Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - bygmesteren

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.11.09.


Bygmesteren der byggede forkert og faldt

Henrik Ibsens skuespil 'Bygmester Solnæs' spilles i øjeblikket på Det Kongelige Teater (Skuespilhuset) i en fortræffelig udgave med Hennning Jensen i hovedrollen, Signe Egholm Olsen som Hilde Wangel og Tammy Øst som Aline Solnæs. Stykket er skrevet i 1892 - og handler primært om datidens kønsproblem, men er i instruktøren Christoffer Berdals og scenografen Birgitte Mellentins aktuelle udgave forsøgt henlagt til tiden efter ungdomsoprøret i 1968, idet der postuleres et vist sammenfald i konflikterne mellem de to perioders generationer. Det kan i høj grad diskuteres om dette virkelig er tilfældet, men forsøget indebærer i hvert fald både den sprogændring at personerne er dus - og at scenografien er 'moderne' eller 'tidløs' i betydningen mere dekorativ og designet end egentligt personlig.

Ibsens naturalistiske teater hører som bekendt til det gammeldags 'kukkasse-teater'. Det er jo - med P.H.s ord fra 1926 - Ibsen der har opfundet den form for drama at den ene væg er fjernet i stuen for "den slags som aldrig burde komme uden for hjemmets fire vægge". Og 'den slags' vil naturligvis sige de ægteskabelige problemer som folk i hvert fald indtil for ganske nylig normalt holder for sig selv, fordi de rummer følsomme og intime detaljer som de fleste foretrækker at holde skjult for ikke at miste ansigt. Men når Ibsen - og få år senere Strindberg - stillede dem skånselsløst frem i offentlighedens lys, skyldtes det ikke lyst til simpel exhibitionisme endsige moderne menneskers lidt mere komplekse lyst til at 'være på' og så at sige leve gennem medieomtalen. Men ganske enkelt at disse ægteskabelige problemer i det mere eller mindre viktorianske og småborgerlige samfund efterhånden var blevet så alvorlige at tiden var inde til et opgør. Dette hjalp Ibsen frem allerede med 'Et Dukkehjem' 1879 og 'Gengangerne' 1881. Han satte med andre ord sociale problemer under debat - og blev dermed banebryder for det moderne teater.

"Mine skuespil gør folk utilpasse", skrev Ibsen i 1891, "for når de ser dem, bliver de tvunget til at tænke, og de fleste mennesker foretrækker underholdning, som ikke kræver noget af dem, de vil ikke høre ubehagelige sandheder...."



Og den mest ubehagelige sandhed for datidens mennesker var unægteligt at kvindekønnet var undertrykt og umyndiggjort. Det kom tydeligt frem i 'Et dukkehjem', hvis 1. akt er så spækket med mandschauvinistiske holdninger, at det virker håbløst forældet og tå-krummende i dag. 'Bygmester Solnæs' ligger i samme spor, for så vidt hovedpersonens hustru, Alina Solnæs, ikke alene er henvist til rollen som hjemmegående hustru, men er dybt frustreret og traumatiseret, fordi hun af misforstået pligtfølelse og uden modstand har bøjet sig for alle ægtemandens urimeligheder. Oven i købet må hun lide for at hendes barndomshjem som parret har overtaget brænder ned - og at hun efterfølgende mister sine to spædbørn fordi hun forgifter dem ved amningen. Men det værste, føler hun, var egentlig tabet af de 'små værdier': portrætterne på væggene, nogle silkekjoler og moderens kniplinger og fremfor alt hendes ni dukker som var dem hun levede for. Igen en slags dukkehjem, men skabt af en kvinde der ikke kunne slippe sine drømme eller sin barndom.

Manden på sin side havde til gengæld store ambitioner. Branden af hustruens barndomshjem gav ham mulighed for udstykkelse af en store grund - og dermed for hele hans karriere som entreprenør. Han drev en tegnestue uden at kalde sig arkitekt. Han var derimod bygmester. Han byggede et nyt hus til parret selv, nye huse til fremmede mennesker og i starten også kirker og kirketårne til Guds ære. Men et hjem for parret eller for nogen andre formåede han ikke at bygge. Og det største kirketårn han fik bygget, blev også det sidste. For i sin hybris tog han her konkurrencen op med den almægtige selv: Fra nu af vil jeg være en bygmester ligesom dig!

Den ydre succes fik han i rigt mål, men hans indre sammenhæng gik mere og mere i opløsning, fordi han blev ramt af et samvittighedsnag: han blev forfulgt af en følelse af at være skyld i børnenes død. Han er ved at blive syg af denne skyldfølelse og tror at både hans hustru og familiens læge anser ham for syg. Han frygter samtidig ungdommen i konkret skikkelse af sin medhjælper, der er søn af hans aldrende ingeniør. Først da den unge Hilde Wangel dukker op får han håbet tilbage.



Men først må denne Hilda ruske op i hans hukommelse og fortrængninger. Han kan nemlig ikke umiddelbart huske at han har set hende før, ja, engang for ti år siden i enrum med hende har grebet fat i hende, tvunget hendes hoved bagover og derefter kysset hende mange gange. End mindre han kan huske at han bagefter lovede at komme tilbage om ti år og bortføre sin 'lille prinsesse' og give hende et kongerige. Nu er de ti år gået og hun er kommet for at kræve løftet indfriet. Hun har forladt sine forældre - og har kun medbragt det tøj hun står og går i samt en rygsæk med lidt undertøj der trænger til at blive vasket. Og hun spørger frejdigt den overraskede bygmester om hun må overnatte hos ham.

Hilde optræder på én gang som frisk, ung og måske lidt naiv pige og på den anden side som en meget målrettet tøs der vil have hvad hun er kommet efter og derfor skyder alle hans indvendinger til side. Det er fremragende spillet af Signe Egholm Olsen, der får liv i dramaet lige fra det øjeblik hun træder ind på scenen. Og samtidigt får trukket Henning Jensen som bygmesteren ud i det usympatiske spil der afslører hele hans usikkerhed og hele hans kynisme bag den skråsikre facade.

"Gad vide om du ikke er født med dårlig samvittighed", udbryder hun da han kræmmer sine kvaler ud for hende. "Du skulle have en robust samvittighed" - som de vikinger han kommer ind på og som plyndrede og brændte ned og tog kvinder hvor de kom frem. Det må have været ret spændende at blive fanget på den måde, konstaterer hun. For hun kender udmærket følelsen af noget der både skræmmer og tiltrækker. De taler i denne forbindelse om det dæmoniske i mennesket.

Bygmesteren er virkeligt bekymret for sin position som han har kæmpet for. Han er bange for at hans indre dæmoner ikke vil lystre ham mere. Omslaget kommer før eller siden, er han sikker på. Hævnen er ubønhørlig. Men hun spørger ham om han vil ødelægge alt der der betyder mest for hendes liv, at se ham som noget stort, højt oppe på et tårn så højt som et kirketårn. - Hilde, hvad er det du er kommet for, spørger han. "Jeg vil have mit kongerige", er hendes kontante svar.



I tredje akt får Hilde og Alina Solnæs en fortrolig samtale med hinanden der bevirker at Alina bogstaveligt tør op og viser varmere og blødere træk end den automatiske pligtreaktion hun er havnet i. Hilde får en vis sympati for hende og beslutter sig for at rejse, da hun ikke vil tage noget der tilhører Alina Solnæs. Men da bygmesteren spørger hende, hvad der da skal blive af ham, vender hun tilbage til sit oprindelige formål med besøget. Han skal naturligvis næste gang bygge et slot, eller rettere slottet. "Altså slottet på bordet!", kræver hun - og det skal være med et højt tårn. Hun vil - som for ti år siden - se ham stige op på stilladset og anbringe rejsegildets krans højt oppe. Det bliver spændende, især når han har røbet at han bliver svimmel. "Men luftslotte er jo nemme at bygge for bygmestre der lider af en samvittighed der bliver svimmel". Men gør det umulige igen!, forlanger hun.

Han beslutter at prøve - og han vil som sidst stå deropppe og snakke med den almægtige og love at han fra nu af kun vil bygge det skønneste i verden - "sammen med en prinsesse jeg elsker - og så vil jeg gå ned og tage hende i mine arme og kysse hende mange gange". Prinsessen skal få sit slot, lover han. "Mit dejlige slot. Vores luftslot", svarer hun.

Da bygmester Solnæs til sidst står på det øverste stillads med kransen, udbryder Hilde et "Endelig, Endelig. Nu kan jeg se ham stærk og fri igen!". Hun kan høre en fantastisk sang. Se ham svinge med hatten. "Hurra for bygmester Solnæs" råber hun i største ekstase, nøjagtigt som for ti år siden.

Men bygmesteren falder og bliver dræbt på stedet. "Men han kom helt op til toppen. Og jeg hørte musik i luften. Min - min bygmester!"



Bygmester Solnæs's fald er lysende klart - ja, skåret ud i neonrør. Han faldt fysisk til sidst, fordi han trodsede sin udtalte svimmelhed i et forsøg på at tilfredsstille det pigebarn han havde forført for ti år siden og som nu havde mindet ham om de flotte løfter. Men først og fremmest faldt han fordi han i sjælden grad var komplet inkonsistent. Han levede i et ægteskab der ikke kunne så meget som give banal lykke i form af børn og hjemlig tryghed. Han kørte en entreprenør-virksomhed der forhindrede en ung mand i at komme frem - og i tilgift holdt han denne unge mands forlovede for nar ved at lade hende tro at han selv var interesseret i hende. Han byggede huse for andre mennesker, men var ude af stand til at bygge et hjem for sig selv og sin familie.

Man kan indvende at det nu engang ikke er en arkitekts opgave at bygge hjem for andre. Han skal bygge huse for andre, såvel individuelle huse som typehuse og boligkvarterer med ensartede lejligheder. Men det er ejerne og lejerne der selv må indrette sig som de hver for sig finder det hjemligt. Ethvert menneske 'hjemliggør' netop sin bolig ved at tage den i brug og tilpasse den til personligt formål og personlig stil og smag. Resultatet er at et utal af forskellige hjem. Og det er der vitterligt arkitekter der ikke bryder sig om. De tænker ofte i stilistiske og æstetiske baner og skuffes mange gange over at folk i almindelighed bare indretter sig fuldstændigt stilløst efter forgodtbefindende.

Men det er selvfølgelig en dårlig arkitekt, en håbløs ægtefælle og et sølle menneske der ikke er i stand til at indrette sin egen bolig til et egentligt hjem. Det har intet at gøre med at man fra æstetisk, filosofisk, sociologisk eller politisk side kan have noget imod 'hjemlighed' og 'hygge' - og derfor som en filosofisk kronikør angriber den lukkede stue-mentalitet i befolkningen som kontrast til åbenhed og universalitet. For ligegyldigt hvor lukket eller åben den enkelte er, så er der fundamental forskel på at være hjemme hvor man bor og har indrettet sin bolig efter det og ikke at være det. Den der ikke formår at hjemliggøre sin verden vil blive inkonsistent både psykisk og samfundsmæssigt.



Og hvad bygmester Solnæs angår er det indlysende, at hans mangel på evne til at bygge et hjem op, er nøje forbundet med at han tænker mere på sin karriere, sin position og sin rigdom end på familie, ægtefælle, børn og sine ansatte eller kolleger. Solnæs er dermed et eklatant eksempel på at indre konsistens ikke kan nås hvis man konsekvent er ligeglad med overvægten af det gode i sit liv. I hans tilfælde er det endda særligt graverende at han vitterligt rammes af 'dårlig samvittighed' eller 'følelsen af skyld' - uden at han gør mindste forsøg på at finde ud af hvad denne skyldfølelse skulle komme af. Og da han ved Hilde Wangels indirekte hjælp kommer på sporet af årsagen, er det for sent. Det er formentlig hvad han selv fornemmer da han indlader sig på det tåbelige forehavende at gå til vejrs på stilladset med kransen i egen hånd, skønt han lider af svimmelhed.

Hilde Wangel bliver for så vidt en langt mere spændende person, fordi hun er drevet af forskellige motiver. Hun lod sig i sin tid forføre af den langt ældre bygmester Solnæs, og var både skræmt og tiltrukket af det. Hun var så ung og naiv at hun tog hans tomme løfter for gode varer, og nu ti år senere bryder hun op fra sine forældre for at kræve sit kongerige og sit slot af forføreren. Hun forstår bygmesterens tale om de indre dæmoner og får endda et øjeblik rettet sine drømme om det lovede slot om til en forestilling om deres fælles luftslot. Men hun ønsker at se ham højt oppe på tårnets stillads - vel vidende at det kan koste ham livet på grund af hans svimmelhed. Hun overtaler ham til at gøre det umulige, fordi hun vil have sit livs største triumf gentaget på nøjagtigt samme måde som for ti år siden. Hendes indre dæmon får magt over ham, så han ikke kan stå imod. Men selv er hun er i sine ungdommelige følelsers og længslers vold. Hun er stadig umyndig - og falder med forføreren.



'Bygmester Solnæs' regnes for hørende til Ibsens 'symbolske' værker, skønt Ibsen ikke kunne fordrage udtrykket. Han blev selv overrasket over hvilke dybsindigheder folk tilskrev ham. Og spurgte om folk da ikke ganske enkelt kunne læse, hvad han havde skrevet. "Jeg skriver om mennesker, ikke om symboler."

I hvert fald skrev Ibsen sine stykker ud fra sine erfaringer med mennesker af kød og blod - og ikke ud fra psykologiske teorier. Bygmester Solnæs er i høj grad skrevet på erfaringer med hans eget forhold til ganske unge kvinder, og specielt til den unge pianistinde Hildur Andersen som han mødte i Wien i 1889, just den 19. september der indgår som central dato i dramaet. "En stemme i mit indre skriger til Dem!" udbrød han i et brev til hende. Og hun forblev hans fortrolige gennem ti år.

Ibsen var heller ikke mere på afstand af hvad han skrev, end at han kunne opfatte det at skrive som at holde dommedag over sig selv. Samvittighedsproblemerne spiller da også en central rolle i stykket, men vel at mærke i gammeldags, før-freudiansk forstand, hvor man endnu opfattede samvittigheden som en en god moralsk vejleder uden at vide noget om at den i virkeligheden er den dummeste del af et menneskes personlighed, nemlig udtryk for forældrenes og andre autoriteters moralske normer. - Jv, artiklen om Erling Jacobsens moralfilosofi.



Ibsens stykker er ikke på nogen måde 'symbolistiske' i samme forstand som fx forfatteren Johannes Jørgensens værker, hvor det æstetiske kombineres med noget overspændt religiøst. Men omvendt kan Ibsen nu engang ikke fortænke nogen i at se noget symbolsk i stykkerne i den ganske bestemte betydning at de afspejler træk i menneskers liv på en sådan måde at de kommer til at repræsentere mere end rent individuelle træk. Derfor er det ikke så mærkeligt at dybdepsykologiens grundlægger Sigmund Freud var meget opmærksom på Ibsens dramatik.

Hertil kommer at 'Bygmester Solnæs' er fuldt af vendinger der direkte lægger op til en symbolsk forståelse. De ni dukker i stykket betyder naturligvis ikke - som nogle fortolkede det - de ni muser. Men dukkerne forblev i stykket en hjertesag for en kvinde der ikke var i stand til at overføre sit medfødte moderinstinkt til rigtige børn. Hun var aldrig blevet voksen.

Hele stykkets påpegning af bygmesterens manglede evne til at bygge et hjem op, er også symbolsk sigende. Og når både bygmesteren og Hilda Wangel betegner deres drømmeslot som et luftslot, turde symbolikken også være entydig. Så Ibsens indvendinger skal tages med et gran salt.



Men har Hilda Wangels oprør nogetsomhelst med 1968-oprøret at gøre? Det vil jeg bestride, selv om programmet disker op med flere sider om 1968 og hvad folk lægger i det.

Men sagen er at Hilda Wangel kun kan opfattes som en yderst individuel ungdomsoprører, der på ingen måde repræsenterer en hel generation. Hun har stærke personlige egenskaber og får meget tidligt vakt sine erotiske drømme gennem bygmesterens forførelse af hende. Og da tiden er inde, forlader hun beslutsomt sine forældre for at mødes med forføreren og kræve sit kongerige udleveret på et brædt netop på den 19. september som det blev lovet hende. Det falder hun selv på, fordi heller ikke hun vover det ægte ungdomsoprør: at forlade den trygge barndom for at gå ud i verden og bygge en ny tryghed op i fuld bevidsthed om sit eget ansvar.

Man kan bebrejde 68-generationen generelt at den ikke var og aldrig blev bevidst om sit fulde ansvar for sig selv og for det samfund de var en del af og som gav dem mere end tidligere generationer havde fået forærende. Men det var trods alt ikke lutter luftslotte de byggede.



'Bygmester Solnæs' må siges at være og forblive bundet til sin tid og dens problematik - også langt mere end Ibsen-dramaer som 'Vildanden' og 'En Folkefjende'. Og en opførelse i vore dage kræver derfor skuespillere i hovedrollerne som kan få replikkerne til at fænge og gnistre. Og det er heldigvis hvad der sker på Skuespilhuset.

Men stykket og opførelsen viser alligevel også at vi er kommet videre i dag. Vi har på ingen måde løst de grundproblemer Ibsens stykke dybest set drejer sig om, men vi hænger heller ikke fast i hans og datidens håbløse formuleringer af de etiske problemer. Blot skabes der heller ikke i vore dage skuespilkunst der kan rejse disse konsistensproblemer på en tidssvarende måde. De sættes end ikke til debat i tidens modeteater.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Det kongelige Teater



Relevante artikler på Jernesalt:

Jokum Rohdes store Darwin-kompleks  (31.10.08.)
Lars Noréns specialudgave af "Ordet" på Det kgl. Teater  (28.04.08.)

Hamlet, Skuespilhuset og teatrets krise  (24.2.08.)
Et Shakespeare-værk helt for sig selv  (5.11.06.)

En alternativ, helhedsrealistisk æstetik

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud  



Artikler om Samfund
Artikler om Litteratur og teater
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal