Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eurokrise11

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.9.11.


Eurokrisen bremser unionsbestræbelserne

Den tyske Forbundsdag har i går torsdag vedtaget Merkel-regeringens godkendelse af en udvidelse af EU's enorme finansstabiliseringsfond (EFSF) som i første omgang skal redde eurolandet Grækenland fra en statsbankerot, der ville skabe stor uro på finansmarkederne, og i anden omgang skal redde euroen som sådan fra den nedsmeltning de fleste eurolande og mange finansfolk frygter og som USA kritiserer skarpt.

Forbundsdagen vedtog efter heftig debat udvidelsen med stort flertal (523 mod 85), men der var lige til det sidste usikkerhed om, hvorvidt koalitionsregeringen mellem CDU/CSU og FDP ville kunne samle flertal blandt egne delegerede, men det lykkedes med 315 stemmer eller fire mere end absolut nødvendigt, således at den tyske regering undgik en ydmygelse der ville koste uhyre megen prestige og i værste fald kunne have udløst et valg.

Udvidelsen, der skal godkendes i de øvrige eurolande før den træder i kraft, betyder at stabiliseringsfondens rådighedsbeløb udvides fra 440 til 780 mia euro (svimlende 5.800 millioner kroner). Heraf kommer Tyskland nu til at garantere 211 euro mod hidtil 88, og når dette har vakt så stor modstand i den tyske befolkning skyldes det ganske enkelt, at tyskerne ikke mener de skal betale for andre landes letsindighed. Alternativet er imidlertid at finansmarkederne havner i så stor usikkerhed at det vil koste de tyske banker der har lånt penge ud til grækerne meget store tab - og derfor i sidste ende alligevel ramme de tyske skatteydere.

Finansminister Schäuble understregede at Tyskland var i en usædvanlig svær situation på grund af den store nervøsitet på finansmarkederne. Og derfor var det klogt at tage ansvaret meget alvorligt.

Tidligere SPD-finansminister Steinbrück fandt skridtet nødvendigt for en stabilisering af euroen, men ikke for et tilstrækkeligt skridt. "Dieses Europa ist die Antwort auf 1945", pointerede han. Han kritiserede især at vi har oversvømmet befolkningen med finanstekniske begreber, og at kansler Merkel ikke tilstrækkeligt godt har formidlet de store sammenhænge i 'Projekt Europa'.

Også De Grønne stemte for udvidelsen under kritik af regeringen. Kun Die Linke stemte imod som gruppe, idet leder Gysi kaldte det en skandale, at der endnu engang skulle dannes et hemmeligt udvalg. Pakken var ikke en redning af Grækenland, men en redning af bankerne.

Unionschef Kauder derimod understregede at den tyske Forbundsdag med denne afstemning var på vej fra et 'Europas for de nationale regeringer' til et 'Europa for Parlamentet'! Men det et netop at tage munden for fuld! For sagen er at Tyskland ikke har accepteret det forslag som EU-kommissionen er kommet med om udstedelse af euro-obligationer, hvad der ville betyde at alle lande kom til at hæfte solidarisk for gælden. Nu bevarer man den nationale forpligtelse og den nationale suverænitet. Og dette på trods af kommissionsformand Barrosos appel til de europæiske regeringer i den tale om unionens tilstand han holdt i Europa-Parlamentet i onsdags.



Sagen er jo, at Den Europæiske Union ikke er en en forbundsstat, men en union af selvstændige stater, og at alle forsøg på at skabe en faktisk fællesregering med fælles regeringschef, fælles udenrigsminister og fælles finansminister er slået fejl. Landene er ganske enkelt for forskellige til at man kan se bort fra modsætningerne. Og netop de sidste to års finanskrise har afsløret så stor forskel i landenes økonomiske ansvarlighed, at det for øjeblikket ser temmelig håbløst ud at forestille sig dem forenet i et absolut bindende økonomisk fællesskab.

Hovedreglen for Euro-landene har været at ingen af dem måtte have et procentvist underskud på finansbudgettet på mere en 3 %, og det har stort set ingen af dem kunnet leve op til under krisen. Også statsgælden skulle holdes inden for bestemte rammer i forhold til bruttonationalproduktet. Men her viser det sig, at nogle af landene har fået så stor gæld, at de internationale kreditvurderingsbureauer sender dem langt ned på skalaen. Tyskland ligger øverst (AAA), men allerede Frankrig er i fare for en nedjustering. Italien er blevet nedjusteret ligesom Spanien til hhv. A og AA. Og problemlandet Irland er rykket helt ned i BBB-gruppen.

Grækenland er som det eneste euro-land nedjusteret til CCC. Det har en statsgæld på 2.500 mia kroner eller 157 procent af bruttonationalproduktet - og har vel at mærke ingen udsigt til at kunne betale gælden, trods højtidelige løfter om det modsatte, senest gentaget af den græske regeringschef selv for kansler Merkel på besøg i Kanzleramt i Berlin.

Problemet er at den græske befolkning med flere regeringers accept har levet over evne i årevis, betalt for lidt i skat, ladet den offentlige sektor udvide og statsgælden stige. Nu, hvor regningen skal betales, har regeringen kun den ene barske udvej at skaffe flere skatteindtægter og fyre offentlige ansatte. Men allerede planerne har givet voldsomme uroligheder med utallige demonstrationer og strejker. Endog EU's tilrejsende kontrollanter blev forleden nægtet adgang til ministerierne af vrede embedsmænd. Intetsteds i Europa er Jørgen S. Dichs gamle advarsel mod uhæmmet vækst i den offentlige sektor blevet mere synlig: Mange hundredtusinde offentligt ansatte for meget gør dem til 'den herskende klasse' der blokerer for rationelle og nødvendige løsninger.



Ikke noget under, at kommissionsformand Barroso i sin årlige tale til EU-parlamentet om unionens tilstand understregede, at "Vi står over for den største udfordring nogensinde i vores unions historie".

Frem for alt er der behov for mere politisk vilje og lederskab for at genopbygge troværdighed og tillid – blandt borgerne og på de finansielle markeder, sagde han. Kommissionens fulde reformplaner skal gennemføres, så Europa kan skabe bæredygtig vækst og beskæftigelse. Og så opregnede han planerne:

- Fortsat støtte til Grækenland fra landene i euroområdet, forudsat at landet får gennemført sine reformprogrammer.
- Et nyt system til finansiel regulering.
- En skat på finansielle transaktioner – finanssektorens bidrag til samfundet.
- Bekæmpelse af skatteunddragelse – gennem beskatning af opsparing i EU og ved at give Kommissionen mandat til at forhandle skatteaftaler for hele EU med tredjelande.
- Styrket økonomisk union – ved at fjerne juridiske og administrative handelshindringer for tjenesteydelser i hele EU.
- Investering i forskning, innovation, ressourceeffektivitet og uddannelse.
- Sammenkobling af Europas energi- og transportnetværk og digitale net.
- Bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed – med mere støtte til praktikophold og lærlingeuddannelser.

Og endelig ville Kommissionen også fremlægge forslag om EU-projektobligationer, der skal fremskaffe midler til investering i infrastrukturprojekter i hele Europa.

"Vi kan forny Europa", hævdede formanden, idet han understregede at eksistensen af en fælles valuta uden en fælles økonomisk politik var en illusion. Både økonomisk vækst og økonomisk stabilitet er afgørende forudsætninger for en velfungerende økonomi.

Af de efterfølgende taler i Europa-parlamentet skal blot nævnes at Joseph Daul (talsmand for Kristendemokraternes gruppe) beklagede, at euroen ikke fra starten havde haft de rette økonomiske styringsværktøjer. Det havde ifølge EPP-lederen blandt andet haft den konsekvens, at flere lande i årevis havde levet over evne. En fælles EU-indsats er den eneste vej ud af krisen, vurderede Daul, som så den økonomiske "Six Pack"-aftale som et vigtigt skridt i den rigtige retning. Han påpegede også vigtigheden af at investere flere ressourcer i udannelse og små og mellemstore virksomheder.

Martin Schulz (Socialdemokraternes gruppe) mente, at EU havde en grundlæggende krise når det kom til "ledelse og lederskab". Han opfordrede medlemsstaternes regeringer til hurtigst muligt at vedtage regler til regulering af de finansielle markeder. "Udfordringerne kan ikke tackles alene via møder i hovedstæderne. Vi er nødt til at handle som et fællesskab gennem institutionerne. De pro-europæiske grupper bør handle i fællesskab".

Efter vedtagelsen af 'sikkerhedsparaplyen' i den tyske forbundsdag fortsatte Barroso med de store bogstaver: Sjuskede kaldte han ifølge Der Spiegel de lande der ikke har taget deres økonomiske ansvar alvorligt. Han krævede mere magt til Bruxelles. At overlade reglerne for en stabil eurozone til medlemslandene alene, kommer aldrig til at fungere.



Det er det gamle dilemma som har været gældende næsten fra begyndelsen af Det økonomiske fællesskab i Europa, som Adenauer og de Gaulle skabte efter 2. verdenskrig for at forebygge nye, meningsløse stridigheder mellem vesteuropæiske stater. På et smukt broncerelief foran Adenauer-Stiftung i Berlin står de to politiske kæmper og trykker hinanden betryggende i hånden, men med stadigt flere lande, stadigt mere komplicerede regelsæt og voksende bureaukrati opstod efterhånden stigende uenighed om de Gaulle's urokkelige linje, at fællesskabet skulle være nationernes fællesskab og ikke en statslig enheds fællesskab. Derfor hed sammenslutningen fra starten det Europæiske Fællesskab (EF) og ikke den Europæiske Union (EU). Ændringen kom først med den store udvidelse efter 'Murens fald' og den nye traktat som unionsforkæmperen Giscard d'Estaing i grundtrækkene var designer af, men som måtte ændres lidt for at gå igennem folkeafstemninger i visse lande.

Man begik den store fejl at optage nye lande der ikke økonomisk og administrativt var på niveau med de gamle lande uden at løsne regelsættene og indlede en helt ny integrationsproces. Nu slås man med følgerne: flere lande der ikke har kunnet følge med, men tværtimod har lukreret på fordelene - og som da den globale finanskrise satte ind blev for dyre i drift og for uansvarlige i moralen. Dette vil vare ved, eftersom ingen kan trylle og gøre det gjorte ugjort. Hverken den generelle finanskrise eller den specielle eurokrise er løst. Og det vil uden tvivl tage mange år at komme over dem og komme videre. Banker vil gå konkurs, og visse eurolande vil måske blive tvunget til at forlade det pæne selskab af ansvarlige stater. Storbritannien og Danmark vil fortsat holde sig udenfor.

Kommissionen i Bruxelles vil imidlertid - efter sin natur og efter traktatens ånd - kæmpe videre hen mod mere magt - bakket op af USA der helst ser EU som én stat med én regeringschef, én udenrigsminister og én finansminister. Men Europa består som en broget flok af enkeltnationer der på visse punkter kæmper for deres egne mere eller mindre snævre interesser, men dog på andre punkter kan samarbejde fornuftigt om fælles løsninger.

Den aktuelle eurokrise har bremset unionsbestræbelserne ganske effektivt. 'Projekt Europa' burde klart og officielt defineres som et projekt for et stærkt og fornuftigt samarbejde mellem suveræne nationalstater i Europa.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

EU's officielle website
EU-kommissionen - med link til Barrosos tale i parlamentet om Unionens tilstand
EU-parlamentet

Bundestag
Der Spiegel online
ARD
ZDF
Berliner Zeitung online



Relevante artikler på Jernesalt:

Eurolandene løser den akutte gældskrise, men ikke de langsigtede problemer  (27.10.11.)
Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige  (11.8.11.)
Status over året 2010  (31.12.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
EU's nye redningspakke  (11.5.10.)
EU's storhedsdrømme definitivt bristet  (20.11.09.)
EU-topmødet oktober 2009  (2.11.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)

EU, Østudvidelsen og Tyrkiet  (18.12.04.)
EU's store dag  (2.5.04.)
Sammenbruddet i Bruxelles  (17.12.03.)
Ny EU-traktat?  (EU - 30.6.03.)
Polen stemte ja  (Polen - 9.6.03.)
16. april 2003 - en stor dag for Polen og Europa
Den historiske EU-udvidelse  (15.12.02.)

Irsk nej giver EU kvaler  (15.6.08.)
Ingen folkeafstemning om EU-traktaten  (12.12.07.)
EU's reformtraktat kom i hus  (21.10.07)
Fransk og hollandsk nej  (2.6.05.)
EU-forfatningen vedtaget af ministerrådet  (21.6.04.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om EU
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal