Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Bunuel Begæret

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02.


Begærets dunkle mål

Hvis man skulle være i tvivl om, at seksuliteten har noget med humor at gøre, behøver man kun at gå til Bunuel. Denne gode, gamle, kristne ateist, der livet igennem med suveræn billedhumor angreb kirken, militæret og borgerskabet, svigtede aldrig menneskets seksuelle begær som grundtema, men kunne heller aldrig løsrive sig fra erkendelsen af, at det er et område, hvor vi kommer til kort. Vi har på dette eksistentielle felt i udpræget grad valget mellem at fortvivle eller hæve os så meget over problemet, at vi får øje på det komiske midt i tragedien. Og det er al humors essens.

Bunuels morsomste værk overhovedet blev hans sidste, og han lavede filmen i en alder af 77, hvor han allerede i et par år havde hadet alderdommen. Indtil han blev 75, var han godt tilfreds med livet. Han var glad for sin nyvundne fred og den befrielse det næsten var, da hans seksuelle begær og alle andre behov forsvandt. Intet fristede ham længere, skrev han i 'Mit sidste suk'. "Ad helvede til med vanvittig kærlighed! Venskabet lever", sagde han da, og det var lige præcis det modsatte af, hvad han havde skrevet som ung.

'Begærets dunkle mål' fortæller på ny - en menneskealder efter 'Guldalderen' - historien om det umulige i at besidde en kvindes krop, men det lå også Bunuel på sinde at skabe en attentat- og usikkerhedsfølelse der svarede til den mennesker levede med dengang i 70'erne, og som vi fortsat lever med den dag i dag, hvor terrorismen har eskaleret. I begyndelsen af filmen ser vi en rigmand sætte sig ind i sin dyre bil. Da chaufføren drejer startnøglen eksploderer det hele. I slutningen lyder der i højttalerne i en butikskolonnade en advarsel om en bestemt terroristorganisation. Og filmen slutter med en kraftig eksplosion.

Ind imellem oplever hovedpersonen Fabert (Fernando Rey) et hold-up af tre unge mænd - og vi hører at hans fætter (Julien Bertheau) som dommer har afsagt dom netop i en sag mod terrorister fra organisationen med det surrealistiske navn 'Jesusbarnets revolutionære gruppe'. Ingen kan længere føle sig sikre.

Faberts historie er historien om det ulykkelige begær. Den pæne, ældre og altid stilfulde mand med de fine bevægelser drømmer om den store kærlighed i form af en smuk ung pige der villigt vil stille sin varme krop til hans rådighed. Og det er ham komplet umuligt at slippe drømmen. Fætteren anbefaler ham på et tidspunkt at foretage en længere udlandsrejse, og Fabert beslutter sig på et lidt senere tidspunkt faktisk for et tilfældigt sted som Singapore. Men han kommer aldrig af sted. Simpel psykologi, som en professor forklarer den åbenbart uforstående hovedperson.

Drømmepigen i skikkelse af en uskyldigt udseende stuepige drager, ja trækker ham ind i et spil, hvor han ikke blot får sit begær bestandigt skuffet, men også bliver gjort grundigt til grin. Fabert må opleve at blive blankt afvist netop da han selv og hans seng er parat til tilfredstillelse, og han må opleve, at pigen han begynder at gramse på under dynen gudhjælpeham har taget et snørekorset på . Og pigen han netop har foræret en dyr lejlighed nægter ham adgang og lader ham i stedet overvære at hun elsker med sin ven.

Og det hjælper ham ikke det fjerneste at hans stupide, mandschauvinistiske butler, Martin, fyrer den ene kyniske bemærkning af efter den anden. Kvinder skal bare have pisk. De svigter altid. De er nogle lokumsspande osv. Ja, det er såmænd blot noget han har hørt; han har ikke selv nogen erfaringer med kvinder overhovedet.

Fabert er så besat af sit begær, at han prøver alle midler som det nævnte med at forære pigen en dyr lejlighed. Hendes fattige mor yder han økonomisk bistand. Han, der er vant til at blive opvartet i alle ender og kanter, kommer med kaffe og kager til det ydmyge sted, hvor han alt andet lige aldrig ville sætte sine aristokratiske ben. Men da pigen gør ham klart, at hun ikke vil købes, hævner han sig ved med sine dommer-fætters hjælp at få både hende og moderen udvist af landet med 24 timers varsel. At fransk politik er korrupt, har det altid været Bunuel en spas at vise.

Det der imidlertid gør hele filmen til et pragtværk, hvad angår belysningen af begærets dunkle side er, at den efterstræbte pige, Conchita (der vist betyder noget i retning af 'lille konkylie') ikke spilles af en enkelt skuespiller, men af to (Carole Bouquet og Angela Molina). De er begge unge, smukke og attraktive, men af udseende og type, stemme og bevægelser vidt forskellige, så forskellige at ingen på noget tidspunkt i virkelighedens verden ville forveksle dem. Men det gør jo altså den besatte Fabert (og Bunuel påstår også at det er sket for biografgængere!) - og det turde vise noget centralt om den erotiske besættelse: at dens objekt aldrig er et individ med sine egne karakteristika, som det i ethvert fornuftigt forhold ville være det naturlige mål at lære at kende i sin egenart, men en type eller rettere en arketypisk forestilling (som Platons forestilling om 'den anden halvdel'), der driver begæret blindt af sted efter sine egne love.

Det kender vi glimrende i forvejen, og da Bunuel her som i 'Guldalderen' bruger musik af Richard Wagner er det nærliggende at nævne, at denne blinde erotiske ekstase intetsteds i kunsten er skruet højere op i intensitet end i operaen 'Tristan og Isolde'. Målet for disses begær eller drømme er på intet tidspunkt at lære den anden at kende som en anden (som et ægte 'du' i Bubersk forstand), men at blive ét med den anden, så både dennes og egen identitet totalt ophæves.



Men Bunuel har i 'Begærets dunkle mål' boltret sig i billedfortællingen med lige netop den humor der gør, at seeren bevarer distancen. Det sker fortælleteknisk på suveræn vis ved at lade hele historien fortælle af hovedpersonen selv til fire yderst interesserede personer i en kupé i toget fra Sevilla til Paris. Indledningsvis ser vi Fabert til medpassagernes store måben og forargelse smide en spand vand i hoved på den pige der lige har snydt ham, men ikke opgivet ham. Og mod slutningen giver samme pige ham selv en spand vand i hovedet i kupeen - inden de to, atter forenede, går en tur i byen. Her ser de en kvinde med fine hænder og bevægelser (en af den slags elementer Bunuel lægger megen vægt på) brodere på et blodbestænket brudeslør. Derefter følger den afsluttende eksplosion.


Jo, Bunuel kunne endnu som 77-årig more sig selv og os andre kosteligt.



Læs også artiklen  Bunuels dogmefilm 'Mælkevejen'

Jan Jernewicz



Henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest
Per Seendemands rubrik (fra 2005)
Jens Vrængmoses rubrik



Til toppen    Til forsiden    Printversion


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 23.10.2013