Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - durban2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.4.09.


Racismekonferencen i Durban en betænkelig affære

Trods boykot af FN's verdenskonference mod racisme fra Israel, USA, Canada og Italien og trods angreb på Israel fra den iranske præsidents side lykkedes det konferencen at nå frem til et fælles kompromis om en sluterklæring om bekæmpelse af racisme i verden. Erklæringen understreger samtidig principiel respekt for ytringsfrihed som en universel værdi, beklager jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig, men undgår direkte referencer til den aktuelle konflikt i Mellemøsten. Mod Irans og Libyens erklærede ønsker anerkender erklæringen således holocaust og undlader at stemple Israel som racistisk. Og erklæringens formulering holdt altså ikke helt så hårdt som frygtet fra vestlig side.

Boykotten fra de nævnte lande og truslen om boykot fra endnu flere vestlige lande skyldtes udsigterne til at få forelagt et slutdokument der ville gør enhver kritik af religion til racisme og derved sætte religionen over ytringsfriheden. Men det skyldtes også frygt for at Israel på grund af den fortsatte besættelse af dele af palæstinensisk område ville blive hængt ud som racistisk. Faktisk holdt den iranske præsident Ahmadinejad en tale der i stærke vendinger kritiserede Israel, og det førte til at samtlige EU-landes ambassadører og delegater udvandrede i protest. Men talen var primært til brug for Ahmadinejads valgkamp hjemme i Iran, hvor han da også blev modtaget som en helt ved sin tilbagekomst. Den var derimod ikke i de øvrige muslimske landes egentlige interesse. De ønskede frem for alt et kompromis der omfattede EU-landene.

Man kan således hævde, at konferencen imod de flestes forventninger og manges frygt endte med et kompromis alle lande kunne leve med, fordi det i hvert fald ikke udelukker fortsat dialog mellem den vestlige og den muslimske verden. Udenrigsminister Per Stig Møller erklærede sig da også tilfreds med resultatet. Sluterklæringen er ikke ideel, sagde han, men det lykkedes at isolere de kræfter som til det sidste prøvede at afspore konferencen og slutdokumentet, og dermed hentyder han primært til Iran og Libyen samt palæstinenserne.

Men set i et lidt større perspektiv er sagen ikke helt så enkel.



Sagen er nemlig den at det siden terrorangrebet på World Trade Center i New York den 11. septembber 2001 er lykkedes den ellers hensygnende organisation OIC (Organisation of The Islamic Conference) at få sat dialog mellem religionerne på dagsordenen i stadig højere grad. Det kan umiddelbart forekomme særdeles rimeligt og fornuftigt, men reelt er der ikke tale om en dialog mellem islam og fx kristendommen eller ateismen, men mellem islam og det vestlige, sekulære demokrati, hvor religionen gennem årtier er blevet systematisk sat ud på sidefløjen som politisk magtfaktor.

I den muslimske verden derimod er religionen, dvs islam, en så central del af den politiske kultur, at de muslimske landes statsledere overalt har kunnet se en stor politisk interesse i at forsvare islam, og det nye i situationen efter 2001 er lige præcis at disse statslederne har kunnet profilere sig gennem organisationen OIC. De har hver især kunnet legitimere sig i deres egne muslimske befolkninger samtidig med at OIC som organisation har kunnet etablere sig som den vigtigste dialogpartner for Vesten, herunder EU.

Det sås tydeligt under karikaturkrisen i februar 2006, hvor OICs generalsekretær Ekmeleddin Ihsanoglu (Tyrkiet) sammen med FN's generalsekretær Kofi Annan og EU's udenrigskoordinator Javier Solana fik lavet en fælles erklæring om karikaturtegninger, ytringsfrihed og ambassadeafbrændinger - og det vel at mærke en erklæring der ikke var til gavn for den ret til at lave karikaturtegninger af hvad som helst som vi her i landet - og flere andre vestlige lande - i dag betragter som en selvfølge.



Helt bortset fra at de vestlige lande, såvel som EU isoleret set, har udstillet deres interne splittelse ved ikke at kunne blive enig om en fælles boykot af racismekonferencen, så er det dybeste problem at man hylder en dialog mellem muslimer og ikke-muslimer der reelt ikke er nogen ægte dialog, men tværtimod en ensidig mulighed for fra islamisk side at pointere at ytringsfrihed kan og skal debatteres sammen med religionsspørgsmålet.

OIC er lige siden siden oprettelse i 1969 overvejende blevet betragtet som en snakkeklub - og kom først ud af sin skyggetilværelse efter 11.9.02. Og som fremhævet i forskningsassistens Karina Pultz's 'hotspot' i Politiken den 18.4.,så afhænger organisationens fortsatte succes i høj grad af om "værdikampdyrkelsen fortsætter" og om organisationen fortsat inviteres til interkulturelle dialogmøder rundt omkring i verden.

Tilsyneladende er Karina Pultz selv imod denne værdikampdyrkelse, idet hun åbenbart er overbevist om, at OIC kun vil vedblive at være anerkendt som højprofileret politisk aktør, hvis Vesten stimulerer opfattelsen af en værdikamp og på den måde tilkendegiver at der er brug for en dialogpartner i den muslimske verden.

Synspunktet deles efter alt at dømme af udenrigsminister Per Stig Møller, der under hele Irak-krigen og hele Muhammedkrisen har fastholdt ønsket om og nødvendigheden af dialog. Problemet er naturligvis ikke at dialog ikke principielt er en god ting, men at dialogpartnerne ikke altid indgår i dialog med relle hensigter om at lære modpartens synspunkter at kende og derigennem også lærer at respektere dem, men tværtimod kun for at skaffe sig talerum og - undertiden - vinde tid. Sådan har eksempelvis Iran ført 'dialog' med Vesten lige siden præstestyrets magtovertagelse i 1979.

Det er ikke hensigtsmæssigt for vestlig og demokratisk diplomati på forhånd at afvise dialog med nogensomhelst, ikke engang med erklærede fjender af demokratiet eller deciderede 'slyngelstater'. For det er naturligvis bedre altid at pleje en eller anden form for kontakt der kan indebære chancer for registrering af holdningændringer hos modparten. Sådanne former for kontakt plejer dog i almindelighed at foregå hemmeligt, som fx de særdeles dybtgående og langvarige møder meller den sovjetiske udenrigsminister Edvard Sjevardnaze og den amerikanske udenrigsminister George Schultz der førte til den Kolde Krigs afslutning i slutningen af 1980'erne. Men er de åbne og offentlige - som fx på åbne konferencer - kan man aldrig se bort fra at parternes motiver slet ikke er at nå et resultat, men at skaffe sig legitimitet i hjemlandet for fortsættelse af den hidtil førte politik. Formålet er med andre ord propaganda og demagogi.



Hvad angår den netop overståede racismekonference - Durban 2 - må man medgive den danske udenrigsminister og andre ikke-boykottende vestlige deltagere, at det lykkedes at fjerne de værste anstødssten fra det udkast til slutdokument der var forelagt og som var helt uantagelig for de vestlige demokratier. Men omvendt kommer man ikke uden om, at de muslimske lande fortsat kæmper for at få racismebegrebet udvidet, så det kommer til at omfatte religionskritik. Slutdokumentet støtter således et forbud mod såkaldt 'hadsk tale', men et sådant forbud kan bruges til nøjagtigt det samme som forbudet mod religionskritik.

Det er ligeledes blevet påpeget, bl.a. af Hillel Neuer fra 'UN Watch', der overvåger om FN-systemet lever op til sine egne idealer, at de islamiske lande på konferencen allierede sig med Afrika, Latinamerika, Rusland og Kina om en klart anti-vestlig dagsorden: man ville udstille den hvide mands undertrykkelse af alle andre folk, kulturer og religioner. Prisen for kompromiset om slutdokumentet var at disse lande slap for konkret kritik af netop deres former for racisme.



Durban 2-konferencen nåede nok et kompromis om et slutdokument. Men prisen har været høj, for den har været en udstilling af splittelsen i den vestlige verden og en svækkelse af kritikken af racismen i udviklingslandene til gengæld for en situationsbestemt formel og midlertidig islamisk opgivelse af kravet om forbud mod religionskritik. Alle tre ting består - og vil gøre sig gældende fremover.

Værdikampen er med andre ord ikke slut. Og den slutter naturligvis heller ikke, sålænge der er regeringer og religioner i verden der modsætter sig såvel bekæmpelse af racisme som ubetinget ytringsfrihed med fuld ret til kritik af religioner.

Fri adgang til kritik af religioner og ideologier har været essentiel for udviklingen af det vestlige demokrati, og det er afgørende for udviklingen af demokrati alle andre steder på kloden. Og sålænge denne frie adgang ikke eksisterer alle steder, er der brug for værdikamp. Også selv om modstanderne af fri adgang til religionskritik kan se deres politiske fordele ved at stille værdikampen op som en kamp mellem vestlig dominans og imperialisme på den ene side og ikke-vestlig frihed til diktatur og undertrykkelse på den anden side. Den demagogiske modstilling må de vestlige lande affinde sig med. Men den må ikke føre til opgivelse af værdikampen.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til:

FN's website om 'Verdenskonferencen mod racisme' april 2009 i Durban
Organisation of The Islamic Conference
Det danske udenrigsministerium



Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal