Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - haendelcaesar

ARTIKEL FRA JERNESALT - 03.10.07.


Julius Cæsar - Händels opera på dvd fra Det kgl. Teater

I maj 2002 og igen i marts 2005 opførte Den kgl. Opera på Gamle Scene Händels opera Julius Cæsar' i Francisco Negrins fremragende moderne iscenesættelse med fremragende sangere i alle partier og med Concerto Copenhagens orkester under Lars Ulrik Mortensens stilsikre, veloplagte og dramatiske ledelse. Den adækvate scenografi med bl.a. sætstykker med hieroglyffer og egyptiske relieffer stod den britiske Anthony Baker for. Operaen er nu udgivet på dvd - et år forsinket på grund af uoverensstemmelser om copyrighten for de udenlandske sangeres vedkommende.

Men det er blevet en udgivelse der er værd at skrive om - også fordi den belyser selve problematikken omkring moderniseringer af gamle operaer.



Det er synd at sige at Georg Friedrich Händels operaer hører til de mest opførte i nyere tid, men Det kgl. Teater opførte dog Julius Cæsar i 1947. Ellers måtte det danske operapublikum så vidt jeg er orienteret vente til 2002.

Händel (1685-1759) skrev godt og vel fyrre operaer efter at han 1706-10 havde opholdt sig i Italien og lært den italienske opera seria at kende. Men hans egen produktion tog først for alvor fart, da han i 1720 kastede sig ud i det ambitiøse operaprojekt The Royal Academy of Music. Herefter blev det til en opera eller to om året frem til 1741. 'Julius Cæsar' blev skrevet på få uger i 1724 og blev en succes, men i modsætning til de senere oratorier skrev Händel sine operaer på italiensk, og det begrænsede i længden deres popularitet.

Händels operastil udsattes også allerede i 1728 for latterliggørelse i John Gays 'The Beggars' opera', der bevidst henlagde handlingen til et forbryder- og underklassemiljø der var det stik modsatte af opera seria's heroiske og pompøse miljø, og som iøvrigt senere af Bert Brecht og Kurt Weill omformedes til 'Die Dreigroschenoper' (Laser og Pjalter).

Händels operaer blev stort set ikke opført i hele 1800-tallet, men fra 1920 blev de igen spillet i Göttingen i bearbejdet form, og fra 1959 genoptog mange operascener flere af værkerne, ligesom komponistens fødeby, Halle, foranstaltede Händel-festivals. Og i stigende grad vendte man tilbage til originalversionerne - både hvad angår anvendelse af instrumenter og kontratenorer. Endnu på Händels tid brugte man i mange af mandspartierne kastratsangere, altså sangere der var blevet kastreret før deres stemme gik i overgang. Det medførte ganske vist kropslige deformiteter, men de sang 'himmelsk', hed det! I vore dage er der naturligvis tale om normale mandlige sangere der blot lærer at udnytte evnen til at synge 'hovedklangs-toner' der ligger så højt at de svarer til den kvindelige alt-stemmes toneomfang fra a til g2. Det sker ved at sangerne 'løfter' den bløde gane, så stemmelæberne kommer til at svinge i hele deres længde. Det er en meget krævende teknik, men giver en smuk, rund tone.

Da Det kgl. Teater opførte 'Julius Cæsar' i 1947 blev titelrollen sunget af barytonen Henry Skjær, Sesto's parti af tenoren Erik Sjøberg, Tolomeo's (Ptolemeus') af basbarytonen Einar Nørby og Nireno's af tenoren Mogens Andersen. Disse fire partier er i den foreliggende dvd-udgave fra en live-forestilling på Gamle Scene sunget af hhv. den tyske kontratenor Andreas Scholl, den norsk-fødte mezzosopran Tuva Semmingsen, den britiske kontratenor Christopher Robson og den amerikanske kontratenor Michael Maniaci. De øvrige roller spilles af sopranen Inger Dam-Jensen (Cleopatra, søster til Tolomeo), den norsk-fødte mezzosopran Randi Stene (Cornelia, Pompejus' hustru og moder til Sesto), bassen John Lundgren (Curio, romersk tribun) og barytonen Palle Knudsen (Achilla, Tolomeos feltherre og rådgiver). Den finske koncertmester, professor ved Det kgl. Danske Musikkonservatorium, Sirkka-Liisa Kaakinen-Pilch medvirker på scenen i 2. akts første scene som strålende soloviolinist i både sjovt og fornemt samspil med Andreas Scholl, hvor de begge imiterer fuglesang.



Som operaens originaltitel tydeligt angiver handler operaen ikke om den romerske feltherre Julius Cæsars hele karriere, men udelukkende om hans togt til Egypten i år 48 f.v.t., hvor han både konfronteres med dronning Cleopatra, dennes broder, medregent og konkurrent Tolomeo (Ptolomeus) samt hustruen til og sønnen af sin egen rival Pompejus, som Tolomeo netop har myrdet. Cleopatra har som bekendt været genstand for megen dramatik, bl.a. Shakespeare's Antonius og Cleopatra og Shaws 'Cæsar og Cleopatra', og det er jo ikke uden grund. For hun var ikke alene yderst attraktiv, men også en kvinde der nød at spille på tiltrækningskraften i sin meget bevidste, men også risikable magtpolitik.

Operaen indledes med en kort præsentation af personerne ved Cleopatras fortrolige, Nireno, der hele stykket igennem er klædt i himmelblåt og som en slags konferencier viser til rette med meget stiliserede fagter. Cæsar er klædt som engelsk officer i rød uniformsjakke med striber af ordener på brystet og med sort baret på hovedet. Hans tribun er i engelsk caomuflageuniform. Cleopatra er ved præsentationen i smuk og enkel hvid kjole, men optræder i andre forklædninger som Lydia. Cornelia er i mørkeblå kjole og med rigtig dame-frisure, mens sønnen Sesto er i sort jakkesæt. Den meget høje og kraftige samt skaldede Tolomeo er i starten klædt i enkel hvid dragt, mens hans feltherre Achilla bærer ørkenuniform. Det røbes at Pompejus er ankommet til Ægypten for at alliere sig med Tolomeo i kampen mod Cæsar. Men denne er fulgt efter og synger her ved indledningen den velkendte sentens, at han kom, så og sejrede.

I første akt får Cæsar i Cornelias overværelse overrakt en æske med Pompejus's afhuggede hovede - som en gestus fra Tolomeo. Men han finder det lige så afskyeligt som Cornelia, der synger en stærk arie om at være berøvet al trøst. Sesto, der også er til stede, indser sin forpligtelse til at hævne faderen. - I tronsalen i det ægyptiske palads håner Cleopatra sin broder for hans manglende held som politiker såvel som for hans kvindagtighed. Drilleriet bliver gensidigt og sker med effekt op og ned ad den store trappe der fører til til tronsædet. Tolomeo får et raserianfald og ønsker død over Cæsar. Hans soldater kaster sig i støvet for ham, men han røres selv til tårer. - I den romerske lejr synger Cæsar om menneskets skæbne: først jord og til sidst sten. Mordet på Pompejus vises som marionetspil bagved. Cleopatra indfinder sig forklædt som Lydia med kort kjole, tørklæde og solbriller, og hun udfordrer ham uden hæmninger. Cæsar falder omgående for hende og synger forelsket en aria til hende; hun slår sit hår ud og lader ham berøre ben og lår.

Ved at en stor væg vendes skifter scenen til gravpladsen for Pompejus. Cornelia synger en bitter klage. Cleopatra lover hende og Sesto hjælp - og Sesto får overrakt et sværd og en fakkel. - Cleopatra hænger sit tørklæde om halsen på busten af Pompejus, bærer den hen til nogle pyramide-lignende prydgenstande midt på scenen - og sætter sig provokerende på hovedet af Pompejus, mens hun leger med Cæsars røde marskalstav. - Cæsar og Tolomeo mødes igen. Cæsar byder på en drink, men Tolomeo smider indholdet i hovedet på slaven. De sætter sig på to stole i hver sin side på scenen, og ganske som Hitler og Mussolini i Chaplins' 'Diktatoren' skyder de stolene højere og højere op, for bogstaveligt at komme øverst. Men til forskel fra scenen i Diktatoren, så ender den her med at Tolomeo på en håndbevægelse fra Cæsars side ikke blot kommer ned på jorden igen, men synker helt ned under gulvet, så kun hans hovede rager op. Cæsar rejser sig og synger en aria om den snu jæger der skjuler sine hensigter. Han lader dog som om han vil hjælpe Tolomeo op af 'graven', men det er kun på skrømt. - Tolomeo indrullerer Cornelia i sit harem, men bekræfter dog sit løfte til den forelskede Achilla om at få hende. Achilla indvilliger i at Cornelia og Sesto kan sige hinanden farvel.



I anden akt arrangerer Cleopatra og Nireno en teaterforestilling til Cæsars ære. Han ankommer og lidt efter går tæppet op for et teater med sloganet 'Blot til Lyst'. Endnu et tæppe går op og Cæsar ser en trappe med den gylden sol foroven. Lydia ligger henslængt på en slagbænk og synger her med mange og store, stiliserede fagter en arie. Hun bedårer ham fuldstændigt - bl.a. ved også at føre en hånd rundt om han ansigt uden at berøre ham. Hun går op til øverste trin, et tæppe falder ned lige foran, så Cæsar afskæres fra at forfølge hende. - Cæsar synger om den virkning Lydia og musikken har gjort på ham og sammenligner hendes stemme med fuglesang. Førsteviolinisten fra orkestret er kommet op på scenen og hun og Cæsar udfordrer nu hinanden i imitation af fuglesang. På et tidspuinkt hvor Cæsar stiller sig selvforherligende op på et lille podie på scenen, vifter hun ham ned og demonstrerer hvordan tonerne skal lyde. En vidunderlig præstation af en scenesikker Sirkka-Liise Kaakinen.

I Tolomeos fangekammer sidder Cornelia bagbundet, men Achilla kommer til og løser hende. I baggrunden ses et stort akvarium med en faretruende haj. Tolomeo kommer til og viser Achilla bort. Han begynder med indsmigrende toner at gøre tilnærmelser til Cornelia, der vender sig fra ham med himmelvendte øjne. Han slikker sig om munden, hun prøver at undslippe, men han lader sig ikke holde tilbage. Efter at han er gået vil Cornelia begå selvmord og synger sit farvel til Rom og til sønnen. Men Sesto dukker op. Og det samme gør Nireno der har lavet en plan der kan føre Cornelia og Sesto til Tolomeo, så Sesto får mulighed for at hævne sig. Sesto, der som allerede nævnt er klædt i en habit, synger en hævnarie, smider slipset og smøger ærmerne op - og gør nogle fingerede udfald med sit sværd.

Scenen drejer rundt og fører os til Cleopatras sal hvor hun forbereder sit eller rettere Lydias møde med Cæsar. Først skal hun dog i bad - og det foregår med maner, dvs med både rosenblade og duftende badeshampoo samt sang, mens Cleopatra dækket af et stort badelagen dykker helt ned under vandet. Cæsar kommer ind og følger betaget Lydias baden og syngen. De erklærer deres kærlighed til hinanden. Hans tribun dukker op og melder om oprør. Lydia når at afsløre sig om Cleopatra, inden Cæcar må bringe sig i sikkerhed. Cleopatra sætter sig på slagbænken og synger med Cæsars røde uniformsjakke i hænderne om det tab af kærlighed hun forudser.

Scenen drejer igen - nu til Tolomeos sal, eller rettere baderum. Tolomeo smider kåben og går splitternøgen ind bag skærmene til bruseren, hvor han fornøjet synger sin arie til den smukke Cornelia. Det sker med sjove fagter til triller og høje toner. Og senere da han sidder på sin stol med sjove bevægelser til musikken når han fx tørrer sine tæer med håndklædet - eller kigger ned ad sin krop under kåben. En vidunderlig scene af en veloplagt Christopher Robson der som Tolomeo nyder både badet og sig selv. - Sesto har sneget sig ind, og da også Cornelia dukker op og Tolomeo går hen imod hende, vil Sesto rende dolken i livet på ham, men Achilla griber ind - og melder Cæsar død. Tolomeo jubler. Men da Achilla forlanger sin belønning i form af Cornelia, bliver han smidt ud, men sværger hævn. - Nireno kommer ind med Sesto og Cornelia. Cornelia bliver bundet, mens Sesto synger om håbet. Nireno gør et et velsignelsens tegn over ham - og han ser sin fader for sig.



