ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.12.02.

Det fromme menneske

Eller måske mente hun, at Jeppe var blid og føjelig, dvs. nem at kue for en harpe som hende selv, der flittigt brugte krabasken på hans rygstykker for at få ham til at makke ret. Der gives jo mennesker der er skikkelige og sagtmodige, som det hed i gamle dage. Ja, Jeppe hørte til dem der endog er "fromme og gode i deres omgang med dyrene".

Derfor har vi metaforer som 'from som et lam' eller 'fromme som duer'. Og derfor går det, som fanden selv ganske tilfreds konstaterer i et af Mau's ordsprog, ud over de fromme, når han er på spil og fx slår øjet ud på en ledstolpe.

Børn er i besiddelse af en vis fromhed i betydningen "barnlig uskyld". De kan naturligvis lave ulykker og spilopper i deres udforskning af verden, men normalt tillægger de voksne dem ikke bevidst ødelæggelsestrang eller ondsindethed. De kan blot af gode grunde ikke overskue konsekvenserne af deres handlinger og får derfor en bred margen til at prøve sig frem for at lære konsekvenserne ad erfaringens vej.

Forbrugerismen gennem 40 år har fået børn til at fokusere lige så meget på de materielle goder som deres forældre. Dette gælder også det årlige juleræs. Det giver derfor ikke længere mening i mange hjem at synge med på B.S. Ingemanns julesalme 'Julen har bragt velsignet bud', hvor det bl.a. hedder: "Det Barn som sig glæder fromt og kjønt, skal aldrig den glæde miste" (med glæde mentes juleglæden, altså Jesu og det glade budskabs komme). For børns og voksnes drømme og ønsker går i en anden retning.

I dag bliver børn i de fleste tilfælde tidligere bevidst om hvad de kan og vil, og hvornår og hvordan de skal sætte deres vilje igennem over for deres tit fromme, dvs. eftergivende forældre.

Det generelle pædagogiske princip i dag er at betragte børn som kompetente på alle livets områder. Det giver den store fordel, at det appellerer til barnet om at vove sig frejdigt ud i den nødvendige erhvervelse af erfaringer, men har den store ulempe at forcere en udvikling frem som ikke alle børn er modne til. Skole og forældre har stadigt flere ambitioner på deres børns vegne - det betyder reelt, at børn presses til stadigt større præstationer stadigt tidligere. De bliver stressede - og lider undertiden nederlag og blive syge.

Men på et eller andet tidspunkt begynder den egentlige prøve, puberteten, den langvarige udviklingsproces fra barn til voksen som foregår fra 12-års alderen til 18-20-års alderen, og som vækker mange modstridende følelser hos de fleste børn. På den ene side ønsker de unge størst mulig uafhængighed af deres forældre - bevægelsesmæssigt, socialt, økonomisk, moralsk og juridisk. På den anden side vil de fortsat gerne nyde godt af forældrenes hjælp, støtte og beskyttelse.

De fleste unge har i dag gode vilkår, egne værelser med fjernsyn og musikanlæg, computere og mobiltelefoner. De har mange penge til rådighed og bruger mange på tøj, musik og fester. Medaljens bagside er, at de unge i dag stifter bekendtskab med rygning, alkohol, stoffer og sex på et tidspunkt, hvor de fleste af dem reelt ikke er så modne til det at de fuldtud kan overskue konsekvenserne af deres handlinger. Men gruppepresset driver dem ind i eksperimenterne tillige med reklamer, film og tv-serier. De unge vil være voksne og ikke stå tilbage for andre, og det bliver derfor i realiteten de mest udviklede der fører an. De svagere kommer ofte ud i misbrug og dårlige erfaringer. De mister 'uskylden' på en måde og i en så tidlig alder, at det ikke altid er til deres bedste.

Omvendt er der enkelte der stritter imod at blive voksne. Det kan fx for pigernes vedkommende udvikle sig til anorexi, hvor spisevægring bliver midlet til at undgå at få kvindelige former. Det gør ikke situationen for disse piger lettere, at mode- og reklamebranchen sætter den slanke kvinde op som idealet alle bør rette sig efter. I de senere år er fyrene også begyndt at stille urimelige, ja helt vanvittige krav til deres pigers udseende, slankhed og pigeagtighed.

Uviljen mod at blive voksne kan antage karakter af det forfatteren Klaus Rifbjerg kaldte 'den kroniske uskyld', og som naturligvis altid vil ende i et alvorligt problem, fordi der ikke i de hårde realiteters verden er nogen vej uden om at gøre personlige erfaringer om kønsliv, nydelsesmidler, arbejdsliv, politik og religion - samt aldring, og på denne baggrund tage ansvaret for egen tilværelse.

Den polske filminstruktør Magdalena Lazarkiewicz har i filmen 'Hvidt ægteskab' (efter drama af Tadeusz Rózewicz) lavet en meget morsom og poetisk beskrivelse af de problemer to pubertetspiger kom ud for i en meget seksuelt orienteret familie i mellemkrigstiden. De er hinandens modsætninger. Den ene er meget erotisk, udadvendt og provokerende. Den anden bly og tilbageholdende. Og det er denne sidstnævnte der indgår ægteskab med en ung og også uerfaren mand - på den betingelse at han ikke vil røre hende. Hun drømmer på den ene side om evig hvid uskyldighed, og på den anden side har hun deciderede mareridt om død og undergang.

'Syndefaldet' er den arketypiske fortælling om hvert eneste enkeltmenneskes og hver eneste generations nødvendige ungdomsoprør mod faderautoritet og moderbeskyttelse. Fordrivelsen fra uskyldighedens og ansvarsfrihedens have er eneste vej til modenhed. (jf. artiklen  Myte, ord og billede)

Inden for det specifikt religiøse eller kirkeligt organiserede liv ytrer fromheden sig særligt i hengivenhed til Gud, der betyder en kanalisering af den driftsmæssige energi i retning væk fra det seksuelle og fornøjelsesmæssige henimod et fromhedsliv omkring bøn, meditation og gudsdyrkelse. I den katolske kirke var denne kanalisering en følge af det foreskrevne cølibat, som betød at præster skulle forblive ugifte for at undgå den dødssynd det er at give efter for seksuelle fristelser.

Cølibatet er kun muligt for meget få mennesker, og dets påtvungethed inden for kirken har gennem tiderne kun befordret hykleriet og skyldfølelsen. Den er i vore dage blevet et meget stort problem for den katolske kirke, fordi den almindelige kønsmoral i det moderne samfund er overordentlig fri og naturligvis vil være en konstant fristelse for enhver katolsk præst.

Som bekendt afsløres i disse år den ene sex-skandale efter den anden i romerkirken - lige fra homoseksualitet og pædofili til almindelig sex. Der er stort pres på Vatikanet for at få brudt cølibatskravet, men det vil holde hårdt, hvis det overhovedet nogensinde sker, fordi selve den skyldfølelse der uundgåeligt rammer præster ved overtrædelse af cølibatet er et særdeles effektivt middel til at holde dem fast i afhængighedsforholdet til autoriteterne, det hierarki af præster der alene kan give syndsforladelsen i forbindelse med skriftemål.

Men hvor fromme mænd og kvinder af egen drift formår at give sig hen til en målrettet og konstant gudsdyrkelse, vil resultatet blive den kanalisering af den grundlæggende driftsenergi som ender med ægte mystiske erfaringer og som derfor sætter disse hellige mænd og kvinder i en klasse helt for sig selv.

De mystiske erfaringer er udførligt beskrevet i litteraturen, bl.a. på grundlag af detaljerede oplysninger fra mange af mystikerne selv. Det gælder således de spanske mystikere som den hellige Teresa af Avila og den hellige Juan de la Cruz (Johannes af Korset), som begge levede i 1500-tallet, eller den tyske Meister Eckhart (1260-1328). Men de findes også grundigt beskrevet i moderne litteratur, således af den originale danske bevidsthedsforsker Jes Bertelsen, der er teoretisk funderet i den jungianske dybdepsykologi.

Det kan diskuteres, hvorvidt der i mystikken er tale om en sublimering af grunddriften, hvad enten man vil regne seksualdriften eller aggressivitetsdriften for grundlæggende. Freud betragtede som bekendt alle former for kultur som sublimering af seksualdriften. Men diskussionen turde være en strid om kejserens skæg. Hvis man betragter tingene ud fra et energetisk synspunkt er der nemlig ingen tvivl om en sammenhæng mellem ensidig kanalisering af religiøs eller kunstnerisk drift og en afledning af den normale seksual- eller aggressivitetsdrift. Men omvendt må det retfærdigvis også siges, at det mest af alt ligner reduktionisme at se bort fra muligheden af en selvstændig drift i retning af fuld udvikling af de muligheder der ligger i selve den menneskelige bevidsthed, og som i de smukkeste tilfælde indebærer opnåelse af det der kan kaldes 'åbenbaringer', 'mystiske oplevelser' eller 'højere bevidsthed' - alt efter hvilket synspunkt man ser det fra.

For den katolske og ortodokse kirke har rækken af hellige mænd og kvinder stor betydning som inspiratorer, og derfor er helgenkåringer sat i system. Den nuværende pave, Johannes Paul 2. er en af de romersk-katolske paver der har gennemført det største antal helgenkåringer i sin tid. For nylig er Mother Teresa netop blevet saligkåret som et første skridt mod helgenkåringen, selvom det kun er få år siden hun døde.

Paven selv lægger uhyre stor vægt på Maria-fromheden, således som det fremgår af biografien her på siderne (Pave Johannes Paul 2.). Paven har i et interview fortalt, at læsningen af Grignion de Montforts bog om "Den ægte Maria-fromhed" blev et vendepunkt i hans liv, idet han fik skriftet i hænde under sin hemmelige forberedelse til præstevielsen under nazisternes okkupation af Polen. Paven valfartede som ung præst og senere biskop ofte til de to vigtigste centre i Polen for Maria-dyrkelse: Sanktuarierne i Kalwaria Zebrzydowska og Czestochowa (med den Sorte Madonna). Og hans valgsprog hedder 'Totus tuus' (Helt din, nemlig Jomfru Marias).

Mariadyrkelsen i den katolske kirke er unægteligt et specielt fænomen, en af de ting protestanterne meget energisk lugede ud i den lutherske kirke som udslag af vranglære. Teologisk set er den også vanskelig at forsvare, fordi den ikke bygger på de kanoniske skrifter, men på tilkomne legender om Jesu moder. Den bygger således som alt legendarisk stof på det litteraturhistorikeren Vilh Andersen kalder 'et fromt bedrag'!

Sagen er blot, at det ikke alene er lærde professorer, sekulariserede mennesker eller protestantiske teologer der har vendt sig mod Mariadyrkelsen, men også den katolske kirke selv. Den har blot aldrig haft held med at udrydde fænomenet - af den ganske simple grund, at Mariadyrkelsen hviler på et grundlag der er mange gange mere solidt end al teologi og al rational teoretiseren, nemlig de arketypiske forestillinger.

Legenderne om Jomfru Maria er et kapitel for sig, fordi jomfrufødslen ikke fra begyndelsen har været en del af evangelie-traditionen. I den smukke norske bog "Jomfru Maria - Fra jødepike til himmeldronning" har Jacob Jervell gjort gældende, at den ældste del af evangeliet uden videre har regnet med, at Jesus var blevet til som alle andre mennesker. At være jomfru var hverken moralsk eller mystisk et jødisk ideal; kyskhedsidealet stammede fra græsk tænkning. Det græske ord 'jomfru' betyder egentlig blot en ung kvinde, eller en ung hustru, men det får i evangelierne bibetydningen af det uberørte.

Helt frem til det 3. århundrede har dele af kirken holdt fast ved, at Jesus var kommet til verden på naturlig vis som følge af samleje mellem mand og kvinde, dvs. mellem Maria og Josef. Men i længden gik dette ud over hans guddommelige status. For hvis han virkelig var Guds søn, måtte han også være blevet til på anden vis end normale mennesker, det er folkekravet eller hjertekravet til en sand guddom - så meget mere, som man allerede fra Det gamle Testamente kendte til Guds direkte indgriben i særligt vigtige tilfælde. Efterhånden holdt et flertal i den kristne kirke på jomfrufødslen, idet den støttede sig til de to skriftsteder i Det Nye Testamente, hvor en sådan nævnes nemlig Matthæus 1,18-28 og Lukas 1, 26-38.

Ifølge evangelierne selv havde Maria ikke nogen større forståelse for Jesus og hans budskab. Jesus tillægges direkte et 'ungdomsoprør' i form af en generel afstandtagen til forældre der vil forblive i deres gamle mønster, i den gamle tro. Det er derfor påfaldende, at Maria senere tildeles en så betydningsfuld rolle som hun vitterligt får i kirken og som ender med, at hun bliver en næsten guddommelig skikkelse, en himmeldronning der er formidler mellem mennesket og Gud. Maria bliver en del af kirken ved den scene på Golgata, hvor den korsfæstede Jesus siger til sin moder om Johannes som står ved hendes side, at dette er hendes søn. Fra da af bliver Maria så at sige medlem af den første kristne menighed i Jerusalem. Og evangelisten Lukas indføjer i sit første kapitel en decideret lovprisning af hende med overordentlig mange 'bevis-referencer' til Det Gamle Testamente. Det er det såkaldte 'Magnificat' (efter indledningsordene på latin: Magnificat anima mea Dominum), der ofte er blevet sat i musik af klassiske komponister gennem tiderne (Palestrina, Monteverdi, Bach, Mozart, Penderecki, Pärt og m.fl.)

Men det blev det apokryfe skrift Jakobs-evangeliet fra midten af det andet århundrede der indleder rækken af forherligelser af Maria. Herfra kommer den endeløse serie af frie kreative beretninger, legender, om hendes eget og hendes moders liv. Maria blev selv udlagt som et resultat af jomfrufødsel - og i ældre kirkekunst, bl.a. den polske, er Maria ofte fremstillet med sin moder (Anna) eller hele sin familie.

Som Jerwell fremhæver, så er det karakteristisk for kristendommen, at den i modsætning til de antikke religioner ikke havde nogen kvindelig guddom. Dens ledere var ikke interesseret i at den skulle have nogen, de modarbejdede længe Maria-dyrkelsen, men det folkelige krav var for stærkt. Moderskikkelsen er en dyb arketypisk forestilling, der efter sin art er nært forbundet med den seksuelle uberørthed, ganske enkelt fordi det ligger børn fjernt at tillægge deres mødrene ophav seksualitet. Moderskikkelsen er et koncentrat af ren uselviskhed og moderkærlighed. Og står i denne forstand som et nødvendigt og utroligt levende komplementært modstykke til den strenge faderautoritet.

Da kirken ydermere tidligt var præget af asketiske tendenser - bl.a. godt hjulpet af de synspunkter Paulus havde ført frem i sine breve til menighederne - bliver Maria også forbilledet for et asketisk liv. Teologerne kunne skændes om spørgsmålet, som det bl.a. fremgår af Luis Bunuels mesterlige dogmehistorie i filmen   (jf. "Mælkevejen"). Men det kristne lægfolk ville ikke høre tale om, at Marie skulle have haft normal seksuel omgang med sin mand. Og det blev - som Jerwell tørt konstaterer - folket som kom til at bestemme, helt henne i det femte årh.

Folkefromheden banede vej. Menneskers hjerte, kærlighed og længsler kom til at bestemme hvad Maria-skikkelsen skulle blive til. Teologien kom bagefter og måtte nøjes med at sætte navn på folkefromhedens skabelse: Maria fik titel af 'Gudsføderske', på græsk 'teotokos': "hun som føder Gud". Navngivningen fandt sted på kirkekoncilet i Efesos i 431, vel at mærke efter at folket havde holdt møde uden for teologernes mødested, i en almindelig kirke, der nu fik navnet "Maria, Guds moders kirke".

Hjertets sprog vandt over hjernens sprog. Folket ville have den elskede kvinde i himmelen, som Jerwell noterer. Koncilet kom derfor til ganske utilsigtet at åbne for Mariadyrkelsen og Mariafromheden, et strålende eksempel på Paul Johnsons lov om utilsigtede virkninger i historien. Maria blev efterhånden også Kirkens moder. Hun blev knyttet til Treenigheden og der blev holdt Mariafester. Fremstillingen af Maria-billeder, ikoner, tog fart.

Langt senere endte stridighederne om Mariadyrkelsen i den såkaldte 'Billedstrid' eller 'ikonoklasma', fra 726 til 843, hvorunder mange billeder blev brændt, men som endte med billedkultens sejr i såvel Østkirken som Vestkirken. For Polens vedkommende blev Jomfru Maria Polens egentlige dronning - som det også skete i Brasilien. Først med den lutherske reformation kom der i de nordeuropæiske lande en reaktion mod hele denne utroligt stærke og frodige folkelige kunst og fromhed. Protestantismen satte den kvindelige guddom på porten - og har lidt under det siden.

Mariadyrkelsen er kolossalt stærk i de katolske lande, herunder ikke mindst i Polen (jf. Indtryk fra Polen). Og der er ikke tvivl om, at grunden er, at kristendommen i den katolske udgave på denne specielle, dybt folkeligt forankrede måde får den allerede nævnte, ægte komplementaritet ind i sin lære, sit sprog, sine ritualer og sin kunst og sin liturgi - komplementariteten mellem de ellers uforenelige størrelser faderautoriteten og moderkærligheden.

Kreativiteten hvad angår fadersiden giver sig - som i den protestantiske kirke (og i islam) - udslag i en frodig, skarpsindig og systematisk teologi, der som al teoretiseren har tendens til at ende i dogmatik, opstilling af urokkelige eller absolutte sandheder med tilsvarende tendens til skånselsløs bekæmpelse af alle former for vranglære.

Kreativiteten hvad angår modersiden giver sig i dyb kontrast til den protestantiske kirke (og islam) udslag i en frodig, varm og hjertelig billeddyrkelse og bønspraksis, som ingen teologi - endsige sekulær teori eller politisk ideologi kan få bugt med; det måtte kommunisterne i Polen efterhånden nødtvungent sande. Den griber fat i de arketypiske forestillinger og dermed de dybeste lag i menneskesjælen, den kan ikke dogmatiseres, men bevarer billedets kraft til frie associationer og nyskabelser. Jf. artiklen om Myte, ord og billede.

Den menneskelige fromhed er i hele Maria-dyrkelsen blomstret på en måde der igen gør det betænkeligt på reduktionistisk vis at postulere, at den blot er sublimering af noget andet. Den forstås først i hele sin egenart og irrationalitet som et selvstændigt og dybt originalt produkt af selve den menneskelige grundenergi.

Jacob Jerwell (red.), Gunnar Damholt og Ann Helene Golstad Skjelbred: Jomfru Maria -. Fra jødepike til himmeldronning.
(Gyldendal Norsk Forlag. Oslo 1996.)

Jomfru Maria - aspekter af Vor Frue.
Udstillingskatalog for udstilling på Museet på Koldinghus. 1999. (Redaktion: Birgit Jenvold).

Myte, ord og billede
Pave Johannes Paul 2.
Bunuels dogmefilm "Mælkevejen"
Indtryk fra Polen september 2000

Det aggressive menneske
Det generøse menneske