Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eu13cameron

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.1.13. (Ugebrev 4)

Cameron rejser afgørende EU-debat

Den britiske premierminister David Cameron fik onsdag den 24. januar holdt sin længe bebudede, men på grund af gidseldramaet i Algier udsatte tale om Storbritanniens forhold til EU. Han garanterer folkeafstemning om landets medlemsskab, men først efter det ordinære parlamentsvalg i 2017 og ikke på grundlag af den eksisterende medlemsaftale, men derimod på en genforhandlet. Og hans mål er ikke at få Storbritannien meldt ud af det europæiske fællesskab, men at forsvare landets egen suverænitet over for en fremherskende tendens fra Bruxelles-topledelsens side om at styre fællesskabet som en overordnet statsdannelse.

Cameron konstaterede en voksende frustration over at EU bliver opfattet som noget der bliver gjort mod folk, snarere end noget der handler på deres vegne. Folk føler at EU har taget en retning, som de aldrig har skrevet under på. Men nu er tiden inde til en folkeafsteming. "It is time for the British people to have their say,"...... "It is time to settle this European question in British politics. I say to the British people: this will be your decision."

Ifølge Cameron har Storbritannien karakter af en ø-nation. Briterne er "uafhængige, bramfri og passionerede forsvarer af vores frihed. Vi kan ikke ændre denne britiske væremåde, ligesom vi ikke kan dræne Den Engelske Kanal". Og direkte henvendt til de to andre store partier i landet - Labour og Liberaldemokraterne - understregede han at "den der nægter at overveje at konsultere den britiske befolkning, vil efter min mening gøre en endelig exit mere sandsynlig."

Med det sidste tilkendegiver Cameron meget tydeligt at hans formål absolut ikke er at få Storbritannien ud af EU, men sammen med de andre partier og i forhandling med de andre EU-lande at finde den løsning der kan sikre Storbritanniens forbliven i EU på gunstigere vilkår end i dag. Og han peger i den forbindelse især på fem punkter eller principper som han mener skal tages op til forhandling med EU og dermed også til reformering af EU, og det drejer sig om følgende:

(1) Reel konkurrence inden for et og samme indre marked.
(2) Fleksibilitet gennem en struktur der tilpasses mangfoldigheden af små og store, nye og gamle medlemsskaber i Nord, Syd, Øst og Vest.
(3) Magten skal tilbage til medlemsstaterne, således som det blevet lovet af de europæiske ledere i Laeken [slot i Bruxelles] for årtier siden.
(4) Den demokratiske ansvarlighed der ligger i at Europa ikke er ét folk, men består af mange nationalstater og
(5) Fairness i EU for både dem der er inden for og dem der er uden for Eurozonen.



Den britiske presse synes overvejende tilfreds med Camerons EU-løfte om en folkeafstemning, men nogle medier mener dog, at premierministeren spiller højt spil. Højreorienterede aviser hylder onsdagens løfte som en behændig politisk manøvre, der vil pacificere den euroskeptiske fløj af Camerons konservative parti, der længe har været dybt splittet over Storbritanniens forhold til Den Europæiske Union, og som formentlig har afgivet stemmer til det i meningsmålingerne fremstormende nationalistparti. The Telegraph skriver, at "det var et dristigt og betydningsfuldt skridt og ét, som fortjener den ypperste ros." The Times insisterer på, at "dette var en tale med Europas interesser på hjerte. Ikke kun Storbritanniens". Avisens holdning bakkes op af et brev underskrevet af 56 virksomhedsledere, der alle støtter Camerons holdning, herunder den administrerende direktør for London Stock Exchange og bestyrelsesformanden for Standard Chartered Bank. - The Guardian skriver dog at Cameron ikke bør "undervurdere det fjendtlige raseri, han får rettet mod Storbritannien ved umotiveret at anstifte en ny krise, da den eksisterende krise i sig selv er udmattende nok".

Og det er unægteligt sandt, men for Storbritanniens vedkommende gælder også at Camerons tale udfordrer såvel Labour, hvis leder Ed Milton er klart uenig, men uden tvivl de næste par år bliver tvunget til at justere sin politik, som Liberaldemokraternes leder, vicepremierminister Nick Clegg der bestemt heller ikke nærer nogetsomhelst ønske om en folkeafstemning, men bliver siddende i Camerons regering og må frygte det næste valg.

En forsker som Thomas Raines peger særligt på at David Cameron forsømte en oplagt mulighed for at give sit bud på en samlet EU-vision i stedet for at kredse om Storbritanniens placering. Og dét er ret væsentligt, fordi den side af sagen kan blive helt afgørende for at bryde igennem den massive kritik der lyder fra EU-toppens og de fleste medlemslandes side. De har nok at se til med euro-krisen og budgetkrisen der langt fra er løste - og de stiler som bekendt målbevidst efter den store forkromerede unionsmodel, som giver Bruxelles mere magt og derfor går i stik modsat retning af Camerons mål.



For Danmarks vedkommende gælder at Camerons udspil gør det endnu sværere end det er i forvejen at komme igennem med folkeafstemninger om de danske forbehold, selvom statsminister Helle Thorning-Schmidt som den begejstrede unionstilhænger hun er lader som om det intet betyder. Hun har netop i Davos holdt en tale der kun behager EU-toppen, men som sædvanligt holder sig langt væk fra de egentlige problemer i Danmark. EU-eksperten Malene Wind er på samme linje - og giver ikke Camerons udspil en chance. Politikens Anders Jerichow beskylder Cameron for at "fedtspille med europæisk solidaritet" og mener han heller skulle tage kansler Merkels, præsident Hollande's og græske ministerpræsident Samaras' i hånden for at imødegå opløsningen, fascismen og fremmedhadet i de kriseramte hjørner af Europa. Og samme blads redaktør Christoffer Emil Bruun nærmest håner Cameron for i "selvtilstrækkeligt post-imperialistisk storhedsvanvid" at være på vej til at isolere London. Han mener selv at Englands distancering til det bestående EU kun vil bekræfte fornemmelsen af at "kontinentet igen er blevet vores primære reference". Bruun hævder at Europas hjerte i dag banker i Berlin - og hvilket Berlin? Jo, såmænd det Berlin som popmusikeren David Bowie (også kaldet 'popmusikkens kamæleon') og hans band opsøgte for tre år siden, da han var sunket ned i overforbrug af berømmelse og ballade, men da gjorde Hansastudiet i Vestberlin til centrum for en ny kreativ storhedstid!

Og for at det ikke skal være løgn med hele denne gamle optimisme og Bruxelles-loyalitet fra Politikens side, så kalder chefredaktør Bo Lidegaard i sin leder samme dag og i samme ånd Camerons frontale opgør med det europæiske samarbejde for nonsens (vist tænkt som modsætning til common sense). Og han hævder at Camerons europæiske vision ganske enkelt ikke hænger sammen. Ikke for UK, ikke for EU og slet ikke for Danmark. Han forlanger det umulige. Og det kan han ikke få.

At ingen kan få det umulige, er banal logik, men det er næppe heller det Cameron forlanger eller forventer. Han tager blot den simple konsekvens af at d'herrer i Bruxelles vitterligt allerede i deres store finanskvide og -rådvildhed har splittet EU i to dele - i strid med al oprindelig mening med foretagendet - og i strid med al sund fornuft og 'common sense'. Men Lidegaard ser fuldstændigt bort fra at troen på euro-valutaen som det basale grundlag for en stærk, overnational union er en decideret livsløgn, som flertallet af de europæiske befolkninger snarest muligt burde gennemskue, selvom det altid er risikabelt at slippe livsløgne. Jf. Henrik Ibsens 'Vildanden'.



Europa er i krise, og krisen er ingenlunde kun af økonomisk eller strukturel art, men i allerhøjeste grad også af kulturel og værdimæssig karakter. De falske ledere tror at alt drejer sig om at gøre det europæiske fællesskab til en union med overnationalt styre og har gennem mange år desværre også formået at forvirre befolkningerne ved bl.a. etablere et falskt parlament i Strasbourg. Da Muren faldt i 1989 og den kolde krig et par efter ophørte med sovjetkommunismens definitive sammenbrud, så åbnede EU kun op for de østeuropæiske lande på den betingelse at disse indordnede sig EU's givne vilkår - i stedet for at bløde vilkårene op og starte på en frisk med en løsere og enklere struktur. Og da man i 2001 indførte den fælles valuta, lokkede Frankrigs Mitterand Tysklands Helmuth Kohl med ved at gøre tysk tilslutning til euroen til en betingelse for accept af den tyske genforening der ellers burde have været en selvfølge som tyskernes egen sag.

Med finanskrisen i 2007 fulgte vanskelighederne for de eurolande hvis økonomier i virkeligheden ikke var bragt i orden til deltagelsen - og siden har man måttet lave den ene finanspakke og bankpakke efter den anden, hvor Tyskland som den suverænt stærkeste økonomi har måttet bære den tungeste byrde, en byrde der reelt forhindrer ny opdrift. Euroen har afsløret sig som en rigtig dårlig konstruktion lige fra starten - hvad også den tidligere danske nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer har påpeget. Den forhindrer national tilpasning til udfordringen i stedet for at fremme den. Og her har både Danmark og Storbritannien haft fordele af at være udenfor - og det har intet med manglende solidaritet at gøre. Det har med national ansvarlighed at gøre og dermed med betingelsen for overhovedet at kunne være solidarisk med andre europæiske landes befolkninger i social og kulturel henseende.

Grundfejlen i hele det europæiske projekt, der fra starten havde gode intentioner, er og bliver at topledelsen i Bruxelles lader økonomi, stordrift, centralmagt og ensretning veje tungere end national ansvarlighed, og derfor burde det være opgaven nu, hvor krisen for alvor kradser, at løsne centralmagten og bureaukratiet ganske betydeligt - og dermed bruge kaosteoriens forståelse for at det er i begyndelsestilstandene følsomheden og dermed mulighederne for nye strukturer er størst.

Men at udnytte disse muligheder kræver noget helt andet end økonomisk og juridisk indsigt og indstilling. Det kræver at man skaffer sig føling med de energier der ligger i de arketypiske forestillinger der er fælles for alle Europas lande - uanset nationale og regionale forskelle. Her svigter ikke alene lederne i Bruxelles, Tyskland og Frankrig. Her svigter også David Cameron og Labour i United Kingdom og Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne og Venstre i Danmark. For de er fikserede på de økonomiske fordele eller ulemper ved medlemsskabet af EU, ser bort fra at Europa også omfatter Rusland, Hviderusland og Ukraine, og har overhovedet ingen føling med de fælles folkelige værdier der ligger neden under al europæisk kultur og som aldrig har forhindret national, kulturel eller religiøs mangfoldighed, men tværtimod stilmulerer denne og samtidig beskytter den effektivt mod alle trusler fra fremmede og primitive religioner.

Efter Camerons friske udspil, bør Danmark være det første af alle lande der tager debatten op på seriøs vis og bidrager med sine egne forslag der kunne bane vej for et afgørende nybrud. Danmark skal - ikke som foreslået af nogle politikere - bare lægge sig i slipstrømmen på Camerons udspil, for Danmark har sit eget at byde på. Men det bør støtte Cameron i selve ønsket om nyforhandlinger. Dette kan dog mindst af alt forventes fra Helle Thornings side, for også her viser hun sig at være alt for procentralistisk og uselvstændig.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links:

Den britiske premierminister
BBC's gengivelse af Camerons tale



Relevante artikler på Jernesalt:

Kollapser hele verden?  (19.1.13.)
Nobels fredspris til EU en fejltagelse  (21.12.12.)
EU nærmer sig bankunion, men ikke traktatændring  (19.12.12.)
EU-topmødet måtte udskyde budgetforliget  (26.11.12.)
EU-førerskabet udskød endnu engang topstyring  (21.10.12.)
Europa lider  (28.9.12.)
EU-topmødet gav vækstpakke og særhjælp til Sydeuropa, men udskød euro-redning og centralisering  (30.6.12.)
EU-topmødet løste ikke modsætningen mellem stabilitetsprincip og vækstprincip  (25.5.12.)
Løjerligt Europamanifest fra broget intellektuelt hold  (11.5.12.)
EU's nye finanspagt er en stor narresut  (31.1.12.)

Politisk bedrageri at trumfe tilslutning til Europagten igennem uden folkeafstemning  (19.12.11.)
EU splittes i to - uden at gældskrisen og vækstproblemet løses  (10.12.11.)
Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk  (17.11.11.)
Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU  (28.10.11.)
Eurolandene løser den akutte gældskrise, men ikke de langsigtede problemer  (27.10.11.)

'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Storbritanniens nye redningspakke Cameron/Clegg  (14.5.10.)



Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal