Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - boen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.4.09.


Bøn og meningsmåling eller pjat

En frisk meningsmåling foretaget af Megafon for TV2 og Politiken har afsløret af halvdelen af den danske befolkning beder til 'en højere magt'.

Hvad en højere magt er for en instans, melder mediehistorien ikke noget om, men et udsnit af befolkningen er altså blevet stillet det spørgsmål: "Henvender du dig til højere magter i bøn?", og det har 53 % af de adspurgte svaret bekræftende på, idet 8 % har svaret at de beder ofte, 13 % at de beder af og til, og 32 % at de beder, men kun sjældent.

Meningsmålinger skal altid tages med et vist forbehold, ikke mindst når det gælder emner der er karakteriseret ved at have usikre eller flydende begreber, for folk svarer nu engang meget skematisk på hvad de bliver spurgt om i og med at spørgeskemaerne har rubrikker der ikke giver mulighed for nuancerede besvarelser. Jo mere usikre eller flertydige begreberne er, jo mere usikre og flertydige bliver besvarelserne.



Det viser sig da også at Politiken har måtte henvende sig til folk der menes at have en vis sagkundskab om bøn for at få dem til at fortolke resultatet, og at fortolkningen igen afspejler forskellige udgangspunkter. Der er simpelthen ingen entydig opfattelse af hverken begrebet bøn eller begrebet 'højere magter'.

Religionsforskeren Marie Vejrup Nielsen fra Århus Universitet synes de 53 % er et højt tal i forhold til at man altid hører at danskerne er meget sekulariserede (et ord hun ikke nærmere bestemmer). Men hun tager det høje tal som tegn på at der ikke længere er så stor blufærdighed om religiøse holdninger som tidligere. Undersøgelsen viser som andre undersøgelser en faldende tendens til at holde fast ved de kirkelige traditioner og faste dogmer, men til gengæld en stigende tendens til den mere personlige 'spiritualitet', som hun kalder det (uden at bestemme ordet nærmere). Det positive er efter hendes mening at folk i dag tør bekræfte at de har en religiøs dimension i deres tilværelse. Men dette er samtidigt en udfordring for kirken. For den skal nu til at rumme denne individuelle tro.

Sognepræst Kirsten Jørgensen, der sidder i en arbejdsgruppe om udvikling af moderne bønner til folkekirkebrug, konstaterer at den øgede fokusering på bøn kunne være tegn på at 'den guddommelige dimension' er ved at forsvinde fra folks liv - og så søger de hen hvor de kan finde den, og det er bl.a. i bønnen. Hun kommer ikke nærmere ind på hvad det er for en guddommelige dimension der forsvinder fra folks liv - og som skulle kunne erstattes af bøn. Men hvis hun tænker på den guddommelige dimension som kirken og dens dogmer definerer, så tager hun jo netop ikke den udfordring Marie Vejrup påpeger alvorligt. For udfordringen turde være, at der er stor forskel på folkereligiøsiteten som flertallet ubevidst lever på og så den teologiske kristendom som præsteskabet bevidst og dogmatisk holder fast ved.

Religionsforskeren Uffe Schjødt, der også interesserer sig for hjerneforskning og ser på bønnen i et biologisk eller snarere fysiologisk perspektiv, kommer til det resultat at hjernen forholder sig til Gud på samme måde som den forholder sig til mennesker, så længe deltageren tror at Gud eksisterer og besvarer hans eller hendes bønner. Schjødt hævder at det er de systemer i hjernen der bruges til kommunikation med andre mennesker som også aktiveres ved bøn - uanset om det er en personlig eller en abstrakt gud der bedes til. Vi går jo rundt og taler med os selv hele tiden. Og binder man disse ord - håb eller løfter - til 'en højere magt', så virker det stærkere. - Igen må man indvende at forskeren ikke nærmere bestemmer hvad han forstår ved højere magter, og man må yderligere påpege, at han heller ikke forsøger at sondre mellem forskellige instanser i det underbevidste.



Helt galt går det for Politikens journalist Kirsten Nilsson der i en stort opsat artikel 19.4. om undersøgelsen refererer den svenske krimiforfatter Håkan Nesser der i en af sine bøger lader en vicekriminalkommissær Barbarotti bede og føre regnskab over sine bønner og deres virkninger. Bliver en bøn hørt giver det pluspoint til Gud, ellers minuspoint. På den måde vil han teste, om Gud overhovedet eksisterer eller ej. Får Gud i sidste ende overskud af points, eksisterer han, ellers ikke.

Jeg skal ikke kunne udtale om hvorvidt Nessers bog har kvaliteter eller ej som krimi betragtet, men på det refererede punkt er der i hvert fald tale om det rene pjat. Og derfor bliver det dobbelt pjat for Nilssons vedkommende at bringe hans regnskabsmodel ind i debatten.

Det eksistentielt afgørende er nemlig slet ikke om Gud eksisterer eller ej, men om man har et forhold til ham eller ej. Hvis man interesserer sig for spørgsmålet om Guds eksistens, er man henvist til de psykiske grundprocesser der kaldes de sekundære, fordi de er afhængige af de tillærte sprogredskaber og -vaner man efterhånden opbygger under opvæksten og som findes rendyrket i videnskaben. Og for dem gælder at spørgsmålet om Guds eksistens er umuligt at besvare. Gud har ingen relevans i videnskaben - og kan ikke bruges til forklaring på nogetsomhelst.

Men inden de sekundære psykiske processer udvikles og sættes i system, råder de primære processer og de er kendetegnet af fravær af logiske sondringer. Til gengæld rummer de førsprogelige, ikke-dogmatiske billeder og forestillinger, som man i dybdepsykologien bl.a. betegner arketypiske forestillinger, netop en lang række forestillinger om skabelse, guder, mening og helhed. Og disse forestillinger bliver vel at mærke ved med at være aktive i sjælen livet igennem - uanset de tillærte sekundærprocesser. Dette betyder at alle forestillinger om mening, helhed, gud og guder findes på forhånd og ikke kan benægtes som aktive forestillinger. Dem må man forholde sig til - positivt eller negativt. Og derfor bliver det let forståeligt at disse instanser indgår i hele det vide og udefinerlige område af sjælelivet som man under ét kan kalde det kollektivt ubevidste, og som netop er de instanser man uafladeligt kommunikerer med i sin indre dialog, både når man er vågen og når man sover og drømmer.



Set ud fra disse synspunkter - som er nærmere belyst i Jernesalts 2009-filosofi - er der intet mærkværdigt i det forhold at flertallet af den danske befolkning har en instans de kommunikerer med i såvel bønnens form som på mange andre måder. Det er derimod positivt at så mange i dag vil være ved at de kommunikerer med denne instans. Og det er naturligvis en udfordring for den eksisterende kirke og teologi at den bliver nødt til at acceptere, at det ikke er den der skal bestemme og definere instansens præcise og dogmatiske indhold, men folkereligiøsiteten selv der opfatter og forstår den som en udefinerlig instans der er 'højere' end den enkeltes personlige bevidsthed og vilje.

Der er ingensomhelst tvivl om at kirken og teologien i de kommende år i højere og højere grad vil mærke bevidst og ubevidst modstand mod dogmernes indsnævring af gudsforholdet og stærkere og stærkere forkærlighed for et friere gudsforhold.

For at forstå denne udfordring er det imidlertid helt nødvendigt at forstå forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser - og specielt at forstå det kollektivt ubevidstes fantastisk kreative art og kraft.



Men det er også nødvendigt at forstå at det kollektivt ubevidste med alle dets arketypiske forestillinger dybest set ikke tillader en vilkårlig individuel fortolkning der så at sige ville gøre alle fortolkninger lige gode. Der er netop tale om at det kollektivt ubevidste i kraft af kollektiviten relativerer det enkelte individ eller det snævre individuelle jeg til fordel for en overordnet totalpsyke som den enkeltes vilje ikke kontrollerer.

Af denne grund er det af afgørende vigtighed at forkaste enhver forsimpling af den individuelle instans i sjælelivet og ligeledes forkaste enhver tendens til at at gøre tro, religion og gudsforestillinger til et spørgsmål om fantasi og æstetik. Der er noget der hedder konsistensetik som fra psykens side stiller et krav om overvægt at det gode i livet. Denne etik binder det enkelte menneske til en klar opgave i tilværelsen, der gør tilsidesættelsen af det kollektivt ubevidste til en katastrofe.

Derfor skal det gentages - hvad der er hovedkonklusionen i Jernesalts 2009-filosofi - at det folkelige og folkereligiøse ikke kan forstås uden om det kollektivt ubevidste.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Konsistensetik

Jernesalts 2009-filosofi
Begreber og aksiomer
Eksistensen

Sjælen - med afsnit om:
Sjæl og bevidsthed
Primær- og sekundærprocesserne
Det snævre jeg og totalpsyken
Det kollektivt ubevidste
Åndslivet i højeste potens
De store religioner i og omkring Europa
Modernitetens problemer med det overordnede
Konsistensetikken



Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal