Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - frankrig17macron

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.5.17.

Frankrig vælger Macron, håbet og viljen til forandring

Valgresultat
Det forestående parlamentsvalg
Macrons demokratiske revolution
Macrons særegne løbebane
Macrons mål og ambitioner
Midterpolitikkens tredje vej
Nationalisme ctr globalisme
Åbenhed, sekularisering og integration
Frihed, lighed og fællesskab
Stoltheden over Frankrig
EU og Europa
Hvad bærer Macron?
Kvinden bag Macron
Konklusion
Henvisninger



Valgresultatet    
Til toppen  Næste

Præsidentvalget i Frankrig i søndags den 7. maj gav det forventede resultat med 66 % af vælgerne til den 39-årige Emmanuel Macron fra den selvbestaltede og midtsøgende 'En Marche'-bevægelse og knap 34 % til Marine le Pen fra det højrenationale Front National.

Fra de første prognoser til slutresultat var der kun forskydninger på decimalerne, men det hører med til billedet at valgdeltagelsen var relativt lav på 75 %, og at der blev afgivet 9 % blanke stemmer. Det var folk der ikke ville være sofavælgere, men heller ikke havde lyst til at stemme på nogen af de to kandidater. Det hører også med til det totale billede at mange vælgere sandsynligvis har stemt på Macron udelukkende for at forhindre le Pen i at blive valgt. Hun vil jo have Frankrig ud af EU og euroen, og det er der ikke mange franskmænd der ønsker.

Alt i alt en overbevisende sejr til det tidligere medlem af Socialist-Partiet og den tidligere økonomiminister i Hollandes regering. Han fik sidste år nok af Hollandes utilstrækkelige politik og trak sig både ud af regeringen og partiet for at starte "En Marche!" (Fremad!) som en bevægelse der skulle revolutionere Republikken på demokratisk vis.

Le Pen erkendte tidligt sit nederlag og var tydeligt skuffet over ikke at nå op på de ønskede 40 % af de gyldige stemmer, for det ville hun have betragtet som en sejr der ville give hende et glimrende rygstød i valgkampen op til valget til Nationalforsamlingen den 11. og 18. juni. Det er det bedste resultat partiet nogensinde har nået, og måske også nogensinde vil få. Partiet henvender sig til en for snæver gruppe vælgere, og det står foran interne magtkampe. Dog er det lige kommet frem at hendes værste rival, en niece der er mere højreorienteret end hende selv, trækker sig ud af politik. Hun ser vel ikke længere en fremtid for sig i partiet.



Reaktionerne på valgresultat var overvejende lettelse overalt i Europa, netop fordi Marine le Pen anses for ekstremist. Både børserne og regeringscheferne og de fleste partier i EU håbede på Macron, selvom han er en oprører mod det gamle partisystem, og endnu ikke har præsenteret et egentligt valgprogram. Han har i forbindelse med etableringen af sit nye parti udgivet en bog om sine mål og planer, men den er der mange der ikke kender og ikke forstår, så han står på mange punkter som en ubekendt og politisk uerfaren størrelse man ikke véd hvor man har. Det afgørende har dog været at han er ubetinget tilhænger af både EU og euroen. Bogen har han kaldt 'Revolution', og deri ligger at han går ind for en større demokratisk transformation af samfundet som bygger på Den franske Revolutions og dermed Republikkens principper - og det vil der i det følgende blive redegjort for med parafraser af hans egen tekst. Men afgørende er at han kalder sit parti for en bevægelse, og det er noget nyt i fransk politik. Det skyldes imidlertid at han tror på folkets vilje til fornyelse og vil appellere stærkt til den latente energi i folket.

Det er der imidlertid ikke mange politikere eller kommentatorer der har fået fat på. De fleste forholder sig ironisk til hans ideer og muligheder, for de fatter ikke at der overhovedet kan ligge energi i en folkelig forankring i nationale værdier og national historie. Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik regner med at Macron bliver akkurat lige så korrupt som alle tidligere franske præsidenter, og forventer derfor også at le Pen får sin chance om fem år. Avisens skrappe akademiske og rationalistiske analytiker Frederik Stjernfelt kan kun se vagheder og uklarheder i Macrons bog, for han er ude af stand til overhovedet at forstå irrationelle bevæggrunde, selvom politik aldrig har været en logisk-rationel sag. Især begriber Stjernfelt ikke at Macron er i stand til at tænke pragmatisk i komplementære både-og baner.

Filosoffen Peter Kemp er begejstret over at Macron har lært afgørende meget om sprog og tænkning hos den franske sprogfilosof Paul Ricoeur som Kemp er ekspert i og var ven med. Så han fik en kronik i Politiken på valgdagen, hvor han citerede Macrons meget positive bemærkninger om Ricoeur og ellers redegjorde for nogle hovedtanker i dennes filosofi. Den har bare ikke noget direkte med Macron at gøre, for det afgørende i forholdet mellem Ricoeur og Macron er ikke sprogteorier, men selve det åbne, personlige møde gennem to år der lærte den i forvejen sprogfølsomme Macron at tænke i dybere, historiske baner.

Helt galt går det hvis man som Berlingske Tidendes korrespondent får associationer mellem den 15-årige Macrons forhold til en 24 år ældre lærerinde og den svenske Widerbergs film om en lærerindes forførelse af en skoleelev. For filmens forførelse førte til en kynisk afvisning og ødelæggelse af den unge elev, mens virkelighedens forhold mellem Emmanuel Macron og Brigitte blev et utrolig smukt og for begge parter givende kærlighedsforhold - uanset aldersforskellen. - Den mandschauvinistiske tidehvervsmand Søren Krarups nedvurdering af Macron som en bøssedreng og skoledreng er så afslørende for mandens psykologiske forståelse at den blot skal nævnes i forbifarten. Der er også andre der ikke fatter sagen.

Den mest positive bedømmelse af Macron har francofilen Bjørn Bredal givet i Politiken. Han er yderst begejstret over Macrons smittende optimisme og det "noget nær erotiske forhold" til La France. Og Informations Rune Lykkeberg understregede i sin leder 8.5. at Macron har givet Europa et "oprør fra midten". Macron definerer ikke den politiske strid som en kamp mellem højre og venstre, men mellem de konservative og de progressive. Han åbner for en omgruppering af kræfterne i fransk politik - og det kan blive et nyt politisk mulighedsrum. Men det virkeligt vanskelige kommer først nu, nemlig i forholdet til de gamle partier og i forholdet til Tyskland.

Men generelt er kommenteringen af valgets sejrherre yderst upålidelig, fordi kommentatorerne hverken har fat på Macrons bredde eller dybde. Gengives hans synspunkter uden nuancer er det lige så vildledende som deciderede forsøg på rygter og falske nyheder. Det nye og bemærkelsesværdige ved Macron er faktisk hans afvisning af al primitiv dualistisk enten-eller tænkning. Han kan se det berettigede i mange logisk modsatrettede synspunkter som fx det nationale over for det globale, og han understreger derfor også med stor styrke at franskmænene skal til at tænke i nye baner.

Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg personligt anser Emmanuel Macron for at være et stort og velgørende håb for ikke alene Frankrig, men også for EU og Europa. For jeg ser både optimismen og den dybe føling med de kollektive, folkelige kræfter i hans visioner og appel.



Det forestående parlamentsvalg    
Til toppen  Næste

Det forestående valg til Nationalforsamlingen bliver uhyre vigtigt for Macron, for selv om den franske præsident har meget store beføjelser skal den meste lovgivning igennem Nationalforsamlingen, og derfor skal Macron helst have opbakning fra et flertal af de nye medlemmer. Der er ikke forholdstalsvalg i Frankrig, men enkeltkredsvalg, der derfor holdes i to omgange den 11. og 18. juni. I sidste runde bliver der kun to kandidater at vælge mellem i hver kreds. Systemet betyder at der spildes en masse stemmer. Macron ønsker det lavet om, men det kan jo først ske, hvis hans parti får et godt valg.

Front National vil sikkert få et pænt resultat, et par mindre partier et ringe resultat. Men de to gamle partier Socialisterne og Republikanerne vil sikkert kæmpe hårdt om hvert eneste mandat med Macrons nye parti. Socialisterne vil sandsynligvis ikke få mange sæder i Nationalforsamlingen, når det kun fik 6 % i første runde af præsidentvalget. Hollande blev mere og mere upopulær, men skal have været begejstret over sin tidligere ministers valgsejr. Og Macron kan som tidligere partimedlem sikkert trække en del socialister til sig, allerede ved opstillingen. Men Republikanerne vil givetvis prøve at revanchere sig efter nederlaget ved præsidentvalget. Fillon tabte jo primært fordi han havde en skandalesag løbende. Partiet er det største i Frankrig - og Macrons nye parti begynder fra bunden med at skulle finde egnede kandidater. Han har iøvrigt omdøbt partiet til "Republique En Marche" (Republikken på vej frem).

Macron er en fornyer der appellerer bredt til befolkningen, men navnlig til middelklassen, og han har opbygget et godt kendskab og et fint netværk til mange lokale politikere, virksomheder og organisationer. Han vil næppe få problemer af den art Front National fik som nyt parti og stadig har, at det skal rense ud i altfor outrerede og racistiske holdninger. Macron er imod en partidisciplin der direkte forhindrer intern debat og kreativitet, men en vis orden skal der naturligvis være.

Og uanset udfaldet, så bliver han siddende som præsident i fem år og kan udskrive nyvalg hvis modstanden mod hans politik skulle blive for stor og obstruerende. Han skal snarest gøre noget ved den store arbejdsløshed i landet - og det burde han kunne komme igennem med. Han har desuden fordelen af som svoren tilhænger af EU og euroen at kunne presse tyskerne til en omlægning af eurolandenes finanspolitik. Kansler Merkel kan måske se sin chance for et genvalg ved Forbundsdagsvalget i Tyskland til september øget hvis hun viser imødekommenhed. Socialdemokraterne under Martin Schulz er helt ligegyldige i denne sammenhæng!

I første omgang skal Macron have udnævnt en regering - og da det bliver den kommende premierminister der skal lede slaget om Nationalforsamlingen bliver det spændende at se hvem det bliver.



Macrons demokratiske revolution    
Til toppen  Næste

Macron er overbevist om at Frankrig har kræfterne, energien og lysten til at fortsætte med at gøre fremskridt.

Han understreger realiteten i at vi er trådt ind i en ny tid, nemlig globaliseringen, digitaliseringen, den voksende ulighed, klimatruslen, de geopolitiske konflikter og terrorismen, EU's krakelering og demokratiets krise i de vestlige samfund, herunder den tvivl der i gang med at brede sig i hjertet af vores samfund. Alt dette er symptomer på en verden i radikal forandring.

Han mener derfor vi sammen må se virkeligheden i øjnene og tage de store transformationer der er i gang med at finde sted op til diskussion. Debattere hvor vi skal hen, og hvad der er den rigtige vej. Og det må tage den tid det tager. Vi skal sprænge de gængse grænser. Og det gælder os alle. Vi har desværre vænnet os til at leve i en verden vi ikke vil indrømme er urovækkende…

Men nu skal der handles. Han tror på den demokratiske revolution. Han tegner med sin bog omridset af den, ikke i form af et politisk program eller tusindvis af konkret lovgivningsmæssige forslag, men som en vision, en fortælling, en viljestyrke.



Følelsen af at gøre fremskridt udgør en positiv psykologisk horisont, den skaber en indre overbevisning om at hvis man arbejder for sagerne, vil livet højst sandsynligt blive bedre i morgen, og børnenes liv i fremtiden vil helt sikkert blive det.

Men i dag har forestillingen om at krisen er kommet for at blive, bidt sig fast i vores sjæle, ledsaget af frygten for en næsten uundgåelig social deroute gennem globalisering, og den er blevet yderligere intensiveret i de senere år, fordi den internationale finansverden er i fremgang. Dette finansystem har bidraget til udviklingen af forskellige former for udvekslinger mellem landene. Men det har også medført at der er blevet givet penge til aktiviteter hvis eneste formål er spekulation. Og Macron er ikke i tvivl om at de finansystemer der kun har egen vinding som formål skal bekæmpes, mens de der gør det muligt at investere skal støttes.

Globaliseringen har taget en ny drejning i de seneste femten år takket være udviklingen af internettet og digitaliseringen. Nye landvindinger, nye praksisser, nye vaner, nye produktionsmåder. Middelklassens og lønmodtagernes traditionelle erhverv og arbejdspladser trues, selvom det netop er dem vores demokrati er bygget op omkring. Arbejdsmarkedet er i gang med en gennemgribende forandring. Ligesom vore forskningsmetoder og innovationsformer.

Men der sker også en gennemgribende forandring af vores forestillingsverden. Der er angst for de sociale uligheder, for forskelle i levestandard, de fattiges indsigt i de riges livsstil, distribution af pornografisk materiel samt nye kriminelle grupperinger. Digitaliseringen er kilde til det bedste såvel som det værste.

Faren for miljøet er blevet umiskendelig, og det samme er den geopolitiske fare efter Berlinmurens fald. Vi må nu leve med truslen om terrorisme, og denne fare har dybtgående virkninger på landets sammenhængskraft og styrke. Vi er ikke blot udsat for faren for terrorisme, men også for faren for en religionskrig. Og her har vi brug for kompromisløs beslutsomhed og sand autoritet.

Den store transformation som er i gang kalder Macron en civilisationsudfordring som omvælter Frankrig i de forestillinger og strukturer der har rødder i efterkrigstiden. Vi er i dag vidner til den globale kapitalismes terminalstadie. Såvel som til finansialiseringens excesser, ulighederne, miljøødelæggelserne, det ubønhørligt stigende befolkningstal, de voksende geopolitiske og miljøskabte migrationer, den teknologiske revolution. Forandringsprocessen inddrager os alle.



Macrons særegne løbebane    
Til toppen  Næste

Emmanuel Macron er født i 1977 i Amiens, hovedstaden i Pikardiet, forældrene var hospitalslæger og med dem blev familien en del af bourgeoisiet. Hans bedsteforældre var en skolelærer, en jernbanearbejder, en socialrådgiver og en ingeniør. Alle fra ydmyge kår. Hans familie er historien om en republikansk social opstigning i den franske provins.

Kun to andre ting var han virkelig interesseret i: klaver og teater. Klaveret har han været lidenskabeligt optaget af siden sin tidligste barndom. Og da han var rådgiver for Hollande blev han kaldt for Elysé-Palæets Mozart, fordi han ofte satte sig til klaveret. - Teater opdagede han da han var teenager. Det var en slags åbenbaring. "Tænk at kunne stå på en scene og sige alt det jeg havde læst så mange gange sammen med min bedstemor".

Da Macron var seksten (og havde fået et nært forhold til sin fransklærer), sendte forældrene ham til Paris for at læse videre. For ham det skønneste af alle eventyr. Nu kunne han bo steder der kun fandtes i romanerne. Han lærte noget nyt hvert eneste dag. (Og fransklærerinden pendlede mellem Paris og Amiens).

I løbet af disse år voksede en overbevisning frem i ham om at det der drev værket, ikke bare var lysten til at studere, læse eller forstå. Det var netop ønsket om at handle, at forsøge konkret at ændre tingene. Han valgte derfor at læse jura og økonomi. Forberedte adgangseksamen til École nationale d'administration (ENA). Var i praktik i en forvaltning. "Det er her man gør sig de første erfaringer, og i praksis er det her embedsmændene begynder at lære faget".

Macron arbejdede senere for staten i den franske ambassade i Nigeria. Han traf iværksætteren Henry Hermann der præsenterede ham for politikeren Michel Rocard (1930-2016) der var medlem af Partie Socialiste og en overgang premierminister under Mitterand.

Macron blev ansat i finansinspektoratet, og det var som at opdage et nyt kontinent. I 4½ år lærte han her denne forvaltnings strenge undersøgelsesmetoder. Han oplevede et tæt samarbejde med og venskaber mellem mennesker der i fællesskab førte den offentlige politik ud i livet. Han blev viceordfører for Kommissionen for frisættelsen af den franske vækst. Men besluttede at forlade Tjenesten og arbejde i den private sektor. Han ville lære virksomhedernes grammatik og lære at takle internationale forretningsanliggender. Han arbejdede for investeringsbanken Rothschild.



I 2012 valgte den nu 35-årige Macron igen staten som arbejdsgiver. På François Hollandes foranledning besluttede han at engagere sig i politik og hjælpe med at udfærdige programmet og ideerne for en på det økonomiske område reformvillig venstrefløj. I to år arbejdede han sammen med Hollande som vicegeneralsekretær med ansvar for eurozonen og andre økonomiske anliggender. I 2014 bad han sig fritaget fra sine forpligtelser, fordi han havde valgt en ny vej, men præsidentet kaldte ham tilbage til posten som økonomiminister og industriminister samt minister for digitale anliggender.

Macron ville føre en klarsynet voluntaristisk politik der konsekvent skulle tage de kampe der var gavnlige for landets industri og økonomiske suverænitet. Men han stødte på forhindringer og uenigheder. Og efter terroren nov. 2015 blev udnyttelsen af de nye økonomiske muligheder opgivet. Fraværet af en reel reformvilje og en mere ambitiøs EU-politik samt lanceringen af en steril debat om fratagelse af statsborgerskab forekom ham at være fejltagelser, ja, undertiden reelle politiske fejl. Hans arbejde som minister blev hæmmet af visse folks analysefejl, tekniske inkompetencer og diverse skjulte dagsordener

Macron besluttede derfor at tage et politisk initiativ og lancere bevægelsen "Én Marche". Det var den 6. april 2016 i Amiens. Macron understreger at initiativet ikke blev igangsat imod nogen, men for noget. Han er en person der er for noget. Han er for at forsøge at overvinde de politiske splittelser, hvis negative konsekvenser han havde kunnet konstatere. Han er for at gå endnu længere i den nødvendige reformering af landet. Han er for at skabe et projekt, genoptage tråden fra vores fælles historie og genfinde fremskridtets dynamik.

Macron måtte forlade regeringen. Det skyldte han sin opfattelse af tingene. Han undgik ikke beskyldninger om forræderi. Men dem anser han for symptomatiske for den moralske krise i den aktuelle politik. Man sagde at han mekanisk burde havde adlydt præsidenten og givet afkald på sine egne ideer, givet køb på realiseringen af det han fandt rigtigt for i stedet blindt at følge præsidenten, bare fordi denne havde gjort Micron til minister. Dermed siger man at hvad der er rigtigt for offentligheden skal enhver tid skal vige til fordel for anerkendelse af den tjeneste noget har gjort en. Macron tilskriver det dog et øjebliks ubetænksomhed at præsidenten sagde at han stod i gæld til ham.



Macrons mål og ambitioner    
Til toppen  Næste

Allerede fra en forholdsvis ung alder har Macron indset, hvad han skyldte andre end sig selv, ikke blot sine forældre og bedsteforældre eller sine lærere og mentorer, men hele den lange række af generationer, der ofte efter mange prøvelser har givet ham kærligheden til frihed i arv. Han ved hvad han skylder dem der har haft tillid til ham. Han ved især og frem for alt hvad han skylder sit land. Det er denne gældsfølelse der tilsiger ham at handle.

Men når han i 2016 valgte at handle, gjorde han det uden at vise nogen særlig respekt for det politiske system, der aldrig har accepteret ham som en af deres egne. Når han har besluttet at anfægte det politiske domænes regler, er det fordi han aldrig har anerkendt dem. Han tror inderligt på demokratiet og livslinen til folket. Men han ønsker at genfinde det der udgør rigdommen i den direkte udveksling med sine landsmænd, han vil lytte til deres vrede, forholde sig til deres forventninger, tale til deres fornuft. Det er hans ambition at henvende sig direkte til sine medborgere og at opfordre dem til selv at engagere sig.

Macron mener ikke at hans land skal underlægge sig den konformistiske, fastlåste tankegang der siger at man ikke kan varetage landets højeste funktion uden at have tilbragt hele sit liv i det politiske system. Tværtimod er han overbevist om at det er en force at besidde en reel frihed i forhold til systemet og samtidig have et indgående kendskab til lovens og den offentlige beslutningsproces' væsen.

For situationen i dag er hverken acceptabel eller holdbar. Det er som om vi klynger os til vores sørgelige lidenskaber, til misundelsen, mistilliden, spliden, en vis form for ondsind, nogle gange endda nedrighed, når vi forholder os til det der sker omkring os.

Den kultur han har arvet er tværtimod de store glade lidenskabers kultur, begejstringen for friheden, Europa, viden, de universelle værdier. Det er op til franskmændene at genfinde glæden over denne kultur og dens resultater.

For ham er det kun handling der tæller, at føre ideer ud i livet. Uden dette er det politiske liv uværdigt. Det er denne vilje til handling, til at ændre tingenes tilstand som adskillige folkevalgte bærer i sig og som driver deres arbejde i hverdagen. Det er derfor uretfærdigt at gøre dem til genstand for den modvilje, det politiske establishment generelt mødes med.



Frankrig er efter Macrons mening plaget af usikkerhed, arbejdsløshed, materielle forskelle, men også åndelig splid. Men som demokrat mener han at folket sidder inde med mængder af energi som selv de der hævder at tale i dets navn ikke kender omfanget af. Som franskmand mener han at det hans landsmænd er kaldet til er at genoptage tråden fra den historie der i tusind år har set dem indtage en så uforlignedelig vigtigt plads blandt alle nationer.

Frankrig er elsket for sin kultur, sin styrke, sit folk, sit sprog, sine talenter. Landet hviler i sig selv, det er stærkt og stolt, når det holder denne rang. Det er altid rede til at gribe ind og handle. Det behøver blot igen at samle sine kræfter.

Det drejer sig om at gøre det muligt for nationen at genfinde den skabende kraft, der dannede grundlaget for dens rige historie.
Det drejer sig om at gøre det muligt for samfundet at tage initiativer, eksperimentere, finde de rigtige løsninger.
General de Gaulle har bedre end nogen andre sagt, at politikere må lære at se virkeligheden i øjnene.


Politikernes arbejde består ikke i at anvende dogmer. Der er ikke noget der strider mere imod Macrons opfattelse af politik end ideologisk stædighed. Vores medborgere forventer ikke længere af de politisk ansvarlige at de skal være i stand til at gøre meget abstrakte politiske samtaler. De forventer at de får tingene til at give mening, og udtænker konkrete og effektive løsninger på deres problemer.

Macron kan på ingen måde acceptere at blive inddraget i oldgamle splittelser. Man har forsøgt at karikere hans forsøg på at overvinde oppositionen mellem venstre- og højrefløjen: til venstre ved at fordømme ham for at begå en art liberalistisk forræderi, til højre ved at beskrive ham som en dårligt camoufleret venstrefløjspartisan. Han kan ikke affinde sig med den måde hvorpå retfærdighedstrang bliver bremset af gamle tænkemåder, der ikke giver nogen som helst plads til personlig initiativ, ansvarlighed og opfindsomhed. Det han forsvarer skal gøre det muligt for alle i dette land at leve et liv der stemmer overens med deres forhåbninger.

Det politiske liv er i dag organiseret på hver sin side af en forældet kløft der ikke længere gør det muligt for os at forholde os til verdens og vores eget lands udfordringer. I dag er de store spørgsmål vi anfægtes af forholdet til arbejdet, som radikalt har ændret karakter på grund af miljøspørgsmålene og digitaliseringen af samfundet, de nye former for ulighed, forholdet til resten af verden og EU, beskyttelsen af de individuelle rettigheder og af det åbne samfund i en verden fuld af farer.

Både den konservative venstrefløj og den nationalistiske højrefløj elsker hver femte år at gentage hvor vigtigt det er med partidisciplinen og hvor vigtigt det er at forlige de forskellige fraktioner for samlet at stå front mod Front National. Den franske republik er i dag fanget i partiapparaternes net. Frankrigs politiske partier er døde, fordi de ikke er gået i clinch med virkeligheden, men vil bevare magten over præsidentvalget for at sikre deres egen opretholdelse. Men pointerer Macron: Vi må skabe mening, fremlægge en vision. Bekæmpe Front National og deres vrede. Af disse grunde ville han stifte en ny politisk instans, "En Marche!"

Den virkelige splittelse i dag står mellem de reaktionære konservative der foreslår franskmændene at de skal vende tilbage til fordums gode gamle orden og de reformvillige progressive mennesker der mener at det er Frankrigs lod at tilslutte sig moderniteten.



Macron understreger at franskmændene står over for en stor opgave. Den kan ikke takles uden en klar bevidthed om de forandringer der er i gang omkring dem. Heller ikke uden et fast besluttet opgør med den form for træthed der har ophobet sig i al for lang tid.

Blandt vore fjender er der én der er særlig farlig. Det er ligegyldigheden. Vi er mindre ofre for vores fjender end for vores egen passivitet. Vi affinder os med at have seks millioner arbejdsløse, og med at vores industri ligger underdrejet, vores afdankede institutionelle praksisser, vores egne nedrige konflikter… forældede uddannelsessystem, ineffektivitet i den offentlige sektor. I årtier har den politiske klasse ikke fundet på hverken andet eller bedre end at imødegå problemerne, ulighederne, uretfærdighedern med mere offentlig gæld.

Men sammen er franskmændene i stand til at tage vor tids udfordringer op ved at genoptage tråden fra en tusindårig historie der har set os dele stat og kirke, opfinde oplysningstiden, opdage kontinenterne, udvikle universelle værdier, skabe en uhørt rig kultur og opbygge en stærk økonomi. Der skal energi til sådan noget. Og denne energi findes stadig. Den ligger dybt i os, og den komme langvejsfra. Det er politikkens pligt endelig at frigive den igen.

Det vores tid har brug for er en gennemgribende omvæltning. Uden en omvæltning af vores system vil hæren af ofre for diskrimination (over for de dårligst uddannede) vokse sig større og med den middelklassernes frygt for at se deres egne børn opleve social deroute



Midterpolitikkens tredje vej    
Til toppen  Næste

Det er tydeligt at Macron tænker i både liberale og sociale baner ved siden af hinanden. Han tror hverken på totalstatens tvivlsomme effektivitet eller markedets renhed. Han definerer derfor sin ambition som det at genfinde den produktionsdrøm der udgør kernen i landets historie og identiet. Der er nemlig ingen social model uden produktion.

De sidste 30 år har tilsidesat økonomisk vækst til fordel for stigende offentligt forbrug. Vi har valgt symptombehandlende i stedet for produktionsfremmende offentligt forbrug. Men vi må investere i uddannelse, sundhed og overgangen til nye energiformer. Der skal fastsættes mål for vores offentlige udgifter. Og der skal skabes større effektivitet af de offentlige udgifter. Større strukturelle reformer.

Macron udpeger tre områder som den offentlige investering skal prioritere:

Den menneskelige kapital (uddannelse i videste forstand).
Den økologiske overgang til andre energi-, handle- og leveformer.
Udbredelse af fibernettet til hele Frankrig.

Store dele af landets økonomi er blevet forstyrret af regelændringer der har hæmmet den økonomiske aktivitet. Men landets iværksættere er en styrke. Ofte tales om start-ups. Det er en ny form for virksomheder og iværksættere der vokser frem. Der er brug for såvel en økonomisk transformation som en kulturel forvandling.

Der skal være et skattesystem der belønner de borgere der løber en risiko. Der skal skabes en finansiering der gør det muligt for vores virksomheder hurtigt og massivt at rejse kapital. Endelig skal staten sikre en retfærdig beskyttelse af og fælles respekt for reglerne.

Den illoyale konkurrence fra udlandet er selvsagt en hæmsko for innovation og beskæftigelse. På dette punk spiller EU's økonomiske suverænitet en afgørende rolle.



Det nuværende franske uddannelsessystems resultater bedømmer Macron som middelmådige. Det gælder også de mest grundlæggende færdigheder - basal viden om matematik.

Han gennemgår problemerne i gymnasiet, på de erhvervsfaglige uddannelser og på universitetet. Alle steder vokser reglementer og cirkulærer sig stadigt større. Og det går ud over arbejdsglæden. Alt afhænger i virkeligheden af den tillid man viser aktørerne på terrænet. Der må tages højde for lærernes arbejdsmiljø. Lærernes problemer kommer fra en administration der vil kontrollere alt.

Om beskæftigelsen siger Macron klart, at det skal være muligt at leve af sit arbejde. Vi bør skaffe alle et arbejde, og hvert arbejde skal aflønnes korrekt. Og der skal være perspektiver i det. Vores arbejdsmarked er sygt på alle etager

Han vil først og fremmest garantere at enhver kan finde en plads på arbejdsmarkedet, uanset hvad der har været vedkommendes skolegang.

Han vil forsvare de aktives levestandard, herunder værdighed og respekt. Der skal kæmpes for købekraften. Vi har brug for smidighed og fleksibilitet på alle niveauer.

Macron vil gennemgribende forandre vores arbejdsret og tillade undtagelser fra loven. Lade forhandlinger inden for brancherne og inden for virksomhederne formulere tilfredsstillende og nyttige ordninger. Det er nødvendigt at efteruddanne folk gennem hele deres liv. Alle skal have personlig vejledning med en opgørelse over kompetencer og færdigheder, ledsaget af et reelt krav om seriøs og flittig deltagelse i uddannelsen. Og så skal der ske en komplet omstrukturering af vores sociale sikringssystem



Nationalisme contra globalisme    
Til toppen  Næste

Det er typisk for Macron at han ikke sætter et skarpt dualistisk enten-eller skel op mellem accepten af det nationale og accepten af det globale.

Han understreger tværtimod at vi er en del af verden, om vi vil det eller ej. Vores store udfordringer i dag er globale: terrorisme, migration, miljø osv. Derfor er vores arbejde og indsats på internationalt niveau betingelsen for at vi overhovedet kan være herre over vores skæbne.

Vores drøm om Frankrig har altid samtidigt været en drøm om verden. Vi franskmænd har altid haft verden i tankerne. Vores land har et kald som er at oplyse verden, være bærer af et universelt gyldigt, humanistisk budskab, tilskynde andre til at blive som os, komme os nærmere, overtage vores model, vores værdier. I dag har vi sværere ved at genkende os selv i den herskende globalisering. Frankrig vil aldrig kunne være Frankrig hvis det glemmer sit universelle kald. Vi er en international, maritim, diplomatisk og militær stormagt.

Men Macron pointerer også at der på grund af globaliseringen, miljøproblemerne og terrorismen skal udtænkes en ny humanisme.

Han er overbevist om at globaliseringen er ensbetydende med nye muligheder. Men den globale kapitalisme frembringer flere uligheder end nogensinde før i de udviklede lande. Den internationale kapitalisme kan ikke længere regulere sig selv. Frankrig bør gå forrest i kampen for at gøre de menneskelige værdier gældende i globaliseringen.

Åbningen af markederne er kun politisk holdbar, hvis de skattepligtige indkomster som er nødvendige for enhver omfordeling, ikke fordufter sammen med finansstrømmene.



En løsning på miljøproblemerne bliver en helt central opgave. Den bliver kernen i vores hverdag, for det vedrører vores føde, sundhed, boliger, transportmidler. Og der er ikke længere noget valg. Vi skal fremskynde den overgang der allerede er påbegyndt. En international mobilisering er nødvendig. Macron vil placere den nye økologi i hjertet af den politik der vil blive ført i Frankrig. Der skal være en økonomisk mulighed for virksomheder der kan komme med nye løsninger.

Clean-tech en af grundpillerne i den nye verdensøkonomi. Den nye miljøøkonomi vil stå og falde med vores evne til at genoprette vores jorder, vores floder, vores have. Der skal sættes gang i kredsløbsøkonomien.



Det er hårde tider, ingen tvivl om det, og historien er efter Macrons mening tragisk:

Frankrig er blevet ramt af nedrige attentater, samfundet er rystet i sin grundvold, og det er destabiliseret af verdens gang. Men Frankrig er ikke et korthus. Vi råder over en dynamisk demografi, en efterprøvet integrationskapacitet og en uforlignelig kulturarv samt en viljestyrke uden lige.

Blandt nutidens farligste illusioner er den der hævder at vi kan udrydde ondet ved bare at bygge flere barrierer, fratage statsborgerskab, registrere folk, konstruere lejre. Et land har aldrig klaret sig igennem en eneste afgørende prøvelse ved at fornægte de love der udgør des grundlag og kernen i dets ånd. Den rigdom vi skal forsvare er Frankrigs dyd, det budskab det har givet gennem historien. Det er den franske identitet. Vi skal mobilisere hele civilsamfundet omkring et projekt baseret på tillid.

Hæren må være den sidste udvej. Det er ikke hærens opgave at stoppe hullerne eller udbedre manglerne i det nationale sikkerhedssystem eller fejlene i udannelsesystemet. Kampen mod terrorismen skal bygge på en radikalt anderledes logik for at være effektiv. Den skal knytte tillidsbånd med og i befolkningen.



Åbenhed, sekularisering og integration    
Til toppen  Næste

Over for de nuværende udfordringer kan vores land fastholde sin enhed og forsone sig med sig selv, hvis det viser viljen til det. En vilje der skal være en drivkraft og skal aftegne omridset af nogle grænser, der både fasttømrer vores enhed og giver en mening til det der er større end os. Ja, Frankrig er en vilje. Frankrig genskabes ikke hver dag ud af ingenting. Viljen hviler på arven fra vores historie som former vores svar på de ny udfordringer.

At ville Frankrig er i Macrons øjne at bekæmpe alt hvad der splitter landet, får det til at lukke om sig selv og risikerer at udløse en borgerkrig. At ville Frankrig er at ville ytrings- og tankefriheden, en fælles kultur og et fordringsfult og velvilligt land.

Vi må på ingen måde gå i panik over de udefrakommende angreb eller de indefrakommende identitetsproblemer. Vi bør bekæmpe ISIS ubønhørlig ved vores grænser og uden for dem. Men vi skal ikke blande alting sammen og skændes om uvæsentlige ting. Der kræves andre løsninger end blot endnu en stramning af sikkerhedsforanstaltningerne. Overordnet set er det p.t. den social opløsning der bærer ved til identitetsbålet. Massearbejdsløsheden og ghettoerne tænder intet håb i de unge.

I dette land kan og bør enhver forblive fri til at tro eller ikke tro. Alle er frie til at udøve eller ikke udøve en religion, lige så inderligt som de hver især måtte ønske. Verdslighed og de sekulære principper er en retttighed, ikke et forbud. Men hvor religionsfriheden er total, er kompromisløsheden hvad angår overholdelsen af Republikkens love absolut.

I Frankrig er der ting der ikke kan forhandles. Anstændighedens fundamentale principper er ikke til forhandling. Ligestillingen mellem mænd og kvinder er ikke til forhandling. Den betingelsesløse forkastning af antisemitisme, racisme og stigmatiseringen af menneskers oprindelse - er ikke til forhandling.

Når fundamentalismen breder sig på det religiøse område, er det islam der er omdrejningspunktet for debatten. Vi må kaste et strengt og nøgternt blik på situationen. Vi må finde en plads til islam i den franske nation ved at hjælpe den med at blive integreret fuldt og helt. Vi må ikke falde i ISIS's fælde og ende i borgerkrig.

Vi må sikre muslimernes evne til lettere og på egen hånd at finansiere deres moskeer og aflønne de imamer som respekterer Republikkens regler. Vi skal hjælpe dem med at befri sig fra indflydelse fra andre lande. Vi skal bekæmpe radikal islam. Vi skal afvikle organisationer der forkynder hadet til Republikken og vore værdier. Vi skal ikke være bange for at føre en uforsonlig kamp mod dem. Endelig skal vi definere en fremtid for alle de boligkvarterer vi alt for ofte har forsømt. Tilbageerobringen af vores boligområder er en nødvendighed.



Det er for Macron nødvendigt at give kærligheden til et fælles projekt og respekten for andre mennesker forrang frem for vores religiøse overbevisninger, hvad de end måtte være.

Vores land kan ikke bestå og forsætte sin vej fremad, hvis vi ikke ved hvor vi kommer fra. Man er ingenting, og man bliver ikke til noget, før man har accepteret at modtage. Før man har accepteret at lære hvad andre har lært før os. Og med mindre man tilslutter sig landets historie, dets kultur, dets rødder og historiske figurer.

Frankrig er en helhed. Man kan ikke både være franskmand og ville viske fortidens tavle ren. Vores kultur er det der samler os. Det er den der forbinder os med hinanden. Vores arv er vores våben mod splittelsen, vores våben mod radikaliseringen og vores våben mod resignationen.

Det republikanske menneske må for sin del ikke glemme broderskabet. Broderskabet forbinder friheden og ligheden med hinanden i en art velvilje som ser stort på alle forskelle i oprindelse. I bund og grund mangler vi noget. Os alle og samfundet i sin helhed.

De vestlige samfunds udvikling synes at nedsænke os i resigneret tristesse. Det 'mystiske', transcendensen, alt det der i vores personlige liv eller hverdag ikke lader sig sammenfatte i penge, sociale roller og effektiviter, synes endegyldigt tabt. Men politikken skal bære de værdier som er vores. Og disse værdier har ikke kun med effektivitet at gøre. Livet er blevet tilintetgjort i den økonomiske effektivitets navn.



I den tid vi lever i er det nødvendigt at give kærligheden til et fælles projekt og respekten for andre mennesker forrang frem for vores religiøse overbevisninger, hvad de end måtte være.

At ville Frankrig er at ville dets værdier, så kort formulerer Macron sit integrationssynspunkt.

Denne simple ambition har udgjort kernen i vores migrationspolitik de seneste mange årtier. Det der kendetegner den franske gæstfrihed er den fælles vilje til at konstruere en fælles skæbne. Når man taler om menneskelighed i forbindelse med den måde flygtninge behandles på, så består den ikke i at bilde folk ind at vi vil tage imod gud og hvermand, samtidig med at der kun drypvis udstedes opholdstilladelser efter langtrukne behandlingsprocedurer. Det er umenneskeligt. Det er det modsatte af hvad vores tradition for gæstfrihed tilsiger. Menneskelighed indebærer at påtage sig ansvaret, behandle ansøgningerne hurtigt og drage konsekvenserne for de pågældende parter.

Frankrig kan ikke tage imod hele verden uanset under hvilke betingelser. For de franske værdier, de rettigheder jeg lige har talt om, er ikke til forhandling. Aldrig.



Frihed, lighed og fællesskab    
Til toppen  Næste

Macron mener at det er visse sociale kløfter der forklarer hvorfor lighedstanken tilskrives så stor en betydning i Frankrig.

Franskmændene tilstræber en specifik form for lighed - en autonomi forbundet med solidaritet. Han mener der skal findes nye former for sikkerhedsnet og nye former for social sikring. Det handler ikke længere om at give alle det samme. Det handler om at skaffe hver især det han eller hun har behov for. Det er ikke solidaritetens endeligt, det er tværimod dens fornyelse.

Macron tror på arbejde som en værdi, som en frihedsfaktor og som en vektor for social mobilitet. Vi skylder solidaritet, bistand og respekt til de mest udsatte. De fattigste skal have adgang til den bistand de har ret til. Kravet om respekt tilsiger os også at anerkende dem fuldt og helt som personer og at gøre dem i stand til igen ar finde et arbejde i samfundet.

Alle former for diskrimination er ubærlige, socialt og økonomisk omkostningsfulde. Den første diskriminationsfaktor rammer kvinderne Den anden er folks oprindelse. Den åbenlyse racisme er ubærlig. Men diskriminationen er en endnu mere lumsk og destruktiv fare.

Princippet for omstrukturering er klart: Vores sociale sikkerhed skal genopbygges med individet som omdrejningspunkt og for dets skyld. Staten skal give langt større plads til arbejdsmarkedets parter hvad angår de sociale forhandlinger, virksomhedsreglerne og støtten til de erhvervsaktive.



Macron pointerer at det splittede Frankrig skal forsone sig med sig selv. Frankrig har altid drømt om enhed (at være ét og udeleligt). Men ligesom resten af verden står Frankrig over for et "metropoliserings"-fænomen. De store byer er de store vindere, når samfundet åbner sig. Metropolerne er en chance for vores land. De er en kilde til udvikling, aktivitet, beskæftigelse, økonomisk og kulturel vækst. Derfor er det efter Macrons mening en idé at give afkald på drømmen om et ensartet Frankrig, hvor en og samme model anvendes på samme måde i alle regioner. Lad os se virkeligheden i øjnene. Virkeligheden er netop ikke den samme i alle departementer. Fremover skal man sørge for at hver metropol kan trække andre områder med sig og skabe sammenhæng på et mere lokalt plan. Takket være dynamikken i vores metropoler er intet territorium i Frankrig dømt til forfald

I dag ofte for stor mangel på kontakt og kommunikation mellem befolkningsgrupperne i vores store metropoler. Derfor skal befolkningen skal blandes. Frem for alt er der i dag alt for stor en kløft mellem forskellige kvarterer (boligområder). Denne opsplitning skal bekæmpes. Vores boligpolitik er forældet.

Det perifere Frankrig (Udkants-Frankrig) mangler ofte helt basalt offentlige anlæg og bygninger, offentlig transport, vuggestuer, kulturinstitutioner. Vi har brug for netværk i udkanten af de store metropoler. Parallelt hermed skal vi støtte dynamikken i de hundredvis af mellemstore byer der udgør kernen i vores land. Navnlig bymidten skal styrkes.

Da Frankrig er ét og udeleligt, samtidig med at det er utrolig forskelligartet, bør vi udskifte ensartethedens og homogenitetens logik med en differentieret og voluntaristisk logik. Det er nøglen til landets enhed. Macron foreslår en ny administrativ og politisk måde at organisere landet på. Tvingende nødvendigt at genopbygge et solidaritetssystem mellem territorierne.



Stoltheden over Frankrig    
Til toppen  Næste

Kernen i det franskmændene har til fælles er det franske sprog. Det bærer hele vores historie i sig og har samlet os. Et sprog er noget man lærer og med det følger billeder og minder. Den som lærer fransk og derefter taler det, får vores historie i arv og bliver fransk.

Men det fælles er også en stat og et projekt, projektet om en nation der gør folk frie. Vores historie har gjort os til børn af staten - og ikke af retten som i USA eller søhandlen som i England.

Staten har formet nationen ved at fastsætte grænser, etablere regler, lighed for loven overalt på territoriet. Den har inkarneret det republikanske projekt i strukturer, hvis balancepunkt i øvrigt har været vanskelig at finde. Også staten der har forstået at anerkende alles plads i den nationale historie. Derfor er staten i Frankrig tæt knyttet til individerne og grupperne.

Staten har på en meget konkret måde gennemført Republikkens frihedsprojekt, ved ikke mindst at befæste de individuelle rettigheder og udvikle undervisningssystemet. Her ligger dog en fare. Staten har nemlig med folkets billigelse udviklet et tungt og kompliceret system der har til formål at varetage disse funktioner. Når projektet ikke længere er stærkt nok defineret eller perspektiverne er for vage, kører dette system i tomgang - intet der driver frem, det bliver en hæmsko.

Forkert ukritisk at tro at staten er et onde i sig selv. For staten er vores fælles republikanske projekt. Men ordet 'Republik' er blevet fortærsket. Det bliver brugt til at afvise det man ikke synes om, nemlig intolerancen, fanatismen, nedtrampningen af borgernes rettigheder, uden at man præciserer hvad det egentlig betyder og repræsenterer. Republikken er også koloniseringen og overgreb, bogcensur og Vichy-regime. Den Republik vi elsker er den som har gjort os alle frie. Republikken er de anstrengelser vi gør os, og som der aldrig er nogen ende på. Republikken er inkarnationen af den kollektive stolthed og ære.

Der er i den franske sjæl en ambition om universalitet som både skyldes en konstant indignation over enhver form for uretfærdighed og underkastelse, og en vilje til at fortælle andre, hvad vi mener om verden.



Macron understreger at den vigtigste pligt for franskmændene er at genopbygge et retfærdigt og stærkt Frankrig. Ligesom i 1945 må vi skifte logik og ændre vores måder at tænke og handle på. "Vi skal gå fra et Frankrig der er underkastet begivenhederne til et Frankrig der vælger hvad der skal ske". Det der binder Frankrig sammen er et reelt, oprigtigt ønske om lighed. En nation af borgere med samme rettigheder og samme muligheder.

Det franske samfund flyder over af livskraft, men denne livskraft løber ikke kun i de traditionelle kanaler, den udspringer også af de folkelige beboelseskvarterer, landbrugets Frankrig, de unge, de lokale myndigheder og de små virksomheder.

Vores lands energi er en chance vi skal gribe! Det er virksomhederne, de ansatte, forbrugerne, tjenestemændene der skal gennemføre transformationen af vores produktionsmodel. Vi skal straks give det størst mulige antal mennesker muligheden for at handle og have held med deres forehavende. Muligheden for at være ansvarlige, at engagere sig.

Det der fastømrer Frankrig er både et ja og et nej. Et ja til folk der kommer fra mange forskellige steder med forskellige skæbner. Et nej til enhver fatalitet (skæbnesvanger begivenhed). Dette arbejde vil tage ti år. Det skal begyndes nu.



EU og Europa    
Til toppen  Næste

Macron ønsker et nyt og stærkere EU. Det har vist været klart for alle der har fulgt med i præsidentvalget.

For igen at blive herre over vores skæbne, har vi efter Macrons mening brug for EU. Vi befinder os midt i EU, Vi har skabt og valgt det. I de politiske konstruktioners historie er EU et ungt medlem. Men i tidens løb synes grundlæggernes projekt at være kørt fast i procedurerne. Det er faret vild i de forskellige traktater. Det er kommet på vildspor af mangel på visioner.

EU er et barn af friheden og har været med til at styrke og konsolidere freden. Men Fredsløftet er blevet svækket og løftet om frihed svækket.

Der er i EU en mangel på dynamiske ideer og metoder der lader sig mærke overalt. Statsoverhovedernes topmøder er blevet en karikatur af dette: man sidder for lukkede døre og gentager de store principper. Statsoverhovederne har i flere år gjort alt hvad de kunne for at placere svage ledere i spidsen for EU. EU har lidt efter lidt opgivet sine visioner til fordel for procedurer, det har forvekslet målet med de tekniske, monetære, juridiske og institutionelle midler til at realisere det.



For franskmændene indtraf bruddet i 2005 med vores folkeafsteming, siden kom den græske finanskrise og senere også Brexit.

Aftalen med Storbritannien i febr 2016 var efter Macrons mening resultat af at man gav efter for pres. Brexit er sindbillede for krisen og symptomet på udmattelse. Brexit vil han ikke betegne som en egoistisk handling fra briternes side. Men Brexit afspejler en forkastelse af en samfundsmodel de britiske ledere selv har forsvaret. Brexit er ikke en britisk, men en europæisk krise. Et alarmsignal til alle medlemsstater.

Vi skal altså starte forfra med EU sådan som det blev tænkt i begyndelsen. Vi skal søge tilbage til ønsket om at konstruere et nyt Europa. Det er det oprindelige freds-, forsoning- og udviklingsprojekt. Unionen skal være et rum hvor man forsvarer en bestemt forestilling om mennesket. Friheden til at iværksætte, fremskridtet og den sociale retfærdighed skal overtage ansvar for dette projekt

EU-projektet skal opbygges omkring tre begreber: suveræniteten, fremskridtstroen og demokratiet.
Men vi har forvekslet suverænisme med nationalisme. De sande 'suverænister' er dem der er for EU.
EU er vores chance til at genoprette vores fulde suverænitet.
Suverænitet er en befolknings frie udøvelse af sine kollektive valg på sit territorium. Og at være suveræn betyder at kunne handle effektivt.



Grænsespørgsmålet er af afgørende betydning i dag. Men det er også vigtigt at stille dette spørgsmål på det rigtige niveau.

Det rigtige svar består i at skaffe midler til at beskytte EU's grænser som sådan. EU's fejl har været ikke at iværksætte en sådan politik før krisen brød ud. En fejltagelse ikke at organisere en sådan politik når man ser hvor mange millioner af flygtninge der befandt sig i Balkanlandene.

Et suverænt EU er også det der regulerer frihandlen og gør den globaliserede verden mere menneskelig. Vi skal på EU-niveau etablere en kontrol med de udenlandske investeringer i de strategisk vigtige sektorer.

En fælles EU-ambition om at genstarte økonomien. En fejl ikke at færdiggøre eurozonen. Uden en centraliseret politisk monitorering tager det tid at udligne de ophobede skævheder. Macron foreslår derfor at iværksætte et budget for eurozonen der skal finansiere de fælles investeringer, hjælpe de områder der er i de største vanskeligheder og imødegå kriserne. Der behøves en overordnet ansvarlig: en finansminister for eurozonen.

Tyskland forholder sig i dag meget afventende og blokerer adskillige EU-projekter på grund af deres mistillid til franskmændene. Den rette metode til at gøre fremskridt er enkel: I sommeren 2017 skal vi præsentere vores strategi for de reformer der skal modernisere landet, og vores femårsplan for nedbringelsen af de løbende udgifter, og både reformer og plan skal sætte i værk med det samme. Til gengæld bør vi bede tyskerne om at stimulere deres økonomi ved at øge statsudgiftern eller sænke skatterne.

Euro-landene skal give sig selv ti år til at gennemføre en skattemæssig, social og energimæssig harmonisering. Det vil udgøre kernen i eurozonen, uden hvilken denne vil falde fra hinanden. De kommende to år er afgørende for EU og euroozonen.

Men EU forbliver for Macron en fuldstændigt relevant realitet. EU er konkurrencepolitikkens, handelspolitikkens, digitaliseringens og energiens rum. Og da demokratiet er omdrejningspunktet, foreslår Macron at der lanceres demokratiske konventer i hele EU lige efter det tyske valg i efteråret 2017.



Hvad bærer Macron?    
Til toppen  Næste

Macron fortæller at det var hans bedstemor der lærte ham at arbejde med tingene. Da han var fem og kom hjem fra skole, sad han sammen med hende i flere timer og lærte grammatik, historie, geografi - og læste. Han har tilbragt hele dage med at læse højt sammen med hende. Molière og Racine, George Duhamel, Mauriac og Giono.

Hele familiens værdier var i dyb overensstemmelse med de lærere og undervisere der satte en ære i at udbedre alle deres elevers mangler for at gøre dem så dygtige som muligt. Denne posivite spænding, vilje og kærlighed er få lande i stand til at opbyde

Sin barndom var Emmanuel opslugt i bøgernes verden, lidt uden for virkeligheden. Det var et stille liv i en fransk provinsby

Litteraturens løngange vejede tungere end fænomenernes verden, men gav den alligevel hele den dybde som vi i hverdagen kun fornemmer. Det sande liv er ikke væk når vi læser. Takket være forfatterne og frem for alt den fortryllelse de udøvede på ham lærte han naturen, blomsterne og træerne at kende.

For bedstemoderen var der intet over litteraturen, filosofien og de store forfattere. Hendes uddannelse til lærerinde havde ændret hendes tilværelse. I 3. g var hun så heldig at have en lærer der bemærkede hendes evner.

Macron kan stadig huske brevene fra hendes tidligere elever. Hun havde anvist dem vejen fra viden til frihed. Hun åbnede erkendelsens, skønhedens, måske endda det uendeliges døre for dem. Der går ikke en dag hvor han ikke selv tænker på hende eller søger efter hendes blik. Han mindes hendes ansigt, hendes stemme, hendes minder, hendes frihed, hendes fordringsfuldhed.

Det var lykkelige år, konstant drevet af glæden ved at lære på egen hånd, opdage nye ting og lære nye mennesker at kende.



I Paris var Macron så heldig at få en historieprofessor der havde skrevet en biografi om filosoffen Paul Ricoeur og satte ham i forbindels med filosoffen, der netop havde brug for en der kunne stå for arkiveringen af alle hans dokumenter. Macron glemmer aldrig de første timer de tilbragte sammen. Han lyttede til Ricoeur. Anede simpelthen ikke hvem denne virkelig var. Havde ikke læst noget af ham. Men den aften blev startskuddet på en unik relation hvor han arbejdede for Ricoeur, kommenterede hans tekster, deltog i hans forlæsninger, var i lære i to år.

Macron blev accepteret af ham, og hans tillid gjorde at han voksede med opgaven. Ricoeur fik ham til at læse og læse mere hver eneste dag. Takket været Ricoeur fik han indsigt i det forgående århundrede og lærte at "tænke historien". Han lærte hvor alvorligt man skal tage visse emner og visse tragiske øjeblikke i historien. Han lærte ham hvordan man kan tænke med tekster der fastholder en kontakt til livet. I konstant bevægelse frem og tilbage mellem teori og virkelighed.

Paul Ricoeur levede i teksterne, men med en vilje til at belyse verdens tilstand og udvkling, til at skabe mening i og for hverdagslivet. Man skal aldrig vælge den nemme løsning og kun tale til følelserne eller gentage hvad der er populært at sige, og man skal aldrig spærre sig inde i en teori der ikke forholder sig til det konkrete liv. Det er i denne permanente, men frugtbare ubalance at tænkningen kan antage form, og at en transformation af det politiske domæne kan finde sted.

Macron kan konkludere at man er hvad man lærer at blive sammen med sine mentorer. Dette intellektuelle parløb forvandlede ham. Han var heldig og det er han meget bevidst om.



Begge fortællinger er medtaget så udførligt, fordi de efter undertegnedes mening viser noget aldeles centralt i Emmanuel Macrons væsen og karakter, nemlig hans åbenhed, lyttevne og tænksomhed, men samtidigt også noget centralt almenmenneskeligt: den enorme værdi af det personlige møde mellem mennesker og i særdeleshed det personlige møde mellem elev og lærer eller mentor. - Macrons erfaringer har præget ham for livet - og de gør ham enestående som politiker. Ja, de gør ham netop helt aktuelt til en ny type politiker der kan knyttes de allerstørste forhåbninger til for hele Europa.

Men endnu en vigtig brik skal med.



Kvinden bag Macron    
Til toppen  Næste

Det var takket være teatergruppen i gymnasiet at Macron som 14-15 årig mødte den 24 år ældre lærerinde Brigitte der i 2007 blev hans hustru.

Det skete pludseligt og nærmest umærkeligt, at han blev forelsket. "Det startede som et åndeligt fællesskab der dag for dag udviklede sig til også at være en kropslig nærhed. Og derefter en reel lidenskab der består den dag i dag", beretter han.

"Vi mødtes hver fredag for at sidde i timer og skrive på et teaterstykke sammen. Det stod på i flere måneder. Da stykket var færdigt, besluttede vi os for at sætte det op sammen. Vi talte sammen om alting. Skrivearbejdet blev et påskud til at mødes. Og jeg opdagede at vi egentlig altid havde kendt hinanden. Det havde taget mig et par år, men nu levede jeg det liv jeg ville. Vi var sammen, uadskillelige, uanset al modstand.

Igennem alle disse år har Brigitte Auziere (f. 1953) været en del af Macrons liv. Giftermålet i 2007 var den officielle stadfæstelse af en hemmelig, ofte skjult kærlighed som en del har haft svært ved at forstå, før de måtte acceptere tingene som de var. Han har efter egen mening været standhaftig. "Det har jeg været nødt til at være for at imødegå de forhold i vores begges liv der var som skabt til at holde os på afstand fra hinanden. Jeg har skullet være standhaftig for at gøre modstand mod alt det der lige fra første færd syntes at umuliggøre vores forhold. Men jeg må indrømme at den der virkeligt udvidste mod var hende. Det var hende der udviste gavmild og tålmodig beslutsomhed."

På det tidspunkt hvor de mødtes var Brigitte gift og havde tre børn. Macron var for sin del en elev og ikke andet. "Hun har ikke elsket mig for det jeg ejede. Ikke for at leve under fordelagtige forhold eller for den komfort og sikkerhed jeg kunne bibringe hende. Alt det gav hun tværtimod afkald på for min skyld. Men hun har gjort det med konstant omsorg for sine børn. Uden at påtvinge nogen noget, men samtidig på en måde så hun roligt og kærligt lod dem forstå, at det for dem utænkelige kunne ske."

Først meget senere forstod Macron at hendes vilje til at forene deres liv var betingelsen for deres lykke, og at hendes børn lidt efter lidt begyndte at forstå og acceptere forholdet. "Vi har - det håber jeg i hvert fald - opbygget en anden familie. En ganske vist lidt ualmindelig, lidt anderledes familie, hvor de bånd der knytter os sammen, måske af den grund er endnu stærkere. Jeg har altid beundret hende for hendes engagement og for dette mod".

Hun har været fransk- og latinlærer siden hun var 30 år gammel (altså fra 1983). Og er på sin både krævende og altid velvillige måde aldrig holdt op med at udføre dette arbejde, som hun elsker højere end alt. "Jeg har set hende tilbringe utallige timer sammen med teenagere der har problemer, for hun besidder denne ængstelige følsomhed der får hende til at forstå deres skrøbelighed. Bag det beslutsomme drive er der et følsomt kontinent, som kun de skrøbelige får adgang til og kan genkende sig selv i. Og som mor har hun udvist samme kærlige beslutsomhed. Hun har fulgt hvert af sine børn i deres liv og deres studier. Hun har altid været der for dem, men med en klar forestilling om hvad hun forventede sig af dem.... Hun er børnenes kompas. - Vores famlie er min livssokkel, min klippegrund. Vores historie har indpodet os en stålsat vilje til ikke at give efter for konformismen, når man tror oprigtigt og stærkt nok på hinanden.



Dette er - som allerede nævnt - i mine øjne en utroligt smuk kærlighedshistorie - uanset aldersforskellen og uanset at forløbet i flere måneder formelt var en overtrædelse af den gængse og helt igennem fornuftige regel om at en lærer/lærerinde ikke må indlede et intimt forhold til en elev, for denne er jo afhængig af læreren i mange henseender. Men i Emmanuel Macrons og Brigittes tilfælde er der ikke desto mindre fra starten noget helt specielt i gang som gør forholdet til en undtagelse i enhver henseende.

Jeg erindrer ikke et eneste andet tilfælde af en sådan varm og gensidigt givende hengivenhed og dyb kærlighed. Jeg kan ikke nævne en eneste dansk eller europæisk politiker der har en sådan musisk begavelse, modtaget er tilsvarende personlig indlæring og inspiration eller udviklet sig i så klar og ambitiøs retning som Emmanuel Macron, og jeg kan ikke nævne en eneste kvinde der uden at ofre sig selv har kunnet forme en mand så stærkt og dybt i den rigtige retning som Brigitte Macron.

Men hertil kommer endnu en ting der gør historien ekstraordinær, og det er Brigitte Macrons helt unikke forståelse for sin rolle som kvinden der yder sin optimale kærlighed og omsorg til en ambitiøs mand uden at misunde ham ringeste grad af den transcenderende mandskraft der skyldes det mandlige kønshormon og som hun af gode grunde ikke har. Brigitte Macron har så at sige kunnet transcendere sin kvindelighed langt ud over sædvanlig omsorg for sine nærmeste til et specifikt projekt der hverken var lykkedes uden hendes indsats eller parrets gensidige respekt og forståelse.

Jeg har andetsteds været inde på at den moderne kvinde og især de moderne feminister begår den alvorlige fejltagelse at tro at ligestillingen med manden skulle ophæve den hormonale kønsforskel der ligger i overensstemmelsen mellem kønsorganer og kønshormoni hos kønnene hver for sig. Det vil for kvindens vedkommede sige overensstemmelsen mellem skede, livmoder og kvindeligt hormon og for mandens vedkommende overensstemmelsen mellem penis, erektion og indtrængning samt mandligt hormon. Transcendensen er dybt forskellig i de to tilfælde. Men den er til stede i hver sin form i begge tilfælde. Og det har jeg personligt aldrig set så tydeligt før.



Konklusion    
Til toppen  Næste

Min konklusion er nu denne:

Emmanuel Macron er et helt unik fænomen i europæisk politik i kraft af sin medfødte musiske og sproglige begavelse og sine store medfødte ambitioner. Hans enestående skoling og oplæring hos sin bedstemor, sin elskerinde og filosoffen Paul Ricoeur kombineret med hans formelle universitetsuddannelse og den specifikke karriere i både offentlig og privat virksomhed har givet ham en forståelse for nødvendigheden af en samfundsmæssig transformation af revolutionær karakter som ikke alene er unik, men også nu får mulighed for at folde sig ud på rette tid i en dybt kriseramt europæisk kultur.

Macron står derfor for mig som den eneste politiker der vil have mulighed for at gennemføre den demokratiske transformation der er nødvendig for Europa og som vil være til gavn for ikke alene Frankrig, men hele EU - og dette vel at mærke for både høj og lav, for både kristne og muslimer og for både indfødte og indvandrere.

Macron har en enestående intuitiv forståelse for komplementaritetssynspunktets betydning over for alle aktuelle modsætninger i samfundet som ellers forhekser europæernes forstand med deres logisk-rationelle uforenelighed, men kan løses når man går uden for dualismens logik. Det gælder forholdet mellem det nationale og det globale, forholdet mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet (eller det liberale og det sociale hensyn) og forholdet mellem markedshensyn og miljøhensyn m.m. Macron forener uden ringeste besvær sin dybe forståelse af fransk sprog og kultur med en selvfølgelig forståelse af at vi i dag lever i en udpræget globaliseret verden. Han forener ligeledes forståelsen for menneskets frihed og initiativtrang med en selvfølgelig følelse af dyb solidaritet med dem der er ringere stillet end ham selv. Han forener også komplemenariteten mellem markedshensyet og miljøhensynet eller kapitalismens gode sider med nødvendigheden af naturens beskyttelse. Og han forstår endeligt også sekulariseringens væsen og nødvendighed. Ingen religion eller ideologi må lægge sine klamme dogmer ned over menneskets frihed og kreativitet.

Og det unikke hos Macron ses endeligt også i hans dybe direkte, men igen intuitive føling med den folkelige kraft som beror på det kollektivt ubevidste. Denne direkte føling er i historien set i 1800-tallet i romantikken, der især herhjemme førte til dybe folkelige og religiøse vækkelser, men hvor ideologierne og videnskabsovertroen siden hidtil har forhindret al latent folkelig kraft at bryde ud igen.

Jeg kan kun udtrykke mit varmeste ønske om at det vil lykkes Macron at få politisk tilslutning til sine planer i Frankrig, så hans demokratiske revolution i anden omgang kan brede sig til resten af Europa.

Ejvind Riisgård



Litteratur:

Emmanuel Macron: Revolution. Oversat af Peer Bundgaard (Informations forlag. 2017)



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Henvisninger    
Til toppen

Relevante artikler på Jernesalt:

Emmanuel Macron - det emergente fænomen i europæisk politik  (12.9.17.)
Macron får absolut flertal i Frankrig - men med lav stemmeprocent og skæv mediefortolkning  (20.6.17.)
République En Marche! vandt suverænt første runde af det franske parlamentsvalg  (12.6.17.)
Usikre vurderinger af Emmanuel Macron  (26.5.17.)
Går EU nu mod nye tider?  (16.5.17.)
Den store kulturkrise og udvejen  (7.5.17.)
EU-krisen bekræftes af jubilæums-topmøde og Brexit  (31.3.17.)
Højrenationalismen er lige så reaktionær som globalismen>  (10.2.17.)
Status over året 2016  (29.12.31.)
EU's politikere vil ikke være ved at krisen er dødsens alvorlig  (19.9.16.)
Merkel i stigende problemer med sin flygtningepolitik  (30.8.16.)
Venstrefløjens snæversyn på indvandring er fatal  (7.8.16.)
Theresa May agter at føre Storbritannien ud af EU som vinder   (17.7.16.)
Brexit giver foreløbig stor usikkerhed både i og udenfor EU  (30.6.16.)

Videnskabstroens ubærlige snæversyn  (21.4.17.)
Håbet er det grænseoverskridende i eksistensen  (16.4.17.)
Ufred i verden er normaliteten  (14.4.17.)
Assad har brugt giftgas - Trump reagerer på forbrydelsen  (7.4.17.)
EU-krisen bekræftes af jubilæums-topmøde og Brexit  (31.3.17.)
Kvindeillusion og kvindesvigt  (26.3.17.)

Hollande vandt præsidentvalget på løftet om forandring  (7.5.12.)
Hollande vandt over Sarkozy i 1. runde  (23.4.12.)
Det endelige franske parlamentsvalg  (22.06.07.)
Midtsøgende regering i Frankrig  (22.05.07.)
Sarkozy valgt til at forny Frankrig   (07.05.07.)
Høj valgdeltagelse ved første runde i Frankrig  (24.4.07.)
Den blinde Pariserrevolte  (8.11.05.)
Det franske præsidentvalg - 21.4. og 5.5.02.



Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal