utils prefix normal JERNESALT - gazakrigen09a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.1.09.


Gazakrigens tilspidsning netop under storkrisen

I de sidste dage af december måned startede den israelske regering en massiv bombning af Gaza by i det nordlige Gaza, hvorfra der var blevet sendt raketter mod israelerne, og af grænseområderne til Egypten i det sydlige Gaza, som skjulte hundrevis af underjordiske tunneller til brug for både vare- og våbenforsyning.

Efter nogle dages bombardementer stødte den israelske landhær ind i Gazastriben med et massivt opbud af kampvogne. Og dele af Gaza by, hvorfra der fortsat blev sendt raketter mod Israel, blev jævnet med jorden. Tabene og ødelæggelserne på palæstinensisk side var enorme - og grufulde billeder af dem gik hurtigt rundt i hele verden via nettet og tv.

Vestlige ledere appellerede til den israelske regering om at indstille angrebene, men de blev overhørt. Alle forsøg på en våbenhvileaftale mellem parterne strandede på palæstinensisk modvilje. Men da den israelske regering skønnede at målet var nået med hensyn til at få ram på nogle af Hamas's ledere og ødelægge deres våbendepoter og raketbaser, besluttede den sig for en ensidig våbenhvile. Den førte hurtigt til en erklæring om våbenhvile fra Hamas' side, samtidig med at Hamas-lederne på sædvanlig retorisk vis gik på skærmen for at hævde at sejren var deres.

Israel måtte konstatere, at den vestlige verden beklagede den hårde israelske fremfærd, men ikke direkte fordømte reaktionen på terroren fra Hamas. USA ville få ny præsident den 20. januar og Israel skal have valg i februar, så det lå klart at den israelske regering stilede efter at gøre arbejdet færdigt omkring den 20.1. Det ser ud til at den israelske forsvarsminister Barak fra Arbejderpartiet har vundet på fremfærden, mens den afgående ministerpræsident Olmert og den nye formand for Kadima-partiet, udenrigsminister Livni har mistet tilslutning - og tidligere ministerpræsident Netanyahu fra Likud-partiet håber på en ny chance for sin uforsonlige politik. Men intet er afgjort med sikkerhed. Kun at den nye amerikanske præsident Obama og den nye amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton har fået kam til deres hår.



Gaza regeres af Hamas der ønsker Israel udslettet og bekæmper den mere moderate Fatah-bevægelse med præsident Hamoud Abbas i spidsen med alle midler.

Hamas er både en politisk-social bevægelse og en terrororganisation.

Som terrororganisation sender Hamas raketter ind over Israel for at genere og skræmme den israelske civilbefolkning mest muligt, men også for at provokere Israel til reaktioner der dels vil medføre international fordømmelse af Israel, dels vil torpedere alle tilløb til en fredelig løsning af konflikten.

Israel har siden 1967 været besættelsesmagt i store dele af de palæstinensiske områder og er kun nødtvungent gået med til en tostatsløsning der vil give palæstinenserne deres egen suveræne stat omfattende både Gazastriben og Vestbredden.

Israel er i sin gode ret til som selvstændig stat, oprettet på FN-basis i 1948, at forsvare sit territorium med alle midler.

Israels politikere og befolkningen er splittede med hensyn til tostatsløsningen og rømningen af en del af de jødiske bosættelser på Vestbredden, men flertallet bakker op om en hård militær reaktion på Hamas' raket-terror.

Og visse dele af dette flertal lader sig endda gerne provokere til en reaktion, fordi de ganske enkelt ingen tillid har til Hamas som garant for en effektiv fredsaftale. Især den ortodokse del af befolkningen er imod såvel rømning af bosættelserne som fredsaftaler med palæstinenserne. Og de er i høj grad med til at låse positionerne fast og forhindre en tålelig løsning for begge parter.

Grundproblemet er og bliver at der er elementer på begge side af konflikten som hævder deres monopol på sandheden og retten til landet. De er absolutister der ikke kender til andet end at hævde deres ret, hævne uret og skaffe sig deres vilje.



Problemet i konflikten mellem israelerne og palæstinenserne er den asymetriske krigsførelse der bevirker at Israel forsvarer sin suveræne nation der kun ønsker at leve i fred med og i sikkerhed for sine naboer, mens palæstinenserne har et selvstyre med to adskilte landområder og en tæt befolkning i det ene område der ikke er i stand til at brødføde sig selv eller konstruktivt at bygge en velfungerende stat op. De hengiver sig derfor til et 60 år gammelt had til israelerne og lader - fuldstændigt forblændet af dette had - sine terrorister angribe Israel.

Den terroristiske del af palæstinenserne, primært samlet i Hamas-bevægelsen med sin betydelige sociale organisation, benytter vel at mærke civilbefolkningen til at huse og skjule sine militser og våben.

Dette sætter Israel i den situation at det for at forsvare sig mod terroren er nødt til at bombe de tætbefolkede områder der huser terroristerne. Det har de ret til fordi enhver nation har ret til at forsvare sig og sin integritet, men de kan ikke undgå at ramme den palæstinensiske civilbefolkning - herunder uskyldige kvinder, børn og gamle - hårdt, og dette medfører igen kritik fra omverdenen, inkl. beskyldninger om overtrædelse af internationale konventioner.

Omverdenen kender omstændighederne, men lader sig alligevel påvirke af de stærke billeder af dræbte kvinder og børn som Hamas bevidst sørger for at distribuere til medierne. Og Israel har kun ordets svagere kommunikationsform at forsvare sig med. Igen asymmetri. Resultatet er at vestlige regeringer nok vedblivende fordømmer Hamas' terror mod Israel, men samtidigt også tager afstand fra Israels påstået overdrevne eller proportionsløse bombninger af Gaza.

Israels kritikere ser imidlertid konsekvent bort fra at Israel ikke alene er i sin gode ret til at forsvare sig mod raketangreb fra Hamas, men også ifølge konsistens-etikken kan forsvare sin ret til at bruge de midler de faktisk anvender, selvom dette uundgåeligt medfører lidelser for den palæstinensiske civilbefolkning. For kravet om overvægt af det gode forhindrer ikke lejlighedsvise, nøje overlagte handlinger der medfører lidelse for andre, når og hvis overvægten af det gode skal bevares. Og det er tilfældet her.



Grunden til at den palæstinensiske civilbefolkning rammes og nødvendigvis må rammes af de israelske bomber er at Hamas' militser benytter denne civilbefolkning som skjul. Hamas kæmper ikke med åben pande eller med fair metoder, men med de mest beskidte midler der tænkes kan, og de gør det med fuldt overlæg og vel vidende at det påfører deres egen civilbefolkning store lidelser. De spiller bevidst på den propagandamæssige fordel. Det er simpelthen at vende al moral på hovedet at klandre Israel for noget Hamas alene bærer skylden for.

Sagen afslører også det utidssvarende i snævre juridiske, sofistiske og universalistiske konventioner om krigsførelse der ikke tager hensyn til den nyeste tids asymmetriske krigs beskidte metoder, men tværtimod giver terrorister samme beskyttelse af konventionerne som terroristernes ofre. Juristerne sætter i misforstået hensyn til det enkelte menneske konventionerne over hensynet til et folks og et samfunds integritet, indre konsistens og ret til og muligheder for at forsvare sig. De undergraver dermed i realiteten frie, demokratiske og fredselskende folkefærds ret til at eksistere.



En fransk politolog taler om at Vesten i dag generelt præges af frygt, mens Mellemøstens befolkninger er præget af følelsen af ydmygelse. Frygten skyldes naturligvis terrorismen, som følelsen af ydmygelsen angiveligt er baseret på. Men karakteristikken rammer ikke det centrale. For muslimerne i Mellemøsten kan ikke give Vesten skylden for deres følelse af nederlag og afmagt. Den hænger tværtimod sammen med deres manglende evne og vilje til at finde en vej ud af nederlag og afmagt.

Fornuftige, afklarede og harmoniske muslimer kan udmærket begå sig i den vestlige verden og være ligeberettigede partnere med vestlige politikere, erhvervsfolk, kunstnere og forskere. Men i samme øjeblik de isolerer sig, vender ryggen til liberal vestlig kultur, tager afstand til liberale vestlige normer, stempler kristne, jøder og ateister som vantro mennesker der er dømt til fortabelse, mobber skolekammerater der spiser leverpostej, bliver medlemmer af bander der øver hærværk mod vestlige institutioner, og i værste fald hengiver sig til decideret had til Vesten og vestlige værdier, demonstrerer mod vestlige karikaturtegnere, brænder vestlige landes nationalflag af, giver sig i islamistiske demagogers vold, melder sig som selvmordbombere og martyrer, og gør forsvaret for deres egen tro til en hellig krig mod andres religion - i samme øjeblik vælger de af egen fri vilje også nederlagets og afmagtens vej.



Når palæstinenserne på denne måde selv vælger offerrollen og ydmygelsen, så kan de ikke forvente overbærenhed eller eftergivenhed fra den sekulariserede og demokratiske verdens frie borgere - uanset hvad de iøvrigt har gennemgået af uretfærdigheder fra vestlig side.

Og det gør naturligvis ikke sagen bedre, at mange muslimer drømmer om indførelse af sharia eller kalifat - eller at de i deres form for gudsdyrkelse fastholder dybt antidemokratiske og antisekulære tilbedelsesformer der hører hjemme i primitive sheikdømmer.

For den vestlige frygt for terrorisme gælder omvendt, at den ikke er identisk med en dybere livsfrygt eller mangel på livsmod, men er en konkret frygt for en dybt primitiv og irrationel modstander hvis uberegnelighed kommer af at den har valgt hadets, terrorens og den asymmetriske krigsførelses vej. Over for en sådan modstander må Vesten forsvare sig med de militære midler der nu engang er til rådighed. Men samtidigt må Vesten naturligvis også gå diplomatiets veje såvel som den kulturelle og eksistentielle påvirknings vej.

Vestens frygt i dag er dog ikke blot et simpelt produkt af truslen fra den islamistiske terrorisme, men ligeså meget et produkt af den manglende tro på egne værdier og egne værdiers overlegenhed.

Denne manglende tro kommer igen i høj grad af de intellektuelle og ufolkelige forestillinger om pluralisme, globalisme, universalisme, kulturrelativisme og multikulturalisme. Og den fjernes kun ad Ún eneste vej: den komplementære helhedsrealismes fulde forståelse for de grundlæggende værdiers dybe forankring i de arketypiske forestillinger som er uforenelige med enhver dogmatisk indstilling.



Konflikten i Mellemøsten er langt fra en løsning. Det gamle forbitrede forhold mellem palæstinenserne og israelerne er kun Ún side af problemet. Iraks udvikling en anden. Truslen fra Iran og Irans atomplaner en tredje. Krigen i Afghanistan en fjerde. Al-Qaedas trusler i hele verden en femte. Og de arabiske landes manglende demokrati og sekularing en sjette. Brugen af militære midler i en sådan konflikt er uundgåelig, eftersom fredelige stater har ret og er nødt til at forsvare sig for at sikre deres overlevelse. Men militære midler fører ikke i sig selv til en løsning. Diplomatiske løsninger er lige så nødvendige, men er heller ikke tilstrækkelige. Kulturelle og humanistisk inspirerede forsøg på forsoning er vigtige, men hjælper ikke, når de aggressive, destruktive, krigsstiftende og terroristiske elemener er uden for dialogisk og pædagogisk rækkevidde.

Sandheden er at det eneste der kan give håb er selve den mulighed der ligger i at selv de værste og mest forhærdede elementer af uransigelige årsager kan gå hen at indse at de menneskeligt set er på vildspor og dybest set modarbejder deres egne interesser i almindelighed og deres mest vitale interesse i særdeleshed: nødvendigheden at være etisk konsistent, dvs være forpligtet af kravet om at sørge for overvægt af det gode i livet.

Det hjælper ikke at præke den slags for umennesker. Men det er tåbeligt at fredens og forsoningens forkæmpere ikke forstår de psykiske grundmekanismer og på den baggrund accepterer at det er alle terrortruede og -angrebne menneskers og nationers ret at forsvare sig mod terroren med alle midler lige indtil den dag terrorister bliver klogere.

Gazakrigens tilspidsning netop under den store verdensomfattende økonomiske, politiske og eksistentielle krise understreger behovet for at tage dybdepsykologien og konsistensetikken med i overvejelserne og strategien. Der er langt mere på spil end folk som Hamas', Irans og al-Qaedas leder vil være ved.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Hizbollahs ekstatiske triumf og Israels tunge forpligtelse  (17.7.08.)
Staten Israel 60 år  (8.5.08.)

Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg  (6.10.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Tony Blair's nye mission  (3.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)
Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)



Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal