Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eudec04

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.12.04.


EU, Østudvidelsen og Tyrkiet

EU's top går imod EU's store befolkningsflertal

For to år siden kunne EU's tilhængere juble over aftalen om optagelse af ti nye medlemmer: Øst-landene Polen, Litauen, Letland, Estland, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien samt Middelhavsstaterne Cypern og Malta.

Den Kolde Krig's æra kunne betragtes som definitivt overstået. Europas deling i forbindelse med Anden Verdenskrigs ideologiske blodsudgydelser og Jalta-aftalens skæbnesvangre kompromis mellem Roosevelt, Churchill og Stalin var så godt som helet.

I går kunne vi så juble over den forestående optagelse af Kroatien, Rumænien og Bulgarien inden for få år. I Rumænien er der ovenikøbet ved det netop overståede præsidentvalg sket et magtskifte, der betyder en endnu klarere orientering mod Vest.

Kun Ex-Jugoslavien mangler, dvs. Bosnien, Serbien, og Montenegro. Dette urolige hjørne af Balkan vil næppe i overskuelig tid finde vej til den indbyrdes fred og fordragelighed som giver mulighed for fremskridt og tilslutning til EU. Men det skulle gerne blive slutresultatet.



Endnu går Europa ikke politisk til Ural-bjergenes geografiske grænse, men kun til Rusland, Hvide-Rusland og Ukraine. Rusland forbliver en selvstændig stormagt under Putin. Det er halvt europæisk og halvt asiatisk - og bliver næppe nogensinde optaget i EU.

Religiøst gælder også at Europa - med pave Johannes Paul 2.'s ord - 'ånder med to lunger'. Der er stadigt et så udtalt skel mellem den romersk-katolske kirke og den russisk-ortodokse kirke, at end ikke et pavebesøg i Moskva har været gennemførligt. Om det overhovedet kommer i stand under den nuværende pave er mere end tvivlsomt, selvom han formodentligt vil leve i håbet flere år endnu. Der er ingen tvivl om at hans gamle hjerte banker varmt for et helt kristent Europa.

Ukraine har netop gennemgået en bemærkelsesværdig fredelig omvæltning der betyder mere demokrati og mere vest-orientering. Men også dette land ånder med to lunger: Én i det fattige Øst-Ukraine og en anden i det mere velstående Vest-Ukraine.

Med hjælp fra EU's udenrigskoordinator Javier Solana og præsidenterne Adamkus fra Litauen og Kwasnievski fra Polen lykkedes det at få tilvejebragt et kompromis mellem Janukovitj og Justjenko. Endog Solidaritetsbevægelsens berømte helt Lech Walesa gjorde et forsøg på at mægle i Kijev, men vistnok uden ringeste held. Han tilhører fortiden. Hans råd er intet værd i dag. Han er og har altid været modstander af kompromis'er.

Ruslands stilling er til Putins store fortrydelse ændret markant. Men det må være en opgave for såvel Ukraines nye ledere som for EU at undlade at øge afstanden mellem Rusland og det øvrige Østeuropa mere end nødvendigt for demokratiseringens skyld. Det vil være i alles interesser at udviklingen i Øst-Europa ikke forceres på russiske interessers bekostning.



Men topmødet i Bruxelles torsdag og fredag førte desværre også til enighed om til oktober 2005 at påbegynde reelle forhandlinger om optagelse af Tyrkiet i EU, på trods af at Tyrkiet med sin geografiske beliggenhed og sine 70 mio muslimer ikke hører til Europa.

EU's statschefer er i klar modstrid med befolkningen i de forskellige medlemslande, ikke blot i lande som Danmark og Østrig, men også i de store, dominerende lande som Frankrig og Tyskland.

Frankrig ønsker ikke at få forrykket sin stemmemæssige vægt i EU med Tyrkiets optagelse, og vil være i stand til gennem folkeafstemning at forhindre optagelsen. Men præsident Chirac er ikke desto mindre gået med til kompromis'et, måske fordi han stoler på den kommende folkeafstemning, måske fordi han har været presset af kansler Schröder, der kører sin tyske ja-linje igennem på trods af den hjemlige modstand. Denne Schröder er i det hele taget en statschef der har gjort sig bemærket ved med stor sikkerhed og store smil og armbevægelser at føre en politik igennem der ikke har opbakning blandt hans vælgere.



Den folkelige modstand i Europa mod Tyrkiets optagelse vil uden tvivl forblive meget stor, så stor, at den vil påvirke folkeafstemningerne i flere lande om den nye EU-traktat, selvom de to ting strengt taget ikke har noget med hinanden at gøre. Men det er en af fejlene ved EU-systemet, at lederne blæser på vælgernes stilling på ét område i håb om at få tilslutningen hjem på det andet. Den danske udenrigsminister er uvidende om de psykiske primærprocesser, når han tror, at tingene ikke vil blive blandet sammen i den folkelige debat og stillingtagen.

Presset har været enorm fra tyrkisk side. Som det var det i København for to år siden. Den gang talte man ligeud om så stor pågåenhed og aggressivitet fra ministerpræsident Erdogans og udenrigsminister Güls side, at den daværende EU-formand og -forhandlingsleder statsminister Anders Fogh Rasmussen måtte gøre dem opmærksom på, at de skadede deres egen sag, hvis ikke de dæmpede sig.

Men presset har fortsat uafbrudt lige til i fredags på alle niveauer. Det har været klart, at Erdogan i så høj grad har satset på EU-medlemsskab, at det ville være et måske skæbnesvangert nederlag for ham at blive afvist.

Omvendt gælder naturligvis også, at EU på sin side har været klar over vigtigheden af at holde den igangværende reformering og demokratisering af Tyrkiet på sporet ved at stille medlemsskab i udsigt. Fejlen hos EU har hele tiden været, at man overhovedet har indledt forhandlinger om at indlede forhandlinger - i stedet for at fastholde, at Tyrkiet ikke hører hjemme i EU, men naturligvis som god og vigtig nabo skal have den bedst mulige partnerskabsaftale.

Men splittelsen i EU har været tydelig - og modet hos modstanderne af Tyrkiets optagelse har været for lille til at sikre standhaftighed. Man kom tidligt ind på en glidebane - og har ikke siden formået at standse processen. Før topmødet torsdag-fredag talte man endnu om et medlemsskab der ville ligge mindst femten eller tyve år ude i fremtiden. Efter mødet taler man om otte til ti år. Det bør og vil modstandere af Tyrkiets optagelse huske, når de skal stemme om traktaten!



I sidste ende var det en i sig selv forholdsvis lille ting som Tyrkiets anerkendelse af det græske Cypern som selvstændig stat der blev stopklods for enighed, takket være Cyperns trussel om decideret veto mod Tyrkiets optagelse. Men man fandt et kompromis der forpligter Tyrkiet til en hensigt om at skrive under på en protokol om Cyperns optagelse i EU's toldunion - og dermed en slags de facto-anerkendelse af Cypern.

Men Erdogan fortolker sagen anderledes. Og han skal som argument mod at stille for absolutte betingelser på dette område have sagt til EU-formanden, den hollandske statsminister Jan Peter Balkenende, at denne åbenbart foretrak 60.000 cyprioter for 70 millioner tyrkere.

Men sandheden er, at et flertal af samtlige EU-landes befolkninger er imod optagelse af 70 millioner mennesker som ikke er europæere, og at Cypern som fuldgyldigt medlem er i sin gode ret til at benytte sig af veto mod Tyrkiets optagelse.



Statminister Anders Fogh Rasmussen, der forud for topmøde-kompromis'et havde gjort sig til talsmand for en model med en A- og B-plan, således at Tyrkiet allerede på nuværende tidspunkt i stedet for et tilbud om forhandlinger om medlemsskab kunne være stillet over for det tilbud, som alle statschefer og borgere i EU kunne have været fuldstændigt enige om, nemlig at give Tyrkiet forhandlinger om en partnerskabsaftale. Men Fogh kom altså ikke igennem med forslaget.

Præsident Chirac betonede, at ethvert af de nuværende 25 medlemslande på et hvilketsomhelst tidspunkt vil kunne blokere for Tyrkiets optagelse.

Og den hollandske statsminister Balkenende betonede at tilbudet til Tyrkiet kun er begyndelsen på en lang proces, som kan ende anderledes end Tyrkiet ønsker.

Fast står, at EU er dybt splittet i sagen, men at Tyrkiets ministerpræsident Erdogan ser aftalen som en sejr.

Fast står også, at EU's statschefer betragter sekulariseringens gode adskillelse mellem politik og religion som en total afvisning af at tage hensyn til religionens faktiske indflydelse på alt kulturliv, og altså konkret afviser at se den europæiske kultur som kristen i sit grundlag, og endog i præamblen til den nye forfatningstraktat at henvise til kristendommen som vitterlig historisk forudsætning for Europas udvikling.

Topmødet var derfor ikke på nogen måde en sådan historisk begivenhed som topmødet i København i 2002 blev det og som Balkenende denne gang udråbte det til. Den er en glædens dag for dem der ønsker EU udvidet med flere østeuropæiske lande, men en sorgens dag for alle der betragter Tyrkiet som et ikke-europæisk land der intet har at gøre i EU som medlem.



Henvisninger:

EU-forfatningen vedtaget af ministerrådet  (21.6.04.)
EU-valget 2004  (16.6.04.)
EU's store dag  (2.5.04.)
Den historiske EU-udvidelse
Den 13. december 2002
Medierne og topmødet
Tyrkisk storoffensiv



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal