Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - asylirakersag09

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.8.09.


Irakiske asylansøgere definitivt afvist i Danmark

Natten til torsdag kulminerede den tre måneder gamle sag om de irakiske asylansøgere der havde søgt tilflugt i Brorsons Kirken på Nørrebro. En politiaktion midt om natten sørgede for at de tilbageværende irakere - mænd, kvinder og børn - blev fjernet fra kirken. 19 mænd blev anholdt og ført til Sandholmlejren, mens kvinder og børn blev sat fri ude på gaden. Politiet havde forberedt aktionen en månedstid og mødte talstærkt op. Politifolk i skjorteærmer forsøgte at overtale irakerne til at forlade kirken frivilligt - og lade sig anholde udenfor, men da de ikke kunne overtales, men i stedet søgte tilflugt foran alteret i selve kirkerummet med stole som værn, måtte politiet trække i fuld uniform med skjolde og hjælme. I mellemtiden havde irakerne tilkaldt venner og sympatisører via sms, så der efterhånden var flere hundrede demonstranter foran kirken - og de råbte og protesterede samt søgte at forhindre politiet i at køre de anholdte irakere bort i busserne.

Det endte med voldsomme konfrontationer mellem politi og demonstranter - og såvel pressen som privatpersoner optog film og fotos på stedet, så medierne kunne levere de stærke billeder til hele folket. Modstandere af aktionen var straks ude med postulater om overdreven vold, ja, kynisk brutalitet. Eller de berettede om hvor rystede de havde været over at se politiet fare frem mod asylansøgere der havde søgt tilflugt i en kirke. Brorsonskirkens egen præst der kom til stede under aktionen var særligt rystet over at se kampklædte politifolk med hjælme angribe irakere foran alterbilledet af den korsfæstede og lidende Kristus. Han kaldte irakerne korsfæstede. Og socialdemokraternes tidligere formand, Poul Nyrup Rasmussen, var ikke sen til at erklære politiaktionen for uværdig for Danmark. Og han blev bakket op af såvel Mogens Lykketoft som Ritt Bjerregaard, stik imod den officielle partilinje.

Vist er billederne ubehagelige at se på og beretningerne ubehagelige at høre på eller læse om. Sådant må ordensmagtens aktioner nødvendigvis altid blive, når de rettes mod folk der modsætter sig rimelige henstillinger. Da ordensmagten tiere og tiere må gribe ind over for demonstranter der ikke vil efterkomme nødvendige henstillinger, men tværtimod ser det som en opgave for ikke at sige en fornøjelse at sætte sig imod dem alt hvad de kan, er vi efterhånden vant til en del af den slags. Men det er ganske karakteristisk for sagen, at mens sympatisørerne for irakerne i går kunne samle mange tusinde til en fredelig demonstration fra kirken til Rådhuspladsen, så viser en meningsmåling at kun 23 % af befolkningen mener aktionen var forkert, mens hele 60 % finder den o.k.

De irakiske asylansøgeres situation er ulykkelig af flere grunde, men både folketingsflertallet og befolkningen ønsker den gældende asyllovgivning håndhævet, og spørgsmålet er derfor ikke om politiaktionen var lovlig og berettiget - for det var den - men om irakerne og deres sympatisører i grunden har forstået hvad sagen drejer sig om, og om sympatisørerne har rådgivet asylansøgerne rigtigt eller om de i virkeligheden har gjort dem en bjørnetjeneste ved at bakke op om deres tilflugt til kirken.



Det er påpeget gang på gang i alle medier, at dansk asyllovgivning er strammet betydeligt, fordi et stort flertal i befolkningen ser det som et stort og stigende problem at landet har fået indvandrere og flygtninge i et antal der gør ordentlig integration vanskelig og i tilfælde af modvilje fra indvandrernes side helt umulig. Danmark modtager ikke desto mindre fortsat et stort antal flygtninge og indvandrere hvert år, men alle asylsager behandles grundigt af Flygtningenævnet, og flygtninge får naturligvis deres ansøgninger om asyl afslået, hvis grundlaget ikke er i orden. De afviste asylansøgere skal derefter hjemsendes hurtigst muligt, helst frivilligt, men om nødvendigt med tvang. Sådan er reglerne. De afviste asylansøgere kan modsætte sig hjemsendelse og kan derved forhale den temmelig længe, men det er i princippet ikke muligt for dem at skaffe sig asyl ved forhaling. Afviste asylansøgere må desuden affinde sig med at måtte opholde sig i asyllejre indtil de bliver hjemsendt, og dette ophold er bestemt ikke særligt behageligt, for selvom de får dækket deres helt elementære behov for underhold og bolig, så må de leve livet under trange kår og uden håb om meningsfuld beskæftigelse.

Dette er i enhver henseende en ulykkelig situation, og den fører gang på gang til medlidenhedsgivende omtale i pressen med efterfølgende pres på politikere og myndigheder for at ændre lovgivningen eller i det mindste genoptage sagerne. Myndighederne og flertallet af politikere står i dag meget fast på lovgivningens bogstaver, fordi man ønsker stram styring af indvandringen. Men både humanitære organisationer og mange velmenende mennesker bliver ved med gennem fremhævelse af særtilfælde at presse myndighederne til ændringer - og de giver samtidigt de afviste ayslansøgere moralsk støtte til fortsat modstand mod hjemsendelse. Asylansøgernes ulykkelig situation bliver altså endnu ulykkeligere, fordi de får næring til helt igennem falske forhåbninger om omstødelse af afvisningerne.

Hvad specielt de irakiske asylansøgere angår er hele sagen blevet yderligere kompliceret af misforståelser mellem de danske og de irakiske myndigheder om hjemsendelserne. Den svenske regering har formået at få en klar og holdbar aftale, der kan administrereres effektivt, men den dansk regering synes at være løbet ind en vis modvillighed fra Iraks side som har givet usikkerhed om grundlaget for tvangshjemsendelser, fx med hensyn til så elementære forhold som de afviste asylansøgeres identitet. Man kunne let få den tanke at de irakiske myndigheder bevidst prøver at modarbejde de danske, men den slags konklusioner skal man være forsigtig med at drage, da de aldrig vil kunne bevises.

Fast står derimod at der i visse tilfælde kan rejses tvivl om hvor sikkert det er for de afviste asylsøgere at vende hjem til et Irak der i visse regioner endnu er præget af stærke modsætninger mellem befolkningsgrupperne, herunder gammelt nag fra det tidligere regimes tid. Omvendt må det også siges, at det kan overraske at de afviste irakere ikke har stærke ønsker om at vende hjem til det land de kommer fra for at hjælpe med til at opbygge det. Naturligvis vil der være en risiko ved at vende hjem, og en vanskelighed ved at skulle tilpasse sig nye forhold og udfordringer. Men når de tidligt i deres sagsforløb har fået at vide at de skal hjemsendes, så burde de tage det til efterretning og indstille sig på det i stedet for at håbe på en fortsat magelig tilværelse her i landet.



Det er karakteristisk for situationens udvikling, at socialdemokraterne - i modsætning til regeringspartierne - er blevet splittet på sagen. Partiledelsen med Helle Thorning-Schmidt i spidsen har været nødt til at acceptere såvel de afviste asylansøgeres hjemsendelse som den stedfundne politiaktion, fordi alternativet er en undergravning af hele den lovgivning der håndhæver princippet om at det er myndighederne der ud fra givne objektive kriterier skal afgøre hvem der kan få asyl i landet og hvem der ikke kan. Der vil som altid i sådanne sager kunne rejses tvivl om de konkrete afgørelser, men kriterierne er klare nok, og myndighederne (Flygtningenævnet) kompetente nok til at træffe afgørelserne. Så al stramning af flygtninge- og indvandrerpolitikken ville blive undergravet, hvis modstand mod afgørelserne skulle kunne medføre asyl.

Der er derfor intet uværdigt i behandlingen af asylansøgningerne eller i politiets tvangshjemsendelse af de afviste asylansøgere der nægter at rejse frivilligt. Politiet gør kun hvad de har pligt til. Og hvis folk udefra ikke blandede sig i deres løsning af opgaverne, ville den kunne foregå fredeligt og ordentligt.



Det uværdige i forløbet bør søges i velmenende menneskers og organisationers forsøg på at modarbejde myndighederne og give afviste asylansøgere håb om forbliven i landet. Disse aktører er i deres gode ret til at mene at lovgivningen strider mod deres idealer, og at hævde at den skulle stride mod internationale idealer som menneskerettighederne. Men det er uanstændigt at de ikke vil bøje sig for den danske lovgivning og danske politikeres ret til at bestemme dansk flygtningspolitik. Aktørerne kan være så velmenende de være vil, men de kan ikke komme uden om at de sætter hensynet til enkelte fremmede menneskers ønsker om at være og blive her i landet over hensynet til det danske folks ønsker om at samfundet bevarer sin gode ret til at bestemme hvem der skal have ophold og eventuelt statsborgerskab her i landet.

Aktørernes indstilling bliver ikke bedre af at de påberåber sig menneskelighed og næstekærlighed, for ingen af disse to gode principper kan ophøjes til principper for et samfunds ledelse eller forvaltning.

Det er psykologisk set fuldt forståeligt at personer der får nære forbindelser til asylansøgere kommer til at se det som deres menneskelige pligt at hjælpe disse mennesker på bedste vis - moralsk, socialt, økonomisk og måske endda fysisk. Men en sådan menneskelighed kan aldrig gøres til princip for samfundslivet. Der er tværtimod en principiel modsætning mellem individets og samfundets interesser, der gør at man aldrig kan få dem til at gå op i en højere enhed uden problemer. Og samfundshensynet er i sidste instans det afgørende i alle konflikter, fordi det enkelte menneske intet er uden samfundet og dets beskyttelse.



Næstekærlighed betragtes i mange religioner - inklusive kristendommen - for en særdeles god og vigtig indstilling. De fleste kender lignelsen om den barmhjertige samaritan der kort og godt går ud på at enhver skal hjælpe et medmenneske i nød, uanset om vedkommende tilhører den ene eller den anden kategori af mennesker. Ser man en nødlidende på vejen, har man pligt til at hjælpe uanset om vedkommende er hvid eller sort, kristen eller muslim, socialdemokrat eller venstremand, høj eller lav. Denne indstilling er så selvfølgelig i vores kultur, at den faktisk ikke diskuteres i selve princippet. Problemet angående flygtninge er udelukkende om flygtninge der kommer langvejs fra og på den ene eller anden vis har skaffet sig adgang til vort land, skal betragtes som nødlidende mennesker der falder ind under næstekærlighedsbegrebet.

Svaret er et klart nej. De pågældende flygtninge skal naturligvis behandles humant af det politi og de myndighederne der møder dem ved grænsen eller i lufthavnen, og de skal efterfølgende have deres ansøgning om ophold eller asyl behandlet efter rimelige og objektive regler. Men de skal ikke behandles efter næstekærlighedens princip, for hverken politik eller andre offentlige myndigheder har nogen 'næste' at forholde sig til, men derimod en klient eller en retsperson. Det kan ikke siges klart nok: At betragte en tilkommende flygtning som en 'næste' er en decideret fejlvurdering, der kun kan føre til uønskede problemer.



Den indstilling de velmenende sympatisører med asylansøgerne har bliver heller ikke bedre af at nogle af dem påberåber sig kirkens særlige forpligtelse til at tage sig af lidende og forfulgte mennesker. For igen må der skelnes skarpt mellem flygtninge og aylansøgere på den ene side og almindelige mennesker på den anden side. En præst skal naturligvis hjælpe et sognebarn der er kommet i sjælenød eller anden nød, og kirken som sådan skal naturligvis være et fristed for mennesker der har behov for en tid at være et sted hvor der er fred og ro til at være sig selv og eventuelt komme i kontakt med det guddommelige. Men en præst har ingen speciel forpligtelse til at tage sig af flygtninge, og kirken har ingen som helst forpligtelse til at give husly til folk der flygter fra myndighederne. Kommer flygtninge til en præst eller en kirke skal de have at vide at de skal henvende sig andre steder. Begynder en præst at gå ind i en flygtningesag som andet end venlig rådgiver, bliver han i samme sekund en politisk aktør - og må finde sig i at blive bedømt som sådan. Giver han husly til eftersøgte flygtninge begår han i princippet lovbrud.

I den aktuelle sag om de irakiske asylansøgere der har søgt tilflugt i en kirke på Nørrebro har det angiveligt været inde i betragtningerne at kirken traditionelt har været et fristed for eftersøgte mennesker. Men som det er påpeget fra sagkyndig side de sidste dage, så er der ingen kirkeretlig hjemmel for denne opfattelse. Den går helt tilbage til den katolske tid, hvor kirken i sin kamp mod den verdslige magt netop blev hævdet som absolut fristed over for fyrstemagten. En mand der søgte tilflugt i kirken var 'fredhellig' og kunne hverken pågribes eller slås ned. Det klassiske danske eksempel er Kong Knud den Fjerde der søgte fristed i Sct. Albany kirke i Odense 1086, men blev dræbt på stedet og senere helgenkåret. Det kendteste eksempel fra England er ærkebiskop Thomas Beckett der blev myrdet af kongelige riddere i 1170 i katedralen i Canterbury. Men protestantismen ophævede princippet - og ingen kan i dag ved tilflugt i en kirke sikre sig mod pågribelse af den lovlige ordensmagt.



Når traditionen fortsat lever, ligger det i at kirken stadigvæk betragtes som et fristed for mennesker, men dette skal først og fremmest forstås i overført eller åndelig forstand, og hvis forvirrede mennesker på flugt fra politiet skulle søge tilflugt i en kirke, så vil det som hovedregel medføre at den pågældende af præsten bliver overtalt til at melde sig til politiet. Man vil for alt i verden undgå at blande politiet direkte ind i sagen gennem magtanvendelse i kirken, for kirkerummet anses heldigvis som et åndeligt fristed hvor magtanvendelsen bør undgås.

Når det i den aktuelle asylsag har været nødvendig at anvende magt i Brorsons Kirken, har det ikke været fordi det var ønskeligt fra ordensmagtens side, men fordi 1) asylansøgerne af præster og sympatisører i månedsvis var blevet bildt ind at kirken ville være et blivende fristed, og 2) at de ved selve politiaktionen ikke kunne overtales til at forlade kirken frivilligt. Så enkelt er det faktisk. Politi og andre myndigheder har endda været helt utroligt langmodige i sagen.

Det virkeligt beklagelige i sagen er at sympatisører og præster - herunder biskopper - af idealistiske grunde har spillet på de gamle følelsesladede traditioner om kirken som et fristed uden hensyn til at traditionerne i århundreder udelukkende har været forbundet med den åndelige opfattelse af begrebet fristed.

De irakiske asylansøgere er nu definitivt afvist her i landet - og kun deres hjemsendelse til Irak henstår. Sagen er imidlertid ikke færdigdebatteret, for den rører ved mange følelser og fornemmelser om ret og retfærdighed, værdighed og anstændighed samt næstekærlighed og kirkelige fristeder.

Dybest set går den store modsætning mellem den forskelllige opfattelse af om hensynet til individet står over hensynet til samfundet eller omvendt. Spørgsmålet kan ikke løses på rationelt logisk plan, for modsætningen mellem individ og samfund er et typisk komplementært spørgsmål. Det må altid afgøres pragmatisk ud fra konsistensetikkens ønske om at sørge for overvægt af det gode på langt sigt.

Men humanismen går efter min mening over gevind når den principielt sætter hensynet til individet (herunder menneskerettighederne) over hensynet til samfundet eller fællesskabet. For samfundet er grundbetingelsen for al individuel udfoldelse og al menneskeret. Hensynet til flygtninge burde aldrig kunne anfægte et givet nationalsamfunds ret til at værne sine værdier og bestemme hvem der skal have ophold og eventuelt asyl eller statsborgerskab i landet.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Kan det gode menneske blive for godt?  (4.9.09.)
Er det synd for de afviste asylsøgere?  (23.4.06.)

Komplementaritet
Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener

Konsistensetikken  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud
Ansvarlighed  (10.1.07.)

Relevante kapitler af 'Jernesalts 2009-filosofi:

Begreber og aksiomer
Modernitetens problemer med det overordnede
Konsistensetikken Samfundet
Etik og politik
Nationalt og internationalt



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal