Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - armadillo

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.5.10.


'Armadillo' - danske 'bæltedyr' i Afghanistan

Så fik dokumentarfilmen om de danske soldater på krigsmission mod Taliban i Afghanistan heldigvis premiere godt en måned før planlagt, så alle der har fulgt den offentlige debat lige siden den blev vist i Cannes kan få lejlighed til selv at se den. Og lad det være sagt med det samme: Janus Metz' 'Armadillo' er en fremragende film der hæver sig langt over de ideologisk politiserende film der ellers dominerer billedet, jeg tænker ikke mindst på Michael Moore's film om Irak-krigen.

'Armadillo' går tæt på både de professionelle soldater der var sendt ud fra januar til november 2009, på deres officerer og øverste chefer hjemme og ude og på selve det kontroversielle emne der hedder dansk deltagelse i guerillakrig i en barsk egn flere tusinde kilometer væk fra vort lille, demokratiske og fredelige velfærdssamfund. Og der lægges ikke skjul på problemerne eller barskheden i opgaverne, men det overlades til seerne selv at dømme om både missionens berettigelse og krigens gru.

Instruktøren Janus Metz og hans dygtige fotograf Lars Skree har levet sammen med en deling soldater i deres base i Helmand-provinsen kun ca. 10 km fra byen Gereschk og fulgt med ud på de farefulde patruljer der især i ét tilfælde endte med en alvorlig træfning der kunne have kostet liv på dansk side. "Hvis man vil forstå hvad der foregår, så er man nødt til at skildre det uden at pakke det ind i de 'rigtige' ord eller billeder. Vi har været i baglommen på soldaterne, og det kommer tilskuerne til at opleve råt for usødet", har instruktøren sagt i et interview til Politiken. Og det holder stik.

Han og filmholdet har leveret en velkomponeret og 100 minutters lang dokumentarfilm om forholdene. Derfor får publikum et langt dybere indblik i de professionelle soldaters dagligdag og kampe end mange 2-minutters indslag i den almindelige tv-dækning er i stand til at give. Til gengæld kan den ikke fordybe sig i spørgsmålet om missionens berettigelse, for det er et politisk spørgsmål der kræver stillingtagen til overordnede og langsigtede strategiske beslutninger.



Filmen har navn efter selve den lejr som rummer omkring 150 soldater bag mure, volde, sandsække og pigtråd. Det spanske ord 'armadillo' betyder 'det lille armerede dyr' og er navnet på et sydamerikansk bæltedyr med et læderagtigt skjold. Men det blev også navnet på den maskot som den i efteråret 2007 faldne major Anders Stæhr Storrud havde og som lejren i Helmand blev opkaldt efter. Og det må jo siges at symbolisere de stærkt beskyttede danske soldater ganske godt.

'Drengene' er i Afghanistan for at sikre den lokale befolkning fred for de fanatiske talibanere og i den forstand hjælpe befolkningen med at opbygge et fredeligt og fornuftigt civilsamfund uden religiøs eller ideologisk undertrykkelse, men det kniber med samarbejdet, fordi danskerne må beskytte sig selv så stærkt som tilfældet er og jager talibanerne på en måde der gør disse endnu mere opsatte på at terrorisere civilbefolkningen. Som en af de lokale afghanere sagde til en dansk officer der udtrykte ønske om samarbejde: "Vi kan ikke samarbejde med jer, for når I er væk, kommer talibanerne tilbage og skærer halsen over på os".

Filmen forholder sig dog ikke til det langsigtede mål eller mulighederne for at nå det. Den viser derimod de store akutte problemer den beskidte guerillakrig indebærer. Talibanerne blander sig med civilbefolkningen og infiltrerer de fredelige lokalsamfund med henblik på at foretage angreb på danskerne som de af gode grunde betragter som deres fjender. Og de viser ingen pardon, men sniger sig ind på danskerne eller prøver at lokke dem i baghold.



Hele denne grundliggende asymmetriske krigsførelse indebærer i Helmand som i alle andre kampzoner i Afghanistan at enhver patruljering i området altid er en kamp på liv og død, hvor den der skyder sidst eller ikke lynhurtigt kan besvare ild med ild risikerer at falde. Konkret bliver tre af de danske soldater såret i kampe mens filmholdet var dernede, to heldigvis kun så overfladisk at de kunne behandles på feltlazarettet, men en så alvorligt at han måtte flyves hjem til Rigshospitalet.

Enhver krig er - set med fredelige menneskers øjne - en lidet attråværdig form for menneskelig udfoldelse, og når den overhovedet er blevet aktuel for Danmarks vedkommende skyldes det naturligvis at den danske regering i sin tid med stort flertal i folketinget gik ind for at Danmark som medlem af Nato skulle tage sin del af den byrde det var for USA at gøre op med Taliban-styret i Afghanistan. Denne beslutning kan naturligvis fortsat diskuteres, ikke mindst fordi krigen har udviklet sig noget anderledes end Nato forestillede sig fra starten, nemlig med en afghansk regering i Kabul der ikke ligefrem er den mest demokratiske og korruptionsfri regering man kan tænke sig, men krigen i Afghanistan er igen et led i en større krig mod den internationale islamistiske terrorisme der fandt sin foreløbigt mest modbydelige misgerning i angrebet på World Trade Centeret i New York den 11.9.2001.

Ved at gå med i krigen valgte regeringen at gøre op med den herskende opfattelse af dansk militær som rent defensivt og fredsbevarende - og altså vedkende sig et medansvar for demokratiets opretholdelse og mulige udvidelse til de lande i Mellemøsten der traditionelt kun har kendt diktatur af den ene eller anden art, men især af militant muslimsk art. Den nye sikkerheds- og udenrigspolitik betød at de danske styrker uddannelsesmæssigt og holdningsmæssigt i højere og højere grad skulle indstilles på offensive, risikable og politisk kontroversielle missioner. Og dette betød igen at Danmark nødvendigvis måtte opbygge en kerne af professionelle soldater der accepterer krigens barske vilkår og systematisk optræner evne til effektiv nedkæmpelse af guerillamodstandere der skjuler sig blandt civilbefolkningen. - Jf. artiklen Hvad nytte er det til - det danske forsvar?



Armadillo-filmens hele intention har været så ærligt og sandfærdigt som muligt at skildre de moralske dilemmaer de professionelle soldater uundgåeligt kommer til at stå i og som til stadighed skal forklares og forsvares over for både berettiget og uberettiget kritik, herunder decideret ondsindet sladder (som desværre også kan sættes i kredsløb ved uforsigtige bemærkninger fra de udsendte soldaters side!).

Det er slemt nok at soldaterne i bekæmpelsen af talibanerne bliver nødt til at fyre raketter af mod bygninger som rummer husdyr (fx køer) der ikke altid overlever og som skal erstattes af danskerne i kontanter. Men det værste er at det ikke kan undgås også at ramme helt uskyldige børn. Soldaterne kommer desuden gang på gang i den situation at de på et splitsekund skal afgøre om de vil skyde på et andet mennesker eller risikere selv at blive skudt. Deres chefer roser dem når de skyder, fordi tvivl ikke dur. Men de indrømmer i filmen at grænsen mellem hvornår der skal reageres omgående og hvornår der måske er tid til overvejelse er hårfin.

Og når en mission lykkes, fx ved at dræbe nogle af de talibanere der forsøger at angribe eller lægge sig i baghold, så skjuler soldaterne ikke deres begejstring. Det er spændte situationer de gang på gang bringes i og som drejer sig om overlevelse, og det er en naturlig menneskelige reaktion at afreager med jubelråb. Folk der tror det burde kunne være anderledes, kender ikke meget til psykologi. Eller de tager simpelthen på forhånd absolut afstand fra krig som sådan.

En af de ting der slår ved Armadillo-filmen er selve tonen eller sproget mellem soldaterne. Den kan virke rå og primitiv - med et utal af bandeord og skældsord. Men igen må det slås fast, at det ikke kan være anderledes. Hvis Danmark udelukkende vil føre krig på en smuk og uangribeligt humanitær facon, så misforstår man sagen. En sådan krig kan ikke føres over for modstandere som terrorister og talibanere - ligesom den under 2. verdenskrig ikke kunne bruges i kamp mod de nazistiske styrker eller gestapo-folk.



De enheder der sendes ud til krigen i Afghanistan er overvejende mandsenheder præget af typisk mandlige indstillinger og værdier. Flertallet af de udsendte soldater har normale, bekymrede familier der ønsker dem levende og raske hjem, og nogle af dem har naturligvis kærester eller ægtefæller og børn der ønsker det samme og som frygter det værste.

Da otte måneder er længe at være væk fra normalsamfundet og dettes fornøjelige blanding af begge køn (eller alle køn!), er det forståeligt at 'drengene' diverterer sig i fritiden med pornofilm, ligesom de hjemme holdt afskedsfester med strippere. Igen kan man kun sige, at hvis folk forarges over den slags, så skulle man lukke hele forsvarsbutikken. Det er der jo vitterligt også nogle der ønsker, men de synes ikke at tage højde for at Danmark, Vesten og Nato har fjender der fører asymmetrisk terrorkrig for at nå den absolutte magt.

Men trods alt skal man ikke tro at selv barske professionelle soldater på mission i Afghanistan er totalt blottet for moralske skrupler. Det kommer i filmen frem på den stærkeste måde i skildringen af en træfning der førte til drab på tre-fire talibanere der var gået i dækning i en grøft, men heldigvis blev opdaget og i tide fik en håndgranat i hovedet. For en sikkerheds skyld får de også en serie kugler i kroppen, så man kan være sikre på at de er helt døde. Man ser derefter en af de danske soldater trække de døde talibanere op af mudderet - med en blanding af lettelse og stolthed i ansigtet samt barsk humor på læberne.

Efterfølgende drøftes forløbet i lejren - og en soldat taler her stolt om at talibanerne blev 'likvideret'. Det har ført til stor debat herhjemme - så stor at forsvaret har anset det for nødvendigt at undersøge sagen nærmere, for åbenbart er det i strid med de internationale konventioner at 'likvidere' fjenden, skønt det er i orden at dræbe en fjende der faktisk skyder eller har til hensigt at skyde, selv i såret tilstand.

Personligt kender jeg mest det famøse ord fra udtrykket 'stikkerlikvideringer', og sådanne ville jo sige modstandsfolks drab på stikkere der angav danske frihedskæmpere til tyskerne med tortur og henrettelse til sandsynlig følge. Over for sådanne stikkere havde modstandsbevægelsen ikke andet valg end regulære snigmord. Man rydder med andre ord en modstander af vejen ved drab - og da forholdene ikke tillader normal rettergang, er der tale om hvad der kaldes en 'uofficiel henrettelse'. Men drab eller henrettelse på taliban-krigere i Afghanistan er ikke uofficiel, men i allerhøjeste grad officiel, eftersom det er formålet med den danske mission i Afghanistan at jage talibaner på flugt og dræbe dem der sætter sig imod. Så konkret er det blot ordet 'likvidere' der af en eller anden grund lyder for kynisk i visse menneskers øren. Jeg kan ikke forarges - og jeg må indrømmer at jeg heller ikke kan forstå forargelsen.



Det er fint at Janus Metz tager episoden og diskussionen med i dokumentationen om Afghanistan-missionen. Den viser at forsvaret som sådan ikke er ligeglad med soldaternes indstilling til det de gør, men den viser også at der uden tvivl er soldater med i krigen der ser lidt mere koldt på deres opgave end andre gør. Derfor er det også et fint træk af Metz at han i slutningen lader os følge den soldat i delingen der ser ud til at være blevet mest påvirket af de barske oplevelser, og som ganske vist erklærer at han måske godt kunne tænke sig at komme til Afghanistan igen, men hvis ansigtsudtryk ikke helt kan skjule at han har fået noget at tænke over i de otte måneder han var ude i 2009.

'Armadillo' viser hvor barsk guerillakrig eller asymmetrisk krig er for de mennesker der deltager på udførende plan. Den viser ikke - og ville ikke som film kunne anskueliggøre - de overordnede overvejelser om dansk deltagelse i Natos krig der er af politisk-moralsk art og som også omfatter en stillingtagen til uddannelse og udsendelse af barske professionelle soldater til opgavens løsning.

Janus Metz har undgået enhver form for politisk propaganda i filmen. Han viser den praktiske og moralske konsekvens af en politisk beslutning på fornemste vis - uden at sløre ubehagelighederne. Enhver må have sin mening om krig i almindelighed og om drab på andre mennesker i særdeleshed. Men det bør på dette sted pointeres, at drab på andre mennesker ikke er forbudt i religioner eller humanistiske konventioner - eller i konsistensetikkens Ti Bud - medmindre der er tale om uskyldige mennesker. Og det er der ikke i denne asymmetriske krig mod talibanske terrorister. Skyldige bliver mennesker nemlig altid, når de af egen fri vilje angriber eller terroriserer en befolkning der ønsker at leve i fred med deres omgivelser.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Forsvarsministeriet
Forsvarsministeriets publikation af 27.5.10. om 'Danmark i Afghanistan'



Relevante artikler på Jernesalt:

Afghanistans krise efter pseudo-valget  (31.10.09.)
Afghanistan, Danmark og Nato  (5.12.07.)
Afghanistan-sagens substans og misbrug  (28.1.07.)

Konsistens-etikkens Ti Bud   (Ti moderne vejledende principper for det sekulariserede samfund)
Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)

Bredt forsvarsforlig  (26.6.09.)
Foghs aktivistiske udenrigspolitik under kritik  (30.6.08.)
Dansk Mellemøstpolitik for militaristisk?  (5.8.06.)
Hvad nytte er det til - det danske forsvar?  (15.3.04.)

Danmark er blevet en central fjende for islamistiske terrorister  (3.6.08.)
Hvorfor terrorisme?  om de sociale, politiske, religiøse og psykologiske grunde (20.2.07.)
Terrortruslen i Danmark og 11. september   (11.09.06.)
Hadets tiltrækning og livsløgn   (31.7.07.)
Front mod islamismen  (4.3.06.)

Terrorstatus august 2005  (8.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)
11. september  om terrorismen på et-års dagen for terrorangrebet på USA.
Terrorangrebet der sætter skel - 11.9.01.



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Film
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal