Generfaring det centrale
I indledningen til andet bind af ‘Vor folkeæt', bindet der hedder ‘Midgård og mennesket' og systematisk gennemgår de gamle germaneres verdens- og livsopfattelse, gør Grønbech udførligt rede for sin metode (selve verdensopfattelsen er kort skildret i Nordiske myter og sagn').
Der hører mere end simpel fantasi til for at flytte sig over i og føle sig hjemme i den gamle verden, med dens Midgård der står i universets centrum. Man kan ikke konstruere de givne fakta sammen til et billede - som de talrige mislykkede forsøg på at kortlægge nordboemes kosmos viser. Virkeligheden stemmer ikke med det klare skema i sort og hvidt som vi får ud af det.
Der skal noget mere end fantasi og noget andet end konstruktionsevne til for at sætte Midgård (nordboernes hjemlige, kendte, lyse og venlige virkelighed - alt det der er 'hyre') og Udgård (den fremmede, ukendte, mørke og fjendtlige virkelighed - alt det 'uhyre') i det rette forhold til hinanden. Der kræves generfaring: Man må bygge verden op fra ny, uden hensyn til alt tillært, uden hensyn til atlas og topografi. Hos os dannes verden ved at iagttagelserne lægges ind på deres sted efter målesnor og kompas; men vil vi bygge med på Midgård og Udgård, da må vi tage oplevelserne som en tyngde, som noget der skal vejes og ydermere huske på, at vægt og lodder ikke gives - man vejer i hånden.
Oplevelserne er alt for mangesidige og mangeartede til at mål og tal overhovedet kan finde anvendelse på dem. Erfaringerne består ikke blot i de indtryk som det ydre øje skaffer til veje, de har tillige en indre virkelighed. Når vi hører at de gamle tænkte sig verdens ende lige uden for deres bygd, kommer vi let til at forestille os deres synskreds som meget snæver. Men det afgørende for deres verdensbetragtning ligger snarere i at synskredsens indhold var meget dybere end vi forestiller os. Bygden var frændekredsen, den var æren, lykken, frugtbarheden - den var altså verden, Midgård.
Sådanne erfaringer der måler efter dybde og beskaffenhed lige så fuldt som efter dimensioner, der føler natten som en grænse af samme art som den der bygges af en bjergkæde, kunne ikke finde sig til rette i en geografi, hvis natur er flademålets. Den topografiske virkelighed sættes ikke vilkårligt til side for et fantasilandskab, men den må ‘læmpes' til at optage den åndelige virkelighed. I spørgsmålet om de to rigers indbyrdes beliggenhed og beskaffenheden af deres grænser træder alle stedlige tilfældigheder tilbage for den overvældende indflydelse af karakterforskelligheden.
I ekskurserne til ‘Vor folkeæt' (der ikke alle var med i 1909-12-udgaven, men først i 1955-udgaven) gør Grønbech nærmere rede for problemet over for de gamles tings-opfattelse: Ved studiet af ældgamle og primitive religioner har vi lige så lidt nytte af vor botanik og zoologi som af vor psykologi. Vi må begynde med at slå fast hvad ting er, set ud fra primitiv erfaring; vi må lære hvordan og hvad vi skal se og høre og føle, lige så elementært som børn lærer tingene at kende, og sådan må vi for hvert enkelt folk bygge en ny videnskab op.
Vor opgave bliver gjort endnu sværere, fordi erfaringen bestemmer fantasiens arbejdsform. Vi har mistet følingen med genstandene omkring os (Grønbech tænker på den føling der ligger i at man fx altid vejer tingene i hånden). Vor erfaring er impressionistisk helt ned i hjerterødderne. Fra naturen kan vi kun opfatte glimt eller øjebliksbilleder der danner kærnen i oplevelserne. For helt at omfatte dybden og nuancerne i gammelt og primitivt sprog er det ikke tilstrækkeligt at stykke en lang række karakteristiske enkeltheder sammen; vi må, så vidt det nu kan lade sig gøre, rekonstruere en syntese, vi må prøve at fatte en tings ‘natur' (betyder nærmest egenart) og lykke' (nærmest egenskaber) som et organisk, levende hele. Vi læser automatisk gamle tiders digtere i lyset af vor egen impressionistiske fantasi. Vi isolerer ordene og lader dem bæres af øjeblikkets stemning, og derfor lykkes det os ikke at opfatte billedets helhed. Vi er i det hele afstumpede over for det ejendommelige i ordenes helhedsspil inden for sætningen. Vi ser ikke det gamle ords billede i sin fylde, men indsætter i stedet for nogle abstrakte mellembegreber. Men den primitive tænkemåde er konkret i sin dybeste rod.
Tilsvarende bliver det for Grønbech opgaven over for de gamle germaneres væremåde og handlingssæt - deres psykologi og etik - at kunne ‘virkeliggøre deres erfaring påny'. For at kunne gengive primitive racers kultur og religion, deres åndelige liv, må vi lære os af med vor egen psykologi og tillære os en anden, der ikke er mindre følgerigtig, men hvis principper i sig selv er anderledes. Man kan ikke gå fra nordboerne til os selv, eller omvendt, uden simpelthen at afklæde sig sin menneskelighed og iføre sig en anden. Hvis vi vil forstå hvad det var der holdt disse menneskers sjæle sammen og gjorde dem til personligheder, må vi stille og beskedent begynde fra grunden som simpelthen uvidende. Vi må lære ordenes betydning fra ny af.
Ethvert ord har sin rod i folkets erfaring og drager sin styrke af den erfaringsharmoni som udgør folkets virkelighed, kort sagt, ordet har hele det menneskes kultur i ryggen som udtaler det, og det vindes kun 'af den bejler der har tilkæmpet sig det tilhørende samfunds godvilje'.
Udfra disse principper havde Grønbech generfaret og genoplevet germanernes ord og begreber, således som det er skildret i første bind af ‘Vor folkeæt' med titlen ‘Lykkemand og niding', en lang, men spændt indkredsning af dybden og spændvidden af grundbegrebeme fred, ære, hævn og lykke.
Han havde fordomsfrit genoplevet æren sådan som den bevægede disse mennesker, og så rå og så ophøjet som den virkelig var. Han havde også genoplevet hævnens ekstase, fordi han vidste, at dér - i ekstasen - ligger hele kulturens tankefylde og følelsesfylde sammentrængt i højeste potens. I ‘Midgård og menneskelivet' så han derefter disse mennesker som en del af verden og deres lykke som led i deres begreber om liv overhovedet, så både menneskene og lykken fik dybere realitet. I noterne gør han opmærksom på, at det kun har været muligt at skrive kapitlerne om germanernes verdens- og livsopfattelse ved hjælp af et indtrængende studium af naturfolk i det hele taget, og det hentyder til hans studier omkring 1902-5, der bl.a. omfattede australnegrene og de nordamerikanske prærieindianere.
Også de gamle germaneres samfundsliv, som er emnet for tredje del af ‘Vor folkeæt' (‘Hellighed og helligdom'), måtte Grønbech til en vis grad rekonstruere, eftersom det intet sted træder os i møde i sin oprindelige form. Det måtte genskabes ud fra afledede former og senere tanker, knyttede til disse former, men Grønbech betoner, at det ikke sker ved en så fattig nødhjælp som subtraktion fra de senere former eller ved harmonisering af uoverensstemmende variationer af disse former; folkelivet har efterladt sig vidnesbyrd nok ved hvis hjælp vi kan finde ind i det centrum, hvorfra fællesskabets værdier bestemmes, den erfaring der på givent sted og til given tid fødte de givne former, og atter og atter var i stand til at føde nye former.
Endelig kan anføres, at Grønbech i sit essay fra 1931 om kultdramaet (skrevet til den engelske udgave af Vor folkeæt" og optaget i 1955-udgaven herhjemme) igen understreger generfaringens nødvendighed. Religionshistorikeren vil ikke kunne belyse et klassisk folkeslags riter og legender, førend det er lykkedes for ham at identificere sig med kultdeltagerne, så vidt som en sådan identifikation er mulig for moderne mennesker.
Det afgørende i metoden var altså, at Grønbech systematisk og under stadig kontrol aflægger sig sin egen europæiske psykologi, sine egne tankevaner, sansevaner og følevaner m.v. og bygger en helt ny op fra grunden ved lige så systematisk og selvkontrollerende at lære sig at se med det fremmede folks øjne, føle med deres hjerter, tænke med deres hjerner - i deres forhold indbyrdes, til slægten, til livet, til verden, til institutionerne og til guderne.
Da og først da vil den fremmede erfaringsharmoni opstå i hans eget nervesystem som ‘natur' eller ‘instinkt' som han kan berette og beskrive udfra. Den fremmede harmoni kan ikke konstrueres på grundlag af teorier og hypoteser; den skal komme af sig selv gennem den systematiske generfaring - det er for Grønbech kriteriet på sandhed.
Grønbechs foragt for hypoteser kan iøvrigt føres tilbage til Vilh. Thomsen. I Thomsen-nekrologen hedder det, at det netop var uviljen mod at lave hypoteser der var Thomsens styrke og gjorde hans geni så uimodståeligt. Det er heller ikke tilfældigt, at Grønbech i slutningen af sin disputats proklamerer, at videnskaben må stræbe henimod det mål, at resultatet selv vokser ud af materialet.
Skal nu denne grønbechske generfaringsmetode sammenlignes med et psykisk fænomen milevidt fra alt hvad der hedder forskning - for at gøre det begribeligt hvor langt den ligger fra overfladisk 'indfølelse', umiddelbar 'oplevelse' eller 'intuition' i almindelig betydning - kan den sammenlignes med 'hjernevask'. Der var nemlig i disse generfaringer tale om en virkelig gennemgribende og tilbundsgående strukturændring i Grønbechs egen sjæl. Men naturligvis halter sammenligningen, for Grønbech var i stand til i kraft af en fabelagtig sjælelig plasticitet at inkorporere fremmede sjælestrukturer i sin egen, uden at denne forsvandt eller mistede herredømmet.
I enkelte tilfælde - det må være over for mystikere som Blake, Buddha og Eckehart - havde Grønbech selv lejlighedsvis en følelse af helt at miste sin identitet, eller som Kaare Grønbech udtrykte det: at få udvisket grænsen mellem psykologisk erkendelse og personlig oplevelse. Men det var som sagt kun lejlighedsvis og kun under arbejdet med at trænge ind i den fremmede virkelighed. I det efterfølgende arbejde med at redegøre for den fremmede struktur eller rettere redegøre for sit arbejde med at trænge ind i den - for det er det hans bøger gør - var han tilbage i den nøgterne erkenders og beskrivers rolle.
Det ydre tegn på, at Grønbech i alle tilfælde bevarede en usvækket evne til at skelne mellem sit eget jeg og det fremmede han optog i sig er, at ingen af de personer eller kulturer han skildrede blev ens, heller ikke de mystikere han behandlede og hvoraf dog nogle - som Ruysbroek og Teresa - ligger hinanden så nær, at de for en overfladisk betragtning synes ensartede. Mangfoldigheden var ikke et problem for Grønbech, sådan som den var for Høffding, hvis personskildringer bliver et galleri af fine, blege portrætter, fordi han ikke kunne og ikke ville se noget usædvanligt i mennesker, men altid kun en variation af noget alment. Grønbech fandt aldrig en for alle eller blot for nogle fælles harmoni, men altid egenartede harmonier. Derfor kunne han i lighed med Herder sige, at vi må bygge en ny videnskab op for hvert folk og hver enkelt person.
Ej heller kom Grønbechs personer til at ligne ham selv. Fremstillingen, netop taget som hans redegørelse for hvordan han fandt ind til de skildrede personers erfaringsharmoni, er naturligvis umiskendeligt Grønbechs. Men personerne bliver aldrig blot variationer af noget almenmenneskeligt endsige af Grønbech selv. Det skinner i de fleste tilfælde tydeligt igennem hvilke personer han kan lide og hvilke ikke - men ikke uden undtagelse - og det får aldrig lov at tilsløre den egenartede harmoni han har fundet frem.
I betragtning af at Grønbechs værker om primitive og klassiske kulturer såvel som hans værker om mystikerne og om Blake og Jesus side op og side ned demonstrerer generfaringsmetodens praktiske udførelse og evne til at lokke hemmeligheder ud af disse fremmede harmonier, da er det besynderligt og tankevækkende at konstatere at visse af hans kritikere har kunnet opfatte hans værker som fri fantasi og digtning (Bomholt bruger endog udtrykket 'frit fabulerende stil').
Filologen, folkeviseforskeren og biblioteksmanden Sofus Larsen (1855-1938) anmeldte første bind af 'Vor folkeæt i 'Tilskueren' 1910 og kaldte sin anmeldelse 'Forskning og lyrik'. Han mente Grønbech viste altfor lidt kræsenhed over for stemningsfulde ord; de tager magten fra ham og får ham til at skrive ting af hvilke selv den omhyggeligste læser, hvor meget han end brygger på dem, ikke er i stand til at destillere nogen fornuftig mening. Han troede Grønbech stavede sig til de svundne tiders tankesæt og livssyn gennem ren filologisk fortolkning af ordenes betydning (dvs. ved hjælp af ordbøger og grammatik), og efterlyste skarpe og klare definitioner af ord som fred, ære og lykke. Og endelig fandt han at afsnittene om ‘lykke' helt og holdent stod i forvirringens tegn på trods af fremstillingens stærkt dogmatiske tone. Og han udbryder i den forbindelse: jeg forstår slet ikke hvorfra forfatteren henter sin overlegne sikkerhed.
Nej, det forstod Larsen ikke, for han forstod ikke at Grønbech var gået så grundigt til værks, at resultatet virkelig var blevet en generfaring, og at han havde set, at de gamle germaneres virkelighed og begreber er så forskellige fra vore moderne, at de ikke direkte kan omsættes til vor virkelighed og vort sprog, men må skildres så læseren gennem sin tilegnelse kan gøre generfaringen om. Sofus Larsen stod fast på sin børnelærdom, at "tro og fantasi spiller hovedrollen i primitive folks åndsliv, selv hos de mest udviklede personligheder", og at hos folkeslag der står på et primitivt udviklingstrin kan man ‘naturligvis' ikke vente at finde en rationel begrundet verdensanskuelse eller skarpt formulerede begreber.
Sofus Larsen kan siges at være undskyldt. Som født i 1855 var han flasket op med det 19. århundredes tro på det europæiske menneskes uovertræffelighed; og for det andet lod Grønbech - som senere med Jesus-bogen - i første omgang sit billede af germanerne (resp. Jesus) stå for sig selv uden nærmere redegørelse for det arbejde der lå forud, og det virkede i begge tilfælde chokerende.
Men disse undskyldninger gælder ikke historikeren Erik Arup (1876- 1951) der anmeldte 'Religionsskiftet i Norden' i 1914 da hele 'Vor folkeæt' var udkommet. Også han tror, at Grønbech digter og ikke bygger på 'tilforladelige kendsgerninger', men skejer ud ad den fri fantasis digtning, benytter digteriske udtryk der er uforståelige i deres sublimitet og kommer ud i de rene tågegevandter. Skade, kun, slutter han, at Grønbech her som i det store værk har villet være åndfuld i stedet for stilfærdigt forskende og klogt tilrettelæggende.
Teologen, professor N.H. Søe (f. 1895), der dog ellers kendte Grønbech fra forelæsningerne om indisk religion 1917-18, og har udtalt sin taknemmelighed for disse, kaldte i 1935 bogen om Jesus for et dansk ‘Jesus-digt'. Professor Grønbech, hedder det, er kendt for sin evne til at føle sig ind i svundne tiders og fjerne ånders tankegang. Men ofte spørger man om han ikke i sin genialitet omformer virkeligheden efter sit eget tankefoster. Her i Jesus-bogen har han - hvad en kristen vil betragte som selvfølgeligt - uhjælpeligt forløftet sig. - Han ved intet om evangeliernes tale om Guds hellighed og vrede; intet om den krasse dualisme (kamp mellem Gud og mørkets magter) der går gennem beretningen om Jesu liv og forkyndelse.
Stadigvæk: kritikeren så ganske bort fra det grundige arbejde der lå forud og som intet havde med overfladisk 'indfølelse' at gøre. Han overså også noternes bemærkning om at en tekstkritik ville følge, og han havde ikke fantasi til at forestille sig muligheden af at Jesu virkelighedsopfattelse gik på tværs af ikke blot den europæisk-hellenistiske, som vi lever i, men også den senjødiske, han selv levede i. Søe røber sig i ordet 'selvfølgeligt'. Det er nemlig selvfølgeligt, at dogmatisk indstillede personer er udelukket fra at se med nye øjne på tingene, ja som i Søes tilfælde bliver rystede over at andre kan gøre det og tillader sig at sige det højt. Det er en forfærdelig misvisende bog, den er vranglære, sagde Søe senere på året i et foredrag.
Jesus-bogen blev ved genudgivelsen som uglebog langt senere modtaget forholdsvis positivt af teologen Børge Diderichsen, den senere professor i nytestamentlig eksegese, f. 1906, men heller ikke han forstod Grønbechs bemærkninger om metoden: at man må fornemme Jesu ord og lade dem gå gennem selvoplevelsen, før man kan sige hvad de betyder. Diderichsen belærer: selvoplevelsen som forskningsprincip over for Jesus-overleveringen er umulig allerede på grund af dette stofs egenartede oprindelse og hensigt (nemlig som menighedsdokumenter). Han overser Grønbechs fornemmelse for det urovækkende i Jesu-ordenes klang, og at Grønbech ved hjælp af denne fremmede tone i ordene lader sig lede kritisk prøvende ind til helhedsopfattelsen af Jesu forkyndelse. Grønbech véd for meget om Jesu sjæleliv, skriver Diderichsen og tilføjer: kunne den erkendelse dog ikke trænge igennem at Jesu sjæleliv er os en lukket bog, men at ingen heller har den ringeste interesse af at kende det?
Hertil kunne Grønbech have svaret, at interessen for Jesu psykologi er identisk med interessen for overhovedet at forstå hans ord; og at det da heller ikke er en lukket bog, da vi netop har ordene som hjælpere til at finde ind til det; og endelig at den forståelse som denne metode vil afkaste ikke bliver en gængs forklaring på Jesu sjæleliv, sådan som man finder dem i personalhistorisk eller medicinsk litteratur, men en forståelse af ordenes dybde og rækkevidde og indre sammenhæng. - Når Diderichsen - og andre velvilligt indstillede - ikke interesserer sig for denne opgave, ja tror at den er uløselig, da kunne en af grundene være, at de ikke er i stand til at sætte sig ud over europæisk tænkemåde - og heller ikke har gjort forsøg på det, fx på felter hvor den ømfindtlige kristentro ikke på forhånd blokerer en heldig gennemførelse af forsøget.
Teologerne er i deres gode ret til at affeje Grønbechs bøger om Jesus og om urkristendommen som værende resultater af selvoplevelse, men hvis de tror at deres egne fortolkninger bygger på andet, da er de utilladeligt naive. Forskellen ligger i to ting: Grønbech dogmatiserer ikke det resultat der kommer ud af hans metodiske generfaring, og han er i besiddelse af viden om erfaringsharmonier ud over den europæiske.
Fremstillingens kunst og problemer
En anden side af kritikken går ud på, at Grønbech skulle være dybsindig, sublim, åndfuld og lignende, og den kan så vidt det kan ses være venligt ment, som når Jørgen Mejer i ‘Filosofferne før Sokrates' omtaler Grønbechs behandling af Herakleitos, Xenophanes, Pythagoras og Empedokles som et dybsindigt forsøg på at rekonstruere tankegangen og personligheden hos disse mennesker, men den er alligevel misvisende.
Et sted i ‘Vor folkeæt' siger Grønbech netop, at vanskeligheden for os der stræber at tænke en fremmeds tanker efter først og fremmest vil bestå i at holde fast på enheden (den bagved liggende erfaringshelhed, som enhver tanke har sin rod i), og at bandlyse enhver mistanke om spidsfindighed og dybsindighed. Hvorfor? Jo, det er besvaret i ‘Sprogets musik': fakta er mange og af mangehånde slags, forskellige for de forskellige mennesker; det er grunden til at vi beskylder hinanden for at være dumme eller, endnu værre, beskylder hinanden for at være dybsindige. Vi kender ikke hinandens fakta.
Det betyder, at Grønbech havde set, at i det øjeblik det lykkes at finde ind til et menneskes eller en kulturs virkelighed og erfaringsharmoni, da - og først da - forstår man de enkelte ord og sætningers, den enkelte tankegangs følgerigtighed og naturlighed, og da holder man op at betragte sætningerne eller tankerne som dybsindige eller noget andet. Og det vil igen sige, at synes man noget lyder dybsindigt, så er det symptomet på, at man ikke har fået fat på følgerigtigheden og den erfaringsharmoni der ligger bag tankerne.
Grunden til misforståelsen af Grønbechs fremstillingsform og udtryksmåde kan være, at man overser selve problemet med oversættelse eller omsætning fra en fremmed kulturs eller et fremmed menneskes virkelighed til vores egen. Herom siger Grønbech, at en ordret gengivelse er værdiløs, medmindre den læses i forbindelse med teksten som en kommentar, og ofte misvisende, fordi den lader de associationer der udgør ordenes mening ude af betragtning. For at gengive meningen i en sætning nødes man til at indskyde en del af dens associationer og forudsætninger i teksten og skabe en atmosfære uden om ordsymbolet. Grønbech kalder det også at arbejde det underforståede op i teksten for at gengive ordene det liv de engang havde. Ja, med et helt freudiansk udtryk siger han, at det han lægger vægt på er ordenes 'underbevidsthed'. Udtrykket skal dog ikke forstås freudiansk. Det forekom allerede i 1909-udgaven af 'Vor folkeæt', og da kendte Grønbech næppe Freud. Han havde det formentlig fra Høffdings psykologi, i hvis fjerde udgave 1898 det forekom.
Generelt gælder at ordet 'underbevidsthed' hos Grønbech ikke dækker det fortrængte, men overhovedet alt det der går ned i sjælen, og som er betingelsen for et menneskes skabende liv. Ordenes underbevidsthed er da intet andet end deres 'reference' til sjælens underbevidsthed.
Et sådant oversættelsesprincip må nødvendigvis indebære at transponeringen bliver relativt ordrig, men man tager meget fejl af Grønbechs sprog, hvis man herudfra slutter, at han er ude i fri fabuleren eller ikke formår at formulere sig nøjagtigt. Grønbech lagde overordentlig vægt på sproglig nøjagtighed, men han var - i modsætning til de lov- og normsøgende videnskabsmand klar over, at nøjagtighed ikke er det samme som definition. Ved nøjagtighed forstod Grønbech ifølge 'Sprogets musik' at man håndfast kræver ord der ved deres melodi, lyd og indhold svarer til tanken. Og han peger på, at ordene hos Homer - og det samme gælder al 'primitiv' sprogbrug - betyder noget bestemt og gengiver dette bestemte med pertentlig præcision. De er set med øjet og følt i hånden, akkurat lige så meget som de er hørt. De har hvad Grønbech kalder plastisk kraft.
Når det er en helt fremmed realitet der skal transponeres til vores egen, da går vejen til klarhed ikke gennem definitionerne eller de abstrakte begreber. I virkeligheden er vore definitioner, begreber og generalisationer jo abstraktioner fra virkeligheden eller - med Werner Heisenbergs udtryk - de er idealiseringer bestemt ud fra ønsket om at bringe klarhed via et begrebssystem. Og de er i denne henseende - igen med Heisenbergs udtryk - et menneskeligt svar på naturens udfordring, og altså nyttige; men de er immervæk abstraktioner fra den mangfoldige virkelighed. De går som Grønbech siger, opad i systemets spids i stedet for ud i erfaringens bredde.
Ganske særligt gælder det for de primitive sprogs vedkommende, at definitioner af deres ord og begreber, fx germanernes 'ære', 'fred' og 'lykke' helt vil spolere det karakteristiske for de primitive menneskers forestillinger, at de ikke er impressionistiske øjebliksbilleder, men helhedsforestillinger: de trækker altid samtlige ‘delforestillinger' i ordbilledet med sig. Eksempelvis trækker ordet ravn forestillingen om sorthed, dugvingethed og ligatmosfære med sig. Men det er et meget simpelt eksempel. Jo længere vi kommer ind til de åndelige begreber, jo flere bliver associationerne, og jo mere afgørende bliver det for forståelsen på én gang at fastholde mangetydigheden og enheden.
Da hertil kommer den primitive tænkemådes konkrethed, kommer en fyldestgørende transponering af den primitive erfaring uundgåeligt til at tage sig billedrig ud som i Grønbechs værker, men det bør huskes ved læsningen af disse at billederne ikke er metaforer eller lignelser, men konkrete forestillinger, som læseren skal kunne se for sig og se som del af en helhed.
Et problem for sig i Grønbechs fremstilling er anvendelsen af citater. For Grønbech kan løsrevne citater aldrig udtømme en levende tanke der henter sin kraft gennem skjulte forbindelser med alle de andre tanker som lever i samme hjerne eller rettere underbevidsthed, for ordenes betydning er givet i den plads de fylder inden for det sammenstemte hele.
Forskeren bygger rent instinktivt på alt det han har læst, og de citater han giver, er blot antydninger fra helheden valgte på en sådan måde, at de viser ud over sig selv til noget større. Forskeren skriver altså på helheden, som Grønbech kalder det, dvs. på den helhedsopfattelse han har generfaret sig så grundigt til at den bogstaveligt er gået i blodet på ham. Med rette undrer Grønbech sig da over, at læseren kritiserer ham på brudstykker, dvs. ikke ænser den bagved liggende helhedsopfattelse, men tager citater og enkeltheder som bevissteder eller 'regnepenge', hvor de for Grønbech er åbenbaringer af den sammenhængende personlighed.
Ja, i noterne til 'Goethe II' (1939) synes han anledningen er inde til at minde herom og tilføje: jeg opfatter ikke mine bøger som indlæg i en proces hvor der føres vidner; henvisningerne er mærkepæle ved vejen jeg er gået; de får betydning ved at de står langs vejen!
Her i Goethe-bogens noter skildrer Grønbech konkret hvordan hans bøger bliver til: jeg begynder med så vidt muligt at læse rub og stub af direkte kilder og foretage fyldige excerpter (ved Goethe har jeg dog for første gang måttet slå lidt af på metoden). Under udformningen må jeg atter og atter lægge arbejdet ned og læse mig ind i materialet igen, for at ikke billedet umærkeligt skal forskyde sig. Desuden viser det sig regelmæssigt at udtalelser som man i første omgang har anset for uvæsentlige, træder frem i forgrunden som endepunkter på centrale linjer, fordi man under bearbejdelsen får blik for dybere sammenhænge. Af denne grund og af mere personlige grunde må jeg skrive mine bøger helt igennem en halv snes gange, inden de får form.
Dette er yderligere uddybet i 'Sprogets musik': Hele kunsten ved at være historiker består i at man har lært at læse og høre og stadig holder kunsten ved lige. Det forudsætter at historikeren ikke hører sig selv igennem det han læser, men for alvor lader ordene klinge af det liv de indebærer - ganske samme fordring som vi må stille til ethvert levende menneske i hans daglige omgang med næsten. For ældre tider kræver læsekunsten stor flid og omhu med at trænge ind i de fremmedartede tankegange, der beror på at erfaringen dengang havde et andet indhold.
Først når ordenes melodi begynder at klinge i ham, kan han sige at han begynder at forstå folket. En sådan medleven opnår han ikke uden meget og bittert slid. Langsommeligt må han stride sig frem skridt for skridt til en anelse om det som her er kaldt ordenes melodi, deres rækkevidde, deres vibrerende betydning og deres midtpunkt. Han må blive ved med at lytte efter ordet i de forskellige forbindelser, hvori det forekommer.
Det betyder praktisk ved studiet af tidligere folk, at han nøgternt samler alle steder fra litteraturen sammen og jævnfører dem, til han har fået en fornemmelse af ordenes midtpunkt og udsving. (Her kan indskydes, at dette indsamlings- og kartoteksarbejde alene for ‘Vor folkeæt's vedkommende tog fire år). Men et menneske er ikke et bundt meninger og lærdomme, han er en egenartet menneskesjæl, hvor erfaringerne spirer og tager form indefra. Jeg kender ham ikke, før jeg har lært at se på tingene med hans øjne, høre de røster fra omverdenen, der bevæger hans sjæl. Derudfra forstår jeg først ordene ret.
Historikeren må da - atter som det levende menneske i nutiden - gå frem og tilbage: ustandselig ved hjælp af ordene søge ind til sjælen og fra sjælen lede sig ud igen i ordene for påny at gå vejen tilbage. Rundgangen må gentages atter og atter. Ved hvert fortroligt øjeblik med den fremme- de sjæl har jeg fået nyt lys, som gør at ordene bliver dybere, afslører hemmeligheder jeg først ikke var opmærksom på. Små ord, som jeg tidligere gik ænseløst forbi, rykker ind i den betydningsfulde cirkel. Og når jeg vender mig indad med de nye oplysninger, modtager jeg atter en impuls til at efterprøve sproget.
Historikeren kan aldrig hobe byggemateriale op omkring sig og blot give sig til at mure. Gang på gang må han slippe sit manuskript og give sig til at læse igen, dels fordi han kun på den måde kan sikre sig at han ikke mister følingen med de mennesker han skildrer, og kommer til at glide ud i egne konstruktioner, dels fordi der stadig dukker nye opdagelser frem, som kaster nyt lys over helheden. Ordenes melodi skal uafbrudt holdes rent klingende under arbejdet. Det er jo heller intet andet end hvad vi alle må gøre i det daglige liv. Vi bliver aldrig færdige med de mennesker der betyder noget for os.
Objektivitet i det videnskabelige arbejde betød for Grønbech ikke at holde sig koldt, neutralt iagttagende uden for den genstand man ville beskrive; slet ikke i åndsvidenskab, og egentlig heller ikke i naturvidenskab. Han fandt det naivt af naturvidenskabsmændene at tro på en absolut objektiv, vurderingsfri naturbetragtning, og var dér forud for sin tid.
Hvad de historiske videnskaber angår, var det efter Grønbechs mening ganske oplagt, at de naturvidenskabelige metoder og det naturvidenskabelige sandhedskriterium kommer til kort. I historien er genstanden en levende sjæl. Hver lille begivenhed leder ind til sjælens tyste, fine spil mellem bevidst og ubevidst. Og kun gennem kontakt mellem forskerens sjæl, oplevelser og tanker på den ene side og den fremmede sjæls på den anden side, kommer forskeren i et objektivt forhold til sit emne, dvs. i et forhold til emnet der sætter ham i stand til ærligt at beskrive hvad han ser.
Man må lægge sig selv ind i et menneske for at få et andet menneske ud, som han skriver i Herder-monografien. Vi lever kun ved at give os hen, ved at optage og give liv. Så bliver det ikke et geometrisk spørgsmål, hvor sjælen ender, men et levende problem, hvor hans sfære skærer min og andre menneskers. Det er den højeste, ja den eneste objektivitet.
Jan Jernewicz
Se også artiklerne:
Vilhelm Grønbech - kort karakteristik
Grønbechs kulturopgør
Grønbechs underkendte betydning (21.4.18.)
Geertz om Grønbech
Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:
Oversigter over artikler om Samfund (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering (se iøvrigt linkene i venstre ramme)