Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - blekinge2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.11.07


Blekingegadebandens syge idealisme

Peter Øvig Knudsens nye bog om banden
Bandens store røveri
Ulykken der førte til opklaringen
Nutidige refleksioner fra 'Stemmen'
Bandens moralske inkonsistens
Henvisninger



Peter Øvig Knudsens nye bog om banden    
Til toppen  Næste

Peter Øvig Knudsen har nu udgivet anden del af sit store og grundige værk om Blekingegadebanden, den danske terrorcelle der i nær tilknytning til palæstinensiske terrororganisationer gennemførte flere store røverier i 1970'erne og 80'erne, heriblandt det store postrøveri i Købmagergade i december 1989 som kostede en ung politibetjent livet.

Andendelen har fået undertitlen 'Den hårde kerne' fordi den omhandler de år hvor gruppen var snævret ind til en kerne af særdeles målrettede professionelle forbrydere der begik en række røverier med det for dem selv idealistiske formål at skaffe penge til den palæstinensiske terror mod Israel og Israels støtter.

Det foreliggende bind er lige så velskrevet som første bind. Det skildrer minutiøst bandens omhyggelige planlægning og udførelse af røverierne og et par af deres fiaskoer. Men Øvig giver også gode karakteristikker af de implicerede mennesker, herunder ofrene for deres aktiviteter. Og som i første bind føres vi også ind i de overvejelser af moralsk eller eksistentiel art som en af bandens medlemmer - under fuld anonymitet - har indviet Øvig i gennem flere samtaler under dennes indsamling og bearbejdning af materialet de sidste to år.



Skal der rejses en formel indvending mod det digre værk, bliver det den meget udførlige behandling af sider af sagen som ikke forekommer centrale. Det gælder kapitlet 'En nat på Lobeliavej' der handler om et mislykket bilrøveri der endte komisk. Bilrøverier var banden eksperter i; de havde alt det værktøj der behøvedes og skaffede sig også nøgler til udvalgte biler ved ganske enkelt at fiske nøgler op af nogle af de postkasser der findes på serviceværkstederne til brug for kunder der skal have lavet deres vogne - og kopiere dem på stedet. Men her på Lobeliavej på Amager gik det galt, fordi ejeren af bilen hørte uvante lyde fra gaden hvor hans bil var parkeret. Han løb ud af huset og efter røverne med en stor kniv, mens hans kone alarmerede politiet og derefter selv løb ud på gaden. Ejeren, en stærk vvs-mand, overmandede den ene af de tre røvere, Niels Jørgensen, og gav ham bogstaveligt kniven på struben, så den arme mand råbte for sit liv - og de andre flygtede. Røveren blev ført ind i huset, stortudende og tissende i bukserne. Og da politiet ankom, blev han anholdt og afhørt, men han slap med en bøde - uden at blive sat i forbindelse med bandens øvrige forbrydelser. Beskrivelsen af Jørgensens reaktion og politiets manglende evne til at lægge to og to sammen er ikke ligegyldige, men resten af fortællingen er udelukkende med for spændingens skyld - og spænding er der nok af iøvrigt.

Men det gælder også kapitlet 'Z-file' om bandens zionistregister eller 'jødekartotek' som gennem årene 1982-84 primært blev varetaget af den bibliotekaruddannede Bo Weimann, og som gjaldt både enkeltpersoner og israelske firmaer i Danmark. Formålet var at overvåge potentielle Massad-agenter, altså israelske spioner. Weimann der var inkarneret antizionist (men ikke antisemit) opfattede arbejdet som et stykke kontraspionage. Men også en mand som Politikens chefredaktør Herbert Pundik var registreret i kartoteket som 'zionist af værste slags'. Og man fik fx hjælp af en ansat i Lufthavnen, 'vores ven i Lufthavnen' som kunne give gode oplysninger om passagerer og passagerkontrol. En anden af bandens medlemmer var en overgang ansat på Hellerup Postkontor og skaffede dér oplysninger om post til den israelske ambassade.

Her må det siges, at det er væsentligt at påpege bandens antizionistiske indstilling, fordi den er den anden side af bandens nære tilknytning til den Palæstinensiske Befrielsesfront (PFLP) som igen gik tilbage til gruppens første år og må betragtes som en del af selve identiteten. Det er heller ikke ligegyldigt at få slået fast at 'Samvirket Danmark-Israel' infiltrerede og overvågede det palæstinensiske miljø i Danmark, eller at overvågningen mellem israelerne og palæstinenserne var gensidig. Men det fylder for meget.

Det samme gør efter min mening hele historien om den danske våbenfabrik Wejra i Skalborg ved Ålborg. Daværende bestyrelsesformand Poul Bilgart var en af dem banden overvågede tillige med direktør Uggi Mersholm samt Carl Schrøder fra Radiometer og hans søn Johan Schrøder. Sidstnævnte overtog Wejra og solgte senere virksomheden videre til den polske jøde Schlomo Zabludowicz der regnes for den israelske våbenindustris fader. Dette salg var i realiteten ulovligt, fordi Zabludowicz ikke havde dansk statsborgerskab. Og dette er selvfølgeligt interessant i sig selv - ligesom iøvrigt hele historien om den danske våbenindustri. Men igen er det kommet til at spærre for det centrale.



Men som der udtrykkeligt står på bogens flap, så er beretningen dokumentarisk og bygget på skriftlige og mundtlige kilder, og altså ikke på fantasi, selvom den mange steder er lige så spændende som en krimi. Forfatteren har ganske åbenlyst set det som sin opgave at fortælle om stort set alt hvad han har fundet frem til gennem sine omfattende kildestudier. Dette gælder først og fremmest det der fremgår af kriminalpolitiets arkiver, som Øvig har haft fuld adgang til, hvorimod han har fået afslag på alle ansøgninger om adgang til efterretningstjenestens arkiver.

Det sidste er i grunden fuldt forståeligt i betragtning af hvad efterretningstjenesten har fået af problemer efter 11.9.01. Man ønsker selvfølgelig ikke at risikere at nogen udenforstående får indblik i arbejdsmetoder eller data. Men det er beklageligt i den forstand at Øvig ikke har fået mulighed for at afdække de følger det ofte haltende samarbejde mellem politi og efterretningstjeneste har haft for den konkrete opklaring af bandens aktiviteter.

Hovedsagen er at Peter Øvig Knudsen har gravet så dybt som muligt, og at han tilmed har interviewet bandens hovedpersoner og specielt givet mæle til en enkelt af dem, den anonyme røst kaldet 'Stemmen'.

Hermed har vi nemlig fået mulighed for selv at fælde vores dom over de dømte i mere moralsk forstand end domstolene gør - eller forfatteren selv gør. Set i bakspejlet kan det undre at nævningene i sin tid ikke efterkom retsformandens anbefaling af at gøre brug af den mulighed at lægge halvtreds procent oven i straffen på grund af særdeles skærpende omstændigheder. Det ville man uden tvivl have gjort i dag. Men dengang var en sådan bande et isoleret tilfælde, og man fandt det altså tilstrækkeligt at dømme hovedpersonerne syv til ti års fængsel. Dommen faldt i Østre Landsret den 2. maj 1991, og blev stadfæstet af Højesteret den 8. november 1991, tre år efter drabet på politibetjenten, og de tre personer der fik de længste fængselsstraffe blev løsladt i december 1995.



Peter Øvig har bygget sin bog meget bevidst op på en sådan måde at meget spændende kapitler veksler med mere oplysende eller reflekterende, men han lægger naturligvis ud med det meget fængende afsnit der hedder 'Ulykken' og som dækker over det for det implicerede, eftersøgte bandemedlem Carsten Nielsens tragiske bilulykke der kostede ham både syn og arrestation og med ét førte politiet til alle afgørende beviser. Det er spænding for spændingens skyld. Men Øvig slutter sin bog med drabet på politibetjenten i Købmagergade og hele retssagen for dermed at pointere bandens indiskutable forbryderiskhed. Ja, han offentliggør det åbne brev som den dræbte 22-årige mands mor skrev til bandens medlemmer i 2001, altså flere år efter deres løsladelse, i reaktion på deres spørgsmål: Kan vi ikke snart få lov til at leve et normalt liv? Hendes modspørgsmål lød: Hvad med os der er straffet for livstid?

Dermed tilkendegiver forfatteren meget bevidst at han på trods af sin fascination af bandens professionalisme - og til dels også af deres idealisme - afgjort mener at der mangler noget i sagen, nemlig at gruppen påtager sig ansvaret for drabet. Det er i grunden det eneste punkt hvor Peter Øvig går uden for sin dokumentarisme og indlader sig på en decideret moralsk vurdering. Og det kan man beklage. For naturligvis kommer man ikke til bunds i en sådan omfattende og kompleks sag ved blot at fordømme forbryderne moralsk (det er ren moralisme), men omvendt gælder også at man slet ikke kan yde sagens eksistentielle dimensioner nogen retfærdighed uden at indlade sig på en afklaring af dens etiske aspekter. Dér svigter Øvig imidlertid - måske fordi han simpelthen ikke finder sig filosofisk kompetent til opgaven. Men dér må diskussionen om banden og dens meriter føres hen. Og dette er da hvad der skal forsøges her ud fra en overordnet helhedsrealistisk filosofi.



Bandens store røveri    
Til toppen   Næste

Det er ikke småting Blekingegadebanden - eller som den selv kaldte sig KA-gruppen (Kommunistisk Arbejdsgruppe) - fik på samvittigheden gennem årene efter løsrivelsen fra maoisten Gottfred Appels Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) i 1978. Det drejer sig om gidseltagning af bankdirektørfamilie i Glostrup i 1980, røveri mod pengepostbude ved Vesterport 1982, tyveri af våben fra militærdepot i Sverige 1982, røveri af 8 mill. kroner fra pengetransport ved bank i Lyngby i 1983, forsøg på kidnapning af svensk mangemillionær i 1985 i den hensigt at kræve udbetaling af 25 mio i løsesum, 'rullestolsrøveriet' i Herlev 1985 der gav 1½ mio i udbytte, julerøveriet mod Daells Varehus 1986 der gav 6 mio, og endelig røveriet mod Købmagergades Postkontor og drab på politibetjent 3.11. 1988.

Alle røverier blev gennemført yderst professionelt, så de forblev uopklarede, på trods af at man havde gruppens medlemmer under overvågning, først og fremmest på grund af deres forbindelser til PFLP. Politiets Efterretningstjeneste fulgte dem nøje - under betegnelsen Appel-gruppen - men som det fremgik af første del af Øvigs dokumentarværk, så var banden simpelthen hele tiden foran politiet på grund af datalogen Jan Weimanns fremragende evner og muligheder for at udnytte de oplysninger han kunne skaffe sig som ansat i Regnecentralen og Kommunedata. Og det sidste store kup i 1988 ville formentlig også være forblevet uopklaret hvis ikke den ene af forbryderne, Carsten Nielsen, havde kørt ind i en elmast på Kongevejen ved Birkerød et halvt år efter.



Det er egentlig ganske karakteristisk for banden at den trods meget store og bekostelige forberedelser i sidste øjeblik opgav kidnapningen af den svenske milliardærsøn Jörn Rausing i Lund på trods af muligheden for at kæmpemæssigt udbytte og derfor også et stort pres fra PFLP om at gennemføre planen. Men sagen var at en sådan afpresningsforbrydelse ville blive så kompliceret at risikoen for at noget ville gå galt var meget stor. Allerede selve kidnapningen, det mindste af sagen, blev ramt af en helt banal fejlobservation: dørhængslet til Rausings lejlighed sad i den forkerte side af dørkarmen, så medlemmerne ikke kunne skjule sig inden deres indtrængning. Og desuden havde den unge Rausing fået sig en kæreste som boede hos ham! Hertil kom risikoen ved at holde den kidnappede person skjult i den tid forhandlingerne kunne stå på. Man opgav derfor til sidst, og opgivelsen føltes som en regulær lettelse. Man kunne vende tilbage til røverierne - og det var simpelt håndværk som man efterhånden mestrede ganske godt.

Det spillede også ind at man ikke beherskede bedøvelsesmetoden og at man havde visse moralske overvejelser over hvor langt man kunne gå med sine trusler (fx om afskæring af en af gidslets fingre), hvis udbetalingen af løsesummen trak ud. Generelt gjaldt at banden ønskede at indskrænke anvendelsen af vold, og derfor også anvendte specielt konstruerede knipler til overfald af mennesker der stod i vejen. Kniplerne var effektive nok til at slå folk bevidstløse, men var lavet så bløde, at man ikke regnede med at de ville kunne give varige men. Det viste sig ikke at holde stik.



Det hører med til historien at bandens medlemmer i store træk formåede at passe deres jobs og deres familieliv uden at vække mistanke. Det gjaldt ikke mindst datalogen Jan Weimann der havde en høj stilling i offentlige datacentraler med alle de store fordele dette gav. Men dobbeltlivet var naturligvis problematisk. Weimann havde fx meget fleksibel arbejdstid og kunne tillade sig at tage fri flere dage i træk, hvis det var nødvendigt for gruppens arbejde. Men han kunne jo ikke fortælle hvor han havde været, når han pludselig var væk. Og det samme gjaldt flere af de andre. Også når det gjaldt privatlivet. Kærester eller ægtefæller havde i de fleste tilfælde accepteret mændenes politiske engagement af klart venstreorienteret art, men blev naturligvis ikke indviet i den illegale del af dette. Det kunne i længden være utilfredsstillende og førte fx også til af en af bandens medlemmer trak sig ud af hensyn til sin familie. Flertallet af banden klarede sig udenom ved at stikke plader - eller bedre ved at tie. Det sidste bevirkede at kolleger simpelthen holdt op med at spørge til hvad vedkommende lavede.

Men den slags tærer trods alt på kræfterne og den indre konsistens. Det mærkede særligt Niels Jørgensen, der i modsætning til de andre var uden uddannelse og aldrig havde for vane at dele sine tanker eller sit liv med andre. Han begyndte på et tidspunkt at drikke. Og det var ham der på sin egen krop på Lobeliavej erfarede hvor chokerende det er at blive truet på livet med en kniv.

Gruppen åbnede i 1987 en café på Islands Brygge der ikke for ingenting kom til at hedde 'Café Liberation' (Befrielse), idet gruppen konsekvent stod for støtte til den palæstinensiske befrielsesorganisation, og i mange år også gennemførte tøjindsamlinger til denne. Caféen skulle vel også give gruppen en slags alibi over for myndighederne, men den blev hverken økonomisk eller politisk nogen succes.



Efter det succesfulde røveri mod Daells Varehus i København julen 1986 gik banden i gang med forberedelser til et stort røveri mod et posthus. Flere var under ovejelser, men valget faldt til sidst på posthuset i Købmagergade. Man undersøgte nøje alle procedurer på posthuset i forbindelse med pengetransporter om morgenen samt adgangsforhold, flugtmuligheder osv. Og man stjal de nødvendige biler til formålet, herunder den kassevogn der skulle bakke ind i posthusgården i Løvstræde og lastes med de kaprede pengesække. Da en af bandens medlemmer, Peter Døllner, forlod gruppen i 1985, var en tømrer ved navn Carsten Nielsen blevet optaget, og han trådte nu også ind i inderkredsen. Men da også Jan Weimanns lillebroder, Bo Weimann, forlod gruppen, havde man brug for en endnu en mand, og det blev en udlængidng, den rutinerede schweizer Marc Rudin, der ankom til København så sent som 18. okt.

Røveriet fandt sted den 3. november 1988 og forløb i starten som planlagt. Umiddelbart efter at en postbil rutinemæssigt var kørt ind i gården i Løvstræde for at tage imod pengesækkene, henvendte fire af bandens medlemmer, to forklædt som politibetjente og to som civilbetjente, sig til portvagten under foregivende af at skulle efterspore en mand der havde overfaldet en kvinde i en af de tilstødende gader. Portvagten havde intet observeret, men åbnede intetanende sin dør og blev slået ned med en af de 'bløde' knipler. De falske politibetjente trak deres våben og beordrede alle postfunktionærer til ro, mens de civile fra kontrolrummet fik porten op, så bandens kassevogn kunne køre ind. Lynhurtigt fik man pengesækkene fra rampen lastet over i kassevognen, som Carsten Nielsen førte. De fire øvrige hoppede ind bagefter, og chaufføren kørte ud på Løvstræde og videre til Købmagergade. Alarmen var forlængst gået til politiet, der hurtigt dukkede op. Bandens kassevogn kunne kun med nød og næppe passere den første politibil der var kommet til stedet. En betjent affyrede to skud mod bagenden af kassevognen, og det sidste skud smadrede bagruden. Men allerede om hjørnet ved Købmagergade kom den næste forhindring. En politibil mere var parkeret ud for Hallgrens Skoforretning og en af betjentene var stået ud af vognen for at skyde mod kassevognens dæk. Men så lød der et voldsomt skud fra kassevognen - og betjenten faldt om på stedet ramt i det ene øje.

Kassevognen kørte derefter i fuld fart mod en parkeringskælder i Klerkegade hvor de stjålne pengesække blev omladet til en stjålet privatbil der derefter forsvandt mod Østerport.



Alt disponibelt politimandskab blev sat ind i jagten på gerningsmændene. Chefen for den røveriafdeling sagen hørte under, Niels Bach Christensen, blev vækket efter kun halvanden times søvn, for han havde den foregående nat og aften fejret opklaringen af et andet røveri og var iøvrigt dødtræt af flere ugers intensiv efterforskning. Nu kunne han se frem til yderligere mange ugers overarbejde.

Den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen blev hårdt såret ført til Rigshospitalet, hvor det kunne konstateres at den ene halvdel af hans hjerne var blevet sprængt, og at han ikke ville kunne overleve. Den 4. november afholdt politikorpset på Købmagergade en mindehøjtidelighed for deres dræbte kollega.

Først den 13. april førte et tip fra PET og en velbegrundet mistanke, formuleret i en rapport fra efterforskningsleder Jørn Moos, til anholdelse af Torkild Lauesen, Niels Jørgensen og Jan Weimann samt Peter Døllner og en kvinde. De havde flere interessante nøglesæt på sig der ledte til antagelsen af en dækadresse, men adressen fandt man ikke trods ihærdige undersøgelser rundt omkring i byen. Og den ligeledes mistænkte Carsten Nielsen var ikke blevet opsporet. Egentlige beviser havde man slet ikke, og den 2. maj stod Jørn Moos i den penible situation at han i landsretten skulle begære opretholdelse af fængslingen af de sigtede uden at kunne fremlægge de nødvendige beviser. Mismodet havde bredt sig.



Ulykken der førte til opklaringen    
Til toppen  Næste

Men så skete miraklet.

Den eftersøgte Carsten Nielsen mistede 2. maj lidt over klokken syv om morgenen i et mindre sving på Kongevejen syd for Birkerød herredømmet over sin lejede vogn og kørte tværs over vejen og ind i en elmast i modsatte side. Han var så ilde tilredt at førstehjælp på stedet var umulig. Han blev kørt til Hørsholm Hospital (og senere overført til Rigshospitalet), mens to lokale politibetjente gik i gang med at kigge nærmere på vognen. Den viste sig at være fyldt med temmeligt mistænkelige sager i ét rod. Sko, sokker og undertøj ved siden af rygsæk, handsker, spade med våd jord, en jakke med tre nøgler, en notesbog med mærkværdige noter (bl.a. hurtigt nedkradsede bilnumre) samt et løst girokort. En senere undersøgelse af rygsækken afslørede en låsepistol, et stykke jern med en magnet, pas og kørekort samt kuverter med pengesedler i fremmed valuta for en halv million kroner.

På hospitalet er der nogen usikkerhed om den tilskadekomnes identitet, idet der er flere identitetspapirer på forskellige navne, men tilfældigvis har den vagthavende reservelæge et par måneder tidligere gennem Den Blå Avis solgt en vogn til en Carsten Nielsen, og ved opringning til sit hjem får han bekræftet at oplysninger på det ene identitetskort svarer til oplysningerne på købekontrakten. Nielsen bar også på sig et såkaldt 'kadaverskilt' på navnet Jan Weimann og et cpr-nummer, og en kriminalassistent slår navnet op på sin computer og konstaterer at denne Weimann er varetægtsfængslet i København, sigtet for røverier. Så ringer klokkerne på Politigården i København. Man får overladt alle bilens effekter og går i gang med en systematisk undersøgelse fra en ende af.



Carsten Nielsens tilfælde må siges at være dobbelt tragisk, fordi han kun havde været med i banden et par år og nu - udover friheden i et begrænset antal år - mistede synet for stedse. Han skulle have været anholdt sammen med de øvrige sigtede den 13. april, men anede uråd, da Thorkild Lauesen udeblev fra deres fælles badmintontræning i Svanemøllehallen. Han gik omgående under jorden - og flakkede i de følgende uger rundt ret tilfældigt i forskellige lejede biler og med visitter hos et par gamle kærester, sin broder og sine forældre i Jylland og andre, der alle bliver overrasket over hans besøg og tydeligt registrerede hans ubalance. Over for en af kæresterne røber han at han er forfulgt af efterretningstjenesten. Men han fortsætter sin flugt - og overnatter også en enkelt gang i en skov. Over for broderen og svigerinden i Jylland kommer Nielsen med helt fantastiske forestillinger om det komplot politiet har sat i gang mod ham og hans venner.

Det mest fantastiske er at Carsten Nielsen i sin store kvide henvender sig skriftligt til sangeren Steffen Brandt som han kendte fra gamle dage, men ikke havde været forbindelse med i ni år. Han beder ham i brevet om hjælp til flugt fra ultrahøjrefolk, fra politietaten, PET og FET samt de danske zionister. "Der er så mange som har et skævt øje til vores form for praktisk solidaritet. Der skal tilsyneladende nu slås hårdt ned. Jeg er bange for at beviser bliver plantet i disse dage for at knalde os". Derefter beskriver Nielsen udførligt den påtænkte, ret indviklede og omstændelige flugtplan. Men Steffen Brandt hopper naturligvis ikke på et sådant nødråb. Men han gemmer brevet, som han senere overlader til politiet.

Nielsen opsøger yderligere en gammel kæreste, som han får til at hjælpe sig med at skaffe forklædning og leje bil. De kører gennem forskellige kvarterer af København, idet Nielsen benytter små villaveje for at slippe fra sine indbildte forfølgere. De overnatter på en campingplads ved Nærum. Om morgenen får Nielsen læst avis om efterforskningen i den store sag, og da de senere forlader stedet, kører han vildere og vildere. Han er ganske enkelt helt ude af flippen. Og nogle dage senere kører han altså galt på Kongevejen uden fejl på vognen eller glatføre på vejen eller anden ydre årsag.



Det fuldstændigt afgørende spor i sagen viste sig at være girokortet der blev fundet i den havarerede bil. Adressen lød på Blekingegade 2, og et par betjente blev sendt ud på stedet for at tjekke det. De havde ikke set ret længe på de rodede lokaler, før de ringede til Politigården og meldte at de havde fundet dæklejligheden. Kollegaen i den anden ende af røret ville først ikke rigtigt tro på meldingen, men fik kort besked: "Gu' passer det! Se så at få lettet røven". Og så kom der ellers fart over tingene. Efterforskningslederne beder Rigspolitiets Aktionsstyrke om at lægge ring om hele området - men på diskret måde, så man undgår offentlig opmærksomhed om stedet. Og derefter tager Jørn Moos selv ud til stedet. Han tager hurtigt den beslutning at hele lejligheden skal ransages, så der kan fremskaffes de nødvendige beviser til forelæggelse for domstolen den næste dag.

Der er ikke småting der findes på stedet. Udover lidt sparsomt inventar, madrasser, køkkengrej og madrester er der først og fremmest professionelle bærbare radioer, mikrofoner, antenner, kabler, hovedtelefoner, radioscannere med mere; en flyttekasse med udklædningsstykker, masker, parykker og gummihandsker; andre kasser med store mængder kort, kedeldragter, motorcykelhjelme, politiemblemer, elefanthuer, låsepistoler, nøglekopifræser, donkraft, ratlåse, falske kørekort og pas samt en stor samling bilnøgler, Desuden sportstasker med detaljerede planer for kuppet i Købmagergade. Men hertil kom endeligt også et hemmeligt rum, der var skjult bag en reolvæg, og som udover polituniformer, postjakker, politimotorcykeldragter rummede håndgranater og sprængstoffer. Det var 'Aladdins hule' politiet havde fundet, som Jørn Moos senere sagde.

I lejligheden fandtes også et stykke rockwool hvor der så ud til at være afbrændt papirer af forskellig slags. Det viste sig senere at være resterne af Carsten Nielsens paniske forsøg på at slette nogle spor. De ting han kørte rundt med i sin vogn var også tilfældige genstande han i største hast havde taget med fra lejligheden, inden han indså det risikable i at blive der længere.

Hovedsagen for politiet var at man nu havde alt ønskeligt bevismateriale om kuppet som sådant, og kunne gå i gang med en systematisk ordning af hele materialet til brug for den følgende retssag. Det var Niels Bach Christensen der stod for registreringen af alt materiale - og ham og hans store velvilje Peter Øvig Knudsen har kunnet trække på i sin gennemgang af de kolossale mængder dokumenter.

Men unægteligt mærkeligt, at det var det rene slump der førte til afsløringen af dæklejligheden med alle de belastende materialer, og at det var Carsten Nielsens panik der var grunden til at de afgørende røveriplaner ikke i tide blev fjernet fra lejligheden. Men også fanatiske idealister der i sagens tjeneste indlader sig på systematisk professionel kriminalitet er mennesker og dermed fejlbarlige og sårbare.



Nutidige refleksioner fra 'Stemmen'    
Til toppen  Næste

Blekingebandens eller KA-gruppens ideologiske grundlag forblev grundlæggende uændret gennem alle årene - således som det nærmere er beskrevet i Peter Øvig Knudsens første bind og også refereret i Jernesalts artikel herom. Man byggede videre på Gotfred Appels snylterstatsteori, og opfattede sig derfor som en lille, kommunistisk gruppe i et imperialistisk land, hvis formål var at skaffe våben og penge til befrielsesbevægelsernes militante kamp i den tredje verden generelt. Men i praksis blev det primært Den Palæstinensiske Befrielsesfront man støttede og fik stærkest personlig kontakt med, også i form af træning.

Da Israel med forsvarsminister Ariel Sharon i spidsen i 1982 angreb de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon og tvang Arafats Fatah og PFLP ud af landet forstærkedes PFLPs ønske om hjælp fra 'æblerne' (som Appel-gruppen kaldtes) såvel som gruppens egen motivation for øget indsats. En af gruppens medlemmer husker en samtale fra den tid hvor han sagde, at han efter massakrerne i Libanon havde svært ved at se at de etiske grænser han hidtil havde haft kunne holde længere. Han var villig til at overskride grænser han hidtil ikke havde forestillet sig at gå ud over.

Som tidligere antydet blev specielt planerne om kidnapning af svenskeren Jörn Rausing anledning til nogle etiske overvejelser i gruppen, nemlig om hvilke former for fysisk overlast man ville udsætte kidnapningsofferet for. Et medlem fortæller, at man bl.a. fravalgte den metode mafiaen normalt bruger, at dræbe offeret efter udbetalingen af løsesummen af simple sikkerhedsmæssige grunde. Men fravalget gav til gengæld ekstra besvær med at skaffe muligheder for at holde manden i live og kunne kommunikere med ham uden selv at risikere noget. Men flere af gruppens medlemmer har også fortalt Øvig, at en nødvendig forkortelse af tidsplanen mentalt betød at de 'eventuelle etiske overvejelser' gled i baggrunden for det praktiske arbejde. "Vi havde ikke tid til moralske skrupler", som det blev formuleret af Niels Jørgensen. For Thorkil Lauesen var det særligt uheldigt at kidnapningen faldt sammen med at hans kone netop havde født en datter. Det splittede ham i et modstridende hensyn til familien og gruppen. - Samme dag som kidnapningen skulle finde sted, eller rettere dagen efter at man forsøgte, men opdagede fejlobservationen med dørhængslet og valgte at udskyde forsøget til næste dag, meldte Bo Weimann fra, fordi han anså planen for alt for risikabel, ja vanvittig. Umiddelbart efter fik han et nervøst sammenbrud og et voldsomt angstanfald. Men planen blev som tidligere nævnt opgivet - til PFLP's store fortrydelse.

Men igen viser forløbet og planlægningen at bandens medlemmer var mennesker af kød og blod og ikke mindst nerver. Det samme fremgår af Peter Øvigs samtaler med den af medlemmerne han for anonymitetens skyld kalder 'Stemmen' - og som udførligt gengives over ikke mindre end 24 sider (316-49). De er særdeles vigtige til en bedømmelse af bandens moralske habitus, idet der naturligvis skal tages højde for at Stemmen udtaler sig mere end sytten år efter bandens sidste og værste forbrydelse.



Sammentrængt kan 'Stemmens' forklaring af bandens ideologi, etik og problemer formuleres på denne måde:

Gruppen havde på ingen måde skiftet holdning til deres projekt som sådant efter opgivelsen af Rausing-kidnapningen. Den havde samme analyse af situationen i Mellemøsten, og den vidste at PFLP havde enormt brug for pengene. Ingen i gruppen var i tvivl om det nødvendige i at udføre kriminalitet og heller ikke om at pengene primært skulle gå til PFLP. Med legale metoder have den aldrig kunnet støtte PFLP så godt. Men gruppen opfattede ikke sig selv som en del af PFLP og afviste direkte medlemsskab af denne organisation. Men gruppen var så involveret og forlovet med PFLP at det blev praksisdannende. Det var aldrig til diskussion om den skulle blive ved med at større Fronten. Kun ville gruppen selv planlægge og gennemføre operationerne. "Vi var danskere, vi opererede ud fra Danmark, og vi ville gerne blive boende i Danmark.... Men det lykkedes os nok aldrig helt at forklare dem, hvorfor vores engagement ikke kunne inkludere operationer med tredjepart af den type de foreslog." Til gengæld sagde gruppen ikke nej til Marc Rudins hjælp ved Købmagergade-røveriet. De var dybt uenig med ham i hans holdning til aktioner med fx bomber mod banker af den slags, som snarere lignede Rote Armé Fraktions aktioner i Tyskland (jf artiklen Tysk terror gennem 30 år var ekstremt inkonsistent). Den slags ville efter gruppens mening kun have ført til arrestationer og ragnarok. Men dette opfattedes som en politisk holdning og ikke en etisk.

Afvisningen af decideret terrorisme (her forstået som bombesprængninger der går ud over sagesløse) skyldtes altså primært sikkerhedsmæssige eller rationelle grunde, og ikke etiske grunde. "Vores gamle strategi, helt tilbage fra Gotfred Appels dage, var at støtte befrielsesbevægelserne for derigennem at fremkalde et kollaps af det imperialistiske system. Vores vurdering var, at Europa befandt sig så mange tusinde år fra en revolutionær situation, at et terrorangreb her ikke ville have anden effekt end at blive et anslag mod demokratiet. Derfor mente vi ikke at det gav mening at angribe statsmagten i vores del af verden."

Endnu tydeligere hedder det: "Vores holdning til terrorisme i Europa var så klart afvisende, at vi ikke behøvede diskutere det i de konkrete tilfælde. Lige siden Gotfreds dage var der en stiltiende enighed på det punkt, som aldrig blev anfægtet - men altså ikke ud fra moralsk tænkning, for vi var lige så forskruede som alle andre kommunister, der for alvor taler om 'revolution'. Ordet lyder pænt, men "revolution er skrigende mennesker og tarmene flydende ud over vejen. Det afviste vi på ingen måde - vi sagde ja tak til revolutionen ligesom alle andre radikalt venstreorienterede danskere på det tidspunhkt. KA var født ud af en revolutionær tradition, vi mente bare ikke at situationen i Europa endnu var til en sådan omvæltning (min fremhævelser)."



I det hele taget havde 'Stemmen' ikke mange illusioner tilbage om den danske venstrefløj i firserne. Den havde tabt pusten. De fleste holdt op med for alvor at tale om revolution. Men i samme periode forberedte og gennemførte banden tilsyneladende uanfægtet nogle af sine mest ambitiøse forbrydelser. Samtidig med at dens medlemmer levede en borgerlig tilværelse. Men som politisk organisation forblev gruppen sekterisk, fordi den var nødsaget til at hemmeligholde sine ulovlige aktiviteter. Til gengæld udviklede den til stadighed sin politiske teori omkring sin egen praksis i beskrivelsen af de økonomiske og sociale mekanismer der opdeler verden i rige og fattige. Og her stod gruppen i klar modsætning til de etablerede venstrefløjspartier, der holdt på den demokratiske praksis, men i realiteten ikke havde noget projekt. I forhold til de globale fremskridt var gruppen lige så desillusionerede som resten af venstrefløjen. Men den havde kontakt med en del små, enkeltstående projekter som det gav mening at støtte. Det var denne praksis der gav gruppen næring og gjorde den i stand til at overleve.

Målene og ideologien var altså de samme før og efter den mislykkede Rausing-kidnapning i 1985. Forskellene var bare, forklarer stemmen, at gruppen efter opgivelsen af projektet havde "en fiasko af dimensioner bag os. Vi havde på det tidspunkt næsten alle sammen ægteskaber der lå i ruiner, og nogle havde store forklaringsproblemer på jobbet. Mange af os var i følelsesmæssigt kaos. Det var en stor befrielse at gå tilbage til operationer der var mindre farlige og komplicerede."

Gruppen holdt i høj grad sammen gennem selve fællesskabet omkring projekterne og den fælles fortælling om gruppens historie. Gruppen var kendetegnet af en optimistisk jargon og en vis fandenivoldskhed. Man udviklede en sort humor som overlevelsesteknik for at udholde det surrealistiske liv, forklarer stemmen. Men aftenen før Rausing-kidnapningen var humøret lavt - og der var "meget korte lunter hele vejen rundt".

Men grundlæggende var gruppen værdistyret til forskel fra Appel-gruppens normstyring, og et værdistyret venskab giver en anden type venskab, og i realiteten også en dybere social kontrol. Gruppen var ikke styret af en faderfigur; dens enkelte medlemmer havde sammenfaldende identitet med gruppen som helhed.



På det direkte spørgsmål om stemmen fortryder sine handlinger, er svaret nej. Det politiske projekt som sådant fortryder han ikke, men valget af kriminalitet som metode var forkert. Stemmen fortryder også at have været med til at gøre folk bange ved fx at optage dem i jøde-registret, men ikke at han deltog i et stykke efterretningsarbejde for palæstinenserne. Omvendt afviser han ikke et element af selvfedme, en stor tilfredsstilelse i selve det kriminelle håndværk, 'hormonsuset' når en aktion lykkedes. Men Rausing-fiaskoen forandrede dem. Et element af metaltræthed havde indsneget sig tillige med en urealistisk opfattelse af situationen, der forstærkedes af at gruppen aldrig fik indsigt i PET's organisation, men kun i kriminalpolitiets. Men der gjorde sig også en form for storhedsvanvid gældende, erkender stemmen. Vi tildelte os selv en verdenshistorisk rolle som vi naturligvis ikke havde. Men vi mente grundlæggende at vi blev medansvarlige ved ikke at handle.

"Samtidig relativerede vi konstant de negative konsekvenser af vores kriminalitet ud fra den grundtanke, at små lidelser hos få mennesker var en lille omkostning i forhold til alt det gode, vi gjorde for mange mennesker i den tredje verden. Men den grundtanke er syg", erkender stemmen. "Man kan ikke måle nogle få menneskers små lidelser i forhold til mange menneskers store lidelser, for faktumn er, at for det enkelte mennesker en enhver lidelse absolut." - Hele denne syge tanke, mener stemmen at kunne føre tilbage til bl.a. Maos tese om kvantitative ophobninger der slår om i ny kvalitet. Men "konsekvensen er at når vi arbejder for bedre forhold for den tredje verdens milliarder af undertrykte og fattige mennesker, så bliver et kraniebrud hos en vagtmand eller et psykisk sammenbrud hos en portvagt betydningløst...... men sandheden er at det gode jeg gør ikke på nogen måde relativerer mit ansvar for at udføre fysiske og psykiske overgreb mod nok så få mennesker i Danmark. Der findes ikke ligegyldige ofre (min fremhævelse)."

Stemmen kritiserer altså her sig selv for at havde forvandlet verden til et moralsk system der tillader at forskellige menneskers lidelser kan vejes op mod hinanden på en guldvægt. Men tankegangen er udtryk for et moralsk forfald, erkender han. Bundlinjen må altid være at der ingen argumenter findes for at gøre ondt mod et andet menneske. Målet helliger aldrig midlet. Dette er den grundtanke stemmen i dag er nået frem til. Og personen indrømmer at det i høj grad skyldes selve de samtaler Peter Øvig Knudsen har ført med ham og som har ført til nye erkendelser hos ham. Så vidt så godt. Bedre sent end aldrig, kunne man tilføje.



Det er uhyre værdifuldt at få indsigt i denne selverkendelse selvom den er fremprovokeret af en journalist der gerne vil sætte sig ind i en for ham fremmed og moralsk betænkelig tankegang. Men efter min mening når erkendelsen ikke dybt nok, for spørgsmålet besvares ikke, hvordan det kan gå til at så begavede mennesker som vi her beskæftiger os med fejlvurderer deres eksistentielle situation og forpligtelse så radikalt som tilfældet er eller hvorfor andre gør det den dag i dag. Et aktuelt spørgsmål er også om demokratiske lande er i deres gode ret til at forbyde støtte til organisationer de selv og fx FN regner for terrororganisationer, selvom andre kalder dem befrielsesbevægelser. Skal vi komme nærmere en besvarelse af disse spørgsmål kommer vi ikke uden om at beskæftige os med fænomenet etisk konsistens i helhedsrealistisk forstand.

For Peter Øvigs vedkommende gælder at han i et udmærket interview med Carsten Andersen i Politiken forklarer at historien om Blekingegadebanden først og fremmst er historien om hvordan den fanatiske idealisme kan få grusomme konsekvenser. På en måde er historien en slags Robin Hood-beretning om helten der tager penge fra de rige for at give dem til de fattige. Men for Øvig er det vigtigt at bogen slutter med drabet, den grusomme konsekvens som hverken kan bortforklares eller forsvares. Men det er det idealistisk-politiske element der har gjort at forfatteren har gidet bruge tre år på projektet. Nok er der tale om en drengefascination af effektivt forbryderhåndværk, men først og fremmest om historien om hvordan den bagvedliggende idealisme forvandles til brutalitet.

Fejlen i både forfatterens og Stemmens vurdering er at de synes at være endt med faste målestokke for hvad der er rigtigt og forkert, og da de anser drab for en forkert handling - uanset formålet - bliver det også principielt forkert at prøve at slippe fra et røveri ved mord på en betjent og logisk set også siden at unddrage sig ansvaret for misgerningen, og så langt er 'stemmen' trods alt endnu ikke kommet. Men det afgørende for en forståelse af de psykiske mekanismer der driver idealister til flugt fra ansvaret er heller ikke dermed afdækket. Det må forsøges nærmere forklaret hvorfor og hvornår den idealistiske tankegang bliver syg.



Bandens moralske inkonsistens    
Til toppen  Næste

Jernesalts komplimentære helhedsrealisme omfatter ikke mindst den etik der kaldes konsistensetikken til forskel fra pligtetikken og måletikken.

Konsistensetikken har som udgangspunkt at ethvert menneske af psykologiske årsager er forpligtet til at sørge for overvægt af det gode i sit liv, hvis det vil bevare sin indre konsistens. Forpligtelsen betyder - således som Erling Jacobsen har nærmere påvist - at det er umoralsk (vil medføre indre inkonsistens) 1) at være rasende (grådig), 2) at nyde grusomhed mod nogen man holder af, 3) at være fej og 4) at lyve for sig selv. Derudover gælder, at det i det mindste er praktisk at handle således, at vi følger almene love og ikke gør mod andre, hvad vi ikke ønsker de skal gøre mod os selv. Jf. artiklen om Konsistens-etikken.

Reglerne eller anbefalingerne skal ikke forklares grundigere her, men det skal for en ordens skyld understreges, at regel 2 ikke gælder al grusomhed, at regel 3 indbærer at man ikke af frygt må undlade at kæmpe for det gode, og at regel 4 i høj grad advarer mod såvel selvbedrag som livsløgne og illusioner.

Men det er væsentligt samtidigt at forstå at forpligtelsen til at sørge for overvægt af det gode i sit liv 'relativerer' det gode og det onde i den forstand at den ofte overlader mennesket til et skøn og tillader fejltagelser inden for en vis grænse. Absolutte målestokke hører ikke hjemme her. Samtidigt gælder at forpligtelsen i allerhøjeste grad gør et menneskes etik til et socialt fænomen der rækker langt ud over det selv, først og fremmest til dets nærmeste, men også til det kollegiale og erhvervsmæssige fælleskab og samfundet som helhed.



Den snævre ramme for forpligtelsen er naturligvis familien og arbejdsfællesskabet. Og her gælder at den indre konsistens ikke kan opretholdes i længden, hvis man forsømmer nogen af delene. Betyder en arbejdskarriere således at man forsømmer sin familie, får det konsekvenser for den indre konsistens. Holder man sig uden for al arbejdsforpligtelse, sker det samme, hvad der igen for indvandrere betyder at integration ikke bliver mulig uden beskæftigelse, og at desintegration betyder inkonsistens.

En dobbelttilværelse som den Blekingegadebandens medlemmer gennem flere år opretholdt medfører ikke alene uundgåeligt specielle problemer, hvad den jo også vitterligt gjorde, men undergraver selve den etiske konsistens. Trækker den ud i så mange år som den gjorde i bandens tilfælde er der tale om den allerdybeste og allermest undergravende inkonsistens.



Men ethvert menneske er også borger i et konkret land og lever ikke uafhængigt af de love og normer der gælder for landet. Man kan have sine egne meninger og sine egne interesser, vaner og ritualer. Men de må dyrkes inden for fællesskabets rammer, herunder ikke mindst inden for det sproglige fællesskabs rammer. Det betyder at det enkelte individ ikke fuldstændigt frit kan definere sine egne ord og begreber, men selv med afvigende meninger om forskellige ting er nødt til at forholde sig til normerne og være i åben dialog med fællesskabet.

Specielt gælder for ethvert sandt demokrati at borgerne ikke er fuldgyldige medlemmer af fælleskabet, hvis de drømmer om, endsige direkte arbejder for voldelige ændringer af samfundssystemet. Demokrati forudsætter grundlæggende en civil orden, som det store flertal af borgerne ikke anfægter, men accepterer. Og dette vil også sige at man accepterer landets myndigheder og straffelove. En borger kan ikke for alvor indlade sig på kriminalitet uden at det undergraver hans eller hendes indre konsistens. Ungdomshusets autonome brugere kan ikke kaste med brosten mod politiet uden at det får negative følger for deres konsistens. Og den kriminalitet som Blekingegadebanden gjorde sig skyldig i var ikke alene klart ulovlig ifølge gældende dansk lov, men også klart i modstrid med medlemmernes opretholdelse af overvægten af det gode i deres liv. Den var derfor dybt uetisk.



Helhedsrealistisk set er ethvert menneske også sat i en endnu større sammenhæng end den rent nationale, nemlig en regional (in casu europæisk) og en global. Den europæiske sammenhæng er først og fremmest en fælles kulturhistorie som afspejler sig i sprogene, kunsten, musikken, religionen, teknologien og den politiske udvikling. Den indebærer i realiteten også en stigende sekularisering således at man i dag ikke kan bestemme det europæiske demokrati som andet end sekulært. Dette betyder ikke at religionen, kristendommen, ikke betyder noget, men at adskillelsen mellem religiøs og politisk magt er blevet både en kendsgerning og en forudsætning for den fortsatte kulturelle og politiske udvikling.

Dette indebærer at det enkelte individ ikke frit kan forholde sig til den europæiske kulturudvikling i bredeste forstand, men for sin indre konsistens' skyld er tvunget til at acceptere det sekulære demokrati som sin egen forudsætning. Dette demokrati er på ingen måde fuldkomment, det er tværtimod ufuldkomment og derfor under stadig udvikling, men der er intet alternativ til det, hvis friheden skal bevares.

I princippet gælder det samme selve det økonomiske system, som man traditionelt kalder det kapitalistiske, fordi det unægteligt er bygget på kapital (ophobet værdi), men som dog først og fremmest er karakteriseret ved markedsøkonomien, at det er markedet der bestemmer en vares pris. Markedsøkonomien er i det moderne velfærdssamfund reguleret af bl.a. sociale hensyn, for til en vis grad at mindske den ulighed den økonomiske frihed alt andet lige ellers ville føre med sig. Men uligheden hører med til friheden, og må accepteres inden for visse rammer med denne. Derfor må revolutionære forestillinger om markedsøkonomiens (eller kapitalismens) afskaffelse i det sekulære demokratiske system i Europa anses for ren utopi, og de mennesker der nærer denne utopi må anses for fantaster.



I Blekingegadebandens tilfælde er det slående at medlemmerne lige fra begyndelsen under Gotfred Appels paroler anså revolution i Europa for urealistisk. Den lå tusind år ude i fremtiden, lød det i en af de citerede vurderinger. Og derfor satsede banden på støtte til revolutionen i den tredje verden, altså blandt fattige mennesker man havde sympati for, men hvis liv man ikke delte. Det er her idealismen kommer ind i billedet. Havde man troet på revolutionen i Danmark, som mange på venstrefløjen gjorde efter ungdomsoprøret, havde man været naive - eller lidt samme hurtige desillusionering som denne. Man valgte at ofre sig for en fremmed sag, som man i realiteten ikke havde indflydelse på. Men offeret betød at man så at sige frelste sig selv. Den lille gruppe på 8-10 mand fik med 'stemmens' egne ord storhedsvanvid og troede på en verdenshistorisk mission.

Det afslører selve idealismens store risiko. Idealisten tændes af sine store ideer og visioner og risikerer at miste realitetssansen fuldstændigt på linje med fx Adolf Hitler da han troede han kunne underlægge sig verden ud fra sine egne visioner. Det er i visse tilfælde gale mennesker der nærer sådanne forestillinger, men erfaringen viser desværre - som påpeget af den britiske historiker Paul Johnson - at det også ofte er særdeles velbegavede mennesker der falder for fristelsen. Idealismen forstærkes her af intellektualismen og bliver kun farligere derved.

Storhedsvanvid af Blekingegadebandens art er naturligvis selvbedrag af værste klasse, og den er fuldstændigt undergravende for etisk konsistens.



Her spiller det også ind, at de teorier og ideologier et menneske vælger at følge heller ikke kan vælges frit, eftersom kulturfælleskaberne og samfundene ikke er konstruktioner af den menneskelige bevidsthed, men organismer der er groet frem af uransagelige og uigennemskuelige grunde og årsager. Historien er lige så lidt som den biologiske udvikling en deterministisk proces, der kan kontrolleres. Den trækker på dybe kræfter i den fællesmenneskelige bevidsthed som vi realistisk set kun kan bestemme som det kollektivt ubevidste. Derfor må det enkelte menneske og det enkelte kultursamfund være ydmyg over for sin historiske opgave. Det Johnson kalder idealisternes 'samfundshersen' er utilgivelige forsøg på tyranni. Det strider mod alt demokrati og mod al etisk konsistens.

Set i dette lys er Blekingegadebandens og generelt den danske venstrefløjs stærke sympati for den palæstinensiske befrielseskamp ikke blot et yderst betænkeligt udansk og udemokratisk fænomen. Den er også en misforståelse i forhold til de palæstinensere man gerne vil hjælpe. For disse er dybest set ikke tjent med at få våben og penge til deres terror mod Israel (eller USA), men tværtimod meget bedre tjent med at få hjælp til at erkende at de ville nå længst ved at standse deres terror og indlade sig på ægte fredsforhandlinger med deres forhadte modstandere. Det er faktisk det alle betræbelserne den dag i dag må rette sig imod, hvis verden skal blive bedre for os alle.

Derfor kan det også fastlås, at et demokrati som det danske er i sin gode ret til at forbyde støtte til organisationer det opfatter som terrorvirksomheder, uanset om giverne betragter dem som befrielsesorganisationer. Det er på ingen måde en befrielseskamp der kan sammenlignes med fx den danske modstandskamp der var rettet mod en fremmed besættelsesmagt. Oprettelsen af den israelske stat på palæstinensisk jord i 1948 kan naturligvis ikke betragtes som retfærdig mod de palæstinensere der dengang blev fordrevet. Men det var det internationale samfund der stod bag, og det er derfor i dag håbløst at kæmpe for en løsning der fører tilstanden tilbage til status quo 1948. Og palæstinensisk terrorvirksomhed i dag blokerer ikke blot for en fredsløsning, men også for palæstinensernes etiske konsistens. Derfor bliver det uetisk at støtte den.



Umiddelbart kan disse bemærkninger forekomme at være digressioner i forhold til den lille Blekingegadebandes uhyggeligt omfattende, men trods alt lidet virkende grove kriminalitet op til 1988. Men de er nødvendige for at få det rigtige etiske perspektiv på sagen.

Bandens medlemmer var nok idealister i den forstand at de var helt igennem styret af ideer de selv troede på og kun blev mere og mere bekræftet i gennem årene, selvom de reelt ikke kunne konstatere ændringer af nogen art i danskernes kollektive bevidsthed endsige i verdens beskaffenhed. De var desværre fantaster og fanatikere der totalt forsømte deres forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode i deres liv.

Derfor gik det galt, og derfor måtte det i sidste ende gå galt. Men der mangler stadig - at dømme efter 'Stemmens' udsagn - meget i medlemmernes egen erkendelse.

Peter Øvig Knudsen skal under alle omstændigheder have tak for det store værk der nu foreligger og som gør det muligt for enhver interesseret at danne sig sit eget billede af Blekingegadebandens farlige og misforstået idealistiske kriminalitet.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Litteratur:
Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden 2 - Den hårde kerne. Gyldendal. 2007
Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden - Den danske celle. Gyldendal. 2007
Carsten Andersen: Interview med Peter Øvig Knudsen. (Politiken. 20.11.07.)

Link til Peter Øvig Knudsens hjemmeside
med omtale af bogen samt kildeangivelser. Desuden links til interviews i radio, tv m.m..

Hans Davidsen-Nielsen: En højere sags tjeneste - PET under den kolde krig.
(Politikens Forlag. 2006). Omtale af Blekingegade-sagen side 293-324 - med naturlig vægt på den rolle Politiets Efterretnings Tjeneste spillede ved opklaringen.



Relevante artikler på Jernesalt:

Blekingegadebanden  (20.03.07.)
- en farlig, men håbløs, moralsk og politisk afsporing


Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.07.)
Front mod islamismen  (4.3.06.)
Terrormistænkte i Danmark  (6.11.05.)
Terrorstatus august 2005  (8.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)
11. september
Terrorangrebet der sætter skel

Er det mon opdragelsen det er galt med, når unge tyer til vold?  (05.03.07.)
Dramatisk punktum for Ungdomshuset som alternativ  (2.3.07.)
Hvorfor terrorisme?  (20.2.07.)
om de sociale, politiske, religiøse og psykologiske grunde.

Desuden henvises til artiklen om Per Fly's film 'Drabet' der netop behandler en gruppe politiske ekstremisters mord på en politibetjent, men først og fremmest drejer sig om en venstreorienteret gymnasielærers politiske og moralske inkonsistens.

Konsistens-etikken
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi   (16.4.06.)

Hvor kommer det onde fra?  (23.3.05.)
Had og demokrati
Det aggressive menneske
De psykiske grundprocesser



Artikler om Danmark
Artikler om Terrorismesn
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal