Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Arabien

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.5.03.


Det ulykkelige Saudi-Arabien?

Allerede før USA indledte krigen mod Irak stod det klart, at Saudi-Arabien ikke ville tillade amerikanerne at bruge sine baser i landet til angrebet. Nogen større sympati for Saddam Hussein var der såmænd hverken i Riyadh eller andre arabiske hovedstæder, men ligefrem at hjælpe amerikanerne i deres kamp mod styret i Irak ville kongehuset ikke. Man frygtede ganske enkelt reaktionen fra den befolkning, der hader både amerikanerne og kongehusets despoter.

Allerede længe har det også stået klart, at Saudi-Arabien kun modvilligt og halvhjertet har støttet USA i kampen mod den islamiske terrorisme med centrum i Al-Qaida-bevægelsen. Store dele af bevægelsen er saudi-arabere, og deres netværk i Saudi-Arabien er stærkt. Osama bin-Ladens og hele bevægelsens mål er lige så meget kongehuset som amerikanerne. Det forhadte kongehus menes kun at kunne have holdt sig ved magten med amerikanernes hjælp - og de forhadte amerikanerne kun at støtte kongehuset for at holde befolkningen nede - eller sikre sig olien.

I flere uger har amerikanerne også vidst - og åbent advaret mod - at en større terroraktion mod amerikanske borgere og andre vesterlændinge i Saudi-Arabien var forestående. Og den kom så forleden - tirsdag den 13. maj, netop som den amerikanske udenrigsminister Colin Powell skulle på besøg i Riyadh. Aktionen der lagde flere bygninger i ruiner og kostede mange dræbte og sårede (det nøjagtige antal er endnu uvist) blev omgående fordømt at præsident Bush, der lovede de feje mordere at de ville komme til stifte bekendtskab med den amerikanske retfærdighed.

Iagttagere har nævnt, at den tragiske terroraktion, når den endelig skulle gennemføres, kommer belejligt for præsident Bush, fordi den sikrer ham opbakning i hans egen befolkning og sandsynligvis også hos hans allierede til fortsat kamp mod terrorismen, og dette netop som den amerikanske valgkamp om præsidentposten er skudt i gang, selvom valget ligger 1½ år fremme.

Terroraktionen er derimod højst ubelejlig for det saudiske kongehus, fordi den åbenlyst signalerer, at man ikke har styr på statssikkerheden i landet, men tværtimod er mere sårbar end nogensinde - og kun vil blive endnu mere sårbar, når amerikanerne om kort tid helt nedlægger deres militærbaser i landet.

Det er på sin vis skæbnens ironi at det er kommet hertil, for som bekendt var det egentlig Syrien der stod for tur til en omgang politisk forandring i nær fremtid efter at processen i Irak så småt - og med meget stort besvær - er kommet i gang. Men ingen har været i tvivl om, at Saudi-Arabien ikke i længden kunne holdes uden for en forandringsproces, ganske enkelt fordi dets dobbeltspil ikke kunne opretholdes længere.

USA har med Irakkrigen brudt den hidtige vestlige doktrin om at bevarelsen af de arabiske staters despotiske, enevældige magtsystemer i uændret form var den bedste garanti for stabilitet i området. Det har forlængst afsløret sig som en af Vestens værste illusioner. Irak var den største trussel udadtil, men Saudi-Arabien er den største indadtil. En forandring er uundgåelig. Og den vil som al gennemgribende forandring hverken komme til at gå stille af sig eller forløbe uden store risici for helt uforudsigelige følgevirkninger.



Før Sovjetkommunismens sammenbrud var det store skisma i international politik modsætningen mellem kommunismen og den såkaldt ‘frie verden', der i realiteten omfattede såvel ægte vestlige demokratier, herunder USA, som enevældige regimer som de arabisk-muslimske. Tingene var enkle. USA, Pakistan og Saudi-Arabien kunne se deres gensidige fordele i en fælles bestræbelse for at bringe den sovjetiske besættelse af Afghanistan til ophør. Resultatet blev som bekendt et hårdhændet, islamistisk Taliban-styre (som Saudi-Arabien var ene om at give anerkendelse) samt Osama bin-Ladens velorganiserede, målrettede og hensynsløse terror-netværk, der fra starten var en lige så stor trussel mod det saudi-arabiske kongehus som mod USA.

Generelt gælder for hele Mellemøsten, at den islamistiske bevægelse med basis i moskeerne er den alvorligste trussel mod de despotiske regimer, fordi det er den der formår at opsamle og organisere den folkelige utilfredshed med forholdene. Der er jo ikke alene et kæmpemæssigt demokratisk underskud i disse lande - med fravær af politisk frihed, religiøs frihed og simpel ytringsfrihed, men også udviklingsmæssigt underskud i økonomisk henseende på trods af de enorme rigdomme fra olien. Problemet er, at rigdommene groft og systematisk kanaliseres ind i magthavernes lommer og bankkonti, altså for Saudi-Arabiens vedkommende ind til kongehuset og dets efterhånden talrige skare af luksus-prinser. Dette vil sige, at der er stor og stigende politisk frustration og utilfredshed i landene.

Da der samtidig sker en regulær befolkningseksplosion i området, eksploderer også de offentlige udgifter. Olieindtægterne kan ikke følge med - og de er gennem årene ikke i tilstrækkelig grad blevet brugt til udvikling af en bredere samfundsøkonomi. Landene er med enkelte undtagelser (som bl.a. Bahrein) kommet ind i en ond cirkel af stigende skatter, stigende bureaukratisering, mindre og navnlig ringere militær, mindre overførselsindkomster, stigende arbejdsløshed, stigende social usikkerhed.

Skal der skub i den økonomiske og sociale udvikling vil det være nødvendigt med privatisering af store dele af statsapparatet, liberalisering af erhvervslivet, decentralisering af magten og administrationen samt udnyttelse af og udbredelse af ny teknologi på alle områder. Men despoterne stritter imod. De viger tilbage for en demokratiseringsproces og for udviklingen af et egentligt ‘civilt samfund' med frie og uafhængige medier og domstole og en lovgivning der beskytter både individet og dets menneskerettigheder og private virksomheder og deres rettigheder. Despoterne ønsker under ingen omstændigheder at opgive deres suveræne magt til at bestemme hvad der er ret.

Magt er for disse despoter ret og skal vedblive at være det - som vi så i Irak, indtil Saddam Hussein blev fjernet. Desværre betyder det også, at omverdenen, den ikke-muslimske omverden, generelt opfatter den muslimske kultur som en ren og skær magtstruktur - uendeligt langt fra demokratisk kultur eller blot tilløb til en sådan.

Det alvorligste problem i regionen turde i denne forbindelse være, at hele den folkelige modstand mod undertrykkelsen kanaliseres ind i religiøse, dvs fundamentalistiske baner, fordi moskeerne er blevet de eneste instanser og samlingssteder der forstår og formår på én gang at sørge for et socialt netværk omkring uddannelse, sundhedsvæsen og forsorg og en religiøs-moralsk påvirkning der giver almindelige mennesker et håb, en moral, en identitet og et fællesskab.

De religiøse ledere får dermed lokalt en enorm magt over sjælene - og de har alle steder forstået at udnytte denne magt til sikring af deres egne positioner og platforme for videre kamp. I tilfælde af frihed til at udfolde initiativ viser de ofte en utvetydig tendens til at fremme fundamentalistiske eller islamistiske interesser. De kæmper med andre ord på ingen måde for demokratiet eller det civile samfund - med dets friheder - men tværtimod for den teokratiske stat med dens ensretning og indskrænkede friheder. De optræder gang på gang som demagoger af værste skuffe.



I sin fortræffelige bog om "Arabien - Palads eller parlament" opregner Politikens Mellemøst-ekspert Anders Jerichow den lange række af tændsatser til konflikter i den arabiske verden, som en dag kan eksplodere - medmindre besindige kræfter søger bedre løsninger.

Det drejer sig om Jerusalems status som jødisk og/eller palæstinensisk hovedstad, om fredsprocessen henimod oprettelsen af en palæstinensisk stat, om risikoen for masseødelæggelsesvåben i hænderne på terroristerne, om den allerede nævnte befolkningseksplosion og det nævnte demokrati-underskud. Hertil kommer den alvorlige økonomiske krise, hvis løsning kræver liberalisering, men modsat trues af de fundamentalistiske bestræbelser på at danne islamistiske regimer.

Striden om olien er både et spørgsmål om at få ejerskab, produktion og indtægter fjernet fra regenternes absolutte kontrol og et spørgsmål om at sikre en regelmæssig produktion til verdensmarkedet ved at forebygge og forhindre terror mod anlæggene.

Undertrykkelsen af den almindelige befolkning må bringes til ophør, hvis der overhovedet skal gang i samfundsudviklingen, men den er også forudsætningen for at man mindsker risikoen for at de unge vælger terroren som deres foretrukne måde at kanalisere deres vrede og energi på.

Jerichow kan dog også pege på tendenser i den rigtige retning - altså på besindige kræfter i området der arbejder konstruktivt på fred og udvikling. Med Al-Jazeera-tv-kanalen er der dukket et arabisk medie op, der virkelig tager sin opgave som demokratisk kontrollant i området alvorlig - og som har gjort sig uafhængig af den ellers effektive despotiske kontrol. Overalt findes en "demokratisk kaste af dissidenter" som han kalder det, dvs moderne, ja "radikale" islamister som bliver ved med at kæmpe for demokratiet gennem nye fortolkninger af islam, skønt de forfølges med alle midler. Også kvinderne kræver nu med stigende styrke deres ret til såvel ligestilling med mændene som økonomisk, uddannelsesmæssig og politisk frihed.



Med USA's indgreb i Irak - og den foreløbigt eneste, men langt fra sidste reaktion på indgrebet fra Al-Qaida-netværkets side ved terroraktionen i Riyadh - er der taget hul på en proces, der er risikabel, men som ikke længere kan standses. Fra vestlig side ønskes klart en demokratiseringsproces på langt sigt, men mere realistisk vil det på kort sigt være at hæfte sig ved, at to hidtil fundamentale illusioner i den muslimsk-arabiske verden nu har afsløret deres totale uholdbarhed: Vesten giver ikke længere efter for terror - og Vesten regner ikke længere despoterne i Mellemøsten som garanter for sikkerhed og stabilitet i området.

Det er bemærkelsesværdigt at et af de modkrav som Saudi-Arabien, Egypten og Tyrkiet stillede til USA for at gå aktivt ind i bekæmpelsen af terroren fra Al-Qaida efter 11.9.01. ikke længere opfyldes. USA skulle undlade at fortsætte krigen i Afghanistan med krig mod andre arabiske lande. Men USA førte ikke destomindre krig mod Irak.

USA skulle desuden søge en løsning på den palæstinensisk-israelske konflikt, og har for så vidt også gjort det ved efter indsættelsen af Abu Mazen som palæstinensisk premierminister at have offentliggjort den bebudede 'køreplan' for oprettelsen af en palæstinensisk stat.

Men Colin Powells efterfølgende rundrejse til de vigtigste lande i Mellemøsten afslørede hurtigt, at der er endda meget lang vej igen. Palæstinenserne vil ikke garantere en indstilling af terroren mod Israel, og Sharon vil ikke garantere et ophør af den hidtidige bosættelsespolitik. Yassir Arafat kan, lige så meget han vil, appellere til EU om at lægge pres på USA og Israel, han kommer ikke igennem med det. Der er ganske andre - og for amerikanerne langt vigtigere sager på tapetet. Prøvelsen af hans og palæstinensernes tålmodighed er langtfra slut. Det turde stadig være et åbent spørgsmål om Arafat overhovedet vil opleve at se en palæstinensisk stat i sin levetid.

Det altgørende for amerikanerne netop nu er naturligvis genopbygningen af Irak på en sådan måde, at landet ikke ender som en islamistisk stat som Iran. Dette i sig selv kræver tid, lang tid - og mange gode kræfter. Dernæst er Syrien kommet i søgelyset for sin hjælp til Saddam Hussein-regimet, Al Qaida og terroren. Advarsler fra USA's side har ikke været til at misforstå - og er tilsyneladende blevet forstået i Damaskus.

Men med terroranslaget i Riyadh forleden er Saudi-Arabien kommet helt i fokus. Det er blevet beskyldt for manglende effektivitet og vilje i bekæmpelsen af Al Qaida-netværket og er åbenlyst blevet betragtet af amerikanerne som et upålideligt styre.

Det saudiske kongehus kan vel at mærke heller ikke længere "danse med djævelen", som CIA's tidligere Mellemøst-analytiker Robert Baer kalder fænomenet i en bog der udsendes til juli, dvs den strategi at købe sig til fred fra Al-Qaida-oppositionens side ved at sponsorere medlemmerne eller fremmede regimer som Taliban-styret. Der er simpelthen ingen fred at forvente fra den kant.

Amerikanerne trækker sig tilbage fra militærbaserne, hvad der i realiteten også vil sige en begrænsning af den direkte og indirekte militære bistand til kongehuset. Man kan næppe tænke sig at bistanden helt vil ophøre, dertil er amerikanerne nok trods alt for bundne til kongehuset, men i forvejen har den været holdt på et niveau der ikke har sikret styret mulighed for modernisering af militæret. Så det kommer under alle omstændigheder til at betyde alvorligt hovedbrud i Riyadh.

Pointen er imidlertid ganske klart, at det saudiske kongehus ikke længere kan basere sin magt eller overlevelse på alliancen med USA. Amerikanerne tror ikke på bevarelsen af status quo i området, men ønsker og satser nu direkte på forandringer der i det lange løb betyder en vis demokratisering, en betydelig liberalisering, økonomisk udvikling og velstandsstigning og - hvad enten man ønsker det eller ej - langt større indflydelse for de religiøse bevægelser.



Den arabiske verden kan i dag umuligt opfattes som noget i retning af "Det lykkelige Arabien" (Arabia felix) som var den gamle europæiske betegnelse på den sydlige del af den arabiske halvø med det behagelige klima og den frodige landbrugsproduktion, altså egentlig Yemen. I dag er hele området præget af store konflikter, lokale krige, despoti, religiøs fanatisme, undertrykkelse af den almindelige befolkning og - terrorbevægelser der truer såvel magthaverne og vesterlændingene som olieproduktionen.

Saudi-Arabien har enorme olieindtægter og olieressourcer - og skulle dermed have optimale betingelser for at udvikle et moderne civilt samfund med uddannelse, oplysning og velstand for det store flertal. Men en enkelt familie har sat sig så eftertrykkeligt på det hele, at opretholdelsen af fred og orden kun har været mulig med hårdhændede politi- og militærmæssige metoder. Befolkningen ønsker naturligvis reformer og modernisering. For det er hvad den ser i hele den vestlige verden, og hvad normale mennesker ønsker, hvis de ellers tør ønske nogetsomhelst. Men befolkningen forhindres systematisk i at gøre noget for ønskernes opfyldelse.

Dette er naturligvis en ulykkelig og aldeles uholdbar situation. En forandring vil komme - som den kom i de kommunistiske diktaturer. Men det vil ikke ske besindigt, fredeligt eller uden alvorlige fejltagelser. Der vil være risiko for voldelige oprør, inklusiv terror, for borgerkrige eller for fundamentalistiske regimer, der ikke vil være bedre end det nuværende despoti.

Selv i bedste fald må der forudses en sådan opløsning af det eksisterende samfundssystem at det i det mindste midlertidigt vil give kaotiske tilstande med den ekstreme følsomhed for små årsagers kolossale langtidsvirkning som er karakteristisk for kaotiske systemer. Demagoger af alle slags vil have let spil, de besindige kræfter derimod umådeligt svært ved at forhindre udskejelser. Dette er ulykken.

Men lykken er ikke definitivt udelukket, hvis man vel at mærke ved lykke forstår andet end den lyksalige tilstand som findes i stillestående samfund med behageligt klima, frodige haver, skønne kvinder - og fritagelse for arbejde.

Al modernitet beror på viljen og evnen til at komme ud over denne ansvarsfrie luksustilværelse og begive sig ind i den problemfyldte verden der er fuld af udfordringer til menneskets kreativitet økonomisk, socialt, etisk, politisk og religiøst-eksistentielt.

Tiden er nu inde til at den arabiske verden som helhed, og i første række Irak og Saudi-Arabien begiver sig ind i på moderniseringens og sekulariseringens risikofyldte opgør med gamle vaner, moral, kvindesyn, styreformer, dogmer og tro. Dette vil ikke betyde enden på arabisk eller islamisk kultur og religion. Men tværtimod en fornyelse af den, så den bliver bæredygtig for fremtidens arabere og muslimer.

Fra vestlig side gælder det om holde fast i det grundlæggende syn, at konflikten i Mellemøsten ikke er en kamp mellem vestlig og orientalsk kultur eller mellem kristendom og islam, men en kamp mellem modernitet, demokrati og sekularisering på den ene side og forældede styreformer og religiøs fundamentalisme på den anden side.



Jævnfør artiklen om Arabisk desillusionering

og de øvrige artikler under Mellemøsten



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal