utils prefix normal JERNESALT - auken

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.1.05.


Lad dog Auken præke!

Nytårsbetragtning af Jens Vrængmose

Med nogle dages forsinkelse må det konstateres, at hvis der er noget i denne verden der kan få visse medlemmer af Dansk Folkeparti til at se rødt, så er det når et medlem af Auken-familien toner frem på skærmen for at holde nytårsprædiken i en af Danmarks Radio transmitteret gudstjeneste fra Vartov i København.

Margrethe Auken kan man ikke fordrage, fordi hun ud over at være EU-venlig SF'er (og nu også EU-parlamentariker), i sin tid som næstformand i folketingets præsidium åbenlyst tilkendegav sin foragt fra formandssædet for Dansk Folkepartis medlemmer, når disse ytrede sig i salen. Den slags er uværdigt for en ordstyrer, men damen kunne altså aldrig styre sig selv. Til gengæld kan alle glæde sig over, at hun blev valgt til EU-parlamentet. Så kom vi da af med hende på en pæn måde!

Og i Vartov overlod hun så prædikestolen til broderen Svend, det lange hyl, der holdt en prædiken med udgangspunkt i ordene fra Mattæus-evangeliet om at de kristne er jordens salt og verdens lys. Og den prædiken var så stærk en dram for pressesekretær Søren Espersen og folketingsmedlem, pastor Jesper Langballe fra Thorning, at de ikke kunne få den ned, men måtte klage til Danmarks Radio og beskylde ledelsen for at tillade politisk propaganda fra Guds eget hus.



Talen er blevet offentliggjort i både Jyllands-Posten og Politiken, i sidstnævnte organ som kronik påstemplet 'dokumentation', og så kan alle vi der ikke kunne drømme om at lukke op for tv-gudstjenesten fra Vartov selv dømme i sagen. Og jeg må ærligt tilstå, at jeg ikke alene finder klagen helt uberettiget, men også talen for god og spændende. Her er det nemlig for det første et dybt engageret kristent menneske der taler, og for det andet et dybt ansvarligt menneske der åbent fremlægger sine synspunkter om forholdet mellem tro og politik. Dem kan man være uenige i, men ikke betragte som ligegyldige eller hinsides al sund fornuft.

Svend Auken betoner på den ene side, at et menneskes gudsforhold hører til i det skjulte som et personligt anliggende mellem Gud og den enkelte. Men på den anden side skal vi alligevel ifølge Jesus lade det lys vi måtte få i kraft af Guds nåde skinne for andre mennesker. Vi skal bogstaveligt talt "bestige bjerget og svinge med lampen for at lyse for andre, og dele ud af kraften som man salter kødet for at det skal holde sig sundt og velsmagende"!

Auken betegner dette dobbeltsignal som mystisk og sært dialektisk, men han vover sig altså i kast med en løsning af paradokset.

For det første, siger han, kan ingen tage Gud til indtægt for sine politiske holdninger eller ved gode 'kristne' politiske handlinger gøre sig fortjent over for Gud. Men på den anden side, fortsætter han, skal vi være jordens salt og verdens lys ved at gå ind i vor tid, "blande os, vise engagement, bekæmpe uretten, støtte den svage, have solidaritet med de udstødte, vogte skaberværket: naturen, miljøet, og træde op imod dem der vil krig og undertrykkelse."

Auken er selv klar over at det umiddelbart kan lyde som en kritisabel sammenblanding af religion og politik, eller misbrug af Guds navn. Men alligevel mener han, at der ikke er noget forkert i at et menneske med et kristent/religiøst ståsted engagerer sig i sit samfunds problemer og samtidigt vedkender sig sine religiøse værdier som afsæt. For nok får vi nåden og dermed skyldsfritagelsen for intet, men troen giver nyt lys og ny kraft - også til at skabe et mere retfærdigt samfund.

Auken advarer udtrykkeligt mod at påberåbe sig nogen facitliste hentet fra Jesus eller bruge forkyndelsen om nåde i den politiske kamp. Men kristne værdier kan ikke desto mindre have betydelig aktualitet i relation til vores samfunds udfordringer, hævder han. Og han konkretiserer disse værdier som "barmhjertigheden, hjælpen til de fattige og svage, solidariteten med de udstødte, skepsis over for grådighed og egoisme, imødekommenhed over for fremmede, ansvarlighed over for natur og miljø, og troen på en solid social orden som en betingelse for retfærdighed."



Men Svend Auken ville ikke være Svend Auken, hvis hans udlægning af det kristne evangelium standsede her. Og det gør den da heller ikke. Han eksemplificerer derimod udtrykkeligt sådanne inspirerende og forbilledlige udslag af kristen solidaritet og ansvarlighed med kampen mod apartheid i Sydafrika og raceadskillelsen i USA, modstanden mod Vietnamkrigen, kampen mod kommunismens undertrykkelse i DDR og modstanden blandt alverdens kirkesamfund mod krigen i Irak. Og dermed får hans fortolkning unægteligt lige så præcis den subjektive drejning der gør den Aukensk.

Han indrømmer blankt, at motivet for at gøre en indsats ikke behøver være kristent. For mange andre bevæggrunde kan være fuldt så legitime. Men det er ham en gåde, hvordan man kan læse evangelierne uden at blive grebet af eller bestyrket i et ønske om at engagere sig og vælge side i tidens store spørgsmål. Vejen fra det helt personlige, skjulte gudsforhold til engagementet i verden synes ham kort og lige.

Følgelig kalder han det absurd at begrænse næstekærlighedsbudet til kun at gælde naboer, slægtninge, arbejdskammerater og andre der ligner en selv og taler samme sprog. Det må gælde alle nødlidende og alle fremmede.

Og netop her er vi naturligvis fremme ved den slags påstande der kan provokere medlemmer af Dansk Folkeparti, og da navnlig de af deres folketingsmedlemmer der er tidehvervspræster som Langballe og Krarup.

Svend Auken indrømmer at det ikke er helt enkelt at svare på spørgsmålet om hvad det overhovedet er for kristne værdier vi taler om, hvis disse gøres til basis for de kristnes engagement og til løftestang for kirkernes deltagelse i samfundets kampe. En vis tvivl har han altså, hvad der også fremgår af bemærkningerne om det mystiske dobbeltsignal i Jesu forkyndelse. Men tvivlen driver hurtigt over til fordel for hans personlige sikkerhed om det rigtige i hans eget engagement.



Filosofisk set kunne man pege på, at det ud fra den komplementære helhedsrealismes synspunkt ville være ganske nærliggende at se på det opstillede dobbeltsignal eller paradoks som et ægte komplementært fænomen. Det vil aldrig kunne opløses gennem logisk ræsonnement. Men der er god mening i begge logisk uforenelige budskaber.

Sagen er blot, at Auken ser totalt bort fra, at vi mennesker - uanset tro og religiøst tilhørsforhold - nu engang ikke lever i paradiset eller det fuldkomne samfund, men mytologisk talt har spist af kundskabens træ og dermed fået både indsigt i forskellen mellem godt og ondt og frihed til at erobre verden, opdyrke jorden, stille vores nysgerrighed, forske og gøre teknologiske fremskridt - samt hver for sig slås for vore interesser. Denne frihed kan overhovedet ikke få praktiske følger i verden uden gennem ulighed og differentiering i samfundet.

Guds rige - sådan som Jesus forstod det - findes stadig blandt mennesker, uanset friheden og uligheden, uanset de dogmatiske stridigheder, politiske og religiøse partidannelser og kampe. Ellers ville vi være ilde stedte, ja uden fornøden styrke til at leve livet. Men uligheden, differentieringen og kampene er vores lod, og dem må vi prøve at tackle på en sådan måde at vi kan bevare overvægten af det gode i livet.



Svend Auken er i sin gode ret til at give den ene side af Jesu forkyndelse en klart subjektiv drejning, så den kommer til at passe til hans politiske holdninger. Men Langballe og Krarup er sandelig også i deres gode ret til at mene det modsatte, og først og fremmest at undgå enhver illusion om at deres politiske holdninger skulle være mere kristelige end andres. Det kristelige kunne tværtimod bestå i konsekvent at tage rent personligt ansvar for egne politiske holdninger.

Det tiltalende ved Svend Auken er imidlertid at han er så engageret som tilfældet er. Det særlige ved ham er at han lige som sine søskende og sine forældre føler en meget nøje sammenknytning mellem engagementet og den kristne tro. Men hverken filosofisk eller teologisk set er denne tilknytning problemfri. Og det burde han indse så meget mere som han udmærket ved, at der er kristne mennesker, herunder tidehvervspræster såvel som kristne statschefer, der mener noget andet end han selv. Men det er tydeligt, at det volder ham problemer at skelne det universelle fra det historiske og nationale.

Det er derfor til syvende og sidst ikke så underligt, at Auken er en torn i øjet på Dansk Folkeparti. Men man kunne foreslå dem at betænke, at Jesus ligeud sagde til de forargede, at hvis dit øje forarger dig, så riv det ud.

Det kunne ikke falde mig ind at opfordre Dansk Folkepartis medlemmer til at følge rådet, for så er jeg bange for at vi får for mange enøjede i partiet. Men de kunne måske overveje om forargelsen ikke somme tider er helt unødig og i virkeligheden afskærer muligheden for en forståelse for at engagerede mennesker som Svend Auken nødvendigvis må prøve at få personlig tro og politisk holdning til at gå op i en højere enhed.

Dette kan man betragte som værende en ikke fuldt sekulariseret praksis, eftersom det på sin vis er udtryk for et temmeligt naivt ønske om at bevare helheden hvor den ikke hører hjemme, men trods alt er det hverken absolutisme eller fundamentalisme. Derimod et personligt træk Auken umuligt kan løbe fra. Lad ham derfor præke som han vil.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Andre udgydelser af Jens Vrængmose: Klik.

Andre artikler om sekularisering: Klik.

Men se også:

Kristendommen passť?  (26.12.04.)  og

Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal