Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering Coronakrisen E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2019-FILOSOFIEN
 
ESSAYS
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - emguld08

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.1.08.


EM-guldholdet fejres

Herre-håndboldlandsholdet vandt guld ved EM-mesterskabet i Norge i går søndag og fejres i disse timer med både jubel og maner i København. Deres fly blev eskorteret til Kastrup med flyvevåbnets jagerfly. I lufthavnen havde brandvæsenet gang i vandkaskaderne. I modtagelseshallen ventede familie, presse og fans med gensynsglæde og autografjagt. Og på Københavns Rådhus blev heltene modtaget med berømmede rådhuspandekager og anerkendende ord af overborgmester Ritt Bjerregaard og kronprins Frederik. På balkonen ud til Rådhuspladsen trådte heltene frem for at modtage folkets hyldest. Det skete dog i hold, da de store og stærke spilleres vægt er så tung at balkonen ikke kan bære dem alle på én gang. Det var fra selvsamme balkon borgerrepræsentant og senere undervisningsminister Borgbjerg i hele sin kæmpeskikkelse og med hele sit røde pragtfuldskæg i marts 1903 udbasunerede sit "Jensen er valgt" (nemlig den første socialdemokratiske borgmester Jens Jensen) og blev foreviget af tegneren Alfred Schmidt til årets Blæksprutten. Men hyldet blev de nutidige helte med anfører, målmand og landstræner, idet de fremviste det fornemme trofæ: bakken af guld. 20 eller 25 tusinde mennesker var mødt frem. Fyrværkeri blev fyret af. TV-og radiostationerne bragte det hele i massiv dækning. Lignende har ikke været set siden fodboldlandsholdet vandt guld ved EM i Sverige i juni 1992.

Man kan roligt påstå at det er for meget af det gode, hvis man ser det fra en snæver rationel tankegang eller et snævert nyttehensyn. Det er nøjagtigt som mageløse bryllupper i kongehuset og hundrede gange bedre end nytteløse bispevielser i folkekirken. Sagen er nemlig, at mennesket er sådant indrettet at det slet ikke kan undvære kult, ritualer eller heltedyrkelse, og er nødt til at finde udveje for dyrkelsen når de naturlige religiøse former ikke længere står til rådighed, fordi de er blevet for stærkt knyttet til dogmer folk finder meningsløse eller direkte latterlige.

I andre lande kan heltedyrkelsen give sig udslag i ikke-religiøse fænomener som vanvittige, dyre og langvarige valgkampe. Det sker ikke mindst i USA, hvor primær- og præsidentvalg hvert fjerde år i månedsvis kan skabe massebegejstring og kraftudfoldelse der er hensides al sund fornuft, men ikke desto mindre er en væsentlig del af den demokratiske proces. Ingen kan påstå, at processen nødvendigvis fører til udvælgelse af den bedst kvalificerede til verdens højeste magtposition. Chancer har kun de få der er fysisk og psykisk robuste nok til at klare strabadserne og som samtidigt har tilstrækkelig karisma, mediebevåghedenhed og penge til at tiltrække vælgerne. Men de valgte ser i de fleste tilfælde ud til at vokse med opgaverne og klare ærterne med rimeligt resultat. Værre er det i lande uden demokratisk tradition, hvor demagoger kan få frit spil til at forføre folkemængden som det skete i Tyskland i trediverne og sker den dag i dag i mange islamiske lande.



Reelt er der i alle tilfælde tale om et decideret religiøst fænomen, en heltedyrkelse af sakrale dimensioner som folket bevidst eller ubevidst - i nyere tid mest ubevidst - oplever som en fundamental livsbekræftelse, en sejr over død og fortabelse, for nu at tale i religiøse vendinger. Det besynderlige er kun at såvel folk som oplyste kommentatorer ikke vil være ved det og i grunden synes at det hele er rædsomt irrationelt, ja, på grænsen til den farlige overspændthed som er ukontrollabel og kan føre til massepsykose.

Men fejlen er altså ikke heltedyrkelsen eller begejstringen som sådan, men alene at man i rationalitetens navn tager afstand fra ekstasen og ikke giver folket mulighed for at leve behovet for ekstase ud på en måde der knytter sig direkte til religiøse forestillinger, det vil dybest set sige til stærkt energiladede arketypiske forestillinger fra det kollektivt ubevidste. Monarkiet er endnu i stand til at binde en betydelig del af den psykiske energi der er til rådighed for heltedyrkelse. Men den konfessionelle religion i Danmark og andre nordeuropæiske lande er forlængst blevet så indspundet i sofistikeret og moralistisk teologi, at den ikke længere formår at samle folket aktivt, selvom det store flertal fortsat er medlemmer af den såkaldte 'folkekirke'.

Derfor er det forkert at betragte hyldesten af sportsfolk som en pseudoreligion. For den er i virkeligheden en ægte form for religionsdyrkelse, idet den dyrker sejrende helte eller guder der er fuldgyldige repræsentanter for arketypiske forestillinger, men blot ikke repræsenterer teologisk-dogmatiske sandheder. Det er dybest set folkekirkens helte og guder der har forvandlet sig fra at være sejrende helte og guder til at være tomme postulater eller papirsandheder som de kloge hoveder med dertil knyttet embedseksamen kan muntre sig med at skændes om på behørig akademisk vis, men som intet siger menigmand af den gode grund af de er falske. Det er den officielle religion der er blevet en pseudoreligion, selvom dens fortalere naturligvis hverken vil indrømme det eller overhovedet er i stand til at forstå det.



Den ægte kult, helte- og gudsdyrkelse er kendetegnet ved at den formår at holde en befolkning sammen på tværs af meningsforskelle, standsforskelle eller forskelle i køn, hudfarve og etnicitet. Evnen skyldes helt og holdent at denne kult giver direkte føling med de kræfter i det kollektivt ubevidste som alene er i stand til at nære sammenholdet på tværs af alle forskelle.

Men karakteristisk for det officielle Danmark - som for alle andre moderne lande - er at eliten rynker på næsen af folkeligheden og irrationaliteten. Den forstår den ikke og derfor frygter den også folkeligheden - og kalder den nedladende for sværmeri, overtro, nostalgi eller barnlighed. Det betyder på det uddannelsesmæssige og forskningsmæssige plan at eliten dybest set foragter alle former for kultur der ikke har med kundskaber, stillesiddende studier, bøger og biblioteker at gøre. Og på det politiske plan at eliten taler et juridisk-bureaukratisk sprog indbyrdes og sætter spindoktorer til at formidle budskaberne til folket. Det kaldes med et fint ord retorik, men kunne lige så godt kaldes reklame, smiger eller løgn og latin. Det er under alle omstændigheder en tale der retter sig mod folks behov for at få tilfredsstillet deres umiddelbare eller kortsigtede lyster og mål, men ikke for at varetage deres allerdybeste behov for indre konsistens. Retorikken skal derfor konstant skiftes ud.

Her var kulten eller religion oprindeligt en særdeles sund, dyb og effektiv føling med den fulde og hele virkelighed der havde sit eget adækvate sprog og både gav ekstasen og bekræftede konsistensen og sammenhængen. Sportsbegivenheder af den art der fejres i disse dage giver ekstasen og sammenhængen, men formår ikke at bekræfte eller udbygge den indre konsistens, den dybe sammenhæng på det etiske plan. Det er den trods alt for snæver til. Det har den slet ikke sproget til - og bilder sig heller ikke ind at have det. Det betyder ikke at sporten skal betragtes med overbærenhed endsige afsky, men at den skal ses som utilstrækkelig i etisk forstand. Problemet er blot, at der for tiden ikke gives andre muligheder for bekræftelse af den nationale og etniske sammenhæng end sportens. Landets musikfestivaler har stor betydning i denne sammenhæng, men kultdramaet savnes totalt på både teatret og operaen i dag. Jf. artiklen om Poppeas kroning. Den politiske og videnskabelige elite forstår slet ikke problemet og formår følgelig heller ikke at bidrage med nogen løsning. Folket efterlades derfor gang på gang med skuffede forventninger.

Fejringen af EM-guldholdet i København i denne vinterdag 2008 er et glimrende eksempel på at folket har behov for regelmæssig heltedyrkelse og ganske enkelt vælger de egnede symboler der med mellemrum dukker op og som er i stand til for en kort stund at kanalisere længslen. Men dermed bliver fejringen også et klart eksempel på at der mangler noget dybere, noget som hverken politikerne, videnskabsmændene eller teologerne for tiden er i stand til at tilbyde - af den simple grund at de ikke selv har føling med de arketypiske forestillinger der alene kan afgive den nødvendige energi til formålet.

Men kom ikke og sig at kult og religion er totalt forsvundet fra det danske folk.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Sport og kult i nutiden  (30.4.06.)
Poppeas kroning - regiteater eller kultdrama?  (22.1.08.)
Musik - underholdning eller kult?  (9.5.06.)
Religion ude af Danmark?  (11.4.06.)
Opret et kultusministerium!   (14.2.05.)



Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal