Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - dagbladene

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.4.07.


Dagbladene under pres

Den aktuelle krise i Det Berlingske Hus med fyring af 350 medarbejdere og udskiftning af chefredaktionen på Berlingske Tidende er det nyeste udslag af det store pres dagbladene i Danmark og store del af den øvrige verden i disse år udsættes for og som i hvert fald kan tillægges mindst seks hovedårsager, nemlig dagbladenes overtagelse af investeringsselskaber, faldet i betalende læsere, faldet i annonceindtægter, konkurrencen fra tv og internet, konkurrencen fra gratisaviserne og stigningen i omkostningerne.

Dagbladsdrift har gennem tiderne ofte krævet kapitaltilskud udefra af den ene eller anden art, fx store bidrag fra erhvervsvirksomheder, fagbevægelse eller indsamlinger fra private. Det sidste har bl.a. været tilfældet med både Land og Folk, Kristeligt Dagblad og Information. Støtte fra fagbevægelsen gjaldt naturligvis den socialdemokratiske presse i hovedstad og provins, med 'Socialdemokraten' i København som ubetinget største modtager, også efter at det i 1959 blev omdannet til 'Aktuelt' og flyttet til Hillerød. I 1987 skiftedes navnet ud med 'Det fri Aktuelt', men i 1997 gik man tilbage til det gamle navn. Alle relanceringer var dog forgæves - også under vidunderjournalisterne Stephensen og Flindt Petersen - og LO indstillede definitivt sin støtte til bladet i 2001. Kort efter måtte en videreførelse af bladdriften opgives.

Og da Dagbladet Politiken forlængst havde droppet forbindelsen til Det radikale Venstre og blev politisk uafhængigt i 1970 og fondsejet 1973 var det gamle danske firbladssystem definivt sprængt. De fire gamle partier har ikke længere deres egen presse. De er efter opbruddet i 1973 heller ikke længere ene om det politiske marked. Dagbladene kan kun overleve ved at henvende sig til bredere kredse end de gængse partiers trofaste vælgere. De har nok deres udtalte og uudtalte præferencer, så man endnu med en vis ret kan tale om borgerlige og ikke-borgerlige dagblade, men ligesom alle partier der gerne vil til magten nødvendigvis må være midtersøgende - uden af den grund at blive ens - må dagblade der vil overleve nødvendigvis tage højde for at det store flertal af befolkningen i dag er blevet 'borgerlige' i betydningen 'ikke-revolutionære' funktionærer med middelindkomster.



Kun dagblade der accepterer denne udvikling kan være investeringsegnede. Dermed bliver de også investeringsobjekter - og er af samme grund i de sidste tyve-tredive år blevet udsat for systematiske opkøb af pengestærke fonde hvis primære mål er at tjene penge på deres investeringer. Fra udlandet kendes først og fremmest den australsk-amerikanske mediemagnat Rupert Murdoch der i 1969 begyndte opkøb af britiske og siden også amerikanske og kinesiske aviser og tv-stationer og senest også filmselskaber som 20th Century Fox. I Danmark solgte hovedaktionæren A.P. Møller-koncernen i 1999 alle sine aktier i Det Berlingske Officin i protest mod omtale af den gamle skibsreders forhold under 2. verdenskrig. Det medførte officinets salg til norske Orkla Media og flere efterfølgende sparerunder og udskiftning af den redaktionelle ledelse - uden de forventede resultater. Orkla Media solgte derfor i juli 2006 bladhuset til det internationale medieinvesteringsfirma Mecom, som få måneder senere bebudede den sparerunde på 350 stillinger der nu chokerer medarbejderne.

I 2003 indgik koncernen bag Jyllands-Posten i en fusion med Politikens Hus A/S og blev til JP/Politikens hus A/S, dog med bibeholdelse af de to redaktioners selvstændighed.

Men alt i alt kæmper alle de overlevende dagblade en hård kamp mod den ugunstige udvikling der ifølge Encyklopædiens supplementsbind 2006 har bragt det samlede daglige oplagstal for danske dagblade ned fra 1.883.500 i 1986 til 1.365.050 i 2005. Aktuelt og adskillige provinsblade gled helt ud. Berlingske faldt fra 132.400 til 126.300 (med et højdepunkt i 1996 på 154.200). Politiken faldt fra 158.500 til 129.300, mens Jyllands-Posten steg fra 124.000 til 150.300. Frokostaviserne BT og Ekstrabladet faldt fra hhv. 224.600 til 141.000 og fra 248.700 til 143.000. (De nyeste oplagstal kan ses på Danske Dagblades hjemmeside.)



Faldet i betalende læsere er virkeligt mærkbart, og da reklameindtægterne naturligt falder med oplagstallene, er dagbladene ganske enkelt tvunget til at omstille økonomien til de nye vilkår. Man kan - som på alle andre områder af tilværelsen - beklage udviklingen, hvis man helst vil have at alt forbliver ved det gamle, men det er alt for simpelt at give pengespekulanter skylden for miseren. Det forholder sig på ingen måde sådan, at det er de nye ejere, investeringsselskaberne, der af ren og skær pengegridskhed gennemtvinger besparelser for at undgå røde tal på bundlinjen, men tværtimod dem der har realitetssans nok til i tide at kræve tilpasning af udgifterne til indtægterne. Hvis man ser tilbage på Berlingske Officins særlige problemer gennem de vanskelige 70'ere, må det betragtes som en kendsgerning at den lange typografstrejke i 1977 på ikke mindre end 141 dage både var ødelæggende for økonomien i form af flere års driftsforstyrrelser, underskud og faldende salg og meningsløst reaktionær i den forstand at den var vendt mod den uafvendelige omlægning af trykningen fra gammeldags typografi til moderne elektronisk skærmarbejde.

Reelt var der også tale om at typograferne på stedet efterhånden havde fået overenskomster der vanskeliggjorde eller umuliggjorde enhver omstilling på det psykiske plan. Proteststrejker mod fyringsrunder er fortsat forståelige, men ukloge, for de giver jo kun dagbladene øgede omkostninger, der igen kun kan skaffes kompensation for gennem flere nedskæringer. Arbejdsgiveren på sin side hørte i flere tilfælde til den kategori af aristokratiske virksomhedsledere som fx også kendtes fra datidens ØK og som nægtede at se nødvendigheden af forandringer i øjnene. Ifølge den fornøjelige managementteoretiker Ischak Adizes går den aristokratiske organisation ind i sin livscyklus's skumring. Derfra er der ikke langt til pensionen, seniliteten og døden gennem en stigende bureaukratisering. Bygningerne, formerne og papirgangen bliver vigtigere end resultaterne. Døden er vis, for udviklingen er hørt op.

De organisationer der vil undgå en sådan uheldig udvikling, må tilpasse sig udviklingen både teknologisk og økonomisk. Det kan være hårdt for mange virksomheder - private som offentlige - fordi trægheden kan være stor og fremtiden er uberegnelig.

For de eksisterende danske dagblades vedkommende forekommer det højst besynderligt at de tror det vil gavne dem at gå ind i konkurrencen med gratisaviserne Urban og MetroXpress ved at starte egne gratisaviser (Dato og 24 timer) samtidig med at Nyhedsavisen er blevet lanceret af den udenlandske koncern '365 Media Scandinavia' med det formål at blive den største og første landsdækkende gratisavis i landet. Om Nyhedsavisen har heldet med sig er langt fra sikkert, men at Berlingske Hus og JP/Politikens Hus skaffer sig kæmpestore ekstra udgifter uden sikkerhed for succes er at konkurrere med sig selv. Det eneste sikre er øgede udgifter, øgede distributionsproblemer og en sluttelig lukning af flertallet af nye gratisaviser. Netop i skrivende stund meddeler Det Berlingske Officin at det med øjeblikkelig virkning standser udgivelsen af 'Dato'. En stor gevinst ved reduceringen af gratisaviserne vil blive en renere by med langt mindre svineri på S-stationer og tog!



Konkurrencen fra internettet er også stor. Den betyder for det første at flere og flere søger og finder deres informationer på nettet i stedet for i trykte medier. Mange mennesker forbliver faste avislæsere og bruger internettet til opdatering og supplering af den information aviserne og tv-kanalerne giver, men især de unge fravælger i stigende tal aviserne totalt. Det betyder for det andet at dagbladene er tvunget til at gøre mere og mere ud af deres internetudgaver, og dette har naturligvis været en stor udfordring for redaktører og journalister der har været vant til at tænke i 'trykte baner'. Berlingske Tidende var eksempelvis længe om overhovedet at komme i gang med en hjemmeside. Men der er fortsat betydelig forskel på de enkelte dagblades satsning på internet-udgaverne, herunder i holdningen til om artiklerne skal være umiddelbart og vederlagsfrit til rådighed. Berlingske Tidende og Information tager ligesom Børsen og Ugebrevet Mandag Morgen betaling for de fleste artikler.



Konkurrencen fra tv har i stigende grad fået den indirekte konsekvens, at det er blevet af betydning om et blads chefredaktør er en mediemæssig sværvægter eller ej. Tendensen hænger naturligvis nøje sammen med at tv-kanaler kører debat-programmer hvor chefredaktørerne er mere eller mindre faste medlemmer af panelerne. Det gælder fx DR1's 'Debatten'. Men derudover bliver chefredaktørerne hyppigt anvendt i tv's almindelige nyhedsudsendelser, herunder DR2's Deadline-udsendelser.

Mange gange undrer man sig over, at disse tv-udsendelsers værter og redaktører ikke tilstræber større variation, men tvinger os til se og høre Tordenskjolds soldater gang på gang. En af grundene turde være den ganske simple, at end ikke den allerstørste ekspertise inden for et givent område gør et menneske til en stor formidler. Det er faktisk temmelig pinligt at høre og se virkeligt dygtige fagfolk være ude af stand til at formulere deres informationer og synspunkter klart, kort og sikkert i mundtlig form.

TV må sortere folk, og her viser det sig så, at visse chefredaktører er endog meget sikre i kunsten at formidle deres viden og holdninger kort og koncist, ofte endda med den snært af vid og provokation som giver debat-programmerne seere. Chefredaktører som Politikens Tøger Seidenfaden og Ekstrabladets Hans Engell står her så stærkt, at de må betegnes som absolutte sværvægtere, til forskel fra Kristeligt Dagblads Erik Bjerager eller Nyhedsavisens (tidligere Informations) David Trads eller Berlingske Tidendes nu afgåede Niels Lunde. Af de sidstnævnte kan kun Trads regnes som skarp debattør, til gengæld virker han også lige så ung som han faktisk er. Tidligere har BT's Erik Meier Carlsen eller Berlingske Tidendes kontroversielle Karsten Madsen (ham med breve til statsmisteren) hørt til 'de tunge drenge' i mere end én betydning, hvorimod Politikens Herbert Pundik nok altid har været spændende at høre på, men aldrig har været god i dialog. Weekendavisens Anne Knudsen bruges ligesom Jyllands-Postens Carsten Juste ikke så meget på tv. Det samme gjaldt Jydske Vestkystens Mette Boeck, der den 1. juni bliver afløst af TV2's sikre nyhedsvært Mikael Kamber. Og det er næppe et tilfældigt valg.



Hvor meget det vil betyde at Berlingske Tidende nu har fået DR's tidligere nyhedschef Lisbeth Knudsen som ny chefredaktør får i denne forbindelse stå hen. Hun er i hvert fald ikke bleg for at stille op i tv, men hvor meget hun vil blive inviteret er ikke godt at vide. Hendes store force synes at være selve managementkunsten, og her er der næppe tvivl om, at hun vil tilføre Det Berlingske Hus en autoritet og kompetence der vil blive en fordel for de tre gamle blade. Udnævnelsen af hende blev da også hilst med klapsalver af medarbejderne.

Det har vakt en vis undren at hun, der i flere år var chefredaktør af Aktuelt (1990-98) og i årene som nyhedschef på DR fra 1998 af mange højreorienterede blev betragtet som en venstreorienteret beskytter af 'de røde lejesvende' i huset, nu er udnævnt til chefredaktør af landets ældste borgerlige dagblad. Nogle af bladets læsere har åbenbart fundet hende så rød at de skal have opsagt deres abonnement med øjeblikkelig virkning. Men kendsgerningen er jo at hun efter sin journalistuddannelse startede på Berlingske Tidende i 1975 og her hurtigt steg i graderne som redaktør og var medlem af chefredaktionen fra 1986-90.

Spørgsmålet er rejst om man kan skifte fra blad til blad på Knudsens måde uden at tilkendegive at man egentlig ingen politisk holdning har. Politikens Tøger Seidenfaden har på spørgsmålet om han i givet fald ville have sagt ja til et tilbud fra Berlingske svaret nej med den begrundelse at det er et holdningsspørgmål. Underforstået at det kan det ikke være for Knudsen. Men det er en fejlslutning der blot viser, at Seidenfaden har en snæver partipolitisk holdning til en chefredaktørs opgave i vore dage - og måske som den eneste chefredaktør i hele landet kan tillade sig at have den. For om noget dansk dagblad i dag gælder det om Politiken at denne 'levende avis', et tillæg til legendariske 'At Tænke Sig' - uanset sit mere eller mindre vellykkede forsøg på bladmæssig fornyelse på det mere æstetiske plan i efteråret 2006 - på det politiske plan forlængst har bekendt ensidig holdning til regeringsflertallet. Politiken er principielt imod enhver regering der støttes af Dansk Folkeparti. Og bladet tækkes utvivlsomt det store flertal af sine læsere med denne unuancerede, Nyrupske opfattelse af partiet som ikke-stuerent. Men fordi man er imod denne specifikke Nyrupsk-Seidenfadenske holdning behøver man ikke være holdningsløs.

Undertegnede må blankt indrømme at jeg ikke har opdaget Lisbeth Knudsens politiske grundholdning, og må vente med at udtale mig om den til jeg har fået læst nogle af hendes kommende ledere i Berlingske Tidende. Men til gengæld er der ingen tvivl om at Lisbeth Knudsen véd hvad hun vil og som få er fortrolige med alle de komplekse mekanismer som dagblade og tv-nyhederne styres af. Om Berlingske Tidende gennem hendes ledelse ligefrem vil miste sin sjæl, som nogle har antydet, synes slet ikke at være et relevant spørgsmål i dag, for det er i en vis forstand sket forlængst, ganske som det er sket for alle andre dagblade. De har alle måttet tilpasse sig udviklingen, hvilket primært vil sige det skifte der er sket i læsernes og borgernes sind i kraft af de gamle klassemodsætningers gradvise opløsning. Dagblade der vil overleve må tage hensyn til samme udviklingstendens som de politiske partier: Flertallet af befolkningen tilhører middelklassen og er en langt mere broget og sammensat flok end nogensinde tidligere.

At have den holdning at man skal servicere denne middelklasse på en både vedkommende og nuanceret måde er en helt igennem ærlig sag. Det uærlige kommer først, når og hvis en redaktion begynder at sortere nyhedsstoffet ud fra sine politiske holdninger og altså forholder sine læsere nuanceret viden om hvad der sker eller direkte redigerer det med henblik på at gøre stoffet til propaganda for egne politiske holdninger. Et sådant 'genreskred' har Lisbeth Knudsens udtrykkeligt erklæret sig som modstander af over for Information, og det er da i det mindste betryggende. Rød eller ej, er ikke sagen i dag. Borgerlige er vi alle - og det bliver alle dagblade også nødt til at være i meget bred forstand.



Det skal blive spændende at se hvor meget Berlingske Tidende skifter ud på det redaktionelle plan i den kommende tid, og om vi fx kan slippe for underlødigheder som klummen 'Groft sagt'.

På den ikke-redaktionelle, men æstetiske og praktiske side af sagen betyder fordeling af stoffet på sektioner nok mere end udgiverne er klar over. Her i huset er vi to avislæsere der kan bruge fra en halv til en hel time på avislæsning hver morgen. Vi foretrækker derfor en avis der dagligt har to sektioner med nogenlunde lige meget seriøst nyheds- og kulturstof, så vi kan bytte sektion undervejs. Det har i dag kun Politiken! Til gengæld kan denne avis efter omlægningen i efteråret irritere grusomt med stadigt mere fyldstof, herunder stadigt større og ofte intetsigende billedstof. Ofte har forsiden af 2. sektion tværet et portræt af en eller anden mere eller mindre tilfældig person ud over hele A2-siden. Men hvad skal vi med fx DR's afgående direktør Nissen eller Filminstuttets direktør Camre i det format? De bliver under ingen omstændigheder hængt op på væggen af den grund.

Men kort og godt:

Dagbladene er fortsat under pres fra investorerne, tv, internettet, gratisaviserne, medarbejderne og læserne og - den uberegnelige udvikling. Forhåbentlig bliver de ved med at tilpasse sig og udvikle sig selv.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til vigtigste danske dagblade:

Berlingske Tidende
BT
Ekstrabladet.dk
Information.dk
Jyllands-Posten
Jyske Vestkysten
Nyhedsavisen
Politiken
Kristeligt Dagblad
Weekendavisen



Links til artikler på Jernesalt:

Politiken og det ydre skin  (11.10.06.)
Weblogs og eksistenslogs  (7.8.06.)
Jyllands-Posten mellem tvende have  (2.3.06.)
Politikens reaktionære holdning  (28.2.06.)

Politiken, valget og livsløgnene  (2.2.05.)
Medieskabt tortur-hysteri   (5.8.04.)
Er samfundet blevet selskabeligt?
Politik og medier
BBC dumpede som demokratiets vogter

Gammel kulturkamp eller ny værdikamp?
om Berlingske Tidendes afsporing af en nødvendig værdidebat

Forrykt hetz mod Bjørn Nørgaards gobeliner
om artikel i Weekendavisen 1.8.03. med angreb på Nørgaard

TV2's fremtid
Medierne og topmødet

Dagblad for dagen?
om det nye dagblad DAGEN, der kom på gaden 22.10.02.

Chefredaktørens privatskriverier
om chefredaktør Karsten Madsens forhold til Venstre



Artikler om Medier
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal