Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - 0azreplik100418

REPLIK FRA JERNESALT - 18.4.10.


Tradition og fornyelse

Da den lærde litterat og forfatter, tidl. konservative partiformand Per Stig Møller ved sidste regeringsrokade meget mod sin vilje blev forflyttet fra udenrigsministeriet til kulturministeriet nævnte han i et interview at den ligeledes lærde kulturhistoriker og politiker, socialdemokraten Hartvig Frisch (1893-1950) skulle have påstået at kultur var uvaner. Men det er mildest talt en erindringsforskydning fra Møllers side, for Frisch sagde lige præcis det modsatte, nemlig at kultur er vaner.

Udsagnet er så at sige hovedtesen for Frisch's store værk om 'Europas Kulturhistorie' som kom i 1928 og genudgivet i revideret skikkelse i 1961. Udsagnet er naturligvis ikke nogen benægtelse af det faktum at kulturhistorien i vid udstrækning byder på deciderede brud med vaner og tradition, tværtimod, men det understreger forudsætningen for kontinuiteten. Mennesket former sin kultur ved at gøre sine tillærte livsformer til vaner, således at handlinger kan gentages uden at bevidstheden hver eneste gang behøver at gå ind og afgøre hvad der skal ske. Vi kan gå en tur uden for hvert skridt at skulle finde ud af hvordan benene skal bevæges. Vi kan koge en gryde kartofler uden hver gang at skulle slå op i en kogebog. Vi kan køre en bil eller skrive på en computer uden hver gang at skulle kigge i manualen osv., osv. Livet ville simpelthen være en pestilens, hvis vi ikke efterhånden indarbejdede vore almindelige dagligdags handlinger som rutiner eller vaner. Derfor har det også mening at understrege - som en anden historiker, religionshistorikeren Vilh. Grønbech gjorde - at vaner er det sundeste i mennesket. Det er nemlig det der er indarbejdet så dybt i det enkelte menneske, at det så at sige er blevet dets 'anden natur'.

Dette betyder naturligvis ikke at kulturhistorien kan reduceres til simpel overførsel af vaner fra menneske til menneske, fra generation til generation eller fra kultur til kultur. For kulturhistorien er i allerhøjeste grad også forandring i kraft af at mennesket - til forskel fra dyrene - er et transcendent, grænseoverskridende væsen, der er nysgerrigt, udforskende, legende og ekperimenterende, og derfor hele tiden, omend med størst energi i de unge år, finder på nye ting og nye måder at gøre tingene på. Denne transcendens fører i den store skala til det vi kalder fremskridt. Og dette forudsætter deciderede brud med fortidens vaner, endda ofte i så voldsom form og grad, at man kan tale om omvæltning eller ligefrem revolution.

Netop Frisch lagde i sin kulturhistorie stor vægt på disse brud, idet han påpegede, at der gang på gang i kulturhistorien skete så stærk en specialisering af kulturvanerne, at det fik kulturen til at stivne i faste traditioner der ikke i sig selv rummede spirer til fornyelse (det gjaldt eksempelvis den ægyptiske kunst og det græske demokrati). Den fortsatte udvikling viser sig da fra en helt uventet kant, således at kulturudviklingen som sådan ikke bliver en lige linje, endsige en jævnt opadstigende linje (som mange fremskridtsbegejstrede mennesker, som fx Georg Brandes, helst opfattede det i slutningen af 1800-tallet), men bliver springende og uforudsigelig. Frisch kunne notere, at højtudviklede vaner der bunder i århundredlang tradition (fx den kinesiske skrift) kan blive en hindrende mur for fremskridtet. Dette mangler dybest set altid stil og værdighed. Det er altid forstyrrende og støjende og til tider uhyggeligt i sin nedbrydende kraft. Ja, 'det evige fremskridt' bryder sig - med Frisch's egne ord - til alle tider vej som 'et kulturtab, hvorover samtidens skønånder udøser deres jammer'.



I den sidste sætning synes man at kunne aflæse en lidt for nonchalant indstilling fra Hartvig Frisch's side mod folk der ikke uden videre accepterer alt påstået fremskridt som et gode. Udviklingsproblematikken er jo så kompliceret at det ikke går an at stemple enhver der stiller spørgsmål ved alle nye fænomener som bagstræber. Nye fænomener kan være rene modefænomener der som sådanne kun varer en kort tid og går i sig selv igen eller afløses af nye moder. Andre kan være af en karakter der gør at de kommer til at influere på næsten alle mennesker - uanset om disse kan lide det eller ej. Det gælder ofte teknologiske landvindinger. Dampmaskinen gjorde håndværk til industri. Traktoren gjorde landbruget til industri. Toget, automobilen og fyvemaskinen ændrede trafikken totalt. Telefonen, radioen og fjernsynet ændrede radikalt al kommunikation.

Specielt har transistoren (opfundet 1947) gennem de sidste tyve år fuldstændigt revolutioneret alle former for informationsbehandling og gjort computeren (først den stationære og siden den bærbare) til et uundværligt arbejdsredskab for stort set alle mennesker i de udviklede lande. Internettet og navnlig lanceringen i 1993 af den 'brugergrænseflade' der bruges i World Wide Web har gjort hurtig kommunikation på tværs af landegrænser, kulturer, religioner og ideologier til en nem og billig vej til kontakt og oplysning - og dermed også til et enestående demokratisk gode. Men det indebærer også et problem: alle der ikke er på 'nettet', bliver automatisk hægtet af, og dette rammer specielt den ældre generation der ikke erhvervsmæssigt nåede at komme med på vognen. Omvendt gælder også, at nettet kan føre til opfindelser som 'facebook' der nok kan lette vejen til bred kontakt maksimalt, men samtidigt tenderer mod overfladisk kommunikation og 'venskaber' der intet har med ægte dialog eller venskab at gøre.

Der er altså på ingen måde blot 'skønånder' der jamrer, fordi de af den ene eller anden, smagsmæssige eller æstetiske grunde måtte have dette eller hint imod fremskridtet. Det gør også de generationer der ikke kan følge med. Og dette viser en ret afgørende side af fremskridtstroen: den drives af de unge der ikke alene er mest kreative i teknisk og naturvidenskabelig henseende, men som også er ivrigst efter at forkaste det bestående, traditionen og historien. Og den rammer først og fremmest de ældre mennesker der af den ene eller anden grund er gået i stå i deres rutiner og vanetænkning.

Men så er der trods alt en tredje gruppe, der udmærket kan acceptere fremskridtene som fremskridt og tage dem til sig, men som bevarer så megen distance til dem, at den kan se kritisk på det hele, herunder få øje på minusser, skævheder og afveje i dem.



På det politiske og kulturelle plan er det indlysende at fremskridtet også ofte baner sig vej støjende og forstyrrende, fordi det må forme sig som opgør med fortiden og fastlåste traditioner.

Politisk har det alle steder været et stort fremskridt at få indført et demokrati der giver stemmeret til alle myndige borgere og sikrer folkevalgte regeringer der kun sidder et begrænset antal år. De fleste regeringer er heldigvis kun ved magten i relativt kort tid. Alle må i demokratiet finde sig i til sidst at blive kasseret til fordel for nye der slår sig op på at love fornyelse og fremskridt, men som dog ikke altid lever op til løfterne - og derfor selv ender med til sidst at blive kasseret. Det er faktisk et meget væsentligt træk ved det moderne demokrati, at en regering kan væltes ved et valg, og at der med jævne mellemrum sker magtskifte.

Men det er også væsentligt at demokratiet er blevet sekulariseret, således at den politisk magt er bleve adskilt fra den religiøse eller kirkelige. Det betyder at religiøst og kirkeligt organiserede mennesker naturligvis har samme ytringsfrihed og stemmeret som alle andre borgere, men at præsteskabet som sådant ikke har nogen politisk beføjelse til at lave love.



Hvor præsteskabet har politisk magt i absolut forstand, udelukkes både demokrati og fremskridt. Derfor ser man stilstand overalt i den muslimske verden, hvor sekulariseringen ikke er gennemført, men forestillingerne om shariaen som lovgivende instans fortsat holdes i hævd. Forbindes modstand mod sekularisering og demokratisering - opfattet som skadelige, moralnedbrydende og blasfemiske vestlige kulturfænomener - med militant modstand i form af terrorisme, går det for alvor galt. For da bliver 'det evige fremskridt', forstået som menneskets indbyggede transcendente drivkraft hen mod stigende frihed og udfoldelse, suspekt i sig selv og vil blive modarbejdet med alle midler.

Men som bekendt har den europæiske kultur også vist en kamp mellem religiøse og ideologiske instanser og forestillinger på den ene side og verdslige, liberale forestillinger på den anden side.

Det 20. århundrede viste med kommunismens og nazismens hærgen hvor galt det kan gå, hvis kyniske diktatorer i folkets eller proletariatets navn kan ensrette deres undersåtter og udrydde deres modstandere. Men en instans som den katolske kirke viser den dag i dag at den trods afståelsen af egentlig politiske magtbeføjelser kan stå i vejen for fremskridtet, fordi den pukker på den absolutte sandhed i moralsk og eksistentiel forstand. Den er for tiden under konstant kritik på grund af de mange sexovergreb, som den har forsøgt at skjule længst muligt. Den er ikke villig til at erkende at sexovergrebene har nøje sammenhæng med det krav om cølibat som pålægges alle kirkens præster, selvom det er i fundamental modstrid med menneskets almindelige instinktive driftsliv og derfor uundgåeligt medfører overtrædelse med tilhørende skyldfølelse. Og kravet om cølibat skal netop ses som et for den katolske kirke helt centralt led i fastholdelsen af dogmet om den katolske kirke som eneste vej til menneskets frelse og dogmet om pavens ufejlbarlighed, under ét den dogmatiske fastholdelse af den absolutte sandhed. Jf. artiklen Hvad skal præster stille op med kødets lyst?.

I den katolske kirke kommer fremskridtet ikke uden om et regulært og direkte opgør med gundopfattelsen. Det vil utvivlsomt lade vente på sig, fordi lægfolket nok i stigende tal er for det, men det øverste hierarki med paven i spidsen hårdnakket går imod det. Pavestolen vil ikke kunne afskrive sine grunddogmer uden uoverskuelige konsekvenser for hele den katolske kirke.



Generelt vil der altid være en vis modsætning mellem folket og eliten - også i et demokrati. Og det skyldes vel at mærke ikke at folket er reaktionært og eliten progressiv, men at kreativiteten er fordelt forskelligt. Alle mennesker er dybest set kreative i og med at de fødes som nysgerrige, legende, eksperimenterende og grænseoverskridende væsener. Men ikke alle har samme gennemslagskraft eller evne til at få andre mennesker med på deres ideer. Og de fødes heller ikke med samme status i samfundet.

Det er en kendsgerning at fremskridtet ofte kommer ovenfra, dvs fra mennesker der i kraft af uddannelse og erhvervsmæssig status samt politisk magt har let adgang til at lancere deres ideer og relativt gode muligheder for at føre dem igennem. Uhyre mange tekniske og ledelsesmæssige ideer er kommet fra mennesker der haft gunstige betingelser for at forske og tænke. Men der er som alle ved også utroligt mange eksempler på at ide- og initiativrige iværksættere er begyndt på bar bund og systematisk har fået bygget store virksomheder op. Man behøver bare at nævne initiativtagere som H.N. Andersen (ØK), I.J. Jacobsen (Bryggeren), F.L. Smidt og Aleksander Foss, A.P. Møller eller Mads Clausen (Danfoss) eller en original som fabrikant G.A.L. Thorsen. De er umådeligt værdifulde for en nation i kraft af de arbejdspladser og den omsætning de skaber - ofte på verdensplan. Risikoen er magtarrogancen - og den tro på egen magtfuldkommenhed der følger den. Undertiden ender magten i realiteten i en form for diktatur der ikke tåler modsigelse. Mærsk McKinney Møller turde være et godt eksempel.



Kreativitet kommer imidlertid også samtidigt nedefra - og den er som hovedregel aldrig så målrettet eller systematisk som den der kommer ovenfra. Den tilsigter ligesom kunsten i højere grad friere udfoldelse end magt og magtmæssig konsolidering. Og den kommer af samme grund ofte på tværs af magthavernes ønsker og bestræbelser. Et lysende eksempel er den dybt irrationelle Madonna-dyrkelse som i middelalderen voksede sig så stærk at den katolske kirke til sidst måtte acceptere og annektere den, skønt den savnede ethver legitimation i skriften.

En revolutionær bevægelse som den langt senere franske i 1789 var vendt mod den enevældige konge og hans aristokrati og fik den allerstørste politiske indflydelse på eftertidens Europa. Desværre blev den afsporet få år efter gennembruddet, fordi stærke teoretisk og dogmatisk indstillede hoveder som advokaten og asketen Robespierre fik den ledt ind i et diktatorisk magtmonopol, kaldet Rædselsherredømmet. Den store russiske revolution i 1917, der var inspireret af den marxistiske idé om 'proletariatets diktatur' og styret af den asketiske Lenin, endte som bekendt også med et enevældigt terrorregime af hidtil ukendte dimensioner. Og det samme gjaldt Mao Zedongs såkaldte Kulturrevolution i 1966, der havde til formål at indplante den kommunistiske vision i alle kineseres sind, men åd sig selv op.

I Irak kom sunnim-muslimen Saddam Hussein til magten i 1979 og gjorde via Baath-partiet sit land til et rent diktatur. Samme år blev den persiske shah styrtet og Iran gjort til et muslimsk præstestyre under ayatollah Khomeinis diktatur. I Afghanistan gennemspilledes fra samme tid en langvarig krig mellem forskellige politiske og religiøse grupper - og den endte i 1982 i et diktatorisk Taliban-styre der først brød sammen i 2001 ved international intervention.



Som modsætning til udviklingen i disse lande står de nordiske lande utroligt stærkt som stabile demokratier, hvis grundlag blev lagt gennem folkelige bevægelser i 1800-tallet der var både af social og religiøs art.

I Danmark var modstanderen både den enevældige kongemagt og den nationalliberale københavnerelite. Bønderne blev for alvor selvstændige gennem den koldske og grundtvigianske bevægelse, mens husmænd og småkårsfolk mere samledes om den indremissionske bevægelse. Fra 1870'erne kom den socialistiske arbejderbevægelse med, og det førte altsammen dels til enevældens afskaffelse ved grundloven af 1849, dels til parlamentarismens indførelse ved 'systemskiftet' i 1901 og endelig kvindernes valgret i 1915. Forudsætningen var lagt for et demokratisk industrisamfund, der dog blev slået tilbage af den store økonomiske depression i trediverne og det efterfølgende nazistiske herredømme, men efter 2. verdenskrig støt og roligt blev videreudviklet til det moderne velfærdssamfund.

Det bærende i hele denne udvikling var dels den folkelige vækkelse nedefra, dels den vigtige forståelse hos de politiske ledere for reformismen og pragmatismen. Man lyttede til folket og undgik ideologiske ensidigheder.

Det skal i denne forbindelse ikke forbigås, at især den grundtvigianske bevægelse i sig havde den tro på det ubevidste i mennesket som noget godt som frem for alt andet er med til at sikre de skabende evner de bedste udfoldelsesmuligheder.

Den danske model har således et fortrin som mange andre modeller må savne, nemlig en ganske frugtbar komplementaritet mellem de to tilsyneladende uforenelige sider af kulturudviklingen der hedder tradition og fornyelse - kombineret med en tilsvarende frugtbar, omend ikke fuldt forstået komplementaritet mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedsprincippet..

Jan Jernewicz



Illustration af Bente Buck - jf. Kunstblade



Henvisninger:



Relevante artikler på Jernesalt:

Transcendens
Komplementaritet principielt og generelt

Grundvigianismen i det 20. århundrede  (13.12.05.)
Folkelighed og intellektualisme  (20.12.06.)
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (24.12.09.)

Jævnfør også Jernesalts 2009-filosofi  med kapitler om bl.a.:

Begreber og aksiomer
Samfundet



Rubrikken: Replikker

Forrige replik:  Er monarki foreneligt med demokrati?   (15.4.10.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal