Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - darwin200

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.3.09.


Darwin og udviklingslæren

Charles Darwin (1809-1882) er en af naturvidenskabens allerstørste skikkelser og tåler sammenligning med andre banebrydere som Galielo Galilei (1564-1642), Isaac Newton (1642-1727), Carl von Linné (1707-1778) og James Clerk Maxwell (1831-79). Fælles for dem alle er deres præcision når det gjaldt iagttagelse og måling af detaljer og elementer kombineret med deres store intuitive evne til at se sammenhænge og lovmæssigheder hvor ingen før havde set det.

I jævnføring med Linné er det specielt slående at Darwin havde selvsamme umættelige nysgerrighed over for naturens fænomener, samme kærlighed og respekt for naturen og samme evne til at systematisere og klassificere alle iagttagelser. På sin fem-årige ekspedition med HMS Beagle (1831-36) skrev Darwin omhyggeligt dagbog og kunne allerede i 1839 udgive en særdeles levende skildring af den afgørende rejse - ligesom Linné udgav den ene rejsejournal efter den anden på sine mange rejser rundt i Sverige. Forskellen var at Linné holdt sig til sit hjemland og lod sine assistenter om at samle forskningsmateriale fra fremmede lande, mens Darwin med HMS Beagle kom til Sydamerika, Stillehavsøerne (herunder Galapagosøerne), New Zealand og Australien og hjemførte et kolossalt materiale som han brugte årtier på at bearbejde.

Darwin gennemførte aldrig en regelret akademisk uddannelse; det var på hans tid slet ikke muligt at tage eksamen i botanik, zoologi eller geologi. Men han lærte grundlæggende geologi af sin store læremester Lyell - og han tilegnede sig henad vejen den nødvendige viden til at udvikle sine store teorier som grundliggende afveg fra Lyells opfattelse af ligevægt (uniformitet) på jordkloden og satte en retningsbestemt udvikling i stedet. En sådan idé var ikke ny, men det blev Darwin der frem for alle andre gav den en afgørende og sammenhængede begrundelse. En særlig betydning for Darwins selektionsteori blev læsningen i 1838 af en udgave af T.R. Malthus' bog om befolkningsproblemet, hvor Malthus påviste at menneskets befolkningstilvækst er større end fødevareressourcerne tillader, hvorfor der sker en udvælgelse.

Darwins hovedværker er 'Arternes oprindelse' (On the Origin of Species. 1859. Oversat til dansk af J.P. Jacobsen 1872), 'Menneskets afstamning og seksuelle udvælgelse' (1871) og 'Dyr og planters variationer' (1872). Hertil kommer mindre afhandlinger om orkideers befrugtning, slyngplanter, insektædende planter, selvbestøvning m.m. og i 1881 en bog om regnorme: 'Dannelsen af vegetabilsk muldjord ved ormenes hjælp'. Alt sammen skrevet i huset i Down i Kent, hvortil Darwin trak sig tilbage kort efter sit giftermål, fordi han under ekspeditionsrejsen havde pådraget sig en uhelbredelig, men meget generende tarminfektion der gjorde normal selskabelighed næsten umulig. 'Arternes oprindelse' blev udsolgt på udgivelsesdagen og kom på få år i seks udgaver - og gjorde ham internationalt kendt og anerkendt.



Darwins bog om arternes oprindelse indeholder to postulater: evolutionspostulatet der siger at alle arter er opstået ved gradvise ændringer ud fra en fælles stamform, og selektionspostulatet der hævder at den gradvise ændring inden for en art er fremkommet ved 'naturlig selektion' hvad der igen vil sige ved en udvælgelsesproces hvor de bedst tilpassede individer i hver generation sætter det største antal afkom i verden.

Evolutionsteorien blev hurtigt almindeligt accepteret blandt videnskabsmænd, bortset fra de mest konservative, herunder Darwins egne lærere fra Cambridge, men mødte heftig modstand fra kirkens side. Men stort set kan det siges at geologiske iagttagelser ikke lader megen tvivl tilbage om at der har fundet en udvikling sted over millioner af år. Kan man ikke acceptere denne kendsgerning er det udtryk for at man ikke kan adskille videnskab og eksistens - og det var et problem for mange datidige mennesker dengang, inklusiv for Darwin selv.

Selektionsteorien led fra starten af det forhold at Darwin ikke kunne give nogen forklaring på den variation der fandtes inden for de enkelte arter. Denne forklaring kom først med Gregor Mendels arvelighedslove fra 1866, der imidlertid først blev offentligt og kendt efter 1900 med Hugo Vries' undersøgelser. Mendel kendte Darwins teorier, men forbandt dem ikke med sine egne. Og Darwin stiftede aldrig bekendtskab med Mendels teorier. Først i 1930'erne og 1940'erne skabtes en syntese mellem de to teorier der fik navnet 'neodarwinismen'. Det afgørende i Mendels teorier er at de forklarer fænomenet mutation ved kombination af arveanlæg. Det moderne synspunkt er imidlertid fortsat at biologien først giver mening når den ses i sammenhæng med evolutionsteorien.



Modstanden mod Darwins lære var stor i samtiden, fordi den stred fuldstændigt mod den bibelske skabelseslære således som kirken traditionelt prædikede i helt bogstavelig fortolkning. Den førende mand i kirkens felttog mod Darwins lære var Oxfords biskop Samuel Wilberforce (1805-73) der navnlig rettede skytset mod Darwins meget energiske og aggressive forsvarer, biologen T.H. Huxley (1825-1895), også kaldet 'Darwins buldog'. På et berømt møde i Oxford spurgte Wilberforce Huxley om det var på fædrene eller mødrene side han nedstammede fra aberne. Huxly svarede at han hellere ville nedstamme fra en ynkelig abe end være i familie med en højt begavet tåbe. Ordvekslingen udtrykker meget godt datidens debatniveau - som vel at mærke slet ikke er ukendt i vore dage, især ikke i England eller USA, selvom det er og bliver tåbeligt lavt, ja uværdigt for dannede mennesker.

Tåbeligheden ligger i sammenblandingen af kategorier, nærmere bestemt i at stridens parter ikke holder naturvidenskab og myte skarpt adskilt som uforenelige, men hver især livsvigtige betragtningsmåder for den menneskelige opfattelse af verden. De er uforenelige, fordi den naturvidenskabelige opfattelse konsekvent spørger efter årsagssammenhængen mellem elementer, mens den mytiske konsekvent ser bort fra denne årsagssammenhæng for at koncentrere sig om mening, kvalitet og helhedssyn. Naturvidenskaben er nødvendig for at tilfredsstille den menneskelige nysgerrighed og bane vej for transcendens og fremskridt gennem brugen af de sekundære psykiske grundprocesser. Den mytiske opfattelse er nødvendig for at tilfredsstille det dybe menneskelige behov for sammenhæng og helhed gennem brugen af de primære psykiske grundprocesser.

De to synsvinkler er i virkeligheden komplementære, men problemet er at mange naturvidenskabsmænd tror at naturvidenskaben erstatter den mytiske tænkning og at mange religiøse mennesker opfatter deres trossætninger som absolutte sandheder der er hævet over naturvidenskab. Begge parter tager grundigt fejl - og derfor har der været og er der stadig en mængde helt unødvendig debat om udviklingslæren.

Det skal til Darwins ros siges at han - i modsætning til Huxley - afholdt sig fra selv at deltage i polemikken. For det er jo polemik der er tale om, dvs ordstrid mellem selvhævdende jeger hvis identitet ligger i absolutte standpunkter.



Er den absolutte modsætning mellem naturvidenskab og mytisk eksistensopfattelse således en stor misforståelse der alene er umulig at komme fri af hvis man fastholder et dualistisk grundsyn, så skal man nu ikke lade sig forlede til at tro at der slet ikke er erkendelsesmæssige problemer forbundet med udviklingslæren.

Den vigtigste turde være selve det deterministiske grundsyn der præger den meste naturvidenskab og som ganske enkelt hævder at alle fænomener har en årsag og altså kan og skal beskrives ud fra årsagsloven. Synspunktet er helt plausibel som arbejdshypotese, fordi naturvidenskab nu engang går ud på at afdække årsagsforhold. Problemet er bare at det ikke er muligt at afdække alle årsager og dermed ikke muligt at forklare alle fænomener i verden til sidste led. Eksempelvis er det ikke muligt at give nogen fornuftig forklaring på hvordan universet, livet, bevidstheden, sproget eller samfundet er opstået. De må alle betragtes som elementære kendsgerninger som videnskaben sagtens kan redegøre for i uendeligt mange detaljer, men altså ikke forklare udtømmende som de emergente helhedsfænomener de er.

Men mere konkret kan der rejses tvivl om hvorvidt den naturlige selektion virkeligt er evolutionens grundmekanisme der udelukker andre mekanismer - specielt når vi kommer til de højere dyrearter, herunder mennesket. Biologen og biosemiotikeren Jesper Hoffmeyer har således gjort gældende at der overalt i livsverdenen synes at ske en overproduktion der efterfølges af en elimineringsproces. Fx udbreder den unge hjerne sine nerveceller på må og få, men kun en del af disse overlever, idet der foregår en selektiv celledød. De celler hvis synapser ikke bliver brugt går til grunde. Konsekvensen heraf er ifølge Hoffmeyer at den kulturelle prægning efterlader sig virksomme spor i hjernens neurologiske organisation. Men dette vidste Darwin af gode grunde ikke noget om.



Den norske filosof Thomas Hylland Eriksen har i samme forbindelse bemærket at selvom vi giver Darwin ret i at bevidstheden og refleksionsevnen er opstået ved naturlig udvælgelse, så indebærer dette ikke automatisk at denne udvælgelse kan studeres ved hjælp af de samme metoder som er adækvate for studiet af dyreadfærd.

Hoffmmeyer spørger undrende hvorfor man drager den konsekvens af Darwins 'naturalisering af mennesket', at mennesket må kunne forklares naturvidenskabeligt Man kunne efter Hoffmeyers mening lige så godt drage den modsatte konklusion, nemlig at naturen måtte fortolkes antropomorft. Så langt går han klogeligt ikke selv. Han tager det som et faktum at naturen har skabt mennesket, men også at mennesket helt og aldeles er indsvøbt i intentioner og begær. Og han spørger derfor om natuvidenskaben virkelig kan skræve over dette paradoks.

Efter min mening rammer vi her noget helt centralt. For mysteriet er ikke at evolutionen er en realitet, at universet har en alder på mange milliarder år og at livet har en alder på mange millioner år. Mysteriet er at videnskaben ikke kan give nogen forklaring på nogen af delene - og altså heller ikke på menneskets opståen, endsige på sprogets, kulturens og åndslivets opståen.



Darwin selv var opmærksom på problemet og skrev bl.a. følgende "Der kan ikke være nogen tvivl om at forskellen mellem det lavest stående menneskes og det højst stående dyrs ånd er umådelig. En menneskeabe ville, hvis den kunne tage et objektivt skøn over sin egen tilstand indrømme, at selv om den kunne lægge en snedig plan til at plyndre en have, selv om den kunne bruge en sten til at slås med eller åbne nødder med, lå den tanke at danne en sten til et værktøj dog langt over dens horisont. Den ville indrømme, at den endnu mindre kunne følge en metafysisk tankerække, eller løse et matematisk problem, eller reflektere over Gud, eller beundre et prægtigt natursceneri; nogle aber ville i øvrigt sandsynligvis erklære, at de kunne beundre og virkelig også beundrede deres mages smukt farvede skind og pels. De ville indrømme at skønt de kunne få andre aber til ved skrig at forstå nogle af deres begreber og primitive ønsker så havde den idé at udtrykke bestemte tanker ved bestemte lyde dog aldrig nået deres hjerne. De kunne hævde at de var rede til at hjælpe deres abe-kammerater i samme flok på mange måder, til at risikere deres liv for dem og at tage sig af deres forældreløse unger; men de måtte erkende at den uegennyttige kærlighed til alle levende væsener, menneskets ædleste særkende, lå langt over deres fatteevne."

"Ikke desto mindre", fortsætter Darwin, "er forskellen i ånd mellem mennesket og de højere dyr, hvor stor den end er, en gradsforskel og ikke en artsforskel. Vi har set, at sanserne og anskuelserne, de forskellige følelser og evner, såsom kærlighed, erindring, opmærksomhed, nysgerrighed, fornuft etc., som mennesket gør sig til af, kan findes i en begyndende eller undertiden endog i en veludviklet stand hos de lavere stående dyr. De er også modtagelige for lidt arvet forbedring, som vi ser det hos den tamme hund i sammenligning med ulven og sjakalen. Hvis det kunne bevises, at visse højere åndelige evner, såsom dannelsen af almindelige begreber, bevidsthed om sig selv etc., var absolut særegne for mennesket, hvilket synes yderst tvivlsomt, er det ikke usandynligt, at disse egenskaber er tilfældige resultater af andre højt udviklede intellektuelle evner, og disse igen hovedsagelig resultatet af den fortsatte brug af et fuldkomment sprog. I hvilken alder er det nyfødte barn i besiddelse af evnen til at tænke eller blive sig selv bevidst, så det kan tænke over sin egen eksistens? Vi kan ikke svare; vi kan heller ikke svare, når det gælder de opadstigende organiske trin......"

Nej, det er netop sagen: videnskaben kan ikke svare på det. Der er for så vidt ingen grund til ikke at antage at højerestående dyr har psykiske oplevelser af samme intensitetsgrad som mennesker - det var hvad Konrad Lorenz opdagede og lagde til grund for sin banebrydende fortolkning af aggressivitetsdriften . Men ingen kan bestride at mennesket ikke desto mindre netop gennem sprogevnen, kulturen og samfundsdannelsen adskiller sig så markant fra dyrene at der er tale om et emergent fænomen i naturens udvikling. Mennesket er fortsat en del af naturen, men i og med at det er i stand til selv at indse det og altså bliver både deltager i og tilskuer til sit eget drama i naturen, så sker det altafgørende at mennesket får et kultur- og åndsliv der gør det til en ideologisk trossætning at postulere at der kun er tale om en gradsforskel mellem mennesker og dyr. - Jf. iøvrigt artiklen Liv, evolution og kultur.



Uenigheden her forklejner ikke på nogen måde Darwins indsats, men den fortæller at naturvidenskaben fortsat ikke er i stand til at give en forklaring på livets, menneskets, sprogets, kulturens eller samfundsdannelsens mysterium. Det bliver den ikke ringere af som naturvidenskab, medmindre den forsøger at se bort fra mysteriet. Og det er der desværre mange naturvidenskabsmænd der gør. Derfor er der stadig en unødig kløft mellem naturvidenskab og mytisk eksistensforsåelse. Oplysningen halter fortsat bagefter - 150 år efter Darwins teorier.

Man skal heller ikke tro at der for Darwins vedkommende alene gjorde sig en møjsommelig systematisering og logisk deduktion gældende når han fandt frem til sine teorier. De var som hos andre videnskabsmænd på afgørende punkter fremkommet ved en uforklarlig intution. Således også da han baksede med ideen om differentationens princip. Herom hedder det i den selvbiografi han skrev som en slags testamente til sine børn:

"Men på den tid var jeg i færd med at undersøge et problem af stor betydning; og jeg er forbavset over, hvordan jeg havde kunnet overse dette problem og dets løsning - det var omtrent som med Columbæs' æg. Dette problem er tilbøjeligheden hos organiske skabninger, der er af samme stamme, til at afvige i præg, når de bliver forandrede. At de har forandret sig i høj grad, er indlysende af den måde, på hvilken arter af alle slags kan klassificeres under slægter, slægter under familier, familier i grupper derunder osv.; jeg kan huske det sted på vejen, hvor løsningen til min store glæde faldt mig ind, mens jeg sad i min vogn; og det var længe efter, at jeg var kommet til Down. Løsningen er, efter min mening, den, at det forandrede afkom af alle herskende og tiltagende former har en tendens til at tilpasse sig til mange og højst forskellige pladser i naturens store husholdning."

Darwin fik med andre ord en 'åbenbaring' - løsningen var ikke resultatet af en logisk, deduktiv proces, men 'faldt ham ind' ganske pludseligt - uden at han selv kunne give nogen forklaring på den. Forudsætningen var selvfølgelig at han havde bakset med problemet og kendte dets grundliggende detaljer. Men løsningen fik han forærende.



I anledning af 200-året for Darwins fødsel har Zoologisk Museum i København lavet en permanent udstilling om evolutionen i den hidtidige Ocean Salen der i forvejen rummede de kæmpestore hvalskeletter som nu indgår i udstillingen.

Evolutionsudstillingen er særdeles klart og anskueligt disponeret, så man ledes på vej gennem udviklingslærens hovedpostulater om evolutionen - og med et væld af detaljer på den ene endevæg, hvor alle jordens dyrearter er placeret så man kan følge udviklingen. Dertil kommer en rekonstruktion af Darwins arbejdsværelse i Down og af hans trange kahyt på HMS Beagle. Zoologisk Museum er altid værd at besøge - for voksne såvel som for skolebørn. Moderne museumsfolk forstår kunsten at stille tingene op på en sådan måde at man kan få indtryk af det væsentlige og ikke som i gamle dages museer præsenteres for et helt uoverskueligt materiale af detaljer. Der er langt fra det nuværende Zoologisk Museum til det gamle raritetskabinet i Chr. Hansens fornemme bygning fra 1863-69 i Krystalgade. Men den nye udstilling om evolutionen i bygningen ude i Universitetsparken på Østerbro må fremhæves som en bedrift når det gælder klarhed og overskuelighed.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til:

Zoologisk Museums Darwin udstilling
Dansk site om evolutionen
Natural History Museum, London - Darwin
American Museum of Natural History - Darwin
Books by Charles Darwin



Relevante artikler på Jernesalt:

Liv, evolution og kultur  (28.2.09.)
Jokum Rohdes store Darwin-kompleks  (31.10.08.)
Darwin og skaberen  (Skidt og kanel - 20.10.02.)

Konrad Lorenz' kulturopgør  (biologen Konrad Lorenz' filosofi)
Sprog, naturvidenskab og eksistensfilosofi
Sjæl og hjerne   om hjerneforskningens problemer (2.6.02.)



Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 13.3.2013