utils prefix normal FORLAG - 2009bkrisen

KAPITEL AF BOGEN 'JERNESALTS 2009-FILOSOFI'.


Krisen omkring årsskiftet 2008/09

De to mest iøjnefaldende træk ved den aktuelle dybe krise i verdenssamfundet og verdenshistorien er den økonomiske krise og den magtpolitiske krise.

Den økonomiske krise som nu er gået over i en decideret minusvækst eller recession startede som en finansiel krise, og denne blev igen udløst af visse amerikanske storbankers betalingsstandsninger og konkurser der sendte chokbølger gennem hele det finansielle system.

En væsentlig årsag til bankernes likviditets- og solvensproblemer var aktiekursernes og boligprisernes styrtdykning, der igen må ses som resultatet af en overophedning af markedet gennem flere år. Der skabtes såkaldte bobler: aktiebobler, boligbobler, it-bobler osv., dvs prisfastsættelser på finansielle fordringer der i vid udstrækning skyldtes urealistiske forventninger og spekulationer, og som derfor før eller siden måtte briste.

Aktiekurser og boligpriser var steget voldsomt uden hold i realøkonomisk vækst. Det blev muliggjort gennem en yderst lemfældig lånepolitik der tillod spekulanter at presse priser op og almindelige mennesker at låne penge på betingelser der ikke stod i rimeligt forhold til deres kreditværdighed. Men da alle forventede fortsat økonomisk vækst, fik markedet lov at løbe løbsk - indtil svindel fældede nogle af spekulanterne.

Såvel regeringen i USA som regeringerne i Europa har måttet købe banker op eller give garantier til bankkunder og boligejere samt sætte investeringer i gang for at dæmme op for stigende arbejdsløshed. Og det må regeringerne fortsætte med under forskellige former endnu en tid.



Den politiske krise er nøje forbundet med terrorismen, således som den kom uheldssvangert til udtryk i terrorangrebet på Word Trade Centeret i New York den 11. september 2001, altså et tiår efter Murens Fald i Berlin, Sovjektkommunismens endeligt og Den kolde Krigs afslutning. For mange mennesker var disse tre ting ellers den største begivenhed siden den 2. verdenskrigs slutning i 1945. Men den opmuntrende begivenhed blev hurtigt overskygget af den fatale terrorisme med basis i det muslimske Mellemøsten.

Præstestyret i Iran har siden 1979 været en konstant trussel mod vestlige interesser i området. Saddam Husseins regime i Irak, hans overfald på Kuwait i 1990 og brug af kemiske masseødelæggelsesvåben mod kurderne blev en ny trussel. Konflikten mellem Israel og palæstinenserne forblev uløst trods fredsforhandlinger og indrømmelser fra begge sider.

Terrorangrebene mod USA i 2001 - efterfulgt af terrorangreb mod Madrid og London - afslørede for alvor at fundamentalistiske islamister nærede og nærer et grænseløst had til vestlige værdier og ønskede dem ødelagt gennem terror. Det førte de følgende år til vestlig krig mod Taliban-styret i Afghanistan og Saddam Hussein-styret i Irak specifikt og mod al Queda-bevægelsen generelt.



En nu afdød politolog mente at Den kolde Krig mellem den frie vestlige verden og den ufrie kommunistiske verden var blevet afløst af en kulturernes eller civilisationernes kamp i bredere global forstand, men set med vestlige øjne går fronten klarest mellem de befolkninger der accepterer det sekulariserede demokrati, inklusiv markedsøkonomien, og de befolkninger der ikke gør det, men som ønsker et fundamentalistisk islamisk styre overalt på kloden.

Den store globale kulturkamp har betydet at religionerne som sådanne er kommet mere i fokus og at specielt Europa takket være muslimsk indvandring mere og mere er kommet til at stå som en religiøs slagmark.

Dette er en uheldig synsvinkel, for dels er ikke alle muslimer islamister, dels er den islamistiske fundamentalismes fjende ikke den dominerende vestlige religion, kristendommen, men den sekulære og demokratiske grundopfattelse der nok historisk bygger på kristendommen, men i praksis har frigjort sig i meget høj grad fra kristendommen som dogmatisk religion med krav på den absolutte sandhed og med en organiseret kirke til at varetage både den åndelige og den magtpolitiske kamp.

Kampen mellem islamistiske fundamentalister med primitiv klanmentalitet og frie sekulariserede mennesker er blevet verdensomspændende, blodig og brutal og har mange civile ofre. Den er asymmetrisk i og med at den fra terroristernes side føres med guerilla-metoder der gør konventionel krigsførelse imod den mindre effektiv. Et af terroristernes beskidte trick er at skjule sig blandt civilbefolkningen.



Dybest set står kampen mellem to helt ulige parter, hvoraf den ene, den fundamentalistiske og terroristiske, modsætter sig oplysning og modernisering, men vel at mærke forsøger aktivt og indædt at ødelægge de store og fremskridtsvenlige resultater som frihedselskende mennesker har skabt uden om de muslimske lande.

På grund af indvandringen af muslimer til de vestlige lande med betydelig økonomisk vækst føres modsætningerne mellem primitiv ikke-sekulær tankegang og livsmønster ind i de vestlige demokratier og truer direkte og indirekte disses civile orden og frihed. Det medfører både social uorden og anslag mod de almene menneskerettigheder.

Hertil kommer en høj grad af vestlige landes afhængighed af olien fra Mellemøsten der sikrer eliten i de ikke-demokratiske lande i denne region formuer der i sig selv mindsker villigheden til accept af demokratiseringen.



Den stigende økonomiske og sociale ulighed i verden som følge af kombinationen af enorm befolkningstilvækst, manglende uddannelse, undertrykkelse af kvinderne, generelt utidssvarende etik og korrupte og tyranniske ledere øger kun den sociale nød og uro samt strømmen af flygtninge mod de rige lande.

Oveni synes klodens miljø og klima truet af rovdriften på naturens ressourcer, af overforbruget af alle varer samt af den stigende udledning af drivhusgasser. De rige lande står for den største udledning lige for tiden og har svært ved at reducere den på grund af ønsket om fortsat økonomisk vækst, men de fattige lande kan ikke bekæmpe den økonomiske tilbageståenhed uden en økonomisk vækst der alt andet lige vil give voldsom stigning i den uønskede udledning.



Alt i alt betyder disse krisetegn store uløste og fatale konflikter på en lang række områder verden over.

Dog står fast at markedsøkonomien trods alle indbyggede fejlmuligheder synes at være den eneste økonomiske form der i det lange løb kan tilfredsstille den menneskelige trang til vækst og fremskridt kombineret med udnyttelse af jordens ressourcer.

Markedsøkonomiens fejl eller begrænsninger bliver åbenlyse når finansielle og økonomiske kriser af største rækkevidde indtræffer, men der er på globalt plan intet fristende alternativ i form af nationaliseringer og planøkonomi.

Regionalt og kortsigtet kan der være fordele ved socialistiske løsninger i tilfælde af fuldstændigt fastlåste feudale eller diktatoriske systemer, men når fordelene er indhøstede, bliver næste skridt indførelse af markedsøkonomi i en eller anden form.

Udviklingslandene kan ikke i længden klare sig uden markedsøkonomi.

De rige lande bygger deres velfærd på en reguleret markedsøkonomi, dvs en markedsøkonomi der giver stor frihed til initiativer der skaber vækst og dermed også ulighed, men ikke destomindre sikrer en rimelig tryghed og lighed for den brede befolkning.

Men det er et krisetegn at komplementariteten mellem det liberale princip (frihedsprincippet) og det sociale princip (trygheds- og lighedsprincippet) ikke forstås fuldtud. Der er endnu ikke bred enighed om eller forståelse for den tredje vej som eneste tidssvarende vej for de moderne velfærdsssamfund.



Den store globale krise i denne tid går meget længere ind i eksistentielle problemer end den overfladiske økonomiske og politologiske analyse lader ane.

Overforbruget, ødselheden med naturens ressourcer, den manglende forståelse for nødvendigheden af bæredygtighed i udviklingen, både politisk/økonomisk og mentalt/kulturelt, fokuseringen på livsstil, såkaldt selvrealisering og individuel ekshibitonisme samt den voksende negligering af overordnede hensyn og forpligtelser peger på nødvendigheden af en dybere forståelse for eksistensens art og udfordringer.

På den hjemlige front er der store og stigende modsætninger mellem befolkningsgrupper, dvs mellem rige og fattige, mellem folk i arbejde og folk uden arbejde, mellem indfødte og indvandrere, og mellem elite og folk.

Politikerne tager problemerne alvorligt, men synes tilbøjelige til fortrinsvis at gribe til delløsninger.

De foretrækker kompromisser og konsensus i stedet for visionære reformer.

De er selv blevet en elite af økonomer, jurister og politiloger, og de rådfører sig med eksperter af samme kategori, både i nævn og kommissioner og i stabene af spindoktorer.

De er ikke uden kontakt med den almindelige befolkning via partiorganisationer, offentlige møder, medier og internet (blogs og facebook m.m.). Men generelt savner de i dag - i modsætning til almindelige politikere for 50 år siden - føling med folket, ja de synes meget usikre på hvad et folk overhovedet er.

Partierne kan kalde sig folkepartier og kan gøre det med større eller mindre ret hvis man blot ser på den statistiske bredde. Men de færreste af de danske partier har den føling med folket der i tidligere tider betød føling med folkesjælen.

Politikerne kan derfor også tale smukke ord om tradition og sammenhængskraft, men de forstår ikke kunsten at få fat på energierne i disse fænomener af klart dybdepsykologisk art.



Generelt mangler det helhedsrealistiske synspunkt der på en og samme gang er en indsigt i nødvendigheden af en nøgtern opfattelse af de hårde realiteter som en føling med de bløde realiteter af psykologisk eller irrationel art og til syvende og sidst også en fuld forståelse for at helheden i psykisk forstand er hvert enkelt menneskes og hvert enkelt folks inderste instans, den der giver den ægte sammenhængskraft og den ægte mening med tilværelsen.

I stedet er kulturen dybt splittet mellem det materielle og det åndelige.

Det materielle, håndgribelige, varemæssige, økonomiske og politiske regnes for Ún side af kulturen. Det åndelige, kulturelle, kunstneriske, musiske og religiøse for en anden side. Og de to sider har i den realpolitiske praksis ikke meget mere med hinanden at gøre end hvad der ligger i at det er den samme slags biologiske væsener der har specialiseret sig ud på de to forskellige kulturfelter, og at det er den samme jord og de samme penge de benytter.

Den såkaldte folkekirke spiller en perifer rolle i kulturlivet. Den er ikke længere et fællespunkt i danskernes eksistens.

Kristendommen er ikke længere saltet i kulturen.



Kultursplittelsen er så dyb at landets statsminister i ramme alvor og uden følger kan postulere at religion er en privatsag, på trods af at religiøse spørgsmål trænger sig mere og mere på i den offentlige debat. Dybest set er religion slet ikke et spørgsmål om det enkelte menneskes private forhold til en dogmatisk afgrænset guddommelig instans, men om fællesskabets føling med det kollektivt ubevidste der spontant giver liv, inspiration og forpligtende forestillinger til eksistensen.

Resultatet af kultursplittelsen er blandt andet at jaget efter succes og lykke, rigdom, selvrealisering og legemsudstilling betragtes som den naturligste sag i verden og som vigtigere end konsistens og føling med dybere forpligtelser.

Men resultatet er også at der ikke længere findes nogetsomhelst ligeberettiget sidestykke til videnskaben som er erkendelses- og erfaringsmæssigt pålideligt nok til at præge eksistensen på afgørende vis.

Økonomien hænger ikke længere sammen med etikken eller kulturen.

Etikken og kulturen hænger ikke længere sammen med religionen eller det man i udogmatisk forstand kan kalde overordnede hensyn og som det ikke er mennesket muligt at bestemme eksakt og endegyldigt endsige kontrollere.

Det musiske spiller en meget stor og stigende rolle for de enkelte mennesker, men en ringere og ringere rolle for politikere og magthavere.

Musikken har reelt fået en ganske betydelig rolle som kult for almindelige mennesker. Men kult er et fremmedord for de fleste. Det forbindes med fortidig og helt utidssvarende dyrkelse af specifikke religiøse symboler som betragtes med vantro og afstandtagen af flertallet for ikke at sige med latter.

Flertallet forstår ikke længere at kult med tilhørende ritualer kunne være udtryk for fællesskabets nødvendige dyrkelse af de kræfter eller instanser i tilværelsen der giver liv og inspiration til alt det menings- og sammenhængsgivende i tilværelsen der går langt ud over det praktiske og nyttige.

Krisen ved årsskiftet 2008/09 er med andre ord en dyb eksistentiel krise.

Det vil være tåbeligt ikke at tage udfordringen op som en eksistentiel krise.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til Indholdsfortegnelsen
Link til Forord
Link til Begreber og aksiomer
Link til Krisen ved årsskiftet 2008/09
Link til Eksistensen
Link til Verdensbilledet
Link til Livet
Link til Mennesket
Link til Sproget
Link til Samfundet
Link til Overordnede politiske parametre
Link til Udfordringen
Link til Helhedsrealismens advarsler
Link til Helhedsrealismens anbefalinger
Link til Efterskrift



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal