Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - christiania

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.3.04.


Christiania-fristaden - utålelig for borgerskabet?

Lige siden nogle hippier i september 1971 besatte Bådmandsstræde Kaserne og proklamerede oprettelsen af Fristaden Christiania har der været ballade om sagen.

Forud var gået ni års usikkerhed og tøven fra myndighedernes - det vil sige forsvarsministeriets - side med at finde ud, hvad man ville med arealet. VKR-regeringen 1968-71 fandt ikke ud af det og overlod i 1970 en beslutning til et magtesløst kulturministerium der ingen midler havde.

En af de ungdomsoprørere der var med fra starten, journalisten Jacob Ludvigsen, sagde i et interview 12 år senere, at besætterne havde en masse idealisme. "Meningen var, at folk skulle kunne emigrere til et nyt samfund ved at løse billet til linie 8". Christianias målsætning var, fortalte han, at "opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig under ansvar over for fællesskabet. Dette samfund skal økonomisk hvile i sig selv, og den fælles stræben må til stadighed gå ud på at vise, at den psykiske og fysiske forurening kan afværges."

Men allerede efter nogle få måneder flyttede Ludvigsen, fordi udviklingen gik for langsomt. Det ideelle direkte demokrati, hvor alle beslutninger skulle tages af alle, tog på kræfterne. Og der udvikledes en alternativ afart af Janteloven: de aktive måtte ikke stikke op over de andre. - Med andre ord en velmenende idealisme der bare ikke kunne fungere, fordi den udelukkede alt initiativ.

Besættelsen af Christiania fandt sted under Anker Jørgensens første regering, og det blev forsvarsminister Kjeld Olesens opgave at nedsætte en ministeriel kontaktgruppe med det formål at lave en aftale med besætterne om "den faktisk stedfindende benyttelse" af arealet. Den praktisk uddannede Olesen var jo et pænt og stræbsomt mennesker, der endda blev valgt til næstformand for sit parti og udråbt til dets kronprins og 1979-82 toppede som udenrigsminister, men der var åbenbart så meget hippie i denne senere frie sømand at han ønskede - og fik - en blød løsning på den umulige sag. Kontaktudvalget enedes med Christianias styringsgruppe om en 'normalisering' af forholdet: Beboerne skulle betale et beskedent månedligt beløb for el og vand, og tipsmidlerne skulle finansiere løsningen af santitetsproblemet, så christianitterne ikke druknede i deres eget lort.

Hele denne første 'normalisering' betød, at Christiania tabte sin uskyld og blev stratificeret socialt, dvs delt mellem et forholdsvist veletableret lag af christianitter med uddannelse og arbejde ude i det omliggende kapitalistiske samfund og et lag af tabere, alkoholikere, narkomaner, syge og kriminelle plus afvigere fra de andre nordiske lande, dvs folk der ikke kunne finde sig til rette andre steder, men på Christiania fandt et fristed, hvor de blev accepteret og hjulpet. Bo Bojesen lavede til Blæksprutten 1973 en herlig tegning om sociologernes nøgterne konstatering af, at Christiania var blevet et alternativt klassesamfund. Et par hippier foran 'Folkets Hus' og under et manifest der siger 'Vi bliver røvrendt' kommenterer et par forbipasserende hippier med barnevogn og hund og blokfløjte med ordene: "Det rige rak! De har lokum og betaler af på lysregningen."

Regeringen kunne ligefrem se en økonomisk fordel i arrangementet. Det offentlige slap for nogle sociale udgifter - og kvitterede for det ved at give Christiania status som 'socialt eksperiment' for en tre-årig periode.

Det var samme år som vælgerne vendte op og ned på dansk politik. Hver femte arbejder stemte på Mogens Glistrup og pæne motoriserede ligusterfascister sendte Gladsaxes borgmester Erhard Jacobsen og hans nye CD-parti i Folketinget. Disse borgere kunne kun få øje på det asociale på Christiania - og forstærkede kravene om fristadens nedlæggelse. Det kunne på intet tidspunkt skjules eller nægtes, at der var megen kriminalitet og narkohandel knyttet til fristaden. Selv de mange beværtninger var ulovlige i den forstand, at de blev drevet uden bevillinger.

Men et behjertet menneske som arkitekt-professor Steen Eiler Rasmussen kom christianitterne til undsætning med en kronik i Politiken i 1974, hvor han påstod, at Christiania, rigtigt forstået, kunne være et vigtigt korrektiv til et konsolideret forbrugersamfund der var ved at løbe løbsk. Ikke i sin vildeste fantasi havde han kunne forestille sig, at der kunne komme noget ud af sådan et kaos. Men det havde været opløftende for ham at se hvilke positive kræfter der er i folk når man giver dem mulighederne. "Hvis man ikke havde Christiania, måtte man opfinde det", skrev han.

De gamle kasernebygninger fik nye funktioner og navne: Crazy House, Den grå hal, Det blå hus, Fabrikken med 'Byens Lys', Fredens Ark, Loppen, Mælkebøtten. Og kunstneriske udsmykninger dukkede op flere steder ved siden af interimistiske bygninger i kolonihavestil, bl.a. Marianne Rydvalls store gavlbillede 'Livets Træ' på Regnbuehuset.



Men i 1975 vedtog Folketinget på beslutningsforslag fra Fremskridtspartiet at den ulovlige besættelse af Christiania skulle ophøre og regeringen sørge for fristadens afvikling senest 1. april 1976. Reaktionen blev bl.a. oprettelsen af en tværpolitisk forening 'Støt Christiania' der skulle arbejde for Christianias bevarelse 1) som fristad på egne betingelser, 2) som nødvendig social funktion og grønt område midt i København og 3) som praktisk samfundseksperiment for ikke alene København, men hele landet, ja, for andre samfund.

Et tv-program af Poul Martinsen, vist på DR i januar 1976, var med til at ændre mange almindelige menneskers holdning til fristaden. Martinsen interviewede fem personer der betragtede Christiania som et rottehul og beboerne som snyltere på samfundet. Men de fem blev derefter indbudt til at bo nogle dage i fristaden - og her mødte de kun rare mennesker og en positiv ånd. Så de skiftede mening og syntes fristaden skulle have en chance.

30. marts 1976 må der en ny folketingsbeslutning til, og i februar 1977 dømmer Østre Landsret Christiania til rømning uden varsel. Højesteret stadfæster dommen i februar 1978. Men samme år accepteres det at Christiania fortsætter som hidtil indtil Københavns kommune vedtager og gennemfører en lokalplan. Et arkitektfirma udarbejder en plan for området.

Men ellers går det nu i årevis med redegørelser, forslag, folketingsdebatter og vedtagelser. Indtil Folketinget i 1989 'lovliggør' Christiania med en særlov, der pålægger miljøministeren at udarbejde en lokalplan for området, men samtidigt siger at fredningslov, naturbeskyttelseslov, bygningslov og planlov iøvrigt ikke gælder for området.

Den borgerlige regerings miljøminister, den konservative, men humanistisk indstillede Per Stig Møller, lader i 1991 en ny lokalplan udarbejde, og den forpligter christianitterne til at betale for el, vand, renovation m.v., men giver dem faktisk kollektiv brugsret til området og gør iøvrigt Christiania til et offentligt tilgængeligt og bilfrit område.

Først i 2003 under den nye VK-regering sker der igen noget, idet forsvarsminister Svend Aage Jensby i en redegørelse efterlyser en politik til lovliggørelse af Christiania. Der nedsattes et nyt Christianiaudvalg - og dette barslede så i år med et forslag til en bogstavelig 'normalisering' af Christiania: Alle love skal fremover gælde på Christiania og den kollektive brugsret skal erstattes af individuel brugsret.

Politiet har samtidig forstærket sin indsats mod hashhandelen på Christiania gennem den ene razzia efter den anden med det formål at stresse pusherne væk fra området. Sidst har politiet simpelthen revet Pusher Street ned. Det fjerner ikke hashhandelen totalt fra området, men har flyttet den - uden at gøre politiet mere populært på stedet. For selvom mange af de veletablerede christianitter gerne ser hashhandelen fjernet, så er politiets hårde metoder ikke velsete. Men inderst inde er mange christianitter klare over, at hashhandelens omfang og organisering længe har været den største anstødssten for politiet og almindelige borgere. De har bare ikke selv formået at stille noget op med problemet.



Det er nu op til regeringen at komme med et bud på Christianias løsning og skaffe det et flertal i folketinget. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har klogeligt sagt, at målet ikke er at rydde Christiania, for der skal fortsat være plads til de skæve eksistenser i København. Men målet er en eller anden form for 'lovliggørelse' og 'normalisering' af Christiania. Og det er hvad mange borgerlige vælgere har forlangt i årevis, men hvad christianitterne selv ikke tror på. Mange af dem går ud fra som givet, at regeringens bagtanke er skridt for skridt at få Christiania nedlagt som fristad og eksperiment.

Regeringen lægger ikke skjul på, at man gerne vil have bygget nye boliger på området. Men de to væsentligste indgreb som tilsyneladende forestår er indgrebet mod den kollektive brugsret (og den hermed forbundne boliganvisning uden om Københavns Kommune) og kravet om fjernelse af ulovligt byggede huse på voldterrænet. Begge indgreb vil unægteligt 'lovliggøre' Christiania, men til gengæld også berøve det karakteren af fristad, af at være noget for sig selv i et samfund præget af individualisme og bureaukratisk kontrol.

Flere nye boliger på området vil indskrænke det grønne område. Kontrol med boliganvisningen vil støt og roligt ændre beboersammensætningen og true flertallet af kollektivister. Og fjernelse af alle de bygninger på selve voldanlægget som strider mod naturfredningsbestemmelserne vil 'frisere' Christiania til ukendelighed - og berøve området en væsentlig del af charmen. Naturfredning kan i og for sig være en god og nyttig ting i en udvikling der truer smukke områder, men den kan gå for vidt, hvis den konsekvent vil fastholde grønne områder som de én gang var eller kunstigt blev lavet. Og i betragtning af, at myndighederne nu i over tredive år har set gennem fingre med det frie byggeri på voldene, er det alt andet end klogt at gribe voldsomt ind i dag.

Under alle omstændigheder bliver sagen ikke let for regeringen, for trods bred modstand mod hashhandelen på Christiania, så er der ikke i befolkningen flertal for fristadens nedlæggelse eller for en sådan 'normalisering' eller 'lovliggørelse' af den som vil fjerne dens egenart, charme og tiltrækning. Regeringen vil uden tvivl tabe stemmer på at fare frem med hård normalisering.

Spørgsmålet er naturligvis om et moderne civilt samfund som det danske i længden kan og skal blive ved med at affinde sig med sådanne former for anarki som har præget Christiania og som er en torn i øjet på mange pæne, stræbsomme og lovlydige skatteydere. Hvis man tænker i rent juridiske baner bliver svaret naturligvis nej, for når jurister er værst, bliver de kvælere af alt initiativ. Men hvis man tænker i mere pragmatiske og frisindede baner, bliver svaret, at det burde det danske samfund kunne acceptere, ikke blot fordi der skal være plads til enkelte skæve eksistenser rundt omkring i dette samfund, men også fordi der skal være plads til et mere storslået eksperiment der til stadighed kan vise borgerskabet et levedygtigt alternativ til det sædvanlige forbrugersamfunds nytte- og stræbestandard.

Forargelsen over Christianias eksperiment og anarki er ikke svær at gennemskue psykologisk, for den stikker i småborgerskabets simple fortrængning af den indre hippie i den enkelte. Men den indre hippie er en grundlæggende del af ethvert frihedselskende væsens kerne og bør derfor aldrig fortrænges. Tværtimod er det godt at enkelte - herunder de fleste kunstnere, humormennesker og andre kreative sjæle - livet igennem fortsætter med at turde leve frihedstrangen ud, så vi andre mere borgerligt indstillede mennesker til stadighed kan blive mindet om hvad frihed dybest set er.



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal