Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eurokrise11b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.10.11.


Eurolandene løser den akutte gældskrise, men ikke de langsigtede problemer

Kl. 4 i morges lykkedes det regeringscheferne for de 17 euro-lande at nå til enighed om den krisepakke de har anset som tvingende nødvendig og i flere uger har haft på tegnebrædtet, men gang på gang har måttet udskyde færdiggørelsen af fordi de indbyrdes modsætninger var for store - især mellem Frankrig og Tyskland samt mellem regeringscheferne og de store banker.

Det konkrete udgangspunkt har været risikoen for at Grækenlands enorme statsgæld på 166 % af bruttonationalproduktet på 1066 mia kr. ville medføre statsbankerot og dermed give europæiske banker så store tab at de negative virkninger ville forplante sig til hele det finansielle system og måske helt undergrave euroen. Grækenland har ført en så uansvarlig økonomisk politik lige siden landet kom i EU i 1981 med grotesk udvidelse af den ineffektive offentlige sektor, udstrakt korruption, et latterligt skattesystem og en elendig produktion. Landet skulle aldrig have været indlemmet i eurozonen, men have sejlet sin egen sø med klar besked om at få bragt orden i økonomien. Var det sket, havde bankerne aldrig givet den græske stat så mange og store - og uindfrielige lån.

Nu er eurolandene blevet tvunget til at hjælpe Grækenland ud af krisen for ikke at risikere en dominoeffekt der rammer andre lande og endnu flere banker. Men statsbankerotten er foreløbig kun udskudt. Den græske statsgæld bliver nedbragt ved forhandlinger i november og december og forsøgt 'indhegnet' til maksimalt 120 % af bruttonationalproduktet i 2020, men landets nødvendige spareplan er ikke effektueret på grund af omfattende protester og strejker. Og den græske regeringschef giver primært bankerne skylden for miseren.

Hovedpunkterne i EU's nye krisepakke er iøvrigt at Eurozonen strammer styringen af landenes finanspolitik så budgetunderskuddene holdes på et acceptabelt niveau (reglen ca. max 3 %, men det er der i dag næsten ingen der overholder). EFSF-redningsfonden (finansstabiliseringsfonden) skal fremover også bruges til at stille delvis garanti for kriseramte statsobligationer. De Europæiske Banker får statsgarantier således at fondens 440 mia euro forhåbentlig kan komme op på en ønskelig størrelse på noget der svarer til 1000 mia euro, men der bliver samtidigt stillet krav til bankerne om en forøgelse af kernekapitalen på 9 %, hvad der betyder at der sammenlagt skal findes 106 mia euro blandt aktionærerne. Og endelig fik Italien besked om besparelser på budgettet så det kommer til at balancere i 2013 og således at en afbetaling af landets store statsgæld på 11.000 mia kr (121 % af BNP) kan påbegyndes i 2014.

Aftalen med De Europæiske Banker blev forhandlet på plads samtidigt med Euro-landenes egne forhandlinger, og den krævede på et tidspunkt at både den tyske kansler og den franske præsident måtte deltage i selve bankforhandlingerne midt om natten. Hvad Italien angår er der kold luft mellem ministerpræsident Berlusconi på den ene side og kansler Merkel og præsident Sarkozy på den anden. De to sidste har åbenlyst moret sig over Berlusconis manøvrer for at slippe for bindende aftaler. Han tænker mere på sig selv og sine muligheder for at bevare sin post end på EU eller euroen. Han er kun kommet med hensigtserklæringer - og de er nu engang ikke meget bevendt når de kommer fra den kant. Men den pigeglade italiener forsømte i går ikke at beundre en vis legemsdel på den kvindelige danske statsminister.



Der er åbenlyse uklarheder og mangler i den vedtagne krisepakke. Mange detaljer kommer først på plads i løbet af de næste måneder, og cheføkonomen for den danske FIH Erhvervsbank tvivler på at EFSF-fond på 1.000 mia euro overhovedet er tilstrækkelig blot få år frem. Så selvom kommissionsformandens glæde i nat var stor, måtte også han indrømme at EU er midt i et marathon og ikke en sprint. Han var måske især tilfreds med at euro-landenes regeringschefer understregede behovet for strammere styring af landenes finanser, hvad der jo vil sige mere kontrol ovenfra og altså mere magt til ham selv. Det kunne der naturligvis være behov for i det omfang man vil forhindre enkelte lande i at skeje ud som bl.a. Grækenland eller Italien har gjort. Men der er grænser for hvad man kan styre fra oven, i hvert fald så længe landene fortsat ønsker at kunne føre selvstændig finanspolitik. Dette er der så nogle der ønsker at lave om på. Især har kansler Merkel fremhævet, at en egentlig traktatændring er blevet aktuel. Det er udtryk for den gamle drøm om en fælles finanspolitik, som indførelsen af den fælles valuta i grunden skulle have medført, men aldrig gjorde. Ideen vil regeringscheferne diskutere videre på et topmøde i december, men en traktatændring bliver meget svær at hale i land, selvom Merkel pointerer at manøvren ikke behøver at tage et helt år. Det er ikke kun et lille land som Danmark der er imod, men også et stort som Storbritannien. Krisen kan med en vis ret erklæres overstået for denne gang, men euroen er langt fra sikker på længere sigt.

Hertil kommer at den globale økonomiske krise på ingen måde vender, blot fordi de europæiske lande finder midlertidige løsninger der kan udskyde endnu ubehageligere beslutninger en tid. Den umiddelbare effekt er at aktiemarkederne ser ud til at tage positivt imod euro-landenes beslutning. Men intet tyder på at de europæiske lande overhovedet er i stand til at trække sig selv op af den økonomiske stilstand alene med intern gældssanering. Den store ulempe ved den fælles valuta mellem de 17 af medlemslandene er at de enkelte lande ikke kan skaffe sig konkurrencefordele ved at tilpasse deres valuta til de store valutaer ude i verden (dvs ikke kan devaluere som i gamle dage). Det var i grunden også dette 'billige trick' man helt ville forhindre, men det har jo blot givet en stivhed i systemet, som alle nu hænger på. Ingen kan skaffe sig den handelsfordel der i første omgang kunne sætte skub i egen økonomi og derefter smitte af på andre. Skal økonomien løftes i flok på én gang, er det straks sværere at skabe udbrud fra feltet. Og så er der kun ét håb tilbage: at få hjælp fra Kina eller Brasilien!



Ja, det er let at gøre sig lystig over fortrædelighederne, herunder more sig over at Helle Thorning-Schmidt synes at tage en stor del af æren for at tingene faldt på plads i aften og i nat, selvom hun slet ikke var med til de afgørende forhandlinger. Alt for mange lande står foran alt for store besparelser på de offentlige udgifter og faldende beskæftigelse som følge af manglende konkurrenceevne. Det er naturligvis umiddelbart værst for Berlusconis korrupte Italien og andre lande der ikke vil se problemerne direkte i øjnene, men de nødvendige justeringer vil ramme os alle mere eller mindre.

Protesterne mod finansverdenen, incl. Occupy Wall-Street-bevægelsen, er som tidligere påpeget meget forståelige, fordi bankerne vitterligt har været alt for letsindige i omgangen med aktionærers og kunders penge. Strammere regler for deres udlån vil ikke være urimelige. Men stramninger skal jo ikke forhindre at bankerne og deres kunder laver forretninger på det frie marked. De bør tværtimod sikre at markedet forbliver frit, hvilket igen ikke vil sige lovløst så alt ender i junglelovens vilkårligheder, men så velordnet at reel konkurrence sikrer bedste kvalitet til laveste pris. Der er hverken brug for liberalismens drøm om total frihed fra enhver regulering eller for socialismens drøm om en planøkonomi der detailregulerer alt og dermed udelukker frihed. Frihedsprincippet og lighedsprincippet bør være sideordnede fordi de dybest set er lige væsentlige. Men så må man også acceptere vækst ved siden af tryghed og velfærd, og acceptere konkurrence ved siden af en vis regulering.

Den aktuelle økonomiske krise har nu varet et par år og vil efter alt at dømme fortsætte en rum tid endnu. Ingen kan med nogen form for sikkerhed udtale sig om udviklingen på længere sigt. Vækst og fremskridt vil uden tvivl komme til at veksle med tilbagefald og akutte kriser, så meget mere som overbefolkning, klimaændringer og krav om politiske forandringer vil gøre sig stærkere og stærkere gældende (en af de nærmeste dage passerer jordens befolkning tallet 7 milliarder). Jeg tror stadig at den aktuelle eurokrise i virkeligheden bremser unionsbestræbelserne ganske effektivt. 'Projekt Europa' bør nu fremadrettet defineres som et projekt for et stærkt og fornuftigt samarbejde mellem suveræne nationalstater i Europa.

Jan Jernewicz



En tilføjelse til ovennævnte har vist sig nødvendig i form at en kort selvstændig kommentar: Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU  (28.10.11.)



Henvisninger:

Links til:

EU's officielle website
EU-kommissionen
EU-parlamentet

Bundestag
Der Spiegel online



Relevante artikler på Jernesalt:

Er demonstrationerne mod finansverdenen nytteløse?  (16.10.11.)
Eurokrisen bremser unionsbestræbelserne  (30.9.11.)
Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige  (11.8.11.)
Status over året 2010  (31.12.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
EU's nye redningspakke  (11.5.10.)
EU's storhedsdrømme definitivt bristet  (20.11.09.)
EU-topmødet oktober 2009  (2.11.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)

EU, Østudvidelsen og Tyrkiet  (18.12.04.)
EU's store dag  (2.5.04.)
Sammenbruddet i Bruxelles  (17.12.03.)
Ny EU-traktat?  (EU - 30.6.03.)
Polen stemte ja  (Polen - 9.6.03.)
16. april 2003 - en stor dag for Polen og Europa
Den historiske EU-udvidelse  (15.12.02.)

Irsk nej giver EU kvaler  (15.6.08.)
Ingen folkeafstemning om EU-traktaten  (12.12.07.)
EU's reformtraktat kom i hus  (21.10.07)
Fransk og hollandsk nej  (2.6.05.)
EU-forfatningen vedtaget af ministerrådet  (21.6.04.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal