Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - asylirakersag09b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.9.09.


Kan det gode menneske blive for godt?

Det gode menneske er over os. I det mindste i medierne. Og dét på mange kanter.

Tydeligst ses det i den meget aktuelle strid og debat om de afviste irakiske asylansøgere. De har i årevis vidst besked om at de ikke ville få asyl i Danmark og at de derfor på et eller andet passende tidspunkt ville blive sendt tilbage til Irak. Rejste de ikke frivilligt - med den hjælp de derved ville få fra den danske stat - ville de blive hjemsendt med tvang, dvs anholdt af politiet og sendt med et fly til Bagdad. De er gentagne gange af myndighederne blevet opfordret til at vælge den frivillige hjemrejse, men de fleste har fravalgt denne udvej i et forfængeligt håb om i sidste ende at kunne få bevilliget asyl eller humanitær opholdstilladelse i Danmark. Og de har generelt ikke forberedt sig på hjemsendelsen.

De er blevet bakket moralsk op af behjertede mennesker der mente de burde have asyl allerede af den grund at de havde opholdt sig så længe her i landet, at de ikke ville føle sig hjemme i Irak. Nogle af dem kunne også være direkte truet i Irak. Dele af pressen - med Politiken i spidsen - har bakket dem op. Det radikale Venstre har bakket dem helhjertet op, og det samme har også Enhedslisten der dog først og fremmest ser hele sagen som led i kampen mod 'systemet', mens Socialistisk Folkeparti af hensyn til samarbejdet med socialdemokraterne i princippet har accepteret irakernes hjemsendelse, men været imod den praktiske effektuering af den, dvs imod ordensmagtens anvendelse af magtmidler.

Da de irakiske asylansøgere der stod for tvangshjemsendelse søgte midlertidigt asyl i Brorsons Kirken på Nørrebro i den tro at de ikke ville kunne røres af myndighederne i en kirke, blev de bakket op af stedets præst, andre behjertede præster i landet samt den ligeledes behjertede biskop i Århus, Kjeld Holm. Irakerne blev længe bildt ind, at en kirke i Danmark var et fristed for mennesker på flugt, som politiet ikke kunne angribe. Så da det rent faktisk skete, fordi en kirke aldeles ikke er et fristed for flygtende mennesker - og ikke har været det siden den katolske tid, hvor der var modsætning mellem kirkemagt og fyrstemagt - blev irakerne rædselsslagne og deres støtter rystede. Politiske demonstranter forsøgte at forhindre politiet i at køre irakerne væk i busser, og det kom følgelig til voldsanvendelse fra politiets side med efterfølgende klager fra de folk der nægtede at flytte sig på politiets ordre. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech stemplede offentligt demonstranterne som 'Enhedslistens stormtropper', og Enhedslisten behjertede leder, Johanne Schmidt, har da heller ikke været sen til at forsvare dem.



Og det sidste udslag af godhed i sagen er, at sympatisørerne nu har iværksat en omfattende hjælp til de asylansøgere som trues af tvangshjemsendelse, men som politiet endnu ikke har fået fat på. De er gået 'under jorden' som det hedder i illegalt sprog og bliver nu skjult rundt omkring i landet. Integrationsministeren har meget rigtigt gjort udtrykkeligt opmærksom på at det er ulovligt at skjule folk der er eftersøgt af politiet. Men de gode menneskers svar er, at de ikke kan få over deres gode hjerte at nægte at hjælpe folk der banker på deres dør og beder om skjul. Brorsons Kirkens præst, Per Ramsdal, der efter politiets aktion i kirken ikke lagde skjul på hvor rystet han var (men som ikke har løjet om hvad han har set), har været så uforsigtig at antyde at han ville hjælpe flygtningene med at skjule sig, hvis de henvendte sig, selvom det er ulovligt, er netop d.d. klogeligt af den nytiltrådte biskop for Københavns Stift blevet sendt på tre ugers tiltrængt ferie.

Sympatisørerne - heriblandt tidligere folketingsmedlem Arne Melchior - har ikke undladt at sammenligne situationen med den mange mennesker stod i under krigen og specielt i oktober 1943, da jøderne måtte flygte for ikke at risikere at blive sendt til koncentrationslejre i Nazityskland. Dengang var der bred sympati for hjælpen til de flygtende, og mange danskere satte livet på spil for at hjælpe jøderne med at flygte (nogle tog sig også særdeles godt betalt for hjælpen, men det er en anden snak!). Sammenligningen er imidlertid helt ved siden af. For de jøder der var tale om var danskere - og havde for flertallets vedkommende været det i flere generationer, men først og fremmest blev de gjort til flygtninge fra den ene dag til den anden, fordi de pludseligt fik at vide at den tyske besættelsesmagt ville arrestere dem og sende dem til kz-lejrene sydpå. - I den aktuelle sag anno 2009 er de irakiske flygtninge kommet her til landet ad forskellige veje og af forskellige grunde. De har fået behandlet deres ansøgninger om asyl helt efter landets humane regler. Og de har fået afslag hvis de efter myndighedernes bedste skøn ikke har været personligt forfulgte i deres hjemland. Dette land er desuden ikke længere et diktatur, men et land under genopbygning godt på vej mod både demokrati og retssikkerhed.



Det har været fremført som argument for barmhjertighed over for disse asylansøgere, at Danmark har været med i krigen mod Irak 2003 - og derfor skulle have særlige forpligtelser til at hjælpe flygtninge netop herfra. Men argumentet holder ikke. For krigen er overstået. Irak er befriet for sin diktator. Det er på vej mod demokrati. Og det kan modtage stadigt flere af sine flygtninge. Derfor måtte det vel være at forvente at disse personer ønskede at vende tilbage for at hjælpe med at bygge landet op. Man kan naturligvis ikke se bort fra usikkerheden i Irak i visse dele af landet. Og heller ikke fra at personlige forhold kan spille ind i den enkelte sag og gøre en administrativ afgørelse vanskelig. Men det tages der netop højde for i myndighedernes behandling af sagerne. De fleste sager har været endevendt flere gange. Og enkelte er også endt med genoptagelse og endda humanitær opholdstilladelse.

Men kernen i hele striden om de afvise irakiske asylansøgere og deres hjemsendelse er og bliver en diametral modsætning mellem dem der mener at hensynet til det enkelte menneske skal gå over hensynet til samfundet som helhed, og dem der mener det omvendte. De første mener principielt at Danmark skal tage imod så mange flygtning som overhovedet praktisk muligt - uden hensyn til om de kan integreres. De sidste mener at Danmark har ret til og skal fastholde sin status som en monokultur der nok kan og bør tage imod nogle flygtninge, men kun i et omfang der muliggør deres integration.


Som konsekvent hævdet på Jernesalts sider er de to modsatte synspunkter principielt uforenelige. Det betyder at der ikke kan opnås nogen logisk løsning der kan tilfredsstille alle. Forholdet mellem individ og samfund er komplementært, og det betyder at der er berettigede synspunkter for begge opfattelser, men at de ikke kan forenes, hvorfor de må opretholdes sideordnede i en vedvarende pragmatisk diskussion om hvad der tæller mest i den konkrete valgsituation.

Det er altså fuldt berettiget og moralsk forsvarligt i flygtningespørgsmål og asylsager at betragte individets interesser som vigtigere end samfundets interesser. Men det er lige så berettiget og lige så moralsk forsvarligt at gøre det omvendte. Dette betyder at man i sin stillingtagen til spørgsmålene ikke bør forfalde til at betragte den ene part som god og den anden part som ond - eller at beskylde det ene part for at være løgnere og den anden part for sandhedsvidner. Det er desværre en stadig mere udbredt fejl i den politiske og kulturelle debat at forfalde til en sådan grov polemik, ensidighed og polarisering, hvor man netop betragter den anden part som onde, uvederhæftige og egoistiske - og sin egen part som det modsatte. Det er ødelæggende for debatten - og det går i allerhøjeste grad ud over såvel oplysningen som mulighederne for fornuftige løsninger på problemerne.

Det er karakteristisk for medierne, at de altid gerne puster til ilden, polariseringen og fanatismen. Men samtidigt sigende for det danske folkestyre og oplysningsniveau, at den overvejende del af befolkningen ikke hopper på limpinden. Langt de fleste mennesker har medfølelse med de irakiske flygtninge og kan udmærket forstå deres vanskelige situation. Men det store flertal af befolkningen mener ikke destomindre at de afviste asylansøgere skal sendes hjem, og at politiets og andre myndigheders behandlinger af sagerne har været i orden - med de skønhedsfejl der nu engang hører til vanskelige sager. Det er stort set kun et lille parti på spærregrænsens vippe der går den militante protests vej. SF slår sig lidt i tøjret, men accepterer i sidste ende det brede flertals accept af den stramme udlændingepolitik: Det er efter flertallets opfattelse en for stor tilstrømning af flygtninge til vores land som har givet problemerne. Men vi er ikke hjerteløse, fordi vi ønsker at gøre hvad vi kan for at fastholde vores monokultur som sammenhængende, men samtidigt fri, sekulær og demokratisk - og rig på variation.



Også på mange andre områder ses en modsætning mellem komplementære synspunkter der aldrig vil kunne løses på logisk vis, men må fastholdes i en dynamisk spænding inden for en demokratisk ramme af dialog og gensidig respekt.

Her skal blot peges på det økologiske felt, hvor mange sværger til en ren grøn linje, hvor man kun spiser økologiske grønsager, mens flertallet ser pragmatisk på tingene og spiser økologisk, når varerne smager lige så godt eller bedre og koster nogenlunde det samme. De sidstnævnte er nok tilbøjelige til at tvivle på at de økologiske produkter er helt så gode som de giver sig ud for!

Og hvad klimaspørgsmålet angår, er der som bekendt en del idealister der mener at vi skal skrue ned for energiforbruget og køre på cykel i stedet for i bil for at redde kloden fra overforbruget, overophedningen og 'katastrofen'. Flertallet ser gerne CO²-udledningen bremset. De er skeptiske over for de videnskabelige 'beviser' på en forestående katastrofe (klimaet er et så komplekst system at dets udviklingsforløb ikke kan forudsiges med blot rimelig grad af sikkerhed), men flertallet kan godt se fornuften i at begrænse risikoen inden for rimelighedens grænser. Men det vil ikke opgive vækst - ganske som flertallet af jordens befolkning i både fattige områder og udviklingsområder heller ikke vil opgive håbet om vækst. Vækst er ikke en dille eller mode, men er simpelthen en direkte og uundgåelig følge af den trang til transcendens der er indbygget i mennesket. Flertallet ser utvivlsomt gerne at det kommende klimatopmøde i København ender med en fornuftig aftale, men det er nøgternt nok til at erkende, at det bliver yderst vanskeligt at forene de vidt forskellige interesser som rige lande som EU og USA på den ene side og de mange fattige lande og få store udviklingslande som Kina og Indien på den anden side har, når de hver især skal tage ønsket om vækst i betragtning.



Groft sagt kan man sige at det i alle disse spørgsmål synes at være idealistiske synspunkter der står over for mere realistiske, jordbundne og nøgterne. Men holder man sig til denne synsvinkel, så havner man let i den konklusion, at 'idealisterne' kører på nogle idéer eller principper uden ringeste hensyn til realiterne og praktiske hensyn - og noget sådant ligger der i virkeligheden også megen uheldig eller usund intellektualisme i - mens realisterne til gengæld kun kører på hensynet til penge og bekvemmelighed - og her er det nærmest kun drifter og instinkterne der råder.

I virkeligheden er der nok tale om langt mere komplicerede processer, hvor både hjerne og hjerte - eller fornuft og følelse - spiller en stor rolle hos begge parter, blot i forskelligt forhold. Som det fremgår af næsten alt hvad der er skrevet på denne hjemmeside, så er den simple sondring mellem fornuft og følelse ikke særligt velegnet til analyser af motiver for menneskelige handlinger. Den afgørende sondring i psyken går mellem de svage, men stabile tanker og følelser på den ene side og de stærke, men ustabile tanker og følelser på den anden side. Og det karakteristiske for alle mennesker er at disse to slags psykiske processer - også kaldet hhv. den stærke psykiske kernekraft og den svage psykiske kernekraft - i praksis vekselvirker, fordi ethvert menneske har brug for begge dele i sin eksistens.

Bruger man denne sondring i stedet for den gængse, men simple, så vil det være nemmere at forstå at de 'idealistiske' mennesker, der fx hjælper irakiske asylsøgere - eller fx spiser økologiske gulerødder og brænder for at spare energi - såmænd ikke er bedre mennesker end de der har de modsatte synspunkter. Faren er netop at hæfte den moralske term 'god' på de handlinger der udspringer af umiddelbare 'følelser' eller 'hjertegrunde' - og dermed samtidigt stemple nøgterne overvejelser, praktiske hensyn og overordnede politiske eller kulturelle hensyn som kolde og hjerteløse. I praksis vil forskellen ofte mest gå på forskellen mellem kortsigtede og langsigtede interesser. Og specielt skal understreges, at det vil være katastrofalt at hæfte hensynet til de langsigtede mål på moralske termer som kold eller hjerteløs.

Tendensen hos de mennesker der aktuelt støtter de afviste irakiske asylansøgere er at de betragter sig som gode, og deres modstandere som onde. Det siger de måske ikke direkte, da de naturligvis er klar over at det ville lyde 'farisæisk' eller 'skinhelligt', men det lyser ud af dem, når man hører og ser dem på tv. Og fred være med deres gode samvittighed. Det der her anfægtes er, at det gode kan identificeres entydigt med 'hjertets umiddelbare reaktion' og således altid være kendetegnet af at omtanke og sund fornuft udelades.



Så enkelt er forholdet imidlertid ikke, og det skyldes dybdepsykologisk set, at det 'hjertet siger' eller 'den umiddelbare reaktion' vil indebære, ikke nødvendigvis behøver at være etisk forsvarligt, eftersom 'samvittigheden' er den dummeste del af et menneskes personlighed og meget ofte vil råde til at gøre og sige lige netop det et menneske er opdraget til i den tidlige barndom - før den kritiske tanke satte ind. Samvittigheden vil i de værste tilfælde af autoritær opdragelse være lig med netop de automatiske reaktioner som den fædrene autoritet har lagt ind i barnet, altså som det Freud kaldte 'overjeget'. Derfor må der skelnes mellem spontane reaktioner fra denne kant og spontane reaktioner af ægte medfølelse.

Spontaniteten er med i begge former for reaktion, og spontanitet er en afgørende faktor i al ægte omgang mellem mennesker og derfor også i etikken. Men stadigt gælder at der er forskel på det korte sigt og det lange sigt. Og at snæver fokusering på det korte sigt ikke nødvendigvis fører til tilstrækkeligt hensyn til det lange sigt, ja, direkte vil kunne modarbejde det - og dermed modvirke den helt fundamentale konsistens i etikken. Gode mennesker der handler for kortsynet kan blive for gode af sig.



Konsistensetikken indeholder kravet om at det enkelte menneske og den enkelte gruppe såvel som den store gruppe, nationen eller hele samfundet skal sørge for overvægt af det gode i det lange løb. Det giver dels plads til fejlskøn og fejltagelser, men først og fremmest at det lange løb altid principielt vil blive prioriteret over det korte løb, hvis der er konflikt imellem dem.

I den konkrete sag om de afviste irakiske asylsøgere er det forståeligt at nogle mennesker i umiddelbar medfølelse med disse mennesker ser bort fra det mere middelbare hensyn til landets eller samfundets interesser, men det burde være oplagt for alle, at hensynet til samfundets interesser nødvendigvis må sætte grænser for indvandringen af flygtninge - fordi sammenhængskraften i samfundet og fællesskabet undergraves af et for stort antal disintegrerede indvandrere. Derfor hører det også under 'gode handlinger' at afvise flygtninge der ikke opfylder kravene om asyl.

Jan Jernewicz



Henvisninger:



Relevante artikler på Jernesalt:

Irakiske asylansøgere definitivt afvist i Danmark  (15.8.09.)
Er det synd for de afviste asylsøgere?  (23.4.06.)

Komplementaritet
Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener

Konsistensetikken  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud
Ansvarlighed  (10.1.07.)

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser



Artikler om danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal