Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Gertz

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.2.03.


Geertz' falske udsagn om Grønbechs metode

af Jens Vrængmose

I Den Store Danske Encyklopædis påfaldende kortfattede artikel om en af dansk forsknings allerstørste navne skriver professor i religionsvidenskab ved Århus Universitet Arnim W. Geertz blandt andet følgende:

"Med sin filologisk-historiske tilgang til religion hævdede Grønbech, at man gennem læsning af de religiøse tekster er i stand til at trænge ind i fremmede kulturer og sprog. Denne forståelse af det fremmede blev grundlaget for hans kulturkritik."

Den opmærksomme læser lægger straks mærke til ordet "hævdede", for det afslører at Geertz på den ene side nok afleverer sin opfattelse af Grønbechs metode, men på den anden side tager klart afstand fra den. Han tror ganske enkelt ikke på, at den slags skulle kunne lade sig gøre, og følgelig - for det er nemlig den logiske konsekvens - behøver man efter Geertz' mening heller ikke tage Grønbechs kulturkritik alvorligt, for når den nævnte metode er grundlag for kulturkritikken og metoden er uholdbar, så skrider naturligvis også kulturkritikken. Eller rettere den kommer ind under kategorien 'subjektive meninger' som enhver har lov at have, men som andre ikke behøver tage alvorligt.

Dette har Århusprofessoren selvfølgelig lov at mene, men det bygger som vi skal se på en misforståelse af eller rettere en dyb uvidenhed om Grønbechs metode og placerer dermed den encyklopædiske artikel i gruppen af dybt misvisende, ja uanstændige artikler. For det mindste en anstændig artikel om Grønbech må indeholde turde just være en så tilpas udførlig redegørelse for det meget specielle forhold der var mellem Grønbechs metode og hans kulturkritik, at det bliver forståeligt hvorfor hans hele forskning er i særklasse. Metoden inddrager nemlig selve subjekt/objekt-forholdet som det altafgørende kendetegn for humanistisk videnskab.

Ved at springe over dette sprængstof gør Geertz sig ikke alene skyldig i misinformation om Grønbech, men også i forflygtelse af ansvaret for forskningens og sit eget fags etik og bevidstgørelse.

Geertz' fejltagelse ligger formentlig i det han kalder Grønbechs 'filologisk-historiske tilgang til religionen', for allerede dermed antydes en snæverhed i Grønbechs tilgang til religionen som er totalt misvisende, og som Geertz måtte have opgivet hvis han ellers havde sat sig ordentlig ind i sagerne - og fx læst den udførlige redegørelse for Grønbechs metode, der findes i "Vilh. Grønbechs kulturopgør I-II" fra 1974.



Grønbech drev i sin forskning aldrig feltarbejde. Han var på én eneste studierejse til Grækenland - udover flere rejser til England i studietiden. Men han skrev om australnegre og prærieindianere uden nogensinde at sætte sine ben i Australien eller Nordamerika. Det kan man selvfølgelig godt bebrejde manden, det gør faktisk de religionsforskere der selv driver feltarbejde. Men strengt taget er det en malplaceret kritik, eftersom man ikke kan drive feltarbejde i den gamle germanske kultur og religion eller det gamle Hellas eller de nævnte australnegres kultur, når disse kulturformer nu engang ikke længere eksisterer som levende kulturer. Hvis kravet om feltarbejde gøres absolut, afskærer man sig totalt fra at beskæftige sig med gamle kulturformer. Og dét kunne Grønbech ikke drømme om. Tværtimod.

Grønbech var ubestrideligt filolog af uddannelse, nemlig cand. mag. i engelsk, dansk og latin, ja med sine studier i og disputats om tyrkisk lydhistorie på vej ind i den rene lingvistik, inden han kastede sig over religionshistorien. Men han indså at den rene sprogvidenskab var et vildspor, hvis han skulle forske i det der var og forblev hans hovedinteresse: at forstå andre mennesker og andre kulturer og derved skaffe sig flere og flere 'sjæleklenodier' som han kaldte det.

Grønbech blev ovenikøbet bebrejdet sin kritik af filologien, men kunne afvise beskyldningerne for at tale nedsættende om filologien, for denne var forudsætningen for hans arbejde. Han havde blot ikke tillid til at filologernes gamle prøvede metode længere slog til, for den indebar at man læste visdom ud af hellenisternes moraliserende afhandlinger og guddommelig sandhed ud af klassisk litteratur. Generelt kunne han slå fast, at fejlen var at man troede der fandtes én bestemt videnskabelig metode til sandheden om gamle kulturfolk, men der gives kun én metode: at man ærligt ser det som er sådan som det er, og ser sig om så man får helhedens bredde og dybde i sit syn.

Og lige præcis her røber Grønbech en væsentlig side af sin egen metodes egenart: synet og følsomheden for det man kan se og følsomheden for helheden. Dermed fjerner han sig radikalt fra enhver filologisk tro på at man så at sige kan bestemme ordenes betydningsindhold ved på leksikalsk vis at samle deres forskellige anvendelser. Han krævede at man gik det skridt videre at man også for sit indre så hvad de dækkede i de konkrete situationer for de forskellige mennesker og de forskellige kulturer. Men dette indebærer at man tager sin psykologiske indfølingsevne med i sin metode og tør møde det fremmede på samme måde som man møder et andet menneske i sin egen tid: ved udveksling af tanker og følelser i fuld respekt for den andens egenart.

Ikke uden grund var den tyske forsker Herder en stor inspiration for Grønbech selv. Det var fra denne mand opfordringen til historikerne lød: "Fühle dich in alles hinein!". Men det hører med til billedet, at Grønbech selv lige fra barnsben havde haft en stor evne til at læse tekster så de gav genklang i sindet. Han skriver selv et sted, at hans religionshistoriske metode egentlig blev grundlagt i femårs-alderen da han læste biblen med helt udogmatiske briller - og så og hørte og lugtede det teksterne fortalte om.



Grønbechs metode må først og fremmest betegnes som en generfaringsmetode. Hvad denne metode nærmere gik ud på forklarede han allerede i andet bind af det store værk om "Vor folkeæt" (fra 1912):

"Der skal noget mere end fantasi og noget andet end konstruktionsevne til for at sætte Midgård (nordboernes hjemlige, kendte, lyse og venlige virkelighed - alt det der er 'hyre) og Udgård (den fremmede, ukendte, mørke og fjendtlige virkelighed - alt det 'uhyre') i det rette forhold til hinanden. Der kræves generfaring: Man må bygge verden op fra ny, uden hensyn til alt tillært, uden hensyn til atlas og topografi. Hos os dannes verden ved at iagttagelserne lægges ind på deres sted efter målesnor og kompas; men vil vi bygge med på Midgård og Udgård, da må vi tage oplevelserne som en tyngde, som noget der skal vejes og ydermere huske på, at vægt og lodder ikke gives - man vejer i hånden. "

Og endnu tydeligere forklarer han hvordan han tilegnede sig den dybe forståelse af centrale begreber i de gamle germaneres psykologi og etik, begreber som fred, ære, hævn og lykke:

"For at kunne gengive primitive racers kultur og religion, deres åndelige liv, må vi lære os af med vor egen psykologi og tillære os en anden, der ikke er mindre følgerigtig, men hvis principper i sig selv er anderledes. Man kan ikke gå fra nordboerne til os selv, eller omvendt, uden simpelthen at afklæde sig sin menneskelighed og iføre sig en anden. Hvis vi vil forstå hvad det var der holdt disse menneskers sjæle sammen og gjorde dem til personligheder, må vi stille og beskedent begynde fra grunden som simpelthen uvidende. Vi må lære ordenes betydning fra ny af."

Nøjagtigt den samme indstilling havde Grønbech når det drejede sig om forståelsen af hellige tekster som fx Det nye Testamentes beretninger om Jesus og gengivelse af Jesu ord. Man må fornemme Jesu ord og lade dem gå gennem selvoplevelsen, før man kan sige hvad de betyder, understregede Grønbech, men set fra teologisk hold var dette nærmest en helligbrøde.

Selv ved genudgivelsen af Grønbechs Jesus-bog i 1960erne kom en ellers fornuftig teologisk professor som Børge Diderichsen med den indvending, at selvoplevelsen som forskningsprincip over for Jesus-overleveringen er umulig allerede på grund af dette stofs egenartede oprindelse og hensigt som menighedsdokument. Han så bort fra, at denne del af sagen var behandlet udførligt af Grønbech i en særskilt bog om "Kristus - den opstandne frelser", hvorimod Jesus for ham var og forblev en levende person det var muligt at forstå som menneske gennem tonen i hans ord og det urovækkende i deres klang. Grønbech havde - modsat teologerne - intet besvær med at skelne mellem Jesus som historisk person og Kristus som kirkens troscentrum.

Grønbech vidste for meget om Jesu sjæleliv, skrev Diderichsen, idet han påstod at Jesu sjæleliv var en lukket bog. Men set ud fra Grønbechs synspunkt var interessen for Jesu sjæleliv simpelthen identisk med interessen for overhovedet at forstå hans ord. Ethvert menneskes ord fører ind til dets sjæl. Man forstår ikke et menneskes ord medmindre man kan se et sjæleliv bag det.



Spørgsmålet melder sig dog automatisk om ikke en sådan indlevelses- og generfaringsmetode som Grønbech så konsekvent og resultatrigt brugte udvisker den for al forskning nødvendige grænse mellem det subjektive og det objektive. Risikerer forskeren ikke at indlevelsen og generfaringen bliver så dyb, at han ikke længere kan skelne mellem sig selv og det fremmede han har levet sig ind i, men tværtimod mister den afstand til genstanden for hans forskning, som er nødvendig for en nøgtern skildring?

Hertil er to ting at sige. For det første gælder, at forskeren efter sin indlevelse og generfaring - medmindre han da ligefrem er psykotisk indrettet! - kommer tilbage til sin normale virkelighed, og dér igen vil være i stand til at berette nøgternt om det han har oplevet og generfaret. Indlevelse forudsætter ikke at man mister sit eget fodfæste, men derimod nok, at man som ved enhver indlevelse i andre menneskers følelses- og sjæleliv udvider sin erfaring og netop bliver rigere på 'sjæleklenodier'. Man er (heldigvis) ikke nøjagtigt den samme efter at have levet sig dybt og grundigt ind i andre mennesker eller andre kulturers universer, men et rigere og mere 'relativiseret' menneske. Ganske som vores kultur bliver rigere og mere 'relativiseret' ved at der er forskere der lever sig ind i andre kulturer og kan berette om deres erfaringer.

For det andet gælder, at der ikke er andet alternativ til indlevelses- og generfaringsmetoden end den naturvidenskabelige metode, der fastholder et skarpt skel mellem det iagttagende og analyserende subjekt og genstanden for iagttagelsen og undersøgelsen. Men hvis forskerne inden for det humanistiske område gør denne naturvidenskabelige metode til idealet, bliver konsekvensen, at forskerne alene vil kunne registrere og måle det de vil undersøge og derefter lave teorier om det undersøgte ved hjælp af abstrakte begreber og systemer. Musik, litteratur og historie ville på denne måde forblive døde fakta, som ikke siger noget menneske nogetsomhelst.

At anvende denne metode over for historien, fremmede kulturer og fremmede religioner ville være som at forholde sig til musikken alene som fysiske lyde, instrumenter og nodebilleder - uden nogen oplevelse af hvad musikken gør ved den menneskelige sjæl. Det ville være dødens pølse.

Og grunden til at nogle prøver at bevare dette falske naturvidenskabelige ideal også inden for humaniora, synes at afspejle ren og skær angst for at komme ud i erfaringer der rokker ved hævdvundne idealer og normer. Man vil hellere blive ved det gamle - og skyer følgelig al radikal kulturkritik.

Uden på nogen måde at postulere at professor Arnim W. Geertz skyer al kulturkritik - for det kender jeg hans egen forskning og personlige synspunkter for lidt til at kunne udtale mig om - så er det tilladt at sige, at han med sin artikel om Grønbech i encyklopædien har gjort offentligheden en bjørnetjeneste ved at fortie den for Grønbechs hele forskning og kulturkritik dybt karakteristiske og alt afgørende generfaringsmetode.

Desværre er han ikke ene om i encyklopædien at foreholde læserne nødvendige oplysninger til forståelse af forskere der er gået deres egne veje og beriget forskningen med skrifter der provokerer til personlig stillingtagen.

Deres ærbødige Jens Vrængmose



Øvrige udgydelser af Jens Vrængmose: Klik



Læs også artiklerne:

Grønbechs kulturopgør

Grønbechs metode

samt artiklen om  Mytologi





Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal