Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - fogh39istanbul

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.4.09.


Fogh Rasmussen dæmper den tyrkiske larm i Istanbul

Der er noget næsten symbolsk i at den nyudnævnte Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen på sin først visit i et muslimsk land faldt så uheldigt på sit hotelværelse i Istanbul at han vred skulderen af led og mandag på sit første pressemøde på dialogmødet mellem den vestlige og den muslimske verden måtte optræde med højre arm i slynge. Han benyttede lejligheden til at starte sit indlæg med en humoristisk undskyldning for forholdet og kunne konstatere at flertallet af tilhørerne accepterede humoren. Men det blev den eneste undskyldning den tyrkiske premierminister Erdogan og de øvrige tyrkiske politikere og journalister fik at høre fra den uheldige mand - på trods af at de havde forventet flere.

Fogh Rasmussen benyttede lejligheden til direkte at kommentere sagen om de danske karikaturtegninger: "Min holdning var klar før, under og efter krisen. Jeg fordømmer alle handlinger der forsøger at dæmonisere mennesker på grund af deres religion eller etniske baggrund. Jeg respekterer islam som en af verdens store religioner samt islams religiøse symboler. Jeg respekterer andre menneskers religiøse overbevisning, og derfor ville jeg aldrig selv afbilde nogen religiøs figur - inklusivs profeten Muhammed - på en måde, der kunne krænke andre menneskers følelser. Jeg var også meget ulykkelig over, at mange muslimer opfattede tegningerne som et dansk forsøg på at håne, fornærme eller opføre sig respektløs over for islam eller profeten Muhamed. Intet kunne ligge mig mere fjernt...."

Fogh understregede derefter at han som generalsekrtær for Nato "ville holde et vågent øje med de religiøse og kulturelle følelser i de forskellige lokalsamfund, der befolker vores stadig mere pluralistiske og globaliserede verden. Og han ville se det som en af sine hovedprioriteter at skabe og intensivere dialogen og samarbejdet med den muslimske verden".

Men Fogh understregede også at "ytringsfrihed er af afgørende betydning, og dyb respekt for den personlige religiøse overbevisning er også af afgørende betydning, og vi skal netop finde den rette balance mellem de to".

Men det hører med til billedet, at Anders Fogh Rasmussen faktisk indledte sin lille tale med at understrege at "det er afgørende for en positiv dialog, at vi kommunikerer åbent og ærligt. Vi har brug for en dialog mellem kulturer og religioner der bygger på gensidig respekt og forståelse. - Derudover mener jeg", fortsatte Fogh, "at alle former for censur er den sande fjende i forhold til dialog og bedre forståelse. Fordomme skal konfronteres og udfordres åbent. De skal ikke skjules, ignoreres, benægtes eller forbydes. Det er derfor ytringsfrihed er forudsætningen for en ærlig og åben dialog og efter min mening også afgørende, hvis vi vil opnå en langsigtet fredelig udvikling".



Som det vil kunne ses var Foghs tale særdeles klar. Den indeholdt ingen undskyldning for noget som helst. Den tilbagekaldte intet af hvad Fogh har sagt før, under eller efter Muhammed-krisen. Den lægger op til dialog, respekt for religioner og religiøse symboler. Og den tager udtrykkeligt afstand fra alle forsøg på at dæmonisere mennesker på grund af deres religion eller etniske baggrund. Men samtidig er den også et utvetydigt forsvar for ytringsfriheden og en utvetydig afstandtagen til alle former for censur. Fordomme skal konfronteres og udfordres åbent. Ytringsfriheden er selv forudsætningen for en ærlig og åben dialog og afgørende for at opnå en langsigtet fredelig udvikling.

Så klart kan det siges. Og derfor forstår man godt mange muslimers frustration over talen. Den var slet ikke hvad de havde håbet at høre. Og den var frem for alt slet ikke af en sådan beskaffenhed at den tyrkiske premierminister kan bruge den til at dokumentere at han har fået noget ud af sin højlydte larm og protest forud for Foghs udnævnelse. Det er muligt at den italienske ministerpræsident Berlusconi i sin mobiltelefonsamtale med Erdogan i den tyske by Kehlen kom til at love Erdogan for meget. Det bliver hans problem. For Fogh har i sin samtale med præsident Obama og præsident Gül under Natomødet ikke lovet andet end hvad der er en selvfølge, nemlig at den kommende generalsekretær for den politiske del af Nato-organisationen naturligvis går ind for dialog med både muslimer, russere og kinesere. Men han står samtidigt vagt om at den vestlige forsvarsorganisation, der efter Murens fald er blevet mere aktivistisk, fortsat står som værner af demokrati, ytringsfrihed og sekularisering. Ja, han lægger ikke skjul på, at alle former for censur er ødelæggende for ægte dialog og at fordomme tværtimod skal konfronteres og udfordres åbent.



I de danske kommentarer til Foghs udtalelser er det værd at hæfte sig ved at de fleste politikere i både regeringsflertal og opposition såvel som pressen finder dem kloge. Karikaturtegneren Kurt Westergaard synes nok at Fogh bøjede sig lidt, men at han ikke lagde sig fladt ned og ikke sagde undskyld. Abdul Wahid Pedersen taler om en åbning over for Tyrkiet, der viser at Fogh taler til en større forsamling end Dansk Folkeparti. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti finder talen tilfredsstillende, men synes dog at den var lige lovlig behagesyg. Fogh var blevet politisk korrekt som man er det i Sverige. Kun Naser Khader taler om et knæfald fra Foghs side. Det præger hans tale at han ikke længere er dansk statsminister. Han burde have sagt at ytringsfriheden kommer før de religiøse følelser.

Fogh selv kunne efterfølgende fortælle at han havde haft et positivt og fordrageligt møde med premierminister Erdogan. Og resultatet var ifølge Fogh at nu er fortid fortid. Nu ser de begge fremad. - Og det tror man gerne. For spørgsmålet om Natos generalsekretær er afgjort. Og det må Erdogan naturligvis tage til efterretning. Han kan få problemer i sit eget land fordi han har lavet mere tyrkisk musik end godt var, ja, åbenlyst fået demonstreret at hele musikken var mere til internt partipolitisk brug end til gavn for Nato og Tyrkiets anseelse i Europa.



Men sandheden er at problemet om krænkelse af religiøse følelser består uændret. Det kan nemlig aldeles ikke - som Fogh hele tiden har ønsket det - reduceres til et simpelt spørgsmål om ytringsfrihed. Det er et spørgsmål om sekularisering, dvs et spørgsmål om at få videreudviklet demokratiet derhen hvor de religiøse magthavere ikke bestemmer hvilke emner der må ytres åbent om eller hvilke følelser der må udfordres. Demokratiet kan kun videreudvikles hvis sekulariseringen føres til ende. Og dette sker ikke ved at gøre religiøse følelser ukrænkelige eller ved at gøre religion til en privatsag - som Fogh hele tiden har gjort sig til talsmand for. Det sker ene og alene derigennem at man begynder at skelne mellem bindinger til religiøse symboler, skikkelser og dogmer som er absolutte og en tilknytning til dem som er friere og 'relativiseret', fordi man instinktivt forstår religion som noget langt dybere end de dogmer folk kan skændes om og føre krig på.

Her kan man med rette sige at Fogh svigtede i Istanbul - ganske som han svigtede under Muhammedkrisen i 2006. Han kender ikke den nævnte sondring - og han forstår slet ikke at den er forudsætning for at vi kan komme videre i et nødvendigt oplysningsprojekt der kunne være fælles for muslimer, jøder, kristne, ateister og almindelige folkereligiøse mennesker.



Khader har for så vidt ret i, at Fogh åbenlyst føler lettelse over at være sluppet fri af den fortid der omhandler den ubehagelige Muhammed-krise. Fogh kan derfor kun være tilfreds med at det - trods uendelig megen tyrkisk musik - ikke lykkedes den tyrkiske premierminister Erdogan at få skruet tiden tilbage. Vi skriver nu 2009. Vi har fået ny præsident i USA. Vi sidder i en dyb økonomisk krise. Og så skal vi altså ikke beskæftige os med gamle stridspunkter af symbolsk art, kan man mene. Men Fogh synes ikke at forstå at det i historien ofte er om symboler kampen står hårdest. Og hvorfor? Fordi det er ydre symbolværdier man binder sig til, endda jo mere, jo mere dogmatisk indstillet man er. Derfor kommer man ganske enkelt ingen vegne i kampen for demokrati og sekularisering, hvis man bøjer sig for de religiøse følelser der er hæftet på sådanne ydre symbolværdier.

Det tjener intet formål at krænke andre menneskers religiøse følelser blot for at krænke dem. Men det er nødvendigt for demokratiseringens og sekulariseringens skyld at vænne folk til at skelne mellem ydre og indre symbolværdier. Det er de ydre der kan krænkes - og ofte bør krænkes eller udfordres for oplysningens skyld. Men de indre er nærmest ukrænkelige. De er langt dybere og stærkere end de ydre, fordi de knytter sig til det man i dybdepsykologien kalder de arketypiske forestillinger. Og det gør en afgørende forskel.

Derfor fortsætter værdikampen og kulturkampen. Uanset hvad Fogh eller Obama, Gül og Erdogan måtte mene, og uanset hvad de islamistiske fanatikere mener.

Muslimerne skal ikke dæmonisers over en bank. Men demokratiets og sekulariseringens fjender er nu engang demokratiets og sekulariseringens fjender. Og i øjeblikket er de fleste af de allerværste fjender desværre muslimer. Det er en kendsgerning som det intet formål tjener at sløre. Det er tværtimod nødvendigt at holde det fast - og blive ved med at sige det højt.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Fogh og hele den tyrkiske musik  (4.4.09.)

Muhammedkrisen

Tyrkiet: valget, religionen og fremtiden  (24.7.07.)
Tyrkiet og EU-traktaten lagt på hylden  (29.9.05.)
EU, Østudvidelsen og Tyrkiet  (18.12.04.)
Tyrkisk storoffensiv  (16.12.02.)

Danmark er blevet en central fjende for islamistiske terrorister  (3.6.08.)
Muhamed uden humor - islam en religion uden humor  (2.3.08.)



Artikler om
Artikler om Samfund
Artikler om
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal