Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eksistens14chistorien

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.10.14.

Historien er hverken forudbestemt eller forudsigelig

På Århus Universitet sidder historikeren Michael Böss og skriver en dybsindig bog om 'Det demente samfund'. Og i Baltimore sidder den amerikanske politolog Francis Fukayama og skriver et kæmpeværk om 'Political Order and Political Decay' med undertitlen 'From the Industrial Revolution to the Globalisation of Democracy'.

Böss har tidligere udgivet et godt og besindigt, men noget ensidigt forsvar for nationalstaten, men er nu blevet så betænkelig ved udviklingen at han sammenligner samfundet med en dement person. Begge er kendetegnet af svigtende evne til at erindre fortiden, og et samfund uden erindring falder fra hinanden. Men sammenligningen halter gevaldigt, for demens hos individet skyldes forfald i dele af hjernen, men samfundet som sådant har jo ikke en hjerne der kan forfalde. Hvis samfundet går hen og mister sin erindring og historie skyldes det forhold der har med menneskers indstilling at gøre. Først og fremmest skyldes almindelig historieløshed en ungdommelig ulyst til at beskæftige sig med fortiden; man vil helst leve i nutiden og helst uden ansvar over for noget som helst; dernæst skyldes historieløsheden principper om postmodernisme og multikulturalisme, ismer der gør alt lige sandt og godt. - Jf. iøvrigt artiklen: Historiens skæve gang i frihedens og transcendensens lys  (4.9.12.).

Fukuyama gør på grundlag af sine studier i flere tusind års verdenshistorie gældende at der er tre forudsætninger for det vellykkede demokrati, og det er en effektiv stat, en retsorden og kontrol med magten, og han mener at USA nu er ramt af forfald fordi effektiviteten er blevet undergravet af stigende mistillid til staten. Manglen på balance i det politiske ledelsessystem ødelægger muligheder for nødvendig fælleshandling. De mange vetomuligheder i det amerikanske system har gjort demokratiet til et 'vetokrati' der forhindrer gennemførelse af nødvendige reformer og gør mange amerikanske institutioner dysfunktionelle. - Dette kan helt konkret og aktuelt ses på præsident Obamas vanskeligheder med at føre sin politik igennem. Han har slet ikke kunnet leve op til de forventninger han skabte i 2006, ja, samarbejde er blevet en politisk dødssejler i USA, som en korrespondent netop har rapporteret. Vinderen af det kommende midtvejsvalg bliver handlingslammelse og polarisering.

Fukuyama påpeger ikke mindst at det kræver en stærk middelklasse at skabe balance mellem stat, retsstat og demokrati. Forfalder middelklassen og bliver der for stor kløft mellem overklassen og de øvrige klasser, får de rige og mægtige for store muligheder for manipulationer..... Men som han frygtede i 2012 så er middelklassen ved at blive undergravet af teknologien og globaliseringen. Teknologien har fra midten af 1970'erne medført en massiv vækst i uligheden, og globaliseringen har efterhånden opprioriteret maksimeringen af samfundets totale indkomst på en sådan måde at arbejdspladserne uundgåeligt er blevet outsourcet fra de rige lande til de fattige. Og denne afindustrialisering vil fortsætte - og den vil nødvendiggøre ny udvikling. Postmodernismen er i denne forbindelse katastrofal, for den er som udgangspunkt en fornægtelse af enhver mulighed for at formulere en større fortælling om historien eller samfundet. - Jf. også her: Historiens skæve gang i frihedens og transcendensens lys  (4.9.12.)



Fukuyama blev berømt eller berygtet da han i 1991 udgav 'Historiens afslutning og det sidste menneske', fordi han her provokerende gjorde gældende at det liberale demokrati og den frie markedsøkonomi ville komme til at dominere over alle andre ideologier og derved ville gøre en ende på historien forstået som en endeløs udviklingsproces. Han bestred naturligvis ikke at historien fortsat ville gå sin skæve gang, men at den kunne udvikle sig til noget bedre eller højere. Og det turde være en temmelig naiv tro på at det vestlige menneske med amerikanerne i spidsen skulle have nået et højdepunkt det ville være umuligt at overgå. En lignende naiv tro havde de engelske evolutionister i 1800-tallet da de troede at den engelske gentleman var civilationens absolutte højdepunkt. I begge tilfælde ligger naiviteten i at man forestiller sig at historien har et absolut højdepunkt som udviklingen nødvendigvis må drives frem til eftersom den er determineret. Men det er den ikke. Udviklingen er tværtimod fuld af tilfældigheder og afgørende nye, emergente fænomener som er fuldstændigt uforudsigelige. Dette ligger ikke mindst i den kendsgerning at mennesket som det første væsen i den biologiske udvikling af uforklarlige årsager kom i besiddelse af eller - om man vil - blev 'belemret' med bevidstheden og dermed fik valgmuligheder som dyr ikke har. Og dette er helt afgørende for vores historieforståelse.

Historien har ikke nogen ende - medmindre man drager varmedøden ind i billedet, dvs varmelærens forudsigelse om en total udligning af al energiforskel i solsystemet (ja, universet) i kraft af varmelærens anden hovedsætninge. Når solen efterhånden mister sin energi, vil det fjerne muligheden for liv på jordkloden - men dette ligger så mange milliarder år ude i fremtiden, at det er uden eksistentiel betydning for nutidsmennesket. Vi kan i realiteten slet ikke gøre os konkrete forestillinger om sagen. Den forbliver på et abstrakt, teoretisk plan. Bliver vi på det konkrete, praktiske plan med en menneskelig tidshorisont, så må vi konstatere at historien fortsætter uden ende. Ingen mennesketype, ingen samfundstype, ingen isme, ideologi eller religion bliver slutresultatet. Nye tanker og ideer vil dukke op - og komme med deres overraskelser og udfordringer.



Det væsentligste i denne sammenhæng er at vi eksistentielt må skelne mellem den geologiske, klimamæssige, teknologiske og organisatoriske udvikling på den ene side og den menneskelige, psykologiske, familiemæssige, nationale og kulturelle udvikling på den anden side. Den første medfører objektive forandringer vi er nødsaget til hele tiden at tilpasse os. Den sidste er vi selv med til at skabe og genskabe. Og da menneskets kreativitet har uanede ressourcer, medfører denne del af udviklingen at vi bliver ved med at skabe nye former for fællesskab, relationer og institutioner. Så i den henseende behøver vi såmænd ikke være så bekymrede, endsige havne i sortsyn og undergangsstemning. Vi må tværtimod altid være åbne over for det forhold at noget gammelt må gå til grunde for at give plads til noget nyt. Det betyder nemlig ikke nødvendigvis at værdier gå til grunde, men at forældede og uhensigtsmæssige regler, vaner, traditioner og institutioner forsvinder til fordel for nye. Og det sker somme tider ret brat, hvis de forældede regler og traditioner er blevet alt for indgroede og cementerede.

Demokratiet har her den fordel frem for diktaturer, at der er ytringsfrihed og sker en offentligt debat ved hjælp af bl.a. en fri presse. Magthaverne er under stadig kritik og kan væltes gennem valg. Men man skal huske at også demokratier er fejlbarlige, fordi beslutningstagerne aldrig er i stand til at overskue situationerne fuldstændigt, men tværtimod ofte må handle i blinde. Ja, i krisesituationer handler de i tyk tåge, som politologen Erling Bjøl engang skrev. Det er vilkårene - og det ses næsten dagligt i tider som de nuværende hvor der dels har været økonomisk krise i flere år, dels har indfundet sig en skarpere og skarpere modsætning mellem sekulært vestligt demokrati og ikke-vestligt håb om ensretning, ortodoksi og præstestyre - og endelig også er sket et mærkbart forfald i det amerikanske system i den retning Fukuyama påpeger.



Det politiske forfald i USA er så grelt at det forklarer at USA har mistet grebet om de store internationale problemer i verden og ikke mindst i Mellemøsten og derfor simpelthen ikke længere kan regnes for en førende magt i verdenssamfundet eller en egnet leder for transatlantiske interesser, fælles for EU-landene og USA. USA har gradvist mistet kontrollen med udviklingen i Irak, Afghanistan og Syrien - og står derfor i dag som en papirtiger for den smalle koalition der har besluttet at tage kampen op mod Islamisk Stat. Og USA står også som en fortidig instans i den misforståede kamp EU fører mod Rusland i Ukraine-konflikten. Konflikten har Nato under nu forhenværende generalsekretær Fogh Rasmussen brugt til at få den kolde krig til at blusse op igen, skønt det naturlige mål for EU-landene efter sovjetkommunismens kollaps var at gøre samarbejdet med Rusland tættere og tættere.

Fukuyama kan altså siges at have ret i at USA er ved at falde fra hinanden, men ikke i at det primært skyldes forenklede ting som vetoreglerne i kongressen. Og på samme måde kan det siges at Michael Böss har megen ret i påstandene om det danske eller nordiske samfund er ramt af en fatal historieløshed, men ikke i at det skyldes demens. Grundfejlen begge steder er nemlig et helt overfladisk syn på politisk ledelse: Man er begge steder havnet i en postmodernisme eller multikulturalisme der er kendetegnet af at man slet ikke længere tror på sine egne værdier eller disses livskraft og bæredygtighed. Selv de ledende politikere aner dybest set ikke hvad historie er. De tror den bare er noget med fortidige hændelser, gamle traditioner og tom teoretisk viden om historien. Historien er ikke oplevet historie for dem. Derfor handler de stort set i blinde. Den ene er ikke meget bedre end den anden. Embedsmændene kunne tage over - uden at man kunne se nogen forskel!

Derfor må det understreges igen og igen at vejen ud af den politiske krise ikke hedder mere vækst, mere teknologi eller mere spin, men tværtimod en dyb forståelse for at skabende historie og skabende demokrati forudsætter politikere og vælgere der på kroppen føler fællesskabets kreativitet og påtager sig ansvaret for hvad der kommer ud af kreativiteten på alle felter af kulturen. Skal fællesskabets kreativitet fornemmes for alvor, behøves der en helhedsrealistisk forståelse af kulturen, og denne tager igen form af en fuld forståelse for de komplementære modsætninger det moderne sekulære samfund er fuld af og som skaber dets dynamik.

Ejvind Riisgård



Relevante artikler på Jernesalt:

Historiens skæve gang i frihedens og transcendensens lys  (4.9.12.) Sand eksistens er både at være on-line og off-line  (30.8.14.)
Oplevelse eller engagement?  (25.8.14.)
Eksistens er opgør med dansk politiks elendighed  (11.8.14.)
Eksistens er realitetsprøvelse og tilblivelse  (4.8.14.)

Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal