utils prefix normal JERNESALT - groenb19aarh

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.5.08.


Åndelige strømninger i det 19. årh. - ifølge Vilh. Grønbech

John Wesley  -   Shelley  -   Wordsworth  -   Blake  -   Romantikerne  -   Herder  -   Goethe
Evolutionslæren  -   Nietzsche  -   Grundtvig  -   Kierkegaard  -   Kvindesag  -   Arbejderbevægelse
Henvisninger



Romantikken var ikke den eneste åndelige strømning i det 19. århundrede, men den var den væsentligste fordi den af dybdepsykologiske grunde fik de mest langtrækkende virkninger. Den blev aldrig en isme der dannede mod-ismer og efterhånden forsvandt, men en dybere åndelig indstilling og inspiration der vedblev at gøre sig stærkt gældende og stadigt gør sig gældende i alle mennesker - i hvert fald i ungdomstiden. Den havde sin kulmination som dominerende åndsstrømning i begyndelsen af det 18. århundrede - og dannede derved en afgrænselig epoke - men den fortsatte som understrøm til vore dage i mange mere eller mindre tidsbestemte folkelige bevægelser, herunder de nationale og religiøse vækkelser senere i det 1800-tallet, og den gør sig først og fremmest gældende som den dybt kreative, grænsesprængende og oprørske impuls i alle senere tiders unge generationer.

Men bedømmelsen af romantikken som impuls er naturligvis meget forskellig gennem årene, fordi dens tendens til oprør og grænseoverskridelse ofte bliver opfattet som en trussel mod det fornuftige og borgerlige samfunds værdier, beståen og almindelige fremskridtstro. Typisk i denne henseende turde fx litteraturforskeren Georg Brandes' og kulturhistorikeren og politikeren Hartvig Frischs afstandtagen være. Brandes (1842-1927) skriver i 'Hovedstrømninger' (1872-90), at der i romantikken fra første færd var et dulgt reaktionært princip. Og Frisch (1893-1950) gør i 'Europas kulturhistorie' (1928) gældende at romantikkerne vendte blikket bort fra øjeblikkets virkelighed og søgte indad mod sjælen, opad mod den blå himmel, udad i den uberørte natur, men frem for alt bort fra den sociale virkelighed.

Over for disse to står religionshistorikeren Vilh. Grønbech (1873-1948). Han betragtede romantikernes syner som sande og mente de engang skulle gå i opfyldelse og skabe en ny himmel og en ny jord - nemlig med arbejderbevægelsen i sidste del af århundredet og fremover, men i deres samtid var den praktiske virkelighed for ubevægelig til at lade sig rokke af synerne. For Grønbech var hverken Schlegel eller Novalis drømmere, for de sang aldrig pilgrimmenes længselsfulde sang om det hinsidige paradis, men fandt evigheden i hverdagen her på jorden.

Virkeligheden var for Brandes og Frisch - deres forskellige udgangspunkt til trods - primært den aktuelle sociale og politiske tilstand, også kaldet den realpolitiske virkelighed, men for Grønbech var virkeligheden den hele virkelighed, dvs både den materielle, sociale, økonomiske, produktionsmæssige virkelighed og den åndelige, historiske, videnskabelige, kunstneriske, psykiske og religiøse virkelighed - vel at mærke som en organisk virkende helhed. Han var med andre ord helhedsrealist, og gjorde gældende at hvor det umiddelbare, organiske samspil mellem de to sider af helheden glipper, dér bliver resultatet uundgåeligt kulturelle eller religiøse kriser.

Grønbech bestrider ikke den historiske kendsgerning at romantikernes fornyelse ikke blev reel, tværtimod stempler han den udtrykkeligt som æstetisk og sætter den dermed på linje med Goethes indsats. Og andetsteds kalder han bramfrit klassicismens og romantikkens fælles dyrkelse af fortiden for kultursvindel. Resultatet af romantikken blev nemlig at kunsten fik sit eget rige uden for hverdagen og samfundslivet. Men, understreger han: Tvedelingen i vor kultur rækker landt dybere end til kunstens isolation. Kløften sætter alt åndeligt liv uden for virkeligheden. Og dette er den egentlige tragedie i den europæiske kulturudvikling. Præcis denne indsigt ligger bag hele hans kulturopgør, forskning og forfatterskab.



Æraen efter romantikerne, skriver han med vanlig ironi, kom til at tilhøre realpolitikerne med deres tro på de gode, gamle indretninger, der ikke er afhængige af noget så upålideligt som oplevelser og indre sandhed. Næppe var romantikkernes sang i Tyskland og England forstummet, før maskinerne vandrede ind og forvandlede arbejdet til slid og produktion og dermed gjorde det til en forbandelse for arbejderne. Ganske særligt i England blev industrialiseringen en grufuld tragedie, fordi tusinder af mennesker sled og sultede sig ihjel. Men den egentlige gru ligger for Grønbech dybere. Der blev nemlig for første gang i historien skabt en klasse mennesker, for hvem hele virkeligheden bestod i brød og pjalter, og for hvem ånd ikke ekisterede under nogen form. Den engelske kultur skabte med jernhård lov det kulturløse, dyriske menneske, som man forgæves vil søge ude blandt de såkaldt primitive folk eller formørkede hedninger. Dette samtidigt med at den frembragte sit mesterstykke: den fintfølende, sky og ædle overklassekvinde!

For Grønbech var det indlysende at når det åndelige sættes uden for den praktiske virkelighed, således som det skete både kunstnerisk og religiøst i det 19. årh. så bliver det blændværk. Thi mennesket kan kun leve på realiteter; hvor hans virkelighed er, vil også hans hjerte være - og med disse ord får Grønbech præciseret hvad han mener med den umiddelbare realitet han hele tiden taler om, det er den virkelighed der uden om al refleksion og bevidsthed - uden om hjernen - bestemmer et menneskes, et folks eller en kulturs handlingsmotiver.

Samtidigt bliver det klart hvad Grønbech mener med at den umiddelbare religiøse realitet var gået tabt; det vil sige at det åndelige er sat totalt uden for det praktiske og har fået sine egne domæner hvor det kan leve frit og uafhængigt. Hvor dette sker, får åndens kendsgerninger en anden karakter end dagens fakta. Der er ingen tvingende sammenhæng mellem teori og praksis. Det forlanges ikke, at idealerne skal have afgørende betydning for kulturens gang. Politikerne er netop kun realpolitikere der drives af de snævreste økonomiske og magtmæssige interesser.

Tveheden falder dog lettere i øjnene på det religiøse område, skriver Grønbech, fordi religion skulle være og under normale forhold er det højeste udslag af kulturens åndsmagt. Men i det 19. århundrede arbejdede kirken troligt med i kulturudviklingen i snæver forstand og satte al kraft ind på at sprænge sit åndelige indhold bort fra det virkelige. Kirkens virkelighed havde ikke længere rod i den almindelige praktiske virkelighed. Datidens kristendom bestod i at mennesker - med Feuerbachs udtryk - projicerede alt det som ikke lader sig virkeliggøre i denne verden ud på uendelighedens skærm. Det religiøse kunne kun røbe sig som en særprovins inden for kulturen, hvis sikkerhed afhænger af at grænserne holdes strengt afspærrede. Og følgen blev at der altid rådede en lønlig angst og en lurende tvivl hos de troende. De mødte ethvert angreb på deres tros indhold med retfærdig harme - og betragtede eksempelvis Feuerbach som selveste Antikrist, når han talte om religion som projektion.



Men miseren gik ifølge Grønbech længere tilbage, nemlig til renæssancemenneskets verdensopfattelse og menneskesyn. Med renæssancen blev det enkelte menneske det faste punkt i verden. Og over dette centrum hviler selvbeherskelsens ro og skønhed. Renæssancemennesket var ræd for de stærke lidenskaber og organiserede hele sjælelivet om den mægtige vilje som enehersker. Intet får lov at ske tilfældigt, alt er under forstandens og viljens kontrol. Derfor lever renæssancemennesket aldrig direkte eller umiddelbart. Der skydes altid et mellemled ind mellem ham og erfaringen, det være sig lykken, dyden, fremskridtet, idealet eller utopien.

Verdensordenen ligger fast for renæssancemennesket. Alt har sin mening, og alt får sin løn. Det krav mennesket stiller om personlig frihed er rodfæstet i selvtugt. Han bærer loven i samvittigheden. I denne harmoniens verden er der trygt at bo, thi den er afsluttet og afrundet. Der er ingen himmel og intet helvede af den art som lidelsers og lidenskabers dybder og højder åbner.

Men harmonien kunne ikke holde. I England gjorde almuen oprør mod det afrundede idealmenneske. Den undertrykte trang til voldsomme oplevelser var blevet for stærk og forsøgte nu at sprænge harmoniens bånd, vakt som den blev af præsten John Wesley (1703-91) der var blevet omvendt i 1738 og blev skaberen af den hurtigt stærkt voksende metodisme. Harmonien blev dog reddet takket være samme Wesley, påpeger Grønbech med stor ironi. Han stod nemlig hæmmende og formanende over for de sværmeriske tilbøjeligheder han selv havde vakt til live og drog bevægelsen ind under den traditionelle teologi. Dionysosraserne forvandledes til de borgerligste af alle borgerlige i et stræbsomt samfund. Det var, slutter Grønbech bedømmelsen, sidste gang kirken havde lejlighed til at føre an i den åndelige udvikling, men blandt de fromme fandtes ingen førerkræfter, og førerskabet gled for stedse ud af kirkens hånd. Siden den tid er det blevet digtere og tænkere der går foran i 'kampen for en ny gud', som Grønbech kalder det med sit specielle ordvalg: Det vil sige kampen for et fremtidigt fællesskab, hvor lidenskab , begær, fest, humor, arbejde, jord og ting er den umiddelbare realitet.



Hele denne kamp for en ny umiddelbar religiøs realitet til erstatning for den gamle der uigenkaldeligt var gået tabt, prægede hele det 19. århundrede. Og den er hovedtemaet for den bog om 'Religiøse strømninger i det 19. århundrede' som Grønbech skrev på opfordring af redaktøren for Gyldendals store serie om århundredet og fik udgivet i 1922. Det var altså egentligt et bestillingsarbejde, men det mærkes ikke, for Grønbech kom omgående i sit es ved at føle sig sat midt ind "i et historisk opgør med renæssancens religion og strømninger som jo trods alle udvortes kirkesystemer og trods al officialisme går uden hensyn til konfessionelle grænser", som han skrev til Høffding.

Manuskriptet kom lidt bag på redaktøren, fordi han havde forventet at få en bog om den kristne kirkes ledende strømninger i det 19. årh. En sådan bog måtte det så overlades en kirkehistoriker at skrive, ligesom Høffding tog sig af de ledende filosofiske tanker. Grønbech kom naturligvis også ind på teologisk-kirkelige og filosofiske retninger i århundredet, men kun for så vidt de havde indflydelse på eller udsprang af den mere fundamentale religiøse længsel efter en ny religiøs realitet. Grønbechs bog dækker iøvrigt ikke åremålet 1800 til 1900 præcist, men snarede årene fra oplysningstidens ophør omkring 1750 og tiden frem til ca. 1875, og den koncentrerer sig om de engelske og tyske strømninger.



Overgangstiden fra det 18. til det 19. århundrede blev præget af oprør mod den selvbeherskelse, dydighed og ensretning, som renæssancen havde indledt og som foreløbigt kulminerede med oplysningstiden 1700-1750. Herefter fulgte 'følsomhedens tid'. Men en gammel verdensorden forsvinder ikke ud af sindene, fordi sjælens indhold har sprængt den, understreger Grønbech. Udformningen af det nye må foregå under en sjælekamp med det gamle, og denne kamp er ikke blot udvortes, begrundet i at slægten består af fremstræbere og bagstræbere, men også indvortes, idet de gamle vaner i sjælen - også hos de hidsigste revolutionsmænd - stadigt stræber efter at bøje det nye indhold ind under deres herredømme. Slægten fra overgangstiden bar inderst inde på en længsel efter den gamle harmoniske verdensordens enhed og klarhed.

Englænderen P.B. Shelley (1792-1822) har alle sine idealer i fortiden. Det Elysium som han profeterer er intet andet end den kristne renæssances himmel, forvandlet til et jordisk Eden. Hans fuldkomne lykke hviler på renæssancens tro på at paradiset springer op i samme øjeblik man tager det onde, herskesygen, bort. wordsworth

William Wordsworth (1770-1850) fuldbyrdede hvad der mislykkedes for Shelley. Han fandt sin harmoni i sjælens enhed og rigdom, som den steg op i ham i erindringen om hans idylliske barndom. Han levede kun en eneste gang, nemlig da han var barn. Resten af sine dage tilbragte han med at erindre barndomstiden. Shelley og Wordsworth viser hvor fast harmoniens kultur, altså renæssancens virkelighed og idealer, sad i England. Ved at se på disse to digtere kan man forstå det forhold at efter nogle få årtiers forløb gled livet af sted som om der aldrig havde været oprørere eller opdagere til.

Kun én englænder formåede at frigøre sig helt fra renæssancens syn og tanker og det var
William Blake (1757-1827). Denne kunstner, digter og mystiker kendte ingen harmoni i verdenshusholdningen, men kun et mylder af liv. At leve var for ham at opleve og fremleve, med åbne sanser og i evig skabelse. Kun ved at være sig selv helt ud, elske og hade, opfylde legemets og sjælens vældige drifter i nydelse og arbejde helt ud til de yderste grænser finder mennesket sit evighedsselv, den uendelige selvforglemmende kærlighed. Grønbech betragter Blakes digtning som noget i retning af et varsel om i hvilket retning den nye selvoplevelse nødvendigvis må føre os nutidsmennesker. Men samtiden forstod ham ikke. Den uskadeliggjorde ham ved at betragte hans digte som lyrik og overhøre hans profetiske tale.




I Tyskland blev J.G. Herder (1744-1803) både banebryder for moderne åndsvidenskab og historieforskning og inspirator eller forløser for digtere som Goethe og Schlegel. Herder hadede renæssancen, fordi den ville spærre for lidenskab og kraft, men han bevarede den gamle trang til klarhed og selvbeherskelse. For ham kræver livet sjælens stille vækst, men også arbejde og kamp, thi det er ved hovedets hjælp at der skabes et harmonisk behersket hele af det som gror af sig selv i det stille.

Goethe (1749-1832) gik som ung i Herders fodspor. Den unge Goethes verden var et kaos, en forvirrende rig mangfoldighed som han berusede sig i og groede ved i en stadig tilblivelse og digten. Dermed blev han en fremtrædende skikkelse i 'Sturm und Drang' perioden. Men på overgangen til manddommen bøjede hans vækst sig tilbage, han stillede sig afværgende over for mangfoldigheden, gik af vejen for alt hvad der kan rejse storm i sjælen. Han resignerede én gang for alle og lærte sig kunsten at holde lidenskaben på det plan hvor den kan nydes og omsættes til digtning. Han lærte at besejre mangfoldigheden gennem forenkling, dvs gennem normen, ideen, urtypen. Gennem dyb personlig tilegnelse generobrede han renæssancens store kongstanke: det faste, uforanderlige. Han blev klassiccismens fortaler og dermed en apostel for begrænsningens kunst.

Efter Goethe kom romantikerne med Novalis (1772-1802) og Friedrich Schlegel (1782-1829) i spidsen. En uforfærdet slægt, kalder Grønbech dem. De kendte en henrykkelse som gik dybere end al lidenskabs storm, en hellig stilhed, hvor sjælen svæver i følelsernes ligevægt, åben til alle sider, en enkel stemning i hvilken følelsen er tanke og tanken er følelse. I disse mænd fødes en ny, verdensstor sjæl, menneskelig og overmenneskelig på én gang. En sjæl der kender sig selv ved samtidigt at skue udad og indad. Gennem uafbrudt selvskaben og selvtilintetgørelse skrider sjælen og naturen frem til højere virkeliggørelse i denne alsjæl.

Romantikerne har oplevelsens mod, understreger Grønbech. Og deres religion springer umiddelbart frem af deres oplevelser. Gud er alt hvori livet bor i sin fylde. For romantikerne er religion ikke ensidigt følelse eller ensidigt forstand, men hele menneskesjælens fylde. Disse romantikere begrundede etikken i sjælen selv. Mennesket skal leve efter sin rigdom og fylde, helt sig selv og gennem sig selv helt for andre. Samfundet skal være et samkvem mellem borgerne som hviler på organisk samfølelse. Staten, moralen, handelen, håndværket skal være poesi, siger Schlegel, dvs have den dybde og inderlighed som poesien hidtil har haft eneret på.



Når Grønbech hævder at den skarpe tvedeling af samfundet og kulturen i en verdslig og en åndelig del der dybest ikke har noget med hinanden at gøre (det er der den dag i dag mange som fx. statsministeren der betragter som ideelt!), falder lettere i øjnene på det religiøse område end på det politiske, så kan det umiddelbart lyde ejendommeligt, men forklaringen er at Grønbech opfatter 'det religiøse' som noget væsentligt mere omfattende end de fleste mennesker og de traditionelle forskere gør. Det religiøse i Grønbechs forstand kan netop ikke reduceres til hvad særligt religiøse mennesker eller kirke og teologi i almindelighed beskæftiger sig med (og som er det selvsamme visse politikere ønsker holdt ude af det offentlige rum), men er tværtimod alt det åndelige som dybest set bestemmer vore tanker, følelser og handlinger. Det er med andre ord alt det der kommer 'fra hjertet' som man sagde i gamle dage uden at kunne blive misforstået, men som man i dag for at undgå alt for mange misforståelser hellere må kalde det underbevidste, men som her på siderne også hører under begrebet det helhedsrealistiske. Det vil igen sige, at der er tale om en dybdepsykologisk forståelse af det åndelige og de åndelige strømninger til forskel fra en teologisk eller filosofisk.

Grønbech kan ud fra sin specielle, men dybt originale dybdepsykologi derfor helt selvfølgeligt påstå at det 19. århundredes frelsende tanke for åndsaristokratiet eller kultureliten ikke blev en eller anden teologisk eller kirkelig idé, men en idé der kom fra naturvidenskaben, nemlig evolutionslæren. For det var i den at kravet om en simpel verdensorden skete fyldest. I den blev harmoniens etik genfødt, endda i lutret form. Naturen skaber af egen kraft efter sin indre ubøjelige lov kaos om til orden og harmoni. Verdenshistorien der tilsyneladende er et kaos af tilfældigheder, har sit fuldkomne mål i det etiske menneske. Og alt dette er dybest set - og helhedsrealistisk set - religiøse drømme eller krav!



Evolutionen, hævder Grønbech, forkynder åndens sejr over kødet med en vægt og en begejstring der overgår al gejstlig veltalenhed. Historien vidner om, at kulturens begyndelse er de 'lavere' instinkters overvindelse. Den åbenbarer driftslivet som et levn af det dyriske i mennesket og helliger pligten til selvovervindelse ved at forvandle den fra et bud til en lov.

Grønbech gør sig forståeligt nok lystig over at evolutionslærens forkæmpere, Darwin (1809-82), Spencer (1820-1903), Wallace (1823-1913) og T.H. Huxley (1825-95) i den grad tænkte i engelske baner, at de betragtede den engelske gentleman og puritaner som udviklingens endemål, men han understreger, at læren overalt i Europa blev mødt med sympati og taknemmelighed. Den udtalte nemlig hvad den europæiske åndsaristokrat oplevede både i sig selv og uden for sig selv. Slagordene om den naturlige udvælgelse og kampen for tilværelsen stemte nøje overens med hvad hjerterne inderst inde havde oplevet, og evolutionslæren blev således det konsekvente udtryk for det 19. århundredes virkelighed.

I evolutionen fik det 19. århundrede en religion der på én gang samler virkeligheden til et kosmos og leder kraften fra dette kosmos ind i den enkelte. Dens kultur består i søgen efter sandheden for sandhedens egen skyld. Dens etik hviler på erkendelse af at livet er en selvforædling. Dens håb udspringer af fortidens erfaring og giver fremtiden den sikkerhed som følger af lovbunden sammenhæng uden spring. Og endelig giver den et helhedssyn ud over verden som udelukkende er bygget op på virkeligheden og ikke behøver at søge støtte i ukendte muligheder. Den søgte gud inden for det oplevede og fandt ham i naturens lov. Den grundede fremskridtstroen i nødvendigheden.



Men Grønbech går et skridt videre i ironi - ind i hvad man i betragtning af at han selv var professor i religionshistorie næsten må kalde blodig ironi. Han påstår nemlig at evolutionslæren skabte en ny og bedre teologi i netop den moderne religionshistorie. For denne blev en forklaring på den tilsyneladende så forfærdende kendsgerning at mennesket har lavet sig en religion. Den mente at kunne se, at mennesketankens historie indeholdt den fulde forklaring på religionens oprindelse og udvikling, og også at kristendommen havde haft en historisk opgave at løse i vankundighedens tider. Dermed var Europa befriet for det tankens kors som al den megen overtro havde været for renæssancens menneske.

Til en forklaring på Grønbechs ironi skal det bemærkes at manden ikke var religionshistoriker af fag, men cand. mag i engelsk, dansk og latin og at han som ganske ung skrev disputats om noget så specifikt sprogvidenskabeligt som tyrkisk lydhistorie. Men studierne af engelsk sprog og kultur havde givet ham et dybt indblik i de videnskabelige og eksistentielle debatter i 1800-tallets England, ligesom han fik sat sig grundigt ind i den engelske etnologi - store navne som Tylor, Frazer, Robertson Smith - da han efter disputatsen valgte at gå i gang med systematiske religionshistoriske studier. Han lagde ikke skjul på at han skyldte disse forskere overordentligt meget for deres pionerarbejde. Men han blev aldrig træt at at polemisere mod deres uudtalte værdidomme; dette gjaldt fx Tylors 'trinstige' der placerer australnegre og buskmænd nederst i udviklingen og den engelske gentleman øverst. Den slags var for Grønbech den rene europæiske selvforherligelse.

Men hvorom alting er, ifølge Grønbech fik den officielle religion i evolutionslæren en overmægtig medbejler. Videnskaben vandt en klar og afgørende sejr og beviste sin ret til denne sejr ved at skabe frugtbarhed og arbejdslyst, som kun de erobrere kan gøre, hvis idealer står i pagt med den virkelighed som har frembragt dem. Fra evolutionstanken udgik der kraft til alle videnskaber, og efterhånden bliver den simpelthen metode i dem.

Og Grønbech kan blive ved med sin ironi og sin radikale afsløring. For når kampen mellem evolutionsmændene og kirken blev så hård og bitter og unfair som den blev, så skyldtes det efter Grønbechs mening at parterne var enige om alt væsentligt, nemlig om menneskets høje mål, om det etiske ansvar, om selvfornægtelsen og overvindelsen af det dyriske. Tro og vantro er enige lige til problemets udformning. Parterne må helt ud i konklusionernes tomme rum for at få front mod hinanden. Modsætningen mellem tro og viden, som gik tilbage til oplysningstiden, blev nu tilspidset i en kamp for eller mod gud, og i denne kamp blev teismens forsvar en uafbrudt række af tilbagetog (Teismen var en filosofisk lære om guds eksistens og væsen til forskel fra teologiens åbenbaringslære, men den blev nu brugt af kirken mod ateismen i det forfængelige håb at kunne hamle op med dennes argumentation). Gud er tænkelig, ja ret beset sandsynlig, lyder forsvaret. Hans eksistens kan ikke modbevises, og det er i givet fald fornægterne som skal levere beviset. Kirken ville ikke se, fortsætter Grønbech, at sandsynlighedens konsekvens er usandsynligheden. Konsekvensen bliver nemlig, at den religiøse oplevelse kommer til at bestå i at sjælen gennem gudstjeneste og prædiken uafladeligt må indpodes med overbevisningen om, at Gud er det faste punkt.

Så langt er det 19. århundrede kommet bort fra virkelig religion, lyder den sluttelige ubarmhjertige dom. Således er der skabt en tro der i sin afhængighed at autoriteterne (bibelens verbalinspiration, sakramenternes kraft, kirkens myndighed og bekendelsesskriftenre) næppe har sit sidestykke i verden, en tro der adskiller sig fra kulsviertroen ved at være bevidst, villet og evig angst. Striden stod om gud, men imens var gud for længst død. Mennesker havde glemt ham, mærkede ham ganske simpelt aldrig. Og denne folkets ubevidste gliden bort fra al religion i gammeldags forstand - alt mens teoretikernes skændtes - det er kendetegnet på det 19. århundrede.




Grønbech tager naturligvis også folk som Schopenhauer, Strauss, Feuerbach og Schleiermacher og flere andre op til behandling. Det springer vi over her.
Friedrich Nietzsche går Grønbech udenom i 'Religiøse strømninger', men han behandles kort i bl.a. mindetalen over Harald Høffding 1931, fordi denne havde en langvarig og ret bitter polemik med Georg Brandes om opfattelsen af Nietzsche. Polemikken blev en strid om Høffdings demokratiske radikalisme over for Brandes' aristokratiske radikalisme, dvs for og imod begges misforståelse af Nietzsches lære om herre- og slavemoralen. Høffding så det etiske hos Nietzsche, men ikke at der var en etisk originalitet og vælde hos denne tyske sværmer som ikke kunne forenes med Høffdings humane ideal. Høffding følte det ideelle i Nietzsches forkyndelse, hedder det, men han kunne ikke se at Nietzsches ideal gjorde humanistens dybe, milde tro på udvikling og kosmisk retfærdighed intetsigende.

Grønbech skriver andetsteds om Nietzsche at denne til syvende og sidst hang fast i renæssancens realitet, men han var også den der for Grønbech afslørede humanismens væsen og indre tragik. Og denne tragik lå igen i at humanismen indsnævrede virkeligheden og dermed blev fader til en jernhård fornuftreligion der omtolkede livets visdom så den kom til at lyde: Du skal tænke praktisk og udnytte erfaringen uden hensyn til konsekvenserne. Den dybt etiske idealisme forlængede sig dermed ud i den brutale tekniske realisme der mødte sin skæbne i første verdenskrig.

Humanist var Grønbech lige så lidt som Nietzsche, og dette kom også frem i den nekrolog han skrev om sin forgænger i embedet på universitetet, religionshistorikeren Edv. Lehman. Denne betegnes som en "dansk humanist, dvs en romantiker med en hemmelige frygt for romantikkens lovløshed". Lehmann ville frihed, men bar på en hemmelige angst for revolution.




Grundtvig anføres i 'Religiøse strømninger' som en interesant parallel til ritualismen i England derved at han forsøgte at skabe den danske dogmemenighed om til en kultkirke. Men religionen nåede i hans udgave ikke ud over salmernes mægtige poesi, og Grundtvigs umålelige betydning for dansk åndsliv består derfor ejendommeligt nok i at han med et trylleslag skabte en folkeoplysning som formidler mellem videnskaben og lægfolket. Det er rationalismens ideal omsat i praktisk realitet. Men desværre såede han klinte i ageren ved sin foragt for forskningen.

Grundtvig blev sammen med sin modpol taget op af Grønbech til udførligere behandling i et essay om 'Kierkegaard og Grundtvig' som blev trykt i 'Kampen om mennesket' i 1930. Man skal lede længe efter en stærkere kontrast end disse drabelige skikkelser i dansk åndsliv, hedder det. Den ene naiv, enfoldig i ordets dybeste betydning, den anden lutter selvbevidsthed og beregning; den ene skabende, den anden goldt selvnydende; den ene helt uadadvendt, frodig, givende som dryppede det fra hans fingre, den anden optaget af en eneste ting: sig selv. Begge er de sønner af kirken, alle deres tanker og billeder er bestemt af den kristne tradition. Men nedenunder læresætningerne syder to diametralt forskellige religioner, begge lige omvæltende og uforenelig med gammeldags kristendom. I dem kommer to dybe tendenser inden for europæisk åndsliv frem til overfladen; og derfor får deres virksomhed en evig betydning langt ud over alle religiøse kampe. Det er kampen mellem den skabende og den opløsende ånd som tager kød og blod i disse titaner.


Bedømmelsen af Søren Kierkegaard (1813-55) er ubarmhjertig. I ham kan man nemlig ifølge Grønbech lære at finde et surrogat i længselen efter den religion der er gået tabt som umiddelbar realitet. Den tro der er mistet kan erstattes med en følelse af hvor svært det er at tro. Når tilværelsen er bristet eller meningen med den forsvundet kan hullet udfyldes med en lidenskabelig oplevelse af det paradoksale i sjælens uendelige higen og virkelighedens stadige bedrag. Handling, kamp og erobring erstattes med 'den tragiske livsfølelse'. Eller med andre ord (mine ord): For Kierkegaard var evigheden en tænkt, udspekuleret absurditet, mens den for Grønbech var det selvfølgeligste af alt, nemlig det instinktive i menneskesjælen, det vi også kalder underbevidstheden. Jo bedre et menneske fungerer socialt i videste forstand, jo mere selvfølgelig og jo mere selvfølgeligt skabende er denne evighed.

N.F.S. Grundtvig (1783-1872) skuer ifølge Grønbech frem mod et nyt rige hinsides både protestantismen og katolicismen. Han er profeten der forlanger noget nyt, og som det er profeters vane forlanger det så heftigt at han kommer til at varsle. I Grundtvig er alting levende og skabende, og deri ligger hemmeligheden ved hans ejendommelige tyrkertro på læresætninger og hans lige så ejendommelige måde at anvende dem på. I det historisk set fantastiske dogme om at trosbekendelsen (kirkens i 300-tallet skriftligt formulerede normative sammendrag af den kristne tro) var et levende ord fra Jesu egen mund fandt Grundtvig kraft til at forlange en kirke af levende mennesker, en kirke af ånd og ikke af bogstav. Men opgøret mellem Grundtvig og bibelordet var fuld af livets ufrivillige humor. Han var fuldstændigt overbevist om at bøgernes bog var Guds absolutte sandhed - lige ned til kommaerne i den danske oversættelse - men da han havde gjort sin private opdagelse om trosbekendelsen, så afsatte han skriftens autoritet inklusive kommaerne og erstattede den med traditionen - i den oprigtige mening at redde biblen. Og resultatet blev at bibelordet virkeligt fik liv - nemlig i hans egne salmer. Udtrykket 'det levende ord' røber den skabende proces i Grundtvig selv. Han tager et dogme - og skaber det om til en myte. Hans egne ord er myter, levende ord der kan gro. Og netop her adskiller han sig fundamentalt ikke blot fra Kierkegaard, men også fra samtidens digtere der lige med undtagelse af H.C. Andersen alle var æstetikere.

Specielt i sin fortolkning af opstandelsesbudskabet - jf. det store digt 'I kvæld blev der banket på helvedes port' - forvandlede Grundtvig hele evangeliets perspektiv. Alle linjer går ud fra et andet midtpunkt end den gængse kristendoms. Det er så nyt - som Grønbech understreger - at Grundtvig skaber en ny religion. Men Grønbech må også konstatere at hele denne mytiske kristendom væsentlig var og forblev digterisk. Myterne kan ikke slå igennem i vor tid og fortrænge videnskabens tørre myter. De kan nok tvinge øjnene til at se verden som nyskabt i højmessen og i stille sommermorgenstunder, men ikke tvinge dem til at se skabelsen gennem andelsmejeriets vinduer. Grundtvig er en religionsskaber der hører til i en anden tid. Han er født et årtusind for sent. For sagen er at vor tids praktiske liv forlanger historiske og videnskabelige dogmer, mens myten slet ikke indeholder oplysning i den forstand, endsige er bundet til allegorisk eller symbolsk mening, men går så dybt at den kan overleve tanker og meninger og blomstre for nye øjne og hjerter.

Og dog er Grundtvigs ekspansive skabelse en reaktion mod hele kulturen. Ud af sin umiddelbare skabende originalitet varsler han om en menneskehed der vil sætte samfund i stedet for isolation, liv i stedet for beskuelse og nydelse af liv. Dermed vender Grundtvig fremad mod en ny fællesskabets kultur.

Selvom det ligger uden for denne artikels emne skal det lige i forbifarten nævnes at Grundtvig fik afgørende betydningn for udformningen af den danske socialdemokratisme gennem F.J. Borgbjerg (1866-1936) og - noget mere overraskende - fik en speciel renæssance i forbindelse med ungdomsoprøret i 1968 og 1970'ernes EU-modstand, idet såvel forfatteren Ebbe Reich Kløvedal som Informations redaktør Ejvind Larsen var dybt inspirerede af 'det levende ords' digter.



Hvad kvindesag og arbejderbevægelsen iøvrigt angår, vendte Grønbech først for alvor tilbage til disse i afhandlinger 1924 og 1930 som blev optrykt i 'Kampen om mennesket'. Kvindesagen kalder han oprør og revolution, nemlig menneskets oprør mod at blive reduceret til intet. Det var oprør, fordi det bragte et nyt synspunkt ind. Kvinden opstillede det menneskelige som selvstændigt, hun forlangte mennesket og forlangte det med blind sikkerhed, fordi hun ikke vidste af hvor revolutionær hendes fordring var. Her mødtes kvinder og arbejdere. Kvindesag og arbejderbevægelse er begge udslag af den nød menneskets undergang skabte med videnskabsdyrkelsen og industrialiseringen.

Maskinen malede luksus. Det var frelsen, og det var ulykken, skriver Grønbech. Den frembragte en erstatning for det menneskelige, i nydelser af åndelig og legemlig art. Ingen kunne være menneske, hele mennesker, mere, thi mennesket forsvandt med de former hvori det skulle virke. Nu kunne der i stedet skabes et luksusliv uden for verden, i det indre, i følelser, i fantasien. Når man ikke mere var et menneske, kunne man finde en erstatning ved at blive en sjæl. Religionen blev luksusfromhed. Og kunsten og digtningen gav sjælen en erstatning for realiteterne i form af nydelse - æterisk, henrivende, forædlende ved stemningernes spind. Den havde intet med livet at gøre, men skabte tværtimod en æstetik som klarlagde kunstens værdi som uafhængig af livet, og beviste at man godt kunne være en sjæl uden at være et menneske.

Oprør fremkommer ved at man føler der mangler noget og anser det for afgørende nødvendigt at dette noget findes - deri ligger den store forskel mellem revolution og reform. Oprøreren forlanger noget nyt, og så er det ligegyldigt om han ved hvad det nye er; som regel ved han det ikke. Han føler hullet og føler det så stærkt at han måske kommer til at forgribe sig på kommunens brolægning og postvæsenets kasser. Revolutionen skaber, og det er forskellen mellem det reformivrige og fremskridtbegejstrede Europa i det attende og nittende århundrede og så arbejderne i slutningen af århundredet og begyndelsen af det næste at arbejderne skabte.



Vore dages diskussioner får deres voldsomme forløb, skriver Grønbech i 1930, ikke af at de udkæmpes mellem helte og skurke, eller af at der på den ene side er lutter sunde argumenter og på den anden side sofismer og dumheder, men af at de foregår på en korsvej. Det er to kulturer eller rettere to virkeligheder der mødes og tager livtag. Og det føles underligt således at stå på et historisk knudepunkt og se det gamle og det nye brydes, ofte i et så inderligt favntag at det er ganske umuligt at se hvor det gamle ender og det nye begynder.

Men hvad tidens mange profeter og moralske tugtemestre ikke forstår er at livets kendetegn er at føle dybere og dybere behov, og at det er menneskets behov som skaber. Der er intet hemmelighedsfuldt bag historien, understreger Grønbech, den foregår åbent i mennesker som bliver fyldt med uro, fordi de mangler noget, mad, lykke, liv, håb; i mennesker som dunkelt føler et utilfredsstillet behov og føler det så dybt at hjertet bevæges. Det beståendes forsvarere er altid fordringfulde i deres krav til skaberne, de forlanger et system færdigt på forhånd. Men det karakteristiske ved en revolution er at den bringer noget nyt til verden. Det ejendommelige for mennesket er og bliver - ikke at det fabrikerer eller producerer, men - at det skaber og at skaberen altid bliver overrasket over det som kommer ud af hans virksomhed.



Undertegnede har fundet det væsentligt som supplement til Rüdiger Safranskis fremragende bog om romantikken og det romantiske (se henvisninger til artiklerne) at ridse Vilh. Grønbechs originale synspunkter op på ny, fordi de peger på det helt centrale: at der nedenunder det fornuftsbaserede og nyttige i vores praktiske liv - alle de ting der er baseret på de psykiske sekundærprocesser og som kan regulere dette liv - altid gør sig en oprørsk, grænseoverskridende impuls gældende som er baseret på de langt dybere, mere instinktive psykiske primærprocesser, og at det ikke er muligt ud fra fornuftens og nyttens eller tryghedens og sikkerhedens hensyn at forhindre dette grænseoverskridende i at slå igennem. Og selvom det ville have været muligt, ville det ikke være ønskeligt, for det ville totalt dræbe al kreativitet og al mening i den menneskelige tilværelse.

En overordnet filosofi - som fx
den komplementære helhedsrealisme - kan være nyttig og nødvendig, men den skal ikke dreje sig om at afvise impulsen som sådan som skadelig og samfundsnedbrydende, men tværtimod om at se komplementariteten mellem de to stærke og lige uundværlige psykiske processer og heraf afledte eksistentielle dimensioner eller 'virkeligheder', idet det samtidigt for fuldstændighedens skyld må pointeres at selve komplementaritetssynspunktet er nyt i forhold til Grønbech. I de konkrete tilfælde kan og må man ud fra et sådan overordnet filosofi prøve at bedømme faren og risikoen ved aktuelle oprør og revolutioner, så de deciderede destruktive af slagsen ikke tager overhånd. Men man skal aldrig af frygt for de romantiske ungdomsoprørs gentagne mangel på disciplin, hensyn og sund fornuft bandlyse endsige voldeligt nedkæmpe kreativiteten for enhver pris. Ligesom man heller ikke i kærlighedslivet skal sige nej til lidenskaben af frygt for de tab den i værste fald kan medføre. For det er i begge tilfælde lidenskaben og kreativiteten vi lever på.

Jan Jernewicz



Henvisninger:   Til toppen

Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Tysk romantik - Nietzsche - og andre strømninger.



Se nærmere under klik



Øvrige henvisninger:   Til toppen

Litteratur:

Vilhelm Grønbech:
Religiøse Strømninger i det 19. århundrede. (1922)
Kampen for mennesket. (1930)
Blake (1933)
Herder (1934)
Wordsworth (1934)
Friedrich Schlegel (1935)
Goethe I-II (1935-39)

Ejvind Riisgård: Vilh. Grønbechs kulturopgør I-II. (Gyldendal. 1974)



Relevante artikler på Jernesalt:

Vilh. Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
William Blake's univers
Grundtvig som mytisk kristen og profet
Nietzsches sjæl
Vurdering af det 20. århundrede



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Etik
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 3.4.2013