Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - fornuft02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.8.11.


Sund fornuft uforenelig med rettroenhed og lidenskabelig ensporethed

Debatten om Anders Breiviks person og terrorangreb på demokratiet har bl.a. afsløret en udbredt forvirring med hensyn til opfatttelsen af fornuften. Breiviks advokat ville fra første færd helst have sin klient betragtet som sindssyg (hvad der i givet fald ville give tidsubestemt behandlingsdom i stedet for tidsbestemt fængselsdom), men da Breivik har handlet fuldstændigt overlagt, iskoldt og planmæssigt må det betragtes som udelukket at han erklæres sindssyg, sindsforvirret eller 'utilregnelig i gerningsøjeblikket'. Han var og er efter alt hidtil foreliggende at dømme tværtimod ved sine sansers og sin forstands fulde brug. Og hans ugerning skal altså tages som det den er: et eklatant og helt bevidst angreb på demokratisk fornuft og moral.

Eller med andre ord: Breiviks forbrydelse er ikke udslag af brist i sanseapparat eller forstandsapparat i gængs forstand, men udslag af mangel på sund fornuft og sund moral, hvad der igen vil sige at man for overhovedet at forstå mandens ugerninger og personlige habitus nødvendigvis må at skelne mellem sund fornuft og usund fornuft, og i den forbindelse sætte sund fornuft i nøje sammenhæng med moralske kvaliteter som normal medfølelse med andre mennesker. Breiviks gerninger er kriminelle ugerninger ikke fordi de er irrationelle, men fordi de er onde og livsødelæggende og dermed i voldsom modstrid med sund fornuft og sund moral.

Skal man forstå manden psykologisk skal man derfor kigge nærmere på, hvordan en mand der er i besiddelse af sine sansers og forstands fulde brug kan få sig selv til at gøre andre mennesker ondt på så uhyggelig vis uden at han kan se noget forkert i det og uden efterfølgende at føle anger. Og hvad et sådant fænomen angår, er vi ikke på bar bund, men har tværtimod en så lang række tilfælde i historien at sammenligne med at vi på ingen måde behøver at regne ham for et isoleret tilfælde, selvom han formentlig var ene om sin konkrete udåd.

Faktisk forholder det sig sådan at det der almindeligvis regnes for menneskets prærogativ i biologien, altså det der giver os et absolut fortrin i sammenligning med andre dyrearter, er selve den menneskelige bevidsthed. Det er denne der er det altafgørende emergente fænomen i biologien i kraft af at det igangsætter hele kulturen og derved sætter fundamentalt skel mellem dyr og mennesker. Men det er samtidigt det emergente fænomen der skaber menneskets valgmuligheder og dermed også det skel mellem ondt og godt som dyrene ikke har, men som bliver afgørende for kulturhistoriens videre forløb. Dyrene er bundet af deres instinkter, mens mennesket har mulighed for at bryde med de instinktive impulser og vælge alternative muligheder. Dermed opstår ansvarligheden og etikken. Mennesket er individuelt såvel som artsmæssigt ansvarligt for sin egen skæbne og er blevet et 'moralsk dyr'. Dette er allerede rammende skildret i den bibelske myte om syndefaldet, der præcis sætter det at blive bevidst ved at spise af 'kundskabens træ' lig med det at blive kønsmoden og at gøre oprør mod 'formynderen', der ellers har sikret den hidtidige barndoms tryghed; og med andre ord blive selvansvarlig.

Allerede myten om Kain og Abel fortæller også at valgmuligheden kan indebære at en voldsom jalousi fører til et decideret brodermord. Mennesket kan vælge at myrde en af sine allernærmeste selvom det ikke er nødvendigt for overlevelsen, ja, som historien viser er mennesket endda i stand til at myrde af ren og skær lyst - en uhyggelig tilbøjelighed som man i dyreriget kun finder hos måren der som bekendt kan myrde løs i et dueslag langt ud over hvad der har til formål at skaffe øjeblikkelig føde.



Den mest besynderlige og historisk set mest katastrofale uvane i bevidsthedslivets regi finder man dog i menneskets højst ejendommelige tilbøjelighed til at koble sin fantastiske, transcenderende viljesevne sammen med hævdelsen af bevidsthedsmæssige påstande, dvs overbevisninger som det selv giver en ophøjet status som absolutte sandheder eller dogmer og som derfor bliver i høj grad identitetsskabende. Da en sådan tilbøjelighed forudsætter evnen til at tænke abstrakt, kendes den ikke hos noget dyr, og den må for menneskets vedkommende anses for særligt besynderlig fordi bevidstheden dog i almindelighed ses som en gevinst. Men ved sammenkoblingen med den specifikke vilje til at hævde sig ved at gøre standpunkter gældende får bevidstheden en uhyggelig ensidighed der betyder tilbøjelighed til at påtvinge andre mennesker fremmede 'sandheder' og herunder specielt til at undertrykke andres ret til at tænke og tro som de vil. I værste fald bruger tyrannen sin magt til direkte at udrydde dem der er imod hvad han selv står for.

De historiske tilfælde af den slags tyranni er legio. Fra nyere tid kender vi først og fremmest de store, nu heldigvis overvundne ideologiske systemer som den tyske nazisme, den italienske og spanske fascisme, den sovjetiske kommunisme og den kinesiske maoisme, men vi har jo stadig islamistiske regimer at trækkes med i Mellemøsten og Asien i form af 'præstestyre' eller 'talibanstyre' der kun kender én sandhed og én acceptabel adfærd. Men går vi længere tilbage i tiden, er der ingen grænser for eksempler, og som i tilfældet med islamismen drejer det sig oftest ikke om mere eller mindre politiske ideologier, men derimod om magtsystemer der er baserede på religiøse eller teologiske grundsætninger eller trossætninger (dogmer). Disse magtsystemer blander imidlertid moral og adfærdsregler ind i ideologien. Derfor taler man om religioner eller religionssystemer der er 'lovreligioner', dvs modsat kristendommen bygger på streng overholdelse af moralske forskrifter som betingelse for 'frelse' eller 'retfærdiggørelse'. Det betyder igen magthavernes totalkontrol over undersåtterne.

I de politiske ideologier som nazismen og kommunismen har man nok formelt løsrevet lærebygningen fra religiøse principper og fortolkninger ved at erklære sig for ateistiske, men det skal man ikke lade sig narre af, for mekanismen er den samme: man sammenkobler tro på en bestemt idé med tro på en bestemt moral og adfærd. Borgerne skal 'ofre sig' for sagen, for partiet og for føreren. I praksis betyder det ikke noget at man fjerner forestillingen om Gud, Jahve eller Allah fra systemet og erstatter dem med fx forestillinger om det fuldkomne og klasseløse samfund eller den store leder, for disse forestillinger fortolker magthaverne helt vilkårligt som lige så bindende som religiøse forestillinger i gammeldags forstand. Et særligt raffinement i ateistiske ideologier er det at kalde de sandheder der hyldes for videnskab, for det ved vi jo alle, at videnskab står for sandhedssøgen. Utallige er derfor de naive mennesker der har troet på fx Stalins 'videnskabelighed', selvom hans dogmatik intet har med videnskab at gøre.

Historisk set må det fastholdes at de deciderede religiøse systemer eller ideologier gennem tiderne har været lige så uforsonlige mod anderledes tænkende som de politiske. Overalt gør man troen på sine egne guder eller gudsforestillinger til kriteriet for om de enkelte mennesker hører til fællesskabet eller ej. Afviser man troen - eventuelt ved generelt at erklære sig som ateist eller agnostiker - så risikerer man at blive dømt til døden. Vantro og kætteri accepteres ikke. Derfor indførte katolikkerne fx i sin tid inkvisitionen til at undersøge om folk har den rette tro - eller om det er sikrest at sende de vantro på kætterbålet.

Det afgørende for de politiske eller religiøse magthaveres uhyggelige evne til at påtvinge millioner af mennesker vilkårlige 'dogmer' og 'sandheder' er selve massedimensionen i ensretningen. Masserne kan både ledes og vildledes. Og ofte begynder en katastrofal vildledning med et forholdsvis uskyldigt og opbyggeligt folkeførerskab.

Massepsykologien forklarer dette ret overfladisk med at mennesker, som vi alle ved, reagerer anderledes når de er en del af et fællesskab end når de er sig selv. Man påvirkes af dem man er sammen med - både når det gælder feststemning og begejstring og når det gælder ophidselse og hævntørst. Vi kender alle billeder og videooptagelser af ophidsede menneskemængder der viljesløst følger en leders propagandistiske erklæringer mod bestemte fjender. Hitler var mesteren over alle. Men vi har det uhyggeligt tæt på i vore dages demonstrationer i muslimske lande - og så er det iøvrigt ligegyldigt om det er magthavere der hidser folk op til kamp mod ydre fjender eller det er oprørere der hidser folk op til kamp mod egne magthavere. Resulatet er i første omgang det samme, nemlig at folk forføres til en kamp der river dem ud af hverdagen - men hvis slutresultat de slet ikke kender eller på nogen måde kan forudsige. Demagogers hemmelighed er netop evnen til at hidse folk op til holdninger og gerninger der umiddelbart styrker demagogernes egen magtposition, men i længden undergraver landets eller nationens sundhed og overlevelsesevne.

Dybdepsykologien graver dog dybere ned i de psykiske mekanismer, idet den påpeger at den for alle mennesker så vitale evne til begejstring altid beror på den medfødte og livsvigtige aggressivitetsdrift og dennes specifikke evne til at nå ekstatiske højder. Det sker gennem en ensidig kanalisering der er karakteriseret ved at de psykiske sekundærprocesser med deres kritiske analyse suspenderes, mens de psykiske primærprocesser med deres overvældende helheds- og enhedsoplevelse får lov at dominere. Det ejendommelige i hele processen er at den ensidige kanalisering sker ved intellektets eller forstandens bevidste brug hos demagogerne, men at den fører til at masserne helt mister den kritiske sans, lader sig rive med og ender i en slags begejstringsrus af den mest livsbekræftende kaliber der imidlertid kan vendes mod en hvilkensomhelst vilkårligt valgt fjende (en fremmed nation, en fremmed religion, en fremmed race eller hvad demagogen nu i det konkrete tilfælde udvælger).

Det viser sig med andre ord at intellektet er i stand til at hjælpe psyken med at suspendere al kritisk sans og således bringe den tilbage til primærprocessernes helhedsopfattelse. Hvor der er tale om masseforførelse er det demagogerne der bevarer den beregnende forstands brug, mens masserne taber den.



Enkeltmennesker kan imidlertid også gribes af tilbøjeligheden til at benytte de intellektuelle evner til at løbe ud ad vilkårligt valgte tangenter uden hensyn til om de fjerner sig mere og mere fra den sunde fornufts cirkel og dens centrum. Og igen skal man forstå at der kan være såvel store fordele som store, ja, katastrofale ulemper ved metoden.

Strengt taget beror al kultur på evnen til at benytte de intellektuelle evner til at rendyrke specifik kunnen. Ingen bliver en god jæger eller agerdyrker uden at lære at mestre bestemte teknikker. Ingen bliver en god håndværker uden at lære fagets metoder. Ingen bliver en god kunstner uden at beherske bestemte kunstneriske færdigheder, og ingen bliver en sand forsker uden at sætte sig grundigt ind i ganske bestemte faglige discipliners særlige metodik. Ingen bliver store kunstnere og forskere uden samtidigt at have visse intuitive evner til at se idé, mening og sammenhæng bag gængs viden og tradition. Men forudsætningen for at frembringe noget nyt og eventuelt banebrydende er altid at man behersker et fag eller et forskningsområde. Intellektet har imidlertid - som Einstein skal have sagt - et skarpt øje for metoder og værktøjer, men er blind over for mål og værdier.

Det ejendommelige er at visse mennesker falder i den grøft at benytte deres evner til at bringe orden i et fagligt eller begrebsmæssigt område til at dogmatisere de grundsætninger de bygger på eller de slutsætninger de når frem til. Og det er vel at mærke ikke blot magthavere der kan finde på dette for at skaffe sig mere magt eller konsolidere deres magt. Det er dogmer nu engang altid de bedste midler til, for gennem dem kan man kontrollere folks tænkning og ytringer. Men enkeltmennesker uden magt og uden magtinteresser kan havne i samme ensidighed og opnår dermed en identitetsbekræftelse der kan være ganske stærk i selve den psykiske energi, men svag i social opbakning. Eventuelt kan sådanne mennesker slå sig sammen med meningsfæller af samme art og dermed opnå en social bekræftelse. Det er hvad der sker i alle sekter og sekteriske bevægelser - og disse er netop karakteriseret ved at de holder sig for sig selv for at undgå kritik og betvivlende spørgsmål. Deres tilhængere kan i fred og ro opbygge og fastholde illusioner og leve uanfægtede på deres 'livsløgne'. De kender ikke til selvkritik eller selvransagelse. De er ikke begavet eller belemret med 'tvivlens nådegave'.

Hvor folk ikke har andet valg end at danne mere eller mindre skjulte eller hemmelige grupperinger for at undgå forfølgelse fra magthavernes side, kan sekter give overlevelsesmuligheder, men i frie samfund er de ofte tegn på lav social kompetence. Og det er efter min mening netop dette der er tilfældet med en mand som Anders Breivik. Han har tidligere søgt og haft meningsfæller og endda kortvarigt været medlem af organisationer og partier han fandt værd at støtte. Men da han ikke fik medhold nogen steder valgte han at gå andre veje - og vel at mærke udemokratiske og demokratifjendtlige veje. Den manglende sociale accept førte ham direkte ud i soloterrorismen.



Der er flere ting der kendetegner sådanne ensidige dyrkere af intellektuelle principper eller dogmer, og det er ikke mindst en manglende evne til at rumme modsatrettede følelser eller flertydige synspunkter i eget sind. De fleste kender til ambivalente følelser over for ting og personer. De kan se både positive og negative sider ved en ting eller en person uden af den grund at føle sig splittet. Men der er desværre mennesker der ikke kan eller har svært ved at rumme ambivalens eller flertydighed. Det ses tydeligt i den offentlige debat om politik og religion. Folk på yderfløjene ser kun fjender og ondsindede mennesker på den modsatte fløj. Det er forbeholdt folk på den brede midte at se nuanceret på tingene og på andre mennesker.

En særlig form for modvilje mod at acceptere flertydighed når det gælder vores opfattelse af mange grundbegreber finder man i den modstand mod Niels Bohrs banebrydende komplementaritetssynpunkt der er behandlet grundigt i det store essay af 13.1.11. og som dels har medført en lang række påfaldende misforståelser hos både læg og lærd, men navnlig har bevirket en manglende forståelse for at komplimentaritetssynpunktet indebærer en formidabel evne til at komme uden om modsætningsforhold som er af rent logisk art, men som spærrer for sund fornuft på en lang række områder. Her skal blot nævnes modsætningerne mellem stof og energi, mellem materie og ånd, mellem legeme og psyke, mellem individ og samfund og mellem frihedsprincippet og ligheds/tryghedsprinicippet, modsætninger der alle er behandlet i mange artikler her på siderne.

Det enestående ved komplementaritetssynpunktet er at det definitivt bringer intellektet ud af en håbløs og endeløs diskussion om nytten og berettigelsen af parvise modsætninger som udelukkende er modsætninger af logisk og dermed mental eller intellektuel art ved at gøre dem begge til acceptable og ligeberettigede påstande og principper der hver har deres fordele. Det skal jeg ikke fortabe mig i her.

Derimod skal det kraftigt pointeres at netop evnen til at acceptere og bruge komplementaritetssynspunktet er den sikreste vej til at undgå al intellektuel ensidigheds store risiko for at falde i dogmatiseringens farlige grøft. Komplementaritetssynspunktet er derfor at betragte som en af den sunde fornufts allerbedste synspunkter.



En anden vigtig og sikker udvej af dogmatiseringens farer hedder humor. Humoren kan ganske vist være et overordentligt effektivt våben mod alt og alle gennem hånens og latterliggørelsens metoder. Det ses hver eneste dag i medierne. Men humoren som sådan - selve evnen til at se tingene, menneskene og problemerne i humorens specielle lys - er uvurderlig som udvej ud af ensidighed og fastlåsning i gængse synspunkter og følelser. Humoren i sand forstand virker befriende. Den har latteren som fysiologisk følgesvend - og kan derfor friste til latterliggørelse - men først og fremmest befrier den psykologisk set fra følelsen eller fornemmelsen af at der ikke eksisterer andre udveje end de gængse, eller i værste fald måske slet ingen udveje.

Humor er uforenelig med fastlåste dogmatiske meninger og principper - og den bringer derfor mennesket ind i det område af tilværelsen som den jødiske filosof Martin Buber kaldte 'tragediens område', hvilket ikke vil sige ind i et trist og sørgeligt område, endsige det værst tænkelige område, men ind i det område hvor det at have ret er hørt op. Og dette er netop væsentligt fordi der intet værre er end mennesker og systemer der hele tiden pukker på at have ret og skaffe sig ret. De politiske og religiøse ideologier er sådanne systemer - og de fører altid til tyranni. Men humor udelukker dogmatik og tyranni - og alle former for det historikeren Paul Johnson kalder 'samfundshersen'. Humor udelukker terror og terrorisme. Humor er den sunde fornufts fineste kendetegn.



Endelig skal det gentages at etikken ikke kan fjernes fra fornuften uden at den bliver til ufornuft. Fornuft uden moral ender som forstandsdyrkelse og i værste fald som forstandsidioti. Og begge dele har der været alt for meget af i historien, også i fornuftens navn (jf. den filosofiske rationalisme). Sund fornuft er derimod altid forbundet med ansvarlighed og det vil igen sige med en eller anden bindende form for hensyntagen til andre mennesker og til fællesskabet som sådant. Individet har ret til sit eget liv og sin egen udvikling, men det trækker altid på fællesskabet, ja, er intet uden fællesskabet. Derfor er det også her væsentligt at fastholde komplementariteten mellem individet og samfundet. Der kan være modsætningsforhold mellem dem, men begge må accepteres som værdifulde i sig selv. Hensynet til individet og hensynet til samfundet kan aldrig gå op i en logisk syntese der ophæver modsætningen, og dette forhold må etikken tage hensyn til.

Den konsistensetik der er lanceret på disse sider er i modsætning til pligtetikken og formålsetikken kendetegnet af at være begrundet i psykens indre krav om konsistens og ikke af ydre krav. Psyken kræver for sin sundheds skyld en overvægt af det gode i livet på det lange sigt. Der er plads til fejltagelser og fejlskøn, eksperimenter og grænseoverskridelser, men i det lange løb skal der være den overvægt af det gode der sikrer den indre sammenhæng. Derfor ligger det i sagens natur, at den enkelte både må tage rimelige hensyn til sine egne behov og sin egen natur og til andre menneskers behov og natur samt til fællesskabets eller samfundets behov og natur, herunder også til overordnede historiske eller om man vil religiøse forhold som det er umuligt at bestemme eksakt.

Dette er altsammen noget der ligger i den komplementære helhedsrealismes helhedssynspunkt. Mennesket er ikke alene, og det kan ikke bevare den indre konsistens ved at køre sit eget egoistiske eller egocentrerede løb. Det må tage hensyn til andre, til fællesskabet og til den udvikling det selv er en del af, og som ingen råder suverænt over og ingen derfor heller ikke kan forudsige. Her er brug for både fuld ansvarlighed og for humor. Eller med ét ord for sund fornuft.

Skønnet og usikkerhed må sikres et langt større råderum end de fleste indrømmer det. Ingen har patent på sandheden. Ingen bør nogensinde forfølge ensidige spor på så lidenskabelig vis at hensynet til andre mennesker og instanser lades i stikken. Den sunde fornuft er sund fordi den stiller mennesket over for disse indbyggede udfordringer.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Breivik-sagen giver skæv debat om indvandring  (5.8.11.)
Overlagt kynisk terrorangreb på norsk demokrati  (25.7.11.)
Osama bin Laden dræbt af amerikanerne  (3.5.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
Status over året 2010  (31.12.10.)
Ytringsfrihed og terrortrussel  (30.9.10.)
Terror mod humor og sekularisering  (5.1.10.)
Terrortruslen mod Danmark stadig en realitet  (28.10.09.)
Danmark er blevet en central fjende for islamistiske terrorister  (3.6.08.)
Gert Wilders filmangreb på islam  (31.3.08.)
Tysk terror gennem 30 år var ekstremt inkonsistent  (4.1.08.)
Blekingegadebandens syge idealisme  (30.11.07.)

Hvorfor lade sig skræmme af det irrationelle?  (7.3.10.)
Sund fornuft

Religiøsitet, dumhed og pseudovidenskab
- kommentar til Helmuth Nyborgs leg med statistik
  (3.7.08.)

Intellektualismens dilemma   artikel om rationalitetens valg mellem fanatisme og sund fornuft (6.3.03.)
Fornuftens afmagt   - Muhammed-sagen i historiefilosofisk perspektiv (10.2.06.)

Marxisme, modernitet og uforudsigelighed   om idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz' tanker (20.10.04.)
Stalinismens fascination  (Sund fornuft - 10.3.03.)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)



Afdogmatisering, men ikke afmytologisering  (18.6.02.)
Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.)
Mytologi   (Afdogmatisering - 2.8.02.)

Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Himmel og helvede  (24.3.08.))
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag  (17.11.06.)
- kritik af Lars Sandbecks bog om den mytisk-poetiske idé
hos filosofferne Peter Kemp, Johannes Sløk og Amos Wilder

Lone Franks store hjernetrip - et ambitiøst partsindlæg om 'Den femte revolution'  (30.9.07.)



Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Humormennesket Storm P.  Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)

Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')
Latterdag

Latter, morskab og humor vigtige begreber i voksnes og børns eksistens i lys af Hans Vejleskov

Hvad skal vi med humor og tragedie?  (14.4.11.)
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.
Humor og virkelighed  (20.8.07.)
Er humor den 6. våbenart?  (1.5.05.)

Humor, politik og helhedsrealisme  (30.11.10.)
Terror mod humor og sekularisering  (5.1.10.)
Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne  (13.2.08.)
Humor i Mellemøsten
Muslimsk humor - en selvmodsigelse?



Artikler om Samfund
Artikler om Terrorismen
Artikler om Eksistens
Artikler om Psykologi
Artikler om Etik
Artikler om Erkendelse
Artikler om Sekularisering
Artikler om Afdogmatisering
Artikler om Sund fornuft
Artikler om Humor



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal