Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - afr

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.4.07.


AFR - i sandhed en utroværdig film

Morten Hartz Kaplers' debutspillefilm er ikke en decideret fup- eller pseudo-dokumentarfilm, men en ærlig kunstnerisk fortælling om modsætningen mellem drøm og virkelighed. Den udgives ganske vist af filmselskabet og anmeldere som en såkaldt 'mockumentary', men betegnes også mere korrekt som "en film der med udgangspunkt i virkeligheden spinder en fiktiv, satirisk historie om kærlighed og magt".

Den egentlige filmhandling starter med mordet på statsminister Anders Fogh Rasmussen på Strandvejen i København, efterfulgt af stærke og anerkendende ord fra magtfulde mennesker som Koffi Annan og George W. Bush samt mindre magtfulde danske politikere som Søren Søndergaard, Holger K. Nielsen, Helge Adam Møller og Pia Kjærsgaard. Da et dansk publikum anno 2007 udmærket er klar over at Fogh Rasmussen ikke er myrdet, og at alle de udaterede klip med udtalelser fra diverse kendte politikere derfor heller ikke reelt gælder denne mand, er vi klar over, at der foreligger en stærkt manipulerende montage.

De indklippede personer bryder sig næppe om brugen af deres udtalelser, eftersom ingen bryder sig om at få revet udsagn ud af konteksten så den kommer til at betyde noget helt andet end det den gjorde i den rigtige sammenhæng. Men de bør ikke tage misbruget altfor højtideligt, for dels er det tydeligt for enhver velorienteret dansker at der er tale om manipulation, dels er der ikke grund til at tro at filmen danner skole, så misbrug af denne art ligefrem bliver norm fremover. Instruktøren er i gang med sin næste film, og den vil ikke blive en gentagelse af formen. Jeg tror heller ikke vi har set en ny genre, for det er Kaplers film alt for speciel til. Al film er jo montage-mæssig manipulation, og vi har i de senere år set mange eksempler på nye påfund. Men stort set ligger de på det æstetiske plan - og har derfor begrænset holdbarhed.

Det er også synd for tilskuerne selv at hæfte sig for meget ved filmens ferme manipulation, da man går glip af det egentlige sigte med filmen, som - med instruktørens egne ord - er at skildre forholdet mellem magtmennesket og mod-magtmennesket for at perspektivere, at vi alle er mennesker, der elsker og kæmper for det, vi tror på. Instruktøren mener, at vi må have tillid til at parterne i de grundlæggende konflikter i demokratiet vil det godt, er værd at lytte til og værd at prøve at forstå.



For at lede os på rette spor indledes filmen faktisk med et citat af statsminister Anders Fogh Rasmussen fra selve den centrale debat om ytringsfriheden som udspillede sig her i landet i efteråret 2005 på foranledning af Muhammedtegningerne i Jyllands-Posten. Fogh udtalte dengang: "Det handler helt grundlæggende om at oplyste og frie samfund kommer længere end uoplyste og ufrie samfund, netop fordi nogle tør provokere og kritisere autoriteter, hvad enten det er politiske eller religiøse autoriteter." - Det har med andre ord været en væsentlig del af Kaplers projekt at afprøve holdbarheden af denne ytring gennem selve legen med faktiske filmklip fra den reelle politiske verden. De sættes ind i en fiktiv fortælling om en ung og frustreret mand fra den upolitiske og anarkistiske underverden der indleder et kærlighedsforhold til statsministeren og følgelig bliver mistænkt for det efterfølgende mord på denne.

To verdener støder i hvert fald, temmeligt tilfældigt, sammen gennem disse to vidt forskellige personer. Statsministeren er som autoritet både et magtmenneske og et kontrolmenneske, der handler ud fra sine idealer og principper, men derved efterhånden støder mange fra sig også i sit eget parti. På trods af eller måske på grund af en pludselig interesse for Afrikas problemer indlader han sig i filmen på korruption og får derved fjender i sit eget parti. Den unge mand, Emil, som spilles af Kaplers selv, hører hjemme i det autonome og antiautoritære musikmiljø omkring Ungdomshuset på Jagtvej, men begynder tilfældigvis at interesse sig for fotokunsten, og i forbindelse hermed at optage videobånd af de intime scener der foregår med mænd i hans dobbeltseng i et smart studie. Han afslører især sin æsteticisme med begejstringen for en videoscene der viser en ejakulation fra en penis der står lige i vejret som en søjle midt i billedet - mens en stort skib passerer på Øresund som baggrund. Nogle vil måske tage anstød af den ganske korte sekvens, men den kan dårligere være smukkere freudiansk i sin yderst simple symbolik.

De to personer mødes på et tidspunkt hvor statsministeren er kommet ud i en stor personlig krise, fordi han netop har mistet en søn. Den unge Emil bliver hans trøst - og han begynder ikke alene at bløde op, men at blive så glad og munter at det åbenbart påvirker hans beslutninger, herunder hans indstilling til ulandsbistand i stærkt positiv retning. Emil truer ham ikke destomindre på et tidspunkt med afsløring af deres kærlighedsforhold, men da reaktionen fra statsministerens side er overraskende negativ, bliver denne myrdet med en bombe under vognen - på 'traditionel' RAF-vis. Emil bliver omgående eftersøgt for mordet, men hans venner og kæreste tror ikke på at han er morderen, så meget mindre som politiet ved arrestationen af ham får overmandet ham så brutalt at han omkommer. Indirekte en klar kritik af politiets optræden i en konkret sag.



I mellemtiden har vi fået de mange klip og udtalelser af og om statsministeren. De er taget fra den faktiske Anders Fogh Rasmussens faktiske tv-optræden i forbindelse med den gamle bagatelsag om kreativ bogføring i skatteministeriet, hvor Fogh valgte at gå af af hensyn til regeringens overlevelse, selvom han egentligt ikke mente at have gjort noget forkert. Reelt var det embedsmændene der med fuldt overlæg lod ham i stikken, fordi de gerne ville af med ham, men det bores der ikke i her i filmen. Vi ser derimod Fogh i triumfen som EU-formand i 2002 - og siden med talen i FN om Afrika og hans dermed sammenhængende besøg i Afrika. Helhedsbilledet er med andre ord overvejende positivt. Det negative kommer først frem i hele den opdigtede korruptionshistorie om de penge til Afrika-fonden han skaffer ad ukontrollable veje og som falder en fremtrædende, men fiktiv partifælle for brystet.

Samtidigt krydsklippes til hele Emils historie med løbende kommentering fra plejeforældres, søsters, kærestes og to-tre venners side. Ikke mindst de normale og velmenende plejeforældre er på det rene med at Emil er på afveje fra det øjeblik han forlader gymnasiet uden at begynde en uddannelse eller tage sig noget andet fornuftigt til. Men også vennerne er i stignede grad bekymrede.



Emils historie er med andre ord den gamle almene historie om et ungt menneskes 'syndefald'. Han forlader hjemmets og skolens tryghed - og gør oprør mod alle autoriteter og hele det etablerede system. Det helt banale formål er ad denne vej at blive selvstændig og derefter lidt efter lidt lade sig integrere i samfundet gennem uddannelse, job og familiedannelse. Men dette tager i mange tilfælde i det moderne samfund sin tid, hvorfor der i vore dage synes at være særligt mange anarkistiske ungdomsoprørere. Det har bl.a. det store antal medvirkende og sympatiserende i affæren omkring Ungdomshuset vist.

Og i nogle tilfælde lykkes det slet ikke for de unge at blive voksne før det er for sent. Medlemmerne af den tyske Rote Armé Fraktion og De Røde Brigader i Italien eller for den sags skyld Blekingegadebanden herhjemme er udmærkede eksempler på oprørere der under ingen omstændigheder vil indordne sig i det bestående samfund, og derfor vælger at forsøge at ændre det gennem vold og mord. Men også den 23-årige sydkoreanske Cho Seung-Hui, der forleden dræbte 32 medstuderende på Virginie Tech universitet i USA, er et uhyggeligt eksempel på hvordan det kan gå, hvis et ungt menneske af den ene eller anden grund holdes uden for det normale fællesskab og den normale integrationsproces. Store psykiske problemer og formentlig arvelige forhold spiller ind i de værste af disse tilfælde, men generelt kan det siges med sikkerhed, at der allerede er noget fundamentalt galt fat, hvis den unge vælger vold, mord og selvmord for at skaffe sig hævn eller opmærksomhed. Dette er simpel, men livstruende etisk inkonsistens.

Hvad angår filmens Emil gælder noget lignende, og derfor er det efter min mening AFR-filmens største svaghed at den i sit iøvrigt velmenende forsvar for større tolerance i samfundet kobler hans tilfælde på historien om en statsminister, hvis problemer turde være de stik modsatte, nemlig overdreven målrettethed, nytte-fiksering og selvkontrol.

I begge tilfælde er der ingen tvivl om at ægte kærlighed ville kunne gøre mirakler, og at historier herom derfor kunne belyse det almene eksistentielle problem langt bedre. Intet menneske kan leve uden kærlighed, for kun kærligheden er vejen ud af en sygelig, dødsfikseret og selvmorderisk selvoptagethed. Men kærligheden vi her taler om er ikke nødvendigvis forbundet med seksualitet, og slet ikke med nogetsomhelst i retning af homoseksualitet. Derfor bliver det AFR-filmens næststørste svaghed at den kærlighed der ændrer hele filmens handlingsgang bliver kærligheden mellem to mænd, en ung og umoden og et midaldrende, etableret magtmenneske.



Tilsyneladende har det været Morten Kaplers forsæt at gøre denne homoseksualitet til omdrejningspunktet for sagen, ikke fordi han vil hænge den siddende statsminister ud som bøsse - det ville også være halsløs gerning - men for at provokere vores intolerance. Kaplers har i flere interviews i forbindelse med filmens lancering direkte sagt at han gerne ville vide om det må betragtes som udelukket at danskerne ville være tolerante nok til at kunne acceptere en bøsse som statsminister. Det kan han altså ikke regne ud. Men det er udelukket, skulle jeg hilse og sige.

Ganske vist er der de sidste tyve-tredive år sket en sådan positiv udvikling i danskernes fordomsfrihed, at de fleste i dag accepterer homoseksualitet for både mænd og kvinder, herunder også registreret partnerskab og kirkelig velsignelse af homopar samt kunstig befrugtning af lesbiske kvinder (dog endnu ikke at denne befrugtning skal være en ret til gratis behandling). Men dette er langt fra det samme som at sige, at flertallet allerede er kommet - eller nødvendigvis nogensinde vil komme - totalt ud over deres instinktive fornemmelser. Og disse er af gode grunde identiske med forestillingerne om de optimale forplantningsmuligheder. Flertallet betragter fortsat forholdet mellem mand og kvinde som det normale for familiedannelse og børneavl.

Heraf følger ganske logisk at flertallet vil føle sig bedre repræsenteret af en statsminister der er heteroseksuelt orienteret, og altså ikke blot til hver en tid vil foretrække en heteroseksuel mand eller heteroseksuel kvinde, men i givet fald direkte fravælge en bøsse eller lesbisk. Det kan man beklage i ligestillingens og tolerancens navn, men efter min mening ikke lave om på. En bøsse kan sagtens blive minister eller borgmester i dette land. Men statsminister? Nej. Så tolerante er vi ikke. Og så tolerante er der heller ingen grund til eller udsigt til at vi bliver. Men heraf følger på ingen måde, at vi skulle ønske kærligheden holdt uden for magtens sfære. Der følger derimod at dette både politisk og eksistentielt vigtige tema skal behandles helt anderledes end Kaplers gør for at blive relevant og vedkommende. Det ville kræve direkte og nærgående skildring af hovedpersonernes følelsesliv. Men dette kommer Kaplers end ikke i nærheden af i AFR-filmen.



Kaplers siger i sine bemærkninger om filmen på dennes hjemmeside, at "vi lever i en tid, hvor politikere og mediefolk deler verden op i gode og onde, mennesker og ikke-mennesker, så mit mål er at insistere på det modsatte; vi er alle mennesker og - som udgangspunkt - gode". - Og dette lyder jo meget tilforladeligt. Men når han fortsætter at "hvis vi definerer demokratiets sjæl med godhed, og politisk vold med ondskab, får vi kun mindre demokrati og mere vold", så kommer det betænkelige, nemlig at han åbenbart slet ikke forstår at politisk vold er absolut uforeneligt med demokratiets inderste væsen. Hele demokratiets idé er at borgerne skal løse deres interessekonflikter gennem samtale, debat og aftaler, men samtidigt gælder at systemet forudsætter en fundamental civil orden, hvorfor folk der vil bekæmpe denne orden med vold, selv må holdes væk fra volden med passende ordensmagt.

Kaplers lader det i filmen stå åbent hen om Emil er statsministerens faktiske morder eller ej. Men instruktøren har ikke alene grundlæggende sympati og forståelse for den unge utilpassede mand, han har valgt at spille hans rolle og dermed at gøre sig til selve modpolen til filmens relativt sympatiske magtmenneske og hovedperson. Dette gør naturligvis filmen til et langt mere subjektivt vidnesbyrd om instruktørens utopiske forestillinger, men det svækker det eklærede budskab voldsomt, ja gør i mine øjne filmen eskapistisk.



Kaplers har i forskellige udtalelser ikke langt skjul på, at hans ærinde slet ikke er politisk, endsige partipolitisk. Han har selv i sine helt grønne år været medlem af Konservativ Ungdom, men blev siden anarkistisk indstillet, og har i dag ikke noget fast politisk ståsted. Kunsten er blevet det centrale. Og det er naturligvis en ærlig sag.

Problemet er bare, at man ikke kan bedømme demokratiet og det politiske system endsige de faktisk eksisterende og agerende politikere ud fra æstetiske kriterier - uden totalt at gå fejl af dem og samfundslivet. Man kan vælge den udbredte politikerlede, der som hovedregel skyldes lede ved politikernes udbredte tendens til at undgå alt for simplificerede standpunkter og i stedet søge samarbejde og kompromis. Eller man kan vælge den heller ikke helt sjældne foragt for politikere som ligger i at betragte dem som korrumperede magtmennesker der aldrig mener hvad de siger, men til hver en tid fylder os med løgn. Dette synspunkt deles af bl.a. forfatteren Carsten Jensen der også har udtalt sig om AFR-filmen til både DR2's Deadline og filmtidsskriftet Ekko. Han betegner her Anders Fogh Rasmussen som "facade helt igennem", og er følgelig på sin vis skuffet over Kaplers film der er det modsatte af politisk satire, nemlig "noget så hjerteskærende naivt som en trosbekendelse på det gode i mennesket og kærlighedens kraft". Men Jensen udnævner dog AFR til årets film.

Nu er der efter min mening hverken noget forkert i troen på det gode i mennesket eller i troen på kærlighedens kraft. Det naive ligger helt og holdent i den æstetiske tilgang til dette centrale eksistentielle emne, fordi dette efter sin natur kun kan forstås og behandles på etisk plan. Går man uden om etikken, går man uden om det essentielle. Og derfor bliver en ren æstetisk behandling af et decideret politisk stof til eskapisme.



Ét er at Kaplers aldeles ikke som han selv hævder har indlevet sig i statsministerens karakter, eftersom denne på intet tidspunkt er filmet til filmen, men alene præsenteret med vilkårligt valgt klip fra andre sammenhænge. Noget andet er at heller ikke Emil reelt portrætteres i filmen, men overvejende præsenteres gennem andres udtalelser om ham, selvom Kaplers hævder at han har sat sig selv på spil ved at påtage sig rollen. Det afgørende er, at han kun leger med det hele på det kunstneriske plan og fuldstændigt vender den etiske hovedproblematik ryggen, for denne er og bliver altid spørgsmålet om indre konsistens.

Dybdepsykologisk og helhedsrealistisk set er kravet om indre konsistens et krav om overvægt af det gode i ens liv - som det er umuligt for ethvert individ, hvad enten dette er højt eller lavt socialt placeret, at sidde overhørigt uden derved på længere sigt at undergrave sin egen evne til at sørge for overvægten af det gode.

Dette krav betyder i Emils og enhver ungdomsoprørers eller anarkists tilfælde, at det i længden ikke er muligt at leve uden for det normale samfunds vide rammer uden at modarbejde egne interesser. Uskylden og drømmen om uskyld er forståelig, for den er drømmen om den trygge barndoms evige fortsættelse. Men dette er utopi eller illusion - og derfor normalt et forbigående fænomen. Omvendt betyder kravet i en statsministers, enhver politikers, enhver embedsmands og ethvert magtmenneskes tilfælde at landet skal regeres, administrationen varetages og den civile orden opretholdes uden at kærligheden, medmenneskeligheden eller solidariteten forrådes. Der ligger en kolossal fare i at opgaven jo højere et menneske kommer op på rangstigen stiller så store krav til den arbejdsmæssige og tidsmæssige ydelse, at kærligheden såvel som det musiske og religiøse forsømmes. Men forebyggelsen mod dette hedder ikke at kaste sig ud i mere eller mindre anarkistiske eller kærlighedsmæssige eventyr. Eksempelvis var det fatalt - både politisk og etisk - for en mand som præsident Clinton at lade sig rive med af passionen for en vis Monica Lewinsky. De fleste kan sagtens acceptere skilsmisser på dette plan, men ikke ukontrollabel sexfixering.



Undertegnede har i vurderingen af statsminister Anders Fogh Rasmussen (jf. henvisningerne) ikke lagt skjul på jeg betragter hans næsten ubøjelige kontrolindstilling til sig selv, sine medarbejdere og sit arbejde som et alvorligt handicap. Men jeg tror ikke en pind på at det ville afhjælpe handicappet at manden kastede sig ud i vilde eventyr i hverken den ene eller anden retning. Det der kunne hjælpe var en åbning til det religiøse i helhedsrealistisk og ganske udogmatisk forstand, dvs til det kollektivt ubevidste. Derfor betragter jeg det som statsministerens største fejl overhovedet, at han i forbindelse med Muhammedkrisen slog fast som sit urokkelige princip, at religion skulle holdes uden for det offentlige rum.

Dette er ikke alene katastrofalt i en tid hvor vi rent faktisk oplever både en stigende generel interesse for religiøse spørgsmål og en trussel fra en religion der generelt tenderer mod den sammenblanding af religion og politik som står i dyb kontrast vil vor egen, for demokratiet helt nødvendige sekularisering. Denne yderst faretruende sammenblanding af religion og politik kan kun imødegås ved en klar pointering af at den for demokratiet helt nødvendige adskillelse ene og alene angår magtaspektet, men ikke åndsaspektet. Dette sidste aspekt kommer af den dybe forbindelse med det kollektivt ubevidste og kan derfor simpelthen aldrig undertrykkes effektivt af nogensomhelst magt. Det ville heller ikke være ønskeligt, for det er af uvurderlig betydning for såvel det enkelte menneske som kulturlivet.

Betydningen ligger i at kun åndsaspektet kan sikre den åbenhed, tolerance, frihed og kreativitet vi alle ønsker, og som er de kræfter der fremfor alle gør os til menneskelige væsener i stedet for til robotter der udelukkende kører på instinkternes programmering eller rationalitetens hensyn til nytte, effektivitet, kontrol og målrettethed. Men alt dette siger Morten Hartz Kaplers film intetsomhelst om. Og jeg tvivler på at Kaplers nogensinde har hørt om disse ting. Åndsaspektet kunne i filmen være kommet ind som afgørende element, hvis statsministerens krise som følge af det fiktive tab af en søn ikke havde ført til hans søgen efter erstatning og trøst, men derimod til en sorgbearbejdelse der ville lede videre til 'tragediens område', det område hvor det at have ret er hørt op. Men så havde vi fået en helt anden historie.



Derfor må jeg alt i alt bedømme Kaplers AFR-film som værende et stykke god og vellykket æstetisk eskapisme frem for en politisk relevant satire eller en eksistentielt relevant fortælling. Den hænger hverken statsministeren eller andre politikere ud. Statsministeren behøver slet ikke se den. Hans talsmand har formuleret standpunktet ganske klart og desværre uimodsigeligt: "Vi forholder os ikke til fiktion". Og hvorfor i alverden skulle de også det?

'Mockumentary' eller ej. Kaplers AFR-film er en sammenblanding af fiktion og virkelighed der holder sig på det æstetiske plan og derfor bedst kan betegnes som en flugt-dokumentar. Og det er lidt ærgerligt, for dels er manden talentfuld nok til noget større. Dels er der politisk og eksistentielt behov for noget mere relevant.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link fil filmens hjemmeside AFR-filmen

Andre kilder:

Filmtidsskriftet 'Ekko' nr. 37, maj 2007 - (Hjemmeside)
Artikel af Carsten Jensen
og portrætinterview med Morten Hartz Kaplers ved Katrine Rantzau

Thure Munkholms artikel om filmen - Politiken 3.2.07
Hans Jørgen Møllers interview med Kaplers - Politiken 14.4.07.



Relevante artikler på Jernesalt:

Muhammedtegningerne i Jyllands-Posten
Syndefaldet
'Supervoksen', overgangsriter og 'syndefald'

Blekingegadebanden
Ungdomshuset
Konsistens-etikken
Det kollektivt ubevidste

Tragedie-aksiomet
Helhedsrealisme
Introduktion til Jernesalts filosofi

Artikler om Film



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal