utils prefix normal JERNESALT -faedrestyring

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.2.14.

Fædrestyringens fallit og alternativ

Selvom jeg i november takkede af som Jernesalt-skribent, har udviklingen efter nytår fået mig til tasterne igen, dels på grund af debatten om indvandrerdigteren Yahya Hassan der har rejst stor debat om den undertrykkende fædrestyring i sit miljø, dels på grund af udviklingen i SF, som på få dage betød partiets farvel til regeringsdeltagelsen.

Spørgsmålet om fædrestyringen blandt muslimer belyses i nedenstående artikel på min specielle måde.
Spørgsmål om SF tages op i en efterfølgende artikel.



Det tilspidsede syriske problem er nu blevet symbolet sans comparaison på selve det patriarkalske systems fatale fejl. Alle direkte involverede parter har koncentreret deres identitet fuldt, helt og destruktivt omkring styrkelse af deres store jeg'er, ære og stolthed, og de indirekte involverede partier som FN, USA, Rusland og de europæiske lande ser i deres magtesløshed kun muligheder for at prøve at redde en midlertidig magtbalance og dermed forhindre rent kaos, selvom det indebærer at krigsforbryderen Bashar al-Assad får lov at beholde magten. Dette diplomatiske spil giver plads til den smukkest tænkelige retorik fra udenrigsminister John Kerry om at Bashar under ingen omstændigheder kan blive en del af løsningen. Spillet kaldes realistisk geopolitik.

Idealerne om fred og fordragelighed er ikke glemt, men anses p.t. for utopiske. Politikens Anders Jerichow håber at topfolk i Syriens regering opgiver Assad, og at oprørerne indstiller krigen, så torturen fjernes og genopbygningen kommer i gang. Fhv. mellemøstudsending Tony Blair anbefaler mere uddannelse som vejen til en løsning (og uddannelse skader aldrig). Men hvorfor Alawi-mindretallet omkring Assad eller de mest militante islamister med tilknytning til al-Qaeda pludseligt skulle blive fredsommelige og opgive at kæmpe for deres magt-identitet, kommer ingen med et bud på.

Overalt i den arabiske og persiske verden er der absolutte modsætninger mellem forskellige klaner, etniciteter og islamiske fortolkninger. Overalt er der oprør mod magthaverne og undertrykkerne, men oprørerne drømme selv om absolut magt.



I fredelige lille Danmark kender vi også fanatikere og terrorister samt bandeledere der udelukkende fokuserer på magt, ære og absolutte sandheder og som truer anderledes tænkende på livet. Ja, vi har endda muslimske fanatikere og skikkelige muslimer i en skøn blanding der alle er præget af det primitive mellemøstlige mønster der hedder patriarkat eller absolut fædrestyring, lovreligion og drømme om rent kalifat, og som sætter alle frihedshåbende unge i svære moralske dilemmaer.

De primitive normer - som den politiske korrekthed helst vil lade unævnte - har givet og giver stadig stor integrationsproblemer, men så kommer heldigvis en digter med palæstinensiske rødder der i opsigtsvækkende digterisk form fortæller om sin opvækst og undertrykkelse, sit miljø og sit oprør. Han har fået tiltrængt, men ikke uproblematisk hjælp af en kvindelig pædagog som har været så fornuftig trods advarsler at se stort på de danske love om at pædagoger ikke må have intime forhold til deres elever - og derfor i rette tid har kunnet føre den unge mand videre til en afgørende proces hen mod helt personlig erfaring af at det er muligt at slippe fri af den patriarkalske undertrykkelse. Det kostede hende i sidste ende både skuffelser og fyring, men gjorde udslaget.

Den slags giver selvsagt debat. Men en probat metode er nu blevet klarlagt. Manden kan med en kvindes hjælp flytte sin følelse af mandighed, magt og ære fra en primitiv jeg-udfoldelse der har det seksuelle overgreb som ideal til en ikke-voldelig opbygning af en kærlighedsorienteret, konstruktiv, og kreativ udfoldelse.



Mandskønnets stærke, hormonalt betingede vilje til transcendens og grænseoverskridelse skal og kan ikke fjernes eller undertrykkes. Og den skal heller ikke 'sublimeres' som den rationelle og patriarkalske Freud så gravalvorligt foreslog. Den skal derimod med alderen spredes ud til hele feltet af menneskelig foretagsomhed og skabelse med overvægt af det gode. Det hedder kultur - og denne er ret forstået aldrig en byrde, men eksistensens hovedudfordring.

Freuds fejlvurdering lå i at han kun kunne få øje på tre instanser i den menneskelige psyke, nemlig foruden egoet også id'et (eller instinktlaget) og det kontrollerende eller censurerende 'superego', og Freud gjorde vel at mærke dette superego til samvittigheden selv, skønt det stort set er færdigdannet i barnets følelsesmæssigt mest konfliktfyldte femte år. Superegoet udgøres i realiteten af faderens meget enkle normer der i såvel jødisk og kristen som muslimsk opdragelse primært kræver lydighed mod familieoverhovedet.

På grund af instansens dannelse i en alder hvor intet barn har en fri eller selvstændig mening om moral, endsige en kritisk distance til sit fædrene ophav, er samvittigheden simpelthen den dummeste del af et menneskes personlighed. Den kræver blind lydighed mod fædrene tro og blindt had til anderledes tænkende. Da Moses indførte den jødiske tro på Ún sand Gud, slagtede han skånselsløst de vantro folk der stod i vejen for hans eget folk. Og da Freud på et tidspunkt blev udsat for et forslag fra sin elev C.G. Jung om selv at gennemgå en psykoanalyse afviste han blankt tanken. En analyse ville undergrave hans autoritet!

Freuds reaktion afslører at han ikke kunne se muligheden for en sund og naturlig instans i psyken der gradvist er i stand til gennem erfaringen at nuancere og relativere egoet og dermed afløse det repressive overjeg. Instansen blev opdaget af Jung der kaldte den 'selvet', men for forståelsens skyld er det bedre at kalde den totalpsyken eller kollektivsjælen. Den skal ses som en del af et overpersonligt kollektivt felt, der i sidste ende spænder over hele det menneskelige åndsfællesskab og derfor aldrig lader sig definere eksakt, endsige kontrollere af mennesket. Her er virkelig tale om en åben og altid med sig selv reflekterende - og derfor også tolerant - instans der ikke kan bruge faste, ufravigelige regler til regulering af sin adfærd.



Går man ind på denne tankegang, vil man kunne forstå at den særligt stærke mandlige vilje til magt og grænseoverskridelse, der for alvor vågner i puberteten, har langt større intentioner end den blotte seksuelle tilfredsstillelse og tilhørende forplantning. Den har selve kulturudviklingen til formål, og derfor er kønsmodningen i puberteten ikke blot en vækkelse af den store fascination af det modsatte køn, men selve forudsætningen for frigørelsen fra forældre-formynderiet og fædrestyringen. Det fædrene patriarkat har i vores jødisk-kristne og muslimske kultur fordømt det som et 'syndefald' som Gud straffede med hårdt arbejde for mandens vedkommende og hårde fødsler for kvindens vedkommende. Hun og hendes blod blev oven i købet stemplet som urene. Hun blev helt og holdent det sekundære køn. I realiteten er 'syndefaldet' ikke desto mindre kulturens begyndelse, nu og altid, generation efter generation.

Det er derfor slet ikke - som en forfatter nyligt har påstået - blot en primitiv 'drenge-fantasi' at stikke en erigeret penis i hvad som helst. Det er tværtimod en fundamental symbolsk mandsforestilling om at overskride gældende grænser og trænge ind i tingene for at skabe nyt - ligesom manden trænger ind i en kvinde. Men næsten ingen mænd - og endnu færre kvinder - forstår sådanne symbolske 'radikale', dvs i psyken rodfæstede handlingsmotivatorer. De færreste aner hvor stærke psykiske kræfter der er på spil. Mange kloge folk som Tor Nørretranders nærer endda med henvisning til biologien illusioner om at sandt mandeliv er at blæse sig mest mulig op som påfuglehan med henblik på at få sex. Han overser at påfuglehannens fjerpragt er evolutionens dummeste produkt.

Kim Leine fatter i sin store roman om 'Profeterne i Evighedsfjorden' ikke Rousseaus påstand om at mennesket er født frit, men ikke destomindre overalt ligger i lænker. Det forstod Rouseau nu heller ikke! For det kunne ikke forstås på hans tid.

Men forklaringen er den simple at sand frihed ikke er noget der kan videreføres automatisk fra uskyldens barndom over pubertetens kriser til de modne års ansvarlighed. Den er tværtimod noget mennesket fra og med puberteten skal kæmpe for resten af livet ved bevidst at undgå at blive lagt i netop de lænker autoriteterne, opdragelsessystemet og det etablerede system med alle dets ensrettende magt-doktriner eller raffinerede overtalelser altid står parate med. Friheden er aldrig blot en ydre juridisk rettighed mennesket i frie, demokratiske samfund nyder godt af, men først og fremmest en indre psykisk frihed fra alle ubevidste bindinger som stammer fra det torskedumme superego og dets indre censur, fortrængninger og neuroser eller manier, besættelser og tvangsforestillinger.



Det er lige så fatalt for menneskets indre frihed og konsistens at være låst fast i tvangstanker, tvangshandlinger, rengøringsvanvid, ordenssans, retfærdighedstrang, pengepugning, spillelidenskab, narkomani eller seksualtvang samt intellektualisme og systemtænkning som det er at være afhængig af ydre autoriteter. For de første er det sværere at befri sig for, i og med at det kræver dyb erkendelse og selverkendelse.

Lars von Triers 'Nymphomaniac' er et glimrende eksempel på at det må gå galt når en kvinde besættes af voldsom tvangspræget trang til stadig, men mere og mere indsnævret seksuel tilfredsstillelse uden nogen erfaring af det sande under at menneskelig kærlighed - uden at ophæve eller reducere sextrangen som sådan - kan vende denne fra en rent dyrisk jeg-det-behovstilfredsstillelse til et yderst kompleks, men varmt jeg-du-forhold til en ligeværdig partner. I det ydre ses forskellen primært i at manden ikke længere tager kvinden bagfra på dyrisk manÚr, men forfra - med ansigt mod ansigt, mund mod mund, tunge mod tunge og frie hænder der kan favne og føle den anden.

Nymphomaniac viser også at den mandlige hovedpersons livslange passion for rent intellektuel indsamling af tør, leksikalsk viden (som Trier kender fra sig selv) holder ham lige så langt fra det ægte 'syndefald' og det givende kønsforhold som kvindens sexmani.

Triers film viser altså de store eksistentielle problemer hos både det sexafhængige og det sexubevidste menneske, men synes også at bekræfte instruktørens egen uafklarethed. Dette kan dog ikke endelig afgøres før instruktørens uforkortede version foreligger.



I den store samfundsmæssige sammenhæng betyder alt dette, at intet folk, ingen nation, intet køn, ingen race og ingen religion nogensinde kan blive fri i indre forstand uden frigørelse fra de nævnte indre 'dæmoner' og fortrængninger der kan føres tilbage til fædre-styringen.

Intet arabisk forår er muligt uden sandt demokrati, sand sekularisering eller sand kvindefrigørelse. Ingen fred er mulig i Mellemøsten uden demokrati, sekularisering og kvindefrigørelse. Og ingen integration af muslimer i frie demokratiske samfund i Vesten er mulig uden indvandrernes fulde, bevidste og konsekvente opgør med fædrestyringen i familierne, lovstyringen i religionen og de absolutte dogmer i moralen.

Så længe der hos muslimerne hersker had til vestlige normer, had til anderledes tænkende og total mangel på respekt for mindretal, og så længe der bruges trusler og terror mod folk der vil frihed og sekularisering samt kvindefrigørelse, er der intet håb for deres integration.



Danmark kan bryste sig af et veludbygget demokrati, en lang sekulariseringsproces og en ganske vellykket kvindefrigørelse, men ingen af delene er fuldkomne, og ingen af dem har undgået tilbageslag på grund af flere årtiers indvandring af mennesker fra helt fremmede kulturer. Og da integrationen i vidt omfang er slået fejl, er modsætningen mellem etniske danskere og nydanskere blevet unødigt stor, problematisk og til tider destruktiv og faretruende. Modsætningen har ført til ensidig og snæversynet kamp for egen identitet på begge fløje, men desværre også til en helt misforstået tolerance fra velmenende danske humanisters side. De har en forestilling om at alle religioner og alle kulturer i princippet er lige gode når der nu ikke findes absolutte målestokke. De går derfor ind for kulturrelativisme og multikulturalisme - og går endda ofte så vidt at kalde deres modstandere for racister. Det viser blot at de selv er låst fast i enten-eller tænkning og bygger deres egen identitet op omkring distancen til hovedmodstandernes identitet. Udslagene af den hårde modsætning bliver et væld af gensidige beskyldninger, telefon-trusler og hademails, der alle virker fuldstændigt ubeherskede og neurotiske. Men den almindelige sløve relativisme ligner mest af alt åndeligt dovenskab for den undgår for alt i verden en dybere erkendelse der kunne føre til en forståelse for at der faktisk er et alternativ til dogmatisk lovreligion og autoritær fædrestyring der bygger på vold.

Alternativet hedder konsistensetik.



I modsætning til pligtetikken og formålsetikken bygger konsistensetikken på forståelsen for at den menneskelige psyke er således indrettet at den i det lange løb vil sørge for overvægt af det gode. Det gode kan naturligvis aldrig defineres eksakt, da det ikke er en fysisk størrelse. Men de fleste mennesker er ikke i tvivl om hvori det består i praksis. De tager aldrig fejl af vold og overgreb i forhold til kærlighed, omsorg og tillid. Men når der tales om overvægt af det gode i det lange løb, så indebærer det samtidigt er der er rimelig plads til skøn og fejltagelser, som der nødvendigvis må være i et åbent samfund hvor den enkelte sjældent har fuldt overblik over alle konsekvenser af sine handlinger. Konsistensetikken kan med andre ord aldrig gøres op i absolutter regler for adfærd, men det kan dog anbefales at man ikke er for aggressiv eller grådig, ikke gør ondt mod sine nærmeste og ikke lyver for sig selv, så man går uden om selverkendelse.

Konsistensetikken ophæver den opgivende kulturrelativisme og står i direkte modsætning til en nihilisme der gør alt tilladt. Den indfører en stedseløbende indre dialog om hvad der er ret og rimeligt - uden nogen sinde at forfalde til nogen tro på perfektion. Og den fastholder en retning i eksistensen der uanset de tidsbestemte livsvilkår går på sikringen af meningen og sammenhængen i livet.

Jeg kalder denne etik og filosofi for helhedsrealisme, fordi den aldrig forfalder til at se bort fra det faktum at tilværelsen subjektivt set altid er en sammenhængende helhed der er åben og fri og derfor aldrig må forveksles med et lukket system.

Ejvind Riisgård



Henvisninger:

Værdikampen må op på et højere niveau - foranlediget af den uroen i dansk politik (4.2.14.).
Mellemøst-udfordringen 2013  (1.11.13.)
Fantastisk udvikling i Egypten giver både håb og bekymring  (4.7.13.)
Mellemøsten i fortsat opbrud  (29.3.13.)
Mellemøsten lider  (15.09.12.)

Kampen om indvandring og homogenitet  (4.5.12.)
Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Vreden mod mobning af muslimer?  (22.2.10.)
Indvandringens fataliteter  (1.4.12.)
Vanskelighederne med at integrere muslimerne  (28.4.07.)
Går integration kun den ene vej?  (22.10.05.)

De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens



'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens (23.7.12.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair (27.7.12.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre (30.7.12.).

Lars Løkke faldt uhjælpeligt igennem (21.10.13.)
Formandsskiftet i Venstre (19.5.09.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner (30.11.04.)
Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister (5.4.09.),

Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF   (16.9.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)

SF en vittighed og S-SF-koalitionen en narresut  (21.3.13.)
SF's nye formand og muligheder  (17.10.12.)
Farcen om betalingsringen  (23.2.12.)
Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse  (11.1.12.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.) Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet



E-bøger om emnerne:

'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej' indeholder artikler om Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i perioden 1998-2013 og om det teoretiske grundlag 'Den tredje vej'

'J.O. Krag, Helle Thorning og SF' indeholder bl.a. artikler om Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.), Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.), Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)

'Bohr og komplementariteten' indenholder essayene om Niels Bohrs filosofi og dens konsekvenser, Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt  (23.12.10.), Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11) - i lettere opdaterede udgaver.

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.). 358 sider, rigt illustreret.

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11. til en pris af 40 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

Samlet oversigt over e-bøgerne:

Link til Saxo-com: Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal