Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - BORGERLIG KULTUR

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.9.02


Borgerlig kulturpolitik

I en lidt ejendommelig form for dobbeltkronik med 8 dages mellemrum i Berlingeren 14. og 22. august får Hans Hauge, til daglig lektor i engelsk ved Århus Universitet, lejlighed til at give to af hinanden ret uafhængige bedømmelser af dansk kulturpolitik fra 1960 og frem til systemskiftet i 2001. 1960 var året, hvor Viggo Kampmann blev statsminister og året efter oprettede han et kulturministerium med Julius Bomholt som primus moter og Henning Rohde som departementschef, og i 2001 blev Anders Fogh Rasmussen statsminister og begyndte så småt at tage kampen op mod den socialdemokratisk-radikale opfattelse af kulturpolitik som kunststøtte - eller rettere massekunststøttepolitik.

Det er såmænd blevet fornøjelig læsning med en del skævheder, som formentlig kan føres tilbage til den udbredte erhvervsskade Hauge deler med andre litterater og som bevirker at han har svært ved at se billedkunst, film og musik som ligeberettiget med litteratur, men også med en del fornuftige forslag til en mere gennemtænkt og progressiv borgerlig kulturpolitik, der virkelig peger ud over det blot negative at begrænse den hidtidige uheldige støttepolitik.

I den nævnte periode er såvel kulturbegrebet som kunstbegrebet blevet udvidet i takt med at velfærdsstaten tog form, forbruget steg og den offentlige sektor blev systematisk, men næsten umærkeligt udvidet på grundlag af de voksende indtægter som momsens indførelse i 1967 indebar. Forbrugerismen betød at også kultur blev noget der skulle forbruges, og den offentlige sektors vækst betød at kulturen i vidt omfang kom ‘på støtten' med de følger dette har for ansvarsforflygtigelse.

Hauge gør sig lystig over at kulturen så at sige er ‘gået fra kunsten' dvs har forladt den gamle konservative opfattelse af kunsten som elitær (Eliot) over opfattelsen af kunst som noget der skal opdrage befolkningen ved at forstyrre dens sjælefred (Løgstrup) til en postmodernistisk opfattelse af kulturen som massekultur, der primært skal underholde, men også gerne må provokere, og hvor principielt alt der kan give underholdning eller provokation er kunst og derfor lige godt, lige bevaringsværdigt og lige støtteberettiget. Kunstnerne er i vid udstrækning blevet lobbyister, der arbejder hårdt for at skaffe sig flere og flere penge til deres showbusiness, og hyler op så snart ansvarlige politikere skærer ned i bevillingerne og sætter spørgsmålstegn ved selve systemet.

TV-serien ‘Matador' er for Hauge det store eksempel på forskydningen i kulturbegrebet, fordi den ved at overvinde modsætningen mellem eliten og massen blev en slags national integrationsmyte. Da serien var forbi, var landet forandret, det var blevet multikulturelt, skriver han - velsagtens mest for at underminere selve begrebet multikulturel.

Fodboldlandsholdet integrerede også. For sport var nu også blevet kunst, og man kan opleve en konservativ kulturminister der er interesseret i fodbold. Det må være Brian Mikkelsen, Hauge tænker på, men i virkeligheden var det socialdemokraten Niels Matthiasen der som minister begyndte at gå lige så meget til fodbold som til ballet og opera. Den konservative H.P. Clausen forsøgte at leve op til idealet ved at rejse til VM-i fodbold i Mexio i 1986 for at hilse på det danske landshold. Men han opnåede ikke meget andet end et spark fra Preben Elkjær med spørgsmålet: Hvem er du? - Så var det nemmere for radikale Elsebeth Gerner Nielsen at vise ministeriel respekt for massekulturen ved at gå til Melodi Grand Prix i København. Her skulle hun nemlig ikke hilse på de optrædende, men alene på pressefotograferne. Og når roben ellers er i orden, er det god PR.

Hauge mener nok, at man skal holde sig til en elitær kunstopfattelse. Kunst skal ikke være opbyggelig, men foruroligende og i denne forstand ‘fremmedgørende'. Den skal støttes for så vidt den ikke kan klare sig selv og ville forsvinde uden hjælp. Der skal undervises i klassikerne i skolen - og Danmarks radio skal som ren public service-station sende lødige programmer - og ikke betragte det som en statsopgave at sende quizzer, håndbold og amerikanske serier.

Men efter Hauges mening kan kunst i vidt omfang klare sig uden støtte, dvs på markedets betingelser. Og han nævner som eksempel Shakespeare, ‘Ringenes Herre' og Tour de France (!?) - uden med ét ord at kommentere det problem, at kunst i et lille sprogområde som Danmark ikke tilnærmelsesvis har samme chancer i konkurrence på markedets betingelser som kunst fra England, Frankrig og Amerika. Eksempelvis kan kunstneriske danske film ikke klare sig uden bevillinger fra staten. De sidste års produktion af danske film af høj kunstnerisk standard er et direkte resultat af de penge og det talent man har lagt i filmuddannelserne og filmstøtten.

Målet for en borgerlig kulturpolitik med hensyn til massemedierne kan derfor ikke uden videre gøres minimalistisk som Hauge ønsker det, for massemedier og kunst står ikke i modsætning til hinanden. Det gør i langt højere grad busines og kunst. Og derfor er det selvklart, at alle de arter og former af kunst der kan klare sig på markedets vilkår, naturligvis ikke skal have statsstøtte. Men det bør fortsat de arter og former have der ikke kan klare sig på markedet - uanset om de falder ind under begrebet massemedier eller ej.

Hauge gør sig også lystig over venstrefløjens afliring af gamle klicheer fra klassekampens dage som fx Erik Clausens påstand om at teatret bliver misbrugt af borgerskabet, skønt det er en borgerlig opfindelse og stadig overvejende har borgerligt publikum, der stort set finder sig i de venstreorienterede teaterfolks provokationer uden protest. For som Hauge gør opmærksom på, så er det netop høfligheden, der er karakteritisk for borgerskabet. Det kan tåle at blive sagt imod og gjort til grin - uden som venstrefløjen automatisk at begynde at smide med rådne æg og tomater endsige kaste med brosten. Men naturligvis må det være frustrerende for folk som Erik Clausen at se borgerskabet være stort set upåvirket af provokationerne. Frustrationen viser i sig selv, at venstrefløjen har drømme der ikke helt svarer til realiteternes verden.

Det lykkes ganske enkelt ikke de intellektuelle eller kulturadikale at drive borgerskabet væk fra kunsten, ligesom det heller ikke lykkedes dem at drive dem væk fra kirken eller religionen. Det er nemlig ikke blot høfligheden der skiller parterne, men grundsynet: at såvel kunsten som religionen mister sin mening og berettigelse, hvis den i snæver forstand går hen og bliver politisk, dvs med et eller andet entydigt budskab, frem for at være et spejl som publikum kan se sig selv i eller et vindue som kan give udsyn til nye horisonter og nye dimensioner.

Kunsten vækker til uro, eftertanke og rentud transcendent erkendelse først og fremmest ved at ramme dybt ned i sjælenes møde mellem tradition og fornyelse eller mellem bevidst og ubevidst, og slet ikke så meget ved at træde folk på deres ømme tæer eller støde an mod deres smag. Mange teaterfolk synes at være himmelhenrykte over at kunne få folk op af sæderne ved at sige pis og lort eller vise bare ender og kønsorganer frem på scenen. Den slags kan folk vænne sig til og til sidst også begynde at kede sig over. Og det har aldrig nogensinde rokket nogetsomhelst ved folks dybere overvejelser og holdninger. Det har naturligvis heller ikke den moralisme, som socialdemokratiet og venstrefløjen har fremturet med gennem 90'erne. Fejlen er ikke, at tage etikken med i overvejelserne, i kunsten og kritikken, men at låse sig fast på snævre moralske fordomme, hvis eneste formål er at bekræfte de frelste i troen og støde de andre fra sig..

Det er derfor heller ikke særligt givtigt at se den forestående tredje fase af ‘kulturkampen', hvor den borgerlige kultur gerne skulle træde i karakter, som en kamp mellem Brandes og Grundtvig eller mellem kulturadikalismen og grundtvigianismen. For nok er det rigtigt set af Hauge, at det folkeligt grundtvigske i allerbedste forstand fortsat trives i landet gennem højskolerne og de kirkelige menigheders mange steder rige sogneliv. Men det kan ikke nægtes, at en mere intellektuel kritik gennem dagblade, tidsskrifter, debatmøder og seminarer også er med til at holde liv i åndslivet, ja slet ikke kan undværes, og derfor bør ses som et komplementært modstykke til det folkelige. Intellektualismen er ikke en fejl i sig selv, men først når den forbindes med den arrogance og det formynderi der har været tendens til i årtier, og som bevirker at samfundet har fået eksperter og smagsdommere på felter, hvor de slet ikke gør gavn, men tværtimod tager ansvarligheden fra folk. Eksperter kan vi ikke undvære, når vi skal have analyseret de muligheder for valg der foreligger i komplicerede spørgsmål, men valgene skal vi i sidste ende altid selv tage ansvaret for.

En kritisk indstilling til samfundets institutioner og udvikling bør ideelt set alle borgere i et demokrati have. Når det i vid udstrækning er lykkedes kulturradikalismen eller venstrefløjen at tage monopol på kritikken, skyldes det naturligvis ikke blot, at de borgerlige er for pæne og høflige til at kritisere institutionerne og magthaverne, men snarere at de er for magelige, tilfredse og passive. I stort omfang hænger dette igen sammen med, at de borgerlige har været mere eller mindre priviligerede og altså ikke følte noget stort behov for at se på magthaverne med kritiske øjne, men efterhånden som det gamle klassesamfund er blevet opløst og tre fjerdedele af befolkningen er blevet middelstand med pæne indkomster, stort forbrug og ejerbolig, er fløjopdelingen gjort meningsløs. Der er stadig fattige, handicappede, arbejdsløse, dårligt uddannede og udstødte og derfor utilfredse i vor velfærdsstat, men det er jo ikke dem den gennemtænkte, dybtgående og radikale kritik kommer fra.

Kritikken kommer tværtimod fra to sider, dels fra de unge der skal finde sig selv i et opgør med deres forældre - og det er en både selvfølgelig og nødvendig kritik, der kun går hen og bliver overflødig og latterlig, når den trækker for længe ud - dels fra de højtlønnede akademikere der blot lidt paradoksalt er imod kapitalismen, borgerskabet, politiet, militæret, EU, USA, og alt hvad der er grundlag for det moderne civilsamfund med dets vækst, differentiering og sociale stratifikation. Disse kritikere stemmer overvejende på partierne til venstre for midten og det er med til at forvirre og fastholde den gamle fløjopdeling. Det ses ikke mindst når en borgerlig regering kommer til fadet og begynder at rokke lidt ved venstrefløjens hidtil uantastede privilegier. Men tag ikke fejl af opbruddet: Den gamle klassekamp er forbi. En eventuel formulering af en tidssvarende borgerlig kulturpolitik må derfor tage sit udgangspunkt et helt andet sted.

Hauges besynderligste idé er imidlertid på denne baggrund nok, at han gør gældende, at fremtidens borgerlige kulturpolitik - i modsætning til den socialdemokratisk-radikale - skal være ‘civiliserende og satse på civilsamfundet'. Helt bortset fra det mærkelige i at aktualisere det gamle tyske skel mellem kultur og civilisation, hvor civilisation netop går på den overfladiske høflighed, manererne, mens kulturen går på den dybereliggende sjælens dannelse, så er og bliver det uheldigt at gøre kulturpolitik til et spørgsmål om civilisering og mere end antyde, at modparten i form af kulturradikalismen ikke også generelt - uanset dens fejlskud og statsstøttelinje - skulle indebære en civilisering af samfundet og kulturen. I hele den vestlige verden har vi forlængst udviklet et civilsamfund, der lige præcis gør det muligt at debattere og ordne vore politiske og kulturelle uoverensstemmelser på en civiliseret demokratisk måde - til forskel fra samfund, hvor enten militæret eller præsteskabet har magten og sætter deres vilje igennem med rå magt. Og i det vestlige samfund er det også det normale at de unge og oprørske efterhånden kommer til skels år og alder - og glider ind i den almindelige politiske og kulturelle debat.

Kultur er langt mere end civilisering. Kultur har i allerhøjeste grad med bevidsthedsdannelse, opdyrkning af evner og viden, og grænseoverskridning at gøre. Kultur er det der adskiller os fra dyrene og som bevirker at vi har forladt instinkternes og determinismens verden og begivet os ud i en frihedens og usikkerhedens verden, hvor vi ikke kender endemålet, men må tage ansvaret for de delmål vi til hver en tid når frem til. Kultur er ensbetydende med det der i bibelsk sprog kaldes ‘syndefaldet', at vi forlader den Paradisets Have, hvor uskyldigheden råder sammen med ufriheden og ansvarsløsheden. Først når vi træder ud af denne uskyldighed, begynder vi at kultivere vort liv med alle de problemer og fejltagelser det nu engang medfører. (jf artiklen om Myte, ord og billede.

Kulturpolitik i meningsfuld forstand går derfor aldrig ud på at støtte tendenser der blot vil følge markedskræfterne, eller blot bevare og sprede underholdning, hygge og tilfredshed. Den må tværtimod gå ud på at bevare traditionen i god forstand, de historiske rødder for hver enkelt region og nation, samtidig med at den holder horisonten og mulighederne for nybrud åbne. Og det sidste vil indbære at den altid er åben for det globale og universelle og aldrig lukker sig om det nationale.

Kulturpolitik er i snæver forstand det som kulturministeriet skal drage omsorg for, fordi der nu engang findes kulturinstitutioner i landet, der ikke som i gamle dage hører under undervisningsministeriets regi, og fordi der jo skal regeres i Kampmanns forstand, dvs træffes konkrete økonomiske og praktiske beslutninger om ting under disse institutioner. Der vil altså fortsat skulle være en instans som tager sig af bevillinger til teatre, musik, film, radio og tv samt sport, herunder prøver at skelne mellem hvad der behøver offentlig støtte hvis det skal kunne overleve og hvad der kan klare sig på markedets vilkår. Massemedier eller ej er ikke et brugbart kriterium for valg. Men her er der iøvrigt nok at slås om, hvad det første halve år i VK-regeringens levetid har vist.

Men en borgerlig kulturpolitik bliver der ikke tale om, hvis målet blot er minimalistisk at skære ned, fordi det generelt er ønskeligt med en mindre offentlig sektor. Der må visioner til. Og de må formuleres ud fra en dyb forståelse for at kultur er det der fører videre, sprænger grænser og stiller spørgsmålstegn ved hidtidige antagelser og præferencer. Kulturpolitik har det tilfælles med humor, at den åbner vore øjne for andre muligheder end de gængse.

Derfor må det offentlige naturligvis ikke blot støtte museer og andre institutioner der sørger for at bevare for eftertiden hvad der skønnes bevaringsværdigt (og hvorfor i alverden skulle Louisiana og Statens Museum for Kunst - som foreslået af Hauge - principielt have større bevillinger end Nationalmuseet eller provinsens fortræffelige kunstmuseer?). Det offentlige bør også drage omsorg for, at der findes såvel rammer som midler til en kunst, en musik, et teater, en filmkunst mv der går nye veje. Blandt andet derfor er det pinedød nødvendigt, at en institution som DR bliver fritaget for muligheden for at sende quizzer og amerikanske serier, som de kommercielle stationer sagtens kan klare selv, og så i stedet bliver en ren public service station.

Men især ville det efterhånden være på tide at sørge for en mere dybtgående og tværgående debat om kulturpolitikkens mål og midler i en tid, hvor det universelt-religiøse og det globalt multikulturelle spiller en stadig større rolle. Vi lever i en tid, hvor forandringer er meget store på næsten alle felter af det kulturelle og samfundsmæssige liv, derfor ville det være en fordel at såvel politikerne som almindelige mennesker blev mere bevidste om mulighederne og risiciene. Derfor er det ikke nok at fortrøste sig til den udmærkede folkelige debat på højskoler og i sognegårdene. Der skal satses højere og voves en opmærksomhed på og støtte til kunstnere og filosoffer der tør gå nye veje og tænke nye tanker, og det vil først og fremmest sige dem der tør gå imod den grasserende postmodernistiske strømning og bevæge sig ind i en helhedsrealisme, hvor æstetik, etik, religion, videnskab og folkeliv ikke er løsrevne fænomener der er totalt uafhængige af hinanden, men tværtimod fænomener der berører hinanden i frugtbare spændingsfelter. (Jf. den principielle artikel om Helhedsrealismen).

Kulturministerens tanker om et nyt kunstråd, der skal arbejde tværgående, er i denne sammenhæng nok værd at overveje.

(Jf. kulturministerens tale på De Konservative Folkepartis sommermøde 11. august 2002:   klik).

Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal