Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - fogh14tro

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.12.05.


Fogh Rasmussen om Grundtvig, Kirkegaard, etik og religion
- vigtig, men mangelfuld tilkendegivelse fra statsministerens side

Det er et virkelig godt initiativ Søren Kierkegaard Forskningscenteret har taget ved at indbyde en række politikere og kulturpersonligheder til foredrag i Vartov under fællestitlen 'Alle mine kilder'. Første gæstetaler var statsminister Anders Fogh Rasmussen, og det var ikke alene et scoop sådan succesmæssigt set, men simpelthen den allerfineste idé, fordi offentligheden herved kunne stifte bekendtskab med selve det filosofiske grundlag for dansk politiks ubestridelige førerskikkelse i disse år - netop på det tidspunkt hvor debatten om velfærdssamfundet skal i gang for alvor.

Talen blev udførligt refereret i Politiken, men kan læses i sin fulde længde på statsministeriets hjemmeside. Den er værd at stifte bekendtskab med - fordi den også afslører nogle svagheder i Venstre-formandens tænkning.

Efter valgnederlaget i 1998 skete der som bekendt afgørende ændringer i formandens filosofiske tænkning af mere strategisk art, men hans tænkemåde er fortsat dybt præget af begrebsmæssige forudsætninger og begrænsninger der kan føres tilbage til visse Århus-professorers filosofi.



Anders Fogh Rasmussen (f. 1953) er vokset op i et grundtvigiansk hjem og miljø. "Ikke sådan at forstå at der blev talt om Grundtvig ved middagsbordet, men mine forældre var præget af landbrugsskole, husholdningsskole og højskole...... Den grundtvigske ånd hang i stuen." Uden at være særlig bevidst om det præcise indhold i Grundtvigs tænkning og uden at have lært det mindste om Grundtvig i skole eller gymnasium, fik Fogh en intuitiv fornemmelse af Grundtvig.

Men fornemmelsen blev forstyrret af Ebbe Kløvedal Reichs folkebog om 'Frederik' 1972. Den tog Grundtvig til indtægt for kommunismen og maoismen, mod kapitalismen og USA og imod EF. Først i 1983 blev Grundtvig rehabiliteret af Kaj Thaning, der havde et skarpt blik for den betydning friheden havde for Grundtvig. Denne skrev begejstret om den økonomiske liberalisme, men havde samtidigt blik for pligten til at hjælpe andre mennesker. Det var Grundtvigs vision, sagde Fogh, at frihed ikke betyder sult og social nød, men tværtimod udvikler et stærkt samfund kædet sammen af 'kærminder' (kære minder eller erindringer).



Kierkegaard hørte Fogh heller ikke noget om i gymnasiet (1969-72) - dette var efter Foghs mening slet ikke almentdannende efter de forandringer der fulgte med ungdomsoprøret i 1968. Først under forarbejdet til bogen 'Fra Socialstat til Minimalstat' (udgivet efteråret 1993) begyndte Fogh for alvor at interessere sig for Kierkegaard. Denne forstod nemlig nødvendigheden af "korrektivet til det bestående". Den der skal afgive korrektivet må grundigt studere det beståendes svage sider og så stille det modsatte op på dygtigt ensidig vis. Det var metoden.

I arbejdet med bogen havde Fogh brug for at komme tættere ind på begreberne frihed og ansvar, og til det formål læste han bøger af professor Johannes Sløk om Kierkegaard, eksistentialismen og moralen. Dilemmaet mellem absolutisme og relativisme skulle løses. Absolutismen i både den religiøse og den verdslige variant var det let nok for en liberal at tage afstand fra, fordi de begge ender i diktatur, men relativismen er også problematisk, fordi den ender i værderelativisme, et tomrum, hvor ingen værdier længere er gyldige.

Den etiske objektivisme giver mennesket nogle absolutte holdepunkter, men ingen frihed. Og den etiske subjektivisme giver omvendt mennesket den ubegrænsede frihed, men ingen faste holdepunkter.



Løsningen ligger efter Foghs mening i at erkende at der findes visse objektive etiske værdier der ikke er til at komme udenom, altså et overordnet etisk princip eller en instans uden for og over det enkelte menneske. 'Det evige i mennesket' eller 'Gud' kaldte Kierkegaard denne 'instans' eller 'mellembestemmelse'.

Vi mennesker har en grundlæggende ret til frihed, forklarer Fogh, og vi har pligt til at tage et ansvar, overtage vores ansvar. Men vi har samtidigt brug for nogle faste holdepunkter i tilværelsen for at det ikke blot skal blive en frihed i tomhed.

Løsningen på dilemmaet så Kierkegaard i troen på Gud, hvad der ville sige Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes Gud, men Fogh ser fordele i at udvide denne løsning, så den rækker ud over kristendommen og bliver almen, generel og tværreligiøs. Alle mennesker er ligeværdige i forhold til Gud. "Intet menneske kan ophøje sig selv til den dommer der dømmer mellem godt og ondt. Intet menneske kan udnævne sig selv til den etikfabrikant som bestemmer det regelsæt hvorefter alle andre skal leve." Ja, efter Foghs mening kan endog de der ikke tror på Gud føle sig trygge ved Vorherre, for uden Vorherre ville mennesket være tilbøjelig til at sætte sig i Guds sted.



Det overordnede etiske normsæt finder Fogh udtrykt i bl.a. Løgstrups forestillinger om de 'suveræne livsytringer' (formuleret i bogen 'Opgør med Kierkegaard' fra 1968) eller i Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner (Luk. 10, 30-37). Eller i det dobbelte kristne kærlighedsbud: "Du skal elske din næste som dig selv". Men i sidste ende har det med samvittigheden at gøre, mener Fogh. "Samvittigheden binder os ind i et fællesskab med andre mennesker. Samvittigheden byder os at hjælpe vore medmennesker, når de trænger til det. Samvittigheden pålægger os et ansvar."

Men Fogh fortsætter sine overvejelser, dog forsigtigt: "Måske er samvittigheden netop det evige i mennesket. Måske er samvittigheden det objektive etiske normsæt, som er instansen over mennesket. I så fald mener jeg godt, at man kan argumentere for eksistensen af et objektivt etisk normsæt uden at tage et religiøst udgangspunkt". For samvitigheden er noget mennesket iboende. Den er universel. Men er ingen facitliste.

Også frihedsrettighederne kan regnes for universelle og tværreligiøse. De er 'naturlige rettigheder' og som sådanne etiske holdepunkter, men de er ikke en facitliste. Og de er ikke forenelige med en lovreligion, der kræver at være overordnet nationen og staten eller som vil diktere den troendes tilværelse fra vugge til grav.

Heller ikke fundamentalismen er forenelig med frihedsrettighederne, for den insisterer på at sandheden ligger i én bestemt religions gud, profeter og skrifter. Men Biblen, Koranen og Torahen er ældgamle, tidsbestemte, subjektivt tolkede skrifter, der ikke kan eller må tages bogstaveligt i moderne, oplyste samfund. Religiøs fundamentalisme, især af den aggressive art vi i dag kender fra visse islamiske kredse, er helt uforenelig med vort samtaledemokrati. Ja, statsministeren undlader ikke at slå fast, af islam opfattet som total livsopfattelse - som ideologi - er uforenelig med den samfundsform vi har i Danmark.



Så vidt så godt. Problemerne kommer, når Fogh Rasmussen forsøger at indkredse selve fænomenet samvittighed eller bestemme religionens generelle betydning i samfundet.

Med hensyn til samvittigheden slår Fogh allerede sig selv for munden, når han tilføjer, at samvittighedens stemmer ikke nødvendigvis er ens fra menneske til menneske. Påstanden er absolut ikke forkert. Og den er også i fuld overensstemmelse med Foghs afstandtagen fra etiske facitlister og fabrikanter af etiske normer. Problemet er bare, at samvittigheden psykologisk set har mange kilder, og at disse absolut ikke er lige gode!

Ifølge Århus-psykiateren Erling Jacobsen er der fire hovedkilder til samvittighedens opbygning. Jf. artiklen Kan moral begrundes?

1) Forældres holdninger indbygges i børn og bliver en del af disses psyke. Det sker på den måde, at billigelse eller misbilligelse fra forældrenes side medfører automatisk lyst eller ulyst hos barnet. Det sætter derfor efterhånden signallyst på de ting det erfarer, at forældrene billiger, og signalulyst på de ting de misbilliger. Fra da af bliver tingene i sig selv henholdsvis tiltrækkende og frastødende. - Dette er den primitive del af samvittigheden, som understøttes kraftigt af alle autoritære opdragelsessystemer, hvad man helt op til 1950 så i flertallet af danske hjem og skoler, men nu om dage først og fremmest ser i muslimske familier - med både socialt og kulturelt dybt uheldige resultater til følge.

2) Barnet identificerer sig en bloc med den af forældrene det føler at have tabt til i den voldsomme konfliktsituation i 3-7 års alderen, hvor kærlighed og had bringes i en utålelig forbindelse med hinanden på grund af jalousi. Frygten for gengæld får barnet til at tæmme sit voldsomme had mod rivalen - den af forældrene der har samme køn som det selv. Hadet fortrænges for en dels vedkommende indad mod barnet selv (det internaliseres). Og alt dette føles som et nederlag for barnet og fører til, at det massivt gør sig ét med den af forældrene det har tabt til. - Dette er den dummeste del af samvittigheden, fordi den ikke justeres af sund fornuft og realitetsprøvelse.

3) Barnet vender sin barbariske aggressivitet mod sig selv. Jalousien og alle andre frustrationer barnet har været ude for samler sig til en åndelig kraft af den frygteligste art, det såkaldte Ødipuskompleks. - Når barnet bliver et par år gammelt bliver det klart for det, at det har to forældre, og da det er uudholdeligt for det at elske og hade den samme person, søger det at slippe ud af denne ambivalens ved at rette kærligheden mod den ene og hadet mod den anden. Det projicerer sine egne følelser og impulser ud på forældrene og bilder sig ind, at det ikke er det selv, men den ene af forældrene der har de utilladelige impulser. Drenge projicerer til deres far, piger til deres mor, og skaber således billeder af dem der er fjernt fra virkeligheden. - For at lette sindet for noget af det had barnet har fået indbygget i sin samvittighed på denne måde, fører det hadet over på andre mennesker, og vi får den moralske fordømmelse og indignation, som præger mange voksne mennesker, især af fundamentalistisk tilsnit. - Her kan vi finde kilden til hadet i verden og også til den uhyggeligt destruktive styrke hadet ofte får, blandt andet takket være demagoger der forstår at udnytte mekanismerne.

4) Den fjerde hovedkilde til samvittighedens dannelse adskiller sig fra de tre første ved ikke at være af skadelig art. Den består i egoets følelse af forpligtelse over for noget uden for det selv, vel at mærke ikke noget uden for dets ydre selv, men uden for dets indre selv. Dette indebærer, at ikke alle menneskets indre mentale processer uden videre kan betragtes som hørende til dets eget ego. Der er tværtimod et indre skel mellem menneskets egen psyke og mentale eller psykiske kræfter uden for dets ego. - Dette svarer i vid udstrækning til den instans religionerne kalder Gud, og som de lægger vægt på ikke at kunne definere og ikke at måtte misbruge, men som de desværre ofte - og helt unødvendigt, men uantageligt for det rationelle synspunkt - tillægger objektiv ydre eksistens.



Det turde være indlysende, at skal man regne samvittigheden for en etisk instans, der ikke alene er alle iboende, men også kærlighedsgivende og socialt konstruktiv, kan der alene være tale om den fjerde hovedkilde. Den udelukker faste normer man kan banke, bekrige eller dømme andre med, men ikke holdepunkter i tilværelsen der forpligter til at drage omsorg for varme og kærlighed mellem mennesker. Den kan faktisk føre til en objektiv konsistens-etik der ikke bygger på ydre autoritet og faste regelsæt, men på kravet om indre konsistens: altid at sørge for overvægt at det gode, det lyse, varme og kærlige i tilværelsen. Her kommer også skønnet, det fornuftige skøn ind i billedet. Mennesket må altid tilpasse sig de livsvilkår tiden eller udviklingen fører med sig. Det kan derfor aldrig i den konkrete situation slå den 'rigtige' adfærd op i noget regelsæt eller nogen moralsk facitliste, men må overveje adfærden nøje, jo nøjere, jo kompleksere situationen er. I en sådan overvejelse må altid indgå en vis selverkendelse eller selvbesindelse - og dermed indsigt af psykologisk art.



Anders Fogh Rasmussen understregede i sit foredrag at frihedsrettighederne er fuldt forenelige med at have en personlig religiøs opfattelse. Ja, de bygger efter hans mening på at det enkelte menneske har ret til at have sin personlige religiøse overbevisning - uden overgreb fra hverken staten eller andre mennesker. Men når han derefter gav sig til at tale om religionens betydning i samfundet, fandt han det nødvendigt at slå fast - hvad han jævnligt har slået fast i den offentlige debat - at religion er og bliver et personligt anliggende mellem det enkelte menneske og den Gud som den pågældende måtte tro på.

Og igen er der tale om en forenkling der er uheldig og ikke peger frem mod en nuancering der kan vise vej i striden mellem kristne mennesker, muslimer, ateister og agnostikere og alle andre.

Sandt er, at det personlige gudsforhold er og bør være en privatsag, således at forstå at intet menneske har pligt til offentligt at skulle redegøre for om det tror på Gud eller ej, hvordan dets forhold til Gud er, eller hvordan det beder eller iøvrigt dyrker sin Gud. Gudsforholdet er det mest intime af alle eksistensforhold - og skal være beskyttet mod såvel kontrol som blufærdighedskrænkelser.

Men religion er og bliver - og har altid været - meget mere end folks personlige gudsforhold. Religion kan slet ikke forstås hverken historisk eller aktuelt medmindre man opfatter den som omfattende hele den menneskelige tilværelse. Den er dybest set udtryk for umiddelbar føling med hele virkeligheden uden forbehold. Den religiøse dimension er ikke en dimension ved siden af den etiske, politiske, æstetiske, praktiske eller videnskabelige, men omfatter dem alle, dvs også alle aspekter af samfundslivet.



Det problematiske herved er naturligvis, at religiøse ledere i magtmæssig interesse fortolker religionen som en ideologi, et altomfattende idémæssigt eller dogmemæssigt system, som på den ene side lukker af for ny erkendelse og dermed muligheden for fortsat tilpasning og på den anden side gør anderledes tænkende til forrædere og fjender. Her bliver resultatet fundamentalisme, og her er det - som Fogh gør opmærksom på - fuldstændigt ligegyldigt om den er af religiøs eller verdslig art. Nazismen, kommunismen eller maoismen er ikke bedre end middelalderlig katolicisme eller moderne islamisme.

Det er altså nødvendigt at sondre mellem magtaspektet ved al religion/ideologi og åndsaspektet. En religion eller politisk ideologi der bygger et magtapparat op omkring ideerne udarter altid til overgreb, undertrykkelse og diktatur. Men holder religionen sig til det åndelige aspekt vil den altid være det uundværlige korrektiv til magtaspektet - og dermed være en frihedens tænkning.



Dette betyder konkret to ting for samfundsudviklingen. For det første indebærer det at sekulariseringen aldrig må gøres til et spørgsmål om en sådan skarp adskillelse mellem religion og stat, at religionen forvises fra det offentlige rum og den offentlige debat og selvbesindelse til de private gemakker eller hemmelige loger. Men alene at religionen ikke må udvikle sig til et magtapparat der kan kontrollere det politiske og kulturelle liv. Såvel pavemagt som kalifat, bispestyre som præstestyre eller imamstyre må være bandlyst. De er alle absolut uforenelige med demokratiet.

For det andet kan det politiske og kulturelle liv slet ikke klare sig uden den religiøse dimension, dvs uden det konstante korrektiv der ligger i en uafhængig åndsfunktion der både nærer omsorg for hele tilværelsen og som forstår at mennesket i sidste ende står til ansvar over for en instans i tilværelsen der er hævet over mennesket selv, er udefinerbart og ukontrollerbart.

Forstået på denne måde er religionen i virkeligheden at betragte som en helhedsrealisme der er fuldt forenelig med såvel demokratiet som med sund fornuft, men som er uforenelig med enhver form for fundamentalisme og misbrug af Guds navn i magtøjemed. Her - og først her - vil der kunne blive tale om en religionsopfattelse der vil kunne dække såvel jødedom og kristendom som islam og alle andre religioner. Og som tilmed uden vanskeligheder vil kunne dække også ateismen og agnosticismen. For disse ismer er kun undtagelsesvis derude hvor værdirelativisme betyder opløsning af alle værdier og al moral.



Anders Fogh Rasmussen har med sit foredrag i Vartov den 30.11. givet et godt bidrag til forståelsen af hans politiske filosofi, men samtidigt afsløret manglende erkendelse af etikkens allerdybeste grundlag og religionens allervideste omfang og betydning. Og det er synd. For en dybere forståelse af netop disse to fænomener er ikke alene nødvendig for en afklaring af partiet Venstres åbenlyse forvirring omkring centrale principper, men ser sandelig også ud til at være selve forudsætningen for en langsigtet løsningen af såvel sekulariseringens som velfærdssamfundets aktuelle og stadigt mere påtrængende problemer.



PS! Det kan nævnes at fire andre politikere holder foredrag i Vartovs serie. Det er Birthe Rønn Hornbech (18.1.), Christine Antorini (25.1.), Jesper Langballe (16.3.) og Bertel Haarder (6.4.). Billetter kan købes gennem Politiken.



Henvisninger:

Statsministeriets hjemmeside

Statsministerens foredrag i Vartov 30.11.05.



Relevante artikler på Jernesalt:

Fogh, religion og sammenhængskraft  (24.5.06.)

Grundtvigianismen i det 20. århundrede  (13.12.05.)
- afslører en usynlig kraft der stadig gør sig gældende

Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt  (11.12.05.)

Kan moral begrundes?

Gives der mon en almengyldig etik?
Samtale mellem Niels Jørgen Cappelørn og Connie Hedegaard på DR2   7.3.04.



Konsistens-etikkens Ti Bud   et forsøg på at modernisere Moselovens gamle Ti Bud
så de kommer til at svare til det sekulariserede samfunds etiske behov.

Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
så den kun verdsliggør selve den politiske magt



Fem introducerende artikler til Jernesalt og den komplementære helhedsrealisme:

Politik, magt og afmagt
Arbejde, forskning og religion - som kulturens tre hovedkilder
Kristendommen passé? - eller har den potentiale til fornyelse?
Selvet - sjælen - ånden - om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen
Hvad er virkelighed? - om ny film om Niels Bohr, Københavnerfortolkningen og komplementariteten



Velfærdskommissionens udspil sparket af banen?  (9.12.05.)
- Eller begynder den politiske debat om Velfærdssamfundet først nu?

Klar besked fra Fogh Rasmussen om Venstres fremtidsvisioner  (30.11.05.)
- men endnu ikke tidssvarende afklaring af den grundliggende filosofi

Dialogmøde med muslimer på Marienborg  (25.9.05.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.)
Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)

Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal