Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Faglit møde

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.7.02.


Faglig aktion og solidaritet

Solidarisk med hvem? - det er sagen

(Kronik i Politiken 1.4.1979)

Det er en gammel erfaring, at ordenes betydning afhænger af brugeren og situationen. Historikeren Vilh. Grønbech udtrykte det på den måde, at det enkelte ord egentlig ikke har forskellige betydninger, men en større eller mindre spændvidde, inden for hvilken den mere præcise vægt bliver lagt i den konkrete situation.

Sin særlige karakter har termen ‘fagligt møde' fået gennem de seneste år. Oprindelig var den bare et ganske almindeligt udtryk for ethvert møde om fagretlige spørgsmål, hvad enten det var i eller uden for arbejdstiden. Men nu har den efterhånden fået fast betydning af overenskomststridig (for tjenestemænds vedkommnede ulovlig) arbejdsnedlæggelse, som man bruger til at drøfte fagretlige spørgsmål (samt alle mulige andre problemer!).

Hvorfor kan man ikke holde sig til et utvetydigt ord som ‘arbejdsnedlæggelse', når nu ‘fagligt møde' i arbejdstiden er og bliver i strid med overenskomsterne og medfører løntilbageholdelse?

Naturligvis fordi Arbejdsretten ifølge gældende regler ikke idømmer bod for en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, når og hvis den er sket spontant for at drøfte en konkret, pludseligt opstået situation på den pågældende arbejdsplads (fx en uberettiget afskedigelse), og altså hverken er beordret eller på anden vis inspireret fra den organisation, der har overenskomst med arbejdsgiveren på området.

Men nissen flytter med. For hvad er spontaneitet?

- Ja, i de offentligt ansattes aktion torsdag den 15. marts nedlagde nogle hundred tusinde offentligt ansatte ‘spontant' arbejdet fra kl. 9-12, efter at formændene for de forskellige organisationer, Statstjenestemændenes Centralorganisation I og II, Akademikernes Centralorganisation, Lærernes Centralorganisation m.fl. en uges tid i forvejen havde bebudet aktionen og sendt cirkulærer ud til tillidsmænd og medlemmer.

Enkelte af disse formænd, blandt andre lærernes Jørgen Jensen og CO II's Hans Strunge, opfordrede direkte medlemmerne til at aktionere, andre, herunder CO II's Børge Aanæs og HK's Max Harvøe, var mere forsigtige og nøjedes med at gøre opmærksom på, at aktionerne var ulovlige(overenskomststridige), men sørgede for at tilføje (stadig flere dage i forvejen), at aktionerne var spontane, og at man fuldt ud forstod en sådan spontaneitet.

Nu var der rundt omkring på de enkelte arbejdspladser på ingen måde tale om konkrete, pludseligt opståede situationer, der kunne gøre en tre-times drøftelse i arbejdstiden berettiget efter gældende regler, der var tværtimod tale om demonstration mod landets finansminister [socialdemokraten Knud Heinesen] på et tidspunkt, hvor han endnu var i forhandling med organisationerne, og om en demonstration, som organisationerne klart havde opfordret til fra centralt hold.

Jeg ved ikke om det offentlige vil forfølge de aktionerende med bødekrav ud over løntilbageholdelsen, men vil gætte på, at spontaneiteten vil blive taget for gode varer for alle gruppers vedkommende. Det vil nemlig være det psykologisk klogeste. Og således vil vi få udvidet spændvidden i ordet ‘spontaneitet' samt endnu en gang få bekræftet, at der ikke ligger nogen som helst overenskomststridende opfordring fra organisationsformænds og -tillidsmænds side i med flere dages varsel at forudse spontane aktioner og udtrykke dyb forståelse for spontaneiteten. Halvkvædet vise forstår alle - undtagen jurister i Arbejdsretten.

Et andet begreb med flydende indhold som kan bruges til at camouflere realiteterne med, er ordet ‘løn'. Vor nationaløkonom med den veludviklede humor, professor Anders Ølgaard, har mange gange foreslået, at der blev indført et bødesystem for at bruge ordet ‘løn' uden eksakt angivelse af, om man taler om pengeløn (det kronebeløb man får i bruttoløn), realløn (den købeværdi pengelønnen har) og disponibel realløn (den købeværdi pengelønnen har, når skatter er betalt, vel at mærke ikke bare den personlige indkomstskat, men også moms, punktafgifter, ejendomsskatter m.v.) Hvilken kæmpefond ville der ikke i løbet af nul komme fem danne sig gennem et sådant bødesystem!

Nu skulle man umiddelbart tro, at hvis nogen måtte være intereseret i at fastholde en klar sondring på dette område, måtte det være fagorganisationernes ledere, da den nominelle pengeløn objektivt set er den mest ligegyldige ting i denne verden. Ingen kan bilde mig ind, at disse ledere ikke fuldt ud er klar over dette, og så er det man spørger: hvorfor bliver de så ved med at slås for pengelønnen, dyrtidsreguleringen og taktreguleringen, som om det var alfa og omega for lønmodtagernes liv og levned og hele fremtid.

Der er kun et eneste svar: Det er det eneste der gør det muligt for organisationerne at opretholde visse livsløgne hos deres medlemmer, nemlig

1) livsløgnen om, at alle fagorganisationer har fælles interesse i lønkampen, uanset om organisationerne omfatter specialarbejdere, metalarbejdere, kontorfunktionærer, postbude og togførere eller lærere og højere tjenestemænd,

og 2) livsløgnen om at ‘fjenden', hvad enten det er private eller offentlige arbejdsgivere, er en kapitalist, der kan og skal vrides kroner og ører ud af i det uendelige lige til paradiset kommer.

Under de nyligt førte overenskomstforhandlinger fik tjenestemandsorganisationerne mulighed for en vis oprettelse af skævheder i deres lønsystem ud over en generel forbedring på linje med det private arbejdsmarked, men de fastholdt et absolut krav om en forbedring af taktreguleringen på 4-5 pct, en regulering som der ikke var nogen som helst politisk mulighed for at få igennem, og som i øvrigt ville komme folk til gode i det selv samme forhold, de i forvejen er aflønnet i, altså gavne en departementschef i 300.000 kroners klassen langt mere i absolut forstand end et postbud i 80.000 kroners klassen. Og det kunne man få postbude, togførere, assistenter m.v. til at aktionere for. ‘Stuurt nummer' må man kalde det!. Jeg misunder ikke departementscheferne deres løn, men aktionere for at de kan få mere? Aldrig i livet!

Lærernes formand, Jørgen Jensen, bebrejdede offentligt i radioen den 15.3. (Nyhedsmagasinet 18.30) finansministeren, at han som forhandlingspartner i højere grad tænkte på rigets økonomi end på de offentligt ansattes trivsel. En sådan bebrejdelse erindrer jeg fra de 30 år jeg har fulgt med i politik ikke fra nogen, hvis mening havde nogen vægt. Derimod masser af tilfælde, hvor man bebrejdede finansministeren mangel på omsorg for statskassen.

Jørgen Jensen er ikke dum. Han ved udmærket godt, at ligegyldigt hvordan man vender og drejer sagen, så kan der i spørgsmålet om fastsættelsen af de offentlige ansattes lønninger aldrig ses bort fra landets økonomi som helhed, ganske som der på det private arbejdsmarked aldrig kan ses bort fra erhvervenes rentabilitet og konkurrenceevne. Pengene skal komme et eller andet sted fra. Hverken de offentlige kasser eller de private virksomheder er malkekøer, der kan blive ved at give mælk uden at blive fodret.

Hvorfor går Jørgen Jensen og alle de øvrige organisationsfolk så ikke ind i den diskussion, der er tiltrængt: hvordan fastsætte lønningerne, når der både i den offentlige og den private sektor er visse klart objektive, men naturligvis ikke èn gang for alle fastlåste grænser for, hvad man kan udbetale i løn?

Hvorfor går man ikke ind i diskussionen om virkelige helhedsløsninger der ikke blot taler hensyn til, hvad der i hver given overenskomsituation kan presses ud af modparten, men også og navnlig til, hvad man alt taget i betragtning får ud af det, altså løsninger, der tager skatter og priser, konkurrenceevne og den ønskelige udvikling de næste 20-30 år med i vurderingerne?

Og hvorfor går man ikke ind i den diskussion, der måske trænges allermest til: hvilke lønforhold er egentlige rimelige mellem de forskellige grupper i samfundet - fra den ufaglærte arbejdsmand til departementschefen, og det hermed snævert forbundne: hvordan løses lavtlønsproblemet?

Flertallet af almindelige mennesker finder det faktisk latterligt, at 20-30 hovedorganisationer en gang hvert andet år skal igennem en lang triviel cirkusforestilling, hvor de dels hver for sig, dels i fællig slås for forbedringer uden indbyrdes at være enige om løngrupperingerne og uden sikkerhed for at den fordel det lykkes den ene organsation at vinde på bekostning af den anden holder bare overenskomstperioden ud, og uden sikkerhed for, at ikke inflation og skatter, forringet konkurrenceevne, stigende arbejdsløshed m.v. sluger den generelle forbedring og mere til.

Hvorfor bliver de ved med dette markedsgøgl?

- Igen har jeg kun eet svar: Organisationerne er for længst nået til det punkt i deres lange glorværdige historie, hvor de fra at gøre gavn for medlemmernes sandeste og mest fundamentale interesser, anstændig løn og anstændige arbejdsvilkår, er kommet dertil, at de som store bureaukratier lever for deres egen skyld efter Parkinsons love: for til stadighed at opretholde og udbygge deres bureaukratiske apparat og deres magtbeføjelser, og til dette formål opretholde medlemmernes illusioner om nødvendigheden af hele dette apparat og dets fortsatte udbygning (fx via centrale investeringsfonde).

Organisationernes to vigtigste midler i kampen for deres selvopholdelse er gruppepresset og solidatritetsfølelsen.

Gruppepresset så vi smukke eksempler på torsdag den 15. marts. Skønt der som sagt var tale om overenskomstridige/ulovlige arbejdsnedlæggelser skulle alle offentligt ansatte følge organisationernes parole, og det hvad enten den var halvkvædet eller helkvædet. Uhyre mange går i en sådan situation med af vane og dovenskab. Man er inderst inde imod aktionen, men gider ikke tage striden med tillidsmænd og kolleger, navnlig ikke hvis disse på stedet udgør Ibsens ‘kompakte majoritet' - eller man frygter simpelthen mulige repressalier. I den forvaltning, hvor undertegnede sidder, var der ansatte der undgik en samvittighedskonflikt ved at lægge sig syge, men pudsigt nok tæller de med i statistikken over de aktionerende, hvad der blev givet besked om dagen før aktionen. Sligt er organisationernes mindste kunst.

De der går imod aktionen prøver man at få ind i rækkerne med de gammelkendte metoder: Du kan lige så godt gå med, for vi har aftalt med personaleafdelingen, at alle bliver trukket i løn, hvad enten de er med eller ej. Hvad der selvfølgelig er pure opspind, for når der fra øveste chef foreligger cirkulære om, at der skal ske løntræk af de aktionerende, og at disse derfor skal indberettes med personlig navneangivelse, vil lønnings-kontoret ikke slippe godt fra at trække alle en bloc. Eller man truer med eksklusion af fagorganisationen, skønt enhver med minimalt kendskab til jura ved, at en fagorganisation ikke vil slippe godt fra at ekskludere et medlem for manglende deltagelse i en aktion, som den pågældende organisation selv forlods har erklæret overenskomsstridig. Eller man opfordrer utilsløret en kollega til at søge andetsteds hen hurtigst muligt.

Jeg ved i skrivende stund ikke, hvor stor en procentdel af de offentligt ansatte, der rent faktisk deltog i aktionen forleden, men jeg ved til gengæld, at finansministeren, regeringens øvrige medlemmer og de fleste folketingsmedlemmer har så meget kendskab til psykologi, at de selv kan korrigere procenten for den markante fejl, der ligger i gruppepresset.

Det eneste egentlige argument der bruges i gruppepresset i forbindelse med faglig kamp er hensynet til solidariteten. ‘Er du ikke solidarisk med os andre?' er et spørgsmål der kommer automatisk og som undertiden fremsættes med samme inkvisitoriske mine og stemme, som når en missionær spørger: Tror du ikke på Jesus?

Men inden den nye bevidsthed, der nu tales om blandt offentligt ansatte, breder sig alt for stærkt på et falsk grundlag, er der grund til igen at påpege, at ord kan betyde mange ting. Solidaritet er en glimrende ting, det er bestemt hverken let eller klogt at erklære sig usolidarisk. Men solidarisk med hvem? Det er sagen.

Jeg giver ikke fem flade ører for den solidaritet anno 1979 der er en ukritisk mekanisme til fordel for det faglige bureaukrati og overhovedet ikke rækker ud over de to-fire-seks-procent i pengelønnen man taler om i skiftende sammenhæng.

Men jeg giver noget for solidariteten med de lavestlønnede og med dem der ikke har fast ejendom og for hvem inflationen er ren tilsætning. Og jeg giver noget for solidariteten med skatteyderne, som er os alle sammen, og med erhvervslivet, som vi alle sammen skal leve af i sidste ende.

Jeg giver desuden noget for demokratiet og dermed noget for at bevare regeringens og Folketingets soleklare ret og pligt til at gribe ind i overrenskomstsituationen, når parterne ikke selv kan finde en løsning, navnlig hvis de gør det på en sådan måde, at landets økonomi og virksomhedernes konkurrencevne tilgodeses.

Men fremfor alt stiller jeg mig i den aktuelle situation solidarisk med de kommende generationer (herunder min 7-årige datter), der skal afvikle vores vanvittige udlandsgæld og samtidig klare landets andre alvorlige problemer de næste 15-30 år.

Et er nemlig helt sikkert: Vi bliver alle sammen nødt til at indstille os på en nogenlunde uændret levefod, nåske endda en svag nedgang i leveforden de næste årtier - allerede på grund af olieprisernes flugt og den stigende gæld til udlandet.

Skal vi her oveni gøre noget for en forbedring af livsmiljøet og livskvaliteten, vil det være nødvendigt med yderligere overførsel af nationalindkomsten fra almindeligt forbrug til andre formål. Der ligger her store og spændende opgaver for fagbevægelsen, hvis den ellers ville vågne op til dåd.

Galt går det kun, hvi vi fortsat bevilger hinanden mere nominel løn uden ringeste hensyn til inflation, skattetryk, konkurrenceevne, rentabilitet, miljø, livskvalitet og demokrati.

Dette er sagt mange gang før fra forskelligt hold gennem de senere år, og en ny gallup-undersøgelse har kun bekræftet, at et flertal af befolkningen er enig i, at de samfundsøkonomiske hensyn bør veje tungere end de privatøkonomiske og fagforeningspolitiske.

Hvorfor vil fagorganisationerne da ikke være med og tage det første tunge skridt i retning af det, der i individualpsykologien kaldes realitetsprøvelse, og som består i en stadig finere, aldrig afsluttet tilpasning mellem subjektiv person og objektiv virkelighed?

Det får vi nok ikke svar på i denne omgang. Kender jeg fagforeningsfolkene ret - jeg husker bl.a. diskussionen sidste år om Bent Rannings synspunkter - så vil de slet ikke indlade sig på noget forsøg på egentlig drøftelse af disse synspunkter. Tværtimod tyder de sidste bulletiner på, at fagorganisationerne nu vil stramme disciplinen inden for rækkerne med alle midler for at stå stærkere næste gang. Nogle af fagforeningsformændene har allerede taget de store skyklapper og ørepropper på og har ladet sig besætte af destruktiv hævntørst, der i første omgang rettes mod de formastelige, der ikke vil aktionere i strid med deres samvittighed og sunde fornuft, men i anden omgang rettes mod samfundet.

Regeringsindgrebet har jo nemlig ikke løst problemerne, men endnu en gang som indgrebene i 1975 og 1977 kun udskudt dem et par år, endda med meget stor sandsynlighed for, at de vil accellere kraftigt i løbet af disse to år.

Kampen mod organisationstyranniet er derfor så nødvendigt som nogen sinde.

Til toppen   Til forsiden   Printversion  


utils postfix clean
utils postfix normal