Tredje akt starter på slagmarken, hvor Tolomeo er den angribende - og også stikker Achilla ned, da denne har skiftet side. - Cæsar er imidlertid ikke død, men såret faldet i havet og kastet op på land. Han ser kun død og ødelæggelse omkring sig. Han skjuler sig da han ser Sesto og Nireno vende tilbage. De finder den døende Achilla som giver Sesto fuldmagt til at lede hans hær mod Tolomeo. Cæsar kommer frem og slutter sig til Sesto. - I sine egne ødelagte kamre venter Cleopatra på Tolomeo og sine bødler. Hun ydmyges af sin broder - og synger om selvmord. Men Cæsar kommer ind og hun forstår at håbet ikke er ude. - Den sejrssikre Tolomeo går igen til Cornelia, men myrdes af Sesto. - Lyset har vundet over mørket. De gode over de onde. Kærligheden over døden. Og Cæsar kan på den store trappe op til solen krone Cleopatra til enehersker over Egypten.



Som det gerne skulle være fremgået er 'Julius Cæsar' særdeles velspillet, -sunget og -iscenesat. Alt fungerer perfekt i de moderniserede omgivelser, til tider sjovt og fornøjeligt, til tider tungt og knuget og til tider stiligt og højtideligt for til allersidst at ende i triumf. Badescenen med Cleopatra er meget smuk, og scenen med Tolomeos brusebad er særdeles sjov, men indimellem generer Cæsars og Curies engelske uniformer. Godt nok husker man fra billeder og film feltmarskal Montgomery fra Ørkenkrigen mod general Rommel i enkel uniform der understregede at den hårde og selvhævdende mand ikke lagde vægt på det ydre. Men Cæsar? Mon denne romerske politiker og retoriker der lod sig udnævne til diktator på livstid og med glæde tog mod helt overdrevne æresbevisninger, mon han virkeligt var ligeglad med sin ydre fremtoning? Er det ikke en svækkelse af figuren at vise Cæcar på scenen i alt andet end romersk gestalt og ovenikøbet med en stemme der kunne være sunget af en mand der var berøvet sin manddomskraft? Det mener jeg, det er.

Andreas Scholl synger fremragende, der er intet at klage over stemmemæssigt. Men han virker - i modsætning til kontratenoren Robson - ikke stor og stærk, hvortil kommer at han ofte må koncentrere sig så meget om tonedannelsen at det i nogen grad går ud over spillet, hvad det kun sjældent gør hos Robson. Han er undskyldt, for så vidt det vitterligt er uhyre krævende for en normal mand med normal dyb stemme at synge i kontratenorens høje leje. Og det synes at virke befriende på publikum et enkelt sted at høre ham sige noget med normal dyb mandsstemme.

Kontratenoren Michael Maniaci har ikke samme problemer. Også han synger fremragende, og det gør ikke noget at han virker lidt eunuk-agtigt, for hans hovedrolle er så at sige blevet den neutrale konferenciers. Og kontratenoren Christopher Robson på sin side kommer også igennem sit parti uden de helt store problemer, fordi han er så stor og stærk at han har let ved at agere brutal - og i det hele taget spiller eminent godt og sikkert. Også han får munterheden frem hos publikum, da han skal rømme sig - med normal stemme. Men jeg indrømmer at jeg ville have foretrukket en mand og altså en basbaryton i denne dramatiske rolle. Kontratenorer kan være aldrig så dygtige de være vil, de mangler i det kunstigt høje stemmeleje de udtryksmuligheder sangere har i deres normale stemmeleje. Det gælder også, når de synger oratorier. Jeg har i London hørt Händels Messias i Sct. Pauls Cathedral i en fortrinlig opførelse med en glimrende kontratenor som James Bowmann i altpartiet. Han sang umådeligt smukt, men slet ikke med den udtryksfylde en ægte kvindelig alt kan præstere.

Mezzosopranen Tuva Semmingsen synger upåklageligt godt og sikkert som Sesto, ligesom Randi Stene som Cornelia, men dels er hun relativt lille af størrelse, dels tror jeg ikke en kvinde i denne rolle overhovedet vil være i stand til at give partiet den farlighed der ligger i at Sesto uafbrudt fokuserer på muligheden for at hævne sig på Tolomeo for drabet på faderen. Semmingsen skal i denne sæson synge Nerones store parti i Monteverdis Poppeas Kroning (også med Concerto Copenhagens ensemble i orkestergraven), og det vil hun uden tvivl klare med bravour. Men igen bliver det et spørgsmål om en mezzosopran kan give samme balance i modspillet med Poppeas sopranparti som en tenor. Vi får se.

Sopranen Inger Dam-Jensens vokale præstation er fornem gennem alle tre akter og forklædninger. Hun mestrer også det dristige erotiske spil over for Cæsar i alle detaljer, men på ét enkelt punkt svigtes hun af Anthony Baker som costumier, nemlig da hun arresteres i sidste akt og sættes i lænker af broderen Tolomeo på grund af det mislykkedes oprørsforsøg. Hun bliver ydmyget - og det sker bl.a. ved at hun får revet håret, dvs parykken af. I denne sin tragiske situation synger hun to arier kort efter hinanden, og det gør Inger Dam nøjagtigt lige så godt og udtryksfuldt som i alle foregående arier, men hun får i modsætning til disse tilfælde intet bifald fra publikum for dem. Jeg undrer mig hver gang jeg hører og ser scenerne, og kan ikke finde anden forklaring end den nærliggende, at hun ser så påfaldende mærkelig ud uden paryk at synet stjæler opmærksomheden fra den sanglige præstation, og naturligvis gør det endnu mere i dvd'ens nærbilleder end i teatret!

En skaldet mand vækker ikke opsigt - slet ikke i vore dage, hvor skaldetheden er blevet mode som udtryk for mandighed. Men en skaldet sangerinde er ikke smuk. En sådan må tværtimod - siden Ionescos gennembrud i 1950 - næsten automatisk blive regnet til et stykke absurd teater, for håret er enhver kvindes pryd, og hårtab derfor enhver kvindes skræk og rædsel, hvad enten det nu skyldes sygdom og kemoterapi eller ydmygende afklipning (som den fx tyskerpigerne blev udsat for i maj 1945, i ét tilfælde endda offentligt på teatret i Rønne). Her i 'Julius Cæsar' er det blevet en effekt der måske nok kan forsvares teoretisk, men som reelt virker uheldig og forstyrrende, fordi den afleder totalt fra det centrale, personens indre smerte. I mine øjne er denne fejl iscenesættelsens største, ja eneste virkeligt store svaghed.

For generelt må det konstateres at forestillingen er fremragende og vedkommende - og i kraft af sin modernisering redder Händel fra alt det ulideligt pompøse som kendetegner traditionel barokopera. Moderniseringen er således helt i tråd med de moderniseringer af Monteverdis operaer som operaen i Zürich har præsteret i Jean-Pierre Ponnelles regi og Harnoncourts direktion (og som også foreligger på dvd), og i skarp kontrast til den modernisering af Wagners 'Ring' som Det kgl. Teater belemrede os med under operachef Kasper Bech Holtens ledelse.

Moderniseringer er altså på ingen måde i sig selv noget ondt, men forudsætningen for at de kan lykkes, er at instruktøren fuldtud respekterer det oprindelig forlægs kunstneriske og eksistentielle koncept. Det har Francisco Negrin gjort med 'Julius Cæsar'. Og det mest overraskende er - som i Ponnelles Monteverdi-iscenesættelser - at den store humor der ligger i musikken kommer til sin fulde ret i de frie, ikke-foreskrevne bevægelser personerne foretager på scenen. Vekselvirkningen mellem humor og tragedie optimeres uden at balancen forrådes.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Georg Friedrich Haendel: Guilio Cesare in Egitto. DVD-udgave fra live-opførelser på Det kongelige Teaters Gamle Scene marts 2005, realiseret af Thomas Grimm. (Pladeselskabet Hamonia mundi. 2007). Operaen spiller 3½ time. DVD'en er i 16:9 format og med undertekster på italiensk, fransk, engelsk og tysk, men ikke på dansk.



Artikler på Jernesalt om opera:

Operabio i København og Århus  (15.1.07.)
Lars von Triers storslåede Wagner-visioner  (9.08.06.)
Mozarts sjæl og fascinationskraft   (27.1.06.)
Siegfried og operachefen som ungdomsoprørere  (9.6.05.)
Operaen, pengene, kunsten og myterne  (15.1.05.)

Rhinguldet 'kaspereret' på Det kgl. Teater
om Kasper Bech Holtens opsætning af
Wagners opera på Det kongelige Teater 2003/04

Valkyrien kongeligt vulgariseret
om Kasper Bech Holtens iscenesættelse af
Wagners opera på Det kongelige Teater maj 2003.



Artikler om Samfund
Artikler om Musik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal