ser - aldeles grundløst, men propagandamæssigt forståeligt - kampagnen mod Irak som udslag af et zionistisk komplot.

Tovtrækkeriet mellem FN og Irak kan fortsætte i det uendelige. Iraks udenrigsministerium er eksperter i forhalingstaktik; det allersidste nye, er at Iraks vicepremierminister Tareq Aziz påny har tilkendegivet, at Irak er villig til at overveje at give våbeninspektørerne adgang til Irak igen. Spillet kan fortsætte, medens tiden går og FN's sikkerhedsråd i realiteten er magtesløst. I cirka ti år har FN haft økonomiske sanktioner løbende mod Irak uden andet resultat end det humanitært katastrofale, at underernæringen og sygdom breder sig i den almindelige irakiske befolkning. Og med hensyn til selve våbeninspektionen, har selv eksperter gjort det klart, at den aldrig vil kunne blive 100 % effektiv.

FN, verdenssamfundet og USA holdes altså for nar, altimens USA's efterretningstjeneste må konstatere fortsat opbygning i Irak af atomvåben og kemiske våben og planlægning af brug af disse våben.

USA under George W. Bush er mere og mere indstillet på, at tingene ikke bare skal have lov til at udarte, for så vil det ende med en katastrofe. Der må gribes ind - jo før, jo bedre. Det bør retfærdigvis siges, at planer om aktion mod Irak går flere år tilbage. En lov om støtte til Iraks befrielse blev vedtaget i 1998, altså under præsident Clinton, omend ikke på hans initiativ. Englænderne er ikke glade for udsigtern til krig, men Tony Blaire bakker i princippet op bag USA. Han har i Johannesburg direkte udtalt, at alt ikke kan fortsætte som om intet hænder i Irak.

Den nøgterne danske kender af forholdene, Lars Erslev Andersen fra Syddansk Universitet, har til Jyllands-Posten (26.8.) skrevet, at "sådan som de politiske kort vedrørende Mellemøsten og Irak er blevet spillet de sidste tre til fem år i Washington, er der kun én ting der kan forhindre en amerikansk aktion i Irak, nemlig at Saddam [Hussein] fjernes på en anden måde."

Præsident Bush har endnu ikke truffet beslutningen om en militæraktion, men - som Erslev konstaterer - den amerikanske regerings holdning er klar: Saddam skal væk.

Det sidste nye er da ogå, at udenrigsminister Colin Powell, øverste militær leder i USA under Golfkrigen i 1991, der ellers regnes for modstander af en krig og forventes at træde tilbage som udenrigsminister senest ved udløbet af indeværende regeringsperiode, men indtil da vil være loyal mod Bush, har tilkendegivet, at USA bør offentliggøre sine hemmelige informationer om Iraks våbenproduktion og planer for sine allierede for at overbevise dem om, at de ikke vedblivende kan stikke hovedet i busken.

Men denne sport foretrækker EU-udenrigsministrene at bedrive så længe som overhovedet muligt. Ingen borgere i EU-landene bryder sig nemlig om krig. Alle pæne mennesker går tværtimod ind for forhandling og fredelige løsninger på alle problemer. Ingen vesteuropæere tror i ramme alvor på, at noget menneske på jorden - end ikke den argeste zionisthader og USA-fjende - pønser på en ondskab der kan vise sig lige så katastrofal som Hitlers planer i 30'erne. Appeasement må være mulig og er idealet for enhver humanist. En humanist er jo, som Nordahl Grieg i sin tid påstod, et menneske som ikke kan tåle uret, men som heller ikke vil kæmpe for retten. Præventiv krig er af det onde, også selvom FN's forhandlinger og sanktioner vedblivende er resultatløse. Og selvom den amerikanske vicepræsident og forsvarsminister utvetydigt melder ud om krig som det mest sandsynlige og nødvendige, så holder Per Stig Møller fast ved, at krig er hypotese, og om teoretiske hypoteser skal man sandelig ikke udtale sig!

England og Spanien ser lidt mere nuanceret på sagen, men såvel Frankrig som Tyskland er imod en krig mod Irak. For Tysklands vedkommende spiller valget 22.9. ind. Joschka Fischer fra de Grønne vil tabe afgørende stemmer, hvis han bakker USA op. Og Schröders modkandidat, CSU's Edmund Stoiber, vinder omvendt ikke stemmer på at gøre gældende, at Tyskland ikke på forhånd bør udelukke muligheden for tysk deltagelse i en eventuel krig, selvom den naturligvis er uønsket.

I Mellemøst-spørgsmålet har den danske udenrigsminister fået fuld opbakning fra såvel ministerkollegerne i EU som fra de danske oppositionspartier til sin Mellemøstplan, som han nu rejser rundt i regionen for at præsentere og skaffe sig tilslutning til. Goodwill vil han have på forhånd, for alle parter ser det som en fordel at EU går ind i konflikten og bringer alternativer til USA's efter den ene parts mening alt for pro-israelske planer - og Danmark regnes for ret neutral i sagen og med gode relationer til begge parter.

Planen går ud på, at der i samarbejdet mellem kvartetten af EU, FN, USA og Rusland skal udarbejdes en helt konkret køreplan med angivelse af tidsrammer, faser og forpligtelser for de to parter i den videre proces frem mod etableringen af en palæstinensisk stat - det mål som alene kan drive palæstinenserne til realforhandlinger.

Planen er i tre faser:

Først skal der laves en sikkerhedsaftale mellem palæstinenserne og israelerne så vold og terror kan standses. Og det skal vel at mærke ske allerede inden det valg der er planlagt for selvstyreområderne til januar.

Dernæst skal der skridt for skridt udarbejdes en demokratisk forfatning og et selvstændigt retsvæsen for palæstinenserne.

Og endelig skal der forhandles om de definitive grænser mellem Israel og den nye palæstinensiske stat, herunder tages stilling til den fremtidige status for Jerusalem.

Altsammen inden udgangen af 2005!

Uhyre mange enkeltheder vil være vanskelige at få på plads, ikke mindst den endelige grænsedragning og Jerusalems status. Man får næppe isralerene til nogensinde at give afkald på Jerusalem - og hvorfor skulle man egentlig også det? Byen burde kunne være fælles for begge parter, hvis man overhovedet når så langt som til en holdbar fred. Og hvad de palæstinensiske flygtninge angår, er det utopi at tro, at de alle vil kunne få lov at vende tilbage til det sted de oprindeligt kom fra. Det ville totalt undergrave Israels muligheder for at bestå som jødisk stat.

Men det er endda de sidste vanskeligheder i rækken.

Til at begynde med skal man kunne skabe aftaler der fremmer tilliden mellem parterne og fjerner den konstante volds- og terrortrussel. Her turde det efter det sidste års fejlslagne forhandlinger ligge klart, at personen Arafat er umulig som palæstinensernes fortsatte leder. Derfor bliver det nødvendigt at finde en løsning der på en eller anden pæn måde erstatter ham med troværdige og tilstrækkeligt autoritative politikere uden at Arafat selv mister ansigt. Til det formål arbejdes der underhånden og med visse arabiske lederes mere eller mindre stiltiende billigelse, forstår man, allerede med muligheden af at gøre Arafat til en slags ærespræsident uden reel kompetence. Men om en sådan udvej overhovedet er realistisk inden for de få måneder fristen løber, turde være tvivlsomt.

Men det er trods alt et fremskridt, at EU nu endeligt har erkendt, hvad ingen af lederne - heller ikke den danske udenrigsminister - ville erkende for bare tre måneder siden, at der ikke bliver nogen fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne, sålænge Arafat er leder for de sidste.

Historien har unægteligt sin ironi. Undertiden skal en idé, også når den turde være temmelig selvindlysende, have sin tid, før den er moden nok til plukning. Der har i Mellemøstkonflikten været utroligt mange fordomme og dogmer der har spærret for mulige løsninger.

Hertil kommer, at hele spillet om Israel/Palæstina-konflikten allerede kan ødelægges totalt, hvis en krig mod Irak bryder ud inden for det sandsynlige næste halvår. Ingen af de arabiske landes ledere har større sympati med Saddam Hussein, men befolkningerne er yderst følsomme for ethvert amerikansk anslag mod deres helte. De vestligt sindede arabiske ledere har al mulig grund til at frygte, at situationen i deres lande kommer ud af kontrol hvis USA angriber Irak. Der er skabt en decideret arabisk antikrigsalliance i Mellemøsten, og den forstår Saddam Hussein til fulde at udnytte.

I denne forbindelse kan det ikke påpeges tit nok, at Saudi-Arabien spiller dobbeltspil, og i realiteten hører til de slyngelstater USA taler om. Der kommer intet godt fra den kant, hverken i Israel/Palæstinakonflikten, i Irak-sagen eller i spørgsmålet om den internationale terrorisme. Tilmed er Saudi-Arabien for tiden meget ustabilt på grund af interne magtkampe i kongehuset.

Igen må man pege på historiens ironi. Det der ud fra et langsigtet ønske om at forhindre brug af dødsensfarlige kemiske og atomare våben, må siges at være simpel, men unægtelig hård og for mange helt uantagelig logik, nemlig en hurtig præventiv krig mod Irak, kan vise sig ikke blot at spolere de kortsigtede fredsmuligheder for Israel/Palæstina, men at sætte hele regionen i brand. Men lader man stå til med hensyn til Irak, så kan man muligvis komme nogle små konkrete skridt nærmere en fred i Israel. Til gengæld gør man det muligt for Irak at sætte verden i brand nårsomhelst og hvorsomhelst det skal være. Og med totalt uforudsigelige konsekvenser for hele verden.

USA såvel som EU og FN er sandelig havnet i et alvorligt dilemma. Og det turde indikere, at USA vælger at gå enegang mens tid er. Så kan EU og FN skælde ud bagefter.

Paul Johnsons lov om utilsigtede virkninger står fast:

Ligegyldigt hvilke løsninger politikerne vælger, så får det utilsigtede konsekvenser.



Tilføjelse 8.9.02.

Kun få dage efter Helsingør-mødets afslutning måtte det desværre konstateres, at EU's Mellemøstplan led hurtigt skibbrud. Ikke officielt naturligvis, for alle parter i sagen er kun interesseret i udadtil at fremstå som velvilligt indstillede og foregive at give planen en chance. Specielt kunne det noteres, at Israels premierminister Ariel Sharon tog venligt imod den, skønt alle og enhver ved, at han ikke et øjeblik tror på aftaler med Arafat. Men, som TV2's fortræffelige reporter i Israel, Steffen Jensen, kommenterede mødet mellem Sharon og den danske udenrigsminister: Sharon er jo en venlig mand!

EU-planen går nu efter udenrigsminister Per Stig Møllers rundrejse til Mellemøsten med samtaler i Saudi-arabien, Egypten, Palæstina og Israel videre til forhandling i den samlede kvartet med FN, USA og Rusland med henblik på, at kvartetten prøver at lave et fælles udspil der kan stilles over for USA's plan for Mellemøsten, så man eventuelt kan lave ét eneste samlet forslag.

Men det kan allerede efter Per Stig Møllers møde med Yassir Arafat konstateres, at der ikke bliver nogen pølser af dette EU-skind. Modsat hvad der så småt var antydet omkring selve mødet i Helsingør, og derfor noteret i ovennævnte artikel, så har i hvert fald Per Stig Møller alligevel endnu ikke erkendt, at en fredsplan for Mellemøsten der har Arafat som fortsat reel leder af det palæstinenske selvstyre er håbløs umulig. Den eneste vej ud af dilemmaet er - som også Steffen Jensen påpeger - at finde en eller anden pæn måde at komme af med Arafat på. Det vil formentlig være at lade ham blive genvalgt til præsident for det palæstinensiske folk ved valget i januar, men at lade præsidentposten blive af ren repræsentativ art, således at det bliver andre palæstinensiske ledere der besætter de reelle magtposter som premier-, udenrigs-, indenrigs- og sikkerhedsministre. Og disse skal så igen nødvendigvis være folk der både kan trumfe deres beslutninger igennem i selvstyreområderne og nyde fornøden tillid og troværdighed i Israel.

Men Per Stig Møller holder fast i det formelle, at Arafat indtil videre er palæstinensernes øverste leder, og at han - hvis han bliver genvalgt til januar - også fortsat vil være det. Per Stig førte derfor også på sin rundrejse samtale med Arafat i Ramallah med hele den pressedækning dette indebar, og han lagde ikke skjul på, at han fortsat har varme følelser for Arafat. Udenrigsministeren er derfor med til at opretholde illusionen hos Arafat om, at denne fortsat er den der skal sluttes fredsaftale med. Og dette er det værst tænkelige budskab til Arafat, for sandsynligheden taler for, at det eneste der ville kunne genskabe nyt håb for fredsprocessen ville være, at Arafat selv indser at han står i vejen for processen og derfor selv vælger at trække sig tilbage fra den reelle magt.

Man forstår på baggrund af Per Stig Møllers møde med Arafat den israelske forsvarsministers vrede mod Per Stig. Der skal efter sigende være talt så højt af forsvarsministeren under mødet, at den danske udenrigsminister ikke fik ørenlyd.

Nu vil kvartetten afstemme sine synspunkter og derefter mødes med USA. Men det eneste der kommer ud af det turde være planer der ser gode nok ud på papiret, men som ikke kan bruges til noget. Reelt bliver det derfor som i Irak-sagen USA der kommer til at bestemme de næste skridt. Og alt tyder på, at USA's tålmodighed med hensyn til det palæstinensiske problem er langt større end med hensyn til Saddam Hussein. Det kan derfor meget vel blive udspillet mod Irak der kommer til reelt at bestemme mulighederne for fredsprocessens eventuelle fortsættelse i Mellemøsten.



Se også artiklerne om

Arafat eller fred?
og
Vendepunktet i Mellemøsten

Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal