Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Blå

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.2.04.


Kieslowskis 'Blå' - en film om kærligheden som fælde

med bl.a. Juliette Binoche (Julie), Benoit Régent (Olivier), Florence Pernelle (elskerinden Sandrine), Charlotte Very (luderen Lucille), Emmanuelle Riva (Julie's mor på plejehjemmet).

Manuskript: Krzysztof Kieslowski og Krzystof Piesiewicz.

Musik: Zbiegnew Preisner (samme som Dekalog).

Fotograf: Slawomir Idziak.



'Blå' er ligesom Kieslowskis 'Dekalog' en dybt eksistentiel film. Den viser, at menneskets eksistens er valgsituationer: valg mellem liv og død, mellem konstruktivitet og destruktivitet, kærlighed og had, livsmod og angst - mellem medmenneskelige relationer og kold isolation.

Men den viser også, at valgsituationer ikke altid er så klare for dem der står i dem, at valgets fulde konsekvenser går op for dem.

'Blå' handler om frihed, men som altid hos Kieslowski er emnet tvetydigt. Hovedpersonen i filmen, Julie, fremragende spillet af Juliette Binoche, mister sin mand og sin datter, og kan i en vis forstand siges gennem denne tragiske ulykke at blive fri for mange af sine bånd. Men bliver hun virkelig fri? Det er filmens spørgsmål.



Handlingen er:

En bil drøner henad motorvejen - set fra neden. Olien drypper fra et rør. En hånd holder et stykke blåt cellofan ud af vinduet. En mindreårig pige ser ud af frontruden. Bilen kører ind til siden for at pigen kan løbe i buskadset for at tisse.

Tågen breder sig. Bilen drejer ind på en almindelig landevej. En ung mand står ved vejkanten. Spiller med pind og bold. Der lyder et brag. Bilen har ramt et vejtræ i svinget. Den er totalt smadret. Den unge mand løber hen til vraget.

På hospitalet ses alting uskarpt, gennem patientens øjne. Et dun bevæger sig som tegn på at patienten ånder. Øjet prøver at genkende tingene. I øjets refleks ses en læge spørge patienten - Julie - om hun kan høre. Han spørger hende, om hun var ved bevidsthed, da ulykken skete. Han fortæller, at hendes mand døde. Hun spørger om Anna (datteren). Han bekræfter også hendes død.

En mand, Olivier, stiller et lille TV-apparat op på sengekanten, så Julie kan følge bisættelsen af hendes mand, Patrice, og deres datter. Han spørger, om han kan hjælpe med noget. Intet svar. Sørgemusik for hornorkester. Mange blomster. Mange fotografer. En gammel dame i følget er Julies moder. Taleren nævner Patrice som en af vort århundredes betydeligste komponister. Han var netop igang med at komponere en Europakoncert. Julies mundvige og næsebor vibrerer. Med fingeren rører hun ved kisterne på skærmen.

En stor rude knuses. Julie med stor halskrave gemmer sig for sygeplejersken der alarmeres af støjen. Julie smutter uset ind på kontoret, finder en nøgle, åbner medicinskabet, og tager et glas piller. Prøver at sluge dem alle, men må spytte dem ud igen. Sygeplejersken er kommet til. Julie undskylder at have slået ruden itu. Det gør ingenting, siger sygeplejersken.

Julie sidder udenfor og slikker sol. Hendes navn bliver nævnt.

Der lyder en fanfare. Billedet toner ud.

Julie nægter en påtrængende journalist interview. Hun vil vide om Patrice's Europakoncert nåede at blive færdig. Og om det er rigtigt, at Julie skrev sin mands musik. Julie vil ikke svare. Så ubehagelig plejer De ikke være, replicerer journalisten. - Ved De ikke, hvad der er sket? spørger Julie.

Julie overlader salget af sit og den omkomne ægtemands store gods til en advokat og giver ordre til, at der sørges økonomisk for husholdersken og gartneren samt for hendes egen moder, der er på plejehjem. Pengene skal blot sættes ind på en bestemt konto. Advokaten: Må jeg spørge hvorfor? - Nej, siger Julie meget bestemt, men dog med et smil. Hun vil have alt solgt og fjernet.

Da hun kommer til godset, hilser hun på gartneren, og spørger ham om han har tømt det blå værelse. Det bekræfter han. Hun går rundt i rummene. Bladrer i store nodefolianter. Hun lader fingrene løbe gennem de blå prismer på en lysekrone - og river nogle af dem af. En nodeblad på flyglet folder hun sammen, men gemmer. Hun klimprer en melodi på flyglet, men skubber ganske langsomt til pinden der holder låget, så det ryger ned med et ordentligt brag.

Vennen Olivier undersøger på konservatoriet skufferne i Patrice's skrivebord i et stort lokale med flygel. Han samler noder og fotos i en dokumentmappe. Og kører ud til godset. Han vil gå op på 1. sal for at snakke med Julie, men vender om på trappen, da han ser Julie sidde på gulvet med ryggen til. Han går ud til sin bil med dokumentmappen. Hører skud og ser ud gennem den store port. Sætter sig ind i bilen, bladrer i mappen og kører bort. Julie hører husholdersken (Maria) græde og går ud i spisekammeret for at trøste hende. Husholdersken siger hun græder, fordi Julie ikke græder. Julie tager Maria ind til sig og stryger hendes hår.

I Paris opsøger Julie nodekopisten, der finder Patrice's koncert blandt de mange ruller. Julie får den udleveret. På gaden kommer en skraldevogn netop forbi. Julie smider partituret i kværnen. Musikken høres, men forvrænges, da kværnen tager fat i partituret.

Julie opsøger en ejendomsmægler og siger at hun ønsker en lejlighed i en ejendom hvor der ikke er børn. Hun vil ikke opgive sit erhverv til ham - og ændrer sit efternavn (de Croucy) til ungpigenavnet Vignon.

På godset har hun tændt op i pejsen og sidder på en madras på gulvet. Hun tømmer sin håndtaske ud. Tager en slikkepind med blåt cellofan (efterladenskab fra bilturen svarende til den slikkepind datteren sad med, da bilen blev smadret). Julie spiser den som vil hun knuse og tilintetgøre den. Hun ringer til Olivier og beder ham komme - straks. Er du sikker, spørger han. Ja, siger hun. Han dukker op - drivvåd, fordi det styrter ned og han er faldet. Han tager frakken af, og hun beder ham tage resten af også. Hun tager selv kjolen af. De nærmer sig hinanden og kysser hinanden ømt.

Næste morgen vækker hun ham med en kop kaffe og siger ham tak fordi han har hjulpet hende. "Det du har gjort mod mig er fint. Men jeg er kun en almindelig kvinde, der sveder og hoster." Derefter forlader hun godset. Med en stor papæske. Han råber forgæves efter hende fra vinduet. På vejen river hun knoerne til blods på stenmuren.

I Paris er hun på vej op ad rulletrappen på en metrostation. Hun går mod Rue Mouffetarde og hen til sin lejlighed. Hun hænger lysekronen op. På en café får hun kaffe og is.

Sent om aftenen hører hun råb og larm fra gaden. Der er slagsmål. En mand bliver slået ned og sparket, men flygter - hjulpet af en stor lastbil der kører på tværs af vejen og skiller ham fra forfølgerne. Der høres larm på trappeopgangen. Også banken på hendes dør. Da der bliver ro, går hun ud på trappen i natkjole. Hun spørger om der er nogen. Ingen svarer. Vinden tager i en rude og døren til hendes lejlighed smækker i. Hun sætter sig på trappen. En kvinde kommer hjem, banker sagte på en dør og går ind til sig selv ved siden af. Lidt efter kommer manden ved siden af ud og går ind til hende. Begge opdager, at Julie sidder på trappen.

På gaden ser hun en fløjtenist ligge og sove på fortovet. Hun går hen til ham og skubber hans lille instrumentkasse ind under hans hoved. Man skal beholde noget, siger han.

Lægeundersøgelse. Fysikken er i orden, hun er endda i topform. Men moralen?, spørger lægen. Ringes under konsultationen op af en fremmed mand (Antoine), der har en ting der vil interessere hende. På en café kommer manden hen til hende og viser hende en halskæde med et kors. Det har han fundet på ulykkesstedet. Hun havde glemt det. Hun tager det i hånden.

Fanfaren lyder igen, billedet toner ud.

Hun giver kæden til den unge mand. Han fortæller, at hendes mand endnu var i live, da han selv kom hen til ulykkesstedet. Hans sidste ord lød: "Prøv at hoste." J skjuler sit ansigt i hænderne, men slår så en latter op. Hendes mand havde netop fortalt en sjov historie, da ulykken skete. Den handlede om en kvinde der fik et stærkt afføringsmiddel mod sin hoste, men da hun ikke troede det virkede, kom lægen med replikken. - Hendes mand, fortæller Julie, hørte til dem der gentager en pointe.

Efter indkøb kommer hun op i sin lejlighed og flytter en papæske i et pulterkammer. Hun opdager mus med små hjælpeløse unger og bliver skræmt. Tager en kost, men tør ikke slå dem ihjel. Hun opsøger ejendomsmægleren for at få en anden lejlighed.

Det ringer på døren. Julie taber en potteplante på gulvet. Det er en dame fra ejendommen, der samler underskrifter mod luderen. Julie vil ikke skrive under. Det kommer ikke mig ved.

Et mægtigt træ i en park. Julie besøger sin gamle mor på plejehjemmet. Moderen forveksler hende både med sin egen søster og med sin anden datter. Hun er stærkt optaget af fjersynet, der viser et program hvor en meget gammel mand vover sig ud i elastikspring. Julie siger at hun kun vil foretage sig én ting: ingenting. Det at eje noget, have venner, mand og børn er en fælde. Hun spørger moderen om hun var bange for mus som lille. Nej, det var ikke dig, det var Julie.

Efter to måneders søgen finder Olivier Julie på en café. Han har savnet hende. Spørger om det var en flugt fra hendes side sådan at forsvinde. Hun ryster blidt på hovedet. Hun er glad for hans besøg, men ikke parat til at genoptage forbindelsen. Han konstaterer, at dette besøg så må være tilstrækkeligt for et stykke tid. Hun hører fløjtenisten på gaden spille en melodi hun kender. Også Olivier genkender den. Hun bliver åndsfraværende. Bagefter spørger hun fløjtenisten, hvor han kender den musik fra. Han svarer blot, at man finder så meget. Senere ser hun luderen komme kørende i en flot taxa og sætte fløjtenisten af.

Julie sidder og slikker solskin på en bænk. En gammel krumbøjet kone kommer forbi uden for gitteret med en taske. Hun nærmer sig den store flaskekontainer og får med besvær en flaske skubbet ind i åbningen højt oppe. (En scene Kieslowski ofte viser i sine film).

Julie får blomster af luderen, Lucille. Hun kan ikke smides ud af lejligheden fordi ikke alle har skrevet under. Hun går lidt rundt og kigger og bemærker bl.a. lysekronen. Hun spørger, hvorfor Julie er alene. Er der sket dig noget? Du er ikke typen på en der er forladt.

Julie låner en kat af den mandlige underbo - for at få fanget musene.

I svømmehallen crawler Julie. Lucille dukker op, hun har set Julie på gaden løbe som om nogen var efter hende. Lucille spørger Julie om hun græder.

Fanfaren lyder. Billedet forsvinder et øjeblik.

Nej, det er kun vandet, svarer hun undvigende. Lucille tilbyder at sørge for at rydde op i lejligheden efter katten og musene.

Julie besøger igen sin gamle mor, der stadig følger TV-programmet. Denne gang vises linedans. Men Julie går ikke ind.

Paris ved nat. Julie er gået i seng, men ringes op af Lucille, der beder Julie komme. Det er meget vigtigt. Intet er vigtigt, svarer Julie. Lucille beder hende indtrængende om at komme og opgiver adresse. Adressen er en porno-varieté, hvor hun optræder. Men hun er blevet chokeret over at se sin far blandt gæsterne. Man kan ikke stole på nogen. Hvorfor gør du det her, spørger Julie. Fordi jeg har lyst. Det har alle piger.

Da Lucille skal på scenen, får hun øje på Julie på en stor TV-skærm. Julie ser nu Olivier og journalisten fremvise og drøfte Patrice's Europa-koncert. Også de mange fotos af Patrice bliver vist, herunder billeder af Patrice og en ung pige. Olivier siger, at det er svært at gøre Patrice's koncert færdig, Julie ville bedre kunne gøre det, for hun er den eneste der kender hans stil.

Julie opsøger kopisten for at få adressen på journalisten. Hun viser sig selv at have taget og udleveret en ekstra kopi af koncerten. Kopisten synes særligt godt om koncertens slutkor.

Julie opsøger resolut Olivier - må løbe efter hans bil. Hun bebrejder ham at han har indladt sig på forsøg på at gøre Patrice's koncert færdig. Det har han ingen ret til. Men Olivier siger, at han gjorde det for at få Julie til at græde. Julie spørger, hvem pigen på billederne af Patrice var. Han siger det er en advokat, og troede iøvrigt hun kendte til forholdet.

Julie opsøger den kvindelige advokat på domhuset. Ovenover portalen ses ordet "Liberté" (frihed). Julie finder advokaten, men får ikke adgang til retslokalet, hvor denne er i skranken. Julie følger hende derfor senere til en café. Advokaten virker glad og fri. Julie passer hende op på toilettet og får at vide, at forholdet mellem advokaten og Patrice har stået på i flere år, og at hun venter Patrice's barn. Patrice vidste intet om barnet, da han omkom. Men advokaten ønsker nu at få barnet.

På Julie's direkte spørgsmål svarer pigen, at Patrice elskede hende. Julie ser det bekræftet af det kors advokaten bærer i sin halskæde og som hun føler på. Advokaten er bange for, at Julie nu vil afsky både Patrice og hende.

Julie ses igen i svømmehallen. Hun er stærkt oprevet. Hun prøver at holde sig under vandet.

Julie sætter Patrice's elskerinde stævne på godset, som endnu ikke er solgt. Gartneren lukker op og siger, at Olivier har købt madrassen. Julie viser advokaten rundt. Hun giver hele godset til hende og barnet. Advokaten får bekræftet Patrice's udsagn, at Julie er god. - Undskylder dog bemærkningen, da hun ser den virker sårende på Julie.

Julie skriver noder ned i stor hast. Hun opsøger nu Olivier i hans lejlighed, og han gennemgår musikken med hende. Musikken høres først i Oliviers udgave for stort orkester, men Julie fjerner først slagtøjet, så trompeterne, så basserne og til sidst klaveret - og sætter fløjte på.

Hun giver Olivier den partiturside hun har gemt og som indeholder afslutningen på koncerten. Hun finder den græske tekst til slutkoret i en bog på reolen. Og vi hører korets sang.

Olivier ringer Julie op og siger at han trækker sig tilbage fra rekonstruktionen af værket. Det må enten blive hans eller hendes musik. Og han mener det bør være hendes. Hans egen er for tung og klodset. På hendes spørgsmål bekræfter han, at han stadig har madrassen og at han elsker hende. Lang tavshed, som han ikke bryder. Til sidst siger hun, at hun kommer.

Afslutningskoret lyder til billederne af Julie og Olivier i sengen; den unge mand der vækkes og føler på sin halskæde med korset; elskerinden hvis mave bliver scannet; og moderen der sukker dybt og befriende (og dør). Til sidst øjet fra den første hospitalsscene i filmen samt Julies ansigt. En tåre løber ned af hendes kind.

Teksten er fra Paulus's brev til korinterne (kap.13) om kærligheden:

Talte jeg end med mennesker og engles tunger, men havde ikke kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en klingende bjælde.
Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet.
Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild. Den misunder ikke, praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag.
Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Så bliver da tro, håb og kærlighed disse tre; men størst af dem er kærligheden.

Efter korsangen og en solostemme munder musikken ud med blid fløjtemelodi.



Som nævnt handler filmen om menneskets frihed. Kieslowski har selv i bogen 'Kieslowski om Kieslowski' henvist til, at der i filmen ikke er scener, hvor Julie går rundt på kirkegården eller ser på gamle fotografier. Fortiden er slettet for hende, fordi hun vil slette den. Men fri bliver hun ikke ad den vej, for fortiden eksisterer stadig i musikken, i de nodeblade hendes mand har efterladt sig til den ufærdige komposition - og i de toner Julie gentagne gange hører for sit indre og som i filmen følges op af billedets udtoning.

Og så er der følelserne. Hvor frie er vi hvad følelserne angår, spørger Kieslowski. Er kærligheden et fængsel? Eller er den frihed? I hvert fald gør man sig i kærligheden afhængig af den person man elsker. Man viser hensyn, skønt det måske ofte strider mod ens dybere fornemmelser. I filmen fremgår det efterhånden, at forholdet mellem Julie og hendes mand måske slet ikke var så ideelt som man skulle tro. Han var hende faktisk utro uden at Julie anede noget om det. Og da hun får det at vide af Olivier efter mandens død, bliver hun i første omgang jaloux, men langsomt begynder hun at forstå - og dermed gøre sig fri.

Musikken spiller - som farven blå - en central rolle i filmen, fordi handlingen drejer sig om den afdøde ægtefælles ufærdige komposition. Musikken er som i de fleste af Kieslowskis film lavet af Zbiegniew Preisner og fungerer de fleste steder glimrende efter hensigten. Men i hvert fald en scene skæmmes af Preisners hang til flotte løsninger, og det er scenen hvor Julie præsenteres for Oliviers forsøg på rekonstruktion af Europa-koncerten, og hvor hun kommer med sine rettelser. De viser sig nemlig ikke at være små justeringer, men - som nævnt i referatet ovenfor - at være radikale ændringer: først fjernes slagtøjet, så trompeterne, så basserne og så klaveret! Det er med andre ord en helt anden musik der kommer frem. Og det medfører helt logisk, at Olivier trækker sig som medskaber. Problemet er bare, at sådan arbejder en komponist slet ikke! Scenen virker helt igennem uægte - på samme måde som flere af musikscenerne i 'Veronikas to liv', hvor også Preisner er den ansvarlige for musikken. Men det må man tage med.



Vender vi tilbage til fortolkningsmulighederne, kan filmen iøvrigt også med udbytte ses ud fra Erling Jacobsens bemærkninger i "Godt og ondt" om det mod der er nødvendigt i livet, hvis det overhovedet skal være værd at leve.

Jo mere intenst man elsker noget her i livet, des mere knust bliver man, hvis skæbnen medfører, at man mister det. Ikke destomindre er det nødvendigt at vise dette mod at elske. - Hårdt trukket op må vi øjensynligt enten lade os afstumpe eller have mod til at holde af, selvom det medfører risikoen for at vi pludselig kan tabe det der er værdifuldt for os. Mod i denne forstand er som den Kierkegaardske tro evnen og viljen til at springe ud på de 30.000 favne - uden at vide om man kan klare det!

Julie mister det hun holder intenst af i livet: sin mand og sin datter - og prøver først et selvmord. Da det mislykkes, vælger hun at leve videre, men på laveste blus - bortset fra fysikken - dvs. uden nogen form for engagement i ting eller mennesker, endsige i fortiden. Hun sælger godset, fjerner alt der minder hende om mand og barn, bortset fra den blå lysekrone fra datterens værelse. Selv mandens kompositioner fjernes. Hun gør sig hård og vil/kan ikke græde.

Hun vælger en enkelt nat med Olivier for at få tilstrækkeligt livsmod tilbage til at holde sig oprejst, men vil så ikke have mere med ham at gøre. Hendes mindreværd slår igennem. Hun vil leve i ensomhed. Selv når hun går i svømmehallen, sørger hun for at være alene. Og da Olivier efter et par måneder opsøger hende lader hun det blive ved denne ene gang. Hun benægter at hun flygter. Hendes gamle halvsenile mor er heller ingen hjælp til. Moderen er for fascineret af fjernsynet og dets specielle programmer der - kontrast til Julie - viser livsmod og vovemod selv hos gamle mennesker.

Advokaten spørger Julie, hvorfor hun sælger det hele, men får intet svar. Lægen spørger hende om hendes moral, men får heller intet svar. Den unge mand fra ulykkesstedet får lov at beholde halskæden. Dog vækker fløjtenisten hendes medmenneskelige interesse, ligesom hun får en slags kontakt med luderen, selvom hun heller ikke vil svare denne på, hvad der er sket.

Hele Julie's erkendelse indtil nu kan opsummeres med hendes egne ord:

Kærligheden, bånd til venner og ting er kun fælder.

Først da Julie på varieteen ser og hører Olivier i TV fortælle om forsøget på at skrive Patrice's koncert færdig og ser ham vise fotografierne af Patrice med en vis pige, vågner hun op til dåd: Hun vil have opklaret hvordan partituret er dukket op, have standset Olivier i hans forehavende og have besked om pigen. En blanding af jalousi og vrede vækker hende.

Olivier erkender åbent at hans optræden var et forsøg på at få Julie til at reagere. Men afgørende bliver Julie's erkendelse af, at den kvindelige advokat virkelig havde været Patrice's elsker gennem længere tid - og venter hans barn. Her sættes Julie fri.

Frihed er hvad hun vinder i den forstand, at hendes bånd til den døde ægtefælle ikke længere er meningsfuldt. Vejen til Olivier ligger åben, og Olivier har heldigvis for hende den kærlighedens tålmodighed der skal til i Julie's tilfælde. Han venter indtil hun er parat.

Besyngelsen af kærligheden i komponistens kormusik til teksten af Paulus bliver da dobbelt. Det bekræftes, at ægte kærlighed er mild og tålmodig, og at uden kærligheden er mennesket intet. Kærligheden og livet er en 'fælde', men en fælde man er nødt til at risikere, hvis man vil give sit liv intensitet. Og en risiko man er nødt til for sin egen skyld at gentage, selvom skæbnen rammer en med tab af dem man elskede.

Kærligheden i betydningen omsorgen for et andet menneske kan brydes af den erotiske tiltrækning. Erotiske forhold kan afsløre gammel kærlighed som en illusion, og i sådanne tilfælde stille et menneske i samme eksistentielle valg som døden: at blive og forblive bitter over tabet af den elskede - eller at vove sig ud i et forhold påny.



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Lars von Trier - Bergman - Kieslowski.



Se nærmere under klik

Henvisninger:

Kieslowski: Tre farver Blå, Hvid, Rød - og Veronikas to liv.
Manuskripter til filmene. (Munksgaard/Rosinante. 1995)

Kieslowski om Kieslowski. Redigeret af Danusia Stok.
(Gyldendal. 1993)

Jævnfør også artiklerne:

Filminstruktøren Krzysztof Kieslowski
Kieslowskis 'Hvid'
Kieslowski's 'Dekalog'



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 4.3.2013