Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - abbas

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.1.05.


Palæstinensernes valg

Som tidligere fastslået på dette internetorgan (11.11.04. og 28.6.02.) så er det et faktum at valg i palæstinensernes tilfælde ikke blot er et formelt og underordnet spørgsmål, men et reelt og skæbnebestemmende. Valget af leder for palæstinenserne bliver uundgåeligt et spørgsmål om valg mellem på den ene side fortsat terror, ufred, usikkerhed, elendig økonomi, elendige sociale forhold og mangel på etablering som selvstændig stat - og på den anden side fred, sikkerhed, økonomisk vækst og opbygning samt anerkendelse som suveræn stat.

Yassir Arafat var indtil sin død i november palæstinensernes ubestridte leder, og da han trods sin tilslutning til Oslo-aftalen i 1993 og den efterfølgende principaftale svigtede freden og i stedet opmuntrede til ny terror mod Israel, så blev han en irrelevant person i alle forsøg på at føre fredsforhandlingerne videre fra principstadiet til konkretiseringsstadiet. Først hans død gav basis for et vist, foreløbigt meget beskedent håb om en ændring i den fastlåste situation.

I første omgang blev den 69-årige midtsøgende Mahmoud Abbas (Abu Mazen), der i 2003 måtte gå af som premierminister, fordi han konsekvent blev modarbejdet af Arafat, valgt til at efterfølge denne som leder af PLO, den i 1964 dannede palæstinensiske befrielsesorganisation, mens Ahmed Qurei fortsatte på posten som ministerpræsident. Og Abbas blev også hurtigt valgt til præsidentkandidat for Fatah-bevægelsen, den oprindelige organisation fra 1956, der i 1968 indgik i PLO, og han havde udsigt til en temmelig sikker sejr, fordi den eneste modkandidat med reelle chancer var den uafhængige menneskerettighedsforkæmper Mustafa Barghouti.

Men allerede de første palæstinensiske lokalrådsvalg lige før jul endte med sejr til Hamas-bevægelsen, den stærke islamiske og anti-israelske modstandsbevægelse der har nægtet at anerkende Oslo-aftalerne og har været en væsentlig faktor bag intifadaerne. Bevægelsens sejr ved lokalvalgene var dog lige så meget en protest mod korruptionen i Fatah-bevægelsen, men viser alligevel at det kniber for Abbas at samle palæstinenserne.

Ved præsidentvalget søndag den 9. fik Abbas godt 62 procent af alle afgivne stemmer, og da stemmeprocenten kom helt op på 70 procent var der virkelig tale om en solid sejr for både Abbas og demokratiseringen. En del af de 38 procents stemmer på modkandidaterne skal dog også være afgivet mere i protest mod Abbas end i begejstring for disse kandidater. Abbas savner egentlig karisma. Det ligger i luften at han for at få held til at føre sin politik igennem ikke blot skal kæmpe mod modstanderne i Hamas, men også mod alle der forbinder ham med Fatah-bevægelsens korruption og i det hele taget betvivler hans autoritet.



Mahmoud Abbas var en af hovedmændene bag to så vigtige skridt i udviklingen i Mellemøsten som PLO's anerkendelse af Israel i 1988 og Oslo-aftalerne i 1993, der muliggjorde at Arafat kunne vende tilbage til Palæstina. Han har klart undsagt terror som middel til at nå de ønskede politiske løsninger. Og det lykkedes ham også som ministerpræsident i 2003 at sikre en aftale med Hamas om midlertidig standsning af selvmordsangrebene mod Israel.

Men Abbas har ikke styr på Hamas eller de andre militante grupper blandt palæstinenserne som Islamisk Jihad. Han er i sin retorik før og efter valget nødt til ikke blot at fremholde mål som øget sikkerhed, frigivelse af fanger i Israel, forbedrede kår for flygtningene og naturligvis den selvstændige stat, men også at fastholde gamle drømme som flygtninges ret til at vende tilbage til deres oprindelsesområder og Jerusalem som hovedstad for palæstinenserne samt fjernelse af israelske bosættelser på Vestbredden.

Hans store styrke er den gode vilje og den gode realitetssans, der begge gør ham troværdig i såvel den israelske ministerpræsidents Sharons som den amerikanske præsident Bush's øjne. Sharon ringede omgående til Abbas for at lykønske ham med valget og aftale fortsat dialog. Og præsident Bush ringede ligeledes og inviterede Abbas til Washington. Isen er brudt, fredsforhandlingerne kan komme i gang igen på et realistisk grundlag.

Det man kalder 'den revolutionære periode' med uforsonlig militant kamp og terror mod Israel er med andre ord afløst af en postrevolutionær periode, hvor den militante kamp og terror desværre ikke helt vil forsvinde - det ville være en illusion at tro - men hvor fokus utvivlsomt i højere og højere grad rettes mod det modsatte, det konstruktive, forsoningen, selvstændigheden, opbygningen og freden.

Men der er unægteligt lang vej tilbage.



Et andet godt tegn er dog omdannelsen af den israelske regering til en koalition mellem Likud og Arbejderpartiet, for det betyder, at Sharon får mandat til den ensidige israelske tilbagetrækning fra Gaza. Den skal efter planen gennemføres inden 1. oktober, og har stor opbakning i den israelske befolkning, men møder naturligvis bitter modstand blandt de ikke mindre end 8000 civile israelske bosættere i Gaza der vil blive berørt af den. De taler direkte om Sharons landsforræderi og vil sandsynligvis sætte sig til modværge med alle midler.

Det var forbløffende at Sharon overhovedet kom med ideen om tilbagetrækning fra Gaza, for hans politik har hidtil været den stikmodsatte, at styrke bosættelserne for at sikre fortsat israelsk kontrol med Gaza og Vestbredden - indtil al terrorvirksomhed fra palæstinensisk side var ophørt. Politikens meget Sharonkritiske kommentator, den meget vidende og afbalancerede bedømmer af udviklingen, fhv. chefredaktør Herbert Pundik, har 12.21.04. - til flere Politiken-læseres store fortrydelse - åbent kaldt Sharons plan for et mestertræk.

Begrundelsen er, at Sharons beslutning stærkt har forbedret Israels diplomatiske situation, både i forhold til EU og til de arabiske lande. Og at den israelske fredsfløj er blevet udraderet. Trækket var så mesterligt, at alle hede ønsker nu samles i håbet om at Sharons helbed vil holde, skrev Pundik med vanlig underfundighed. Men det mest geniale ved Sharons træk er dog ifølge Pundik, at det tilsyneladende er lykkedes ham at afspore hele debatten om en palæstinensisk stat, eller rettere at skyde den ud på ubestemt tid.

Året 2005 vil afklare situationen, men først i 2006 vil det vise sig, hvorhen udviklingen går. Da skal der være valg i Israel. Spørgsmålet bliver, om Sharon bliver genvalgt eller hvem der bliver ny israelsk ministerpræsident.

Pundik hævder hårdnakket, at Sharon under ingen omstændigheder ønsker fredsaftale med palæstinenserne og dermed oprettelse af en palæstinensisk stat. Omvendt er en permanent fredsaftale naturligvis Mahmoud Abbas hovedmål, det han må insistere på, og det han vil stå eller falde med.



Ingen kan med sikkerhed spå om denne udvikling, for mulighederne er mange, fælderne og risiciene ligeså. Ikke alene spiller Sharon og Abbas foreløbigt hovedrollerne her. Det gør også USA og præsident Bush. Mens både EU og FN spiller sekundære, men bestemt ikke ligegyldige roller.

En meget vigtig brik i hele dette spil bliver valget i Irak den 30. januar. For her afgøres det om det overhovedet er muligt at stabilisere Irak og dermed sikre en selvstændig irakisk stat der ikke vil blive opløst i en ødelæggende borgerkrig, men kan komme ind i en nødvendig fase af opbygning og demokratisering. Det er glædeligt at koalitionen bag Iraks befrielse står fast ved målet, og at også den danske regering - modsat svage lande som Polen og Ukraine - fastholder den militære indsats i Irak indtil opgaven er løst tilfredsstillende. Men modstanden mod en gunstig udvikling er unægtelig hård.

Med den nye udvikling i det palæstinensiske selvstyre og i Israel synes der skabt en ny synkronicitet i Mellemøsten. En ultimativ fredelig og konstruktiv løsning synes at forudsætte en gunstig parallel udvikling i både Irak og Palæstina/Israel. Viljen er til stede begge steder. Men også yderst hadefulde og destruktive kræfter.

Det kan derfor endnu engang blive afgørende, at præsident Bush anser sin opgave i udenrigspolitikken som historisk. Der er ingen tvivl om, at han i sin anden og sidste præsidentperiode vil satse alt hvad han kan for en løsning af problemerne i Mellemøsten. I første omgang så det ud til at han på grund af Yassir Arafats irrelevans forestillede sig en løsning via overvindelsen af Saddam Hussein og hele hans antiamerikanske og antivestlige ånd. Men da denne kamp er blevet langt sværere end forudset, kommer det ham utvivlsom til stor hjælp, at Arafat gik hen og døde og dermed åbnede for den nye synkronicitet.

Præsident Bush har fire år til at vende udviklingen. Han kan stort set diktere Sharon sine vilkår. Men spørgsmålet bliver om han formår at vinde Mahmoud Abbas og palæstinenserne for det nye perspektiv.



Henvisninger:

Arafat - en saga blot  (11.11.04.)
Stadigt lange udsigter til fred i Irak  (26.8.04.)
Vil den nye FN-resolution betyde fred i Irak?  (13.6.04.)
Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten?
Hamas, Sharon og Bush  (21.4.04.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal