Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - bertfrihed

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.7.11.


Jes Bertelsen på afveje angående vores globale kulturkrise

Den store krise
Forslag til en løsning af krisen
Den indre frihed som forudsætning for en løsning
Læren fra mystikken
Menneskets essens
Menneskets kompetencer
Kontakt til essensen
Pædagogikkens fornyelse
Utopien om en verdensstat
Den definitive helhedsrealistiske vurdering
Henvisning



Den store krise    
Til toppen  Næste

Idéhistorikeren og bevidsthedsforskeren Jes Bertelsen - der er en af undertegnedes seks væsentligste inspiratorer - har begået en ny bog som han beskedent kalder "Et essay om indre frihed", men som reelt er et decideret forslag til hvordan vi kan løse den store samfunds- og kulturkrise som menneskeheden efterhånden befinder sig i og som meget kort fortalt skyldes nutidsmenneskets ensidige fokusering på det materielle og økonomiske fremskridt på bekostning af al psykisk sundhed og balance.

"Mit motiv er", skriver Bertelsen, "at jeg lever med en samtidig oplevelse af at vi som menneskehed har kurs mod mere omfattende, globale sammenbrud, end vi før har oplevet, og at vi for første gang har enestående muligheder for at afværge disse katastrofer."

Skal de nødvendige politiske, økonomiske og teknologiske reformer til imødegåelse af sult, fattigdom, overbefolkning, krigstrusler og klimaproblemer have mulighed for at slå igennem globalt, må de ledsages af et holdningsskift som kan bestemmes ret præcist. Vi har altså allerede diagnosen og midlerne, men vi mangler med Al Gores udtryk "viljen til at handle i fælleskab", eller hvad Bertelsen kalder 'den globale samhørigshedsfølelse'.



Efter Bertelsens mening er vi nået til det punkt hvor vi er nødt til at indse at ydre og indre forandringer hænger sammen. Vi kan ikke etablere en bedre ydre verden uden at forandre den indre. Man kan hverken forandre et menneskes eller en nations liv, alene ved at ændre de ydre livsbetingelser; og man kan heller ikke gøre det ved indre forandringer alene. En samlet løsning på den på én gang truende og løfterige situation vi står i som menneskeart kræver en uomgængeligt nødvendig komponent: udviklingen af den menneskelige samhørigshedsfølelse

Bertelsen er på det rene med, at løsningen på menneskehedens krise først og fremmest kræver videnskabelig og teknologisk fornyelse, vel at mærke gennemført med hvad han kalder 'politisk, økonomisk og humanitær kompetence'. Men intet vil på længere sigt nytte uden globalt samarbejde. Og globalt samarbejde kræver øget solidaritet og samhørighedsfølelse. Øget evne til at tage medansvar for den fællesmenneskelige globale helhed. Eller med ét ord: Øget empati. Men empati udvikles kun langsomt og modstræbende; det viser den historiske erfaring.

Der findes dog ét håb, nemlig den information som er oparbejdet inden for verdensreligionernes omfattende og gennemprøvede kerne af mystik. En sådan forsknings- og træningsvej skal naturligvis testes kritisk og videnskabeligt, påpeges det, men rigtigt anvendt fører den til udvikling af netop de kompetencer i empati og bevidsthedsklarhed og til vågent, frit, kreativt nærvær, der mere end nogensinde er brug for. Det vil blot kræve en bred pædagogisk og videnskabelig indsats og strategi.

Jes Bertelsen ser det som et positivt tegn, at selve bevidstheden om klodens kritiske tilstand er vokset de seneste år, bl.a. gennem Al Gores arbejde og FN-rapporten GEO IV. Vi har langt højere viden og bevidsthed om klimaændringerne, nedsmeltningen af polkapperne af indlandsisen og de store gletsjere, Golfstrømmens og de øvrige globale havstrømmes eventuelle drastiske standsning eller ændring, energi- og ressourceforbrugets urealistiske stigning samt den hastigt stigende befolkningstilvækst. Og problemerne er gigantiske.

Jo flere mennesker der er på jorden, desto mere vokser ikke blot mængden af fysisk affald, men også mængden af psykologisk affald, herunder mængden af 'projiceret psykologisk affald', affald der skyldes menneskets trang til at skyde skylden på andre. Hvis befolkningstilvæksten stiger eksponentielt, så vokser kvantiteten af negative emotioner, infantilt stof, projektioner, fortrængninger, traumer og andet psykologisk affald også eksponentielt.

Dette betragter Jes Bertelsen som et faktum og hans bog udspringer simpelthen af en dyb bekymring over at dette faktum ikke tages pædagogisk og politisk alvorligt.



Forslag tilen løsning af krisen    
Til toppen  Næste

Da Jes Bertelsens beskrivelse af problematikken i meget høj grad svarer til den der kan findes på Jernesalts sider og specielt for to år siden blev formuleret i Jernesalts 2009-filosofi, omend langt mere detaljeret her, så vil det være på sin plads at se nærmere på hvorvidt Bertelsens forslag til en løsning også ligger på linje med Jernesalts eller om den adskiller sig og i givet fald på hvilke punkter og hvorfor.

Der er som bekendt ikke enighed blandt politikerne indbyrdes eller blandt de videnskabelige eksperter indbyrdes om hvor stor forureningstruslen egentlig er. Der er gået politisk ideologi i vurderingerne - og derfor er det ikke heldigt at Bertelsen flere gange bruger Al Gore ukritisk som sandhedsvidne. For problemet med denne mand er ikke hans gode vilje eller idealisme, men det forhold at han flygtede fra det politiske liv og dettes meget bundne opgave om at skaffe politisk flertal for foreslåede løsninger - og i stedet valgte at blive propagandist for en sag der har mange tilhængere blandt verdens utroligt mange idealister, men netop ikke kan slå igennem blandt magthaverne eller vælgerflertallene. Det er som om Bertelsen allerede her nægter at se et af de helt store problemer i øjnene: at der i politik foregår en decideret magtkamp som mange gange spærrer for løsninger som velmenende eksperter, filosoffer og godtfolk finder fornuftige og rigtige, og som er en meget hårdere nød at knække end de forestiller sig.

Undertegnede deler dog fuldtud selve Bertelsens hovedpointe, at en løsning på de store globale problemer ikke kan klares med politiske, økonomiske, videnskabelige eller teknologiske midler alene, men også kræver holdningsmæssige, mentale og etiske ændringer hos såvel politikere og eksperter som ganske almindelige mennesker og vælgere. Derfor tales på Jernesalts sider konsekvent om såvel konsistensetik som en helhedsrealisme, men vel at mærke en nøgtern komplementær helhedsrealisme.

Da Jes Bertelsen imidlertid er en yderst vidende og erfaren mand hvad angår menneskets holdninger til eksistensen - og tilmed en stor pædagog - vil det være klogt at begynde dér, det vil konkret sige med hans forestillinger om den indre frihed.



Den indre frihed som forudsætning for en løsning     
Til toppen  Næste

Indre frihed forstår Jes Bertelsen som 'den tilstand der indfinder sig, når et menneske er i kontakt med sin essens', og denne essens forstås igen som 'hjertets og bevidsthedens inderste'. Den kan karakteriseres som 'en åbenhed, der dels er klar og vidende som selve bevidstheden, dels er medfølende som hjertets empatiske samhørighed'. Og jo dybere kontakt med essensen er, desto mere indre frihed vil der være.

Meget fornuftigt konstaterer Jes Bertelsen, at vi mennesker ikke kun er dyr. Vi har nemlig i modsætning til alle andre arter muligheden for at hæve os over vores instinktive reaktioner. Dette betyder igen at vi eksempelvis kan indse nødvendigheden af at samarbejde, men karakteristisk for Bertelsen betragter han ikke dette som en blandt flere muligheder, men som den allermest naturlige. Den dybeste motivation kommer efter hans formening fra menneskets eller menneskehedens essens: en intuitiv fornemmelse for mulighederne i den indre frihed og det kreative potentiale i essensens samhørigshedsfølelse. Og derfor sætter han sin lid til dette mulige, konstruktive fremtidsscenarie.

Essensen, den indre frihed, forholder sig til hele mennesket og hele kloden. I essensen er der en naturlig forståelse for nødvendigheden af at tage ansvar for helheden

Det lyder tilforladeligt og sympatisk, men holder jo ikke, for det at mennesket i og med at det blev menneske hævede sig over dyrestadiet betød ikke at det hævede sig definitivt over instinkterne (hvad der også ville have været katastrofalt for overlevelsesmuligheden), men derimod at mennesket fik valgmuligheder og dermed blev et ansvarligt væsen der ikke længere kunne unddrage sig etiske afgørelser, hvis det ville bevare sin integration og indre konsistens - og den frihed disse giver.

Det er præcis dette den gamle syndefaldsmyte påpeger. Mennesket blev menneske i og med at det blev et bevidst væsen der kunne reflektere over tilværelsen, se valgmuligheder for sig og blive i stand til at træffe valg samt tage følgerne af valgene. Det havde som bekendt den konsekvens - som for alle individers vedkommende gentager sig gennem alle generationer - at barndommens uskyld gik tabt og går tabt. I og med at mennesket i puberteten 'spiser af kundskabens træ' og bliver bevidst opdager det ikke alene det andet køn og dermed seksualitetens glæder og fristelser, men bliver det også i stand til at gennemskue ophavets ufuldkommenhed og fejl. Det bliver med andre ord frit - men samtidigt ansvarligt for sin videre skæbne.

Dette helt afgørende mytiske 'syndefald' i den biologiske udvikling ser Jes Bertelsen imidlertid totalt bort fra, og dermed afskærer han sig også fra al forståelse for at syndefaldet også betød frisættelsen af viljen til magt!



Men dette betyder naturligvis ikke at det er uvæsentligt at beskæftige sig med den indre frihed som forudsætning for at kunne løse samfundets og kulturens udfordringer og problemer på en hensigtsmæssig måde. Og det er heller ikke uvæsentligt at finde ud af hvad menneskets essens eller inderste kerne egentlig er.

Jes Bertelsen mener at de forskere der i særlig grad har været i stand til trænge ind spørgsmålet og beskrevet deres erfaringer er mystikerne, hvis meget specielle, og oprindeligt hemmeligholdte bevidsthedstræning strækker sig fra meditationslignende bevidsthedsudvikling og rituelle indvielser til ren meditation og bøn. Formålet er at nå frem til en oplysthed og klarhed i højere forstand - der fx er blevet betegnet som oplevelsen af 'den indre fred der overgår enhver forstand'. Men Jes Bertelsen lægger vægt på at mystik er 'hjertets videnskab om det mest selvfølgelige der findes', nemlig muligheden for, længslen efter og vejen til nærvær og samhørighed mellem mennesker.

Det vil med andre ord sige at Bertelsen på den ene side giver en glimrende beskrivelse af og vejledning i den vanskelige mysterietræning der fører til den eftertragtede oplysthed og på den anden side hævder at dette højeste nærvær er det mest selvfølgelig der findes, ja at det i virkeligheden er en medfødt kompetence for alle mennesker.



Læren fra mystikken    
Til toppen  Næste

Mystikken der i Europa navnlig udviklede sig inden for klostertraditionen kom til at stå i et vist modsætningsforhold til den officielle, kirkeligt organiserede religiøsitet, der kredsede omkring dogmer og ritualer, men den blev dog i katolicismen holdt inden for kirken, hvorimod den i protestantismen blev sat definitivt udenfor. Luther brød helt bevidst med både munketilværelsen og paveautoriteten. Det har Bertelsen en længere redegørelse for, idet han finder det ret skæbnesvangert for den kulturelle udvikling i Nordeuropa at mystikernes afgørende erfaringer blev glemt og gemt væk.

Det forholder sig nemlig historisk set sådan, at de basale vidensredskaber - skriftsproget, matematikken og regningsarterne - oprindeligt har været indlejret i religiøse og metafysiske trosforestillinger og kontrolleret af præsteskaberne. Allerede sproget var uløseligt knyttet til en kosmologi med tilsvarende dogmatiske tolkninger, normer og regler, guder og gudinder, symboler, tro, ritualer og hellige skrifter. Og det har vitterligt taget menneskeheden meget lang tid at opdage og indse at de nævnte basale vidensredskaber kunne adskilles fra det religiøse og metafysiske og gøres frit tilgængeligt. Man kan undervise i dem uden at forudsætte eksplicitte trosforestillinger og verdenstolkninger. Og dette oplever vi i dag som noget selvfølgeligt - i hvert fald i den vestlige verden.

Ulykken er at mystikernes erfaringer, som Bertelsen anser for at være de dybeste religiøse erfaringer overhovedet, blev glemt og negligeret, ikke mindst efter oplysningstiden og dens rationalisme, der ad åre førte til den i dag fremherskende modernitetsdyrkelse som Bertelsen giver den ret misvisende betegnelse 'kulturradikalisme' og udøser mange hårde ord over - uden at bestride dens betydning for udviklingens forløb. Jf. iøvrigt artiklen Kulturradikalismen kontra liberalismen  (16.2.08.)

Kulturradikalismen i sine mange former har i Bertelsens perspektiv stået for et klart syn på og kritik af ideologi, det vil sige af alle de filosofiske eller politiske systemer og organisationer hvor forsknings- og vidensprocesserne hæmmes eller standses af skjulte eller åbenlyse trosforestillinger. Kulturradikalismen har bidraget til den mentale klarhed i det offentlige rum, i forskning og i medierne. "Men den har aldrig til fulde taget sin egen medicin. Den har aldrig brugt sin enestående følsomhed over for ideologier til at undersøge om der skulle være svagheder og ubevidsthed i dens eget idégrundlag."



I 1700-tallet vendte dyrkerne af fornuften sig mod det religiøse som sådant. Det havde en lang række positive og frisættende følger, og det var givetvis historisk nødvendigt og uundgåeligt. Men i sidste ende førte det til at man glemte det afgørende vigtige skel mellem religionernes trosbaserede yderside og deres kerne: den erfaringsbaserede mystik der tilbyder redskaber til udvikling af empati og bevidsthedspræcision

Vi står derfor i dag efter Bertelsens mening i den paradoksale situation, at den frisættelse af viden som har kunnet finde sted på alle andre samfundsmæssige områder, kun punktvis har kunnet begynde at gøre sig gældende hvad angår den eksistentielt vigtige viden som findes inden for religionerne. Denne viden holdes borte fra det offentlige rum af to stærke kræfter: af religionerne selv, der mere eller mindre nødtvunget har måttet give slip på naturvidenskab, kunst og politik. Og af den rationelle kulturradikalisme der har vendt sig mod alt der har med religion at gøre og som derfor på dette punkt i virkeligheden optræder irrationelt.

Alkymisterne forsøgte på halv-videnskabelig vis at fastholde mystikernes enhedserfaringer - og det førte dels i 1800 tallet til etableringen af kemien som ægte naturvidenskab, dels i 1900-tallet til bl.a. Jungs beskrivelser af den psykologiske indsigt i alkymien. Men som Jes Bertelsen ser det, står det på mange punkter vigtigste skridt tilbage, nemlig at udskille og frisætte religionernes og mystikernes viden om selve bevidstheden, om det der er grundlaget for viden overhovedet. Og det er her Bertelsen selv kan bidrage med stor indsigt og pædagogik.



Menneskets essens    
Til toppen  Næste



Som allerede nævnt taler Bertelsen om menneskets eller menneskehedens essens som en intuitiv fornemmelse for mulighederne i den indre frihed og det kreative potentiale i essensens samhørigshedsfølelse. Og han gør gældende at såvel voksne som skolebørn for de allerflestes vedkommende har glemt denne kilde, idet de har mistet den umiddelbare kontakt med glæde, mening, med en følelse af at stå i forbindelse med livets essens.

Dette anser Bertelsen som den nødvendige pris for at vi overhovedet har fået et jeg, et samfund og en kultur. Men det er ikke desto mindre nødvendigt at genfinde den umiddelbare kontakt med essensen, hvis et sammenbrud af samfundet og kulturen skal undgås. Og tredive års undervisningserfaring har vel at mærke overbevist Bertelsen om at det er muligt at kombinere et udfoldet og engageret almindeligt udadvendt liv med en enkelt indre praksis, der muliggør og sikrer kontakt med den glemte, tabte, overlejrede essentielle kilde.

De fem udgangspunkter han som pædagog og vejleder har brugt særligt hyppigt er bevidsthederne om kroppen, åndedrættet, hjertet, kreativiteten og selve opmærksomheden. Ideen med at blive bevidst om kroppen er på en naturligt afspændende måde at fordele og bevæge opmærksomheden jævnt gennem kroppen. Ved at regulere, kanalisere eller blot iagttage åndedraget kan man påvirke/stabilisere sindstemningen - og fx modvirke stress eller angst. Bevidstheden om hjertet kan udvikle det højere aspekt af en selv, det spirituelle, ånden, det transpersonlige, således at kærligheden, omsorgen og empatien lettere strømmer fra en selv til andre. Når hjertet kommer med i den beslutning der skal træffes, vokser den eksistentielle dybde; man får mere ægthed, nærvær og klarhed, hedder det.

Hvad kreativiteten angår har alle mennesker en grundkreativitet som ytrer sig i nattens drømme, i leg, i fantasier, ja, i alle spontane livsytringer. Hvis man imidlertid mere bevidst vil benytte kreativitet som en af de naturlige pejleretninger indad er det afgørende, understreger Bertelsen, at der i den kreative udfoldelse indlejres pauser, hvor sindet kan mærke efter og få anledning til at lytte i retning af de kreative impulsers kilde. På den måde vil man få mulighed for at opdage selve det der ligger bag de spontane ytringer, nemlig et bølgende hav af energi, et vibrerende felt af spontan kreativitet. Og meget rammende påpeger Bertelsen, at det kan være en forrygende opdagelse at tillade sig selv at mærke dette.

Bevidstheden om selve opmærksomheden kan genoprette den forglemmelse af essensen som mange lider under. Vejen og nøglen til essensen kan ikke findes ved at søge med jegets midler, forståelse og tankesæt; dette fører tværtimod væk fra essensen. Nøglen ligger i hvad Bertelsen kalder 'de naturlige opmærksomhedsveje', og det vil igen sige de medfødte, ikke-sproglige veje.

Det svarer ganske godt til hvad der her på siderne er fremhævet den ene gang efter den anden, nemlig at man ikke kan finde hen til eller ind til de medfødte primære grundprocessers stærke oplevelse af helhed, enhed og sammenhæng med mindre man er i stand til at suspendere de tillærte sekundærprocessers begreber, sondringer, logik og opsplittende analysemetoder. Det er i virkeligheden helt banalt. Det overraskende hos Bertelsen er at han slet ikke nævner de to slags grundprocesser og deres diametralt modsatte funktioner.

Grunden er næppe tilfældig. Alt tyder nemlig på at Jes Bertelsen ikke accepterer de medfødte primærprocesser som spontanitetens og kreativitetens samt helhedens og meningens urkilde. Men derimod ser mystikernes specifikke føling med den højere bevidsthed, den oplyste klarheds tilstand som menneskets essens.



Menneskets kompetencer    
Til toppen  Næste



Det skal dog understreges at Jes Bertelsen skelner meget skarpt mellem menneskets medfødte kompetencer og tillærte kompetencer.

Han påpger at vores almindelige sindsstrøm, vores almindelige tanker, følelser, billeder og associationer, og vores almindelige erindringer og forestillinger for den allerstørste dels vedkommende er sammensat af eller bygget på det tillærte, nemlig alt det vore forældre, søskende, børnehavepædagoger, skolelærere, kammerater og venner samt skik og brug og selve sproget har lært os (via de sekundære processer han ikke nævner ved navn).

Og alt dette tillærte som tjener vores tilpasning til det sædvanlige liv i samfund med andre mennesker bliver så selvfølgeligt, at man let overser de medfødte kompetencer, som naturligvis vedblivende fungerer. Efter Bertelsens mening omfatter de medfødte eller naturlige kompetencer følgende forhold:

- At være bevidst om at man er i kropppen,
- At vide at man trækker vejret,
- At erfare hvor tæt krop og bevidsthed er ved hinanden i netop vejrtrækningen,
- At mærke de følelser der reflekteres i hjerteområdet,
- At kunne rette bevidstheden mod de biologisk forankrede grundvilkår, døden, søvnen, drømmefunktionen, optagelsen og udskillelsen af føde, forplantningen og seksualiteten,
- At være opmærksom på at det at være spontan og legende rummer en fællesmenneskelig kerne,
- Selve det at være nærværende og åben
- Selve evnen til læring

Og som det vil fremgå beskriver og bestemmer han de medfødte kompetencer på en helt anden måde end det sker når man taler om primærprocesser. For disse er jo først og fremmest kendetegnet af manglen på alle de begreber, sondringer, logiske funktioner der bærer sekundærprocesser, men samtidigt udelukker opfattelse af helhed, enhed, sammenhæng og 'mening'. Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser.

Det er påfaldende at Bertelsen hævder at det at være bevidst om at man er i kroppen og vide at man trækker vejret eller mærker specifikke følelser fra hjerteområdet skulle være medfødte kompetencer. For det karakteristiske for barnet er jo netop den manglende bevidsthed om disse forhold. Hvis man ved bevidsthed forstår noget i retning af sprogligt formulerbar viden og opmærksomhed om fænomenerne, ligger det i sagens natur at den først dukker op med sproget og sprogets begreber, sondringer og logik.

Jeg vil også bestride at det at kunne rette bevidstheden mod grundvilkår som døden, søvnen, drømmefunktionen, fødeindtagelsen og -udskillelsen samt forplantningen og seksualiteten skulle kunne finde sted hos barnet før det får lært sproget. Det karakteristiske turde tværtimod være, at barnet betragter alle disse ting som så selvfølgelige at de først bliver bevidste om dem ved den refleksion som kommer med dets undren i kombination med sprogets indlæring og de voksnes påpegning af fænomenerne.

Eller sagt på en anden måde: de naturlige kompetencer ligger ikke i de forhold Jes Bertelsen opremser, men i alt det naturlige og selvfølgelige som ethvert levende væsen fødes med og i lang tid anvender uden at vide at de gør det, herunder netop også opfattelsen af tilværelsen som ordnet, sammenhængende, meningsfuld og hel. Menneskets inderste kerne eller essens er efter denne opfattelse selve helheden, og derfor er der intet mere rammende udtryk for sagforholdet end Vilh. Grønbechs, her på siderne ofte citerede udsagn, at "helheden er vort inderste jeg".



Kontakt til essensen    
Til toppen  Næste



Konsekvensen af denne divergens mellem Bertelsens og undertegnedes opfattelse bliver at vi nødvendigvis må se forskelligt på både mystikken og anvendeligheden af dens erfaring.

Gentagne gange har det her på siderne været understreget at det er fatalt for såvel det enkelte menneske som menneskeheden og samfundet som sådanne at evnen til at tænke i primærprocesbaner og derigennem bevare den umiddelbare føling med alle menneskers kollektive urkilde er gået i glemmebogen, fordi den systematisk undertrykkes via den almindelige oplæring i hjem og skole, uddannelsesystem og erhvervsliv som tilsigter tilpasningen til realiteterne og samfundslivet.

Jeg er derfor helt enig med Bertelsen, når han gøre gældende at hele vores kultur, opvækst, skolegang og faglige træning sigter på at gøre os 'udadvendte' i betydning fokuserede på det sansbare, praktiske og nyttige. Og jeg er enig i at det er katastrofalt for enhver kultur, hvis denne udadvendthed ikke modsvares af en bevarelse af følingen med den indre, psykiske urkilde og en stigende tilegnelse af evnen til at suspendere sekundærprocesserne. De to vidt forskellige og modsatrettede slags processer er lige værdifulde og uundværlige. De er som det altid pointeres på disse sider komplementære til hinanden i bohrsk forstand, men dette begreb går Bertelsen langt udenom.

Til gengæld understreger han at udfordringen for en pædagogik der ønsker at formidle de spirituelle kompetencer (eller 'regningsarter' som han uheldigt kalder dem) ikke ligger i at de er indviklede, men i at de er uvante. De glemmes efterhånden - som allerede Erich Fromm påpegede hvad angår drømmenes sprog. Ja, det er for de fleste moderne mennesker svært overhovedet at gøre sig forestillinger om hvor væsentlige de er og hvor værdifuld en effekt det på langt sigt kan have at lære sig og at eksperimentere med de indre øvelser under en fornuftig vejledning, som Bertelsen udtrykker det. En sådan fornuftig vejledning har han selv lang og fornem erfaring i, også når det drejer sig om børn under 14 år. Problemet er at han ser mystikken som rettesnoren over alt andet.



Bertelsen har megen ret i at det forhold at bevidstheden altid prøver at bevare kontakten til det essentielle i en situation er fælles for de spirituelle traditioners individuelle og kollektive træningsformer. Som eksempel nævner han samtalen, hvor samtalepartnerne lytter med hjertet og taler fra kernen samtidigt med at de forbliver optaget af det emne de taler om. 'Tricket' er at begge samtidigt med at de taler lader bevidstheden mærke ind mod deres egen væsenskerne.

Og med rette kan han sige, at de træningsforslag han fremfører i sit aktuelle skrift (og alle tidligere skrifter) vedrører ganske enkle og alment forståelige erfaringer. "Det handler lige ud af landevejen om at få bedre kontakt til sig selv, at kunne mærke sin egen kerne bedre og herudfra få en bedre kontakt til andre".

Men Bertelsen vil ikke rigtigt være ved at mystikernes lange, seje og uhyre vanskelige optræning til oplysthed og klarhed på højeste niveau går langt ud over en genvunden føling med de medfødte og helt naturlige kompetencer (primærprocesserne), og i virkeligheden er opnåelse af en meget specifik form for 'gudsskuen', 'entusiasme' (at gå op i gud) eller 'ekstase' (at gå ud af sig selv og sit jeg) eller 'freden der overgår al forstand' og derfor i sidste ende må betegnes som en så konsekvent retningsbestemt kanalisering af den psykiske energi at den overskrider alle normale erfaringer og i praksis altid kræver hård træning under særdeles kyndig vejledning.

Bertelsen kalder mystikerne for udforskere af bevidstheden, og det er naturligvis ikke forkert, lige som det langt fra er urigtigt at regne ham selv for en yderst seriøs systematisk bevidsthedsforsker, men når han også hævder at "mystikkens forskningsområde er noget endnu egentligere end naturvidenskaben", nemlig selve den menneskelige bevidsthed, dens opfattelses- og forståelsesevne som sådan, så blander han tingene sammen. Så skelner han ikke tilstrækkeligt mellem hvad der er videnskabelig erkendelsesteori og hvad der er spirituel praksis. Bertelsen har meget stor respekt for videnskab og videnskabelighed, og han lægger vægt på sin egen videnskabelige uddannelse, og han vil endda også gerne have koblet spiritualiteten sammen med naturvidenskaben og endda med neurovidenskaben. Men lige præcis når han postulerer at udforskningen af bevidstheden skulle være egentligere end udforskningen af den ydre natur som naturvidenskaben beskæftiger sig med, så afslører det at Bertelsen i virkeligheden anser bevidstheden for at være basal i forhold til det materielle, og det er den gamle fatale grundfejl om igen. Han accepterer ikke at vi kan betragte tilværelsen og naturen fra to vidt forskellige perspektiver - det ydre og det indre - uden at vi nogensinde kan finde ud af hvilken der er basal. Den eneste fornuftige slutning er derfor at betragte dem som komplementære.



Pædagogikkens fornyelse    
Til toppen  Næste



Så er der efter undertegnedes mening langt mere hold i Jes Bertelsens fine betragtninger over de muligheder der er for en nødvendig fornyelse af pædagogikken nede på det almindelige folkeskoleniveau. Ikke mindst foreslår han at give såvel skolebørnene som lærere og forældrene pauser i arbejdet og i dagen, vel at mærke kvalificerede pauser, hvor den enkelte får tid og plads og mulighed for at kontakte og genopdage den basale evne til læring. Pausen flytter det man allerede har lært i baggrunden, så der gives plads til noget nyt, og ikke mindst selve åbenheden og nysgerrigheden. Den bedste pause, hedder det, er den hvori bevidstheden aktiverer de naturlige kompetencer: evnen til at mærke kroppen, åndedrættet, følelserne fra hjertet, vågenheden og den spontane kreativitet. Jf. artiklen Er der en idé med at holde hviledag?

Til gengæld kommer Bertelsen på afveje, lige så snart han kobler disse naturlige kompetencer sammen med det globale helhedsperspektiv, for godt nok understreger han, at de globale problemer og udfordringer skal løses videnskabeligt, teknologisk, politisk, økonomisk og humanitært, men han er også sikker på at denne løsning vil blive støttet af "en bevidsthedsforandring mod et globalt ansvarligt helhedsperspektiv". Og dette helhedsperspektiv gør han vel at mærke nærmest identisk med den medfødte kompetence for samhørighed og empati. Ja, han går så langt som til at postulere at anlægget for samhørighed og empati dannes allerede i livmodertilstanden og videreudvikles i de først spædbarneår gennem amningen.

Det betyder at han ikke skelner mellem symbiose og samhørighed, og altså tager for givet at den for alle mennesker (og dyr) fundamentale symbiose med moderen i den allerførste livsperiode ikke alene er grundlaget for al senere lykke- og meningsoplevelse (og derfor grundlaget for alle drømme om eller længsler efter paradis og det fuldkomne samfund), men selve urtilstanden i menneskelivet der så at sige altid vil vinde over den modsatrettede tendens til udfoldelse og magt som ligger i viljen, det vil sige i selve den psykiske energi der sprænger tilstanden.

Jes Bertelsen vil med andre ord ikke acceptere det grundliggende mytiske syndefald: menneskets ældgamle indsigt i at mennesket i og med at det blev et bevidst og kønsorienteret viljesmenneske for stedse tabte barndommens uskyld. Og denne manglende accept af syndefaldet får konsekvenser for hele hans filosofi.



Utopien om en verdensstat    
Til toppen  Næste



Bertelsen gør som udgangspunkt gældende at alle synes at være enig om at problemernes omfang og globale karakter nødvendiggør at alle jordens lande samarbejder. Men derefter hævder han at kun et velfungerende og magtfuldt verdenssamfund har mulighed for at tackle og løse de udfodringer og kriser vi står over for. Det er måske utopi i øjeblikket, indser han, men da en stor del af de globale problemer er opstået og skabt ud af en nationalistisk, separatistisk og netop ikke global tænkning (med hvad der hedder industrialisme, imperialisme, nationalisme og egoisme), så er en overordnet instans nødvendig.

Han medgiver at udviklingen af det moderne individ, de moderne nationalstater og den moderne teknologi er historisk nødvendige betingelser for den frihed der i dag trods alt findes mange steder på kloden. Alligevel fastholder han at det i høj grad er det egoistiske, separatistiske, nationalistiske, anti-globale tankesæt der har skabt forudsætninger og opretholder problemerne, og at et muligt konstruktivt fremtidigt globalt paradigme må være kendetegnet af ikke-separatisme, helhedsorientering og verdenssamfundstænkning. Ja, han trækker endnu engang oplysningsfilosoffen over alle oplysningsfilosoffer Immanuel Kant frem og minder om hvad denne sagde i slutningen af 1700-tallet: "Den naturlige, sunde fornuft forstår at krig først ophæves, når alle verdens lande slutter sig sammen i én verdensstat, ét effektiv, magtfuldt verdenssamfund, uden stående hære, men med en fælles overordnet verdenspolitik."

Bertelsen ser i midlertid fuldstændigt bort fra at hele tankegangen er totalitær - og at den i den tyske skæbnehistorie desværre løb sammen med den lutherske autoritetslære og reelt blev en af hovedfaktorerne bag den nazistiske totalitarisme i 1930'erne.

Verdensstaten er ikke alene en utopi - hvad problemerne med FN og EU såmænd er tilstrækkelige dokumentationer for - den er et eklatant brud med alle forestillinger om at tingene skal have lov til at gro, hvis de på længere sigt skal bevare sundheden og naturligheden. Men Bertelsen er blevet grebet af den intellektuelle eller rationalistiske universalisme, der er principper der tvinges ned over folket af en elite, og han har glemt modstykket: den ægte folkelighed der groer nedefra - og som går ud fra at det bæres af det gode.



Den definitive helhedsrealistiske vurdering    
Til toppen  Næste

Som allerede nævnt er Jes Bertelsen en af undertegnedes vigtigste inspiratorer. Jeg har læst hans bøger meget grundigt, været på flere kurser hos ham i Vækstcentret i Nørre Snede - og fået indsigter der er blevet basale i min egen filosofi.

Jes Bertelsens store styrke er hans på vore breddegrader sjældne viden om bevidsthed og mystik, og alt hvad han har skrevet og sagt bærer også præg af hans store indsigt i idéhistorien og den europæiske dybdepsykologi. Men der er en hel del ting han ikke har viden om eller sans for - og jeg har med årene ikke undgået en stigende fornemmelse af at selve hans hårde studieår under idéhistorikeren og Kierkegaard-eksperten Johannes Sløk i Århus gav ham nogle uheldige begrænsninger eller ensidigheder, der ikke mindst gjorde ham til urokkelig determinist og blokerede for enhver forståelse for Niels Bohrs filosofi. Han blev for bundet af Kant, Kierkegaard og Sløk - og kom i mine øjne aldrig til at forstå religionernes oprindelige umiddelbare føling med virkeligheden i hele sin bredde og dybde. Han synes slet ikke at forstå mytisk tænkning og kan derfor gå ind for noget så tåbeligt som en afmytologisering af religionerne.

Bertelsen er desuden for bundet af videnskabeligheden og troen på neurovidenskaben. Han kan oplyse at Vækstcentret i en årrække har deltaget i et lovende samarbejde med 'Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab' på Århus Universitet. hvor man bl.a. har haft et projekt med ti erfarne mediterende der i en dialog med forskerholdet blev scannet i en MR-scanner, medens de mediterede efter et på forhånd aftalt program. Det viste sig, fortæller Bertelsen, at hver af de ti erfarne mediterende havde substantielle ændringer i hjernestammen, i betydningen øget tæthed af grå substans. Og hvad så, må man spørge. Det er dog banalt og ikke det fjerneste overraskende. Det siger bare intet om bevidstheden!

Hvad der endnu mangler, indrømmer Bertelsen dog, er at få påvist en kausal forbindelse mellem denne form for meditation og hjernestammeændringerne. Men at det tilsyneladende er muligt at påvise nerve- og hjernemæssige modsvar til indre, meditative tilstande, ser han ikke desto mindre som et vigtigt skridt i retning af at udskille meditation, empati og spiritualitet fra overtroens domæne for med tiden at kunne etablere en praktisk, objektiv bevidsthedsvidenskab.

Undskyld jeg siger det ligeud: det er dog et fantastisk udsagn - for det afslører Jes Bertelsens grundlæggende deterministisk-rationelle indstilling. Han må jo mene at solide spirituelle erfaringer i sidste ende er og bliver overtro, hvis ikke de kan dokumenteres naturvidenskabeligt! Komplementaritetssynspunktet er for ham en by i Afrika.



Bertelsens bevidsthedsforskning skal ikke underkendes, men hans politisk-kulturelle forslag er utopiske, tanken om verdensstaten er syg og nedvurderingen af den folkelige nationalisme er malplaceret. Den viser specielt at han ikke har forstået det positive i det ukontrollable kollektivt ubevidste og dermed heller ikke det uundværlige i de stærke psykiske kræfter der ligger i de arketypiske forestillinger, der netop i deres fundamentale modsætning til universalistiske forestillinger af intellektuel art er udslaggivende for historiens forløb.

Netop her er der fornøden plads til det fænomen i biologien som ikke er til at komme uden om, nemlig tilfældigheden og emergensen, der begge gør at udviklingen ikke kan styres eller kontrolleres af mennesket.

Undertegnede afviser slet ikke den betydning de gamle mystikere og de moderne bevidsthedsforskere og mysterietrænere har for det kollektivt ubevidstes løbende udvikling. Det ville være tåbeligt på forhånd at bestride noget der under ingen omstændigheder kan testes i praksis. Men jeg afviser blankt enhver idé om at moderne mysterietrænere og -forskere kan påvirke udviklingen direkte ved at trække sig tilbage til deres huler og meditere i årevis. Jeg mener ganske enkelt det er en stor illusion, der igen kan føres tilbage til en illusorisk opfattelse af at bevidstheden er grundlaget for universet og tilværelsen.



Går man i øjeblikket ind på Vækstcentrets hjemmeside, kan man læse at Jes Bertelsen p.t. er utilgængelig, fordi han er på årsretræte. Det må betyde at han har trukket sig tilbage til en bjerghule et sted i Asien for at meditere i fred og ro under kyndig vejledning af sin faste vejleder efter de retningslinjer der er nøje beskrevet i bogen om "Bevidsthedens flydende lys". Jf. artikel.

Retræten vil uden tvivl give Jes Bertelsen endnu bedre indsigt i den højere bevidsthed, men efter min mening også fjerne ham fra den almindelige virkelighed. Ikke at det på nogensomhelst måde vil mindske hans empati for andre mennesker eller hans samhørighed med menneskeheden, tværtimod, men at det vil fjerne ham fra den jævne borgerlige tilværelse de fleste af os lever i og som også er den politikerne/magthaverne forholder sig til.

Hans nye essay om den indre frihed er velmenende, klar og smuk. Men den føjer ikke ny erkendelse til den gamle. Den rokker ikke ved den eksisterende verdensorden. Og den viser efter min bedste overbevisning heller ikke vej til en løsning af de unægteligt store udfordringer samfundet og kulturen står over for i dag.

Min konklusion i artiklen fra 22.8.08. om Jes Bertelsens specielle bevidsthedsforskning står derfor ved magt: "Jeg finder det fortsat af værdi at en ihærdig forsker som Jes Bertelsen utrætteligt udforsker vejene til højere bevidsthed, og jeg underkender hverken hans intellektuelle kapacitet, hans etik eller hans pædagogik, men jeg må konstatere at hans klare affinitet for den elitære oplevelse af den højere bevidsthed fjerner ham mere og mere fra de idealer og mål der udtrykkes i den komplementære helhedsrealisme. Hans bevidsthedsforskning er i mine øjne blevet for speciel."

Jan Jernewicz



PS! Det kan isoleret set være ligegyldigt eller i hvert fald underordnet, men skal lige noteres at selve bogomslaget til 'Et essay om indre frihed' er noget af det meste æstetiske bogdesign jeg nogensinde har set. Helt i strid med al sund praksis, må læseren slå omslaget ud i fuld to siders størrelse for at finde ud af hvad bogens titel egentlig er. Det kan desværre se helt symptomatisk ud!



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen.



Se nærmere under klik



Henvisninger    
Til toppen

Links til:

Vækstcenterets hjemmeside og omtale af Jes Bertelsen og hans forfatterskab

Litteratur:

Jes Bertelsen: Et essay om indre frihed. (Rosinante. 2010)

Øvrige bøger af Jes Bertelsen kan findes under nedennævnte link til 'biografi'.



Relevante artikler på Jernesalt:

Jes Bertelsen-biografi
Jes Bertelsens verdensbillede
Jes Bertelsens etik
Jes Bertelsens specielle bevidsthedsforskning  (22.8.08.)
Rothstein om Jes Bertelsen i Encyklopædien



'Jernesalts 2009-filosofi'
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Helhedsrealismen
Holismen en umulighed i dag  (7.4.05.)
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet
griber dybt ind i eksistensproblematikken (13.1.11.)


Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt  (23.12.10.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski

De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Sjæl og hjerne (2)  (17.10.06.)
Sjæl og hjerne (01)
Sjælen - ånden; Selvet -   (23.12.04.)



Hvor kommer det onde fra?
Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens konsistensetik)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Det aggressive menneske  om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger
Konrad Lorenz' kulturopgør

Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Bevidstheds-aksiomet
Bevidsthedssyn, hjernedød og åndløshed  (2.4.08.) Kulturradikalismen kontra liberalismen  (16.2.08.)
Hjerneforskningens revolution ifølg Lone Frank  (30.9.07.)
Hjerne og sjæl  (17.10.06.)

Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Sprog, naturvidenskab og eksistensfilosofi
Sprogets og dets dimensioner
Sprogpsykologisk aksiom
Humormennesket Storm P.

Hvad er virkelighed?  (om Københavnerfortolkningen)
Virkelighed og humor  (20.8.07.)
Virkeligheden og livet  (22.07.07.)
Virkeligheden og rummet  (12.7.07.)
Virkeligheden og tiden  (5.7.07.)
Virkelighed og ånd  (29.7.07.)
Virkelighedsaksiomet
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Ånden, Selvet - sjælen -   (23.12.04.)
Ånd, natur og oplysning

Sekulariseringen og religiøs krise
Afdogmatisering - ikke afmytologisering
Zinkernagels filosofi



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Samfund
Artikler om erkendelse
Artikler om etik
Artikler om psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal