JERNESALT

Jernesalt

Tværfaglig

komplementær

helhedsrealisme

Program

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Oversigter

SAMFUND

Danmark

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Globalisering

Miljø

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Sund fornuft

Frihed

Religion

Humor

2009-FILOSOFIEN

Forord

Begreber

Krisen

Eksistensen

Verden

Livet

Mennesket

Sjælen

Sproget

Samfundet

Parametre

Udfordringen

Advarsler

Anbefalinger

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - bandekrig01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.3.09.

Bandekrig på Nørrebro

Bandekrig er et forholdsvis nyt fænomen i det hidtil fredelige og velordnede danske velfærdssamfund. Bander af forskellig slags har eksisteret længe, herunde navnlig ungdomsbander og rockerbander, og de har alle udgjort en vis trussel mod den grundlæggende civile orden som er selve forudsætningen for opretholdelsen af et moderne velfærdssamfund. Men de har hidtil kunnet holdes nede på et acceptabelt niveau gennem politiets systematiske overvågning og retsforfølgelse. Nu er billedet imidlertid ændret i kraft af at visse bander forsøger at overtage magten i visse begrænsede områder af landet, først og fremmest på Nørrebro i København. Det synlige udslag er skyderier der i visse tilfælde er rene likvideringer af 'fjender' og i andre tilfælde er drab på tilfældige sagesløse mennesker. Hertil kommer bandernes ulovlige visitationer af borgere der bevæger sig ind i disse områder - først og fremmest rettet mod folk der fx ved tatoveringer kunne se ud til at tilhøre 'fjendtlige' grupper. Altsammen skaber naturligvis frygt hos de almindelige borgere i bydelen der lever et normalt fredeligt liv og normalt værdsætter deres bydel. Frygten rammer også børnene i området. Mange mennesker holder sig indendøre - og det rammer det almindelige byliv, forretninger og caféer.

Optrapningen har været i gang længe, men kulminerede for ganske nylig. Fredag den 27. februar blev en sagesløs mand af irakisk oprindelse således brutalt likvideret i Mjølnerparken af et par unge mennesker med automatvåben, da han sad ventende i en bil som de havde fulgt op. Lørdag den 28. februar blev en 32 årig mand skudt i ryggen i sin bil af et par cyklister på hjørnet af Korsgade og Griffentfeldtsgaede. Og mandag den 2. marts blev en person dræbt og tre andre såret ved en skudepisode på en café på Amager.

Alt i alt har der det sidste halve år været mere end 50 skudepisoder her i landet. Halvdelen kan relateres til krig mellem forskellige bander. Nørrebro i København er særligt hårdt ramt, fordi der her er en betydelig koncentration af indvandrere, hvis ungdomsbander er i krig med rockerbander og tilhørende AK81-bander.

Politiet har løbende justeret og forøget indsatsen mod den uacceptable vold, der jo også er et vidnesbyrd om udbredelsen af en uhyggeligt stor mængde ulovlige våben (og lovlige skydeveste). Men trods politiindsatsen blev skyderierne kun værre. Politiet kan jo - som en efterforskningsleder udtrykte det - ikke være alle steder på alle tidspunkter.

Resultatet blev da også at justitsminister Brian Mikkelsen i fællesskab med den nytiltråde rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen og politiinspektør Per Larsen den 4. marts på et pressemøde fremlagde regeringens 'bandepakke'. Per Larsen havde få dage forinden måttet erkende, at politiet ikke længere havde magten i gaderne i København.

I korte træk går pakken ud på at give politet udvidede muligheder for at varetægtsfængsle folk der er i besiddelse af skydevåben og telefonaflytte folk der groft overtræder våbenloven. Samtidigt går politiet og skattevæsenet sammen om overvågning af pengeoverførsler mellem bande- og rockermedlemmer. Politiet skal have flere betjente på gaden i de truede områder. De skal have flere skudsikre veste. Politiet får adgang til at udstede zoneforbud for de såkaldte bandevagter. Og fængslede bandemedlemmer anbringes i særligt sikrede fængselsafdelinger.

Desuden tredobles strafferammen for obstruktion af redningsfolks arbejde i områderne. Og bandemedlemmer uden dansk statsborgerskab skal fremover kunne udvises for den blotte besiddelse af ulovlige våben samt for vold og tilskyndelse til vold. Endelig skærpes fængselsstraffene ganske betydeligt for de nævnte typer forbrydelser.

Rigspolitichefen har udtrykkeligt fremhævet at det efter hans mening vil få en effekt i det samlede billede, når politiet med den nye lov kan fjerne folk fra miljøet i længere tid. Og justiministeren er overbevist om at regeringens barske og kontante bandepakke vil have forebyggende effekt. Men det er der mange eksperter på området der tvivler på. De anfører at bandemedlemmerne generelt er fuldstændigt ligeglade med hvilke konsekvenser deres forbrydelser får med hensyn til straf.

Politikerne i folketinget bakker dog med undtagelse af Enhedslisten op om bandepakken. Alle er enige om at situationen er uholdbar, at politiet skal have bedre muligheder for effektiv indsats, og at samfundet skal slå hårdt ned på banderne. Selv SF's formand Villy Søvndal melder klart ud: Han vil sikre at samfundet har magten. At vi ikke skal finde os i det dramatiske tab af velfærd det vil være hvis forældre ikke trygt kan sende deres børn ud at lege. Svaret på forbrydelserne må være en massiv politiindsats med mandsopdækning og visitation af bandemedlemmer der kører rundt i dyre BMV'er. Men han peger også på at det er gået galt, fordi man har forsømt sociale tiltag og bekæmpelse af diskriminationen af indvandrerne.

Og dermed er vi ved det gamle problem. Den yderst betænkelige udvikling i kriminaliteten er ny, men politikerne beskylder hinanden for gamle forsømmelser. Nogle retter skytset mod den nuværende regering, men strengt taget går forsømmelserne flere årtier tilbage: Der har aldrig her i landet været ført en indvandrerpolitik der har været tiltrækkeligt forudseende.

Der er i høj grad også uenighed om bandekrigens art. Er det en racekrig eller et etnisk bandekrig? Eller er det i virkeligheden en narkokrig? Svarer man narkokrig, lægger man op til en diskussion om regeringens og politiets strategi om at lukke Pusherstreet på Christiania for hashhandelen. For selvom politiet hævder at strategien har været nyttig, så er det samtidigt sikkert, at narkohandelen ikke som helhed er blevet mindre, men blot er flyttet andre steder hen, herunder til både Nørrebro og Vesterbro.

Siger man racekrig eller etnisk bandekrig, fokuserer man unægteligt på det faktum at krigen er en krig mellem indvandrerbander på den ene side og rockerbander på den anden side, og at der er grundlæggende race- eller etnicitetsmodsætninger mellem disse grupperinger. Det gør det næppe bedre at politiet gennem så mange år har overvåget rockermiljøet så tæt, at man kender de velorganiserede bander ud og ind, mens indvandrerbanderne er så anarkistisk opbyggede, at de ikke har kunnet overvåges på nær samme effektive måde.

Rockerne kommer ind under begrebet 'organiseret kriminalitet', dvs professionel og koninuerligt kriminalitet der udføres med det klare formål at opnå magt og profit ved at levere varer der er efterspurgte, men ulovlige. Den slags kriminalitet trives naturligvis bedst hvor samfundet giver sine borgere ringe grad af social, økonomisk og juridisk sikkerhed. Men rockerne her i landet har ikke destomindre vokset sig store og stærke med egne rockerborge, dyre luksusbiler og en grov, demonstrativ og skræmmende macho-adfærd.

Indvandrerbanderne er derimod en del af ungdomskriminaliteten, hvad der vil sige at den først og fremmest er 'procesorienteret' som det hedder, dvs lægger meget større vægt på den ulovlige adfærd end på udbyttet af denne adfærd. Den er så at sige en del af den almindelige ungdomsprotest mod det etablerede samfundssystem og dets normer. Men den får i sammenligning med generationernes almindelige ungdomsoprør sin særlige karakter i og med at den udspringer af medlemmernes dybe frustration over at være ildeset, at blive betragtet som anderledes og fremmede.

Unge indvandrere af denne frustrerede type har i realiteten ikke noget ønske om integration i det bestående samfund. De har end ingen forståelse for den civile ordens basale nødvendighed for opretholdelsen af velfærds- og retssamfundet. Og de er nærmest stolte af at kunne hærge, ødelægge, dræbe og skabe frygt omkring sig. og de tiltrækker unge der savner identitet og kommer nemmest til en form for identitet ved at indgå i banderne. De er stort set uden for pædagogisk rækkevidde og vil simpelthen ikke tage mod gode råd endsige følge disse råd. De få ungdomsklubmedarbejdere der har kontakt med de kriminelle indvandrere kan ikke overbevise dem om nogetsomhelst. Og de mener også selv at regeringens nye bandepakke egentlig kun er et signal til indvandrerne om at de ikke hører hjemme her i landet. Specielt ses de nye udvisningsmuligheder som et voldsomt skridt, fordi mange af de kriminelle er født her i landet - og trods dyb foragt for tilstandene her jo ikke har 'hjemme' andre steder.

Politiken d.d. bringer en så voldsomt udfald fra en ikke integreret indvandrerdreng at det bør citeres i fuld længde: "Det er et fucking luderland. Et fucking luderland. Jeg er født her, men hvis jeg bliver taget med en kniv eller en pistol, så bliver jeg udvist. De kan putte mig fucking 20 år i fængsel, men de vil udvise mig til mit eget land! Jeg har søgt om det fucking statsborgerskab flere gange, men de vil ikke give mig det. Jeg skal vente, til jeg er 32, tror jeg. Danmark er det mest racistiske land i verden. Jeg har boet på Nørrebro hele mit liv, men du [henvendt til justitsministeren] sidder bare ude i din villa i Hellerup eller Frederiksberg, og der sker ikke en skid med dig. Det er ikke dig, der skal leve med, at der kommer rockere herind og skyder på dig, bare fordi du er sort. Selvfølgelig går vi med skudsikre veste! Tror du, vi vil dø?"

Uden al tvivl kunne man - hvis man absolut ville - spørge sig frem til at den pågældende indvandrerdreng har haft en lang stribe negative oplevelser af det danske samfund og de indfødte danskeres modvilje mod ham og hans gruppe. Uden tvivl kunne man i samme ånd påvise at der er gjort alt for lidt fra de sociale myndigheders, fra kommunernes og fra regeringens side. Og uden tvivl kunne man også få bekræftelse på at det kniber ganske gevaldigt med de indfødte danskeres tolerance og vilje til at tage imod fremmede.

Men racistisk er modstanden mod indvandrerne ikke dybest set. Den er udtryk for almindelige menneskers helt almindelige og psykologisk velforståelige skepsis over for alle fremmede. Blot får den sit særlige nådesløse præg fordi indvandrerne ikke optræder som almindelige fremmede der enten kun er på kort besøg eller som frivilligt og bevidst gør hvad de kan for at tilpasse sig, hvis de skal forblive i længere tid. De optræder derimod i vid udstrækning frivilligt og bevidst som fremmede der netop ikke vil tilpasse sig, men vil bevare deres normer fra fremmede kulturer og skabe parallelsamfund til det danske samfund og den danske monokultur - og oven i købet forventer tak for det. De frustrerede indvandrere er forblevet desintegrerede fordi de ikke har villet integreres - og ikke har set nogen interesse i at trodse den modstand de har mødt. I bedst fald er de blevet bitre og er havnet i offerrollen som forurettede. I værste fald er de havnet i et decideret had til det danske samfund og den danske kultur, et had der er og bliver destruktivt og umuliggør integration. Og så er det faktisk ikke så underligt at der opstår hårde konflikter eller bandekrige i indvandrerområder som Nørrebro der mest af alt ligner en borgerkrig og derfor giver politiet alvorlige problemer med at sikre den almindelige ro og orden.

Narkoen spiller uden al tvivl en betydelig rolle i den aktuelle bandekrig, fordi den i hvert fald gør det i de rockermiljøer indvandrerbanderne ser som deres modpol. Og derfor skal narkobekæmpelsen fortsat prioriteres højt af politiet og rockerbanderne fortsat betragtes med den allerstørste overvågenhed. Men ikke desto mindre har den aktuelle bandekrig så klart etniske, kulturelle og religionsmæssige træk der gør det nødvendigt at se den i en større sammenhæng.

Forfatteren Jens-Martin Eriksen skrev i sin tid sammen med Frederik Stjernfelt en glimrende analyse af borgerkrigen i Eks-Jugoslavien ('Hadets anatomi. Rejser i Bosnien og Serbien' - jvf. artiklen Had og demokrati). Og han har nu ud fra de samme erfaringer påpeget visse fællestræk mellem en sådan borgerkrig og den aktuelle bandekrig. De vigtigste er at der er tale om bevæbnede organisationer (militser) der på kontant vis håndhæver suverænitet over bestemte etnisk eller religiøst definerede områder og dermed sætter den almindelige lov og orden ud af kraft. Medlemmerne af disse bevæbnede organisationer får såvel deres identitet som deres beskyttelse gennem medlemsskabet. Eriksen tror ikke på at politiet vil være i stand til at afvæbne banderne, men tror til gengæld på at det vil lykkes myndighederne at få parterne til at indgå en fredsaftale, som imidlertid vil komme til at betyde at bydelene bliver opdelt mellem grupperne.

Da der sker en vis afsmitning fra de muslimske militser til muslimerne i Danmark generelt (politiet har netop konstateret at antallet af bandemedlemmer er blevet fordoblet på et års tid), vil der ifølge Eriksen også være en tendens til en kamp mellem muslimer og ikke-muslimer, altså det alle fornuftige mennesker blandt indvandrerne og indfødte danskere vel frygter allermest - og det der i givet fald vil ødelægge fuld integration af de muslimske indvandrere i årtier.

I denne situation kunne det være fristende at betragte bandekrigen som et simpelt bandeopgør inden for den kriminelle underverden og således betragte den dominerende fortolkning af den som en 'racekrig' eller dyb etnisk konflikt som udslag af mediernes indstilling og fordomme. Det er hvad filminstruktøren Omar Shargawi forsøger, bl.a. ud fra den konstatering at medierne bruger rockerkongen Jønke som kronvidne i sagen. Men her synes alt håb ude. For hvordan benægte at de etniske modsætninger spiller ind såvel i den faktiske bandekrig som i mediernes dækning af den og befolkningens opfattelse af den?

Problemet er at ligegyldigt hvad de velmenende integrationskonsulenter og velmenende intellektuelle af fremmed herkomst siger i deres sociale og kulturelle forsvar for deres medindvandrerne der er kommet i klemme, så forholder det sig nu engang sådan, at indvandrerne er fremmede her i landet i den afgørende betydning at de ikke er hjemme i dette lands ældgamle kultur og normer - og allerede af den grund overhovedet ikke kan komme uden om at tage stilling til om de ønsker integration eller ej.

De velmenenede indvandrerkonsulenter forsømmer ikke at understrege at flertallet af de kriminelle eller på anden vis ikke-integrerede indvandrere er født her i landet og i mange tilfælde har opnået dansk statsborgerskab, dvs den formelle juridiske ret til at være her og rettighedsmæssigt blive betragtet på lige fod med etniske danskere. De har såmænd også ret i at der allerede her ligger risiko for modsætning og polarisering. Men den afgørende fejl ligger i selve den manglende forståelse for at det ikke er formelle rettigheder der bestemmer konflikters udvikling, men den psykiske eller mentale indstilling der behersker de indvandrere der tildeles rettighederne, men forbliver fremmede af sind.

Set ud fra helhedsrealismens synspunkt så er det aldeles afgørende at gøre sig klart at det at føle sig hjemme i et land dybdepsykologisk set ikke vil sige at have formelle rettigheder til det, men derimod at have føling med den gældende monokulturs dybeste kræfter - og disse vil for alle folks og alle kulturer vedkommende sige det kollektivt ubevidstes kræfter.

Set ud fra helhedsrealismens synspunkt kan det derfor også fastslås at had til og evig afstandtagen eller polemik mod den gældende hovedkultur altid fører til desintegration, og at den eneste vej ud af denne desintegration er at lægge hadet og polemikken på hylden.

Set ud fra helhedsrealismens synspunkt kan det tilsvarende slås fast, at den eneste vej til fuld integration er at ville integrationen - uanset hvilken modstand man måtte møde. Identiteten skal ganske enkelt flyttes fra såvel oprindelseslandenes kultur og normer som de lokale banders normer til det nye lands kultur og normer. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, for det kræver indsats, stor indsats, stor udholdenhed og stor vilje - samt rådgivere der giver råd i den rigtige retning.

Den aktuelle bandekrig skal naturligvis mødes med den øgede politiindsats regeringens bandepakke giver mulighed for og den skal suppleres med fornuftige tiltag af sociale myndigheder, skoler og andre instanser. Men i sidste ende blever den afgjort af parternes mentale indstilling. Og derfor er det endnu engang nødvendigt at understrege at den nuværende krise ikke blot er en økonomisk krise, men en dyb eksistentiel krise der kun kan løses hvis det generelle oplysningsniveau i alle kredse og alle subkulturer hæves ganske betydeligt, så folk begynder at forstå sammenhængen mellem ydre vilkår og indre, psykiske indstillinger.

Specielt må alle indvandrere forstå at de i virkeligheden står i syndefaldsmytens problemstilling: de har mistet deres uskyld i og med at de er blevet bevidste om deres problematiske situation - og de kan kun komme videre ved at tage ansvaret på sig og finde frem til en ny form for identitetsbærende samfølelse med den kultur de skal leve i.

Jan Jernewicz

Henvisninger: