Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - besaetbefri

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.5.05.


Besættelse og befrielse

En moralsk vurdering af årene 1940-45 er nødvendig,
men bør også føre til befrielse fra den psykiske besættelse i nutiden.

I 60-året for Danmarks befrielse er der ikke blot passende anledning til at glædes over den faktiske befrielse fra den nazistiske besættelse af Danmark og store dele af Europa, men også til at reflektere over hele den debat om samarbejdspolitikken og modstandskampen i årene 1940-45 som har løbet et par år og som har været næret af både politiske og historiske indlæg og værker.

Det er tydeligt at debatten har ændret karakter fordi nye generationer er kommet til der ikke selv har oplevet besættelsesårene, men har ønsket at skaffe sig indsigt i dem og tage stilling til dem af politiske, moralske eller historiske grunde - eller af simpel nysgerrighed om hvad bedsteforældre og oldeforældre egentlig var udsat for.

For de fleste af os der med egne øjne har oplevet årene 1940-45 - selvom det som i undertegnedes tilfælde kun har været som barn fra 6- til 11-års alderen - vil nok gælde, at politiske normer og holdninger i vid udstrækning er grundlagt i refleksioner over hvad der foregik dengang. Enkelte blev fx pacifister i erkendelsen af hvilken gru krig indebærer - uanset hvem der er skyld i den. Men flere blev det modsatte. De undsagde den overvejende pacifistiske tendens der var kendetegnende for regeringspartierne i trediverne og navnlig for de velmenende og idealistisk indstillede radikale med udenrigsminister P. Munch i spidsen, hvis grundholdninger blev lagt i det lange stræk af fredsår mellem 1871 og 1914. Mange af kritikerne bakkede derfor op om Atlantpagten (Nato) og Hjemmeværnet.

Også i spørgsmålet om landsforrædderiet kunne holdningerne være delte. Men de fleste fordømte begge dele og kunne også - trods visse humanistiske betænkeligheder - acceptere dødsstraf for de værste former for landsforræderi som stikker- og bøddelvirksomhed i Gestapos tjeneste. Betænkelighederne gjaldt først og fremmest lovgivningens tilbagevirkende kraft. Men den måtte selv 'gammelpolitikerne' acceptere, fordi alternativet havde været langt værre, nemlig de lange knives nat - modstandsbevægelsens egne opgør med deres dødsfjender uden om enhver normal rettergang.

Værnemageriet var mere kompliceret, fordi det i de enkelte tilfælde kunne være svært at afgøre, hvad der var de erhvervsdrivendes 'naturlige' forretninger med de kunder der nu engang meldte sig på markedet og som det officielle Danmark anbefalede dem at handle med - og hvad der på den anden side gik ud over det sædvanlige ved bevidst og kynisk at udnytte alle muligheder for fortjeneste maximalt og lefle for de kunder der rent faktisk var besættelsesmagt i landet. Disse entreprenører blev efterhånden mere og mere ildesete af befolkningen. Og det hører jo med i billedet, at deres kunder ikke betalte for leverancerne af egne lommer, men via clearingkontoen med den danske nationalbank. For landbrugets vedkommende gjaldt især, at det store engelske marked blev fuldstændigt lukket, så det tyske marked måtte blive eneste erstatning.

I det retsopgør der fulgte gjorde man op med værnemagerne, men det skændige var her at man lod det gå hårdest ud over de små fisk, som fik deres sager hurtigt behandlet, men lod de store slippe mildt med bødestraf og konfiskationer. Deres processer blev langvarige, forsvarsadvokaterne var landets bedste - og den deciderede hævnfølelse mindskedes støt og roligt med tiden.



Netop bedømmelsen af værnemagerne fører direkte videre til en stillingtagen til samarbejdspolitikken som sådan. Men det skal stå klart, at de fleste der overhovedet har erindring om årene føler sig i stor taknemmelighedsgæld til de modstandsfolk som med fare for deres liv og familier bidrog til nazismens fald og sikrede Danmarks anerkendelse som allieret med sejrherrerne - såvel som til englændernes, russernes og amerikanernes enorme militære, økonomiske og menneskelige indsats og ofre.

Desværre endte de allieredes sejr i en hård og langvarig sovjetkommunistisk dominans over Østeuropa og derfor også i en kold krig mellem den østlige og den vestlige ideologi. Lederne i Kreml var ikke til at spøge med før Gorbatjov dukkede op med sin glasnost og perestrojka. Men russernes indsats i det de selv kalder Den Store Fædrelandskrig skal alligevel ikke undervurderes. Det var enorme ofre russerne bragte for at bringe de nazistiske hære på retræte og til fald. Og det er derfor ikke helt uforståeligt at mange menige russere i dag beklager det gamle styres fald. De kommer ikke videre i demokratiprocessen før de selv begynder at rokke ved illusionerne.

Men anerkendelsen af russernes indsats 1941-45 forklejner på ingen måde englændernes indsats, mod og udholdenhed under Winston Churchill eller amerikanernes afgørende satsning da de under Franklin D. Roosevelt endeligt i slutningen af 1942 gik ind i det store europæiske opgør. Man kan bebrejde Churchill at han 'solgte' Polen til Stalin ved Jalta-konferencen i 1945, men man kan ikke overvurdere den britiske ubetingede standhaftighed mod tyskerne da det virkelig gjaldt - eller amerikanernes massive indsats efter invasionerne på Sicilien juli 1943 og i Normandiet juni 1944. Og man kan lige så lidt overvurdere den amerikanske hjælp til genopbygningen af Europa gennem Marshallplanen 1948-51. Den satte i allerhøjeste grad varigt skel mellem Øst og Vest i Europa de følgende år.



Hvad samarbejdspolitikken i Danmark angår er det påfaldende at statsminister Anders Fogh Rasmussens påstand om at den gik for vidt har udløst så heftig, ja skinger debat. Allerede ved fejringen i 2003 af 60-året for samarbejdspolitikkens definitive sammenbrud 29. august 1943 efter et par måneders strejker og uroligheder lagde Fogh utvetydigt afstand til samarbejdspolitikkens karakter og omfang og samtidigt en lige så utvetydig tilslutning til den danske modstandskamp under Frihedsrådets ledelse. Og han drog den parallel til nutidens kamp mod den internationale terrorisme at det moralsk set gælder om at turde kæmpe for de værdier man tror på - også om det kræver militær indsats uden for landets grænser. Vi kan ikke kun tænke på os selv.

På det tidspunkt var Irak-krigen i fuld gang og dermed hele den ophidsede debat for og imod betimeligheden af at gribe til våben mod en fjende af demokratiet og den internationale orden uden enighed i FN's sikkerhedsråd.

Fra såvel amerikansk og engelsk som dansk side blev der henvist til det mandat som resolutioner fra FN's sikkerhedsråd havde vedtaget allerede i 1990-91 efter Saddam Husseins overfald på Kuwait, men sikkerhedsrådet kunne i 2003 ikke enes om fælles indsats - og afslørede dermed lige præcis den svaghed som uundgåeligt må ligge i en bred international organisation hvis enkelte medlemslande har vidt forskellige ideologiske holdninger.

Anders Fogh Rasmussen kunne ikke bruge modstandsbevægelsens opgør med dansk samarbejds- og tilpasningspolitik under meget specielle forhold i 1943 til at begrunde dansk deltagelse i en koalition vendt mod en fremmed mellemøstlig magt i 2003 - og gjorde det heller ikke. Men han var i sin fulde ret til at parallelisere og påpege forskellen mellem at affinde sig med andre magters overgreb af bekvemmelighedshensyn og at påtage sig et ansvar for aktiv indsats mod overgrebene i forståelse for at ansvaret for et folks moralske integritet nødvendigvis er og må være større end ansvaret for bekvemmeligheden.

Man kan være enig eller uenig med Anders Fogh Rasmussens principielle moralske standpunkt såvel som med hans konkrete politiske afgørelse i 2003. Men man kan ikke bebrejde ham en jævnføring med 1940-45 uden at nægte ham enhver ret til som politiker og almindeligt menneske at forholde sig subjektivt til historien og drage en lære af den. En politiker er ikke nogen historiker, og politik er ikke videnskab. Men en politiker lever heller ikke i et historisk tomrum. En politiker af i dag der vil leve op til statsmandsværdigheden kan ikke tillade sig at overlade historien til ren videnskabelig forskning, dels fordi dens objektivitet altid er en illusion, dels og navnlig fordi hans egen dybeste ansvarlighed ligger i selve det historiske perspektiv.



Det kan naturligvis diskuteres i hvilket omfang den danske samarbejdspolitik under besættelsen var forkert, hvornår dens eventuelle fejl, forsømmelser, skævheder eller inkonsistens egentligt begyndte og hvornår den eventuelt burde havde været modificeret eller definitivt afsluttet, hvis 'gammelpolitikernes' ære skulle have været i behold.

For mit eget vedkommende gælder, at jeg mener P. Munch var en katastrofe som dansk udenrigsminister efter 1933 (i hvert fald efter 1938), på ganske samme måde som briternes Neville Chamberlain var en katastrofe for England og Europa som premierminister i 1938 ved München-forhandlingerne. Ikke fordi nogen af dem var ligeglade eller uansvarlige, men fordi de totalt fejlbedømte Hitler som modstander. Munch blev ved at tro på dansk neutralitet. Og vel at mærke er det ikke ren bagklogskab at hævde dette, for der var vitterligt iagttagere dengang der advarede.

Men som tingene lå i Danmark den 9. april 1940 havde regeringen ingen anden mulighed end at bøje sig for overmagten. Om hårdnakket dansk modstand 24-48 timer ville have ændret vilkårene for nordmændenes kamp de følgende dage væsentligt, er et åbent spørgsmål - selvom nordmændene ikke er i tvivl - men det er en kendsgerning at der ikke var forhåndsaftaler mellem Danmark, Norge og Storbritannien om nogetsomhelst.

Jeg bebrejder heller ikke den danske regering at den efterfølgende prøvede at bevare så meget som overhovedet muligt af dansk administration og forvaltning på danske hænder og følgelig måtte sørge for gode relationer til besættelsesmagten og på mange punkter give efter for dennes konstante pres. Men man gik for langt ved fx at sende jødiske flygtninge tilbage til en uvis skæbne i Tyskland, at give tyskerne al den hjælp de kunne ønske sig i kampen mod de danske kommunister, herunder at forbyde deres parti og ophæve de kommunistiske folketingsmedlemmers grundlovssikrede immunitet og senere overgive de i Horserød internerede kommunister til tyskerne i stedet for at lade dem løbe. Og statsminister Vilhelm Buhls offentlige fordømmelse af dansk sabotage mod tyskerne i en radiotale i september 1942 var skændig.

Men værst var samarbejdspolitikernes overdragelse af statsministerposten til Erik Scavenius i november 1942, fordi denne ikke blot gik fuldt og helt ind for samarbejdspolitikken, men også for en 'forebyggende imødekommenhed'. Manden var en fremragende forhandler over for tyskerne; han var personligt en moralsk integreret politiker og gik da også fri for enhver straf efter krigen. Selv en politisk modstander som kommunisten og forfatteren Hans Kirk måtte indrømme at Scavenius trods alt var en hædersmand, der blot så anderledes på tyskernes magt end englænderne og amerikanerne gjorde - og flertallet af danskere også gjorde, da stemningen først var vendt. Betegnelsen 'hædersmand' skal muligvis tages med lidt ironi - som når Antonius hos Shakespeare flere gange kaldte Cæsars morder for 'an honorable man'. Men Scavenius handlede efter bedste overbevisning. Han måtte give op 29. august 1943, da modstandskampen gjorde hans stilling og politik umulig.

Undertegnede husker tydeligt fra året 1943 et plankeværk på vej til skole hvor der med store bogstaver var skrevet 'Ned med Scavenius' og 'Ned med Jørgen Jørgensen'. Sidstnævnte var også en radikal 'hædersmand' som tyskerne forlangte fjernet som undervisningsminister i 1942, men som derefter påtog sig posten som indenrigsminister, og efter krigen ikke forstod, at modstandsbevægelsen ikke ville se ham som minister i Befrielsesregeringen.

Da Scavenius-regeringen var gået af, etableredes som bekendt et departementschefstyre - og dette lykkedes det at beskytte danske interesser og personer bedst muligt. Ingen af dem var nazivenlige - og selvom man kan indvende at udenrigsministeriets dygtige direktør Nils Svenningsen vel ikke havde behøvet ligefrem at indlade sig på rideture med den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best i Dyrehaven, så skete dette heller ikke af nogensomhelst tyskvenlighed, men af ren og skær forhandlingsmæssige grunde. Departementscheferne blev ikke anklaget efter krigen - og ingen kan ud fra et moralsk synspunkt bebrejde dem noget. De var netop ikke politikere - og må naturligvis være unddraget egentlig politisk bedømmelse.



Selvom man ikke skal glemme at neutral, 'objektiv' historieforskning slet ikke findes - der indgår altid bevidst eller ubevidst personlige holdninger i forskningen - så er den politiske og moralske bedømmelse ikke historikernes sag. Nej, den er et decideret eksistentielt anliggende og derfor i et demokrati politikernes og ganske almindelige menneskers sag.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen er hverken uvidende om historikernes videnskabelige interesser og målsætning eller om Danmarkshistorien og de politiske partiers historie, selvom det ofte er blevet påstået. Og han er hverken ude på at gå historikerne i bedene eller lægge hindringer i vejen for deres forskning og udgivelser. Han går heller ikke partipolitiske ærinder i sit opgør med samarbejdspolitikerne. Han véd tværtimod udmærket godt at hans eget parti Venstre ikke har noget at lade de andre partier høre i den sag.

Men statsministeren er i sin gode ret til at fastholde politikernes subjektive ansvarlighed ved at se såvel historiske begivenheder som aktuelle udfordringer i det store historiske perspektiv, hvor det ikke er bekvemmelighed og ren overlevelse, men kamp for det gode imod det onde der tæller.

Han har ubetinget ret i - som han formulerer det i sin kronik i Jyllands-Posten i går den 4. maj - at det var frihedskæmperne der "sikrede det danske folks selvrespekt og forhindrede den skam og skændsel det ville have været at fremstå som samarbejdspartner med Hitler ved krigens afslutning." Og han har ret i sine betragtninger ved mindehøjtideligheden i Ryvangen samme aften, hvor han bl.a. om frihedskæmperne sagde, at de ikke spurgte om hvad der kunne nytte, men om hvad der var sandt. "De nøjedes ikke med at hytte sig. De handlede. De gav deres liv for vores frihed."



Men hertil kommer at alle historisk bevidste mennesker umuligt kan se på Danmarks historie 1940-45 som et fuldstændigt isoleret fænomen der hverken har noget med udviklingen før 1940 eller udviklingen efter 1945 at gøre. Den havde i allerhøjeste grad noget med udviklingen før 1940 at gøre, fordi det var dansk politik i trediverne (og i virkeligheden helt tilbage til 1864) der var med til at bringe landet i den ulykkelige situation der indtraf 9. april 1940. Og historien 1940-45 havde også i allerhøjeste grad følger for årene efter. Dels fulgte selve retsopgøret, dels gammelpolitikernes tilbageerobring af den politiske magt og dagsorden. Men årene bragte også mange modstandsfolks store skuffelse over at alt så hurtigt faldt tilbage i de gamle folder. Og endelig bragte frihed også genopbygningen og efterhånden - i kraft af den almindelige velstandsstigning - nyopbygningen af det danske samfund, velfærdssamfundet.

Frihedens år blev i nogen grad skæmmet af de modsætninger den kolde krig førte med sig i alle vestlige lande. Den blev reelt også skæmmet af nogle af de udskejelser som studenteroprøret førte med sig, herunder ikke mindst flirten med terrorismen. Der var ting ved studenter- og ungdomsoprøret der fik pårørende til de modstandsfolk der havde sat livet til for Danmark til bittert at spørge om det mon var et sådant resultat de faldne havde kæmpet for. Spørgsmålet var forståeligt, hvis man kendte frihedskæmpernes idealistiske indstilling. Men alligevel må det fastholdes, at kæmper man for sit lands frihed, så må man også affinde sig med at resultatet kan komme til at afvige fra det man selv forestiller sig. Det er faktisk selve frihedens inderste væsen at resultatet af dens processer ikke kan forudsiges.

Dér hvor skuffelsen imidlertid var mest berettiget var modsætningen mellem vestligt demokrati og kommunistisk diktatur der ikke alene betød en opslidende kold krig, men også en langvarig undertrykkelse af polakker, tjekkere, slovakker, ungarere, estere, lettere og litauere og Balkanlandenes befolkninger. Disse folk oplevede efter krigsafslutningen i 1945 kun kortvarig frihed. Det gamle diktatur afløstes blot af et nyt. Reelt oplevede disse folk først deres befrielse i årene 1989-90. Først da ophævedes den ulyksalige deling af Europa - politisk, kulturelt og religiøst.



Men verden er som bekendt endnu ikke fri for undertrykkelse eller trusler om undertrykkelse. Specielt jøderne der blev decimeret af de brutale nazistiske udryddelseshære fik nok deres egen stat i Palæstina i 1948, men har endnu ikke fået fred eller sikkerhed. Og de palæstinensere der blev fordrevet fra de nyetablerede israelske områder fik ikke en selvstændig stat eller autonome områder nogetsteds i Mellemøsten, men måtte leve flygtningenes kummerlige tilværelse i årtier. Muslimernes had til Israel og Vesten er enormt og har ført til en på alle måder destruktiv og selvmorderisk terrorisme.

Besættelsen fortsætter med andre ord den dag i dag, men den er i Europa såvel som i Mellemøsten overvejende af psykisk art. Dette bør indgå i alle ansvarlige politikeres og almindelige menneskers politiske, moralske, kulturelle og religiøse overvejelser. Kampen for friheden må i dag være dobbelt, den må både omfatte nødvendige militære og nødvendige psykologiske forholdsregler. Desværre er man tilbøjelige til at overse de sidstnævnte og skyde dem ind under sociale og økonomiske forhold. Men terrorisme løses ikke med sociale elle økonomiske foranstaltninger. Den kommer ikke af frustration alene, men også af en fundamentalt fejlagtig indstilling til æresbegreber.



Kampen mod besættelsesmagten vandt vestmagterne og deres allierede i 1945 for store dele af Europas vedkommende. Kampen fortsatte i den anden halvdel af Europa årtier længere frem - og er stort set nu vundet eller i færd med at blive vundet. Men den ufred og terrorisme der kommer fra Mellemøsten er stadig ikke nedkæmpet eller opløst. Og før det er tilfældet kan befrielsen ikke fejres endeligt. Her har Danmark og elle vestlige lande et afgørende ansvar.

Men i de frie vestlige lande er psykisk besættelse (obsession) bestemt ikke et fortidigt fænomen, men tværtimod uhyre virksom den dag i dag. Den giver sig udslag i en bemærkelsesværdig, uværdig og demokratisk set helt uacceptabel hadefuldhed fra den etablerede venstrefløjs side mod præsident Bush, premierminister Tony Blair, statsminister Anders Fogh Rasmussen og alle andre der har taget deres historiske opgave alvorligt i Mellemøst-konflikten. De udsættes ikke blot for argumenter imod hvad de foretager sig, men også for et had der udelukker enhver forståelse for nødvendigheden af at se politiske problemer i et større moralsk og historisk perspektiv. Og det er til allerstørste skade ikke blot for selve debatten, men for løsningen af de fundamentale problemer der ligger i den internationale terrorisme.

Begreberne besættelse og befrielse er, som det gerne skulle være fremgået, tvetydige.

Den nuværende debat om årene 1940-45 er tvingende nødvendig for at komme til større klarhed over begrebernes indhold. Men debatten fører ikke til ønskelig klarhed medmindre den føres på eksistentielt plan og med det formål at få den hævet over videnskabelige såvel som partipolitiske stridigheder. Det er - som jeg tidligere har skrevet - historiens vingesus der gør forskellen mellem de instillinger parterne lægger for dagen, både når det gælder årene 1940-45 og vor egen tid.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Fogh og 29. august  (2.9.03.)
om udenrigspolitik, etik og historisk vingesus



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal