Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - fogh15muham

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.3.06.


Fogh Rasmussens position

Ingen der gennem medierne har fulgt statsminister Anders Fogh Rasmussens håndtering af den politiske krise landet blev kastet ud i da protesterne mod Muhammed-tegningerne pludseligt begyndte at eskalere voldsomt i de muslimske lande i slutningen af januar har været i tvivl om at han har været hårdt presset ikke alene arbejdsmæssigt, men også mentalt. Det har man tydeligt kunnet se, og han har da heller ikke selv lagt skjul på, at det der generede ham allermest var at være 'oppe imod ustyrlige kræfter'. Den slags passer bestemt ikke en statsminister der er et udpræget kontrolmenneske. Og derfor er det ikke så underligt at der skulle gå næsten en måned før han vovede sig ud i et større interview med Berlingske Tidendes Jesper Larsen. Det tryktes i avisen søndag den 26. - og bør læses i forlængelse af Tine Gøtzsches udmærkede interview med Fogh i DR1's Profilen onsdag den 15. februar.

Mest opmærksomhed har det vakt at statsministeren uden navns nævnelse rettede en bredside mod såvel medierne som brede kredse i erhvervslivet og kulturlivet, som han finder har været principløse. Han har ikke villet specificere anklagen. For livet skal gå videre. Men fårene er blevet skilt fra bukkene for hans indre syn.

Erhvervsfolk har afvist anklagen, men fik så en klar udmelding fra skatteminister Kristian Jensen, der påstod at visse firmaer satte salget af feta-ost over forsvaret for ytringsfriheden. En dum udtalelse, der siger mest om ophavsmandens unge alder - og da også foranledigede korrektion fra den konservative partiformand og erhvervsminister Bendt Bendtsen, der ikke vil have noget i klemme dér. Ingen kan heller bebrejde hårdt ramte erhvervsvirksomheder at de jamrer over at se mange års nyttig og konstruktiv markedsudvidelse i de muslimske lande ødelagt på nogle få dage på grund af forhold de intet ansvar har for, men som kan føres tilbage til nogle åbenbart ikke helt uskyldige tegninger i Jyllands-Posten. Erhvervsfolkene har faktisk ikke angrebet ytringsfriheden som sådan, men påpeget at dens konkrete udnyttelse er gået over de grænser der efter deres mening må være for ytringsfriheden i et land der ønsker dialog og samarbejde med de muslimske lande. Dette har man lov til at kalde kortsynet, men kortsynet er hvad erhvervslivet nu engang som hovedregel er og altid har været. De lange perspektiver - eller om man vil det historiske perspektiv - er forbeholdt de bedste politikere, ideologer og religiøse mennesker.



Hvad specielt det intellektuelle parnas i Danmark angår, mener Fogh at det har indført en dobbeltstandard i landet, for da Rushdie-sagen foldede sig ud med humor, forsvarede alle ytringsfriheden, men når Jyllands-Posten ruller sig ud med humor, så er de intellektuelle straks på pletten med et 'men'. Alle siger med stor højtidelighed i stemmen at vi skal stå vagt om ytringsfriheden, men tilføjer de så - og påpeger derefter med løftet pegefinger grænser for friheden. Her springer kæden efter Foghs mening af - og hvorfor mon det? Jo, det er fordi disse forfattere putter sagen ind i en helt anden sammenhæng, nemlig treklangen af Dansk Folkeparti, Jyllands-Posten og VK-regeringen. Og da de navnlig er imod første led, kan de ikke få sig selv til at forsvare ytringsfriheden længere.

Dette er både rigtigt og forkert. Forkert fordi de pågældende ikke har undladt at forsvare ytringsfriheden som princip, men givet udtryk for at den i den konkrete sag har ramt muslimers religiøse følelser - og netop dér burde der være en grænse. Dette er noget helt nyt at høre fra den kant - og derfor er det rigtigt at der må være en særlig grund til den, og at denne kun kan hedde den vrangforestilling at den for JP, DF og VK-regeringen fælles holdning til de muslimske indvandrere er ét negativt fedt. Vi står her over for et klart eksempel på en af lovene for de psykiske primærprocesser, nemlig at to eller flere ting betragtes som fuldstændigt identiske blot de har nogle fælles lighedspunkter. Det er skam også sådan det politiske landskab inddeles overalt i verden. Skillelinjen i dansk politik er altså ikke ændret, men står blot endnu klarere end før. Og rammer uundgåeligt forsvaret for ytringsfriheden.



Selvsagt mener Anders Fogh Rasmussen - modsat socialdemokraterne, radikale og SF samt Politiken - at han og regeringen har håndteret hele Muhammed-sagen rigtigt, og at det også var rigtigt ikke at mødes med de 11 muslimske diplomater. Jernesalt er fuldstændigt enig og mener bestemt ikke, at det er rimeligt at tale om arrogance fra statsministerens side - jf. artiklen om Politikens reaktionære holdning. Al den endeløse snak om oversættelsesproblemer og lignende som Politiken disker op med er udenomssnak, men det begriber redaktionen ikke.

Fogh har håndteret Muhammed-sagen så godt som nogen overhovedet kunne. Han blev stærkt presset af selve den dybt overraskende og uhyrlige eskalering af protesterne, men bevarede fatningen og overblikket. Han og udenrigsministeren gik målrettet efter at forklare den danske holdning, få opbakning fra forbundsfæller i EU og USA og - vinde tid. Og han har nu til sidst genvundet den kontrol over situationen der var umulig at opretholde da massehysteriet i udlandet var værst. Han kan også med rette regne med at det image der er blevet temmelig ramponeret på kort tid kan rettes op på længere sigt.

Selvsagt understreger Fogh Rasmussen også at ytringsfriheden for ham er den mest kostbare og værdifulde af alle frihedsrettighederne. Det er den der sikrer alle de øvrige rettigheder, og den der er drivkraften i samfundsudviklingen. Det er også den der er basal for partiet Venstre, kunne han have tilføjet. Her kan man under ingen omstændigheder give køb - sådan som andre kan og gør.



Men når dette er sagt, så må alligevel påpeges nogle svage punkter i Anders Fogh Rasmussens vurdering af situationen.

På spørgsmålet om hvad han konkret mener at have lært af forløbet, svarer han at det er, at udenrigspolitik i vore dage ikke kun drejer sig om forhandlinger mellem regeringer, men også om kommunikation med manden på gaden i de muslimske lande.

Fogh må hentyde til at både han selv og udenrigsministeren har ment det påkrævet at optræde på arabisk fjernsyn for at forklare sagens aspekter for menige muslimer. Og det kan de selvfølgelig godt kalde et led i den aktuelle udenrigspolitik. Men spørgsmålet er om det overhovedet har hjulpet nogetsomhelst, al den stund ingen af d'herrer har nogensomhelst fornemmelse endsige erfaring for at optræde på arabisk fjernsyn. De kommer fra en kultur med helt andre normer og værdisæt, som er fuldstændigt fremmede og uforståelige for menigmand i muslimske lande. Selv bortset fra at indslagene redigeres og bringes efter værtsfolkenes forgodtbefindende, så må det betegnes som ren og skær illusion at tro at danske politikere via fjernsynet kan kommunikere med muslimer på gaden i Mellemøsten. Tværtimod gælder netop, at hele krisen er opstået fordi danskere og muslimer tænker og føler på diametralt modsatte måder - allerede derved at religionen spiller en central rolle for alle muslimer, men en perifer rolle for danske politikere. Efter alt at dømme har indslagene ikke flyttet noget som helst, Foghs eget var ikke fri for påtaget imødekommenhed. Ikke engang den arabisk talende direktør for det Danske Institut i Cairo, den kyndige og stilfærdigt forklarende Jacob Skovgaard Petersen kan trænge igennem. Der kan fortsat hverken føres udenrigspolitik eller kulturdialog ad den vej, når gemytterne er ophidsede.

Grunden er og bliver religionens forskellige rolle i de to kulturer. Dette forhold er statsministeren ikke et øjeblik i tvivl om, men netop på dette punkt synes han heller ikke at have lært nogetsomhelst af sagens forløb. Han hylder fortsat den ideelle opfattelse, at religion er en privatsag, et personligt spørgsmål for den enkelte om forholdet til Gud. Religion skal derfor ikke fylde for meget i det offentlige rum. Og det gør den i de muslimske lande, men ikke i sekulariserede lande som Danmark, hvor kirke og stat er adskilt.

Men netop her springer kæden af for statsministeren, for religion har aldrig været, er ikke og vil aldrig blive en privatsag. Det er imod dens natur, fordi religion dybest set altid har været en føling med virkeligheden i sin helhed. Den er i virkeligheden det der på disse sider kaldes 'helhedsrealisme' og det betyder at den spiller ind i alt hvad mennesker foretager sig i tilværelsen - uanset om de tilhører den ene eller anden konfession eller eventuelt slet ingen. Religionen (helhedsrealismen) rummer selve grundværdierne i de enkelte mennesker, og sådanne har alle - uden undtagelse. Følgelig hører religionen altid til i det offentlige rum. Den sekularisering der er forudsætningen for fuldt demokrati betyder aldeles ikke en umulig fjernelse af religionen (helhedsrealismen) fra det offentlige rum, men meget konkret og specifikt fjernelse af de konkrete religionsudformninger og hierarkier fra den politiske og økonomiske magt.

Det man kan lære af hele forløbet af Muhammed-sagen er derfor noget helt andet end det Fogh Rasmussen foreløbig har lært, nemlig at såvel indenrigspolitik som udenrigspolitik i vore globaliserede dage med store demografiske forskydninger mellem landene og åbne grænser mellem nationerne definitivt må opgive forestillingen om religion som en ren privatsag, og i stedet for se den realistisk som en både privat og offentlig sag med både positive og negative aspekter i sig. De negative drejer sig om al den ustyrlige fanatisme og fundamentalisme vi har været vidne til de sidste fire uger i de muslimske lande og som hægter sig på eksisterende frustrationer og derfor også ligger bag al terrorisme. Den har med de religiøse menneskers absolutisme at gøre og kræver relativisering som modgift. De positive drejer sig om selve meningen med tilværelsen og forståelsen for sammenhængen og de skabnede energier i samfundet og menneskene. Alt dette har med kærlighed, erotik, kunst, musik, fest, rekreation - og humor at gøre.



Når det kniber for en politiker som Anders Fogh Rasmussen at tage disse kendsgerninger til efterretning skyldes det naturligvis både at der er almindelig uvidenhed om dem, og at han personligt på grund af sin ensidigt rationelle indstilling til tingene er uden tilstrækkelig føling med de positive sider af helhedsrealismen. Han er et umusisk menneske.

Det er synd, fordi det indebærer at han sine store lederevner til trods må siges at savne lige netop de egenskaber der ville kunne gøre ham egnet til at føre landet gennem krisen på en sådan måde at vi ikke blot får udbedret de skete skader, men vil komme til at stå langt stærkere i kulturel og politisk henseende end før krisen, fordi sammenhængen i vort samfund ville blive langt kraftigere. Vi ville kunne overvinde al splittelse der skyldes mere eller mere dogmatiske opfattelser, hvor hvert part pukker på sit, og få samfundslivet og -debatten op på et højere niveau hvor både dialogen og kreativiteten bliver sat fri.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen er vokset med opgaverne i de fire-fem år han har været ved magten. Han er utvivlsomt også vokset med udfordringerne i den aktuelle krise. Han er desuden foreløbigt helt urørlig som statsminister, fordi der fortsat er stort flertal bag regeringen. Hans eget parti er fortsat det største i landet. Det hidtil stærkeste oppositionsparti er betydeligt svækket, mens støttepartiet Dansk Folkeparti er gået markant frem og under Pia Kjærsgaards ledelse formentlig vil kunne true socialdemokraternes position som næststørste parti. Der skal sort uheld til at rokke Foghs position inden for de næste par år.

Men dette betyder ikke at den gode position ikke kan forbedres eller at det ville være en dårlig idé at gøre det. Det kunne dels forbedre landets position i international politik væsentligt, så Danmark i ny selvforståelse ville komme fra defensiven i offensiven. Det kunne dels forbedre forholdet til de muslimske indvandrere og dermed integrationen. Og det ville endelig kunne forstærke og bevidstgøre sammenhængskraften i det danske samfund. Men det kræver at statsministeren slipper alle urealistiske ønsker og drømme om at 'privatisere religionen'. Det er faktisk det modsatte der skal til: at styrke den religiøse, helhedsrealistiske tilværelsesforståelse, så den relativiserede sekularisering for alvor bliver accepteret i alle kredse.

Helheden er en offentlig sag i eksistensen. Helhedsrealismen er derfor på længere sigt det nødvendige svar på den akutte politiske krise.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Politikens reaktionære holdning  (28.2.06.)
Koffi Annans fejlvurdering  (27.2.06.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)  
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)
Nej til mægling og nej til undersøgelse  (23.2.06.)
S, DF og Venstre i forskudt spændingsfelt  (21.02.06.)
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)

Muhammed-sagen (oversigt over alle artikler fra og med 20.10.05.)   Klik

Fogh Rasmussen om Grundtvig, Kirkegaard, etik og religion  (15.12.05.)
Klar besked fra Fogh Rasmussen om Venstres fremtidsvisioner  (30.11.05.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.)

Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Opret et kultusministerium!   (14.2.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)
Politiske parametre  (6.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal