Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Fogh02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.8.03


Fogh og Venstre i krise?

Den politiske debat er så småt ved at bevæge sig væk fra agurketidens sædvanlige uforpligtende medieflip hen mod det mere seriøse.

Debatten har i sommers været præget af visse emner som Irakkrigens begrundelse og nogle Venstrefolks stort opslåede liberale teser, men indtil den 6. august også af statsminister Anders Fogh Rasmussens fuldstændige tavshed.

'Den tavse mand' er han uoriginalt blevet kaldt i medierne - også af DR1 i annonceringen af Profil-udsendelsen den 6.8. - selvom alle har vidst at statsministeren såmænd bare var rejst på 4 ugers ferie sydpå og ønskede fred og ro til at lade op.



Debatten om Irakkrigens begrundelse har været ret så intens ikke bare i USA og Storbritannien (jf artiklen Irakkrigen ubegrundet?), men også i Danmark.

Oppositionen har påstået, at regeringen og DF gik i krig på USA's side på falske påstande om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Ekstrabladet har endog med vanligt store skrifttyper og mangel på nuancering 24.7. prøvet af få det skrantende løssalg forbedret med et markedsskrig om at "Fogh løj". Men det fik Fogh Rasmussen hurtigt sat på plads i DR1s 'Profilen': Den slags kan man ikke tage alvorligt! - Han havde iøvrigt slet ikke set Ekstrabladets historie før. Og på Stig Andersens spørgsmål, om statsministeren da ikke på sin ferie blev briefet om en sådan avisartikel af sine embedsmænd, kunne Fogh igen svare nej, den slags tager man ikke alvorligt!

Regeringens begrundelse for at gå med i krigen har hele tiden været åben - og den står regeringen fast ved. Den gik først og fremmest på den kendsgerning, at Saddam Hussein ikke havde levet op til FNs' krav om fuldstændig afvæbning.

I 'Profilen' forsøgte Stig Andersen også at gøre et stort nummer ud af Hans Blix's kritik af den danske regering, idet han bl.a. fremførte at udenrigsminister Per Stig Møller havde undskyldt sin brug af en udtalelse fra Blix's side. Fogh kendte ikke historien i detaljer. Der er også kun tale om brug af en udtalelse, som udenrigsministeren havde fået at vide at Blix var fremkommet med til morgenfjernsynet i sin tid, men hvor ministeren altså var blevet fejloplyst. Men Fogh kunne slå fast, at hverken udenrigsministeren eller regeringen som sådan har grund til at undskylde nogetsomhelst, eftersom begrundelsen var og er i orden.

Stig Andersen forsøgte så med formuleringen i den annonce som Fogh Rasmussen og syv andre EU-regeringschefer havde indrykket i dagbladene til støtte for USA og præsident Bush, men med lige så ringe held. For i det åbne brev kom regeringscheferne ikke med nogen påstand om, at det var bevist at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, men at det var nødvendigt at sikre sig mod dem. Fogh Rasmussen kunne tilføje, at det jo er for tidligt at konkludere at der ikke har været masseødelæggelsesvåben i Irak, da krigen begyndte. De eftersøges stadig; de kan være fjernet; de findes i givet fald ikke som store lagre, men som små depoter - og som programmer (jf. Rolf Ekéus's udsagn). Hvis Saddam Hussein virkelig havde skaffet våbnene af vejen, hvorfor i alverden havde han så ikke dokumenteret det over for FN, så sanktionerne mod Irak kunne ophæves?

Heller ikke Hans Blix's nyeste udtalelser eller socialdemokraternes krav om en undersøgelse af forløbet kunne anfægte Fogh Rasmussen. Der er intet at komme efter! sagde han til en synligt irriteret Stig Andersen, der imidlertid blev ved: Jamen, I så jo stort på FN-mandatet. Nej, svarede Fogh. FN-mandatet var i orden. Den militære aktion mod Irak var baseret på de gamle FN-resolutioner fra 1990, 1991 og 2002.

Også Poul Erik Klemmesen og Gunilla Roijer forsøgte i 'Dags Dato Special' at rokke ved regeringens beslutningsgrundlag om Irak-krigen. Men Fogh var utvetydig: Grundlaget var meget klart: Saddam Hussein ville ikke samarbejde med FN. Desuden havde ingen sagt, at der var håndfaste beviser for masseødelæggelsesvåben. Men Saddam Hussein havde rådet over disse, og også benyttet dem to gange - mod hhv Iran og kurderne. Han var af en type der kunne finde på at anvende dem igen. Han samarbejdede desuden med terrorister, undertrykte sit folk - og måtte fjernes.



Klemmesen og Roijer kom ind på Birthe Rønn Hornbechs angreb på Pia Kjærsgaards kritik af Højesteret for dommen der tillader brug af ordet racist om Kjærsgaard. Fogh Rasmussen havde ikke læst højesteretsdommen, men sagde, at Pia Kjærsgaard da har lov at sige sin mening om Højesteret, ligesom højesteretsdommere har lov at sige deres mening om politikerne.

Men Pia Kjærsgaard har også udtalt at hun ønsker Danmarks binding til de internationale konventioner om menneskerettighederne ophævet. Men det kunne heller ikke bringe statsministerens blod i kog. De internationale konventioner er ikke hellige skrifter, men regeringen står fast på dem.

Visse Venstrefolk er begyndt at gøre oprør mod stramningerne i udlændingepolitikken, anførtes det. Men det genererede ikke Fogh Rasmussen. Udlændingepolitikken ligger fast. Der er kun et lille hjørne der skal justeres, fordi nogle bestemmelser utilsigtet rammer danskere der finder en ægtefælle i udlandet. Det vil integrationsministeren rette op på, men over for de tvangsægteskaber der er hovedproblemet vil der ikke blive lempet.



De ti liberale teser, som 13 Venstrefolk, heriblandt borgmester Søren Pind, flere folketingsmedlemmer og kommunalbestyrelsesmedlemmer, havde offentliggjort den 19. juli, skulle naturligvis også kommenteres. Fogh Rasmussen fandt nogle af dem ret selvfølgelige, men også uklare. Men teserne bør ikke komme til afstemning på Venstres kommende landsmøde, selvom forslagsstillerne har ret til at kræve det. Benytter de sig af denne ret, vil statsministeren gå på talerstolen og anbefale, at teserne bliver stemt ned. For man skal følge de regler som Venstre har fastsat - og de er, at der først skal være afstemning om et nyt program i 2006. Indtil da skal debatten forløbe uden afstemninger.

Hvad specielt spørgsmålet om skattelettelser angår, slog statsministeren fast, at Venstre ikke har planer om drastiske ændringer. Der er skattestop og kommer yderligere mindre skattelettelser pr. 1. januar 2004. Men ellers ligger politikken og statsministerens egen holdning fast. Linjen er lagt på møder forud for valget i 2001 og bliver ikke ændret med Fogh Rasmussen som formand.

Det fik naturligvis straks medierne til at tale om 'murren i krogene' og om at "V-oprør får kold skulder af Fogh", hvor der reelt er tale om en klar og konsekvent linje fra Anders Fogh Rasmussens side. Den var den linje han vandt valget i 2001 på, og den linje der blev resultatet af hans og Claus Hjort Frederiksens grundige overvejelser efter valgnederlaget i 1998. En linje der er et fuldt bevidst opgør med gamle, alt for snævre liberalistiske synspunkter, og som derfor fortsat har sine skeptikere og modstandere i partiet. Men en linje som Fogh også er klog nok til at sætte sit mandat som formand ind på - fordi han tror på den fuldt og fast.

At der fortsat er skeptikere blandt partiets tillidsfolk kan ikke undre, men at tale om oprør mod formanden eller splittelse af partiet er noget kun medierne, inklusive det konservative Berlingske Tidende, finder på for at sætte lus i skindpelsen. Der er nemlig - for nu at bruge Foghs eget, mange gange i den senere tid brugte udtryk - ikke noget at komme efter. Linjen har ligget fuldstændig klar i flere år. Den fremgår af valgprogrammmerne og interview'ene med Thomas Larsen i dennes bog om Fogh. Det er den linje Venstre må fastholde for at gøre sig forhåbninger om at kunne fastholde tilstrækkelige mange vælgere på midten og dermed vinde næste valg.

Det der kunne undre en smule er at Venstre-folk som Søren Pind benytter formandens feriefravær til at lancere deres teser - og gør det med direkte sigte på en afstemning på førstkommende landsmøde, på trods af partiets egen afgørelse om principdebat frem til 2006. Det tyder mest af alt på disse Venstre-folks utålmodighed efter at komme på banen. En af dem ytrede i tv-avisen efter udsendelserne med Fogh at hun ville fastholde kravet om afstemning på førstkommende landsmøde. Men Søren Pind var klog nok til at trække forslaget. Han er uden tvivl klar over, at Fogh Rasmussen skelner mellem unge hedsporer og fornuftige mennesker! Og at hedsporernes chance for partikarriere er ringe!


Men hele debatten giver god anledning til at genopfriske hvad Anders Fogh Rasmussen udtaler til Thomas Larsen i det nye kapitel om "Vejen til statsministeriet" i bogen fra i år. Her fortæller Fogh nemlig, at da han rejste hjem fra sin sommerferie i 1999, hvor han havde læst Philip Goulds bog om New Labours strategier, så var det med en klar bevidsthed om at han måtte tage et opgør med sine egne af to grunde: "Dels var det nødvendigt at jeg fik afsluttet diskussionen om skattelettelser i partiet, for ellers kunne den i sig selv betyde, at Venstre ville tabe næste valg. Dels kunne det vise sig at være en fordel i det lange løb, at jeg over for omverdenen beviste, at jeg kunne tage et opgør på et så vigtigt område med mine egne partifæller."

Og om midterorienteringen hedder det: "Hver gang unge liberale hedsporer kritiserede mig for at være for midterorienteret, var det en understregning af, at det netop var kursen, og på den måde opnåede kritikerne for så vidt det modsatte af, hvad de gerne ville - nemlig at den nye politiske linje hurtigt bundfældede sig i vælgernes bevidsthed og kom til at stå endnu skarpere. Dertil kom, at meningsmålingerne viste vore egne folk, at befolkningen havde stor tillid til den nye linje. Der var ikke rigtigt noget at komme efter."

Fogh Rasmussen er fuldstændigt på det rene med, at der er tale om en kolossal omstilling i den politiske tankegang i landet - nemlig væk fra det gamle højre-venstre-skel, og at det vil tage tid, før man vænner sig til den nye virkelighed, også i partiet Venstre.

Især liberalisterne i partiet bør være opmærksomme på, at Anders Fogh Rasmussen nok fastholder det liberale projekt om at frisætte mennesker, ja opprioriterer projektet om at give dem større valgmuligheder, men også fastholder det sociale projekt at folk der har brug for hjælp skal have hjælp. I 2001 gik Venstre til valg på sloganet "Tid til forandring", men man føjede til, at forandring skal gå hånd i hånd med tryghed. "Det var det jeg på valgaftenen sagde til mine egne: Nu må I have tålmodighed, for vi skal gennemføre forandringer, men det skal ske i en takt, hvor sjælen kan følge med".

Fogh Rasmussen finder ikke noget modsætningsforhold mellem frihed og ansvar til den enkelte på den ene side og et stærkt fællesskab på den anden. Tværtimod er det selvstændige mennesker der giver stærke og positive fællesskaber, siger han. Statsministeren er ligefrem tilhænger af en 'velfærdskontrakt i Danmark': "en kontrakt som bygger på den holdning at der skal være frihed til at skabe succes, men at der også skal være et sikkerhedsnet til at samle op, hvis det bliver en fiasko."

Hermed har Anders Fogh Rasmussen dybest set tilkendegivet, at han fuldtud har forstået, at en liberalisme der satser på bekæmpelse af velfærdssamfundet er et fortidslevn, og at et parti der går denne vej vil være chanceløst. Det hævdes andetsteds på denne hjemmeside (se Afmagtspostulater), at det er umuligt at idealisere minimalstaten, da der ikke kan fastsættes bestemte rationelle grænser for den offentlige sektors størrelse, og at det er umuligt at nedvurdere velfærdsstaten, da den pr. definition er et gode og et fornuftigt mål. Og meget kunne tyde på, at Fogh Rasmussen kan tilslutte sig disse betragtninger.

Man kunne i grunden godt gå så vidt som til at fastslå, at Anders Fogh Rasmussen ikke længere - som i sine unge dage, da han skrev bogen "Fra socialstat til minimalstat" - er rendyrket liberalist, men snarere hvad man kunne kalde "socialliberal", hvis ikke dette udtryk i alt for høj grad er forbundet med noget slapt radikalt, en gylden middelvej der skyer dynamik, forandring og konflikt.

Alt tyder faktisk på, at Anders Fog Rasmussen reelt - men endnu uden at have formuleret sig i den retning - er begyndt at se komplementært på forholdet mellem frihed og tryghed, og dermed mellem det liberale og det sociale. Han siger udtrykkeligt at der netop ikke er et modsætningsforhold mellem dem, og han har udtrykkeligt vendt sig mod de liberalister der vil konfrontation med velfærdssamfundet som sådan (men naturligvis ikke mod folk der ønsker reformering af velfærdssamfundet). Ved at gå skridtet videre og betragte de to forskellige synsvinkler som komplementære, som dynamiske, logisk uforenelige, men ikke destomindre hinanden supplerende og fuldstændiggørende, ville han uden tvivl kunne bringe sin ideologi op på et langt klarere bevidsthedsgrundlag.

(Om komplementaritetsbegrebet se: Komplementaritetssynspunktet)



Det ville ikke undre om det kommer dertil, for i modsætning til tidligere Venstre-ledere og især i modsætning til den tidligere konservative partileder og statsminister Poul Schlüter ("ideologier er noget bras"), så er Anders Fogh Rasmussen ikke bange for idéer og ideologier. Han går naturligvis ikke ind for systemopbygninger, endsige for de gamle ideologier og den dertilhørende klassekamp. Han tror ikke på, at alle problemer kan løses ved hjælp af denne eller hin ideologi, og han tror heller ikke på nytten af en højtravende debat om abstrakte værdier. Men han forstår betydningen og nødvendigheden af afklarede værdier og en afklaret strategi.

Det centrale for Anders Fogh Rasmussen i værdikampen er som nævnt at vi skal turde give mennesker større frihed og ansvar. Men han er også klar over betydningen af en klar vision og mener, at "liberale vil være bedst til at formulere en ny vision for velfærdssamfundet, hvor vi kombinerer den enkeltes frihed med et ægte fællesskab." Og han tilføjer, at "hvis man skal have det enkelte menneske til at yde til fællesskabet, skal man forstå, at ægte fællesskab består i at der må være frihed til forskellighed."

Værdidebatten er blevet placeret centralt i den politiske debat som det område der i særlig grad vil tiltrække de mange moderne mennesker, for hvem klassekampen og det gamle højre-venstre-skel er blevet mere og mere irrelevant, men det udelukker ikke det Fogh kalder en 'jordnær debat om praktiske problemer'. Tværtimod løber de fint ved siden af hinanden.

Udlændinge- og integrationspolitikken står således stadig højt på regeringens og befolkningens prioriteringsliste, hvad de sidste dages voldsomme begivenheder med unge indvandrere på Nørrebro og i Århus kun har gjort endnu mere påkrævet.



Den fuldstændige fortegnelse over regeringens prioritering får vi først i statsministerens åbningstale i Folketingen tirsdag den 7. oktober. Men det ligger allerede klart, at den nye EU-traktat og de danske EU-forbehold kommer til at præge debatten de næste 18 måneder. Statsministeren har valgt at sætte de to ting til afstemning hver for sig - og vel at mærke at lade befolkningen stemme om EU-traktaten før eventuel ophævelse af forbeholdene. Det er der en vis kritik af, fordi det efterhånden står klart, ikke mindst efter at udenrigsministeret 14.8. er kommet med et notat om sagen, at forbeholdene vil blive mere og mere generende for den danske indflydelse i EU og for samarbejdet på et så vigtigt område som kriminalitetsbekæmpelse. Men statsministeren vil ikke fifle om forbeholdene. Han ønsker dem ophævet, men det er befolkningen selv der skal afgøre det på et tidspunkt, hvor deres indhold står klart i forhold til den nye traktat.

Og så kommer regeringen naturligvis heller ikke uden om at diskutere økonomi og ledighed. For ledigheden har været stigende i år - og er nu oppe på 173.000. Og desuden har socialdemokraterne på deres netop afholdte sommermøde lanceret en plan for bekæmpelse af arbejdsløsheden, som omfatter flere kontroversielle punkter om bl.a. skattenedsættelser til de fleste og bøder til arbejdsgivere der afskediger folk over 55.

Der er allerede taget visse initiativer fra regeringens side til at øge beskæftigelsen, men den vil jo under ingen omstændigheder sætte sin stramme økonomiske politik over styr. Så meget afhænger i realiteten af konjunkturudviklingen. Vil den vestlige økonomi komme i gang igen i løbet af 2004 eller ej? Det er det store spørgsmål.

Ingen dansk regering - borgerlig eller socialdemokratisk - kan gøre meget andet end at holde økonomien i stramme tøjler. Omsvinget skal komme ude fra. Men én ting står fast: kommer det ikke, vil ledigheden stige yderligere. Og da vil regeringen komme i klemme, mens socialdemokraterne vil profitere på ulykken. Valget kommer næppe før det tidlige efterår 2005, men hvis udviklingen ikke er vendt inden da, vil regeringen få svært ved at blive genvalgt. Stagnationen og ledigheden er ikke regeringens skyld, men en siddende regering vil altid få skylden for den slags. Sådan er spillereglerne.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil få nok at se til de næste halvandet år. Han har ladet op i sin ferie og ser frisk og udhvilet ud. Han er hverken tavs eller svag. Han véd hvad han vil og skal nok komme ud med sit budskab til rette tid, for han er også en god strateg. Udfordringer er der nok af - og de kræver klar strategi.

Nøgternt set er hverken statsministeren eller partiet Venstre i krise, selvom der er debat om mange ting. For linjen ligger fast. Den ønskede forandring af det dansk samfund kræver både fast vilje og stor tålmodighed. Og begge dele har Anders Fogh Rasmussen.



Litteratur:

Thomas Larsen: Anders Fogh Rasmussen - i godtvejr og storm. Gyldendal. 2003.

TV-interviews 6.8.03.:

DR1: 'Profilen' ved Stig Andersen
TV2: 'Dags Dato Special' ved Poul Erik Klemmesen og Gunilla Roijer

Artikler:

Gammel kulturkamp eller ny værdikamp?  (26.8.03.)
Fogh og Per Stig  (24.4.03.)
Den historiske EU-udvidelse  (15.12.02.)
Dansk politik under forvandling  (18.8.02.)
Det danske EU-formandskab   (30.6.02.)
Blokpolitik eller hvad? - Status over VK-regeringens første halvår

Se også artiklerne:

Komplementaritetssynspunktet
Individ og samfund som komplementære fænomener Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal