Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - afghan13

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.7.13. (Ugebrev)

Afghanistan-krigen skal ses i et meget stort perspektiv

De danske kampsoldater i Aghanistan har nu trukket sig officielt ud af Geresh-området i Helmandprovinsen ved at forlade hovedlejren for de danske styrker, militærlejren Camp Price. Tilbagetrækningen er led i hele den tilbagetrækning af kampsoldater som Nato er i gang med og som også omfatter USA og Storbritannien. Sikkerheden i både Helmandprovinsen og det øvrige Afghanistan overlades dermed til Afghanistans præsident Karzai og hans regering i Kabul samt den hær og det politi som er blevet uddannet og trænet gennem flere år af vestlige styrker, men hvis pålidelighed og effektivitet er et ganske stort problem. Krigen har foreløbig varet i 12 år, og resultatet ligger langt fra det man forestillede sig i 2001, og den er derfor helt naturligt til diskussion nu hvor der kan gøres en slags status.

Jeg skriver med vilje en slags status, for selvfølgelig kan man gøre militærudgifterne og antallet af dræbte soldater på vestlig side op land for land - og selvfølgelig kan man også gøre det uhyggelige tal af civile dræbte afghanere op med rimeligt skøn. Man kan endvidere gøre gældende at Nato ikke som det var hensigten har formået at eliminere Taleban, men dog at man har forhindret at Afghanistan blev al-Qaeda-base og kalifat. På den måde forebyggede man en destabilisering af Pakistan og en begrænsning af international terror der havde udgangspunkt i landet. Men man har ikke nogensomhelst chance for på nuværende tidspunkt at foretage en fornuftig og afvejet helhedsvurdering af hele den militære og civile indsats, for ingen kender eller kan forudsige udviklingen de næste 30 år endsige et slutteligt resultat 100 år ude i fremtiden. Dertil er usikkerhedsmomenterne og risiciene for store - ligesom i hele Mellemøsten og de enkelte lande.

Man kan derfor heller ikke afgøre definitivt om den danske indsats har været ofrene i menneskeliv, penge og politisk uenighed værd. Der er begået fejl der kunne og burde have været undgået - ligesom i Irak-krigen. En meget alvorlig fejl gjaldt sikringen af det befriede Geresh-område. Og fejlene er selvklart værre og større på amerikansk og britisk side end på dansk. Der bliver aldrig enighed om krigen, og man kommer heller aldrig til bunds i dens beslutningsgrundlag, for beslutninger om krig træffes aldrig på fuldstændigt og dækkende informationsgrundlag, men på ufuldstændige, fejlbehæftede skøn, hvor det i moralsk henseende er afgørende om hensigten er fornuftig og midlerne forsvarlige og adækvate, mens det i psykologisk henseende er udslaggivende om beslutningen træffes som svar på en udfordring der nødvendigvis skal reageres på.

USA (under Clinton) bombede i august 1998 formodede al-Qaeda-baser i Afghanistan som mistænktes for at stå bag terroraktioner mod amerikanske mål. I jan 2001 fordømte FN's sikkerhedsråd Talebanstyret som center for international terrorisme og forlangte terroristlederen Osama bin Laden udleveret - uden at det ændrede noget. Og da USA blev udsat for terrorangrebet 11. september 2001 indledte USA (under George W. Bush) og Storbritannien (under Tony Blair) en bombekampagne mod Afghanistan der havde som erklæret formål at knække Talebanstyret og ødelægge al-Qaeda. Danmark (under VK-regeringen) kom ret hurtigt med i krigen med specialtropper, men siden august 2003 har Nato haft kommandoen over indsatsen, og den har i alle de berørte koalitionslande fra starten haft befolkningsflertallets opbakning. - Om enkeltheder i hele forhistorien henvises til første afsnit af artiklen Afghanistan-krigens status og perspektiv  (31.10.10.).



Problemet med krige som dem i Irak og Afghanistan er dels at de trækker ud længere end godt er og end de intervenerende parter vil ofre liv og penge på, dels at de er asymmetriske, fordi de drejer sig om bekæmpelse af terrorister som ikke udgør en regulær hær, men lever blandt de civile og ofte har stærke bånd til lokalbefolkningen. Desuden er der tale om intervention i en fremmed kultur der har islam som basis og derfor ikke adskiller religion og politik som sekulære lande gør, ikke har demokratisk tradition, men accepterer kvindeundertrykkelse og korruption.

Det betyder at en militær indsats nødvendigvis må gå hånd i hånd med en civil, kulturel og politisk. Det indså vestmagterne ikke fra starten. Det indså man først senere, og det har i sig selv været en dyr fejltagelse. Men både den militære og civile indsats kan ikke destomindre forsvares - og endda ses som et uhyre vigtigt element i hele den omstillingsproces der er kommet i gang i Mellemøsten og som ikke mindst i nu to år har været kendetegnet af de ungsomoprør i de arabiske lande der går under betegnelsen 'det arabiske forår'. Jf. bl.a. Mellemøsten i fortsat opbrud  (29.3.13.).

Det er i allerhøjeste grad en proces der tenderer mod sekularisering og dermed mod en klar begrænsning af islamismens, Talebans, Hizbollahs eller Det muslimske Broderskabs ønsker om dominans og enevælde. Eksempelvis har en Talebanleder fra Helmanprovinsen netop i forbindelse med tilbagetrækningen af vestlige styrker fra Aghanistan understreget, at hvis Taleban genvinder magten, vil Afghanistan igen blive styret af konservative islamistiske idealer. Og dette vil ikke mindst indebære at kvinder ikke længere vil have plads i politik og medier. - "Vi vil følge islams lov, når I er væk", siger en lokal efterretningschef for Taleban i et interview.

Og derfor skal dette aspekt med i vurderingen af den aktivistiske udenrigspolitik som Anders Fogh Rasmussen indledte i 2001, og som fortsat har tilslutning i S, V, R og K. Så kan en muslimsk indvandrer nok så meget postulere at vores politikere er blevet hamrende krigsliderlige og ønsker at være i krig hele tiden. Det er ikke tilfældet, og Politikens chefredaktør Bo Lidegaard er også lidt for hurtigt ude med sin drøm om et "farvel til våbnene" som udlægning af tilbagetrækningen fra Aghanistan. Det er indlysende at der er mange danskere der er imod enhver dansk deltagelse i militæraktioner der går ud over det såkaldt fredsbevarende (hvor man kan holde parterne i en borgerkrig fysisk adskilte). Og det er meget naturligt at et blad som Politiken benytter tilbagetrækningen fra Afghanistan til stort opsatte artikler om hvor problematisk krigen har været.

Det rokker bare ikke ved det forhold at Danmarks sikkerhed ikke længere er et simpelt spørgsmål om hvilke lande i nærområdet der eventuelt kunne tænke sig at angribe os. For verden har ændret sig fundamentalt siden den internationale terrorisme dukkede op ikke bare i form af tilfældig enkeltmandsværk (der jo fx i Breivik-tilfældet kan være slemt nok), men i form af dybt alvorligt, netværksbetinget og islamistisk destruktivitet der retter sig direkte mod vestlige, sekulære værdier som demokrati, kvindefrigørelse og oplysning. Nu må terrorismen ses i sit rette lys som fanatisk islamistisk modstand mod vestlig frihed og demokrati, som udelukker almindelige muslimer fra frihed og udvikling. Og derfor må aktivistisk dansk udenrigspolitik fortsat turde intervenere både militært og civilt-humanistisk, hvor det giver mening på udvalgte steder.



En sådan aktivisme vil altid kræve menneskeliv - som modstandskampen under den tyske besættelse gjorde. Og familier der rammes vil altid kunne komme i tvivl om hvorvidt ofrene var sagen værd. Eksempelvis var der forældre til unge mænd der ofrede livet for den danske frihed under besættelsen som kom i tvivl om ofrets mening, da de på 40-års dagen for Danmarks befrielse oplevede at daværende statsminister Poul Schlüter blev massivt angrebet af kasteskyts fra venstrefløjen da han talte på Rådhuspladsen. Og naturligvis må forældre til ofre for Aghanistankrigen i dag kunne komme i tvivl, når de læser og ser de massive angreb på ministre der gik ind for krigen.

De bør huske at der i dette spørgsmål er tale om en dyb kulturkamp der aldrig kan gøres op i liv eller kroner og øre, men må ses i det meget store perspektiv der hedder kampen for friheden. Den har ikke nogen ende. Den har delsejre og delnederlag undervejs, men den må til stadighed føres i uvished om resultatet. Ikke destomindre er den nødvendig for alle der ønsker friheden - og den har for danskernes vedkommende også den store gevinst at den kan foregå på basis af en historisk erfaring der fortæller os at vi er nået længere end de fleste andre i henseende til en forståelse af sekulariseringens og kvindefrigørelsen betydning. Vi har så at sige fordelen af en langt bedre kollektiv ubevidsthed end mange andre folk har. Vi skal derfor under ingen omstændigheder i misforstået tolerance over for fremmede kulturer og fremmede religioner indlade os på at give efter over for en multikulturalisme og neutralitet der gøre os passive.

Dansk udenrigspolitik og forsvarspolitik skal som dansk kulturpolitik ses i det meget store perspektiv der hedder kamp nationalt og internationalt for frihed, sekularisering og kvindefrigørelse.

Helhedsrealistisk set kan den voksende uenighed om missionen i Afghanistan, Irak og Mellemøsten i virkeligheden endnu engang - som jeg gjorde i ariklen - samles i et fundamentalt spørgsmål om de vestlige statsledere, opinionsdannere og befolkninger overhovedet 'tror' på den sag de kæmper for, dvs om de overhovedet længere kan skelne mellem godt og ondt, sandt og falsk, og derigennem undgå den relativistiske filosofis fatale fejl at opfatte alle synspunkter, alle hensigter, alle politiske mål, alle kulturer og religioner som principielt lige gode. Det er de nemlig ikke, og det er fatalt at tro det.

Kulturrelativismen er desværre blevet udbredt i den vestlige verden - og grunden er for så vidt en forståelig og i sig selv tiltalende tolerance og humanisme. Problemet er at enhver tolerance og humanisme går for vidt, når den opgiver alle sondringer og adelsmærker og ikke længere har nogen vilje til at forsvare sine hårdt tilkæmpede 'værdier', idealer og metoder samt goder mod de åbenlyse eller skjulte angreb der rettes mod dem. En sådan eftergivende fortolkning af tolerancen og humanismen er fatal for tolerancen og humanismen.

Derfor må det fastholdes at krigen i Afghanistan må ses som led i krigen mod den internationale terrorisme, der ikke længere kender landegrænser, men foregår i hele verden og rettes mod vestlige værdier. Den har ingen chance for at blive vundet, hvis vesterlændingene i kulturrelativismens navn opgiver deres indvundne resultater og lader stå til. Europas og USA's ledere bliver tabere hvis de ikke for alvor tror på deres kulturelle og eksistentielle sag.

Ejvind Riisgård




PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård




Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Fantastisk udvikling i Egypten giver både håb og bekymring  (4.7.13.)
Mellemøsten i fortsat opbrud  (29.3.13.)
Mellemøsten lider  (15.09.12.)
Hader arabiske mænd virkeligt kvinder?  (28.5.12.)
Afghanistan-krigens status og perspektiv  (31.10.10.)
Gaza - Israel - Verdensopinionen  (11.6.10.)
Det jødisk-muslimske grundproblem  (2.4.10.)

Jægerbogssagen udvikler sig til krise for forsvaret  (4.10.09.)
Bredt forsvarsforlig  (26.6.09.)
Fogh og hele den tyrkiske musik  (4.4.09.)
Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg  (6.10.08.)
Foghs aktivistiske udenrigspolitik under kritik  (30.6.08.)
Afghanistan, Danmark og Nato  (5.12.07.)
Danmarks exit af Irak ikke flatterende  (12.8.07.)

Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Tony Blair's nye mission  (3.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)
Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)

Wikileaks kontra magthaverne  (26.10.10.)
Obama i Afghanistan-krise  (24.6.10.)
USA' nye strategi i Afghanistan  (3.12.09.)
Irak, Iran, Israel - og USA  (23.12.05.)
Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten?  (27.5.04.)

Gaza - Israel - Verdensopinionen  (11.6.10.)
Det jødisk-muslimske grundproblem  (2.4.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg  (6.10.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Tony Blair's nye mission  (3.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)



Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)
Fred på jorden og krig i menneskene  (24.12.06.)
Dansk Mellemøstpolitik for militaristisk?  (5.8.06.)
Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma  (2.8.06.)
Hadets tiltrækning og livsløgn   (31.7.06.)
Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.)
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)



Artikler om Danmark
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal